Postkort: og 29 andre rejsefortællinger

By Nete Yom Knudsen

"Postkort og 29 andre rejsefortællinger" indeholder hverken sex, mord eller gluten, men er en samling af kortere tekster, der først og fremmest fortæller om nogle af de mennesker og forskellige situationer, jeg har mødt på min vej under forskellige rejser rundt i verden.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 4, 2018
• ISBN: 9788743007425

Nete Yom Knudsen

Nete Yom Knudsen er uddannet folkeskolelærer og har (meget snart) en AP degree i Tourism Management. Hun holder af at rejse og at iagttage folk omkring sig. Hun savner lidt tiden, hvor folk ikke kigger mærkeligt og krammer tasken ekstra hårdt, hvis man hilser venligt uden at kende hinanden på forhånd. Andre påpeger gerne, at hun "taler et flot dansk!"

Book preview

Til min bror Andreas

Forord

af min rejsemakker Lille Pind

"Phhrrrmmppp hmmmvvvddd

ppphhhfff ggnnrrr vvgghh Hrmmpppfffhhh

hhhhrrmmppf mmmppprrr!"*

*(Så få da købt den selfiestang!)

Indholdsfortegnelse

Busstoppested i Kalmar

Vandrerhjemssovesal i Uppsala

Næste stop Göteborg

Strömkajen Stockholm

Beach Street, San Francisco

Slottsskogens Vandrerhem, Göteborg

Zürich Hauptbahnhof

HI Hostel Fort Mason, San Francisco

Golden Gate Park, San Francisco

Vandrerhjemskøkkenet, Fort Mason

1,5 dag fra Stockholm

DSB Stillekupe

Et sted i Oslo

Sinsenkrysset Vandrerhjem, Oslo

Wien lufthavn

Shiphol Lufthavn

Yosemity, California

Grey Inn’s Road, London

Mutianyu Great Wall, Beijing

Sovesal, Prag

Ingerslevgade - ZOB Kaiserdamm t/r

Holbæk - Göteborg t/r

Göteborg - Holbæk t/r

Smålandsstenar, Sverige

Fredericiavej, Vejle

Beijing Zoo

Fredersdorf, Berlin

Hallandsåsen

Ebeltoft, Kombar’do!

Korea

Postkort 1 Luftrummet over Tyskland.

Postkort 2 Ude Godt Hjemme Bedst

Postkort 3 Masser af Wasser

Postkort 4 Far, Mor og Store Nete

Postkort 5 Seoul-mates

Tyskland og Omegn

Postkort 1 Gørding, Tredje Mark Til Højre.

Postkort 2 Neuenkirche, Lige Over Stregen

Postkort 3 Heide

Postkort 4 Fockbek ved Rendsburg

Postkort 5 Flensburg

Postkort 6 Underkøje Med Udsigt Til Uvejr

Finland

Postkort 1 Finsk Rundtour

Postkort 2 Heinola og Omegn

Postkort 3 Hende med Håret

Tværs over USA med tog

Postkort 1 San Francisco

Postkort 2 Zephyr Line, Vogn 6 et eller andet sted i Utah.

Postkort 3 Fraser, Colorado

Postkort 4 Sæde 61, Vogn 12/12

Postkort 6 Værelse 317, Seng 4, HI Boston

Post Script

Juli 2006

Busstoppested i Kalmar

Han var som taget ud af en amerikansk western iklædt forvasket t-shirt, cowboyhat og med et græsstrå dinglende i mundvigen, og for at gøre outfittet komplet, bar han en tynd vest, selvom det var højsommer. Rastløst gik han frem og tilbage og forsøgte at få øjenkontakt imens. Efter en nat hvor den primære aktivitet havde været interval flueklaskning, ville jeg egentlig bare hjem til Holbæk, og det hurtigst muligt. Ferien med bus rundt i hele den sydlige del af nabolandet, var alligevel slut for denne gang. Desuden var der noget i hans blik, der virkede for kontaktsøgende. Han trak let på det ene ben, men var egentlig pæn på sådan en Hollywood cowboyagtig måde. Det til trods, var jeg fast beslutte på ikke at småsnakke, og kiggede derfor konsekvent modsat af hans blik. Can I ask you something?, spurgte han pludseligt, stående få skridt væk, med en accent der var så klokkeklar prærieagtig, at køerne kunne have ligget på lur i græsset.

Spørgsmålet gik på, om hvorvidt jeg mente, at det var nødvendigt, at han anskaffede et sæt ringe, når nu han skulle hjem og fri til sin ungdomskæreste. Det svarede jeg bekræftende til, mens der blev kigget langt efter Säfflebussen, der var opkaldt efter næsten-nabobyen til Fucking Åmål. Trods min ikke alt for snaksaglige attitude, fik jeg uopfordret en bid af hans livshistorie. I 7 år havde han, uden at have været hjemme en eneste gang, rejst rundt i hele verden og nu opbrugt hver en dollar, af den erstatning han havde fået, efter at være blevet skudt under et røveri, hvor han uheldigvis havde stået i vejen. 4 år tidligere et sted i Indien havde han mødt en svensk pige under en yoga-session midt i nowhere, og hun var nu hans absolut sidste stop, inden turen gik hjem to the Midwest, for at overtage forældrenes farm og blive gift med sin high school sweet heart. She has Grown fat! sagde han tørt, da han fik øje på den svenske veninde, inden han forlod bussen i Karlskrona.

August 2005

Vandrerhjemssovesal i Uppsala

Hun så indisk ud, meget mørk, spinkel og talte engelsk med fransk accent. Hun havde kigget en del, som om hun ville spørge om noget, men ikke vidste, om hun skulle gøre det. Efter to dage i samme seng, men på hver vores etage, spurgte hun forsigtigt inden sovetid… Om jeg talte engelsk? Om jeg var adopteret? Om hun måtte stille nogle spørgsmål? Det viste sig, at hun ganske rigtigt var franskmand, men at forældrene var flyttet til Frankrig fra Indien, inden hun blev født. Gennem det meste af sit liv, faktisk indtil få uger inden, havde fortællingen været, at moren var født blind, og at familien var immigreret, for at hun kunne få bedre hjælp i Frankrig end i hjemlandet. En aften havde moren på kraftig opfordring af lægerne alligevel fortalt sin datter, at det ikke var den helt sande historie.

Hun havde håbet, at der inden datteren blev voksen, ville være fundet en behandling der kunne kurere, ikke den påståede medfødte blindhed, men den sygdom, der på kort tid havde taget hendes syn, mens datteren endnu var spæd. Hun havde altså ventet... og håbet. Men forgæves… Tiden var derfor kommet, hvor lægerne havde sagt, at hun skulle informere sin datter om, hvordan situationen i virkeligheden var, da denne selv kunne risikere, pludselig at blive blind. Endnu inden chokket havde fortaget sig, havde datteren sagt sit job op med dags varsel, og efterfølgende rejst ud for at se så meget af verden, hun kunne nå og havde råd til, så hun var sikker på, at have set noget, inden hun måske en dag vågnede op, uden at kunne se noget som helst.

Som mange andre drømte hun om, at få børn og blive mor, men de spørgsmål, der nu pressede sig på, var nye og endnu ubesvarede. De handlede om adoption, og om at vokse op som adopteret, men da hun ikke tidligere havde haft brug for viden om emnet, og ej heller kendte nogen med sådan en baggrund, brændte hun efter at spørge bare en eller anden. Det blev så en tilfældig fremmed på en sovesal nord for Stockholm. Om det var min erfaring, at kærlighed overvinder alt? Alt, som i f.eks. racespørgsmål? Om jeg mente, at udsigten til arvelig blindhed var bedre end at vokse op og ufrivilligt se anderledes ud end resten af familien? Hvad svarer man lige til det? Hun så åbenlyst sønderknust ud, men det er vel naturligt, når udsigten til hendes fremtidsdrømme på nul komma fem brutalt var blevet skudt i smadder?

Juli 2006

Næste stop Göteborg

Jamen herre gud. Är du inte svensk? Du pratter väldigt bra svenska!. Efter et par dage i Karlstad i toppen af Vänern på endnu et besynderligt og næsten tomt vandrerhjem med et gurglede og højlydt toilet, højt placeret i forhold til resten af byen, gik turen nu i bus ned mod Göteborg på Sveriges vestkyst. Ved siden af mig på forsædet i en komfortabel Swebus sad 90 årige Margarethe, der præsenterede sig allerede inden vi kørte ud fra p-pladsen. Jag heter ochså Ahlgreen, som dom godis bilerna! Det grinede vi af begge to. Da jeg lidt senere tilbød en MER päron juice, takkede hun pænt nej med begrundelsen; Hvad der kommer ind, skal jo også ud.

Mens det gik sydpå med svensk sommerradio strømmende ud af højttalerne i en bus proppet med ferieglade mennesker, fortalte hun om, hvordan hun selv og den nu afdøde mand, havde cyklet rundt med telt inden verdenskrigen brød ud. Det havde været gode men økonomisk trængte år. Da børnene flyttede hjemmefra, den ene til Öckerö hvortil hun nu var på vej, havde de haft råd til at rejse, men det var ikke noget for ægtefællen. Faktisk var han imod alt udenlandsk. På et tidspunkt fortalte hun, at noget hun gik og drømte om, men pga. mandens modvilje aldrig havde turdet gøre, var at gå ind på den der amerikanske restaurant med det store gule M-skilt, der lå på torvet over for hendes lejlighed i Karlstad, og bede om sådan en bolle med et svært udtalt navn. Dom ser jättegoda ut!

August 2005

Strömkajen Stockholm

Som skabssvensker med hang til Kalles kaviar, J-O's forhånd og Roxette ad. lib., er det altid en fornøjelse, at slentre rundt i den svenske hovedstad, og når solen skinner og spejler sig i det klare vand, vil glæden næsten ingen ende tage. At sidde med fødderne i vandet og kigge over på trendy Södermalm mens Katarinahissen drøner op og ned mellem vandspejlet og Coop skiltet, ja så er det i sandhed blevet sommer. Turbåde er der mange af og Strömma bådene sejler til næsten alle afkroge af skærgården. Placeret cirka midt i køen til et fire timers mini krydstogt, stod jeg og kiggede på de forbipasserende. Ham der stod bagved kiggede også, ja faktisk var stirrede mere dækkende, dog ikke på folk men kun på mig. Når jeg så vendte mig om, kiggede han den anden vej for blot at kigge videre sekunder efter. Han var bleg, som kun en