Mit liv med angst

By Them Kjær Jensen

I bogen tegner jeg et billede af mit liv med angst og fortæller om de veje, som jeg har valgt at gå. Jeg sætter ligeledes ord på de værktøjer, som jeg gennem årene har anvendt i min kamp for at få et acceptabelt liv med kronisk angst og de milde depressioner, der til tider også er en del af min hverdag. Jeg fortæller også om min alvorlige træningsulykke i 2009 samt nylig konstateret osteoporose og sammenfald i min øvre ryg - hændelser, der har krævet ekstra viljestyrke i mit liv, der selvfølgelig også har indeholdt utrolig mange gode stunder og megen kærlighed.

• Language: Dansk
• Publisher: Saxo Publish
• Release date: Dec 4, 2023
• ISBN: 9788771438352

Book preview

1

Jeg kom til verden på Rigshospitalet den 18. maj 1954. Af grunde, som jeg ikke kender, har jeg aldrig kendt noget til min far. Ulykkeligvis var min mor, i de 10 år jeg havde hende, meget plaget af sygdom. Hun var sygeplejerske og blev i den forbindelse smittet med tuberkulose. Det medførte blandt andet, at jeg i en lang periode skulle tjekkes for sygdommen. Det satte sig sine spor i mig. Det samme gjorde andre hospitalsbesøg sammen med min mor i forbindelse med den blod-/bindevævssygdom, som hun også fik. Min mors sygdomme indebar, at jeg ofte skulle passes rundt omkring hos familie og bekendte i Grindsted, Vejle og Ballerup. På den måde blev min tidlige barndom meget omskiftelig. Med andre ord slog jeg ikke rigtig rod nogen steder. Det var svært.

Der var meget stor forskel på miljøerne i Ballerup og Grindsted. Selv om jeg ikke var ret gammel, mindes jeg tydeligt, at der i Ballerup herskede en mere hård tone og omgangsform. Når jeg skulle ud at lege uden for vores lejlighed, var jeg aldrig sikker på, hvad der mødte mig. Jeg var aldrig i nærheden af en tryg kammeratskabskreds. Meget tydeligt står en episode, hvor en af Kornvængets drenge en dag bad mig gå med om på den anden side af blokkene. Her viste han mig med stolthed, at han havde smadret samtlige kældervinduer i de to blokke, vi stod på hjørnet af. Jeg stirrede på ødelæggelserne og på ham og vidste slet ikke, hverken hvad jeg skulle sige eller gøre. Han gjorde det dog meget klart for mig, at hvis jeg nævnte det for nogen, så vidste han, hvor jeg boede, og så ville jeg få bank. Så løb han! Jeg fortalte det til min mor, som sagde, at det måtte vi fortælle til viceværten. Jeg sagde til hende, at jeg hverken vidste, hvad han hed, eller hvor han boede. Det var sandt! Jeg oplevde flere af den slags urovækkende ting i Ballerup.

Anderledes var det i Grindsted. Der var også drillerier og skærmydsler, men de havde en helt anden karakter og satte sig ikke så dybe spor i mig.

Når jeg opholdt mig i Ballerup, blev jeg kaldt jydetamp, og når jeg boede i Grindsted, blev jeg kaldt københavnersnude! Jeg var jo ingen af delene, jeg var bare mig. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke voksede op i kærlighed, for det gjorde jeg! Fast bopæl fik jeg, da jeg skulle starte i skole. Da valgte min mor, at vi skulle bo i Grindsted sammen med min moster og bedstemor. Vi boede i lejlighed i en boligkarré. Jeg kunne begynde at slå rod, og det gjorde jeg.

                I 1964, da jeg var 10 år gammel, mistede jeg min mor. Dagen står helt tydeligt for mig: Min mors kamp for at trække vejret, lægens besøg, ambulancen, der kom efter hende, redderne, der bar hende ned på båren, hendes ansigt med lukkede øjne - det var det sidste, jeg så til hende. Jeg kiggede ud ad vinduet, da redderne skubbede båren med min mor ind i ambulancen. En del af boligkarréens børn stod tæt på og kiggede. Det gjorde mig vred. Det kunne de ikke være bekendt, det var jo min mor. Senere på dagen var jeg ude at lege. Jeg sagde til de andre børn, at jeg fik 10 kr, når min mor kom hjem. Hvor det kom fra, ved jeg ikke, for det var ikke på nogen måde blevet aftalt. Jeg husker ikke, hvor lang tid der gik, men på et tidspunkt samme dag kaldte min moster fra vinduet. Hun havde noget, som hun skulle fortælle mig. Min mor var kommet i himlen, hun var død. Vi sad på sengekanten og græd sammen.

                Min moster blev min værge. Vi boede samme sted, nu blot uden min mor. Angsten havde været med mig tidligere, og den blev ikke mindre i årene, der fulgte. Jeg var bange for at miste, og jeg var bange for, at nogen skulle komme mig til livs. Det satte sig dybt i mig. Hvis nogen viste interesse for min moster, var det lig med, at jeg også skulle miste hende. Da jeg fik mit eget lille værelse, lavede jeg fælder, så jeg ville vågne, hvis nogen ville ind. Jeg sov også nogle gange med en kniv under hovedpuden. Det var slemt og foruroligende, men det meste holdt jeg for mig selv.

2

Årene gik. Jeg havde fået en kammeratskabskreds. Jeg spillede fodbold. I Grindsted var der to fodboldklubber, GGIF og KFUM. Der var en fredsommelig rivalisering mellem dem. Der var i sandhed tale om et lokalopgør, når de to klubber tørnede sammen. Det trak altid en del tilskuere, og stemningen var intens, men god. GGIF var vel nok den største af de to klubber. Jeg fandt mig i første omgang bedst tilpas i KFUM. Her var forholdene lidt mindre, men for mig var trygheden større.

I skolen klarede jeg mig godt. De første fem årgik jeg på en forholdsvis lille skole, Nordre Skole. Den lå ikke langt fra min bopæl. Det blev fem år hvor jeg - som alle andre børn - oplevede en skole, der var rodfæstet i de tidlige tresseres normer og regler. Den første skoledag var jeg dog syg. Inderst inde var jeg bange for den dag. Dagen efter var jeg rask, og min mor og jeg gik hånd i hånd til skole. Jeg husker den ubehagelige fornemmelse, da vi trådte ind i klasseværelset til de andre elever.

I femte klasse skiftede jeg til en af byens lidt større skoler, Søndre Skole. Her skulle jeg måles og vejes, inden det skulle besluttes, om jeg skulle i almen eller boglig i sjette klasse. Jeg kom i almen. Jeg var skuffet og spurgte min klasselærer om, hvorfor jeg ikke kom i boglig. Grunden var, at jeg var for umoden.

I syvende klasse fik jeg en anmærkning i karakterbogen, der ikke var til at misforstå. Jeg skulle udvise større flid i timerne. Det var min moster bestemt ikke tilfreds med, så det blev der de næste tre år lavet om på! Jeg oplevede stor faglig succes og sluttede folkeskolen af med en fin Udvidet Teknisk Forberedelseseksamen.

                     Efter folkeskolen blev jeg uddannet kemilaborant med praktik og job på Grindstedværket. Den Tekniske Skole lå i Esbjerg, så jeg tog bussen om morgenen og vendte hjem igen sidst på eftermiddagen. Det var en rimelig koncentreret uddannelse, der bestod af et halvt års teknisk skole sluttende med eksamen og så halvandet år i praktik på et laboratorium. Jeg fik en tilfredsstillende eksamen og begyndte kort tid efter - januar 1972 - i praktik på Næringsmiddellaboratoriet på Grindstedværket. Jeg kom ret hurtigt på treholdsskift. Laboratoriet var i gang døgnet rundt, da der løbende skulle undersøges prøver fra de forskellige fabriksafsnit. Jeg havde mange gode kolleger i den periode.

I forbindelse med mit job på Grindstedværket var jeg helt tæt på en voldsom ulykke den 7. november 1972. En række kemikalier eksploderede i et næsten nyopført fabriksafsnit og jævnede det med jorden. Det laboratorium, jeg arbejdede i, lå heldigvis på langs af eksplosionsretningen. Vi slap derfor med en kæmpe forskrækkelse og et uhyggeligt minde for livet. Fire arbejdere blev dræbt. Jeg kendte dem og havde snakket med dem kort forinden. Ulykken skete umiddelbart efter, at mange af fabrikkens arbejdere havde fået fyraften. Konsekvenserne havde været langt mere