Vandring mod meningen: Min vej ud af psykisk sygdom

By Maria Laustsen

Denne bog er et uddrag af en hård tid i mit liv, hvor jeg kæmpede mig ud af psykisk sygdom - ud af alt fra angst, stemmer, psykoser, depression og spiseforstyrrelse osv.

En tid hvor håbet og håbløsheden gik hånd i hånd og hvor vandringen gav flere spørgsmål en svar.

Min biografi har været længe undervejs, da både jeg og den skulle være klar, men håber den kan give dig et indblik i hvordan en ung piges liv med en psykisk sygdom kan have og føle det.

Bogen er inddelt i to, hvoraf den første del er et indblik i tiden, hvor sygdommen hærgede. Anden del er et overblik over, hvad der har hjulpet mig i min recoveryproces.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 6, 2023
• ISBN: 9788743021490

Maria Laustsen

Maria K Laustsen er ejer af virksomheden www.optimerditliv.dk, hvor hendes hovedfokus er at hjælpe mennesker med at få mere glæde ind i deres hverdag. Maria har som sygeplejerske arbejdet med psykisk sårbare, men har også på egen krop prøvet at have psykisk sygdom tæt ind på livet i en periode. Det medvirker til at hun ved, hvad der rører sig i den sårbare, men kan også give håb om en bedre fremtid. Hendes hjælp tager udgangspunkt i kursistens egne ønsker og drømme. Hjælpen bliver derefter tilsat en god portion øvelser og refleksion. Da Maria K Laustsen er meget optaget af naturens muligheder, foregår så meget som muligt i naturen.

Book preview

Forord

Denne biografi er skrevet for at give håb til andre, der lider af en psykisk sygdom og deres pårørende.

Men den er også skrevet for at give andre et indblik i en ung piges tanker. Tanker, der begynder normalt, men efterhånden bliver mere sygelige. Et indblik i hvordan erkendelsen af at have fået en psykisk sygdom kan være svær; hvilke meget modsatrettede tanker, der kan være om at få det bedre; en vekslen mellem at ville noget andet og holde fast i det kendte.

Tak, fordi du har valgt bruge tid på at læse disse tanker.

Indhold

Forord

Indledning

1. Del

Mine barndomsår

Min verden forandres

Hovedets destruktivitet får frit spil

Maden fylder alt

9. klasses eksamener nærmer sig

Sommerferie – 1. år på efterskole er ovre

2. år på efterskolen

Tilbage på efterskolen

Ansvaret er flyttet fra skole til lægen

Behandlingssystemet nærmer sig

Horisontal bevilliges

Forældrene bliver mere klar over situationen

Beslutningen om medicin

Maden bliver en konflikt

3.g?

Slutningen på KG

Farvel KG og goddag Skiftespor

3.g igen, men i Herning

2. Del

Hvad har hjulpet mig, og hvad har ikke

Udløsningsfaktorer

Stemmer

Tvangsritualer

Psykoser/grænsepsykoser

Paranoid/ forfølgelsestanker

Selvskading

Spiseforstyrrelse

Angst/uro

Deprimeret/selvmordstanker

Søvnproblemer

Behandlinger

Ungdomspsykiatrisk ambulatorium

Fysioterapeut

Ungerådgivningen i Ringkøbing

Horisontal

Familiesamtaler

Individuelle samtaler

Fællesspisningsgruppen

Skiftesporets bosted

Skiftesporets dagtilbud

Psykiatere

Medicin

Bostøtte

Lærere på skolerne

Sagsbehandlere

Jobtræning

Økonomi

Højskole

Efterord

Tak

Indledning

Bogen er inddelt i to dele. 1. del er min biografi og 2. del er min recovery.

Del 1. er et uddrag fra en bestemt periode i mit liv. Det er en blanding af dagbogsnotater, digte og breve, som jeg har skrevet i den periode. Da jeg omtaler forskellige personer i mine dagbøger eller breve, er nogles navne, af hensyn, omskrevet.

Da denne bog er skrevet ud fra min synsvinkel, vil det naturligvis være de tanker og oplevelser, jeg lagde vægt på dengang, der er i fokus. Hvis en anden skulle fortælle min historie, ville der sikkert blive lagt vægt på andre ting. Men nogle oplevelser var jeg bare ikke opmærksom på, da det simpelthen har været hverdag for mig. Nogle ting nævner jeg flere gange, mens andet kun blive nævnt en gang. Det er ikke fordi, noget er mere vigtigt end andet. Noget var simpelthen bare hverdag, og derfor ikke nævnt ret meget.

Selvom det var nogle hårde år, vil jeg håbe, at du også vil bemærke det håb og de drømme, jeg trods alt havde i denne periode. Det var ikke altid, at håbet var så stort, eller at drømmene var realistiske. Men de var med til, at jeg turde tro på, at det sluttede en dag.

Jeg håber også, at du vil kunne mærke den viljestyrke, det krævede for at komme igennem kampen. En vilje til ikke blot at opgive. At det var en kamp, jeg selv måtte kæmpe, men dog med hjælp udefra og alligevel havde jeg svært ved at lade dem hjælpe mig.

Livet vil aldrig være let, men for en som mig, er man mere sårbar over for de vanskeligheder eller udfordringer, der vil komme gennem livet. Jeg har måtte lære at tackle det på en god og konstruktiv måde. Det har ikke været let, da hovedet var fyldt med meget destruktivitet.

Denne bog er et forsøg på at give dig et lille indblik i en periode i mit liv, hvor min verden næsten var lukket for omverdenen.

1. del

Mine barndomsår

Jeg kom til verden den 28/2 1986 kl. 6.20 på Holstebro sygehus. Det var en almindelig fødsel med en normal vægt på 3750 g og et mål på 55 cm. Mine forældre var forholdsvis unge, da de fik mig. Mor var 22 år, og far var 24 år. De var blevet gift et par år forinden og var lige flyttet ud på landet, fordi min far ville begynde som selvstændig landmand. Der var meget at se til med landbrug, mig og mors uddannelse som sygeplejerske, som hun endnu ikke var færdig med.

For at mor kunne få læst, tog min mor og jeg ud til min mormor og morfar. Her passede mormor mig, mens mor læste. Jeg var det første barnebarn, hvilket jeg var på begge mine forældres sider. Min mors lillesøster, der var ca. 7 år, da jeg blev født, legede tit med mig. Hun blev som en storesøster for mig senere hen.

Da jeg blev lidt ældre, startede jeg i dagpleje. Det var jeg glad for. Jeg var dog ikke så glad for, når der kom nye børn til, for det var min dagplejemor. Jeg ville helst ikke dele hende med andre. Jeg var i det hele taget ret skeptisk overfor fremmede. Jeg skulle helst se folk lidt an. Man kunne jo aldrig vide, hvad de var for nogen.

Selvom jeg godt kunne lide at lege med nogen, kunne jeg også godt finde ud af at lege selv. Men der var nu ikke noget bedre end at lege med moster eller farbror.

4 år gammel sluttede jeg i dagpleje og begyndte i legestue. Der var mange børn i legestuen og jeg fandt hurtigt nogen jeg kunne lege med.

På det tidspunkt begyndte jeg også til gymnastik. Det nød jeg rigtig. Gymnastik fortsatte jeg med hver vinter indtil 7. klasse. Tre år senere blev det, at jeg gik til svømning om sommeren og gymnastik om vinteren.

I mine helt unge år kunne jeg klare alting. Der var simpelthen ikke den ting, jeg ikke kunne klare. Jeg syntes selv, jeg var så klog, ja næsten lige så klog som Gud… Jeg kunne også forklare mor, hvordan maskinerne ude i stalden virkede - for det vidste jeg helt sikkert mere om end mor.

Jeg blev storesøster som 3-årig. Det var rart at have en søster, at lege med. Som fem årig fik jeg også en lillebror. Jeg havde nu erklæret at jeg ville have en lillesøster mere, men da han nu var kommet, var det også i orden. "Sådan nogle kunne også godt bruges". Der gik ikke ret lang tid, før jeg mente, jeg kunne passe ham. Jeg kunne skifte ble på ham og trøste ham. Jeg gik meget op i det, og det var MIN lillebror.

Udover at passe min lillebror kunne jeg godt lide at lege butikker eller heks. For hekse kunne alt og, ikke at forglemme, trylle. Når der blev leget butik, var hele loftet fyldt med klæd-udtøj, køkkensager og dukker. Vi brugte pengesedler, vi selv lavede, eller også brugte vi sten pakket ind i sølvpapir, så de lignede sølvklumper.

Da friskolen blev bygget, mente jeg, at det kun var, fordi min veninde og jeg skulle gå der. Jeg fortalte vidt og bredt om, at jeg snart skulle i skole. I august 1992, 6 år gammel, startede jeg i skole. Jeg skulle med skolebus lidt længere henne ad vejen, og når jeg nåede byskolen, skulle jeg skifte bus. Dette bekymrede min mor lidt, så de første par gange fulgte hun efter mig i bil. Men det klarede jeg fint, for jeg var stor og kunne klare alting.

Da jeg begyndte at kunne skrive, skrev og tegnede jeg mange historier. Det foregik med lydskrift, så der var mange stavefejl. Det er det, man i dag kalder for børnestavning. Det var ikke udbredt dengang, men jeg takker min lærer for ikke at tage modet fra mig med en masse røde streger. Jeg fik lov at stave, som jeg ville. Det skulle nok rette sig senere. Jeg skrev historier om hekse, trolde, prinsesser og børn. Jeg havde en vældig fantasi.

Jeg kunne rigtig godt lide at gå i skole. Det var sjovt at lære noget, og det var også rart at være sammen med sine venner. Det værste ved skole var, når man skulle lære gloser, om det så var på dansk, tysk eller engelsk. Det var svært at lære, og lærerne havde altid høje krav til at kunne dem. Hvis man ikke kunne dem, mente de, at man ikke havde øvet nok. Det til trods for, at jeg havde brugt flere timer på at lære dem.

Indtil fjerde klasse var vi kun seks i vores klasse. Fire piger og to drenge. I fjerde klasse kom en pige fra byskolen, fordi hun blev mobbet. Vi fik at vide, at vi skulle være søde ved hende. Men denne opgave var ikke så let, da hun havde svært ved at indgå i sociale sammenhænge. Hun ville være sammen med os, der var de styrende i klassen. Hvis vi skulle lege noget, ville hun være med, og da vi ikke måtte holde hende udenfor, skulle vi jo have hende med. Det var aldrig særligt let. Hun fulgte aldrig reglerne, og hvis det ikke gik efter hendes hoved, eller hvis hun følte sig uretfærdigt behandlet, begyndte hun at tude. Vi brugte ufattelig mange dansktimer på at udrede de problemer, der var med hende. Vores dansklærer prøvede virkelig at få det til at fungere, men eftersom han mere og mere opgav, tog vi børn, og måske specielt jeg, mere og mere ansvaret for det. Det var os, der skulle lave os om, ikke hende. Hun satte sig bare til at tude, til hun fik sin vilje. Det var jo synd for hende. Som tiden gik, opgav vi at protestere og indstillede os på, at det nok var håbløst. At ingen gad høre på os. Det var jo os, der kunne klare alting. Lærerne glemte, at vi også havde følelser og rettigheder.

Vores klasse voksede, og det gjorde klassen under os også (vi havde flere timer sammen med klassen under os, da vi var så få i klasserne). Nogle af os følte, at vi efterhånden kun fik elever, der ikke havde det godt, hvor de kom fra, og så skulle vi tage os af dem. Det var ikke altid let med alle de nye.

Til min konfirmation stod der vilde ting på ønskelisten. Jeg ønskede mig faldskærmsudspring, river-rafting, bungy jump osv. Tingene kunne ikke blive vilde nok. Jeg arrangerede også ofte fodboldkampe eller politi og røvere på halmloftet med nabobørnene. Der skulle ske noget.

Omkring 7. klasse var jeg den stærkeste i klassen - til drengenes store ærgrelse. Dem har jeg af og til tumlet med eller lagt arm med, hvis ikke lige vi spillede fodbold. Det gjorde vi hvert frikvarter og nogle gange efter skole. Jeg var blevet stærk, fordi jeg hjalp så meget til hjemme på gården. Hvis ikke jeg var i skole, lavede lektier, var i klub, til spring, fodbold eller havde filmaften med vennerne, så hjalp jeg til hjemme.

Fra ca. 5. klasse fik vi endnu en ny skoledreng, Knud, hjemme på gården. Far har haft flere forskellige skoledrenge, der trængte til at lave noget i deres fritid. Denne dreng gik en klasse over mig. I starten var jeg rigtig sur på ham, fordi han måtte meget mere end jeg. Jeg syntes, jeg kunne lige så meget som ham og kendte stedet bedre. Men efter et stykke tid, gik det bedre. Det kunne ligefrem være sjovt at arbejde sammen med ham. Vi snakkede også mere og mere sammen, og idet vi begge var den ældste i en større søskendeflok, havde vi til tider meget at være enige om i forhold til søskende og skole.

Efterhånden syntes min far vist, at vores opgaver tog længere tid, når vi var sammen, end hvis vi gjorde det hver for sig. Især at smide halm ned fra halmloftet tog lang tid. Vi sad ofte der i fred og ro i halmen og snakkede.

Jeg husker den aften, Knud spurgte, om vi skulle komme sammen. Den dag smed vi også halm ned, men til forskel fra andre gange var han ikke så snakkesalig. Han nævnte, at han havde noget, han skulle sige, men han fik det ikke sagt der. Vi lavede resten af vores opgaver, og så tog jeg med ud for at sige farvel, men det var, som om han ikke rigtig kunne komme af sted. Vi stod længe og snakkede. Mor havde ringet med klokken for at sige, at der var aftensmad, men jeg ville hellere være ude hos ham. Det blev mørkt og stjerneklart. Til sidst fik han endelig spurgt mig, om vi skulle komme sammen. Det ville jeg gerne, og fra da af var vi kærester. Det var ikke så tydeligt at se. Det virkede mere, som om vi var rigtig gode venner, da vi hverken kyssede eller holdt i hånd.

Omkring den tid begyndte jeg at skrive digte, hvilket her i starten var om kærlighed.

Når jeg ser en stjerne

Er jorden som universets kerne

og som jorden ville jeg gerne

have en som dig

der ville om mig værne

Hvis vi var fjender

og ej var venner

eller jeg dig slet ikke kender

så tror jeg at jeg ikke var her længer

Så mange ting jeg får

af dig

Bare du lover, at du ikke går

fra mig

Knud og jeg var kærester i næsten et helt år. Jeg husker den sidste tid som lidt mærkelig. Jeg havde på fornemmelsen, at han ville slå op, efter hvad jeg havde hørt af rygter fra andre på skolen. Jeg turde ikke spørge, hvorfor han slog op, men jeg tror, han blev presset til det af de andre drenge i hans klasse. Jeg tror egentlig ikke, han havde lyst, men han gjorde det alligevel. Der gik heller ikke ret lang tid, før han holdt op med at arbejde hos os. Det var nok godt nok, selvom det var ret hårdt. Han gav far den begrundelse, at det var fordi, han ville prøve noget andet.

Vi fik ikke en ny skoledreng, da far mente der var mere hjælp i mig. Så nu var jeg skoledreng. Jeg begyndte også at få timeløn i stedet for lommepenge, ligesom skoledrengene havde gjort. En seddel, hvorpå jeg skrev, hvornår jeg startede og sluttede, samt hvor mange minutters pause jeg havde haft. Når jeg havde fyldt fire- fem A4-sedler, blev de talt sammen og ganget med ca. 5 kr. Det var ikke en høj løn, men det skulle egentlig også bare være lommepenge. Da jeg ofte var ude at hjælpe, fik jeg alligevel tjent ret meget. Senere blev lønnen sat op, efterhånden som jeg blev ældre.

Min verden forandres

Jeg begyndte i 8. klasse i år 2000. Dette år blev et skelsættende år for mig. Sommerferien havde ikke været noget særligt. En sommerferie, hvor jeg havde hjulpet meget til derhjemme på gården. Men da jeg startede efter sommerferien, skete der noget. Vi fik flere nye til vores klasse. De kom fra en lille naboby, da deres skole kun gik til og med 7. klasse. Vi fik - som altid - at vide, at vi skulle tage godt imod dem og være gode ved dem. Det var vi også, men for mit vedkommende måske lidt for venlig. Da de ikke vidste, hvilke roller vi havde i klassen, begyndte de at finde deres roller. Jeg gav plads for dem, så efterhånden overtog de min plads i klassehierarkiet. Jeg var nu ikke mere den styrende i klassen. Jeg deltog i det hele taget mindre og mindre i de sociale aktiviteter. Det virkede til, at de sagtens kunne finde ud af det uden mig. Dette forstærkede min følelse af ikke at have nogen plads i klassen mere. Jeg sad for det meste for mig selv på en bænk i frikvartererne og så de andre rende rundt og spille fodbold.

Da jeg efterhånden ikke følte, de gad være sammen med mig mere, begyndte jeg for alvor at gå op i skoleopgaverne. I 8. klasse var vi også begyndt at få karakterer for det, vi lavede. Det betød, at jeg ikke kunne lære, fordi det var sjovt. Nu skulle man bedømmes og sammenlignes. Det brød jeg mig slet ikke om. Jeg måtte bare gøre mig rigtig umage med det. Det kunne jo være de bedre kunne lide mig, hvis jeg var god i skolen. Det betød, at jeg efterhånden sad over lektierne, fra jeg kom hjem fra skole, til jeg gik i seng. Alle de gloser, man skulle kunne udenad gik ikke særlig godt, men jeg skulle jo kunne dem, da man i klassen blev spurgt om et ord og efterfølgende skulle svare foran hele klassen. Vi havde en streng engelsklærer, som jeg ofte var bange for. Vi havde desuden fået en ny tysklærer, hvilket heller ikke gjorde tysk lettere. Tysklæreren gik samtidig meget op i, at vi skulle kunne vores ting. Hun fortalte ofte, at man skulle vide, hvad man ville, ellers blev man ikke til noget her i livet. Hun var desuden ret skrap. Jeg fik den opfattelse, at det var meget vigtigt, at man fik høje karakterer, ellers fik man ikke noget liv. Så lektier, der skulle tage en halv time, kunne godt tage to eller tre timer.

Der var desuden kommet en anden pige til i klassen under os. Hun havde skiftet skole, fordi hun blev mobbet der. Hun var syg af anoreksi, men var i bedring. Hun var lille, ja, men ikke ekstremt tynd. Hun havde været indlagt derhjemme og fulgte nu en kostplan, så hun skulle have mange små madpakke-tidspunkter i skolen. Jeg syntes det var lidt spændende. I starten irriterede det mig, at hun var så god i skolen. Hun var blevet kaldt professor på den tidligere skole. Jeg syntes, det var snyd, hun var så god. Det ville jeg også være. Hun blev også ret populær, hvilket ikke gjorde min situation nemmere. Og som om det ikke var slemt nok, begyndte hun at komme sammen med en af de to drenge fra min klasse. Han havde altid været en af mine bedste venner. Vi havde leget sammen fra vi var helt små, så det var lidt af et tab, at de begyndte at komme sammen. Mine tidligere faste holdepunkter i klassen gled efterhånden væk. Selv min barndomsveninde, som jeg havde været så meget sammen med, gled væk. Vi voksede ligesom fra hinanden. Jeg havde ikke rigtig nogle venner mere, kun klassekammerater.

I et frikvarter en dag kom en af mine nye lærere, Bo, hen til mig. Han spurgte, om jeg havde det godt. Jeg svarede, som jeg plejede, når nogen spurgte: "Ja, det har jeg. Jeg gider bare ikke lige lege med de andre." Men der var noget ved den måde, han spurgte på, der gjorde, at jeg fik lyst til at snakke mere med ham. Jeg kunne bare ikke få ordene frem. Det ringede ind, og så var han væk. I timen derefter skrev jeg et lille brev til ham, som jeg gav ham næste frikvarter. Det var starten til en lang brevsamtale, eller rettere jeg skrev, og han svarede mundtligt. Det skete et