Fra et hjem med klaver og neger.: - for Vorherre er vi alle spillemænd

By Ingolf Biskopstø Andersen

Erindringsbog, der skildrer en 68'ers opvækst.

Nogle gange overgår virkeligheden fiktionens verden.
I denne mandsminde beretning bliver en i sig selv lille uskyldig begivenhed årsag til store omvæltninger i en lille families liv og trivsel. En lille dreng farer vild i en fremmed by. En venlig neger tager affære, og kører ham hjem.
Et gammelt kærlighedsforhold bliver vakt til live igen, og blomstrer frodigt. Mødet med negeren kom til at præge drengens opvækst og valg af taktik i forskellige livssituationer senere i livet.

Vi er alle ler i tidens hånd. Engang imellem er der da heldigvis også lidt ånd, der kommer ind over.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 26, 2016
• ISBN: 9788771709216

Ingolf Biskopstø Andersen

Ingolf Biskopstø Andersen Født i Rønne 1950 Opvækst og skolegang i Nakskov Hippie og ungdomsoprører i København 1968 Kollektiv på Fyn Læreruddannet 1980 i Kolding Højskolelærer På Jarjuplund Højskole, Sydslesvig fra 1981. Aktiv musiker på Folk og Blues scenen. Nyder sit otium på Ærø

Book preview

aspekt.

Hvorfor skriver man erindringer?

Inden jeg får et sagsanlæg på nakken, må jeg hellere forklare den lettere politisk ukorrekte titel. Fra et hjem med klaver og neger. Jeg bruger med vilje ordet neger. Den specielle neger, der her er tale om, ville blive endog meget fornærmet over at blive kaldt alt andet end neger. Han var ikke sort, eller farvet, eller Etnisk Afro - Amerikaner. Han var neger. Hans forfædre var blevet kidnappet på en Vestafrikansk strand, og solgt som slaver i Dansk Vestindien. Han holdt tidsskriftet Ebony, så han var meget bevidst om sin afstamning og race. Denne specielle neger var Victor Waldemar Cornelins.

Hvad er det der gør at erindringer er så interessante? De sætter tanker i gang. Om hvordan det var dengang, for snart en menneskealder siden. Mands minde, er der noget der hedder. Det er det tidsrum et menneskes erindring kan rumme fra fødsel til død. Mands minde er også noget man bruger til at justere sin egen selvopfattelse. Hvorfor er jeg egentlig blevet som jeg er. Er der forklaringer i opvæksten eller i generne på hændelser og beslutninger i mit liv?

Man snakker så meget om de første basale år, som er helt afgørende prægende for persondannelsen i ens senere liv. Der er helt sikkert ting, der er fortiet og fortrængt fra min tidlige barndom, jeg har forbavsende få erindringer fra den tidligste tid. Men i fællesskab med mine søskende Henning og Jette har jeg forsøgt at få lidt orden på de manglende brikker i puslespillet.

Andre hændelser og personer i min opvækst har haft vide persondannende konsekvenser for mig senere i livet. Jeg tror, man ser på sig selv i et mildere lys, når man har taget en tur i erindringens karrusel. Det har den store fordel at man kan se livet baglæns. Så er det hele meget nemmere.

Men kan man nu også stole helt på alt det man kan huske? Er det ikke sådan, at hvis man hører en historie ofte nok så tror man næsten på den tilsidst? I hvert fald kan man genkende historien. Nogle gange har man måske forstået ting forkert. But thats life. Shit happens!

De næste par kapitler indtil I Min Tid kan du roligt springe over i første omgang. Du kan altid vende tilbage, hvis du skulle få interesse. Det har måske mest familiemæssig interesse. Men det kan selvfølgelig også være at der ligger noget så dybt i generne, at det er mange generationer siden grundlaget blev lagt.

Før min tid - Slægten.

Poul Nolsø færøsk folkehelt, digter og smugler/oprører.

Poul Nolsø 1766 – 1808–09? Han havde også udlængsel. Han var en dygtig sømand, og byggede det første færøske dæksfartøj. Royndin Frida Det smukke forsøg. Da Danmark var under engelsk blokade på grund af den udenrigspolitiske situation, led den almindelige almue på færøerne forfærdeligt af sult og nød. Ingen verdens ting kom der til butikkerne, som jo var monopolbutikker. Han tog så nogle ture med Royndin Frida for at skaffe først og fremmest korn, men også andre handelsvarer. Da det var varer, der var solgt udenom den Kongelige Færøske Monopol Handel, var det jo kontrabande. Regulære smuglervarer. Der blev da også lagt sag an mod ham. I sin kamp mod øvrigheden skrev han smædeviser. Meget berømt blev fuglekvadet, der handler om den frække Tjaldur (strandskade) der tirrer og provokerer ørnene. Fuglekvadet, der er flere hundrede vers langt, kom hurtigt rundt blandt befolkningen i håndafskrevne kopier til øvrighedens store irritation. Inden hans sag kom for, var han imidlertid stået til søs igen. Denne gang blev han opbragt af en engelsk orlogsmand, og skib og ladning blev konfiskeret. Det ville Poul Nolsø ikke finde sig i, så han henvendte sig til den engelske øvrighed og kongehus, og fik da udvirket, at han fik stillet et andet skib, North Star til rådighed med fuld last korn til Færøerne. Han nåede imidlertid aldrig frem til Færøerne. I dag mener man at vide at en dansk kaper fra Ringkøbing opbragte North Star, og måske sænkede den med mus og mand. Poul Nolsø dukkede i hvert fald aldrig op siden. Hans kone sad tilbage på Slægtsgården Biskopstød i Klaksvig. Hvis man vil vide mere om Poul Nolsø, kan man jo selv slå det op. Der er skrevet tykke bøger om ham og hans digtning. Han er blot nævnt her, fordi han er min Tip - tip oldefar på min fars side. Allerede dengang var der stor trang til eventyr og forandring i slægten. Det er noget, der kommer op til overfladen engang imellem.

Andreas Andreasen. Et forunderligt liv.

Det er noget med slægten. Størsteparten af børneflokken blev derhjemme, og fandt sig et udkomme og familie og børn. Men der var altid nogle i hver generation, der søgte ud over grænserne. Ud i verden, eller i hvert fald til næste by eller land. Der var for eksempel min oldefar på min mormors side Andreas Andreasen. Hans bedstefar var egentlig draget ud fra Bramdrupdam lige nord for grænsen. Altså fyrstedømmet Slesvig-Holstens grænser. Han var skrædder, men ernærede sig også som skolelærer. Han havnede i Bov i Sønderjylland. Andreas blev født 13. marts 1849 i den lillebitte landsby Niehus lige neden for bakken ved Bov.

Det var her Slaget ved Bov havde indledt 1. slesvigske krig knap et år før. Der var med andre ord borgerkrig i landet, da han blev født. De var danske folk. Som stor dreng oplevede han 2. Slesvigske krig i 1863 – 64, og det forsmædelige nederlag, der jo betød at man pludselig var under først Østrigsk, så Preussisk overherredømme. Preusserne for hårdt frem imod de dansksindede, så det var med at holde lav profil. Man benyttede enhver chance til at chikanere de dansksindede på alle tænkelige måder. Som Preussisk statsborger har man værnepligt, og dette våben brugtes lemfældigt især blandt fodslæbende dansksindede. Der var jo nogle, der forsøgte at holde modet oppe ved at fantasere om folkeafstemninger og hjemkomst til det gamle fædreland. Det var ikke lyse udsigter for en ung mand at vokse op til. Det blev almindeligt, at indkaldte danske flygtede over grænsen til Danmark, men det var vanskeligt og farligt. Og tit gik det ud over familien. De måtte helst ikke vide noget, hvis man stak af.

1867 Østrigske krig. 1870 Tysk – Franske krig. Skyerne trak sammen. Der var tre veje man kunne bruge som flugtruter ud af Hertugdømmet og til Danmark.

Første rute.

Rejse de 50km nordpå til Kongeå grænsen, og så forsøge at komme over der. Men den var spækket med preussisk grænsegendarmeri og svært bevogtet.

Anden rute.

Man kunne forsøge at få skibshyre eller transport med skib fra Flensborg eller Kappel. Men der var altid toldkontrol, så det var også vanskeligt, for så vidste myndighederne, hvor man var, og familien kunne presses.

Tredje rute.

Man kunne forsøge at komme så tæt på dansk område som muligt, og så selv befordre sig over vandet til Kongeriget.

Andreas valgte den sidste. Han stak af hjemmefra uden at sige noget til nogen. Vandrede de 60 – 70km til Kegnæs på Als. Ærø lige ovre på den anden side var Danmark. Historien fortæller at han stjal et vandingstrug på en mark og roede afsted mod friheden i det. Han har nok pyntet lidt på historien. Han har velsagtens stjålet en jolle og sejlet afsted i den, men det lyder mere uskyldigt og heltemodigt med vandingstruget. Det var ikke uden fare, for der var selvfølgelig kystkontrol, både fra Preussisk og Dansk side. Men han roede afsted i mørket. Hans forudsætninger for sømandskab var lig nul. Godt nok var der en lille sø i Niehus, hvor man godt kunne ro lidt rundt en varm sommerdag, men han var ikke opvokset ved havet. Det var ikke en verden han kendte til.

Nå, men han roede afsted med kurs stik vest fra Kegnæs. Efter et par timer havde han Ærø tæt på bagbord. Han overvejede om han skulle søge ind her. Men turde alligevel ikke. Han havde hørt historier om folk der var blevet sendt tilbage, fordi Ærø var gammelt slesvigsk lovområde. Og der rådede stor tvivl. Nej han turde ikke risikere at blive sendt hjem til spot og spe, han fortsatte stik vest til han ramte Langeland. Her gik han i land engang omkring 1873. Han møder en pige og bliver forelsket, bliver gift og får børn. Det første i 1875. Det var min bedstemor Laurentine. Han ernærede familien ved at fiske ud fra Spodsbjerg og sælge fangsten på Torvet i Rudkøbing. Der findes et billede af ham på torvet i Rudkøbing, hvor han forsøger at sælge sine fisk. Fotoet er dateret 1894, så det må være taget kort før hans skrækkelige død. Engang i foråret sejler han som sædvanligt ud fra Spodsbjerg, og kommer ikke hjem igen. Det er isnende koldt og blæsende. Senere finder man ham siddende død i sin jolle på Albue Trille. Han er simpelthen frosset ihjel.

Matros Hans Christian Hansen. Lidt rundt i verden og så hjem.

Nå, men min bedstemor klarede det meget godt. Hun søgte med hendes første mand til Esbjerg efter arbejde. Manden omkom. Jeg ved ikke helt hvordan, men der var jo byggerush og klondyke stemning i Esbjerg i de dage, så der kunne velsagtens ske lidt af hver. Det var børsteland.

Da manden døde flyttede hun hjem til Langeland. Hun slog sig ned i Rudkøbing og drev pensionat. Der mødte hun min morfar. 10 år yngre flot matros fra de varme lande. Han fik hyre ved Det Sydfynske Dampskibs Selskab, og sejlede med dem indtil han blev pensioneret i 1960. Matros H C Hansen og hun fik to børn sammen. Det ene døde, en dreng Marinus og så min mor, Ebba Marie. De kom også til at flytte lidt rundt, Spodsbjerg, Nakskov, men det var jo af tjenstlige grunde. Matros Hansen sejlede de sidste mange år på ruten Nakskov – Spodsbjerg. Med Sif, Agnete og Mjølner. Han stoppede da dieselfærgen Lolland blev sat ind. Sådan et dejtrug med hul i begge