En rejsende i retfærdighed og oplevelser

By Bjørn Graae

Byretsdommer Bjørn Graae har altid udfordret sig selv og andre. Denne tendens fortsætter, da han i en sen alder får en ung kone og efterfølgende diagnosen ALS.

"En rejsende i retfærdighed og oplevelser" er en beretning om livets glæder og sorger, krydret med den humor, som er kendt af mange, derunder aktørerne i de danske retssale. Erindringerne starter med barndommen og beskriver hele Bjørn Graaes liv som dommer, underviser, ekstremsportsudøver og senere som ALS-ramt.

Sygdommen har blandt andet gjort ham stum, og derfor er bogen skrevet udelukkende ved hjælp af øjenbevægelser og en simpel staveplade, bogstav for bogstav.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jul 19, 2016
• ISBN: 9788771885040

Bjørn Graae

Bjørn Graae er født i 1945. Han blev student i 1963 og cand.jur i 1972. Han har været dommer ved retten i Aarhus, Brædstrup og Holstebro og har gennem mange år undervist på blandt andet Aarhus Universitet og Handelshøjskolen i Aarhus. Hans private liv har især været domineret af ekstremsportsudøvelse. I en høj alder får han en ung kone, som giver hans liv nye og anderledes udfordringer. I 2012 bliver han ramt af den aggressive og uhelbredelige sygdom ALS.

Book preview

for.

DEL 1

Indledning

Kapitel 1

Det hele begyndte i Høng den 2. januar 1945. Det var kort efter midnat.

Det har jeg mange gange bebrejdet min mor, idet min første kone, Irene, har fødselsdag 5/5, mens vores to ældste børn, Johnnie og Carina, har fødselsdag henholdsvis den 8/8 og 10/10.

Jeg sagde til hende, at hun godt kunne have skyndt sig noget mere. Mønsteret blev først brudt, da vi fik Søren den 21/5.

Jeg fik tidligt en voldsom udlængsel og stak altid af hjemme fra dyrlægeboligen i Tilst. Jeg havde en forkærlighed for skinner. Ved en lejlighed valgte jeg et tipvognsspor på Tilst teglværk, hvorfra jeg dog blev kørt hjem.

Værre var det, at jeg gentog succesen, men nu på jernbanestrækningen mellem Aarhus og Randers. Hele Tilst skole blev sendt ud for at lede efter mig, og de fandt mig sovende på svellerne. De bar mig hjem over markerne, stadig sovende, og synet fik min mor til at besvime.

Denne episode fik mine forældre til at beslutte sig for at tøjre mig ligesom vores schæferhund. Det fik dog naboerne til at tale sammen om de besynderlige opdragelsesmetoder, der blev praktiseret hos dyrlægen. Dette opgav mine forældre derfor igen.

Jeg besluttede mig for at fejre min genvundne frihed med at foretage en ekspedition til Kasted Mose. Min mor anede uråd og cyklede efter mig. Hun fik af en bondemand at vide, i hvilken retning jeg var gået. Min mission blev dog forstyrret af en flok kvier, som var kommet på græs samme dag. Jeg syntes, de så søde ud, og kravlede under hegnet. Samtidig med det kom min mor cyklende, og hun besvimede igen, da hun så de bissende kvier med mig i midten.

Så blev jeg sendt på børnehjem. Det varede en måned og var meget ubehageligt. Jeg fattede dog sammenhængen og stoppede med udflugterne.

Da jeg var fire år, lykkedes det mig at sætte grå hår i hovedet på alle byens næringsdrivende. Det startede med smeden. Han så en dag til sin undren, at vores schæferhund sad ved gadekæret. Han vidste, at den altid fulgte mig, og undrede sig over, at han ikke kunne få øje på mig. Han vidste ikke, at jeg var i gang med et eksperiment, idet jeg ville undersøge, om jeg kunne gå på bunden tværs igennem gadekæret. Han sprang i og reddede mig.

Knap så godt gik det med bagerens hund. Da jeg en dag gik bag om butikken, overfaldt den mig og væltede mig omkuld. Den skambed mig, inden jeg slap fri og løb hjem med tarmene hængende ud af maven. Det kostede et længerevarende hospitalsophold, men jeg fik gratis wienerbrød et års tid efter.

Min største præstation på den front var dog, at det lykkedes mig at brænde Tilst Brugs ned til grunden. Brugsuddeleren og hans familie var nogle af vores bedste venner. Især deres yngste søn, Arne, var min barndomsven. Vi havde leget sammen en dag, og jeg var pludselig alene i beboelsen, da jeg fandt en æske tændstikker gemt bag en skorsten. I barnlig nysgerrighed tændte jeg en tændstik, men blev forskrækket og smed det hele fra mig og løb hjem. Kort efter var der en stor brandudrykning gennem byen. Det var både beboelsen og butikken, der nedbrændte. Politiets efterforskning gav intet resultat, men jeg anede sammenhængen mellem de to hændelser. I længden kunne min samvittighed ikke klare det. Jeg meddelte derfor familien min viden under frokosten en dag, og de fik alle maden galt i halsen. Far måtte ringe til landbetjenten og invitere ham til en alvorlig snak. Det var mit første møde med begrebet den kriminelle lavalder.

Jeg havde dog stadig en vis fascination af flammer. En dag foreslog jeg Arne, at vi lavede et eksperiment. Det gik nærmere ud på, at vi lavede en konstruktion bestående af en vippe, på hvis laveste ende vi placerede en dåse, som vi fyldte med benzin, som vi antændte. Meningen var, at jeg skulle springe ned på vippens øverste ende. Vi havde forventet, at dåsen ville flyve op og så hælde den brændende benzin ud. Så længe varede det ikke. Alt blev på et øjeblik et flammehelvede, i hvis midte jeg befandt mig. Mit hoved var i brand, og Arnes jakke brændte. Mit hår var en rygende stubmark. Jeg havde andengradsforbrændinger i hovedet. Den var svær at forklare, men vi fik da strikket den historie sammen, at vi ville starte plæneklipperen, og så var alt flammer. Plæneklipperen blev undersøgt uden resultat. Selv måtte jeg gå med en turbanlignende forbinding en hel måned. Det gav dog en betydelig status i skolen. Mine senere forsøg på at få et kontrolleret fuldskæg måtte begraves af samme årsag.

Jeg havde dog også mere fredelige interesser. Således var min far og jeg tit ude i Borum Mose og fiske efter gedder. Det foregik altid med blink. Under en familieudflugt til Tange Sø ville vi også fiske, men vi havde glemt blink. Gode råd var dyre, men vi fik gravet nogle orme op. De blev sat på krog, og så gik det vældigt. Lige indtil jeg kastede krogen ud og var så uheldig at fange mig selv. Alle forsøg på at få krogen ud strandede på modhagerne. Da ormen begyndte at vandre i mit ben, var det ekspreskørsel til Bjerringbro Lægehus. De kunne ikke løse problemet, og til sidst måtte de skære en ordentlig luns inklusive ormen ud af benet.

Kapitel 2

Min skoletid begyndte i Tilst Lille Skole. Den lå også ved gadekæret. Her forsøgte en ældre frøken at introducere os for bogstaverne og talsystemet. Det var med varierende held.

Herefter kom vi på selve Tilst Skole. Den var indrettet i to klasseværelser med tilhørende vaskerum. Der gik man fra 2. til 7. klasse. Der var en førstelærer og en andenlærer. Andenlæreren havde 2. til 4. klasse, mens førstelæreren havde 5. til 7. klasse. Der var mindre skoler i nabobyerne Kasted og Geding. De var meget små, og det fortaltes, at en gymnastiktime for 3. klasse engang indledtes med ordene alle ret, og en dreng indtog retstillingen.

Jeg skøjtede igennem undervisningen, som var organiseret på den måde, at der på hvert af klassetrinene var en række: vinduesrækken, midterrækken og vægrækken. Undervisningen kunne for eksempel være sang for vægrækken, regning for midterrækken og diktat for vinduesrækken. Mens jeg gik i skolen, blev der bygget en centralskole for hele kommunen.

Jeg var i al beskedenhed en af de bedste elever. Så da jeg skulle i 4. klasse, opstod der det problem, at tilflytningen til kommunen betød, at der var for få pladser i 4. klasse. Problemet blev løst ved, at jeg blev rykket op i 5. klasse. Samtidig begyndte jeg som hjælpelærer i regning for de yngste klasser.

Ved afslutningen af skoleåret blev den nye centralskole indviet, og den indeholdt syv klasseværelser, et for hver årgang. Jeg havde naturligvis forventet, at jeg ville blive rykket op i 6. klasse, men nu var der plads i 5. klasse, så det blev bestemt, at jeg skulle rykke ned igen.

Det orkede jeg ikke og gik derfor til optagelsesprøve på den hæderkronede Aarhus Katedralskole. Jeg bestod og blev optaget i 1. mellem.

I min skoletid havde jeg en god indtægt som reservedyrlæge. Når en so ikke kunne fare, var det en hastetur for dyrlægen, også om natten. Jeg havde den aftale med min far, at jeg skulle med på natturene, og fordi jeg havde lange og tynde arme, kunne jeg i højere grad end min far fiske smågrisene ud. For hver gris, jeg trak ud, fik jeg en krone. Jeg husker især gårdejer Jørgen Jørgensen, hvis gård lå der, hvor indkøbscenteret City Vest nu ligger. Og han havde som en af de første i Danmark lavet stordrift på en farm. Han havde flere opkald hver uge. Han var en god mand for mig.

I de følgende fire år gik jeg i mellemskolen og forsøgte at opføre mig ordentligt. Jeg sad på bagerste række, og min sidekammerat var Kristen Bjørnkjær. Allerede dengang var han redaktør på skolebladet. Han blev digter og blandt andet kendt for sin bramfrie gendigtning af den kendte børnesang: Op af brøndens klare vand, som i hvert fald faldt en nordjysk pølsemand og politiker for brystet.

Omkring konfirmationen kom jeg meget i Tilst præstegård. Årsagen hertil var, at præsten havde fire billedskønne døtre, hvoraf jeg forelskede mig i den yngste. En aften over sengetid ville jeg besøge min udkårne. Jeg var i svært løftet stemning. Præstegården henlå helt mørkt. Jeg ville besøge den smukke og forsøgte at påkalde hendes opmærksomhed ved at kaste småsten mod hendes vindue på første sal. Det gav ikke resultat, men jeg gav ikke op. Jeg fandt en stige, som jeg satte op ad muren. Så kravlede jeg op og bankede på ruden. Hun blev selvfølgelig forskrækket – hun kunne ikke se, det var mig – og skreg op. Med ét blev der lys i hele huset, og præsten kom ud på hovedtrappen, hvor der heldigvis ikke var lys. Han havde imidlertid en gammel muskedonner med, som han affyrede på må og få. Jeg blev panisk og skyndte mig ned ad stigen, som var mørnet, hvorfor jeg faldt ned. Jeg jamrede, men nu blev hans skydning mere målrettet. Jeg flygtede gennem haven og ud over markerne og standsede først efter mange kilometer. Siden hen blev mine besøg langt færre.

Jeg sprang realeksamen over og gik direkte i 1. g. På den tid var der overvejelser om at supplere de eksisterende gymnasielinjer med en samfundsfaglig linje. Den bestod af sproglige fag svarende til den såkaldte nysproglige linje. Herudover rummede den matematik svarende til den såkaldte matematiske linje. Endelig kom hertil linjens særlige kendetegn, som var samfundsfag. Vi havde to forgreninger af faget, den internationale og den nationale, med to forskellige lærere.

Der var voldsomt meget arbejde i denne klasse. Så ramte hammeren mig. Jeg blev skoletræt.

Hver morgen tog jeg rutebilen ind til Aarhus, men når jeg nåede ind på rutebilstationen, skreg enhver celle i mig, at jeg ikke skulle gå ned til skolen. Det var på den tid, der var OL i Rom. Jeg købte nogle aviser og fordybede mig i sportsreferaterne. På den måde gik den ene dag efter den anden. Boblen sprang, da prorektor Ole Olesen en dag ringede hjem og bekymret spurgte, hvordan det gik med mig, og om jeg snart blev rask. Det var sort snak for mine forældre. Der kom et møde i stand, og sagen blev kørt som tilståelsessag. Min far var rasende og foreslog, at jeg kom i lære som grøftegraver. Olesen så et lys i mig og fik talt min far til rette.

Jeg tog mig sammen og kastede mig ud i en konkurrence med de to dygtigste klassekammerater, Kirsten Houmann Sørensen, også kaldt social-Kirsten, fordi hun kom fra en socialdemokratisk familie, og hendes politiske modpol, Lars Peter Gammelgaard, den senere konservative ordfører og fiskeriminister. De vandt på årsgennemsnittet. Jeg vandt på eksamensgennemsnittet.

Vi havde noget så usædvanligt på den tid som studenterudveksling. Vi besøgte et britisk gymnasium beliggende i Mansfield i Nottinghamshire. Jeg boede hos en meget gæstfri familie i et typisk engelsk rækkehus. Fra besøget husker jeg især, at vi kom ned i en kulmine. Dem af os, som ville. Det var en stærk oplevelse. Vi fulgte undervisningen på værtsgymnasiet. Det samme gjorde vores engelske gæster.

Det følgende år gentog vi succesen med et gymnasium i den tyske by Verden. Jeg var indkvarteret på en gård noget uden for byen.

Efter besøget tog vi alle på en international højskole i Harzen. Stedet hed Sonnenberg og var beliggende tæt på zonegrænsen.

Der var studerende fra syv forskellige lande på skolen under vores ophold, men det varierede. Om morgenen blev vi vækket på vores værelser af klassisk musik. Der var daglige diskussioner om politik. Vi lærte dialogens betydning. Afvekslende gik vi ture i de endeløse skove. Vi kunne flere steder se over til Bloksbjerg, eller Brocken, som tyskerne kaldte det. Det kom jeg senere til at stifte bekendtskab med på en helt anden måde, men derom senere.

Mine gymnasiekammerater på højskole i Harzen. Jeg sidder som nummer tre fra højre, og ved bordenden sidder Kristen Bjørnkjær.

Højdepunktet under opholdet var dog en udflugt til zonegrænsen. Det var tåget og finregn, så stemningen var dyster. Grænsen var en ca. 100 meter bred rydning, som forløb uendeligt både mod syd og nord. Der var desuden et voldsomt strømførende pigtrådshegn, og det ryddede område på østsiden var efter sigende voldsomt mineret. For hver 100 meter var der et vagttårn bemandet med to stafoer. De var to, fordi de også skulle vogte på hinanden. Nabotårnet kunne gribe ind, hvis der opstod enighed i det enkelte tårn om at forsøge at flygte.

Fra min studenterfest. Fra venstre: Min far, mor, mig og Poul Gerhard.

Gymnasietiden forløb i øvrigt som normalt. Måske var der ekstra sammenhold i vores klasse på grund af vores mange fælles oplevelser. Vi holdt en del fester, mange gange hos mig, hvilket nok til dels hang sammen med, at jeg lavede nogle gode drinks ved hjælp af dyrlægens hospitalssprit.

Lars Peter og jeg udviklede et personligt venskab. Vi fejrede blandt andet nytår hos hinanden. En nytårsaften i Tilst udviklede sig særdeles uheldigt. Vi var ude og lave nytårsløjer, som drenge jo gør. Den hårdtprøvede brugsforening måtte igen lægge ryg til. Vi tog en kasse tomme flasker, som vi ville smide ud på det isbelagte gadekær. Det gik imidlertid galt, fordi Lars Peter mistede balancen på den isglatte vej og brækkede armen. Det var umuligt at skaffe en ambulance eller en taxi, fordi det var nytårsaften. Begge mine forældre og min storebror var berusede. Det endte med, at Lars Peters far måtte hente ham. Lars Peter vidste, at der var fisk i dammen, så episoden har gjort det meget overraskende for mig, at han blev fiskeriminister.

Vores rektor, Aage Bertelsen, var religionslærer. Han arbejdede på bogen Oktober 43 om jødeflugten fra Danmark til Sverige, som han havde været dybt involveret i. Undervisningen i fagets ugentlige time foregik ved, at han medbragte et udkast til et kapitel, som vi derefter diskuterede. På baggrund af diskussionen skrev han så den endelige formulering. Det var inspirerende undervisning.

I øvrigt var jeg en af klassens værste spilopmagere. For eksempel puttede jeg engang noget tørsprit i prorektors cigar. Han anbragte den altid i kridtrenden og tændte den ved timens afslutning. Da han nåede ud i skolegården, blev han indhyllet i en enorm røgsky, og han stod og stirrede undrende på cigaren hele frikvarteret.

Min storebror havde stor succes som rallykører. Jeg gjorde ham kunsten efter, så når mine forældre var i byen, tog jeg vores anden bil og kørte rundt på grusveje for at øve mig, til når jeg fik kørekort.

Kapitel 3

Jeg blev færdig med gymnasiet, og mit eksamensgennemsnit udløste en bogpræmie fra noget så mærkeligt som den tyske forbundsrepublik.

Men hvad så nu?

Jeg havde været på session uden at trække frinummer, og selvom jeg haltede slemt, godkendte sessionslægen mig. Jeg blev indkaldt til infanteriregimentet i Viborg, Prinsens Livregiment. Jeg havde på forhånd hørt, at studenter let kunne blive udtaget til sergentskolen. Så jeg satsede og tegnede en kontrakt med hæren på to år, svarende til værnepligtstiden for sergenter. På denne måde mangedoblede jeg lønnen. Efter fire måneder blev sergenteleverne udtaget, og det var med spænding jeg læste navnene. Jeg var heldigvis blevet udtaget, og jeg mødte på skolen den 1. november 1963 på Kronborg slot.

I de følgende seks måneder fik vi en grundig praktisk og teoretisk uddannelse. Jeg havde købt mig en knallert, så hver weekend kørte jeg ned til min tante, som boede på Ordrup gasværk sammen med sin mand og deres tre børn. Her tilbragte jeg weekenderne og nød deres store gæstfrihed.

Der kom dog et afbræk. Vi skulle stille weekendvagt på slottet, og det traf sig så uheldigt, at kantinebestyreren, også kaldet Oluf Hunger på grund af hans spareiver, netop den weekend havde serveret bøffer, som var lækre, men desværre lavet af fordærvet kød. Om mandagen røg hele vagtstaben på infirmeriet. Der lå vi alle mellem to og fire uger med svær madforgiftning. Jeg tabte mig 20 kilo. Sagen blev selvfølgelig opklaret, og Oluf fyret på gråt papir. På trods af dette gennemførte vi alle uddannelsen på normeret tid.

Jeg havde mange vagter, også julevagten. Når vi havde vagt, patruljerede vi på voldene. Hvis man lavede noget stram eksercits på volden ved sverigesbåden, smed passagererne mønter op på volden. Der skulle også holdes vagt ved flaget. Flagvagten skulle holde nøje øje med skibene, og han skulle besvare eventuelle hilsner. Det var vagtforseelse at overse kipning med flag fra et skib, og det kostede 10 dage i brummen.

Skolen holdt en afslutningsfest med damer. Da vi ikke alle havde en kæreste, blev der sendt en tilmeldingsliste til Rigshospitalets sygeplejerskeskole. Der var altid overtegnet, så der blev sendt en udtagelseskomité, som ansøgerne kunne vise deres talenter. Jeg var så heldig at blive udtaget til komitéen.

Den sidste uge på slottet var vi på skarpskydningsøvelse i Jægerspris. Vi mistede kun en mand. På vej hjem blev vi i min bil enige om at fejre vores nye grad. Vi fandt en kasse øvelseskanonslag, som vi smed efter den efterfølgende lastbil. Vognkommandøren på den forsøgte at køre helt tæt på os, så kanonslagene ikke skulle detonere under deres lastbil, men det kompenserede vi for ved at holde på kanonslagene, indtil lunten næsten var brændt ned. Derefter smed vi den, så den alligevel detonerede under deres lastbil.

Da vi kom tilbage på slottet, blev vi beordret til at stille op på geled, og skolens chef kom og lignede en tordensky. Der var indgivet flere klager fra vrede beboere. Han opfordrede de skyldige til at træde frem, hvad vi gjorde straks. Vi gik med ham op på hans kontor, hvor vi fik at vide, at det normalt kostede ti dage i brummen, men at vi skulle tilbage til vores regimenter om seks dage. Det ville betyde, at vi som nyuddannede sergenter skulle starte med at afsone fire dage i brummen, hvorfor han ville lade os slippe med den noget mildere kvarterarrest resten af skoletiden. Vi mistede også afslutningsballet med de mange sygeplejerskestuderende, hvad der var særligt frustrerende for mig, der vidste, hvad jeg gik glip af.

Da vi kom tilbage til Viborg, blev vi sat til at lære de nye rekrutter at marchere. Det levede ikke op til mine forventninger, og jeg fik ikke brugt mine strategiske evner.

Jeg søgte væk fra regimentet meget alsidigt. Jeg søgte dels til Vietnam, dels til Cypern og dels til et nyt tjenestested.

Amerikanerne ville ikke bruge mig, men de tabte jo også krigen. Jeg kom heller ikke til Cypern, men derimod til Varde.

Der lå hærens tekniske korps’ rekrutskole. Rekrutterne var hovedsageligt københavnske automekanikere. De anså det for en straf i sig selv at blive sendt til Vestjylland. Bedre blev det ikke, da de mødte mig og min kollega sergent Nielsen. Vi anså det for vores vigtigste opgave at pille selvmedlidenheden ud af dem, for så ville de overleve længere i en krig. Det blev vi ikke populære på, og det gik så vidt, at de anlagde et gravsted ude i plantagen, og der blev sat levende lys op hver dag.

Efter et halvt år gik vi død i det og søgte tilbage til Viborg, hvor jeg kom til et kompagni i dækningsstyrken, som bestod af øvede soldater.

De sidste otte måneder af min tjenestetid var jeg konstant i felten, fordi mit kompagni blev brugt som modstander ved andre regimenters øvelser. Det gav ekstra løn i form af dagpenge. Fra november 1964 til juli 1965 så vi ikke kasernen.

Forsvaret købte i 1964 den amerikanske pansrede mandskabsvogn, PMV, og den første leverance gik til Prinsens Livregiment. Det var et bæltedrevet køretøj med Rolls Royce-motor, som amerikanerne brugte med stor succes i Vietnam. Der gik endog rygter om, at de sejlede rundt i Mekongdeltaet i dem.

Jeg skulle som gruppeleder være vognkommandør på min gruppes vogn. Som vognkommandør skulle jeg have kørekort til bæltekøretøj, og det forudsatte, at jeg først fik stort kørekort. Så jeg gik til køreundervisning og aflagde to køreprøver.

Det var dog ikke uden problemer.

Det var en meget skrap motorsagkyndig, jeg skulle til prøve hos. Det var dog almindelig kendt, at hans store lidenskab var vintagebiler. Jeg læste bunkevis af bøger om emnet. Ved køreprøven skulle jeg starte med at bakke og samtidig svinge 90 grader og derefter bakke videre ind ad en smal vognport, en manøvre, som aldrig før var lykkedes for mig.

Denne dag var min lykkedag.

Dermed var problemerne ikke forbi. Ved det første kryds gik jeg i stå. Samtalen gik nu lystigt om vintagebiler. Det var normalt nok til at dumpe, men i mit tilfælde faldt der bare en bemærkning om, at jeg skulle starte igen.

Næste hændelse var dog mere kompliceret. Det var spejlglat, så da jeg fik ordre til at foretage en højredrejning på 120 grader, stødbremsede jeg og trak ud mod midten for at få vogntoget med hele svinget rundt. Samtidig kørte der en Volvo 544 bag mig. Han misforstod mine hensigter og forsøgte at køre indenom mig. Det lykkedes næsten. Jeg drev ham ind i muren, og bagefter så hans Volvo ud, som om den havde været en tur gennem en blyantspidser. Det gav anledning til udfyldelse af en snes blanketter, men jeg fik alligevel mine kørekort, så mine studier havde båret frugt.

For at holde mine kørefærdigheder vedlige sendte jeg ofte vores chauffør op i tårnet, og så gav han ordre til mig. En PMV er indrettet med speeder og separate bremser for hvert bælte. Der er ikke rat. Når man skal dreje, blokerer man bæltet til den side, man skal dreje til.

For passagererne var der tilvænning, for man skulle være søstærk for at holde til at blive kastet rundt i et lille mørkt rum. En PMV sætter spor, selvom den har gummipuder monteret på bælterne, og man skulle som vognkommandør tænke sig om. Det forsømte jeg i hvert fald en gang, da jeg i en landsby under en øvelse var faldet i et bagholdsangreb, hvilket fik mig til at sige til min chauffør: Få os væk herfra.

Han reagerede ved at foretage et 90-graders sving og accelerere igennem en velplejet villahave. Jeg husker endnu det forbløffede udtryk i øjnene på ejeren, der stod i stuen og fulgte de dramatiske begivenheder på hovedgaden. Forbløffelsen øgedes, efterhånden som vi passerede først ligusterhækken, dernæst rosenbedet og endelig græsplænen og køkkenhaven og undervejs desuden nedlagde flagstangen. Som taktisk manøvre betragtet var det fremragende, men det øgede ikke forsvarets popularitet i byen. Til historien hører også, at vi var anonyme, for vi kørte altid med sløringsnettet hængende ned over vores registreringsnummer.

Jeg lagde stor vægt på at lære mine folk at være fantasifulde og tage initiativ. Således lærte de at sove op ad en so eller ko, når vi indkvarterede os på en gård.

Ved en anden lejlighed var halvdelen af gruppen taget til fange. Jeg gik derfor ind i landsbyen, hvor fjenden opholdt sig. Der fortalte jeg en løjtnant, at jeg var kommet bort fra min enhed og derfor ville tilslutte mig dem. Jeg ville gøre mig nyttig og tilbød at overtage fangebevogtningen. Jeg gik derefter ud i mørket med mine forbløffede folk.

Et af gruppens større stunts var, da vi under en øvelse mod Dronningens Livregiment fra Aalborg havde opsnappet en melding om, at en af fjendens bataljoner ville rykke frem ad en bestemt vej. Vi kørte straks ned til vejen trods delingsførerens ophidsede advarsel over radioen. Vi kørte ned til et skovhjørne, hvor vi standsede og gravede pansermineattrapper ned over et større areal på og omkring vejen. Da vognkolonnen kom, standsede vi den og opfordrede hele bataljonen til at overgive sig. Det var officererne ikke meget for, henset til vores beskedne antal (otte). Vi gamblede og angav, at vi havde artilleri bag en bakke. Det hele resulterede i trafikkaos, fordi nogle civile havde hørt, at der blev talt om miner, hvorfor de ikke turde køre forbi. Efter et par timer kom et hold kampdommere og optog forhandlinger med de to chefer for de to enheder. Jeg indrømmede, at artilleriet var pure opspind. Han syntes, at det var en frisk ide, men at vi nok burde tænke på at komme væk. Så vi sivede tilsyneladende tilfældigt ind i vores PMV.

På et tegn fra mig racede vi ind ad skovvejene. Men fjenden var holdt for nar, og de forsøgte med motorcykler og jeep at afskære os flugten. Vi kom ud på åben mark, og der var PMV’en overlegen. Pludselig forsvandt marken og blev erstattet af en forgrening af Limfjorden for enden af en lang og stejl bakke.

Jeg gav ordre til at fortsætte og kravlede med risiko for liv og lemmer op ad lugen og frem til vadepladen, som er en plade, der giver køretøjet opdrift, mens jeg bad til Vorherre om, at nogen havde lukket lugedøren. Det hører med til historien, at der i Danmark var givet tilladelse til at sejle med dem.

Det gik godt, og fjenden så måbende til på toppen af bakken, mens vi sejlede over til den anden side og forsvandt.

Måske var det den bedrift, der bevirkede, at jeg blev udtaget til at deltage i udarbejdelse af regler for anvendelse af PMV’en i søer, vandløb og hav.

Vi udførte tests først i en sø, hvor den sejlede rigtig fint.

Den næste uge sejlede vi på Gudenåen. Det viste sig for det første, at styringen af dem var meget vanskelig, fordi bælterne på skift fik fat i bankerne på åbunden. Et andet problem var egenvægten på ti tons, hvilket bekom åbrinkerne meget dårligt. Det opdagede vi, da de tre PMV’er forsøgte at gå i land ved Kongensbro Kro, hvor vi ville flotte os og spise frokost. Vi ødelagde hele krohaven og var herefter personae non gratae. Da vi gentog forsøget ved en pølsevogn, lavede vi en ny rende i engen på 50 meter og måtte så bakke ud igen.

Den tredje uge søsatte vi PMV’erne i Mariager Fjord. Her klarede de sig også godt, bortset fra når det blæste. Bølgerne var ikke deres livret, da de stak meget dybt og kun havde en frigang på 20cm. Forsøget afsluttedes med kortegesejlads ud af fjorden og nordpå, hvor der blev drejet ind i Limfjorden. Jeg var desværre ikke med på denne afslutning, men det blev mig fortalt, at det var et tilløbsstykke i hele Aalborg. Jeg nåede heller ikke at se rapporten.

På grund af kompagniets store erfaring med at operere i felten blev det inviteret til at holde øvelse med et britisk regiment. Regimentet var hjemme for at hvile ud efter seks måneders aktiv indsats vistnok i Burma. Det bestod af professionelle soldater. Vi blev fløjet ind i kampområdet af britiske helikoptere og måtte springe det sidste stykke, hvilket var nyt for os. Vi fordrev briterne. Det var også meningen.

Det hele blev vist på BBC under titlen The Return of the Vikings.

Øvelsen var herefter tilrettelagt således, at vi skulle forsvare et skovområde, som briterne ville angribe. Vi forsøgte at sikre området på alle måder blandt andet ved at lægge snubletråde ud. Herefter gravede vi enkeltmandshuller og gav os til at vente. At de var professionelle, viste sig snart. Pludselig var de alle vegne uden en lyd. De åbnede ild mod os og tog mange fanger, blandt andre halvdelen af mine folk. Selv fik jeg selskab af en kulsort mand nede i mit hul. Han forsøgte at tage mig til fange, men jeg fik ham nedkæmpet og lærte herunder maskinpistolens værdi som slagvåben at kende.

At jyder er seje folk og ikke ulig vikinger, fik briterne dog lært, idet vi efter heftige kampe mod forventning holdt skoven. Og fangerne fik de ikke en lyd ud af, selvom de under afhøringerne klædte dem af og spulede dem med koldt vand i fire graders varme.

De kunne jo heller ikke vide, at vi, da vores kaserne var under ombygning, havde taget kolde brusebade i det fri i over ni måneder.

Grundet øvelsens gode resultat gav majoren en tur til London. Det var en endagstur, men jeg gik trods advarsler alene ind i Soho i min kampuniform for at få en sidste øl, inden toget kørte. To dage senere kom jeg op til overfladen igen.

Kompagniet var over alle bjerge. Jeg vidste, hvor de var, og rejste for egen regning tilbage. Jeg meldte mig til tjeneste igen. Majoren stillede mig en straf i udsigt og spurgte mig, hvad jeg havde lavet i al den tid. Efter at have hørt min forklaring, sagde han kun, at det kunne han selv have fundet på. Men han var jo også fra Jægerkorpset.

Kapitel 4

Den 1. juli 1965 udløb min kontrakt med forsvaret, og jeg blev hjemsendt. Ifølge mine hjemsendelsespapirer skulle jeg møde i tilfælde af mobilisering ved en nærmere angivet bunker i omegnen af Karup og iklæde en hel bataljon. Jeg var noget betænkelig ved det. Vi var trods alt blevet sat i alarmberedskab på Kronborg ved mordet på præsident Kennedy.

Apropos Kronborg havde jeg erhvervet ret til at blive gift i Kronborg Slotskirke. Det var kun sergenter, der var uddannede på Kronborg, og kongefamilien, der havde denne ret. Ingen af mine senere to koner ville dog af hver sin grund lade sig lokke ind i kirken.

For mine hårdt tjente penge købte jeg hos Fiat i Hadsten en bil. Det var en Fiat 600. Arne var samtidig blevet student. Vi havde mange gange i skoletiden om sommeren cyklet Danmark tyndt på camping med et minitelt. Så hvad ville være mere naturligt end at skifte cyklerne ud med min Fiat og udnytte den større mobilitet? Vi pakkede telt og udstyr ind i bilen. Vi kørte ned langs Europas kyster, indtil vi nåede til Bretagne, hvor vi fandt en hyggelig lille campingplads nær Brest. Her nød vi sommeren og Atlanterhavet og levede godt af flutes, rødvin og franske spegepølser.

Arne Riis og mig på sommerferie. Det er mig til venstre.

Min første bil, en Fiat 600, i Frankrig.

På vej hjem lagde vi turen forbi Paris. Inden vi nåede Paris, kom vi gennem Le Mans. Jeg benyttede chancen for en omgang på banen, hvilket andre ikke har gjort så mange gange i en Fiat 600. Min tid er formentlig også dårligere end Tom Kristensens. Efter nogle dage i Paris kørte vi hjem via Tyskland.

Studierne kaldte. Arne skulle på seminarium.

Jeg kastede mig ud i drømmeuddannelsen, statskundskab. Det blev et mareridt. Det begyndte ellers så godt