Tavshedens Børn

By Unna Hvid

Da Ruth vågner og spørger efter sit barn, får hun at vide, at det var dødfødt. Forslået og fortumlet forlader hun hospitalet for at gøre en ende på sit liv. Det er natten til 5. maj 1945.
Kun få dage efter befinder hun sig i et sønderbombet Berlin. Her må hun skjule sin sande identitet overfor Uwe, samtidig med, at han skaffer hende en ny, som Thea Nielsen Althaus. Hans kone.

Hjemme i Sundby på Amager gør familien alt, hvad de kan for at glemme Ruth. Tyskertøsen. Feltmadrassen. Stikkeren. Men var hun det?

"Tavshedens Børn" er en roman om tavshed og skam i familien og de valg, kvinder må gøre, når mænd går i krig.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 31, 2019
• ISBN: 9788743099833

Unna Hvid

Unna Hvid er cand.mag i historie og nordisk sprog og kultur.

Book preview

Af samme forfatter:

Voksenundervisning – en håndsrækning af praksiserfaringer, 2017

Rim i Verdensmål, 2018

Skriv din livsfortælling – hvorfor og hvordan, 2018

SMÅTING bind 1-3, digtsamling, 2019

Indholdsfortegnelse

EDITH

Edith I

Edith II

RUTH

Ruth juli 1945

Ruth juli 1945

Ruth august 1945

Ruth august 1945

Ruth oktober 1945

Ruth maj 1947

Ruth 7. oktober 1949

ELLEN

Ellen I

Ellen II

Ellen III

RUTH

Ruth december 1965

Ruth 19. oktober 1977

Ruth december 1989

Ruth december 1990

BIRGIT

Birgit I

Birgit II

Birgit III

Birgit IV

Birgit V

Birgit VI

Birgit VII

Birgit VIII

Birgit IX

RUTH

Ruth 1990erne I

Ruth 1990erne II

Ruth 1990erne III

BIRGIT

Birgit X

RUTH

Ruth 1. januar 2000

Ruth 2003

Ruth 2004

Ruth 2005

Ruth 2006

Ruth 2007

TAK

EDITH

Edith I

Edith kan høre Ellen rode i kasserne oppe på loftet. Hun rejser sig og går hen under trappen og lytter. Hun skulle alligevel være gået med derop. Det er ikke fordi, der er noget bestemt, som Ellen ikke må se deroppe, men Edith kan alligevel ikke lide, at hun roder i de gamle ting.

Der står nogle gamle kasser fra dengang, de ryddede det gamle hus, da Ellens mormor flyttede på plejehjem, men der er ikke noget særligt i dem. Edith kunne bare ikke lide at smide alting væk. Det var hendes mening at sortere i det senere, når hun engang fik tid, men det er aldrig blevet til noget.

Så er der de nye kasser med mors ting fra plejehjemmet. Det er personalet, som har pakket dem, og hun fik bare flyttefolkene til at stille dem direkte op på loftet. Heller ikke disse har hun fået kikket i siden. Hvorfor skulle hun også? De stod jo godt der, og ingen løb med dem. Ikke før nu, i hvert fald.

Hvorfor denne pludselige interesse hos Ellen for Ruth? Hvor kom det lige fra? Edith går tilbage til køkkenet og sætter sig. Hun hælder en ny kop kaffe op, selv om hun vist allerede har fået for meget. Hendes hænder ryster, og hun føler sig rastløs. Kaffen smager bittert, og hun skærer sig et stykke kage for at fjerne den grimme smag med noget sødt.

Ruth. En del af det, der var sket med hende, var Ediths skyld. Ruth var den perfekte, den smukke, den elskede. Alt, hvad Edith gjorde, var forkert. Alt, hvad Ruth gjorde, var rigtigt. Lige indtil Ruth blev gravid med en tyskerunge, så var hun pludselig ikke så perfekt mere, og faren tilgav hende aldrig.

Hvad mon forældrene ville have gjort, hvis de havde fundet ud af, at barnet højst sandsynligt ikke var en tyskerunge, men en ung frihedskæmpers? Edith var ret sikker på, at barnet var Franks. Hvorfor Ruth ikke havde sagt til forældrene, at barnet var Franks, havde hun aldrig forstået.

Måske var det fordi, Edith selv blev gravid med Frank? Var det for hendes skyld, Ruth ikke forsvarede sig mod anklagerne om at have ligget i med tyskerne på pensionatet? Nå, måske havde hun faktisk gjort netop det. Måske havde Frank ikke været den eneste, som Ruth så. Hun boede jo ude, og kunne gøre, hvad hun ville, modsat Edith, der var under skarp bevogtning hos forældrene.

Men der havde været denne ene gang, hvor forældrene og Jens Peder var ude, og Frank var kommet på besøg. Hun vidste da godt, at Ruth og Frank havde noget kørende. Man skulle være blind for at overse alle deres blikke til og på hinanden, Ruths rødmen, når Frank blev sat ved siden af hendes ved forældrenes kaffe- eller spisebord. Alle de små tegn, som elskende tror, de er ene om at bemærke.

Men Edith så dem, selv om alle andre var blinde for dem. Og hun forstod godt Ruth. Frank var en flot fyr, høj, mørk og meget udadvendt. Hans hår var lidt for langt og lidt for smart, og hans krop var stærk og energisk. Han fyldte næsten hele stuen med sin stemme og sit væsen, når han var på besøg hos Jens Peder, og forældrene kunne også godt lide ham. Især far.

Edith drømte om, at Frank tog hende i sine arme og kyssede hende. Hun forestillede sig, at han hemmeligt opsøgte hende på hendes værelse og fortalte hende, at det var hende, han elskede. At det i virkeligheden var hende, han kom for at se. Hun kunne mærke hans læber mod sine og hans hænder på sin hud. Det gav hende en snurrende fornemmelse i kroppen, hun blev varm i ansigtet, og når hun lå i sin seng med lukkede øjne, ville hun liste sine fingre ned i natbukserne, mens hun hviskede hans navn. Frank.

Den aften, hvor Frank var kommet og havde ringet på, mens de andre var ude, følte hun sig sikker på, at han i virkeligheden var kommet for hendes skyld. Hun skænkede snaps i kaffen og øl bagefter. Satte sig tæt ved siden af ham, så nederdelen krøb op. Så på ham med øjne fulde af beundring.

Det var i virkeligheden så nemt. Han havde kysset hende, og det havde ikke været helt, som hun havde forestillet sig, men hans hænder på det bare stykke over strømperne havde været varme og pirrende. Han havde trukket hendes bomuldstrusser af og var trængt ind i hende der i forældrenes sofa. Han havde taget hende blidt, men hans hænder havde været hårde mod hendes bryster i den vatterede BH, og han havde ikke kysset hende igen. Han lå over hende med ansigtet begravet i hendes hår.

Inden længe var det ovre, og det hele havde været akavet bagefter. Hun snuppede sine trusser og gik ud på badeværelset for at tørre sig og tage trusserne på. Hun rettede på sin make-up og satte hurtigt håret pænt, men da hun kom ud igen, var Frank gået.

Edith havde grædt sig i søvn den aften, men i løbet af de næste par dage overbeviste hun sig selv om, at Frank var gået, fordi han ikke vidste, hvad han skulle stille op med sine følelser for hende. Han skulle have lidt tid til at finde ud af, hvordan han skulle gøre det forbi med Ruth, uden at hun fandt ud af, at de havde været sammen. Frank holdt sig i mellemtiden væk, og hun forestillede sig, hvor meget han måtte lide ved ikke at kunne se hende. Hun måtte være diskret, mens hun ventede på sin elskede.

I de efterfølgende mange uger, følte hun sig fjerlet og boblende, hun smilede og pjattede med alle, og hver aften tænkte hun på deres første erotiske møde. Hvor fantastisk det havde været, hvor vidunderlig en elsker han var, og hvor meget hun glædede sig til at dele det med ham igen. Hun kikkede smilende på sin egen nøgne krop i spejlet, når hun klædte sig af. Franks kærlighed havde gjort den rundere og blødere. Brysterne føltes større og tungere, som om de længtes efter at mærke hans hænder igen.

Den dag, lægen havde fortalt hende, at hun var gravid, var hun først blevet lykkelig. Det passede så fint ind i de planer, hun havde lagt for sit og Franks liv. Alle hendes drømme om deres kærlighed.

Men da hun senere sad hjemme på sit værelse i forældrenes lejlighed, alene, gik det op for hende, at der ikke var meget, der tydede på, at Frank havde de samme drømme. Det var flere måneder siden, hun havde været sammen med ham den aften, og han havde ikke vist sig, ikke kontaktet hende siden. Faktisk kunne det godt tolkes som om, han undgik hende. Edith græd ned på sin lyserøde kjole, som strammede over brystet. Men ikke ret længe.

Da Frank mødte hende på kaffebaren, havde hun taget sin mest flatterende kjole på, hendes hår sad perfekt, og det samme gjorde læbestiften. Han havde taget imod hende med en vis tøven, måske endda kulde, som havde skuffet hende, men hun havde skubbet det fra sig og taget imod den kaffe, som blev serveret for hende sammen med en lille tørkage.

Hun kunne se på ham, at han ikke var modtagelig for hendes forsøg på at behage, og besluttede sig derfor for at være ligefrem.

Jeg er gravid. Hun forsøgte at se bestemt ud, men hendes mave sendte bølger af kvalme igennem hendes krop. Havde hun vurderet rigtigt? Ville hans venskab med Jens Peder og hans gode familiebaggrund betyde, at han tog sit ansvar på sig? Franks ansigt blev først blankt og blegt. Derefter bredte en rødmen sig fra hans hals under skjortekraven og videre op i kinderne. Hans øjne blev smalle.

Jamen, passede du ikke på? Hans stemme var hård, selv om han talte så lavt, at folk ved de andre borde ikke kunne høre ham. Alligevel følte hun, at alle kikkede på hende.

Hvordan passede på?

Skyllede ud! Skyllede du ikke ud bagefter? Der findes jo salver, eller du kunne have lånt din mors pessar! Hans ansigt var forgræmmet. Edith rødmede helt op til hårgrænsen.

Jeg vidste jo ikke, at du kom, eller at vi skulle være sammen, hvordan skulle jeg kunne passe på, det var min første gang, jeg har aldrig gjort det før. Edith stemme forsvandt næsten mellem hendes læber.

Nå, sådan virkede det nu ikke. Det virkede som om, du var ret klar til det, der skulle ske. Jeg var sikker på, at du passede på dig selv. Frank så sig omkring, og blev klar over, at en del nysgerrige øjne var rettet mod dem.

Jeg forstår ikke, hvad du mener. Jeg er gravid, lægen siger, jeg er syv uger henne. Jeg troede, du elskede mig. Jeg ventede på dig. Hun kikkede på ham med tårer i øjnene, og hendes stemme var lille.

Frank sad længe uden at sige noget. Kaffekopperne stod urørte, og udenfor bevægede folk sig på gader, der snart ville være juleudsmykkede, som om intet var hændt. Edith ventede på at høre, om det ville blive den bedste eller den værste jul i hendes liv. Så sagde han det endelig:

Jeg gifter mig selvfølgelig med dig. Hans ansigtstræk hang slapt ned, og hans stemme blev båret af en lang udånding.

Edith ramtes af en glæde så intens, at hun greb hans hånd og alt for højt og ivrigt spurgte, om hun måtte fortælle det derhjemme. At de skulle giftes. At de ventede barn. Frank flåede sin hånd væk, og placerede begge sine hænder på lårene under bordet.

Ja, selvfølgelig, jeg kommer forbi i overmorgen aften, og så kan vi sammen fortælle det til dine forældre og Jens Peder. Men jeg vil gerne bede dig om ikke at tale om det før. Frank så på hende med et bydende blik, selv om hans stemme var venlig nok.

Men hvorfor, jeg har lyst til at fortælle det til mor med det samme. Eller Ruth?. Det sidste vidste hun ikke helt, hvorfor hun sagde, måske for at se hans reaktion. Måske som straf for hans manglende glæde over barnet.

Det skal du ikke, sagde han barskt. Så blødte han lidt op på det, da han så hendes forskrækkede ansigtsudtryk: Det skal jo være en overraskelse, noget vi er fælles om at fortælle, ikke? Han løftede en af sine hænder op på bordet igen og lagde den over hendes uden rigtigt at holde om den. Vi gør det her sammen, ikke?.

Jo, nikkede hun. Men allerede mens hun sagde det, vidste hun, at det kunne hun ikke holde. Hun var ved at sprænges af stolthed over, at hun skulle giftes med Frank. Frank, som faren og Jens Peder beundrede. Frank, som valgte hende over Ruth.

Måske en anderledes begyndelse på et ægteskab, men hun ville gøre alt i verden for at gøre ham lykkelig, og når først barnet kom, ville han elske sin lille familie. Edith nynnede hele vejen hjem fra kaffebaren og tænkte på det hjem, hun skulle skabe sammen med Frank. Kunne man overhovedet få stof til en brudekjole nogen steder?

Edith husker Ruths forgrædte øjne, når hun så hende i ugerne efter, at Frank og hun havde fortalt familien, at de ventede barn og skulle giftes. Jens Peder og forældrene havde været forbavsede men ovenud lykkelige. Det har du godt nok gået stille med, havde Jens Peder sagt og dunket Frank venskabeligt i ryggen. Så havde han strakt næven frem og ønsket Frank velkommen i familien.

Frank var venlig og smilende, men mindre udadvendt, end han plejede. Det var det nok kun Edith, som lagde mærke til, og hun skubbede det fra sig. Hun ville ikke lade noget komme i vejen for sin lykke.

Heller ikke Ruth, som heldigvis sørgede for at holde sig langt væk fra barndomshjemmet. Frank havde sikkert fortalt hende, at det var det bedste. Det var jo ikke meningen, at Ruth skulle høre om deres forhold på denne måde, men nu var hun jo blevet gravid, og så hastede det med at bringe formaliteterne i orden, så ingen ville begynde at snakke. Forlovelsesringene var købt og vielsesdatoen sat.

En aften kom Jens Peder harmdirrende hjem og fortalte, at man snakkede om Ruth ude i byen.