Luksus fængslet

By Per Aastrup Olsen

En næsten udbrændt journalist, Charles, kommer på sporet af det, der kan blive en af de største skandaler i USA's historie.
Ved et tilfælde møder han en kvinde, Janis. Han kommer under vejr med, at hendes bedrageridømte mand, der er mangemillionær, ikke sidder i et almindeligt fængsel, men tilbringer sin tid i luksus i et sydamerikansk land.
En hemmelig aftale, han sammen med andre meget rige, i lignende situationer, har indgået med myndighederne, mod en klækkelig betaling til statskassen.
Vil det lykkes ham at afsløre denne korruption, få sit livs scoop og måske en Pulitzerpris?
Jagtet af myndighederne, både FBI og CIA, må han kæmpe for sin historie.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 11, 2024
• ISBN: 9788743068426

Book preview

KAPITEL 1

Jeg sad og gloede tomt ud i luften bag mit skrivebord. Helt væk fra omverdenen. Alt omkring mig var kaos. Hele redaktionen stod på den anden ende. Præsidenten havde igen twittet et eller andet. Der var stor diskussion om, hvad man skulle mene eller ikke mene om det, og hvordan det skulle fortolkes så det passede ind i avisens ånd. Redaktøren var rødglødende og min kaffe var kold. Petitesser, tænkte jeg og skred.

Nede på gaden styrtede folk rundt mellem hinanden, råbte på gule taxier, ventede utålmodigt på en Uber eller masede op og ned ad trapper til undergrunden. Selv slentrede jeg roligt mellem myrerne, der opførte sig som om nogen havde rodet op i deres tue med en pind.

Selvom klokken ikke var mere end ti om formiddagen, var der mindst 27 grader i skyggen og min lokale bar, Bukowski, havde lige slået døren op. Jeg hilste venligt på bartenderen, Mike, der havde været min betroede ven i adskillige år, og som stamkunde nød jeg visse privilegier. Han tappede en iskold fadøl til mig. Stor.

Bukowski var en bar vis klientel mestendels bestod af intellektuelle og nørder. Og så en hel del, der troede de tilhørte én af delene. Det var som regel de morsomste. Alene af den grund, at de kvajede sig gang på gang. Fælles for dem alle var, at de mødte sent op. Helst efter mørkets frembrud.

Mike var en spøjs fyr og altid i godt humør. Han var en høj, kraftig mand, ikke det mindste fed, med lyst krøllet hår. Altid i hvid skjorte, mørke bukser og vest. Ingen slips; det passede ligesom ikke til klientellet.

Han havde opnået en flot afgangseksamen, højeste karakter, fra Havard Law School, ligesom Obama. Mike fandt alligevel det juridiske en smule for tørt, så efter en kort ansættelse på et advokatkontor, slog han sig på de våde varer og blev bartender i en mondæn natklub på Manhattan.

Skæbnen ville, at han dér mødte Lisa som kom der jævnligt. Hun var hans diametrale modsætning. Spinkel med mørkt, glat, skulderlangt hår. Hendes ansigt var næsten hjerteformet og med varme brune øjne. Hendes klassiske næse gjorde hendes udseende fuldendt.

Hun sad altid i baren, enten alene eller sammen med en veninde. Aldrig i selskab med en mand. Hun talte stort set aldrig med de andre mænd i baren og Mike havde en mistanke om, at hun nok var lesbisk. Det skulle senere vise sig, at dér havde han taget grundigt fejl. De talte ofte sammen og havde nogle gode samtaler om vidt forskellige emner. Hun var meget vidende og meget nysgerrig. Et halvt års tid efter de havde mødt hinanden, giftede de sig. Hun var datter af Bukowskis ejer og efter endnu et halvt års tid, overtog Mike stedet. Hans uddannelse og væremåde, var årsagen til, at han kunne snakke med både de intellektuelle, nørderne og dem, der troede de var en af delene. Mike var til alle mennesker; også ham eller hende, der blot kom ind fra gaden og var ulykkelig over et eller andet og sad og græd ned i drinken. Også de såkaldte skæve skruer, kunne han håndtere. Indbegrebet af en bartender. Han var upolitisk, diplomatisk og empatisk. Men var der optræk til ballade, greb han resolut ind. Det var dog sjældent, da hans størrelse fratog de fleste lysten til at lave ballade.

Denne varme formiddag henlå Bukowskis lokale i halvmørke. Et behageligt halvmørke. Lokalet, der var holdt i rødbrune farver, var aflangt, med baren i hele rummets længde, og med topersoners båse på den modsatte side. Der var ikke meget plads mellem baren og båsene. Når der var mange mennesker, måtte man mase sig frem til enten udgangen eller toilettet, der lå helt for enden.

Værtshusets udsmykning var sparsom, men på væggen bag baren og ved siden af spejlet, hang der dog et lidet flatterende portræt af Charles Bukowski, signeret af himself, fire år før hans død. Ved siden af portrættet hang en guld indrammet plakat, med disse ord af selv samme:

Lightning new cigarettes,

Pouring more

Drinks.

It has been a beautiful fight.

Still is.

Teksten fik mig til at tænke over mit eget liv og min egen situation. Igen.

Det var snart længe siden jeg havde præsteret et ordentlig scoop til avisen. I flere måneder havde jeg søppet rundt i de samme daglige rutiner, uden at komme med noget af betydning.

Min seneste, nogenlunde fornuftige artikelserie, havde handlet om nepotisme inden for skolevæsenet i New York. Ikke en artikel, der udløste det store drama, men dog gav mig lidt credit hos min redaktør. Jeg havde tidligere lavet nogle reelle scoop, der havde sørget for lang snor til mig fra avisens side. Men det var, som sagt, snart længe siden.

Jeg kunne godt mærke på min redaktør, at han længtes efter, at der skulle komme noget genialt fra min hånd. At det var på tide at dyppe pennen dybt i blækhuset og få smurt nogle store, sorte versaler hen over forsiden.

Var jeg udbrændt, som man siger, allerede i en alder af et par af tredive? Jeg havde kolleger på over 70 år, der leverede det ene scoop efter det andet. Var det en særlig evne, et talent, der var de få forundt? Næppe! Det var nok snarere hårdt arbejde. 90 procent slid og 10 procent held. Dette syntes at være fordelingen. Jeg indså, at jeg måtte snarest finde et emne, grave dybt og afdække noget smuds. Jeg kunne ikke forlade mig på 10 procent slid og 90 procent held.

Fantasiløst fortsatte jeg med at stirre tomt ud i luften og undgik med vilje at se på plakaten bag baren.

Selvom jeg boede centralt på Manhattan, ikke langt fra min arbejdsplads og Bukowskis rundt om hjørnet, kunne det lyde vældig mondænt, men sandheden er, at der findes mange forskellige kvarterer i New York. Min lejlighed, på tredje sal, var netop ikke af den mondæne slags. To værelser, små, et køkken, lille, og et badeværelse på størrelse med et kosteskab. Udsigt til en mur, to meter fra mit køkken -og sovekammervindue og til en mørk og smal gade fra mit stuevindue. Til gengæld var huslejen lige så høj som Empire State Building. Det var ikke den slags lejligheder, der blev vist frem i de glittede boligmagasiner.

Min situation var altså kritisk. Men i og med at jeg opholdt mig så meget på Bukowskis, var det næppe her, at kilden til inspiration skulle have sin oprindelse. Her var det en anden kilde, der tapløb.

Inderst inde vidste jeg udmærket godt, at hvis der ikke skete noget, og det meget snart, skulle jeg se mig om efter et nyt job.

Jeg flyttede blikket og glanede åndsfraværende ind i spejlet bag disken. Det var ikke noget kønt syn. En klipning af det krøllede mørke hår, ville absolut være på sin plads. Skægstubbene i det markerede ansigt pyntede bestemt heller ikke. Det var vel tre dage siden jeg sidst havde barberet mig. De brune øjne, over den lidt for lange lige næse, så noget trætte ud.

Mañana, hvislede jeg hen for mig selv.

Langsomt vendte jeg tilbage til virkeligheden, til Bukowskis halvmørke, cigaretterne, min fadøl og Mike.

Jeg småsludrede med Mike. Vi talte om vind og vejr, men mest om varmen, der nu havde stået på i mere end en måned. Hver weekend var byen stort set affolket. Dem der kunne havde forladt byen. Det var kun turisterne, der vadede bevidstløse og svedende rundt og undrede sig over, at der ikke boede flere mennesker i New York.

Jeg havde lige stillet det tomme glas på bardisken og gjort tegn til at jeg gerne ville have en til, da en meget elegant dame trådte ind ad døren.

Hun havde en hvid sommer-kjole på, med en meget kunstnerisk let svungen blå streg ned over den i hele længden. Dyr sag, altså kjolen; ingen tvivl om det. Hun stillede sig ved baren og bad om en Dry Martini, meget tør, gjorde hun tydeligt opmærksom på. Stemmen var behagelig, uden mislyde, sikkert ikke-ryger.

Mike gennemførte et rituel, han brugte engang imellem, med at skænke gin op i glasset, tage vermouth flasken fra hylden, hive proppen af, føre den henover glasset og derefter bukke tre gange mod Frankrig, inden han satte proppen i igen. Han plumpede den obligatoriske oliven i.

En meget tør Dry Martini, som ønsket, meddelte Mike smilende og skubbede glasset hen over bardisken.

Damen rystede på hovedet, uden at fortrække en mine.

Jeg havde forventet at hun ville sætte sig over i en af båsene for at nyde sin kolde drink, men hun blev stående i baren og på et øjeblik var hendes glas tomt. Prompte bestilte hun en ny. Med en rutineret bevægelse fiskede hun en cigaret op af håndtasken, tændte den med en guldlighter og pustede den blå røg direkte op i lampen, der hang over disken. Jeg var lidt ærgerlig over, at jeg ikke havde haft ret i dét med ikke-ryger.

Min ven, bartenderen, kiggede sigende på mig og begyndte at mixe en ny drink til damen og lod mig vente.

Da hun ikke så ud til at ænse nogen af os to flotte mandfolk, studerede jeg hende nærmere, mens min fadøl endelig blev gjort klar.

Hun var i særklasse velskabt. Høj, velplejet og køn. Blond. Sandsynligvis ægte blond. Hvis jeg ikke tog fejl igen. Omkring 30 år, var mit gæt. Hendes velmanicurerede negle og hendes hænder indikerede, at hun sandsynligvis ikke havde haft nogen form for hårdt fysisk arbejde, nogensinde. Hun var heller ikke luder, så meget var helt sikkert. Hendes blå øjne manglede det hårde og kyniske udtryk, de fleste af gadens piger havde. Og escortpigerne med, for den sags skyld.

Med ét drejede hun hovedet i min retning; hun kunne sikkert mærke hvor intenst jeg havde kigget på hende. I stedet for at trække øjnene til mig og kigge den anden vej, valgte jeg at smile stort til hende.

Jeg kunne se, at hun blev overrasket; så overrasket, at hun uvilkårligt gengældte smilet.

Første gang her? spurgte jeg venligt.

Bartenderen rystede diskret på hovedet.

Ja; første gang her, svarede hun.

Nu var det jo helt tydeligt for mig, at enten løj min ven bartenderen eller kvinden. Dog ville jeg ikke uddybe det nærmere, før én af dem var gået. Jeg håbede bartenderen blev.

Airconditionanlægget kørte på fuldt tryk. Alligevel løb en lille stribe sved ned ad kvindens ene kind. Eller var det en tåre? Livet er fuldt af ubesvarede spørgsmål.

Hun kiggede særdeles olmt på bartenderen, knaldede det tomme glas i disken, vendte brat omkring og marcherede ud ad døren.

Forbløffet så jeg til, mens hun forsvandt.

Hvad skete der lige nu? var mit vældigt begavede spørgsmål til kamelvanderen. Jeg havde jo selv set hvad der var foregået; havde faktisk været til stede hele tiden.

Hun så jeg rystede på hovedet; jeg havde glemt spejlet. Derfor gik hun glip af at lære dig nærmere at kende. Og vær du glad for det!

Han smilede noget fordækt, mens han sagde den sidste sætning.

Fortæl! sagde jeg uden omsvøb og med min mest opfordrende journalistiske stemme.

Jeg tog jakken på. Jeg havde aldrig forstået hvorfor aircon altid stod på 17-18 grader, så man var nødt til at have overtøj på inden døre. Sådan var det overalt, lige fra stormagasiner, restauranter til de mindste kiosker og specialbutikker. Jeg havde flere gange påpeget det overfor Mike, der fuldstændig ignorerede mit ønske om to – tre grader mere. Flere gange havde jeg sagt, at det var en god idé at spare på energien, hvortil han frækt svarede igen, at hvis han sparede tilnærmelsesvis lige så meget på energien som jeg gjorde, ville der være uudholdeligt varmt i lokalet.

Endelig klappede han i, og i tankerne gennemgik jeg det han havde fortalt.

Hun var 35 år, gift med en multimillionær, muligvis milliardær. En stor kanon i oliebranchen. Han havde altid holdt lav profil og var sjældent omtalt i