Oprørerne

By Vivian Stuart

Femte bog i den spændende og dramatiske beretning om Australiens kolonisering – et land skabt af blod, passion og drømme.
 
I den britiske koloni, Australien, er forhindringerne udfordrende og uendelige. Den nye guvernør, Bligh - bedre kendt for sin kommando på Bounty og mytteriet mod ham - har allerede fået en ubarmhjertig fjende: New South Wales-Korpset, også kendt som Romkorpset på grund af deres profitable sideforretning. Guvernør Blighs andre fjender er de irske oprørere, som ønsker at gøre en ende på hans liv!
 
Og hvad bliver Jenny Taggart-Broomes skæbne nu?

• Language: Dansk
• Publisher: Skinnbok
• Release date: Oct 19, 2022
• ISBN: 9789979642985

Book preview

Oprørerne - Australierne 5

Oprørerne

Vivian Stuart

Australierne 5

Originalens titel: The Traitors 1

© Vivian Stuart, 1981

©Jentas ehf, 2022

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen­, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af Jentas ehf.

ISBN: 978-9979-64-298-5

www.jentas.dk

www.must-read.dk

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Prolog

Abigail Tempest så ulykkeligt til, mens hendes far sporede hesten og jog ned ad den tilgroede indkørsel. Hun ventede, til han var ude af syne, så sagde hun til sin bror:

„Far er redet, Rick. Jeg havde sådan håbet, at han havde ombestemt sig ... han lovede mig det jo."

Broderen gik hen til hende. Han var i marineuniform, for i de sidste to år havde han gjort tjeneste som frivillig. Nu så han en smule skeptisk på hendes lyse, bøjede hoved. Richard var sytten, kun et år ældre end Abigail, men han var allerede et hoved højere og efter sin egen mening langt mere verdensklog.

„Du forstår det ikke, Abigail, sagde han. „Far ville ikke kunne afslå en invitation fra Lord Ashton. Han er kontreadmiral og fars overordnede, og desuden ...

„Pensioneret kontreadmiral," påpegede Abigail.

„Og stakkels far har ikke længere brug for, at en overordnet skal hjælpe ham med at avancere i flåden, vel?"

„Nej," indrømmede hendes bror, „men det har jeg. Jeg kan takke Hans Nåde for, at jeg er kommet på Seahorse. Det er en prægtig fregat med toogfyrre kanoner, ved du nok."

„Så længe landet er i krig, ville du ikke have svært ved at få hyre," sagde Abigail.

Hun vendte sig om mod ham, og Richard blev chokeret, da han så smerten i hendes øjne. Hun var sådan en smuk pige, tænkte han, med sin slanke skikkelse og det skinnende korngyldne hår ... smuk og talentfuld og i besiddelse af en smuk sangstemme og et betragteligt talent ved klaveret. Her på tærskelen til at blive en voksen kvinde, burde hun have været livsglad og lykkelig, omgivet af en skare beundrere, men i stedet ... Han sukkede og greb hendes hånd, idet hun fortsatte: „Når de har spist, spiller de, Richard, det gør de hver gang. Og de spiller med store indsatser, som far slet ikke har råd til.

„Han vinder måske," sagde Richard uden overbevisning.

I stedet for at svare slog Abigail ud med hånden mod det sparsomt møblerede værelse. „Kan du da ikke se ... er du blind? Alle bedstefars bøger er væk og mors højtelskede porcelæn. Selv det Sheratonskab hun elskede. Jeg ved, du har været væk i to år nu, Rick, men du må da have lagt mærke til, hvordan det hele har forandret sig."

„Jeg lagde mærke til, at der kun var tre heste i stalden, indrømmede Richard, „og ingen vogn. Men ...

„Det hele blev solgt, fortalte Abigail ham. „Stævningsmændene kom for tre uger siden og tog mors skab og klaveret. De ville også have taget stakkels lille Lucys dåbsbæger, hvis jeg ikke havde sat mig imod det. De kom på mr. Madrons vegne.

„Madron? Mener du købmanden?"

„Nej, hans søn, Reuben. Han påstod, at far ikke har betalt for heste- og kvægfoder i et helt år. Abigail slog fortvivlet ud med hænderne, og hjertet sank i livet på Richard, da hun fortsatte den sørgelige beretning. „Nu behøver Reuben Madron i hvert fald ikke længere at være bange for ikke at få sine penge for foderet, for der er ikke mere kvæg tilbage. Far solgte de sidste to gårde i begyndelsen af måneden og de tre heste, vi har tilbage, må leve af hø.

„Jamen ... far har da ikke gæld nu, har han? Hvis han har solgt gårdene, må han da have betalt sin gæld?"

Abigails underlæbe sitrede, og hun rystede på hovedet. „Han har stadig spillegæld. Jeg ved ikke hvor meget, han vil ikke fortælle mig det. Men du har ikke hørt det værste endnu, Rick."

„Jamen så fortæl mig det for Guds skyld!"

Hun tøvede og så usikkert på ham. „Har far ikke sagt noget til dig? Er han ikke kommet med hentydninger til sine ... fremtidsplaner?"

„Nej. For pokker. Jeg er lige kommet. Han har knap nok snakket med mig om noget – ud over min rejse. Meget andet var der ikke tid til, og jeg var ved at falde om af træthed. Men ... han talte selvfølgelig om mor. Hvor tappert hun bar sin sidste sygdom, og hvor meget han savner hende. Og det gør han virkelig, Abby ... han havde tårer i øjnene, da han talte om hende."

„Det ved jeg godt, svarede Abigail. Hun vendte sig væk fra ham og gik hen til en af lænestolene foran kaminen. Ilden afgav kun ringe varme, og hun rodede bedrøvet op i brændeknuderne, inden hun lagde en til på. Hen over skulderen tilføjede hun: „Vi savner hende alle sammen, Rick. Alt ville have været helt anderledes, hvis mor havde levet. Far lyttede til hendes råd og rettede sig efter dem, men mig vil han ikke høre på. Han siger, at jeg er et barn.

„Er du da ikke det? spøgte Richard i håb om at få hende til at smile igen. Men hun fattede ikke spøgen og rystede bare på hovedet. „Nej, sagde hun. „Jeg er ikke længere et barn. Det kan jeg ikke tillade mig under de nuværende omstændigheder. Far er ikke sig selv, Rick. Den frygtelige læsion i hovedet, han fik i København, har ramt ham meget hårdt, og det bliver værre og værre. Mens mor levede og var syg, beherskede han sig for hendes skyld. Jo, han drak ganske vist alt for meget og spillede med sine venner, men ikke i samme grad som nu. Jeg tror, at han håbede, at når krigen med Frankrig blev genoptaget, ville Admiralitetet få brug for ham igen. Men de ville ikke give ham et nyt skib."

„Han er ikke i stand til at gøre tjeneste på havet, indskød Richard, mens hun tav. Han gik hen og satte sig over for hende. „Fortsæt, Abby. Du nævnte hans fremtidsplaner, men har ikke fortalt mig, hvad de går ud på.

„Det kommer jeg til," lovede Abigail, „men jeg vil først have, at du forstår, hvor meget far har forandret sig. Han ... sidste gang, han tog til Admiralitetet, var mens mor levede. Han blev i London i næsten en uge, og en ven, han mødte, tog ham med på en spilleklub. Den hedder Whiteʼs, tror jeg nok, og prinsen af Wales kommer der sammen med en masse meget velhavende adelsmænd, så indsatserne er høje. Og tænk dig, Rick – han vandt – en ret stor sum penge. Da han kom hjem, købte han en ny hest til sig selv og en lille vogn og en pony til mor. Han sagde, at hun kunne køre ud i den, når hun ... fik det bedre. Men hendes stemme knækkede over."

Men stakkels mor havde bare ikke fået det bedre, tænkte Richard. Og far havde sikkert aldrig vundet så stor en sum igen. Han var blevet ved med at spille og havde tabt hver gang. Han kunne selv se beviserne, som Abby havde påpeget. Familieportrætterne var væk, og der, hvor de havde hængt, var der lyse firkanter på tapetet. Lige straks havde han ikke lagt mærke til det, han havde været alt for lykkelig over at komme hjem, alt for ivrig efter at fortælle om sine oplevelser til at lægge mærke til, hvor meget faderen havde forandret sig.

Når han nu tænkte tilbage, gik det op for ham, at der var sket en stor forandring. De sentimentale tårer og den mængde cognac, faderen havde drukket, mens de talte sammen, hans raseriudbrud, da de var blevet afbrudt af en af de få tjenestefolk, der var tilbage.

Men værst af alt havde været den måde, deres far for lidt siden havde taget afsked med dem. Den ellers så høflige Edmund Tempest havde skældt Abby ud, da hun havde prøvet at overtale ham til at sige nej til admiralens invitation, og han havde knap nok ænset sin egen søn. Og da den trettenårige Lucy var kommet løbende for at vinke farvel, havde han brysk beordret hende ind i huset igen uden at bryde sig om de tårer, hans hårde ord havde fremkaldt.

Nu græd Abigail med ansigtet vendt bort fra sin bror. Richard tog hendes lille, tynde hånd i sin og sagde: „Du må hellere fortælle mig resten, Abby. Jeg er jo nødt til at vide besked med hans planer."

Hun gjorde et tappert forsøg på at beherske stemmen. „Han har i sinde at slå sig ned i Botany Bay og tage Lucy og mig med. Vi skal begynde en ny tilværelse, siger han. Du kan klare dig selv. Han vil sælge huset og alt, hvad vi ejer og har, for at skaffe den nødvendige kapital til at slå sig ned dernede og til rejsen.

Richard så målløs på hende. „Botany Bay? Jamen det er jo en straffekoloni. Og den ligger på den anden side af jordkloden ... For Guds skyld, Abby, hvordan er han dog kommet på den idé? Er han... er han blevet vanvittig?"

„Somme tider frygter jeg virkelig for hans forstand," indrømmede hun og så på ham med tårer i øjnene. „Men den, der gav ham ideen, er en officer, som er på sygeorlov fra kolonien. En major Joseph Foveaux fra New South Wales-korpset, han er gæst hos familien Fawcett på Lynton Manor. Og jeg regner med, at han også er inviteret til middag hos Lord Ashton i aften, han skal efter sigende være en meget dygtigt kortspiller. Far har tilbragt meget tid i hans selskab og snakket med ham om forholdene i kolonien.

„Men det er og bliver en straffekoloni, indvendte Richard. „Hvilken ny tilværelse tror du, den ville kunne tilbyde?

„En fortræffelig tilværelse ifølge major Foveaux, svarede Abigail. „Han har vist skabt sig en formue dernede – først på fastlandet, hvor han ejede tusind hektarer jord, og siden som kommandant på en ø, et sted han kalder Norfolk Island. Han fortalte far, at de værste og mest genstridige straffefanger bliver sendt til den ø – de, der gør oprør eller forsøger at flygte fra den største by, Sydney.

„Har far tænkt sig at tage dertil?"

„Nej, ikke til Norfolk Island – til Sydney. Det lader til, at alle frie mænd, som rejser dertil, får tildelt så meget jord, som de ønsker, til en symbolsk pris. De får også tildelt straffefanger til at dyrke jorden – bare mod at betale for deres underhold. Major Foveaux har overbevist far om, at han vil kunne blive en rig mand, hvis han medbringer en god kvægbestand til avl og slutter sig til et af de handelssyndikater, som korpsofficererne har oprettet. Vores fårehyrde, Jethro Crowan, skal rejse med os som formand og tage sig af dyrene under rejsen."

Richard tav, mens han tænkte over, hvad søsteren havde fortalt. For faderen var udsigterne måske lovende – hans nuværende omstændigheder taget i betragtning – men for Abby og den sarte, lille Lucy ... Han rejste sig og begyndte at trave frem og tilbage på gulvet.

„Har du lyst til at rejse?" spurgte han til sidst.

„Åh, Rick, selvfølgelig har jeg ikke det!" svarede Abigail ulykkelig. „Dette er mit hjem, jeg har aldrig boet andre steder. Jeg gruer for tanken om at skulle forlade England! Og desuden er New South Wales et forfærdeligt sted, efter hvad jeg har hørt. Man siger, at der er sorte vilde dernede og de forfærdeligste forbrydere, og det må være sandt, eftersom major Foveaux ikke benægter det." Hun gøs. „Og, Rick, det uhyre til kaptajn Bligh fra Bounty er guvernør!"

„Far beundrer kaptajn Bligh, Abby, sagde Richard. „Han har altid påstået, at han opførte sig heltemodigt i slaget ved København.

Abigail sukkede. „Jeg har ikke sagt, at jeg ikke vil rejse, kun at jeg ikke har lyst. Hvis det kan hjælpe stakkels far, hvis det kan give ham en ny tilværelse og skaffe ham af med gælden, så kan jeg ikke tillade mig at tænke på mig selv. Hvis han rejser, må Lucy og jeg rejse med ham. I øvrigt har vi jo ikke noget valg, vel?"

Nej, det havde de ikke, tænkte Richard. Hvis deres far virkelig havde tænkt sig at sælge alt og forlade England, kunne de to piger ikke blive i landet uden tag over hovedet eller underhold. Hans usle kadetløn ville desværre ikke kunne række til dem alle tre. Han kunne knap nok klare sig selv, og landet var i krig. Han kunne blive dræbt eller alvorligt såret, ligesom hans far var blevet.

Som om hun havde læst hans tanker, sagde Abigail blidt: „Du har ikke ansvaret for os, Rick. Du må tænke på din karriere, og gud ske lov at du har den. Det lykkedes hende at sende ham et blegt, lille smil. „Jeg er så glad for at se dig igen, Rick. Det er sådan en stor lettelse at kunne betro sig til nogen – en, som forstår min bekymring for far. Lucy kan jeg ikke snakke med. Hun er så følsom, og hun forguder far.

„Det gjorde du også engang," sagde Richard.

„Ja, indrømmede hun, „det gjorde jeg.

Hendes brug af datid udtrykte tydeligt hendes følelser, og Richard sukkede over sin egen hjælpeløshed. „Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe dig. Hvornår har far tænkt sig at rejse? Eller har han ikke besluttet sig endnu?"

„Jo, han har besluttet sig. For en uge siden fortalte han mig, at han havde bestilt plads til os alle tre og Jethro på et skib, der hedder Mysore. Kaptajnen, der hedder Duncan, har forsikret ham om, at det bliver en hurtig rejse, men det vil alligevel tage os et halvt år at nå Sydney, tror du ikke?"

Richard nikkede. „Det tror jeg nok. Men nogle skibe gør det på kortere tid." Mysore var sikkert et fangetransportskib, der medtog nogle få betalende rejsende i kahytterne på øverste dæk. De fleste af de skibe, der sejlede mellem England og New South Wales, transporterede straffefanger til kolonien, men af frygt for at skræmme Abigail, sagde han ikke noget. Hun ville tidsnok finde ud af det, når hun gik om bord, den stakkels pige. Men i det mindste var der nu en læge med, der sørgede for, at fangerne fik ordentlig mad og lægehjælp, og forholdene på transportskibene var blevet forbedrede.

„Hvornår afsejler Mysore, Abby? Og fra hvilken havn?"

„Om tre-fire uger, tror jeg, og fra Plymouth."

„Godt, sagde Richard. „Så kan jeg måske følge jer til skibet.

„Rick, sagde hun, „jeg tror ikke, at far inderst inde ønsker at forlade England eller at sælge huset. Han er vokset op her, ligesom os, og han elsker dette sted. Det bliver så nyt og anderledes i New South Wales for både ham og os. Jeg ... Hun tøvede og så usikkert på ham, som om hun var i tvivl om hvorvidt hun skulle betro sig yderligere til ham.

Richard rødmede. „Du kan stole på mig, Abby, beroligede han hende. „Jeg siger ikke et ord – og mindst af alt til far.

Abigail fortsatte ivrigt, lettet over at kunne tale frit. „Som sagt har far talt med major Foveaux, der ser meget optimistisk på de muligheder, kolonien har at byde på. Men jeg ... jeg har også søgt andre oplysninger – hos en kvinde, Rick, og som jeg frygtede, lød de ikke nær så gunstige som majorens."

Richard så målløs på hende. „En kvinde? Hvordan i alverden fandt du frem til en kvinde, der ved noget om Sydney?"

Abigail smilede. „Jo, hun bor tilfældigvis lige her i nærheden. Hun hedder Mary Bryant, er enke og lidt af en lokal berømthed. Jeg havde hørt tale om hende, så jeg tog hen og besøgte hende. På en måde er jeg ked af, at jeg gjorde det. Det billede, Mrs. Bryant gav mig af kolonien – åh, det var forfærdeligt, Rick! Jeg har haft mareridt om det lige siden. Hun sagde, at Sydney var en sand lastens hule, og at straffefangerne bliver grusomt behandlet og tvunget til at arbejde i lænker. De ..."

„Har denne Mrs. Bryant selv været straffefange?" spurgte Richard mistænksomt.

„Ja, men hun er en meget respektabel kvinde, og hun blev benådet. Hun fortalte mig, at hun havde været med i en lille gruppe, ledet af hendes mand, som undslap i en åben båd til Timor. Arme kvinde – hun mistede begge sine børn og sin mand på rejsen hjem.

Pludselig huskede Richard historien. „Jamen, Abby, hun var jo en heltinde. Jeg har hørt historien for ikke så længe siden af vores løjtnant. Han sagde, at det var en navigationsmæssig bedrift, som overgik selv kaptajn Blighs tur fra Tofua, fordi den var længere – og Bryant kun havde et kompas til hjælp. Deres navigatør var en mand ved navn Broome, og han gør tjeneste i flåden nu som styrmand. Men det er længe siden – mindst fjorten eller femten år. De undslap, dengang admiral Phillip var guvernør. Jeg er helt sikker på, at forholdene er blevet bedre siden da. Så vidt jeg har hørt, er der flere og flere frie mænd, som slår sig ned dernede. Og jeg tvivler på, at Sydney vil forblive en, hvad var det, Mrs. Bryant kaldte det, en lastens hule ret længe under en så fast hånd som kaptajn Blighs."

Abigail rynkede eftertænksomt brynene. „Du har måske ret, Rick, indrømmede hun, „men der er også en anden, jeg kan spørge – Mrs. Bryant fortalte mig om hende. Det er en Mrs. Pendeen, gift med præsten ved St. Columbiaʼs i Bodmin. Hun er datter af den afdøde biskop Marchant, og hun kom senere hjem fra Sydney end Mrs. Bryant. Hun ...

„Hun var i det mindste ikke straffefange," indskød Richard beroliget. Han rakte hænderne ud mod Abigail, og hun rejste sig og greb dem. Mary Bryant havde antydet, at biskoppens datter, i lighed med hende selv, var blevet benådet. Men det var det rene vanvid at forestille sig, at en biskops datter, der nu var gift med en præst, var blevet sendt til New South Wales som straffefange.

Hun rystede på hovedet og sagde med overbevisning: „Nej – Nej, selvfølgelig ikke. Det er derfor, jeg gerne vil tale med hende. Vil du tage med mig Rick?"

Richard smilede. „Det skal jeg nok, hvis det betyder så meget for dig. Vi finder på en undskyldning til far." Mens han talte, gik det pludselig op for ham, at hvis hele hans familie rejste til New South Wales, ville han måske aldrig få dem at se igen. Han fik en klump i halsen, og idet han så sig omkring i det ribbede værelse, følte han sig for første gang bitter på sin far. Ligesom Abby og lille Lucy havde han set op til ham, men nu ...

Han strammede grebet om sin søsters spinkle, arbejdsru hånd.

„Måske vinder far en stor sum i aften ved spillebordet, sagde han, „og så er der ikke noget at være bange for.

„Det beder jeg til," indrømmede Abigail. Hun undgik at se på ham, og to røde pletter viste sig på hendes kinder. „Jeg ved godt, at man ikke bør bede til Den Almægtige om den slags ting. Men jeg beder alligevel til ham hver aften om, at far må vinde tilstrækkelig meget, til at vi kan blive her.

Kortspillet var begyndt kort før midnat efter en sen og ret langvarig middag i Pengallon House, og på major Foveaux‘ forslag var man blevet enige om at spille uden loft.

Nu da det første daggry trængte ind gennem vinduerne og lysene begyndte at sprutte i stagerne, var en formue på spil. Hver af de røde jetoner i puljen repræsenterede en værdi af tre hundrede guineas og de hvide hundrede.

Som selskabets vært var Lord Ashton bekymret, ikke så meget på sine egne som på sine gæsters vegne. Han havde trukket sig tilbage fra flåden som en rig mand og med rang af kontreadmiral. Men ... Han rynkede brynene og så hen over bordet på Edmund Tempests bøjede hoved.

Den arme djævel havde ikke vundet en eneste gang, og hans hånd rystede, da han betalte af den svindende bunke af røde jetoner foran sig.

„Lad os få nye kort og en ny karaffel vin, sagde Lord Ashton til hushovmesteren. Så tilføjede han spøgende til major Foveaux: „Pokker tage Dem, major! Jeg har aldrig set et lignende held. Hvem skulle have troet, at De ville få flush to gange i træk, hvad?

„Nej, vel, sir?" Majoren smilede selvtilfreds til sin vært, men hans mørke øjne var på vagt. Han var en flot mand i begyndelsen af fyrrerne, og var, som admiralen vidste, på orlov fra straffekolonien i New Holland, hvor hans regiment – New South Wales-korpset – udgjorde militærgarnisonen. Han havde tjent styrtende med penge dér, hvad der tydeligt fremgik af hans indsatser, selv om korpset havde et ilde ry. Det var synd og skam, at den stakkels Edmund Tempest var blevet pot og pande med Foveaux under de nuværende omstændigheder, men ... Lord Ashton sukkede højt.

Major Foveaux fortsatte roligt: „De ved, hvad man siger om den, der har held i spil, admiral. Min egen kone er utilfreds med mig, og Edmunds smukke datter ikke så meget som ser til den side, hvor jeg er. Så jeg må slå mig til tåls med mit spilleheld. Han brød seglet på det nye sæt spillekort og rakte det til Edmund. „Vær rar at blande, Edmund. Det er vist dommer Grassingtons tur til at give.

Edmund Tempest gjorde klodset, hvad han var blevet bedt om, og rakte uden et ord ud efter sit glas. Kortene lå og ventede på, at Lord Ashton skulle tage af, men han vægrede sig ved at begynde et nyt spil. Han oprørtes over Foveaux‘ uforskammede iver efter at fortsætte et spil, i hvilket han var hovedvinderen. En sådan opførsel var ikke en gentleman værdig, men admiralen mindede igen sig selv om, at majoren manglede den finfølelse, der kommer af en god opdragelse.

Ifølge rygtet skulle han være uægte søn af jarlen af Ossory og moderen var efter sigende en køkkenpige i jarlens køkken. Lord Ashton sukkede igen og tog af. Lige fra begyndelsen havde han ikke brudt sig om majoren, men eftersom han var gæst hos familien Fawcett var det umuligt at undgå ham selskabeligt – Arnold Fawcett og Tempest tog ham med overalt.

Det var tredje eller fjerde gang, de var mødtes ved spillebordet, og de sidste to gange havde været bekostelige nok. Men i aften var majorens held næsten ufatteligt. Alene i de sidste to spil havde han vundet to tusind guineas, og et sådant tab kunne Edmund Tempest ikke bære, den arme djævel, selv om det var hans egen skyld.

„Dommer