Balladen om Den Lesbiske Rocker

By Sigurd Weise

En provinsiel krimisatire, der ikke egner sig til at blive oversat til et internationale marked og heller ikke har ambitioner om det. Bogen må gerne læses mellem linjerne, fordi den er utidig, ironisk, politisk ukorrekt og uotodoks, fri for forfatterskoler nes skabeloner og bedrevidende forlagscensorer. Men vær ikke bange: Når enden er god, er alting næsten godt.

Den ikke længere så unge gymnasielærer, Rikard Hjorth lever i et stivnet, kærlighedsforladt forhold med sin kollega, den litterære tørvetriller, Elisabeth. Udsigten til fuldstændig at forstene på Gl. Ørehøj Gymnasium er skræmmende. Det vil være en langsom og pinefuld druknedød i småborgerlig ligegyldighed og forstillese. Men heldigvis træder gymnasiets ukronede buk til undsætning, og Rikard Hjorths liv tager en drastisk vending. Det er kun begyndelsen!

Ved lystbådehavnen Kragenæs, på Lolland, findes liget af en lystsejler samme sommer,.som Rikard Hjorths skifter sin gamle tilværelse ud. Det er fjerde sommer i træk, at den lille politistation i Maribo står over for at løse det, der ikke ligner en af de trivielle drukneulykker, som danske mænd desværre alt for ofte deltager i. Den umulige og uduelige, nikotinafhængige Herluf S. Holm forkludrer efterforskningen, ikke mindst, fordi han er besat af at nedkæmpe de lollandske rockerbander, der på deres side er i konflikt med hinanden og indvandrerbanden i Nykøbing Falster.

Midt i det hele hvirvles de lollandske rockeramatører ind et spil med langt større spillere. Kun den kvindelige indfødning og tilbagevendte kriminalassistent, Lise Sønderby, ser ud til at få has på mordsagen og tråden til den organiserede kriminalitet, styret fra mondæne adresser, langt fra de lollandske roemarker. Og måske finder hun kærligheden.

 

 

• Language: Dansk
• Publisher: Orden i Ordene
• Release date: Nov 8, 2023
• ISBN: 9798223313205

Sigurd Weise

Sigurd Weise, f.1953 på Indre Nørrebro i København. Blogger, samfundsdebattør og forfatter til flere noveller og videnskableige artikler. Tilhører den selkvdeklarerede forfatterskole "De Mugne, Møre Mænd", der skriver ud fra princippet om, at når man alligevel ikke alverdens tid, kan man lige så godt smide forsigtighed og fedteri overbord og i stedet åbne for posen..

Book preview

Prolog

Der er uendeligt mange måder at dø på. Men kort fortalt ender de alle sammen ens. Hjertet går i stå, og blodet flyder ikke mere, hverken i arterier eller vener. Transporten med ilt til musklerne, de indre organer og ikke mindst hjernen er stoppet. Og hjernen kan ikke tåle iltmangel i ret lang tid.

Et hjertestop er nødvendigvis ikke den kategoriske afslutning på livet. På den positive side bliver en del hjerter nemlig sat i gang igen. Det kan være en tililende, barmhjertig samaritaner, som med god, gammeldags hjertemassage og mund-til-mund-indblæsning forsøger at bryde det dødelige deficit af ilt. Nogle af de stoppede hjerter får hjælp af mere moderne startmotorer, som gennem to elektroder tænder patientens pumpe med et elektrisk stød. Disse apparater fungerer fint og er nemme at betjene, fordi der konstant er en venlig stemme, som vejleder den tililende førstehjælper.

Problemet for denne mand, hvis skæbne den følgende fortælling skal forsøge at udrede, var ganske enkelt, at han var velbevandret i de mest basale fakta om menneskets fysiologi. Han havde gennem flere år modtaget en fast, månedlig indbetaling på sin NEM-konto, et ganske acceptabelt beløb givet som belønning for at undervise unge, videbegærlige mennesker i biologiens interessante og relevante områder, herunder den menneskelige krops afhængighed af en tilstrækkelig ilttilførsel. 

Det hjalp nu ikke ret meget med teori i denne helt afgørende fase af hans snart afsluttede liv, hvor et par stærke, beslutsomme hænder nådesløst trykkede hans hoved ned i et fyldt badekar. For kort tid siden havde manden siddet afslappet og veltilpas i hele kroppen, skønt han nok, set i vandspejlet, ikke skulle have drukket så meget. For det var virkelig ved at gå gruelig galt. Det tempererede, varme vand trængte ind i hans mund og næse. Selv om han desperat forsøgte at slippe ud af kniben, lykkedes det ikke. Til sidst måtte han trække vejret - der bare ikke var vejr, men vand. 

Skæbnens veje er uransagelige. Et menneske bliver til et offer. Den kæmpende mand slap ikke ud af det dødbringende greb. Hans fugtige, dampende krop krampede en sidste gang og blev slap. De fremmede hænder dirrede af anstrengelse, men kunne mærke, at livskraften langsomt løb ud. Døden var indtruffet.

JEG BANKEDE FORSIGTIGT, nærmest underdanigt, på døren ind til det lille kontor, der lå på 2.sal i en trist, grumset gulstensbygning i Nykøbing Falster. Skulder ved skulder var en række af grimme og forsømte huse klemt sammen i den smalle gade. Husene skuttede sig under grå, udtjente eternittage, som stammede fra en tid, hvor asbest var den bedste løsning, brandsikkert og holdbart. Der var bare lige risikoen med de farlige fibre og kræft, men de vidste ikke bedre dengang. Sådan var der så meget. Nu lod man de forkætrede tage ligge, indtil de gav op, blev utætte og måtte fjernes. Nykøbing udstrålede en provinsiel sendrægtighed, hvor tiden kun flyttede sig nødtvungent, men det affandt man sig med. Jeg fik parkeret min varme bil nede ved kirken under lindetræernes skygge. Naivt og dumt, fordi jeg risikerede at returnere til en bil, hvor rågeklatterne fra rederne i de høje træer med stor træfsikkerhed ramte bilerne og blev til brankede spejlæg på de varme bliktage. Men de fastbrændte fuglelorte blev ikke det værste problem denne flotte forårsdag, hvor de fleste borgere nød, at varmen endeligt lagde lagt vejen forbi Falster. Byens bænke var besat, og de nyudsprungne træer viftede med løvet i den lune brise.

Jeg lyttede intenst. Lyden af en skramlende stol. En stank af sur tobaksrøg trak ud under døren. Han måtte være derinde, for vi havde en klar aftale. Den aftale føltes værre end skoletandlægen, som for årtier siden havde udboret mit tandsæt med et af de gammeldags, uendeligt langsomme bor, der blev trukket af to sløve snore i et ulideligt, smertefuldt tempo. Boret drejede og dansede, mens det forsøgte at gennembryde emaljen. Jeg gik i stå, bremset af tandlægetraumerne. På den anden side var den lige så ulideligt lange køretur fra Brønshøj spildt, hvis ikke jeg fik den lovede audiens i hyænens hule. Så jeg trådte en halv fod nærmere, knyttede hånden og ramte døren hårdt med knoerne. Der gik knap et sekund, før der blev åbnet, og den tætte tobaksrøg trak ud på gangen og omsluttede min stærkt krympende skikkelse.

Det var kun anden gang, jeg mødte manden. Denne eftermiddag bar han en lys, krøllet skjorte med opsmøgede ærmer, et par slidte, sorte cowboybukser, der blev holdt oppe med et brunt læderbælte, og ekviperingen var fuldendt med brune lædersandaler. Den første gang, hvor jeg mødte ham i levende tilstand, havde jeg forestillet mig en kraftig skovhuggertype med storternet flonelsskjorte, cargobukser, hipsterskæg og skulderlangt hår. At sætte billeder på stemmer var jeg aldrig blevet god til, selv om jeg fra barnsben af syntes, det var en spændende øvelse at sætte krop på telefonen eller radioens stemmer. Stemmerne passede bare aldrig sammen med virkeligheden og slet ikke her, hvor stemmen havde indvilget i at læse mit (viste det sig, meget foreløbige og dårlige manuskript). Den magre mand i mit tågede synsfelt hostede, anstrengt af at rejse sig fra stolen i det dunkle rum, hvor der stod et gammelt, mørkebrunt skrivebord i teak foran et halvåbent vindue. De støvede persienner klaprede i gennemtrækken. I loftet lyste en sort pendel svagt, og på gulvet under den brune kontorstol lå et ridset plastikunderlag, der skulle beskytte det gulnede parketgulv.

Stigereolerne dækkede væggene fra gulv til loft. De var fyldt med bøger, og stakke af papirer var klemt ind i alle frie rum. På skrivebordet stod en stor computerskærm bag det sorte tastatur, der lige fandt plads mellem andre bjerge af papir og bøger. Askebægret var overfyldt, og en tændt cigaret på glassets kant glødede, når den lette brise trak hen over bordet. Lugten i lokalet var lummer og indelukket, og ikke engang sprækken i vinduet kunne kompensere. Gad vide om alle litterære bødler tog deres livsvigtige beslutninger uden at kunne trække vejret frit? Så var det, at jeg huskede på det redigerede og stærkt forbedrede manuskript, jeg havde sendt for et par uger siden. Gad vide, om han slap prologen gennem nåleøjet. Prolog – det er nok ikke så godt. Det lyder måske for krukket og akademisk, men er det ikke ordet, de bruger ved de store etapeløb. Folk må da kende det, ville jeg forsvare mig.

Kom ind i mit refugie!. Han trådte til side og kørte en hånd gennem det tynde, gråsorte hår, så det delvis dækkede den nøgne isse. Værsgo´. Han smilede anstrengt, mens han skubbede en gammel, højrygget spisebordsstol over til mig. Kaffe?- Han var tilsyneladende slået over i et-ords-kommunikation. Jeg rystede på hovedet, åbnede min gamle Timberland-taske, hev en spiralblok op af dybet og fandt en operationsklar kuglepen. Klar? Smilet var stivnet, og han havde samlet to, dybe rynker i panden. I det svage lys glimtede de mere end daggamle skægstubbe faretruende. Jeg gøs ved udsigten til at blive spiddet af hver og en af de små pigge. Varmen lagde sig som en tung edderdunsdyne over min skælvende krop, og jeg var faretruende nær ved at hyperventilere. Hjertet dunkede uhæmmet sin egen rytme mod mine ribben, og brystkassen syntes at sprænges ved det truende overtryk af blod og luft. Nåh! Han drejede sig halvvejs rundt mod mig. Jeg kæmpede med åndedrættet, tørrede panden med bagsiden af hånden og ventede med frygt på første sværdslag. Honningmåne?, hvislede han med lav stemme. Alt for tænkt. Frygtelig fortænkt! Allerede her slår min læselyst bremserne i.

Honningmåne

Det var en stille fredag formiddag. Ikke så meget anderledes end de foregående kedelige, monotone dage, der blot var forsvundet. Men den 40-årige gymnasielærer, og det er helt i tidsånden, at vores fortællings hovedperson har dette ansvarsfulde erhverv, Rikard Hjorth, havde fra morgenstunden haft en underlig uro i kroppen. Han følte sig tung, træt og træg. En sindsstemning rørt sammen af selvmedlidenhed og sjælelig sløvhed forstærkede ubehaget og havde udløst en rastløs, uafbrudt vandring mellem computeren og køleskabet. Begge moderne, elektriske apparater udbasunerede, hvor uinspireret manden forvaltede sin tilværelse. Gabende tomme hylder og en flimrende, hvid skærm tegnede en tidlig augustdag, som ville blive tidsspilde.

Ingenting behøver nu ikke være skidt, hvis tomheden transformeres til den slags terapeutisk wellness, hvor hjernen bliver tømt og kroppen restitueret. Hvor mobilen er sluppet, hældt ned i en tilfældig skuffe, sat til at passe sig selv. Helt og aldeles slukket for omverdenen sætter ejeren sig uden dårlig samvittighed på sin nymalede, hvide bænk i haven med en kop dampende, varm stempelkaffe, kværnet på friskristede, økologiske bønner. Og der kan han læne sig tilbage, lykkelig og afslappet, indsnuse den herlige kaffeduft, der for lidt siden havde fyldt det hyggelige landkøkken med de ophængte kobberkasseroller og den rødternede dug på det lille spisebord. Nu spredtes kaffeduften i haven af en let, behagelig sommerbrise.

Sådan var realiteterne bare ikke. Bænken ved den vestvendte gavl var aldrig blevet malet, siden den landede foran rødstenshuset. Derimod dekoreret af en palet med friske og indtørrede fugleklatter. Efterladenskaber fra de flyvende gæster, der gad sidde og kukkelure med næbbet vendt ud mod det lige så forsømte, men fuglevenlige morads af en have, hvor træer, buske og segnende stauder gik ud i et. Der havde ikke været en menneskehånd med et haveredskab i flere år. Absolut ingen havde vovet sig ud i den 542 kvadratmeter store baghave, der fra et æstetisk synspunkt heldigvis ikke kunne ses ude fra vejen. Haven havde kun fast besøg af den solsort, som efter et af de evigt tilbagevendende bråvallaslag med en hanlig artsfælle havde erobret den ubehagelige, stikkende og ufremkommelige berberis, hvor den var i sikkerhed for sine fjender. Her kunne drosselfuglen i ro og mag give efter for sine instinkter og forføre sin udvalgte æglægger.

På den samme augustdag passerede der ikke mange mennesker forbi Kapellanvej i Birket. En flække i forfald og et ubetydeligt, uinteressant bump på vejen for de travle turister, der havde ladet sig transportere med Spodsbjerg-Tårs-færgen og derefter var kørt i sikker afstand uden om den hensunkne, tidligere så driftige værftsby. Nakskov var Vestlollands ubestridte metropol og blev af Visit Lolland markedsført som lollikernes indkøbsmekka og et must for købedygtige turister med sans for pittoreske middelalderhuse. En mild overdrivelse. Gågaden var i hele sin begrænsede længde præget af de livlige begravelsesforretninger og genbrugsbutikker, der efterhånden dominerede alle lollandske bymidter, Rikard Hjorth havde nået at besøge. Det var nu ikke mange. Og ret skal være ret: Der er meget få regulære bymidter på Lolland, selv om der alle steder ivrigt og pompøst skiltedes til Centrum ved indfaldsvejene.

DEN LILLE, VISNE MAND foran mig, viftede med de første sider af mit mesterværk, som han havde skrevet ud. Antageligt var det sket på den støvede printer, der stod på et vakkelvornt sofabord i det fjerneste hjørne, men jeg kunne allerede fornemme, at han havde fortrudt sit meningsløse papirspild. Han rejste sig med besvær, svingede den ene arm op i vandret og pegede mod vinduet:

Dér, mod vest, ligger Lolland, adskilt fra os falstringer af Guldborgsund. I øvrigt det eneste guld, der findes i den retning. Det er ikke vandet, der skiller os. Det er bevidstheden om en naboø, hvis befolkning er sunket sammen under tyngden af økonomisk stilstand, et boligmarked i grus, en stigende tilstrømning af besværlige bistandsklienter fra det rige nord og en tilsyneladende uafvendelig, trøstesløs fremtid. Stod det til mig, solgte vi Lolland til ferieglade tyskere. Men nu er det sådan, at jeg trods alt kan sælge bøger derovre. Bøger, der fortæller en helt anden historie end din respektløse latterliggørelse af Lolland. Bøger, der udfordrer og dyrker den kreative sandhed Som eneste seriøse forlægger på disse breddegrader styrer jeg efter en forretningsmodel, der skal ramme det bredest mulige publikum med bøger af en vis kvalitet. Kvalitet? Forstår du ordet? Og fortæl mig i al din ironi og arrogance hvem, der skal interesse sig for denne københavnske akademiker, Richard Hjorth? Tror du, der er potentielle læsere blandt de selverklærede intellektuelle på Lolland, en ret ubetydelig minoritet, som skulle finde Rikard Hjorth spændende?

Han sænkede langt om længe armen, hostende af anstrengelse fra at gå fra sine enstavelsesord til en længere, sammenhængende kommunikation. Han bakkede usikkert, greb i kanten af skrivebordet, hvorefter smagsdommeren kunne sætte sig i kontorstolen.

RIKARD HJORTH VAR STADIG på turistniveau, når tale og tanker drejede sig om den flade sydhavsø. Det var halvanden måned siden, Lej-et-lig-varevognen var trillet ind i indkørslen til et af de få huse, der ganske usædvanligt ikke længere var prydet af et Til salg-skilt, som ellers pyntede Kapellanvej med en sand skilteallé, så langt øjet rakte. I denne fjerne del af det ganske lille land ville opsvinget ikke bide sig fast. Den økonomiske fremgang, optimismen, beskæftigelsen, ejendomssalget, den sunde livsstil, uddannelsesniveauet, tilflytningen, rygestoppet, de glade, generøse skatteydere, de ubekymrede kernefamilier, motorvejene, de praktiserende læger, mønsterbryderne og de forfængelige håb om en lysere fremtid havde alle mistet pusten og tænderne, når de nåede så langt sydpå. Men Rikard Hjorth, vores hovedperson, havde trodset tidens tendens og var rejst mod strømmen.

Sommeren var næsten forbi, forduftet og båret væk med de tinge klodeskyer, der langsomt drev mod vest. Dage var forsvundet, og denne første fredag i august var porten til en sølle weekends sidste asyl, inden Rikard Hjorth skulle møde på sin nye arbejdsplads. Han gøs stille ved tanken om, at han ikke længere kunne opretholde sit selvvalgte, sociale cølibat. Til gengæld havde han heller ikke den fjerneste anelse om, at netop den kommende weekend ville overgå de mest fantasifulde scenarier og uigenkaldeligt torpedere hans tilværelses triste trummerum. 

Rikard Hjorth havde i første, fejlslagne falde-til-fase været ligeglad med, om der var flinke naboer, sure naboer eller slet ingen naboer til det hus, som han havde købt på behørig og sikker afstand af sin gamle bopæl, der var en tre-værelses-ejerlejlighed på det boomende Vesterbro. Nærmere bestemt placeret på den sydvendte del af Sønder Boulevard. Forskellen fra det gamle københavnske arbejderkvarter til den hensovende landsby, Birket, var afgrundsdyb. 

At det fordoms ramponerede, dekadente og nedslidte Vesterbro på få årtier skulle gennemleve en så fundamental forandring, havde få kunnet forudse. I de knap så gode, gamle dage kunne lejlighedens beboere på første parket se en armada af pæne familiebiler med midaldrende, udløsningshungrende mænd ved rattet. De rullede langsomt og systematisk op og ned ad boulevarden, indtil de fik kontakt med en af de sølle skæbner på Halmtorvet, tabte teenagepiger, der skulle tjene til næste fix. Med usvigelig sikkerhed nærmede de sig den dag, hvor deres kroppe ikke kunne sælges mere og til slut gav efter for de bedøvende doser af junk. Dødbringende stoffer, som endnu mere sølle pushere solgte for at kunne sende fortjenesten videre til utålmodige, truende, voldsparate mellemhandlere, der for deres vedkommende skulle ekspedere de beskidte penge opad i systemet, hvor de blev vasket så rene og hvide, at store summer fandt vej til de pralende, hvide palæer på solsiden af Strandvejen og havnefrontens nye, dyre penthouse-lejligheder.

Udadtil var Vesterbro forandret og ikke præget af nedtur og forfald, når man så væk fra den brogede Istedgade. Rikard Hjorth havde redet med på den første bølge af indvandrere, der var skyllet ind over Vesterbro. Forstå det rigtigt! Ikke den slags indvandrere, de brune, de fremmede, som i stedet var endt på Nørrebros skyggeside og i Nordvest. Næh, Vesterbro blev indtaget af yngre, erhvervsaktive igangsættere, akademikere, veganere, miljøaktivister, kunstnere, hipstere, selvrealiserende, flydende køn, fitness-fanatikere, regnbuefamilier, ladvognscyklister, forandringsparate og alt i alt foretagsomme folk uden reservationer og veneration for det gamle arbejderkvarters tvivlsomme ry. 

Nedrivningen af den mest elendige del af karréerne var slut.  Midterrabatten på Sønder Boulevard omlagdes til et rekreativt område med legeplads, basketballbane, hundegård og bænke. Baggårdene var blevet grønne, fordi sollyset kunne finde vej. Trappeopgangene fungerede ikke længere som frit tilgængelige fixerum. Hoveddørene var låst, og besøgende måtte pænt ringe på dørtelefonen, give sig til kende og vente på en brummen efterfulgt af låsens klik. Prostitutionen var blevet internationaliseret og flyttet ned til Gasværksvej, hvor driftige alfonser i varevogne holdt opsyn med deres forretninger. I stueetagerne fik de gamle ismejerier, skomagerbutikker og cykelværksteder nyt liv som hippe caféer med navne som Vegas Værelse og Sunset Boulevard 

Rikard Hjorth savnede ikke 3.sals-lejligheden på Vesterbro. Heller Ikke den korte og bekvemme vej til butikker, der kunne fylde køleskabets tomme hylder. Slet ikke det myldrende liv, bussernes bremser, biler med potente lydanlæg og politiets tudende sirener, når der igen havde været tumult foran Mændenes Hjem i Istedgade. Nu sad han her i en fjern, ukendt udkant. En flygtning, der ikke havde krydset sit spor, men blot uden tøven og vemod fik vendt snuden mod syd og trykket på speederen i det lejede lig, indtil han var drejet ind ad indkørslen til det lille, røde murstenshus. Og det allerbedste havde været, helt uden forbehold, at han var så bedøvende ligeglad med Elisabeth alias Lis alias Bette, som hun blev kaldt alt efter hvem, der skulle i kontakt med hans tidligere samleverske. 

Det var hende, Rikard Hjorth havde forladt og ikke omvendt. Elisabeth var hende på dørskiltet og lønsedlen. Lis var kollegernes kedelige, pertentlige, men arbejdsomme tørvetriller på gymnasiet, mens Bette var det intime, familiære kælenavn, som hendes søster og mor drillende brugte, når de henvendte sig til Rikards nu forhenværende partner. Der var en indiskret, reserveret, drillende klang i familiemedlemmernes tonefald. Elisabeth krummede sine skjulte tæer over Bette, som hun hadede, men aldrig havde gjort indsigelse mod. Hun var ikke en person, der hævede stemmen. Så hellere bide sig i underlæben. Rikard den nu tidligere havde altid som en af de få i hendes cirkler til- og omtalt sin samleverske med det formelle Elisabeth. Med tiden forvandledes det til en måde at holde den afblomstrede, stadigt mere visne og indtørrede kvinde, som Elisabeth var ved at mumificere sig til, på behørig afstand. 

Det var alt for mange år siden, Rikard kunne føle noget som helst begær, når han betragtede den spinkle, blege krop under det let grånende pagehår. Hendes løsthængende kone-kjoler fra Magasin gjorde det heller ikke bedre og fik hende til at ligne en nedslået haveparasol. Den totale mangel på gensidig, seksuel tiltrækning og udfoldelse af erotisk tilfredsstillelse var symptomatisk for deres skamskudte samhørighed. Og det uundgåelige faktum: For længe siden havde de opgivet at få børn (sammen). Det vil sige: Far, mor og børn var aldrig bragt på banen.

For Elisabeth var det både en befrielse og kompensation, at hendes tre år yngre søster sammen med kæresten, en vejrbidt, jysk immigrant fra Grindsted, havde fået fire dejlige og umulige unger ud af et frugtbart samliv. De var hårdtarbejdende tømrere i et Rødovre-firma, men havde energi til konstant at udbygge familien. Selv efter en lang og travl dag med at lægge tage og isolere, blomstrede begæret. De to tømrere glædede sig til at mærke hinanden, når ungerne endelig var faldet til ro. Søstre kan falde meget forskelligt ud. Al den sensualitet og sødme, som Elisabeth var blevet punkteret for, besad hendes lillesøster Victoria alias Vicky. Victoria var vist kun noget, hendes skygge af en far og hans genetiske kopi, Elisabeth, kaldte hende. Lillesøsteren reagerede knap nok på dåbsattestens Victoria, vant, som hun var blevet til Vicky, derude i vinden, oppe på spærene sammen med sin kæreste.

Når tømrerne trætte og støvede returnerede til de hjemlige gemakker og kæmpede sig gennem aftensmad, lektier, tumlen i haven, hyggelæsning og de øvrige børnefamilierutiner, væltede de om i IKEA-sofaens bløde hynder. På en god dag holdt de en times tid. Derefter fulgte Søren sit faste ritual, rejste sig fra sofadybet, masserede sin kærestes ømme nakkemuskler, gryntede tilfreds over sine forførende håndbevægelser, trak hende med op på badeværelset og derefter ind i sovegemakkerne.  Der var tilsyneladende ro på børneværelserne, og Tømrer-Søren rullede rundt på springmadrassen, de jyske svulmelegemer demonstrerede ganske ublufærdigt, at der igen uden forsinkelse var rejsegilde, og at han havde vovet og lykkedes med sin charmeoffensiv til at blødgøre den udvalgte. Forspillet var en rutine, som parret fandt tryghed og gensidig glæde i endda flere dage om ugen, uden skemalægning, uden aftaler. Et virksomt og enkelt liv. Og som sagt, så gjort. Snart var der én, snart to, snart tre og endelig fire børn ude i det hyggelige, gennemrestaurerede hus i den gamle landsby Pederstrup. Hvis altså fire børn forblev det endelige resultat. De to turtelduer kunne andet end at kravle på tagrygge.

Vicky var i virkeligheden alt det, som Rikard kunne have ønsket sig. Men kunne det ikke blive hende, ville han såmænd have været næsten lige så tilfreds med sin forhenværende svigermor, Elisabeth og Vickys mor, Rudi. Måske en umage, næsten umoralsk attrå, men Rudi var en varm, livlig og begavet kvinde, velholdt og beundringsværdigt nok ikke udkørt efter årtiers parløb med en mand, hvis livskraft og tænding krævede mere end et håndsving. Det var ikke svært at analysere, hvorfra flertallet af Elisabeths gener stammede fra.

Rudi havde ikke været over tyve, da det var gået galt med pigernes far, som hun selv proklamerede med et stort smil. De to unge havde været på sommerlejr med KFUM, et eller andet sted oppe ved Jægerspris. I den uge havde der været byfest. Jægerspris er ganske vist ikke meget andet end et idyllisk slot, nogle discountbutikker, en rødmalet kaserne, et pizzeria, to ishuse og et plejehjem. Langt fra en ordentlig by, ville nogen måske drille. Men byfest var der alligevel hvert eneste år. Og for første gang var KFUM´s lovende svømmer og jurastuderende, Erik Næsholm, under den klorede, lysblonde frisure blevet beruset, og med en overraskende lav grad af hæmninger havde han eksekveret en helt anden slags brystsvømning end den vante, vandbaserede. En bekendelse, Rudi til Elisabeths store fortrydelse ofte serverede i selskabelige sammenhænge med samme lethed som de lune, hjemmebagte gulerodsboller. Åh, ja! Rikard ville savne sin svigermor. 

Erik Næsholm var kort tid efter sin erobring af Rudi gået på land og havde aflagt alle alkoholiske excesser. Håret genfandt sin leverpostejfarve, og jurastudiet blev færdiggjort. Parret præsterede endnu en datter og købte en præsentabel familieresidens. Erik Næsholm fik en sikker indkomst som kompensation for et uendelig kedeligt job bag et skrivebord på Københavns Rådhus

Hvordan var det egentlig kommet dertil, at Rikard Hjorth sad plantet i den verdensfjerne flække, Birket, nærmest så langt sydpå, man kunne flygte i vort lille land. Rundt om i de små stuer dvælede de få artefakter fra en for længst udløbet ungdom og et kuldsejlet voksenliv. Alt pakket ned i flyttekasser og placeret lemfældigt i husets rum. Hjemlig hygge var der ikke meget af.

De triste tanker passede godt sammen med hans karriere som erobrer. Der havde ikke været fest, farver eller løvehjerte over Rikards erobring af Elisabeth. Tværtimod. Klang Rikard og Elisabeth royalt, var deres rendezvous blottet for glamour. Rikard var begyndt på danskstudiet i en biologisk alder af 20, men i forhold til amourøse erfaringer med det modsatte eller samme køn, var han en genert og usikker teenager. Hans eneste alvorlige og mere end atmosfærisk genererede romance var Sonja fra naboopgangen i det hengemte, kedelige, konforme kvarter på Gadelandet i Husum, hvor han var vokset op. Tilbage i de optimistiske 1960´ere var Husum sidste, københavnske forpost mod provinsen, lige dér, hvor voldene adskilte hovedstaden fra de selvstændige, små, socialdemokratiske sovebyer i vest. I dag er Husum ganske vist livet op. Ikke mindst takket være sin farverige bydel, Tingbjerg, der på alle parametre aspirerer til den tvivlsomme titel som ghetto.

Rikards verden udfoldede sig hele drengedommen i herlige Husums almennyttige del, der var placeret nord for Frederikssundsvej. Kvarteret her var præget af boligblokke, bygget i efterkrigstiden med alle moderne behageligheder som centralvarme og vandkloset. Et rent Shangri-La sammenlignet med brokvarterernes saneringsmodne boligmasse. Hvem ville savne gamle, lugtende petroleumsovne, trange lokummer på bagtrappen og mørke, beskidte baggårde? 

Syd for Frederikssundsvej var den gamle landsby erstattet af villakvarterets herligheder. Boliger bygget af lokale håndværkere, ejet af beboerne selv. Ejerboliger, der af navn og gavn ikke var nyttige for almenheden. Villadrømmen var uopnåelig for småfolk som Rikards forældre med jævne indtægter. Størstedelen af Rikards klassekammerater fra gymnasiet kom fra de pæne murermestervillaer med tætte, tilvoksede haver, høje, afskærmende hække, postkasser i kobber, lukkede garager. Familiens unge blev behageligt isoleret i kældrenes hyggelige, ungdomsceller med egen uforstyrret og diskret indgang. Underetagerne var godt nok ikke godkendt af den strenge kommune til den slags beboelse. Det var der vist ingen, der bekymrede sig om. Og hvorfor egentlig? 

Rikard havde aldrig haft sit eget værelse på Gadelandet. Han kunne umuligt invitere Sonja på saftevand og kiks, endsige drømme om at indtage skibsbriksen, sidde tæt sammen, liste armen rundt om hende og snige sig til et kys på de bløde, lyserøde læber, som fuldendte nabopigens vidunderligt skønne ansigt under de bølgende, kastanjebrune krøller. Hans irriterende lillebror ville ikke have været til at jage ud fra værelset. Det var et livsvilkår for den fordums arbejderklasses børn, at den indledende, spæde forelskelses famlende forspil måtte øves andre steder end i de små boliger. Her var der ikke plads til individuelle eskapader.

En helt anden, materiel forhindring bestod i, at Rikard aldrig havde haft sin egen skibsbriks med sofa- og forførelsespotentiale. Han måtte hensove hele sit teenager-liv i den øverste køje på drengeværelset, hvor han tæt på loftet kunne forsøge at få en eller anden form for privatliv, sådan i det meget små. Det er noget, enhver dreng under hormonal ombygning har brug for. På den vis var Rikard ikke anderledes. Med loftet så tæt på og henvist til den øverste køje, var og blev udfoldelsesmulighederne ret begrænsede.

At der ikke var har været højt til loftet, forfølger den udsatte teenager resten af livet. Et uafviseligt faktum, viser utallige, sociologiske studier af køjesenges indvirkning på puberteten. Den unge Rikard Hjorth cementerede tesen som ringe forfører.

På positivsiden: Hans forældre var helt i orden. De gjorde deres bedste, hver dag. De var frem for alt til at stole på. Man vidste, hvor man havde dem, og der dukkede aldrig uventede forhindringer op i hverdagen. Forældrene havde som de andre på samme side af Frederikssundsvej ikke det store at rutte med. De affandt sig, var tilfredse og satte ikke sig selv først, slet ikke. Bedst af alt havde de ikke ambitioner, planer og store forventninger til deres drenge. Bare de opførte sig ordentligt, var alt godt. Næsten!

Rikard havde aldrig følt sig kaldet til en rolle som mønsterbryder. Han var tonedøv over for musernes sang og befriet for en tung byrde af nedarvede, akademiske familietraditioner, da han et år efter sin beskedne studentereksamen begyndte på danskstudiet. Han vidste såmænd ikke, hvad han skulle bruge faget til, men håbede blot, at de kommende, ikke nærmere bestemte antal år ville blive mere spændende end den tid, han havde ekspederet væk ved kassen i Føtex. 

Af nødvendighed og opdragelse var Rikard sparsommelig. Han fik råd til at flytte hjemmefra og ned i et lille kælderværelse i en villa i Vanløse. Her delte han køkken og toilet med en norsk medicinstuderende. En gut, hvis gloser blokerede for almindelige samtaler om mere end trivialiteter som vind og vejr. Rikard så heller ikke meget til bofællen, fordi Stian enten sad inde på Panum Instituttet med sine tykke bøger og lærte udenad eller tjente kassen på FADL-vagter. Det var vist noget med at sidde ved en seng på hospitalet og læse, forstod Rikard, og det gav gode penge. Danskstudiet havde ikke de samme økonomiske muligheder, og Rikard cyklede troligt hjem til Husum hver fredag og lørdag, satte sig i kassen i Føtex og svarede høfligt, når han af de gamle klassekammeraters forældre blev spurgt til sine fremtidsplaner.

Virkeligheden var, at han ikke havde nogle. Han blev aldrig en Christoffer Columbus, som med kikkerten for øjet og frygten i baglommen søgte nye mål og udfordringer. Tværtimod. Det var heller ikke nogen let rejse på studiet. I skyggen af sit uønskede cølibat havde han havde erkendt sin jomfruelighed og søgt danskstudiet, fordi der var en klar overvægt af kvindelige studerende. Ikke så mange som på fransk, men Rikard formåede heller ikke at sige tre sammenhængende sætninger på salig prins Henriks modersmål, så det fag var udelukket. 

Han måtte i al sin naivitet snart indse, at han kom fra et hjem uden rigtig litteratur. I hvert fald ikke, hvad der opfyldte danskstudiets definition. Hverken hans fars elskede Alistair Maclean-bøger eller moderens Jane Aamund-drømme kunne ophøjes til pensum. Hovedparten af de andre, nye studerende havde en helt anden ballast, De kom fra hjem, hvor familiemedlemmerne læste lødig litteratur, diskuterede, kritiserede og reflekterede. Det gjorde ingen i Husum, nord for Frederikssundsvejen. 

Rikard var ikke ubelæst. Slet ikke! Remarque, Hemingway, Steinbeck for ikke at glemme Tolkien og de andre fantasy-favoritter. De forfattere havde blot det problem, at de ikke var danske. Oversættelser talte ikke, og studieordningen åbnede heller ikke op for afvigere. Og hvad bød der sig? Holberg var let at forstå og, indrømmede Rikard over for sig selv, ret sjov. Især fordi det myldrede med Erasmus Montanus´er og Jean de France´r på studiet. Men så dukkede der svære tekster op af forfattere, som han burde have læst i gymnasiet, men erindringen om dem var fordampet i samme tåge som hans dagdrømmeri, der kunne fylde det meste af en skoledag. Især lyrik var volapyk; Michael Strunge var sort, Henrik Nordbrandt og Pia Tafdrup abstrakte, Steen Steensen Blicher melankolsk, Tove Ditlevsen trist og stakkels Vita Andersen alt for undertrykt. 

Det gik bedre med Tom Kristensen, når Hærværksmanden gik sin ture i vinterskoven. Den frække Soya fængede; en provokatør, som kunne tumle både hjerte og smerte. De to herrer følte Rikard et åndsfællesskab med. Men ret beset et noget begrænset bagkatalog for en litterat!

Kollokvierne (bare ordet havde han svært ved at udtale) og seminarerne blev lange udpenslinger af hans beskedne, akademiske niveau. Han havde sjældent noget fornuftigt at byde ind med, mens alle andre syntes at imponere læreren. I stedet nøjedes Rikard med at nippe af den bitre, halvkolde automatkaffe. Han kiggede så diskret som muligt på sine medstuderende af hunkøn og dagdrømte sig væk i et romantiske, gensidigt, inspirerende, sensuelt og erotisk forhold med dagens studine. Han ville have et forhold af den slags, som Soya hyldede i sine digte. På trods af hans akademiske mindreværd var studiet alligevel bedre end gymnasietiden, hvor dagene havde været endnu længere, tøjlerne blev for korte og stramme, og klassens rollefordeling alt for hurtigt fastlåst i tre lange år. På universitetet skiftede konstellationerne konstant, især efter det første års kedelige, obligatoriske grundforløb, der mest af alt virkede som en upædagogisk fortsættelse af gymnasiet. Som månederne gik, føltes studiet bedre, selv om Rikard sejlede alene rundt, Han var ikke ensom, men uforbederligt fremmed.

Midt i den sociale ørkenvandring oprandt den famøse fredag eftermiddag, hvor han på vej hjem til kassen i Føtex stoppede ved DansKantinen. På en betonsøjle hang en plakat prydet af et billede af en køn, smilende kvinde med krøllet, blondt hår. Over for hende var portrætteret en anden kvinde. Hun mindede mest af alt om en stramtandet oversygeplejerske med sit halvkorte, mørke hår, et par smalle, sammenknebne læber og stirrende, alvorstunge øjne. Plakatens opsætning havde en slående lighed med reklamen for et Mogens Palle-stævne i K.B.-Hallen, men der var langt til de udlovede korporligheder: 

Samtale mellem Lola Baidel og Pia Tafdrup i krydsfeltet mellem kunst og tilgængelighed. Under billedet var der en henvisning til et gammelt TV-program, som Rikard aldrig havde hørt om. Udsendelsen havde åbenbart udløst en vældig diskussion mellem de indviede og dedikerede lyrik-kendere, der vidste, hvad kunst var, og så alle de andre. Helt almindelige mennesker, der ganske usædvanligt havde købt en digtsamling, de forstod. Rikard fattede straks sympati for den folkelige, forståelige og attraktive blondine med krøllerne og besluttede sig overraskende for ham selv helt spontant at tage ud til Amager den kommende torsdag eftermiddag for at forsvare den tilgængelige, skønne prinsesse Lolas kamp mod den stramtandede oversygeplejerske Tafdrups kunstgreb afviklet i det lyriske krydsfelt. Hvad det så var?

En spinkelt bygget kvinde med en blå Fjällräven-rygsæk hængende over den ene skulder, afslappet klædt i denim-bukser og en løs, lang og meget rød cardigan havde i al ubemærkethed sneget sig ind på Rikard: Kommer du på torsdag? Hun så op på ham, søgende usikkert, men venligt!

Helt sikkert, svarede han, mens han overvejede, om de stod for tæt, og om han derfor burde rykke. Han blev: "Det er jo det, der er mit fokuspunkt på studiet. Krydsfeltet, ved du. Utroligt spændende og relevant diskussion. Godt initiativ!

Læser du sammenlignende litteratur? Hun smilede stadigvæk, en smule genert, men på ingen måde reserveret eller afvisende.

Rikard tog bestik af situationen. Han var ikke helt klar på, om danskstudiet var sammenlignende, men valgte det enkle svar:  Dansk, på tredje semester. Det lød godt. Langt bedre og mere akademisk end andet år, ræsonnerede han i det stille. Hvad med dig? Han følte sig mere tryg nu, hvor han ikke bare havde tangeret, men sat ny rekord for konversations-længden med en hidtil ukendt medstuderende. Hun smilede vedvarende, og Rikard begyndte at føle en snigende usikkerhed. Var smilet påtaget, blot en høflig, overfladisk facade, eller var han virkelig katalysatoren, der udløste det uafbrudte smil.

Femte semester. Jeg er snart færdig med bifaget, men fortsætter med hovedfag. Har en idé. Vil skrive speciale om Pia Tafdrup og den nye generation af kvindelige lyrikere. Kort sagt: Den bølge, der markerer og formulerer et litterært udtryk for opbruddet med de bestående kønsroller og de stivnede familiemønstre, sat i en komparativ analyse med de politiske paradigmers deroute og afslutningen på den mandlige dominans inden for dansk og nordisk litteratur. Og så er det jo oplagt at se giraffen i et opgør med den tomme, forlorne folkelighed.

Rikard nikkede, selv om han ikke var helt med på paradigme-nedturen og den forlorne folkelighed. Klogeligt tog han en dyb indånding, tøvede en smule og nikkede så: Ja, og Lola Baidel er jo altid interessant.

Nå, du mener hendes provokation, den om, at Du kan sagtens klare dig uden en mand - men ikke uden en vaskemaskine. Der har hun nok mistet nogle mandlige læsere - og i hvert fald mig. Er der ikke lidt for meget sangskjuler, suppe, steg og is over hendes rim?

Rikard havde ikke noget svar på det, eftersom han aldrig havde læst de to damer eller andre, der gjorde op med gamle kønsroller og helt kunne undvære mænd. Og han ville aldrig komme til at læse den slags, hvis han kunne undgå det. Heller ikke med sine kommende gymnasieklasser, som han den fredag for længe siden ikke anede, at han skulle docere og dissekere dansk litteratur for.

Den forgangne, skæbnesvangre fredag eftermiddag i november tog han et helt afgørende skridt i sit gryende voksenliv. Uden at vende sætningen i lillehjernen flød ordene frie for bæven fra hans ellers så forsigtige og uprøvede læber: Kunne du tænke dig at følges? Så kunne vi tage kaffe og kage i tutten bagefter og lige få vendt krydsfeltet. Fagligt er det inspirerende at få diskuteret og samlet op i forhold til den aktuelle problematik. Han blev overrasket over sin seriøsitet og det vel talte, spontane vid, der åbenbart faldt i god jord og lige ned i den blå rygsæk.

Aftale. Kvart i tre, lige her...?

Rikard kiggede først forvirret rundt og fattede så pointen: Undskyld. Rikard, Rikard Hjorth, med k og h.

Hun lagde forsigtigt en hånd på hans skulder. Rikard blev uventet forlegen over denne intime kontakt, som han knap nok havde oplevet siden kinddansen med Sonja i 7.klasse. Elisabeth Næsholm, med h som hende i England. Ses! Hun vendte sig om, smilede under pagehåret og gik med raske skridt ned ad den lange, fattigt oplyste gang. Rikard fulgte hende med øjnene, til hun drejede om hjørnet ved studievejledningen. Så var hun væk - i knap en uge. 

Ungersvenden befandt sig i ukendt land, en spøjs tilstand af rastløshed, fortrydelse og kildrende fornemmelse af endelig at være inden for rækkevidde af en potentiel partner. Som han dumt og umodent hviskede for sig selv: Potentielt emne i medgang, modgang og sædafgang. En helt igennem plat og akavet returnering fra ham, der var lige dele uerfaren i erotik som i lyrik. 

Han forberedte sig til torsdagens eventyr med en hidtil hengemt systematik og sørgede for, at hans bedste jeans, den mørkeblå Everlast t-shirt og pilotjakken var toptrimmede, rene og duftende af parfumeret skyllemiddel. Jakken var godt nok til den tynde side i november-kulden, men på den anden side garanterede dens manglende isolering, at han ikke ville komme til at svede tran allerede inden stævnemødet. Hvis det var forventningen hos dem begge, at den lyriske batalje var et stævnemøde og ikke bare en harmløs date. 

Under alle omstændigheder kunne Rikard mærke pulsen slå i tindingerne og benene give efter, da han torsdag steg af bussen og tyve minutter før aftaletidspunktet entrerede de triste, grå betonbygninger i Njalsgade. Da Rikard Hjorth sent på eftermiddagen forlod universitetet ad nøjagtig samme vej, var han ikke mere på udkig efter en partner. Realiteten var, at han de kommende år ikke mere var single og alene, formelt set. 

Elisabeth levede måske ikke op til Rikards mest hede og våde drømme, men hun var snaksalig, venlig og lyttede tålmodigt til hans fortællinger om livet på Gadelandet. Hun vidste også godt, hvor Nordre Borgerdyd lå. Det gymnasium, havde Rikard valgt i stedet for Nørre G, der ellers lå lige om hjørnet. Han mumlede noget om faglige ambitioner, og at Husums unge ikke just var kendt for flid og færdigheder. Sagen var jo reelt, at han ville et sted hen, hvor hans beskedne præstationer og prunkløse ry ikke fulgte med de gamle skolekammerater. Så hellere en længere cykeltur ind ad den pulserende Frederikssundsvej.

Elisabeth sprang sin gymnasietid over og talte i stedet varmt og levende om sin familie. Den uregerlige håndværkersøster, der i temperament og udseende lignede moren, mens hun selv var fars pige. Det var med ham, hun delte sin passion for litteratur, og de havde haft lange, dybe samtaler om deres fælles læseoplevelser, så længe hun kunne huske.

De to lyriske kendissers krydsen klinger var ikke vellykket. En duel med talrige slag i luften og en udtalt mangel på mod til at bevæge sig ind på modstanderens terræn. Rikard kedede sig bravt, men kastede fra start sin kærlighed på Lola, den blonde hverdagspoet, som måtte finde sig i at blive kaldt dansk-top-digter af den alvorlige, rettroende, rigtige lyriker, som de fleste af de tilstedeværende åbenlyst sympatiserede med. Rikard indså snart, at den rigtige kunst, og især lyrik, ikke bør være populær. Slet ikke! Pia Tafdrup havde aldrig boet i Husum; det var tydeligt. Efter opløsningen af kamp og krydsfelt havde Rikard spenderet kaffe og kage i kantinen, mens han var meget varsom med at kommentere og afsløre sin sympati for Lola, folkets stemme. 

Bagefter fulgtes han med Elisabeth ud i den bidende, kolde efterårsstorm, der var ved at få overtaget. De fangede heldigvis hurtigt en 5´er, sad stille sammen på et af de første sæder, indtil de nærmede sig Nørreport Station, hvor Elisabeth skulle skifte bus. Hun lagde med den samme bevægelse som ugen før sin hånd på hans småfrysende pilot-overarm, smilede træt, men venligt. Kunne du have lyst til at komme ud til os på søndag, hjemme på Solskrænten?

Rikard blev igen overrumplet, men dristede sig (og her overraskede han virkelig sig selv) til at tage hendes hånd. Gerne, meget gerne. Det kunne være hyggeligt at møde din familie..., altså, hvis de er hjemme. Solskrænten, hvor er det?

Ved du, hvor Damhussøen ligger? Det er ovre på den anden side af Roskildevej, lige ved fodboldbanerne. Nr. 102.

Jeg har spillet fodbold dér med Husum Boldklub for et par år siden mod Hellas. Det er det nærmeste, jeg har været Grækenland. Rikard blev igen forbavset over sit løsslupne vid. Men det virkede. Rikard slap den spinkle hånd, som han havde haft i sit faste greb alt for længe uden at ænse det. 

Elisabeth rejste sig fra sædet, så ham direkte og uden blusel i øjnene og lo dæmpet: Kvart i tre? Det er vist et heldigt tidspunkt.

Og når det kom til Boldklubben Hellas, fandt Rikard senere et fristed og en plads i forsvaret på klubbens oldboyshold. Banerne lå behageligt i gåafstand af Solskrænten, og efter træning var der ikke langt til en kop kaffe hos svigermor. Den relation kan godt være lykkelig.

DEN STRENGE LITTERAT havde holdt en lang, ildevarslende pause efter sin første svada. Jeg var rykket længere ud på stolen for at komme fri af det varme ryglæn og kunne straks mærke svedperlerne trille ned ad ryghvirvlernes torntappe. Den fugtige skjorte klæbede til huden. Ubehaget var totalt. Mine ører brændte som røde lygter, og maven var i oprør. Den tynde vendte sig væk, rodede med bunken af papir og lagde en stak sider på skrivebordet.

Hør her! Stemmen lød en smule blød i tonen, og min pessimisme aftog marginalt. Det er ikke min opgave at snakke dig efter munden. I sidste ende er det her forretning. Kunst koster. Hvad tror du, bare kontoret står i?

Ikke ret meget, ræsonnerede jeg i det stille, men tav og rykkede endnu længere frem, så stolen truede med at vippe. Hvilken stupid idé at sende sin gennembrudsroman til et uanseligt, lokalt forlag? Det var ligegyldigt lige nu og for sent at fortryde. Den strenge dommer greb bunken af pairer, som udgjorde mit mesterværk, rystede på hovedet og sorterede endnu flere sider fra. Han drejede ildevarslende langsomt rundt på stolen, mens han tændte en cigaret:

Ryger du? Han blæste en kræftfremkaldende sky af partikler ud i det iltfattige lokale og holdt den osende Kings mellem tommel- og pegefinger. Så dryssede han asken af i en underkop, tog et dybt hvæs og pustede en ny røgsky op mod loftet. Han lignede en levende skorsten. Jeg overvejede, om jeg skulle opføre mig som en glad, passiv ryger for at skabe lidt større åbenhed og forståelse for mit livsværk med de korrekte, grammatikalske kommaer.

Der er ingen, absolut ingen, hernede, eller i resten af kongeriget, der interesserer sig for, hvad hedder de nu? Han rodede med papirerne: Lola Baidel og Pia Tafdrup. Glem det! Akademisk sniksnak. Jeg kunne aldrig finde på at udgive digte. For vores læsere er vers noget, der rimer og afsynges til konfirmationer og sølvbryllupper.

Forføreren

Trods Rikards ubehjælpsomme Klods Hans-karakter og kejtede optakt til det romantiske eventyr gik søndagen overraskende godt. Faktisk i kategorien bedre end forventet. Rikard havde følt sig godt tilpas og velkommen på Solskrænten 102. Forholdet til Elisabeth udviklede sig slavisk som efter et skæbnebestemt skema. Inden året var omme, overnattede de jævnligt hos hinanden, Det kunne hænde, at de var intime, som Elisabeth betegnede Rikards tilnærmelser. Hun var nu ikke plaget af at skulle lægge krop til lange, udmarvende seancer, fordi Rikards kønsorgan var indstillet på hastige, intensive forløb med hurtig kulmination, og kønsorganets vitale blodtilførsel havde det med lukke ned. Elisabeth nåede aldrig til den orgasme, hun inderligt ønskede sig, men ikke vovede at sætte ord på. 

De to unge vænnede sig til rollen som par. En status, som gav en udefinerbar tryghed. For Rikard gik det allerbedst, når Elisabeths mor, Rudi, som slet ikke hed Rudi, men Ruth, var hjemme på Solskrænten. Det gik trægt, når de to unge kun havde sig selv. Fru Næsholm kunne uden større anstrengelse inspirere og eksponere Rikards sociale potentiale og fik ham til at optræde livlig og charmerende. Rudi spurgte konsekvent aldrig til karakterer, speciale, jobmuligheder, visioner, ambitioner og alskens fremtidsplaner. Da Rikard efter et års forsinkelse endelig var blevet cand.mag. klappede hun ham på skulderen og sagde blot: Så langt, så godt. 

Få måneder senere havde Elisabeth og Rikard lånt et par hundrede tusinde kroner, så de kunne betale indskuddet til en andelslejlighed på Sønder Boulevard. En del af pengene overførte Erik Næsholm med sit vanlige og nøgterne fremsyn som arveforskud til sin ældste datter. Resten måtte Elisabeth og Rikard gennem skærsilden for at skaffe i den lokale filial af Privatbanken, som Erik Næsholms familie havde haft et næsten religiøst og ubrydeligt forhold til, siden slægtsgården i Tølløse blev solgt et par generationer tilbage, og de fleste af Næsholmerne forlod den midtsjællandske stationsby og Indre Mission for at rykke ind til hovedstadens sekulære, men større pekuniære potentiale for flittige folk med netop opsparing og orden i pengesagerne. 

Næsholmernes bankrådgiver var en venlig, ældre, grånende kvinde, Else Tollund Thomsen, som for nyligt og fuldt fortjent havde fået en 40 års-broche, reception med kage og mousserende vin. Som toppen af hyldesten og lige i hælene på den hurtigt fortærede kransekage, modtog jubilaren en fuldstændigt upersonlig tale, turneret af filialens nye, ambitiøse direktør. En ung mand, der for mindre end fem år siden havde fået sit finansøkonom-diplom. Snart efter var himmelstormeren blevet ansat i en af Privatbankens ubetydelige og senere kondemnerede omegnsfilialer for derefter at stige i graderne til investeringsrådgiver ude på det noget mere børsnære Christianshavns Torv. 

Investeringerne på torvet gik forrygende, hvilket den lokale chef lod hovedafdelingen høre, og for tre måneder siden parkerede den nyudnævnte, talentfulde filialdirektør sin ældre, sølvgrå Mercedes C220 lidt nede ad Krabbesholmvej, to minutter fra filialen. Med faste skridt i forretningsskoene åbnede den nykårede, selvbevidste direktør svingdøren, som han så frem til snarest at kunne rotere ud af i jagten efter næste trin på den uendelige karrierestige. Inden da nåede han i sin tale til Inge Tollund Thomsen, som sagt Næsholm-familiens trofaste kontakt, at pointere, hvor vigtig kontinuitet og loyalitet var for bankens kunder og aktionærer. 

Rikard og Elisabeth blev heldigvis aldrig konfronteret med Ferragamo-slipsets ejermand, som nok ville have spurgt til den mandlige debitors indtægter. Det gjorde Inge Thomsen naturligvis ikke. Hun satte stor pris på Erik Næsholm, der havde betalt sin bungalow helt ned til sidste flig af obligationen. Det var sikkerhed nok.

Var Erik Næsholm lunken ved, at Rikard indirekte nød godt af datterens