Guldgraverne

By Vivian Stuart

Den trettende bog i den spændende og dramatiske beretning om Australiens kolonisering – et land skabt af blod, passion og drømme.
 
I 1850'erne er Australien en vildmark, der kun kan tæmmes af stolte mænd og passionerede kvinder som Broomes og Tempests. Det er også et land med en hemmelighed. En hemmelighed, der tiltrækker en ny slags pioner: den guldsøgende. Opdagelsen af guld fører til, at Australien bliver et mekka for mænd som den eventyrlystne og nysgerrige Luke Murphy og for mænd som Jasper Morgan, hvis grådighed overskygger enhver rationel beslutning. Jagten på rigdom og hævn får fatale konsekvenser for indbyggerne, hvis drømme kan sammenbringe nationen eller splitte den ad.

• Language: Dansk
• Publisher: Skinnbok
• Release date: Aug 3, 2023
• ISBN: 9789979645375

Book preview

Guldgraverne

Guldgraverne

Vivian Stuart

Australierne 13

Originalens titel: The Gold Seekers

© Vivian Stuart, 1983

© Jentas ehf, 2022

Oversætter: Natascha Peticzka

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen­, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af Jentas ehf.

ISBN: 978-9979-64-537-5

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

1

„Fortsæt, unge Luke! råbte Daniel Murphy muntert. Han smilede, mens han brugte sine stærke arme til at skovle indholdet af sin vogn over i den skæve, aflange vippekasse. „Denne gang er der måske andet end jord i. Der er mange andre, der har haft store gevinster ... hvorfor skulle vi ikke også få det? Morgan siger, at der er guld her, og han ved, hvad han taler om, gør han ikke?

Hans bror, Luke, stod i det lårhøje kolde, mørke vand og trak ligegyldigt på skuldrene.

„Gør han, Dan? sagde han. „Gør han? Han ventede ikke på svar, men hældte i stedet, rutineret, vand i vippekassen og begyndte at ruske i den, så han kunne adskille sandet fra stenene. Store klippestykker og ubrugelige sten lå tilbage på den hullede plade metal, øverst i kassen, mens resten faldt ned i den skrånende bund, hvor vandet skyllede det over rillerne. Sidst på dagen ville nogen forsigtigt rengøre rillerne, så de små guldkorn, der var blandet ind i sandet, og satte sig fast der, kunne findes.

Luke rettede sig op og undertrykte et suk. Han var lille og tynd, ulig sin storebror, Daniel, som var stærk og næsten to meter høj, og han var kun lige blevet atten år. Hans bror var tre år ældre. De havde mødt kaptajn Jasper Morgan for fire måneder siden, som havde mødt dem på sin vej til guldminerne, og indtil da, havde de begge været glade for at arbejde på deres fars lille gård i Sacramento Valley i Californien, hvor de havde passet grisene og hestene, og leveret mad og tømre til guldgraverne og deres lejre.

Deres far var mormon. Han havde været en af de første konvertiter, men livet under Brigham Young i Salt Lake City havde været for indskrænkende for ham, og han havde forladt New Zion-gruppen for at vende tilbage til det arbejde og liv, han kendte og elskede. Men han havde beholdt sin religions principper, og guldfeberen, der nu havde ramt Californien i 1850 havde ikke rørt ham, for han var af den tro, at guld var skabt til at skabe byer og veje, og ikke personlige rigdomme.

Luke tørrede sved af panden, mens han så sin bror skubbe den tunge vogn tilbage til det sted, hvor deres to partnere arbejdede med deres hakke og spade.

Mødet med kaptajn Jasper Morgan havde ændret alt. Han var en flot, elegant og veltalende mand, og Morgan havde haft et svar til alle deres argumenter. Han havde overbevist dem alle til sidst, og det havde endda lykkedes ham at modargumentere Brigham Youngs erklæringer ved at nævne fordelene for dem, der var kloge nok til at have fremtidsudsigter med det guld, han var sikker på, at man ville finde. Han havde en plan for det hele; i sin musikalske wallisiske dialekt havde han fortalt dem, at han ville finde en god grund inden for nogle uger, allerhøjest et par måneder, og hans erfaring med kul- og tinminerne i sit hjemland ville sørge for, at han også ville få succes her. Men han havde brug for hjælp, havde han indrømmet ... stærke arme og unge mænd, der var vant til hårdt arbejde, eftersom han selv – Luke smilede tørt ved mindet – havde arbejdet inden for militæret, og nu levede som en gentleman, og derfor var utilstrækkelig på det punkt.

Dan havde været ivrig efter at indgå et partnerskab med ham. På trods af deres strikse barndom og religiøse principper, havde Dan altid higet efter at slå sig til de tusindvis af guldgravere, der strømmede ind i landet efter James Marshall havde opdaget Sutler‘s Mill. Lukes smil blev større. Han var altid der, hvor Dan var. Da deres far havde givet sit samtykke, og deres mor sin forsigtige velsignelse, havde de underskrevet kontrakten om partnerskab, og havde efterladt de to gamle mexicanske mænd, som Morgan havde haft med, så de kunne overtage deres arbejde på gården. Drengene havde derefter påtaget sig opgaven om at styre deres nye partners vogn, med telte og værktøj, hen til den grund han havde valgt.

Det havde været en lang og udmattende tur gennem forladte udgravninger og øde lejre, for de guldhungrende fremmede rejste konstant rundt, når de hørte om nye steder, hvor der eftersigende skulle være guld, og der kom nye guldgravere hver dag. Man mente nu, at der var over et hundrede tusind. Californien var blevet overdraget til De forenede Stater af Mexico og var nu blevet til en stat; der var millioner af tomme grunde, som var, ligesom Morgan sagde om guldet, der for at blive taget. Minearbejderne havde dannet deres egne komitéer, havde udvalgt ledere, og lavede de love, de mente var nødvendige. Enhver kunne tage den jord, han ville have, så længe han arbejdede på den, og efterlod sit telt og værktøj.

Men Morgan var ikke enig i de demokratiske opfattelser. Han havde en teori, som han ikke havde røbet over for Dan og ham, tænkte Luke surt, eller de to australske brødre, Frank og Tom Gardener, som han også havde samlet op på vejen og indgået et partnerskab med.

De havde rejst gennem Sacramento, og dens søagtige dal, til det træbeklædte forbjerg og det højtliggende Sierra, og derefter ned til Feather River-området, hvor Morgan endelig havde beordret, at de skulle stoppe. De havde rejst lejren i det snævre pas, der lokalt var kendt som Windy Gully, hvor der løb en å gennem den stejle klippe. Morgan havde rutineret gennemgået grunden og havde endelig erklæret, at der var guld i klippen, og havde forsikret sine nervøse partnere om, at de ville finde al den guld, de kunne drømme om, hvis de arbejdede rigtigt.

Han havde fortalt dem, hvordan de skulle sætte vippekassen op, havde uddelt spader og spande fra vognen og fortalt dem, hvordan de skulle gøre, hvorefter han havde taget to heste og havde været væk i næsten tre uger. Han ... Dan kom tilbage med endnu en vogn fuld af sand og sten, og Luke begyndte at arbejde med den i stilhed.

„Op med humøret, knægt, sagde hans bror. „Det er snart tid til at pakke sammen, og Frankie har fanget et par kaniner, så vi kan endelig få noget ordentlig mad. Selv hvis vi ikke har noget at vise frem efter en hård dags arbejde.

„Det har vi aldrig, svarede Luke surt. „Et par sække med støv, det er det hele, og en masse sved. Han rystede vredt vippekassen. „Og så er der kaptajn Morgan, som altid giver os ordrer, men aldrig hjælper til! Sikke et partnerskab, hvor det kun er os fire, der arbejder."

„Han har lært os alt vi ved, Luke, huskede Dan ham på. „Og han har betalt for vognen, hestene og værktøjet. Han så op på himlen. „Solen går ned om en halv time. Du får det bedre, når du har fået noget mad."

Måske, tænkte Luke, men han var ikke overbevist, og hans modvilje mod Jasper Morgan voksede. Kaptajnen var vendt tilbage efter tre uger med mere værktøj og en ekstra vogn. Han havde også haft en pige med, Tom Gardener var den eneste, der havde set hende og havde sagt, at det var hans datter, og i stedet for at bo i telte med de andre, var han flyttet ind i magasinforvalterens hus i Flycatcher‘s Bend, fem kilometer væk, hvor han brugte det meste af sin tid.

Luke skulede op på solen, der var ved at gå ned, og rystede nu, hvor hans bare overkrop ikke længere var badet i varme, mens han tænkte på pigen, Morgans datter. Morgan holdt hende væk, hvilket var forståeligt når man tænkte på, at området stort set kun bestod af minearbejde. Mændene dér var generelt ædruelige og opførte sig ordentligt, men de var over to hundrede, og en gang imellem var der nogen, der gik over stregen. De kom fra hele verden ... der var selvfølgelig amerikanere, briter, australiere, sorte mennesker fra sydstaterne, mexicanere, tyskere, franskmænd, et par irere, og en lille gruppe fra Chile.

Den udvalgte lejr-komité havde dannet vedtægterne som var strenge og, nogle gange, blev brutalt opretholdt. Men når nogle af minearbejderne fandt guld, fejrede de det ved at drikke sig fulde, på trods af den høje pris på spiritus, som smagte forfærdeligt og var ulovligt destilleret. Lejrene var primitive; der var et par grove træhytter, men de fleste sov i telte. Nogle af mændene, dem som havde brugt al deres startkapital, sov under åben himmel, og en smuk ung pige – og Tom havde sagt, at Morgans datter var smuk – ville være en fristelse for sådanne mænd, især fordi det havde været længe siden, at de havde været i selskab med kvinder.

Men alligevel, tænkte Luke tvært, havde Jasper Morgan ingen ret til at bruge så meget tid med hende, når det betød, at hans partnere måtte gøre alt arbejdet på grunden. De fik ikke løn, og fordi han havde betalt for deres mad og værktøj havde Morgan forlangt og besluttet at han skulle have halvtreds procent af deres udbytte.

„Kaptajnen er en gentleman, svarede Dan altid, når han gav udtryk for sine bekymringer. „Og som han altid siger, hans ord er lov. Han snyder os ikke, Luke.

Men var han virkelig en gentleman? Morgan talte med den arrogante overlegenhed, der hørte til overklassen. Han havde fortalt dem, at han havde fået sin officersbestalling af Dronningen af England, og han havde kæmpet i Carlistkrigen i Spanien, som han havde fået en juvelleret guldmedalje, med Dronning Isabellas hoved på, for, der beviste hans mod. Men alligevel, og på trods af mandens fortællinger om sine tidligere sejre og rejser, var Luke ikke beroliget. Han var kun blevet mere usikker, især efter pigens ankomst. Tom havde fortalt, at hendes navn var Mercy, hvilket måske var et walisisk navn. Eller også var det en forkortelse af Mercedes ...

„Luke, gamle dreng! Tom kaldte på ham ovre fra bækken. Han var en stor, mild mand, som, uanset vejret, arbejdede uden trøje og i bukser der stoppede over knæet. Han og hans bror arbejdede sammen med Dan om at grave og hakke, og derudover havde Frankie Gardener meldt sig som lejr-kok. „Frankie er i gang med at stege kaninerne, han fangede, og han siger, at de snart er færdige. Bare begynd at pakke sammen, og skift til noget rent tøj. Jeg skal nok rengøre rillerne.

„Tak, Tom," svarede Luke taknemmeligt. Han rettede sig op, strakte sine trætte muskler og mærkede sulten gnave i maven. Det havde været en lang dag, og han håbede, som altid, at de ville have mere end sand og en smule guldstøv som bevis på det, men det skete sjældent. Morgan ville ikke rykke videre, selvom de aldrig fik et stort udbytte; han havde valgt Windy Gully med sin ekspertise, og hvis de forlod grunden ville det være det samme som at stille spørgsmålstegn til hans viden.

Da Luke gik langs vandkanten, kunne han dufte maden, og han vinkede venskabeligt til Frankie Gardener. I det mindste havde han og Dan været heldige, hvad angik de andre medlemmer af deres partnerskab, tænkte han. Gardener-brødrene var nogle af de bedste mænd, han nogensinde havde mødt – de var ærlige, hårdtarbejdende, loyale og godt selskab, selv når de alle var skuffede. Han nød at høre deres historier om Australien, når de alle satte sig om bålet om aftenen. De havde begge været sømænd, indtil de, ligesom så mange andre, var rejst til San Francisco for at prøve lykken som guldgravere.

Ingen af dem havde tænkt sig at blive i Amerika.

„Så snart vi finder guld tager vi tilbage til Sydney," havde Tom ofte sagt, og fortsatte smilende med at fortælle om sin kone, deres børn og drømmen om at komme hjem efter tre år væk fra dem. Han havde også fortalt om en australsk mand ved navn Hargraves, kunne Luke huske, en handelssømand som Jasper Morgan havde handlet med.

„Han har et godt hoved, ham Ned, havde Frankie sagt om Hargraves. „Han mener, at Bathurst og Goulburn er ligesom her. Så hvis der er guld i Californien, er der lige så stor chance for, at der er guld i New South Wales, og jeg kan ikke vente med at tage tilbage og finde ud af det. Tom og jeg venter kun på en gevinst, så vi har råd til at komme hjem!

Men de havde ikke fået gevinst. Kun et par sække støv efter mange dage og uger med hårdt arbejde og sved. Og det var virkelig hårdt arbejde, tænkte Luke dystert. Hver spadefuld jord var en anstrengelse; hver vognlast skulle rulles over den ujævne jord til vippekassen, hvor det skulle hældes over i, rystes og vaskes. Det blev kaldt Vaske gulddrift. Guldpanorering var nemmere, men gav ikke et lige så godt et udbytte, og desuden var det også udmattende at bruge en hel dag på at skylle vand i en tung metalgryde. De arbejdede på deres grund med viden om, at andre minearbejdere, med mere erfaring og viden end dem selv, havde arbejdet på Windy Gully, og rejst videre. Desuden ...

„Luke-drengen!" Frankies hænder dannede en tragt for munden, mens han råbte ovre fra teltene. Luke stoppede og så op på den stenede skråning ni meter oppe.

„Ja, Frankie? Vil du have noget?"

„En spand frisk vand, knægt. Sørg for, at du bruger en ren spand ... det er til at lave kaffe med. Vi gider ikke have støv i kaffen, vel? Og heller ikke guldklumper."

Det var en vittighed, der var blevet gentaget for ofte, og Luke grinede ikke. Han så tilbage på Tom og Dan, der var i gang med at rengøre rillerne, og Dan rystede på hovedet som svar på hans utalte spørgsmål. Så det var kun støv, tænkte han bittert ... en knivspids støv kunne betale for en drink eller to, og en håndfuld ville indbringe tyve dollars. Det var kun lige nok til at betale for deres mel og kaffe med priserne i området. Det krævede næsten tredive gram bare for at bespise en minearbejder, så han kunne arbejde videre ...

„Okay, svarede han, og prøvede at ignorere skuffelsen. „Jeg henter vandet, Frankie.

Han gik tilbage til åen, og hans våde støvler lavede en svuppende lyd. Han rensede spanden og fyldte den med rent vand. Dér, hvor han stod, var flodbredden stejl; det var nemmere at komme til nogle meter tilbage, men han var i så dårligt humør, at han ikke orkede at gå tilbage.

Men det gik hurtigt op for ham, at det havde været en fejltagelse, da han gled på de glatte sten, og han måtte gribe ud efter rødderne på busk der voksede i klipperne, for ikke at spilde al spandens indhold. Det lykkedes ham at holde sig oprejst, og mistede kun et par dråber vand, men så rev rødderne sig løs, og Luke måtte give slip på spanden for at holde fast i den stejle klippebred med begge hænder.

Han så, bandende, spanden falde, og skulle til at gå efter den, da noget i klippesprækkerne fangede hans blik. Der hvor rødderne havde siddet fast lå der store stenklumper, ligesom æg i en rede, men disse klumper var større end fugleæg, og de glimtede i de sidste solstråler.

Han turde næsten ikke tro på det, men Luke rakte ind og samlede en af klumperne op, og en halvkvalt skrig undslap hans hals. Han måtte hellere være helt sikker, tænkte han og mærkede sit hjerte hamre mod sine ribben. De havde haft så mange nederlag, så mange skuffelser; han kunne ikke råbe til Dan og de andre, at der endelig var gevinst, før han var helt sikker.

Det tog ikke lang tid at blive helt sikker. Han havde set og rørt ved andre guldklumper før, og der var ingen tvivl om disse: de vejede og føltes som de skulle. Det var guld! Og der var, kære Gud, der var otte af dem i forskellige størrelser og former. Han gættede på, at den største vejede omkring to kilo.

Der var en endnu større en der sad fast i klippen. Hans hånd rystede, da han fandt sin lommekniv frem og forsigtigt begyndte at skære den fri. Han kæmpede igen imod sin lyst til at råbe til de andre og fyldte sine lommer med de små klumper, hvorefter han klatrede ned efter sin spand som han lagde den sidste klump i.

Solen var næsten gået helt ned, da han gik tilbage af den sædvanlige vej, men han gik som om han gik på skyer. Dan og Tom var i gang med at sprede dagens fund af støv ud foran ilden, så det kunne tørre, og Frankie, der passede kaninerne over ilden, sagde en smule irettesættende, „Er det dig, Luke? Du skyndte dig vidst ikke, hva‘? Kom med vandet, kaninerne er næsten færdige."

„Jeg fandt noget bedre end vand," sagde Luke. Hans stemme var ved at sprænges af begejstring, og den lød underlig, selv i hans egne ører, og Dan, som kendte sin bror godt, sprang op og greb fat i hans skuldre.

„Hvad er det, unge Luke? Hvad?"

„Det her, sagde Luke med en klump i halsen. „Vi ... vi gj-gjorde det, Dan ... vi fandt endelig guld! Gud være lovet!

Han lagde sig på knæ ved bålet, og de andre så forbløffede på, at han først vendte vrangen på sine lommer, og bagefter tømte spanden, så hans fund lå på sejldugen sammen med det støv og sand der lå og tørrede.

De stirrede med åben mund og polypper, ude af stand til at sige noget. Så samlede Tom den største klump op, og hoppede op mens han triumferende råbte.

„For fanden, drenge, vi er rige! Den her må være ... kære Gud, en formue værd! Vi kan tage hjem, Frankie! Drengen har gjort os rige, virkelig rige! Luke, du er vidunderlig!"

En af kaninerne faldt fra spiddet ned i ilden, men Frankie prøvede ikke at samle den op. Han greb Lukes hånd, hans solbrune ansigt lyste, og blå, sømandsøjne var fulde af tårer, da han ledte efter ordene.

„Hvor? lykkedes det ham endelig at sige. „Hvor fandt du alt dette, Luke?

Luke fortalte det og følte pludselig at det hele var en drøm, som han var bange for at vågne fra. „Niv mig, sagde han. „Jeg ... jeg kan stadig ikke forstå at det er rigtigt.

Det var Dan, der fik dem til at falde ned. Han tog den forkullede kanin ud af flammerne og sagde roligt, „Glemmer I ikke noget ... halvdelen af det tilhører kaptajn Morgan."

„Han fandt ikke guldklumperne, protesterede Tom. „Det gjorde unge Luke, helt alene.

„Vi har en kontrakt om partnerskab, Tom, huskede Dan ham på. „Det var Morgan, der gjorde os i stand til at gøre arbejdet, og det var ham, der tog os med hertil. Han har ret til halvtreds procent; vi fire må dele resten mellem os. Han smilede ad den unge australiers skuffede grimasse. „Altså, rolig nu, der er rigeligt til os alle, min dreng! Den klump du holder må mindst veje fem-seks kilo, og magasinforvalterne betaler seksten dollars for tredive gram. Og jeg tror de betaler mere ved Nationalmønten i San Francisco ... måske tyve dollars."

Tom regnede på det, og sagde endelig med et smil, mens han holdt fingrene oppe:

„Gud! Åh, Gud!"

„Og måske er der mere gemt under stenene ved åen, hvor Luke fandt alt dett, pointerede Dan. Han pegede på kaninerne. „Lad os spise, drenge, og lave noget kaffe. Hent noget vand, Tom.

„Jeg tror, jeg tager ned til lejren," svarede Tom hårdnakket, „og køber noget whisky, så vi kan fejre. Vi har ventet længe nok på noget at fejre, synes I ikke?"

Dan sukkede. „Ikke før vi har fortalt Morgan det. Han har ret til at vide det. Hent nu noget vand, min ven. Vi skal nok få tid til at fejre det. Og Luke, tag noget tørt tøj på. Du vil vel ikke dø af lungebetændelse, nu hvor vi endelig har fundet en gevinst, vel?"

De gjorde begge som han sagde, og Frankie tog sin kniv frem for at skære kaninerne, og spurgte, „Har du tænkt dig at fortælle Morgan det i aften, Dan?"

„Nej." Dan rystede beslutsomt på hovedet. „Ved daggry leder vi der, hvor Luke fandt guldet. Vi fortæller Morgan om det, når han kommer, og så