Huset

By Michael Sørensen

I hjertet af det smukke Midtsjælland, hvor landskabet bølger stille og gamle historier gemmer sig i skyggerne af skovene, finder man et hus. Et hus, der ikke er som de andre. Et hus, der gemmer på hemmeligheder og fortællinger fra en tid, der var engang.

For Mette og Allan Riis er dette hus mere end bare mursten og træbjælker. Det er deres drømmehjem, et sted hvor de håber at skabe en ny tilværelse sammen. Men da de flytter ind, begynder de at fornemme, at noget er galt. Helt galt.

"Huset" er en hjemsøgende fortælling om kærlighed, frygt og det uforklarlige. En historie, der vil få dig til at tvivle på, om nogle hemmeligheder er bedst at lade hvile i fred.

"Huset" er baseret på øjenvidneskildringer.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 15, 2024
• ISBN: 9788743022428

Michael Sørensen

Michael Sørensen er en "ung" mand født i 70'erne, forelsket i 80'erne, uddannet i 90'erne. Han er en alsidig forfatter, som indtil videre har kastet sig ud i noveller, børnebøger, krimier og menneskelige skildringer. Michaels læsere elsker hans livlige sprog, underfundige personer og skæve vinkler, som i virkeligheden er den bedste skildring af forfatteren selv. Michael er født på Amager, men er bosat i Solrød Strand med sin kone og to børn.

Book preview

Kapitel 1

Allan var gået i gang med at fjerne den gamle maling fra væggene i stuen. Rummet havde været malet i en slags blå farve, som med tiden var blevet bleg og plettet. Malingen var begyndt at skalle af overalt, så det havde været en nem beslutning at prioritere dette rum først. Der var stadig to uger til, de officielt skulle flytte til Midtsjælland. Huset lå blot to kilometer fra en lille by, som med tiden var blevet reduceret fra et sted med lidt handel og salg til en stille og ligegyldig flække langs landevejen, hvor der nu kun var en lille ubemandet tankstation. Den lille by lå ikke langt fra den gamle missionsby Haslev. Kørte man nordpå, ville man på tyve minutter nå Køge, som gemte på flere indkøbsmuligheder end, hvad et menneske fysisk kunne have brug for. De følte sig derfor isoleret fra en virkelighed, som de kunne melde sig ind og ud af efter forgodtbefindende. Mette holdt meget af, at ting havde en historie, så huset havde talt til hende fra første gang, hun så annoncen fra ejendomsmægleren. Det havde hun underholdt Allan med flere gange, da de havde taget den første tur fra hovedstaden til den lille landsby, som de snart ville flytte til. Allan kunne også godt lide det gamle hus.

Han havde været lidt forsigtig i starten, da huset indeholdt mange timers arbejde, før parret for alvor kunne kalde det gamle hus for deres hjem. Det er tit sådan med gamle huse, at de ting man forelsker sig i, oftest også er de ting, der kan ende med at give en hovedpine. Det bedste eksempel på dette var forekommet, da mægleren havde påpeget det charmerende gamle plankegulv, der gav huset en helt unik følelse og stemning. Samme gamle plankegulv ville dog kræve en del reparation og måske endda et par nye planker, der ikke nødvendigvis var nemme at anskaffe længere. Sådan var det jo med originale huse fra begyndelsen af 1900-tallet, havde mægleren sagt med et skævt smil. Det var ikke kun gulvene, der var gamle og slidte. De kunne knirke alt det, de havde lyst til, hvis man spurgte Mette og Allan. Det var køkkenet, der var deres store hovedpine. Det gamle køkken havde godt nok fået en overhaling tilbage i 1970’erne, men tiden var rendt fra de billige elementer, der skreg på at blive udskiftet og sendt på lossepladsen. Derfor arbejdede Allan denne formiddag til lyden af hans kone, der med sikker hånd og ved hjælp af en hammer, var i gang med at rive køkkenet ned. De havde betalt sig fra at få sat det nye køkken op. De ville derimod ikke betale et femcifret beløb for at rive det gamle køkken ned, så det ville de gøre selv.

De havde i forvejen en 60-fods container stående bag huset. Det generede Mette, at vognmanden ikke havde parkeret containeren ved siden af huset. For det første var det nemmere at få ting ud den vej. For det andet ødelagde containeren nu udsigten over markerne fra hele den bagerste del af huset. Allan forsøgte at hjælpe sin kone ud af hendes frustration, ved at vise hende udsigten fra forsiden af huset. Her lå der godt nok en landevej, men at kalde den overrendt ville være en overdrivelse. En enkelt bil kunne passere en gang i timen, men allerede nu kunne Allan konstatere, at der også var lange perioder om dagen, hvor der slet ingen trafik var.

’Tror du, at vi bliver færdige?’

Mette stod i en grå kedeldragt, som hun havde indkøbt til lejligheden. Hun havde set nok boligprogrammer på tv til at vide, at man ikke bare kunne bære et par slidte jeans til en boligrenovering. Jesper bar selv et par cowboybukser og en gammel t-shirt fra en koncert med Nirvana. Han havde aldrig været til en koncert med grungehovederne fra Seattle, men som ung havde han forelsket sig i diverse t-shirts med netop Nirvana.

’Med dette hus bliver vi nok aldrig helt færdige. Men hvis du spørger mig, om vi kan flytte ind efter planen, så er jeg ikke i tvivl. Vi skal nok nå det.’

Hun smilede til ham. De var i gang med at realisere en drøm, der ikke handlede om karriere eller rejser. De havde købt et hus, som forhåbentlig blev den sidste bolig i deres liv. Det var i hvert fald nogenlunde, hvad Allan læste i sin kones veltilfredse ansigt.

’Jeg har banket hele den ene side ned. Kommer du og hjælper med at bære i containeren?’

Allan kiggede på det lille stykke af væggen, hvor han havde formået at strippe malingen af. Han havde langt igen, men han kunne godt tage et afbræk fra spartlen. ’Du kommer nok til at hjælpe mig herinde, hvis vi skal blive færdige i dag.’ svarede han, da de gik ud i køkkenet.

Det gamle hus føltes pludselig som en uoverskuelig omgang for ham, men det var kun dag et i en lang række af dage, som det nødvendigvis ville tage, hvis de skulle renovere hele huset. De gik i gang med at flytte de smadrede køkkenskabe ud i containeren. Gudskelov var elementerne lige så billige, som de havde set ud til, så mange af dem vejede ikke meget.

’Hvad tror du, at huset har været brugt til i gamle dage?’ spurgte Mette.

Allan havde selv tænkt tanken. Huset lå usædvanlig tæt på hovedvejen.

Der var ikke så meget som et træ eller en busk, der beskyttede huset mod trafik eller forbipasserendes nysgerrige blikke. Det lå nøgent ud til åbne marker. Om sommeren ville markerne være overgroet med foderkorn, som ikke krævede den store pleje. Ejendomsmægleren havde hårdnakket påstået, at de kun sjældent ville blive forstyrret af larmende landbrugskøretøjer, der i øvrigt tilhørte et lille lokalt gods, som hverken Mette eller Allan havde hørt om før.

’Kan det have været en lille landsbyskole?’

De kiggede sig begge rundt i stueetagen. Der var køkkenet, der hang sammen med stuen. Så var der et toilet, der ligesom køkkenet var blevet renoveret tilbage i halvfjerdserne. Til sidst var der et kosteskab, der var en del af en lille gang, der også gav adgang til to små værelser, hvor de to hver især ville etablere et kontor. Trappen til førstesalen gik fra den lille foyer ved hoveddøren, der kun lige indeholdt en knage at hænge sit overtøj på, før man nærmest stod halvvejs mellem køkkenet og stuen.

’Det har aldrig været en skole.’ svarede Mette.

Hun lukkede køkkendøren, der førte ud til siden af huset, hvor man havde etableret en indkørsel i grus.

Det perfekte sted at stille en container, hvis man altså ikke var chaufføren, der havde til job at skulle stille pågældende container. På den anden side af huset lå endnu en parkeringsplads, der var dækket af perlegrus. Der havde de parkeret deres to biler, for her kunne man via en lille flisegang gå op til hoveddøren. Alting udenfor var småt og nuttet, når man sammenlignede udearealet omkring huset med den bombastiske inderside, der indeholdt flere kvadratmeter end det nytilflyttede par nogensinde ville få brug for.

’Hjælper du mig med pladen til køkkenbordet? Så hjælper jeg dig med malingen i stuen!’

’Aftale!’ svarede Allan.

Mette pegede på bordpladen, der lå over de sidste underskabe, som hun af samme årsag ikke havde