Iscenesat Mord: Astro-krimiserien Stjernehimmel 5

By Marian Hanson

Hun havde kæmpet for sit liv på alle måder. Men han havde fundet hendes skjulested, og nu var hun hjælpeløst fanget.
Gennem tusmørket stirrede hun omsider sin død i møde, fastlåst i morderens brutale greb.

Fantasifuld - eller løgnagtig? Det er de to alternativer, astrolog Emma Johnson står overfor, da hun tolker et karrierehoroskop.
Hvad hun ikke véd er, at den korrekte tolkning bliver et spørgsmål om liv og død.

Kort efter udløses et faresignal i horoskopet og resulterer i voldsomme begivenheder, hvor et nyt mord pludselig kædes sammen med en gammel sag om en forsvunden kvinde.

Kærlighed, humor og varme veksler med iskold uhygge i fortællingen - hvor en lille kat som sædvanlig sætter sine pote-aftryk bogen igennem.

"Iscenesat Mord" er femte bind i serien "Stjernehimmel" med astrolog Emma Johnson.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 14, 2022
• ISBN: 9788743066408

Marian Hanson

Marian Hanson er bosiddende i Danmark, er uddannet journalist og har virket som sådan hele sit liv. En årelang interesse for astrologi - og krimier - resulterede i "Stjernehimmel-serien" med astrolog Emma Johnson som gennemgående figur.

Book preview

KAPITEL 1

Den sidste aften i Vivian Garrets liv var helt usædvanligt smuk.

Da hun trådte ud på trappen foran sit hus, stod hun et øjeblik og trak vejret dybt ind, mens hun beundrede den begyndende nats fortryllelse.

Selv for årstiden frembød denne sene juniaften noget helt særligt: Månen stod fuld og klar på himlen, og selvom klokken havde passeret 23, var det ikke rigtig mørkt. Månelyset sørgede for, at den tilstundende nat bare lignede en begyndende skumring, der fik silhuetterne af træer og buske på villavejen til at kaste hemmelighedsfulde skygger.

Vivian låste omhyggeligt hoveddøren efter sig og puttede nøglerne i lommen på sin korte chikke sommerjakke, hvis lysende blå farve med den brede krave fremhævede det blonde, skulderlange hår. Hun vendte sig og indsnusede igen sommernattens dufte.

En ugle strøg i lydløs jagt fra et træ i forhaven ned mod jorden og forsvandt, og sekundet efter hørtes et spinkelt, men skarpt skrig fra det bytte, den havde sat kløerne i, før den lettede på ny.

Hun så sig omkring med en dyb følelse af tilfredshed og forventning og fik i det samme øje på naboen, der var ude for at lukke sin garageport for natten.

Nåh, grinede han op mod hende, som hun stod på den korte trappe foran huset, du er nok sent ude. Benytter du mandens fravær til at føjte i sommernatten? Hans beundrende blik omfattede med velvilje hele hendes person, der var fuldt synlig i lyset fra den udendørs lampe over trappen: Det smalle ansigt med det lyse hår og de strålende blå øjne, den fulde mund — og fremfor alt, den velformede skikkelse med smal talje, faste bryster i den lyseblå, nedringede bluse, og en særdeles kort nederdel, der viste de lange ben til et godt stykke op ad de faste lår.

Han noterede sig, at påklædningen, som altid, når det drejede sig om Vivian, var raffineret og nøje udvalgt, så farverne i de enkelte beklædningsstykker matchede hinanden i forskellige nuancer. I aften var det altså den blå farve, hun havde leget med helt ned i detaljen.

Som prikken over i'et hvilede en oval medaljon med en lysende blå safir let mod den gyldne hud på det øverste af kløften mellem de fyldige bryster

Hej Lance, smilede hun tilbage, jamen det er da slet ikke til at modstå sådan en smuk aften. Hvem har lyst til at blive indenfor? Jeg vil i hvert fald ta’ en god lang spadseretur og nyde hvert øjeblik. Jaja, stakkels Chuck. Forretningsrejse — jeg håber, vejret er lige så fantastisk i Washington, og at han får tid til andet end forretninger – selvom omgivelserne måske nok er knap så fortryllende som her.

Hun nikkede venligt til sin nabo, mens hun begav sig ned ad de få trin og åbnede lågen ud mod vejen i villakvarteret, drejede til højre ad fortovet og hurtigt forsvandt af syne.

Naboens beundrende blik var ikke forbigået hendes opmærksomhed, og hun kunne ikke lade være at nyde det. Og bevares, han så da heller ikke værst ud selv, med sin høje skikkelse og det tætte mørke hår. Men slet ikke som...

Nå, så blev hendes lille udflugt ikke helt så hemmelig, som hun havde planlagt. Men pyt, efter i aften ville det alligevel ikke have den store betydning.

Vivian skridtede rask ud og kastede indimellem et tilfreds blik ned ad sin velklædte skikkelse, helt ned til de høje stiletter. De var helt nye, og deres blå farve matchede jakken. Hun havde gjort meget ud af sin påklædning denne aften, som markerede en milepæl i hendes liv.

Uvilkårligt trak hendes mundvige læberne op i et forventningsfuldt smil.

Lance Weber så eftertænksomt efter sin tiltrækkende nabo: Virkelig? En god lang spadseretur? Det var sgu en mærkelig påklædning at vælge: sylespidse sko med høje, tynde hæle. En snæver nederdel så kort, at den afslørede mere, end den skjulte. Hvor mon den raske spadseretur gik hen?

Lance lod et øjeblik tungen glide over de tørre læber, mens han iagttog kvinden, hvis velformede bagdel spilede nederdelen ud og vuggede på den mest forjættende måde.

Mon den provokerende vuggen med røven er til ære for mig? Tjae, hvis hendes ægtefælle ikke er mand nok til at sætte hende på plads og give hende, hvad hun behøver, så er vi heldigvis andre, der kan lære hende et og andet. Han slikkede sine læber endnu engang, mens han mærkede begæret bruse gennem sin krop.

Med et let skyldbevidst blik tilbage mod sit eget hus afgjorde han, at hans kone, Beth, stadig ville være i gang i køkkenet og ikke ville savne ham lige med det samme.

Derefter fulgte han sin pludselige indskydelse og begyndte at bevæge sig i den retning, Vivian Garrett nu næsten var forsvundet. De taktfaste klik fra de høje hæles kontakt med fortovet havde næsten fortonet sig. Hvis han ville have tilfredsstillet sin nysgerrighed, og, hvem véd hvilke muligheder, der i øvrigt åbnede sig, var det på høje tid at sætte i gang.

Med et sidste kort blik tilbage over skulderen satte han efter naboen, idet han sørgede for ikke at skridte alt for målbevidst ud. Hans slentrende gang ville blot signalere, at her var en mand, der havde besluttet sig for en spadseretur i den månelyse nat.

Instinktivt holdt han sig længst muligt inde mod de buske og træer, han passerede på sin vej.

Vivian nød i fulde drag den lune sommeraften. Hun tænkte med forventning på, hvad der skulle ske her i aften: Endelig, efter så lang tids venten og håb, kom belønningen. Fra i aften ville hendes liv tage en spændende drejning. Hun ville blive en helt anden, og fremtiden lå lys og lovende foran hende...

En let skrabende lyd afbrød hendes tankerække. Hun stoppede et øjeblik og vendte sig for at se bagud. Det var, som havde hun hørt noget, der...

Næh, ingenting. Buskadset ud for villaerne langs fortovet kastede dunkle skygger i månens lys, skygger, der var let slørede. Men hun var helt alene — ikke en sjæl, så langt hun kunne se.

Bare den lette brise, der havde leget med et nedfaldent blad. Ikke noget at blive urolig over. Ingen grund til at lade sig distrahere på denne, den nok skønneste aften i hendes liv.

Vivian vendte sig og fortsatte fremad.

Dybt hensunken i dagdrømme ænsede hun ikke de sagte fodtrin bag sig...

KAPITEL 2

Dorothy Fuller anbragte sit kaffekrus på det lave bord og sank tilbage mod sofaens ryghynde, mens hun rettede fjernbetjeningen mod TV'et.

Godt. Hun havde lige nået det.

Kendingsmelodien til udsendelsen 'Uopklaret’ lød i det samme, og programværten annoncerede indholdet i denne aftens udsendelse.

Det drejede sig dels om en gammel sag, hvor en kvinde havde været sporløst forsvundet i nu et helt år, og dels om den bølge af indbrud, der gennem en rum tid havde hærget villakvartorerne i omegnen af City.

Hun tog en slurk af sin kaffe og forsynede sig med et stik af dårlig samvittighed fra skålen med småkager. Egentlig havde hun besluttet at komme af med et par kilo. Hun var begyndt at fokusere meget på sin vægt og havde i den forbindelse læst rigtig mange artikler om, hvordan begyndende fedme skulle bekæmpes omgående. Det skæmmede udseendet og fik personen til at fremstå som utiltrækkende og svag – især hos kvinder.

Der var en masse diætforslag, og ingen af dem anbefalede kager som en del af kuren, tænkte hun med et lille ironisk smil. Men bare for en gangs skyld, fortalte hun sig selv. Hendes hjerne forsynede hende omgående og helt automatisk med den uvelkomne oplysning, at ’for en gangs skyld’ mere var blevet en gentagen vane, når det kom til de søde sager.

Hun var helt opmærksom på, at der var tale om trøstespisning.

I en alder af kun 32 sad hun meget tit alene, aften efter aften. Og Pauls interesse for hendes person var gennem lang tid fadet ud, for efterhånden helt at være forsvundet.

Hun forstod ikke, hvorfor. Måske fordi hun var blevet for tyk og utiltrækkende, en person, han følte afsky for at have sex med? Skyldbevidst lagde hun en hånd nederst på sin mave og mente tydeligt at kunne fornemme en delle fylde hånden ud. Nej, det var altså for galt. Nu måtte hun virkelig tage sig sammen og gøre noget ved det. Det var ikke noget at byde en mand, som kom træt hjem efter lange arbejdsdage og burde kunne forvente at blive budt velkommen af en glad og tiltrækkende hustru.

Et kort øjeblik undrede hun sig over, hvornår hun egentlig havde fået den holdning. Så rakte hendes hånd ligesom af sig selv ud mod kageskålen igen, idet hun lod sig fange ind af TV-udsendelsen. De her 'Uopklaret’, der behandlede emner fra det virkelige liv, var altid spændende. Og åh, hvad var der dog blevet af den kønne kvinde, som havde været væk i et helt år?

Det fremgik af udsendelsen, at politiet nu havde genoptaget sagen med fornyet intensitet. Dottie bøjede sig interesseret frem, mens speakeren satte seerne ind i sagens baggrund.

Åh, den stakkels, stakkels ægtemand. Tænk at sidde i afmægtig uvished gennem et helt år. Hans liv måtte være knust.

Ikke som hendes egen mand, tænkte hun i et øjebliks bitterhed. Hun sad her, troligt ventende, aften efter aften, helt alene. Mens han arbejdede. Overarbejde. Hver eneste aften, og tit osse med udkald om natten. Og hans interesse for hende, hans kone, var stort set forsvundet. Han erklærede, at alt det overarbejde var nødvendigt, hvis firmaet skulle på fode igen efter at have været nede i en bølgedal en lang overgang, så nu, hvor det gik frem, og der var blevet travlt, måtte han og hans partner give sig selv fuldt ud.

Det lød jo meget rimeligt alt sammen. Paul ejede sammen med en lidt yngre partner det alarmselskab, der lå i tilslutning til hendes og Pauls hus. Og når man var selvstændig, tegnede livet sig anderledes, end hvis man havde et fast job som lønmodtager. Men alligevel...

Dottie lod tankerne løbe et øjeblik. Det var ikke hendes indtryk, at Pauls partner, Dan, havde nær så meget overarbejde som hendes mand. Men det var så typisk Paul: Kontrolmenneske og arbejdsfreak. Sådan havde det altid været. Og gennem den senere lange tid var dette nye aspekt kommet til: Hans fuldstændige mangel på interesse for deres forhold, for hende. Og det var altså for tidligt , mente hun. De havde trods alt kun været gift i mindre end en halv snes år.

Hun var faldet hårdt for Paul, tiltrukket af hans generøse personlighed, der samtidig var en anelse dominerende. Det havde muligvis sammenhæng med, at han var de 10 år ældre end hende. I hvert fald havde hun fundet det dominerende træk uimodståeligt. Godt så han osse ud – og det gjorde han da stadig. Mens hun selv...

Dottie sukkede og rettede igen opmærksomheden mod skærmen.

Sikke en narrøv, den dér nabo, som nu var i billedet...

Indslaget om den forsvundne kvinde sluttede og blev afløst af et andet. Denne sag drejede sig om politiets intensiverede forsøg på at opklare den bølge af indbrud, der gennem nogen tid havde hærget et stort område omkring City.

Nej, det gad hun simpelthen ikke se. Hun hørte nok om indbrud og sikring til daglig . Det var det eneste, der interesserede Paul, nemlig i hans egenskab af sikkerhedskonsulent. Én ting var at interessere sig for sit arbejde. Noget helt andet, at blive så besat af det, at det fyldte éns liv fuldstændigt og ikke efterlod plads til noget som helst andet. Såsom samvær med den partner, man havde valgt som livsledsager!

Dottie sukkede. Hun kunne egentlig lige så godt finde en god bog og gå tidligt i seng. Lørdag aften! Alene. Igen.

Og det var helt umuligt at sige noget om, hvornår Paul kom hjem. Han var ude og tale med kunder. Igen.

Dottie tænkte et øjeblik tilbage på den gang, de havde truffet hinanden. Livet lå lyst foran dem, romantisk og med et helt selvfølgeligt 'og de levede lykkeligt sammen til deres dages ende.’ Hun snerpede læberne sammen i et øjebliks bitterhed. Det udtryk kunne med større sandhed erstattes af 'og de kedede hinanden til døde.’

Nej, nu måtte hun tage sig sammen. Sådan nogle tanker kunne hun simpelthen ikke være bekendt overfor Paul. Han sled og slæbte. Selv hjalp hun til i virksomheden som bogholder. Men det, og så at holde huset pænt, kunne simpelthen ikke udfylde hendes tid. For slet ikke at tale om hendes sind. Hun havde altid fået ros for sin udmærkede og hurtige forstand, sin livlige ånd. Dengang.

Men da hun havde afbrudt sin collegeuddannelse for at gifte sig med Paul, ændrede tingene sig . Hun indså, at det liv, hun nu levede, var helt og holdent på hans betingelser.

Hun havde altid ønsket sig børn. Helst mange. Hun havde altid troet at det var et fælles, underforstået ønske hos dem begge. Men det viste sig, at Paul absolut ikke delte det ønske. Børn, erklærede han, var for krævende, de var altid i vejen, og de var dyre i drift.

I stedet havde de så fået dette erstatnings -barn’ — virksomheden – som slugte alle ressourcer.

Hun havde flere gange slået på, at hun godt kunne tænke sig at videreuddanne sig, gøre sin uddannelse fra dengang færdig.

Men Paul havde påpeget, at det ville koste penge, og at der samtidig ville være udgifter til at erstatte hendes funktion som bogholder.

Det går simpelthen ikke skat, ikke på nuværende tidspunkt. Måske senere. Kan vi ikke vende tilbage til det? Jeg har så meget om ørene for tiden.

Den samme sang, hver gang hun kom ind på det emne. Hun kunne godt tænke sig en uddannelse, hvor hun fik med børn at gøre, når hun nu ikke kunne regne med at få nogen selv. Fraværet af børn i hendes tilværelse var som en konstant smerte, et ømt sted, der stadig oftere lod høre fra sig. Og gjorde hende bitter, og gammel før tid.

I mellemtiden fortsatte den grå hverdag efter Pauls anvisninger. Og med hans evindelige overarbejde.

Hun rynkede panden, mens en tanke, der havde plaget hende en del på det sidste, igen dukkede op: Var han utro? Havde han en langtidsaffære kørende ved siden af deres ægteskab — camoufleret som konstant overarbejde?

Hun forsøgte at skubbe tanken tilbage i det mørke, den var dukket op fra. Men den meldte sig ret hurtigt igen.

Var det, fordi hun havde ladet sig selv blive utiltrækkende, og så havde han fundet en anden kvinde...? Ville han på et tidspunkt pludselig meddele, at han ville skilles?

Hun frøs ved tanken.

Hvis hun nu skulle være helt ærlig overfor sig selv — så var hendes egen forelskelse i Paul for længst forsvundet. Hun holdt af ham, ja. Og hun håbede stadig, at de kunne få deres ægteskab tilbage på ret køl. Men det krævede altså, at han begyndte at interessere sig for andre ting end udelukkende firmaet.

I håb om en ændring havde hun besluttet, at han til sin fødselsdag i år ikke som sædvanligt skulle have et stykke værktøj eller noget til bilen – mandeting. Hun ønskede at give ham noget, der kunne udvide hans horisont til at omfatte andre ting i livet end udelukkende materielle ting og – tilværelsen som sikkerhedskonsulent.

Hun havde talt med ham om det, og han havde grinet højt.

Jaja skat, det er i orden. Gør du bare det. Om ikke andet kan vi da få et godt grin sammen, havde han tilføjet.

Jaja. Den der ler sidst, ler bedst. For hvem kunne sige, om ikke netop denne gave kunne bringe en ændring – måske føre tanker med sig om et helt andet mål i tilværelsen.

KAPITEL 3

F ssssssssssssstt!!!

Lyden nåede de fire på terrassen med stor intensitet, og det gav et sæt i Dwayne, som vendte sig fra bordet og så sig søgende om efter kilden til den hvæsende lyd.

Milde himmel — er det en af vores biler, der står og punkterer? spurgte han uroligt.

Næh nej, sagde Emma, hvis skarpe blik hurtigt havde lokaliseret, hvor lyden kom fra.

Det er såmænd bare Stella, der er utilfreds med, at en eller anden hundeejer lufter sit kræ ude på vejen. Stella mener ikke, hunde bør være tilladt i hendes territorium – hvilket vil sige indenfor lugteeller høreafstand af hendes have.

Emma grinede ved synet af sin lille sorte kat, der stod et stykke nede i haven og spejdede ud gennem hækken til villavejen udenfor. Katten havde gennemgået en metamorfose fra sin normale tilstand som meget lille og slank, til et skræmmende farligt rovdyr: Den sorte pels strittede ud i alle retninger og gav en illusion om et meget større dyr. Halen var tyk og busket og svingede ophidset fra side til side.

Stella! kaldte Emma i en blid tone. Hunden må gerne være ude på fortovet. Kom herop til os andre, ikke?

Stella blev stående i sin krigerposition et øjeblik mere, indtil hunden og dens ejer åbenbart havde passeret.

Hun afleverede nogle afsluttende ukvemsytringer til den formastelige, før hun værdigt vendte sig fra hækken og i rolig gangart begav sig op mod sin familie, mens pelsen langsomt lagde sig ned og fandt sit normale, glatte og skinnende leje.

Nå, fik du så jaget uhyret væk? Så kan vi måske roligt færdes i haven igen? Dwayne bøjede sig grinende ned fra sin stol ved morgenbordet og strøg blidt den lille kat over ryggen. Stella kvitterede med en dyb spinden, før hun hoppede op på hans skød og benyttede lejligheden til at lade et undersøgende blik glide over hans tallerken og eventuelle øvrige fristelser på morgenbordet. Nå, ikke noget særligt. Bortset fra smørret, som hun ved tidligere lejligheder havde fået forbud mod at slikke af brødet. Menneskene i hendes lille flok var nu mærkelige...

Dwayne, som med stor tydelighed aflæste hendes kropssprog, grinede igen, da Stella efter et par indleelende drejninger lagde sig ned i hans skød og rullede sig sammen. Hans stærkt blå øjne i det markerede ansigt iagttog kærligt det lille dyr, som lagde sig behageligt tilrette for at slappe af efter veludført dåd.

Emma strakte sig nydelsesfuldt i stolen. Det var nu ualmindelig hyggeligt, når de alle fire havde fri og kunne være sammen. Som nu denne weekend, hvor vejret var så fantastisk. Hun og Abby var blevet enige om at dække bord ude på terrassen, hvor solen allerede fra om morgenen varmede så meget, at de havde måttet slå parasollen op over morgenbordet.

Hun og Stella boede normalt i et lille blokhus i de store skovområder langt ude vestpå, men var for tiden på besøg hos Dwayne og Hank. De to nære venner og kolleger i Drabsafdelingen i City havde slået sig sammen om at leje huset her. Det lå i udkanten af City, i Wood-kvarteret, og havde en stor dejlige have, der måske nok var en smule forsømt, men som ikke desto mindre tjente som et dejligt udendørs-område. Ikke mindst for Stella, der overhovedet ikke havde kunnet trives ved besøg hos Dwayne, mens han stadig boede i en lille etværelses lejlighed inde i selve City, et sted hvor det var umuligt for en kat at være ude.

Selvom haven her slet ikke kunne måle sig med det næsten uendelige naturområde, Stella rådede over hjemme, havde stedet dog i rimelig grad fundet nåde for kattens blik.

Det var en stor lettelse for Dwayne og Emma, fordi den geografiske afstand mellem deres respektive hjem gjorde det besværligt at ses så ofte, som de gerne ville. Emma boede hen mod 100 km ude vestpå i staten, ude i de store skovområder.

Sammenholdt med, at Dwaynes arbejde som kriminalassistent i Drabsafdelingen i City bød på temmelig mange uforudsigelige arbejdstider, havde det gjort muligheden for at være rigtigt sammen alt for sporadisk.

Som det var nu, kunne Emma have Stella med og opholde sig i huset i Woodkvarteret længere tid ad gangen, og den mulighed benyttede hun flittigt. Som for eksempel nu, hvor hun havde samlet en række aftaler med kunder i City-området, kunder, som