Pastor Sørensen & Co.: En Redegørelse

By Gustav Wied

"Pastor Sørensen & Co." er tredje og sidste bind i Livsens Ondskab-trilogien - Gustav Wieds udødelige beretning om toldkontrollør Knagsted. I vanlig giftige og bidende stil fortsætter han her småborgersatiren og skildringen af det dobbeltmoralske liv anno 1900 i provinsbyen Gammelkøbing. Denne gang står især missionske præster og hyklerisk seksualmoral for skud, og dette får et så stærkt præg af livslede og meningsløshed, at det næsten kammer over i præstehad. Året efter denne udgivelse begik forfatteren selvmord.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 14, 2019
• ISBN: 9788743035923

Book preview

Den 9. Oktober 1896 lovede jeg Holger Drachmann at skrive en Bog med omstående Vers som Indledning. Nu er Bogen der. Og lad den da være tilegnet Mindet om Dig, kære Drachmann, hvem vi, som har kendt Dig, aldrig vil glemme, før vi selv engang forsvinder for evigt bag det store Forhæng . . .

Kastellet, Roskilde,

Marts 1913.

Indhold

Indledning

I

II

Slutning

DIG, Tante Danmark, vier jeg min Sang!

Jeg elsker dine Bakker, Sør og Lunde,

jeg elsker dine Agre, dine Sunde,

din »Marmorkirke« og din »Kirsebærgang«!

Men allermest jeg elsker dog den Klang,

der går af dine Dydsdragoners Munde;

den er som Klokkelyd til Kirkestævne . . .

Men Gud ske Lov, at Klokken har en Revne!

Thi det er gennem Revner her på Jord,

at man får Hjernen bedst med Visdom tyllet

Og tylles skal den; denne Sætning hyldet

af alle bliver, både lav og stor;

hvad enten man er avlet blandt Krapylet,

hvad eller af et frønnet Stamtræ gror,

så råber hver og en ret som på Tælling:

Ja, vi vil flaskes op med Visdoms-Vælling!

Og Fordringen er god, der intet rester;

men den blir honorert forbandet slet;

thi Visdom, Børn, er ej alene det,

man lær’ af Sognets Degn og Amtets Præster.

Ejheller alma mater selv har Ret,

endskønt hun kalder sig Athenes Schwester.

Nej, Visdom sås og høstes, det er givet

ved Kend-, og Kundskaben til selve Livet!

Og Livet er at gå med åbne Øjne

— jeg havde nær sagt: både for og bag! —

og se sig om såvel ved Nat som Dag

både de hellige, men sær de søgne;

at lukke Øret op for hver en Sag,

for store Sandheder og store Løgne,

for Godhed, Ondskab, Eddike og Honning,

for Jordens Fryd og Sorg fra Tøs til Dronning!

Jeg påstår ej, at Tingen er facil,

thi homo sapiens vil gerne skjule

sin Stammen ned fra Dyret i dets Hule;

og sjældent viser han sig helt civil,

han ynder svært at pynte sig en Smule

med fromme Lader og med søde Smil . . .

men altid vil dog en skarpsynet Rad

hitte en Revne i hans Figenblad,

Hurra for denne Revne! Gennem den

vor milde Sol Forsoningsskæret kaster

henover vore Dyder, vore Laster,

de to Faktorer, der, som Ven til Ven,

os kloge Mennesker til hinanden baster

så tæt, at ej man løses kan igen,

før Rundetårn går ud på Langeline,

og Småbørn laves på en Dampmaskine!

Hurra for denne Revne! Gennem den

man kan se Kirkefædre selv at synde;

se Erkebisper falde for en Brynde,

som de gir Ild og Svovl hos Menigmænd;

se en skøn Jomfru, smækker som en Mynde,

på én Gang få en vattersottig Lænd;

se Borgermestre dømme Folk til Tugthus,

skønt selv de Ævler åd fra Lastens Frugthus.

Og man ser Præster bag ved Altrets Tavle

gridske at tælle deres Offermønt,

mens sølle Stympere, hvis Held var tyndt,

med Hud og Hår de ned til Helved bavle.

Megærer ser man uden Slør og Pynt,

og stoute Mænd, som dem for Fødder kravle.

Kort: alt, som strålte nys i høj Valør,

det ager nu i Drifters Trillebør!

Derfor, på ny Hurra for denne Revne

i Menneskenaturens Figenblad,

bag hvilket Dyd og Last i Bundterad

har sat så broderligt hinanden Stævne!

Og nu jeg prøve vil på disse Sider

at tegne op, hvad jeg af småt og stort

har set igennem denne Visdomsport . . .

så kan I læse det, Fald I da gider!

I

BYEN Søby ligger i Fyrstendømmet Fladland og er den største By på Øen Sejrø.

Hvoraf denne Ø har fået sit Navn, vides ikke med Bestemthed. Måske af de mange sejrrige Kampe, den i Følge Overleveringen skal have ført med sine Naboer i en grå Oldtid.

Fra Nutiden stammer Navnet i ethvert Fald ikke . . .

Fladland er et skønt Land: Bakker og Dale veksler malerisk med Skove, Heder, Småbække og kornrige Vange.

Midt i Landet ligger en uhyre Banke, »Månebjærget« kaldet, 465 Fod over Havets Overflade.

Heroppe skal der i Fortiden være bleven tændt Sejrs-Bavner, når Fladlænderne havde vundet et Slag og krebset en Fjende.

Nu om Dage benyttes Banken til at kævles på og til Afbrændelsen af St. Hansblus.

Man har fra Højens Top en imponerende Udsigt til seksoghalvtredsindstyve Kirker, fire Sindssygehospitaler og fem Tugthuse. Skov strækker sig bag Skov og veksler med milevide Heder, bølgende Kornagre, Andelsmejerier, Brugsforeninger, Svineslagterier, Præmiehingste, Byer og Landsbyer; og længst ude i Horisonten det evigt skiftende, vigende og vuggende Hav.

Sejrø var i forsvunden Tid, før Riget endnu blev samlet, et selvstændigt Bispedømme, der lå i uophørlig Håndgemæng med sine Frænder på Naboøerne.

Thi Fladlænderne har aldrig kunnet enes.

Og kan det da for den Sags Skyld heller ikke endnu.

Snart er det politiske, snart religiøse, snart literære, snart ægteskabelige Stridigheder, som hærger Landet.

Indbyggerne lever fornemmeligst af Agerbrug, Kvægavl, Fiskeri og Kassesvig.

I Spidsen går Ministrene.

Regeringsformen er indskrænket monarkisk. Forfatningen fri. Alle er lige for Loven.

Men den udøvende Magt ligger hos det evigt skiftende, vigende og vuggende Flertal, der dog stedse er stærkt nationalt farvet, og hvis arvelige Valgsprog lyder: Alt for Fædrelandet eller: Aprés nous le déluge.

Dette kaldes Parlamentarisme.

DET var en af disse sjældne Sommere, der for en stakket Stund stiller Mennesket forsonligt over for de evige Guder — en af disse klare, frydefulde Sommere med Sol over alle Tage og en mild og frugtbar Regnbløde imellem . . .

Toldkontrollør Knagsted stod og pustede af Varme i Skyggen af Bjørne-Apoteket på Hjørnet af Kirketorvet og Søndergade. Hatten holdt han i Hånden, og han fór sig ihærdigt med Lommetørklædet over Ansigtet . . .

Det var en Søndag Formiddag i Kirketiden. Søby lå øde og tom. Halvdelen af Befolkningen hørte Pastor Sørensen. Den anden Halvdel lavede Middagsmad . . .

Knagsteds Hånd med Lommetørklædet sank pludselig ned fra hans Ansigt; han kneb mysende Øjnene sammen og stirrede op ad Gaden:

To splitternøgne Børn, en Dreng og en Pige, på fem-seks År, kom vandrende deroppe midt ad det sollyse Fortov:

— Men Du bedste Himmel, det er jo Erik og Else!

Børnene pludrede og lo, så det klang i den øde Søndagsgade. Solen faldt ned over deres gyldentbrune Legemer, der lyste som Rav imod de grå Husmure.

Af og til standsede de og pegede ivrigt ind ad en Butiksrude.

Så vandrede de trøstigt af Sted igen.

Drengen var slank og fin, Pigen rund og buttet. Begge havde de lyst, lokket Hår, der nåede dem ned på Skuldrene.

De kom nærmere og nærmere. Nu var de helt oppe på Torvet lige ud for Kirken.

Knagsted trak sig uvilkårlig dybere ind i Apotekets Skygge for ikke at forstyrre.

Thi undertiden ligefrem dansede Børnene i Livsglæde frem over Fliserne. Snart tog Drengen og snart Pigen et lille, frydefuldt Hop fremad, så at Sandalerne på deres nøgne Fødder gav Lyd. Så skridtede de igen adstadigt videre, indtil der pludselig atter udløstes et nyt lille Glædeshop.

Og så lo de ud i Luften og kaldte:

— Mirja! Mirja!

— Tja-a . . .! svaredes der hæst oppe fra Taget.

Det var deres Legekammerat, en lille, sortegrå Allike, som trofast fulgte dem, flaksende fra Hus til Hus.

— Mirja! Er du der?

— Tja-a . . .! skreg Fuglen.

Men i det samme satte Kirkeklokkerne i med et Drøn, og Mirja flygtede forfærdet tilbage, samme Vej den var kommen. Man så den forsvinde som en mørk lille Prik bag Ølbryggeriets Skorsten.

— Nu fløj Mirja hjem . . . sagde Pigebarnet.

— Hun blev bange for Klokkerne . . . konstaterede Drengen.

Og så var Menigheden over dem . . .

Som en sort Flom kom den væltende ud af Kirken, med Ansigterne blege af Nidkærhed og med de guldsnittede Salmebøger lynende i Solen.

Børnene trykkede sig forskræmte op mod Konditor Halgrens Port. Deres Øjne rundedes af Angest for alle de fremmede Mennesker.

— Gud! sagde den lille Konsulinde Wæver, født Birk, og pegede — Vil De se, Fru Blom! Malerens nøgne Unger!

— Men det er dog . . .! sagde Fru Blom.

—U moralsk! sagde Borgmesterinde Rosenbaum, »Sengeladet« kaldet på Grund af sin tørre Magerhed.

— Midt på Torvet!

— I Kirketiden!

— Splitternøgne!

— Offenlig Forargelse! . . . lød det rundt omkring fra.

Og Frøken Plockros, Spillelærerinden, Skyldfri hed hun, greb med sine hårde Klaverfingre den lille Else i Armen og sagde:

— Hvad er det dog for Forældre, I har!

Pigebarnet stak i Gråd. Drengen slog beskyttende sine Arme om hende:

— Gå din Vej . . .! sagde han til Plockros.

Men Plockros blev stående; og Stimmelen øgedes . . .

Indtil pludselig en Mandsperson puffede den til Side og banede sig Vej frem til Børnene.

— Onkel Tolder! Onkel Tolder! råbte de og kastede sig ind til ham.

Nu græd Erik også.

— Så, så trøstede Knagsted, — Så, så . . . Kom nu med mig, så går vi hjem.

Og han skød på ny Hoben til Side og skred rank og rødhåret ned ad Gaden med sine to små Pilgrimme . . .

Men Menigheden slog Kors for sig og lo ondt bag hans Ryg.

Og »Sengeladet« sagde:

— Hæ! sagde hun — Det kunde man da tænke sig efter de Forhold, han lever i med sin Husbestyrerinde!

— Forhold . .? spurgte Konsulinde Wæver.

— Ja, ved De ikke . . . begyndte Spillelærerinde Plockros . . .

Og så gav man sig til at lufte Tolderens Privatliv.

»MALERENS Villa« lå søndenfor Byen ved Vibyvejen midt i en stor Have, som med et smalt Sandstykke nåede ned til Sundet.

Ejendommen havde tidligere tilhørt en sær gammel, menneskesky Dame, en Frøken Alfrede Schønheiter, om hvem der gik de mærkeligste Sagn.

Hun døde for omtrent tre År siden, og Villaen havde siden da stået tom. Ingen kunde bo i den. Frøkenen »gik igen«.

Både Konsul Wæver og Isenkræmmer O. W. Fredriksen havde selv hørt hende rummestere derinde . . .

Men så kom en sollys Forårsmorgen Maleren Frank Neumann og hans Kone cyklende til Byen, hørte fortælle om Huset, købte det og flyttede ind.

Og øjeblikkelig forholdt Frøken Alfrede sig rolig under sin Gravhøj oppe på Kirkegården.

Spøgeriet var forbi . . .

— Hak-hak! gnækkede Rikke Skade dybt fra sit vindtørre Bryst, mens hun lænede sig fremover på Krykken — Hak, hak! Sa’e jeg det ikke nok! Det var Rotterne!

En af Frøken Schønheiters Passioner havde nemlig været Rotter. Hele Nabolagets Rottebestand forstod hun at lokke til sig ved et sælsomt Fløjt imellem sine guldplomberede Fortænder. Dyrene kom myldrende frem af alle Huller og Kroge. Hun fodrede dem Morgen og Aften, og de vimsede kælent om hende, når hun viste sig i Gården:

— Er man god imod Dyr, sagde hun — bli’r de elskværdige! . . . Er man god imod Mennesker, bli’r de næsvise!

Så døde hun. Maleren flyttede ind. Og Rotterne gik i Landflygtighed . . .

Men nu begyndte Byen at larme op og give ondt af sig, fordi Ejendommen var gået over til en Fremmed:

— Og, Ståmigbi, for en ren Slik har han fået den, Hr. Konsul! sagde Isenkræmmer O. W. og rullede sin Gumminæse fire Gange rundt i den hule Hånd.

— Jamen De gik jo selv her og fortalte, at Schønheiter spøgede . . . sagde Konsulen, en stiv, »engelsk« ellers meget behersket Herre.

— Det gjorde De jo med!

— Ja, for jeg ha’de mine Grunde.

— Det ha’de jeg sgu også! . . . Tror De kanske på Spøgeri?

— Næ-æh.

— Jeg heller ikke! Jeg ventede bare på, at Ejendommen skulde falde.

— Ha’de De da tænkt på at købe den? spurgte Konsulen, rød i Ørene.

— Gu’ ha’de jeg så!

— Jeg med!

— Lurendrejer!

— Rævepels!

Og de to Herrer fór dirrende ned ad Gaden hver til sin Side.

— Hak-hak! gnækkede Rikke Skade igen — To Grandfladnåer slås om et Kydben; og så kommer der en Vindspiller og snapper det!

— —

Villa Schønheiter, eller som den nu hed: Malerens Villa, var efter italiensk Mønster omgivet på alle Sider af en tre Alen høj, hvidkalket Kampstensmur med kantstillede Glasskår foroven. I Muren sad en bred Smedejærns Indkørselsport, som under normale Forhold kunde have ydet et bekvemt Indblik i Haven.

Men så menneskefjendsk havde gamle Schønheiter været, at hun inden for Porten i en ti-tolv Alens Afstand havde ladet plante en Art Skærmbrædt, en tæt Hæk af Liguster iblandet Guldregn og Syrener, så at Søbygenserne, selv om de stod på Tæerne, ikke kunde se andet af Herligheden end Toppen af en vimpelprydet Flagstang . . .

Da Frank Neumann tog Ejendommen i besiddelse, havde man så småt håbet på en Forandring.

Men man blev narret. Skærmbrædtet blev stående.

Det eneste af Nyt, der skete, var, at der indsattes en lille Dør i Muren for Enden af Haven. Og denne Dør var næsten altid aflåset.

Men da stod Søby atter i Brand. Og over Kaffekander, Thepotter og Wiskykarafler hviskedes og tiskedes der Døgnet rundt om alle de Vederstyggeligheder, som naturligvis fandt Sted inde bag dette uforskammede Hegn:

— De går nøgne derinde, Hr. Konsul! sagde O. W. og rullede Næse, — splitter, nagende nøgne ligesom Adam og Eva efter Syndfloden!

— Jeg véd det, sagde Konsulen — Barber Saabys Kones Søster er Stuepige derude.

— De går i Vandet sammen, sagde Mægler Blom — Hele Redeligheden på én Gang in puris naturalibim! Jeg har set det fra min Båd.

— Fru Neumann sidder nøgen ved Klaveret! sagde Borgmesterinden.

— Det siger De ikke, Fru Rosenbaum!

— Ved Guds Søn, Fru Wæver! Og Gæsterne har helleringenting på; og gamle Fru Neumann hellerikke . . . Og Børnene, Fru Wæver, Børnene! Hanne, der er fjorten År, og Hother, der er seksten!

Fru Wæver så rødt:

— Seksten! Den allersomforfærdeligste Alder for et ungt Menneske! Jeg kender det fra min Frejlif!

Og Frøken Skyldfri Plockros, Spillelærerinden, satte Kaffekoppen fra sig med et Plump; Stuen gik i Ring for hende:

Hun så sig sidde uden Hylster på Musikforeningens Podium og akkompagnere den bare Adjunkt Lauritsen til Schumanns »Zwei Grenadiere« . . .!

KNAGSTED og hans to små Venner var nået ud igennem Søndergade og gik nu ad Vibyvejen langs Muren ind til Malerens Have.

Børnene havde ganske genvundet deres Humør og pludrede livsglade løs i Munden på hinanden:

— Deres Far var ude at male, fortalte de — deres Mor var hjemme; og de skulde ha’ Kyllingesteg og Rødgrød til Middag . . . Bedstemor Neumann havde fået en ny Solkåbe; Hother og Hanne havde fået nye Sandaler; og Olga Stuepige havde i Morges slået Fars Mundkop i Stykker . . .

— Der er Mirja! sagde så Else pludselig.

— Hvor?

— Deroppe i Træet!

— Mirja! Mirja! råbte Erik.

— Tja-a . . .!

Døren i Havemuren blev i det samme åbnet, og gamle Fru Neumann kom ud fulgt af Hother og Hanne, der var ligeså nøgne som de to små:

— Men Erik og Else dog, hvor har I været henne? spurgte den gamle Frue og truede spøgende — Vil I se, I kommer ind i Haven med Jer! vendte hun sig derpå til de to andre — Er I gale, at vise Jer her ude på Vejen i den Mondur!

Hother og Hanne trak sig tilbage til Døråbningen.

— Kære Hr. Knagsted, hvor har De fundet Ungerne?

— Oppe på Kirketorvet.

— Var der nogen, der så dem?

— Alle Pastor Sørensens Får, ja.

— Du milde Himmel, hvad sagde de?

— De brægede.

— Vi skulde bare ud og møde Far . . . begyndte Erik — og så ringede Klokkerne, og så kom der såmange sorte Damer . . .

— Bum, bum! sagde Else og antydede Klokkeslagene ved at rokke med Hovedet — Og så blev Mirja bange og fløj hjem . . .

Fru Neumann løftede truende sin Hånd:

— I véd jo, at I ikke må gå uden for Haven! Hvor kan det så falde Jer ind at gøre det!

Else stirrede interesseret op på hende:

— Sikken underligt det gør i Bedstemors Hals, når hun taler . . . sagde hun.

Og Erik slog indsmigrende Armene om den gamle Dames Knæ:

— Kys mig, Bedste! sagde han — Og så lad det være godt.

Fru Neumann tog ham op til sig og gav ham et Kys.

Men Knagsted følte sig ligesom lidt tilovers midt i al dette Familieri; og hans Pebersvende-Hjerte forhærdede sig; han blev menneskefjendsk.

Den gamle Dame satte Drengen fra sig:

— Hvad sagde de egentlig . . . Damerne, deroppe på Kirketorvet, Hr. Toldkontrolør?

— Hvad de sagde . . . snærrede Knagsted — De talte om at hælde Benzin over Ungerne og futte dem af!

Fru Neumann så smilende ned på Børnene; hendes Øjne blev varme og dybe:

— Å, Herregud, de uskyldige, små, nøgne Kræ . . . jeg synes, de er så kønne at se på

— Det er, fordi De er et umoralsk Fruentimmer! brummede Knagsted — Hvorfor går De ikke selv nøgen?

Den gamle Frue lo højt:

— Men kære Ven dog!

— Farvel! hilste Knagsted og tog Hatten dybt af — Min Ærbarhed forbyder mig at stå her længere.

Fruen lo på ny . . .

— Men De er naturligvis ligeglad, vedblev Tolderen — De har jo Deres Kongerige derinde!

Han slog med Hovedet ind mod Haven.

— Det har jeg! smilede Fruen — Vil Herren ikke med lidt derind og svale sig?

— Nej, han vil ikke!

— Nej Tak . . . plejer man at sige . . . Hvorfor er