Eventyrerne

By Vivian Stuart

 Tiende bog i den spændende og dramatiske beretning om Australiens kolonisering – et land skabt af blod, passion og drømme. 
 
 Det er ikke kun englændere, som kommer til det nye land, Australien.
En ung amerikaner, den sidste overlevende fra et skibsforlis, er også havnet der. Hun står alene i denne nye og helt fremmede verden.
En anden amerikaner, der tjente i den britiske hær mod Bonaparte, er også ankommet - frivilligt.
I denne smeltedigel skal alle etablere et liv for sig selv. Forhindringerne er mange, men fremtiden er stadig lys … 

• Language: Dansk
• Publisher: Skinnbok
• Release date: Apr 5, 2023
• ISBN: 9789979643036

Book preview

Eventyrerne - Australierne 10

Eventyrerne

Vivian Stuart

Australierne 10

Originalens titel: The Adventurers 2

© Vivian Stuart, 1983

© Jentas ehf, 2022

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen­, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af Jentas ehf.

ISBN: 978-9979-64-303-6

www.jentas.dk

www.must-read.dk

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

KAPITEL 1

Transportskibet Conway pløjede sig tungt gennem den svære sø seks uger efter afsejlingen fra Capetown, da Murdoch blev purret og bedt om at indfinde sig i kaptajnens kahyt. Det var over midnat, og han sov trygt, da han blev vækket, ved at sergent Holmes ruskede i ham.

„Fanden tage Dem, sergent! udbrød han irriteret. „Hvad vil De på dette ugudelige tidspunkt?

„Det er ikke mig, sir, svarede den store sergent uforstyrrelig, „det er kaptajn Barlow. Og De må hellere vågne op til dåd, sir, for det haster. Der er ved at udbryde mytteri om bord!

Murdoch bandede i sit stille sind, men krøb modvilligt ud af køjen og tog sine bukser. Han skælvede af kulde, mens han trak dem på. Det var bidende koldt på disse sydlige breddegrader, og selv under dækket blev man gennemisnet af vinden.

„Nu har kaptajn Barlow en halv snes gange påstået, at fangerne ville gøre mytteri, sagde han og trak støvlerne på. Så rejste han sig med bløde knæ for at imødegå skibets rullen. „Det har været en halv snes gange eller flere... jeg har opgivet at holde regnskab med det. Men hver eneste gang har hans frygt vist sig at være ubegrundet. De elendige fanger sidder i lænker og er halvdøde af sult.

„Denne gang er det alvor, sir, sagde sergent Holmes med overbevisning i stemmen. „En af dem har advaret kaptajnen. Jeg har purret folkene og bevæbnet dem.

Han gav sig til at opremse, hvilke sikkerhedsforanstaltninger han havde truffet, men Murdoch hørte knap nok efter. Ved tidligere lejlighed havde sikkerhedsforanstaltningerne været nøjagtig de samme – to mand på hver post, vagt ved alle luger ned til fangernes opholdsrum på banjerdækket, og to vagtposter med ladte musketter uden for kaptajn Barlows kahyt på dennes udtrykkelige forlangende.

Det var nu noget af et mirakel, at de arme djævle ikke for længst havde gjort et forsøg på at erobre skibet, tænkte Murdoch barsk, idet Holmes rakte ham hans klamme våbenfrakke, hvorpå saltet sad i skorper. De var ved Gud i himlen blevet provokeret næsten ud over alle grænser i løbet af de sidste par måneder. Barlows handelsvarer optog så meget af den plads, der havde været tiltænkt dem, at alle et hundrede og halvfjerds fanger måtte klemme sig sammen i det stinkende, utøjsbefængte mørke i bunden af skibet. De sad lænket næsten døgnet rundt, fik næsten ikke lov til at røre sig på dækket, og maden mindede mest af alt om svineæde.

George De Lancey havde protesteret voldsomt og forlangt bedre kår for fangerne, men Barlow havde vist sig højst uvillig til at føje ham. Ganske vist havde han ladet banjerdækket dampe med svovl, inden skibet lagde til i Rio, men det var snarere, fordi han frygtede havnemyndighedernes kontrol end på grund af De Lanceys fordømmelse. De to mænd var ikke længere på talefod, og atmosfæren i kahytten var følgelig noget anspændt; styrmanden, Henry Fry, tog parti for De Lancey, men turde ikke gøre det åbenlyst, og de øvrige skibsofficerer var alle imod ham.

Han selv... Murdo sukkede og beklagede den fejhed, der fik ham til at forholde sig neutral. Han satte pris på De Lancey og beundrede ham endog højt, men der stod alt for meget på spil til, at han turde vove sin egen hals. Faren var for stor, og skulle hans rigtige identitet blive afsløret, var konsekvenserne så uhyggelige, at han knap nok turde tænke på dem. Blev det afsløret, hvem han var, og hvad han faktisk havde gjort, ville han ufortøvet blive smidt ned til straffefangerne!

Murdo spændte sit bælte og så uroligt på sergent Holmes. Ind imellem havde han en fornemmelse af, at sergenten mistænkte ham for at give sig ud for en anden. Holmes holdt øje med ham, syntes ligefrem at prøve ham ind imellem, og var en anelse for hurtig til at anfægte hans myndighed, idet han over for fuldt ud rimelige ordrer udviste en uforskammethed, der grænsede til lydighedsnægtelse. Hans opførsel i nat var typisk – han havde posteret vagten, inden han kom for at aflægge rapport og fik ordre til at postere ekstra vagtposter. Hvis kaptajn Barlow ikke havde sendt bud efter ham, ville sergenten sikkert have ladet ham sove videre, så han ikke ville have anet det ringeste om, hvad der var på færde, og pådraget sig Barlows mishag.

„Hvor er kaptajnen? spurgte Murdo skarpt. „På dækket eller i sin kahyt?

„I sin kahyt. Jeg tog den fyr, der kom med advarslen ind til ham. Jeg måtte jo smugle ham ud, sir, for de irske svin ville have skåret halsen over på ham, hvis de havde anet noget om, hvad han ville gøre. Holmes stod med et selvbehageligt udtryk i ansigtet, som om han havde udvirket et mindre mirakel. „Tidligere på eftermiddagen ymtede han noget om, at han havde noget meget vigtigt at fortælle kaptajnen, men at han var bange for de andre, så jeg lod som om, at jeg arresterede ham for at være i besiddelse af spiritus, mens hans kammerater vred deres hænder og lovede, at de ville lægge et godt ord ind for ham. De ...

„Tak, det er nok, sergent, afbrød Murdo ham. „Jeg har ikke lyst til at høre hele hans livshistorie. Hvad hedder han?

Sergent Holmes rettede sig op med en fornærmet mine.

„MacBride, sir – Peter MacBride. Som sagt er han hos kaptajnen, og..."

„Så lad os opsøge kaptajnen," sagde Murdo og afbrød ham på ny.

De to vagtposter uden for kaptajn Barlows kahyt stod ret, og Holmes bankede kraftigt på døren.

„Sergent Holmes, sir, og mr. Dean," meddelte han.

„Det var på tide," hilste kaptajn Barlow dem surt. Han var kun halvvejs påklædt, den tykke natskjorte var stukket ned i et par beskidte, hvide flonelsbukser, hvorfra hans strømpeklædte fødder stak frem. Ved siden af hans albue på bordet stod et tinkrus med rom – næsten tomt bemærkede Murdo med foragt. Bag ved ham stod andenstyrmand, Charlie Lawrence, fuldt påklædt med en pistol i hånden; imellem krøb den snavsede og ubarberede angiver sammen, hans øjne for fra den ene til den anden, som om han tiggede om medynk.

„Takket være sergentens årvågenhed er en nedrig plan om at erobre skibet og myrde os alle blevet afsløret, sagde Barlow henvendt til Murdo. Han pegede på den sammenkrøbne skikkelse og fortsatte: „Denne mand vovede livet for at advare os, men De vil vel fortælle mig, at det er falsk alarm, og at De ikke kender noget til det, tør jeg formode.

„Jeg kendte ikke noget til det, medgav Murdo ham. „Men når der er stillet bevæbnede vagtposter ud, og lugerne er skalket, hvad kan fangerne så gøre? De er lænkede og ubevæbnede... de kan ikke gøre sig noget håb om at erobre skibet, kaptajn, og endnu mindre om at myrde nogen. De...

„De svin er bevæbnede, mister! afbrød Barlow ham rød i hovedet af irritation. „Fortæl ham det, MacBride – fortæl denne mistroiske officer, hvad De fortalte mig! Der må gribes til handling, og det skal være nu!

Ivrigt og slesk begyndte straffefangen at tale. Han var en mager, sjusket udseende mand af ubestemmelig alder, hvis ydre var blevet så meget desto mere ubehageligt af de afsavn, han havde lidt. Desuden kunne det tydeligt mærkes, at skønt alle straffefangerne havde lov til at skylle sig med saltvand efter dækturen, havde han ikke benyttet sig af denne mulighed igennem længere tid.

„Det er så sandt, som jeg står her, Deres Velbårenhed, sagde han. „Som jeg sagde til sergenten der, så er der en snes stykker, der har skaffet sig våben. De har altså lavet køller, sir, af brædder fra briksene – og præsten, fader Joseph, han har en pistol. Han holder den godt nok skjult, men jeg har selv set den med mine egne øjne. Og nogen af dem har filet deres fodlænker igennem og hvæsset dem og lavet dem til knive og sådan noget... Den klynkende stemme fortsatte med at opremse navne og fremsætte anklager, som han ikke kunne fremlægge noget bevis for, når han blev gået nærmere på klingen. Murdo lyttede til ham med utilsløret skepsis.

„Hvordan har de tænkt sig at bryde ud? spurgte han køligt. „Har de fortalt dig det?

MacBride rystede ilde til mode på hovedet.

„Jeg har aldrig haft deres fortrolighed, sir. Men jeg har set, hvad de har lavet, og hørt dem hviske sammen. Seamus Burke og ham, de kalder mr. Fitzroy og fader Joseph, det er hovedmændene, sir. Det er sandt, hvad jeg fortæller Dem, sir – det sværger jeg ved den hellige Guds Moder!"

„Det tror jeg også, sir," indskød sergent Holmes. „De færdes ikke blandt den bande forrædere, som jeg gør, når de får deres rationer. De har ikke hørt dem hviske sammen, sådan som jeg har. Jeg ved, at de pønser på noget. Han vendte sig om mod kaptajnen. „Jeg tror, at de vil forsøge at bryde ud, når vi får land i sigte, sir. Og det får vi snart, ikke sandt, sir?

„Jo, inden for det næste døgn skulle vi få landkending af sydspidsen af Van Diemen‘s Land, bekræftede Barlow. Han tømte kruset og satte det fra sig, hans læber blev smalle. „Vinden er østlig og frisker op – og barometeret falder, tilføjede han med mørk mine. „Vi kan vente hårdt vejr, og hvis det bliver lige så hårdt som jeg frygter, bliver vi måske nødt til at søge læ i Adventure Bay. I så fald skal De og Deres rødfrakker være på vagt døgnet rundt, er det forstået, mr. Dean? Ikke noget med at gemme sig i køjen – for hvis sergent Holmes har ret, vil landkendingen være lige det, som de forbandede irske oprørere har ventet på."

„Jeg kender min pligt, sir," svarede Murdo afmålt.

„Det gør De forhåbentlig, svarede kaptajnen. Han nikkede til anden styrmanden og beordrede brøsigt: „De slyngler skal få at vide, hvad klokken er slået, mr. Lawrence. Vi skal give dem en advarsel, som de sent glemmer. Inden De sender morgenvagten under dæk, så pib alle mand til mønstring. De bør overvære afstraffelsen, som det hører sig til på et orlogsskib. Kan De klare det?

„Javel, sir, svarede Lawrence. Han vædede nervøst læberne. „Men... hvem vil De straffe, om jeg må være så fri at spørge, sir?

„Tåbe!" udbrød Barlow hidsigt. „Brug dog den smule forstand Vorherre har skænket Dem! En af hovedmændene selvfølgelig – præsten, fader Joseph, var det ikke det, han hed? Hvis vi skal tro MacBride, så har han en pistol skjult et sted. Gå derned sammen med fænrik Dean og et par af hans rødfrakker, og find den pistol. Bring bagefter denne fader Joseph op til mig, så skal jeg idømme ham en gang pisk. Lad det være dem en lærestreg."

Alle i kahytten med undtagelse af sergent Holmes så forfærdet på ham. Murdo åbnede munden for at protestere, men Holmes afbrød ham.

„Overlad De trygt det til mig, sir, sagde han. „Jeg ved, hvordan den slags skal ordnes. Hvis mr. Lawrence vil gå med som vidne, og MacBride viser mig, hvor præsten sover, kan det ordnes uden at der bliver tumulter. Jeg skal nok sørge for, at ...

Den ulyksalige MacBride udstødte et hyl af rædsel. „Ved den hellige Guds Moder, sergent, De gav mig Deres ord på, at jeg ikke ville komme ned på fangedækket igen! Han faldt skælvende på knæ og vred bønfaldende de magre hænder, men Holmes så blot foragteligt på ham uden at svare. „For Guds skyld, sir, tryglede ireren og henvendte sig til kaptajnen. „De myrder mig, hvis jeg kommer derned igen! Jeg vil lave hvad som helst på skibet, bare De ikke sender mig derned igen, sir!"

Kaptajn Barlow trak på skuldrene. „Kan De finde frem til præsten uden den ynkelige slyngels hjælp, sergent? spurgte han. Holmes nikkede selvbevidst, og kaptajnen fortsatte med foragt i stemmen: „Godt, så få ham ud herfra, mr. Lawrence. Han kan arbejde sammen med frigængerne. Send ham ned til messedækket.

Idet Lawrence gik med MacBride, åbnede Murdo på ny munden for at protestere, men Barlow bragte ham til tavshed med et brøl.

„Jeg er kaptajn her på skibet, og glem ikke det, fænrik. Jeg finder mig ikke i, at en flok lusede irske banditter truer med at gøre mytteri og tage mit skib fra mig. De er allerede kommet med for mange trusler på denne rejse, gid fanden havde dem. Nu kan det være nok! Nu skal jeg give dem en lærestreg, de sent glemmer!"

„Men at piske præsten vil kun ophidse dem yderligere, sagde Murdo fortvivlet. „Vælg alle andre end præsten, sir, Jeg bønfalder Dem. Hvis De håber på at kunne jage dem en skræk i livet, så ...

„Er De selv en forbandet papist?" spurgte Barlow i en ubehagelig tone.

Han var blevet opdraget i den katolske tro, mindedes Murdo skyldbevidst, men det var meget længe siden, han havde været til messe. Inden han kunne nå at svare, fortsatte kaptajnen hårdt: „Hvad De end er, så har De at adlyde mine ordrer! Nu går De ned på banjerdækket, uforskammede hvalp, og De hjælper sergenten, så godt De kan! Den helvedes pistol skal findes i vidners nærværelse, og bagefter skal præsten bringes herop, forstået? Og hvis det irske rak gør mine til at modsætte sig det, så har De at beordre Deres soldater til at åbne ild mod dem. Er det helt klart, fænrik, eller skal jeg gentage det?"

„Det er ikke nødvendigt, sir, fik Murdo frem. „Deres ordrer er tydelige nok.

Det nyttede ikke noget at komme med indvendinger, vidste han. Under hele den lange, udmattende rejse havde Conways kaptajn gået rundt i en bestandig frygt for, at straffefangerne skulle forsøge at erobre skibet; han havde åbent vedgået det og grebet til flere hårdhændede foranstaltninger for at forhindre det. Men nu... Murdo vidste hverken ud eller ind, da han forlod kahytten.

Nu virkede det, som om kaptajn Barlow var opsat på at fremprovokere en endelig og afgørende konfrontation med fangerne, som om han ville have dem til at gøre mytteri. Og gjorde de det, var det tydeligt, at han ikke ville vise dem nogen barmhjertighed. Et mytteri ville blive slået ned med hård hånd uden hensyn til fangernes liv – og heller ikke til soldaternes, for den sags skyld. Soldaterne havde ubetinget at adlyde de ordrer, der blev givet!

Murdo stod lidt i den dunkelt oplyste gang og følte sig et øjeblik fristet til at overlade arrestationen af præsten til sergent Holmes. Det var den satans sergent, der havde sat det hele i gang; det var ham, der havde fået MacBride op fra fangedækket og kaptajnen til at høre på hans lidet troværdige beretning, der lige så godt kunne være det rene opspind.

Men... Holmes stod og ventede på ham, så han, med påtaget ærbødighed og et besynderligt smil om munden. Den mand kunne man tiltro hvad som helst i banjernes halvmørke, og især når han havde kommandoen og et par bevæbnede soldater... han måtte selv gå derned, tænkte Murdo bittert – om ikke andet så for at forhindre Holmes i at udføre sine lumske planer.

For Holmes havde lagt planer, vidste Murdo rent instinktivt. Gid pokker havde den slyngel! Han stod med et smørret grin om munden og frydede sig tydeligvis over, at han havde sat lus i skindpelsen. Gid fanden havde det, tænkte Murdo, hvordan kunne han dog have været så blind? Det var ikke kaptajn Barlow, der ville provokere irerne til at gøre oprør, det var sergent Holmes, der havde forledt ham til at tro, at de ville gøre det!

Som for at bekræfte hans mistanke sagde sergenten med en omsorg, han ellers ikke plejede at udvise: „De behøver slet ikke at gå med, sir. Mr. Lawrence og jeg kan sagtens ordne det fornødne. Det skulle højst tage os ti minutter, og banjerne er ikke et sted for en herre med sarte følelser eller en svag mave."

Hvor nødig han end ville, måtte Murdo indrømme, at han skyede fangedækket som pesten. Stanken gav ham kvalme, og han afskyede synet af de lænkede fanger; og i baghovedet lurede hele tiden tanken om, at hvis skæbnen ikke havde villet det anderledes, kunne han selv have været dømt til at gennemføre den lange rejse under lignende vilkår. Den opblæste gamle nar af en dommer havde dømt ham til deportation for livstid, og... Han skød den bitre erindring fra sig. Han var Michael Dean, fænrik i 46. Fodregiment, og det var ham, ikke sergent Holmes, der havde kommandoen over detachementet.

Murdo rettede sig op og sagde skarpt: „Jeg følger med, sergent, i overensstemmelse med kaptajn Barlows ordre. Han forlanger, at der skal være vidner til stede under ransagningen."

Holmes løftede forbløffet øjenbrynene, men tav med en skuldertrækning. Da Lawrence kom tilbage, fulgte de begge efter ham til trappen midtskibs. På sergentens brøsige ordre sluttede de to vagtposter for foden af den sig til dem; Lawrence tog en lygte, der hang i en krog på en dæksbjælke, og i dens flakkende skær fortsatte de en efter en ned på banjerdækket.

Det henlå i totalt mørke, og der stank så modbydeligt, at Murdo var på nippet til at brække sig. Fangedækket befandt sig på den anden side af et kraftigt, sømbeslået skot forsynet med skydeåbninger, og hvori der sad en dør forstærket med jerndragere. Døren var låst med tre forskellige hængelåse, hvortil der krævedes hver sin nøgle. Holmes viftede de to vagtposter i den smalle gang til side og tog nøglerne frem. Efter at have set gennem kighullet i døren sagde han: „Præsten har en køje for sig selv – tredje eller fjerde i nederste række på styrbords side, hvis jeg husker rigtigt. Ingen af rosset lader til at være vågne, så hvis vi går ind og snupper ham i en fart, skulle de ikke give os noget besvær."

Hans ord var henvendt til Lawrence, Murdo ignorerede han; og da andenstyrmanden og han begyndte at låse døren op, fortrød Murdo, at han ikke havde taget sig tid til at vække George De Lancey og få denne til at fungere som vidne også. Men nu var det for sent, og under alle omstændigheder var De Lancey kun civil passager og havde endog mindre myndighed end han selv. Ganske vist var han sagfører, men... Den tunge dør gik knagende op, og Lawrence trådte ind på fangedækket med lygten i en arms længde foran sig.

Vandet stod flere tommer over dørken efter den sidste storm og gled trægt fra den ene side til den anden i takt med skibets rullen; begge luftluger var lukket, og den tunge og stillestående luft stank af råddenskab. Fra stormasten og fremefter var der bygget to rækker trækøjer i to lag; køjerne var seks fod på hver led og beregnet til fire mand, og i hvert lags længde løb en svær jernkæde, hvortil fangernes fodlænker om nødvendigt kunne fastgøres... en af Barlows brutale forbedringer, genkaldte Murdo sig.

Dørens knagen og lygteskæret fik fangerne til at røre på sig; nogle satte sig sig op og så på dem i måbende tavshed, mens andre brokkede sig og kom med en strøm af skældsord over forstyrrelsen. Uden at ænse de eder, der fulgte ham, gik sergent Holmes med Lawrence i hælene lige hen til den køje, hvor præsten lå i dyb søvn. Fader Joseph var en tynd og bleg, ung mand med glatraget hoved og et ar hen over den ene kind. Sammenkrøben under det tynde tæppe, som hver fange fik udleveret, værgede han forgæves for sig, da sergenten tog ham brutalt i skuldrene med sine grove hænder og trak ham ud af køjen.

„Hvad vil De mig, sergent? spurgte han opskræmt. Så huskede han på sit kald og tilføjede: „Hvis nogen er syg eller døende, skal jeg villigt følge med. De har ikke nødig at bruge magt. Jeg kender min pligt over for Gud, selv i dette helvede af et skib, og...

Holmes‘ knytnæve fik denne svage protest til at forstumme, og præsten tumlede bagover med de lænkede hænder foran ansigtet for at beskytte sig mod flere slag. Lawrence gennemrodede køjen, flænsede den usle stråmadras med sin sømandskniv, og gryntede tilfreds, da den eftersøgte genstand kom for dagens lys.

„Der kan man se! udbrød han. „En pistol – den præsteslyngel har en pistol! Hvordan ligger det nu med hans pligt over for sin Gud, hva‘? Med et spydigt smil holdt han sit fund frem i lyset, så Murdo kunne se det. „Se selv mister, er det ikke en pistol, hva‘?"

Det var en gammel duelpistol, så Murdo; den var rusten og ville højst sandsynlig sprænges, hvis man, ved et eller andet mirakel, overhovedet kunne affyre den; og da der selv efter en grundig undersøgelse hverken blev fundet krudt eller kugler, undrede det ham, at den unge præst overhovedet havde villet løbe risikoen ved at beholde den. Men han var nødsaget til at bevidne, at der var fundet et våben i fader Josephs besiddelse, og at der havde været gjort forsøg på at skjule det.

Han havde næppe bekræftet dette, før sergent Holmes uden at afvente hans ordre greb præsten i kraven på hans lasede præstekjole og puffede ham hen mod døren.

De vågne fanger i nærheden opdagede det og råbte ophidset, at han skulle slippe fader Joseph; snart begyndte de andre fanger at råbe op, og der rejste sig en helvedeslarm, da irerne hamrede deres lænker i trækøjerne. Men synet af vagtposternes skudklare musketter fik dem hurtigt til at tie bortset fra en lille dristig flok, og efter at sergent Holmes havde advaret dem om, at vagtposterne ville åbne ild, mistede selv disse modet.

Tavse og forbitrede så de til, mens præsten blev ført ud, men da døren var blevet lukket og låst, istemte et par stykker trodsigt oprørssangen, som snart efter rungede gennem skibet.

Modvilligt overværede Murdo den korte retssag i kaptajnens kahyt, aflagde forklaring og hørte fader Joseph blive idømt halvtreds piskeslag.

Den grusomme dom blev eksekveret næste morgen og overværet af besætningen og tyve svært bevogtede og lænkede straffefanger, som var blevet hentet op på dækket.

Præsten var bevidstløs, da han blev skåret ned, og inden kaptajn Barlow gik under dæk for at indtage sin morgenmad, advarede han fangerne om, at de ville komme til at lide en endnu værre skæbne, hvis der ikke blev ro på fangedækket.

KAPITEL 2

George De Lancey anede intet om den ulyksalige begivenhed, før han kom op på dækket om morgenen og overværede piskningen.

Synet indgød ham væmmelse, og forfærdet opsøgte han den unge fænrik Dean for at få en forklaring på, hvorfor netop en kirkens mand var blevet afstraffet på denne måde. Med stigende harme hørte han på den unge mands beretning om, hvad der lå bag.

Han havde ligget