Blomsten af ingenting

By Hans T. Nielsen

"Blomsten af ingenting" er en fortælling, der handler om det besættende og fascinerende gåpåmod hos en del af ungdommen i 70'erne. Ungdomsoprøret fra 68 var overstået, men endnu ikke helt fordøjet. For mange var uddannelse og karriere ikke de vigtigste ledestjerner i tilværelsen. Det handlede om den frisættelse og identitet, man ikke kunne få i det formelle system. Fulgte man blindt den lige vej, var man afskåret fra at finde ud af, hvem man i virkeligheden var inderst inde. Den erkendelse får man kun gennem eksistentielle udfordringer, hvor ens eget liv er i spil i et frit fald ned gennem alle de nemme løsninger: Du er sprunget ud fra det lille propelfly, men da faldskærmen skal folde sig ud, er der store problemer.

Christians fordomsfrie tilgang til tilværelsen giver succes og anerkendelse i jobbet som lærervikar samtidig med at kærlighedsforholdet til hans ungdomskæreste Luna nærmest styrkes fra dag til dag. Pludselig sker det, som ingen kunne forudse, og det bliver livets ubarmhjertige tildragelser og tilfældige hændelser, der slår benene væk under ham. Christian kæmper også med en nagende skyldfølelse, der kun bliver større af, at han indleder et nyt forhold. Oplevelsen af at have svigtet bliver hængende i underbevidstheden som en altfortærende anklage, og han skal igennem psykiske nedture med mismod og depression, før han igen kan komme op at stå. Hvordan det hele er skruet sammen, kan du finde ud af ved at læse bogen.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 28, 2021
• ISBN: 9788743018872

Hans T. Nielsen

Jeg er født i 1948 og var med sådan lidt på sidelinjen, da ungdomsoprøret satte dagsordenen fra 1968 og npgle år frem. Der er i romanen en del selvbiografiske træk. Bl.a. meldte jeg mig ud af 2.g for at prøve kræfter med tilværelsen ud fra mine helt egne præmisser - og det var uden sikkerhedsnet og redningskrans. Jeg var vildt fascineret af bjergene i alperne, så jeg "sadlede min jernhest" og kørte sydpå mod Østrig og Italien. Jeg var væk hjemmefra i godt et års tid, inden jeg vendte tilbage og gjorde min studentereksamen færdig. Karrieremæssigt har jeg været lidt rundt ude i det pædagogiske landskab. Oprindelig er jeg uddannet folkeskolelærer med en overbygning som exam.pæd.psyk. Jeg har også arbejdet som job- og uddannelseskonsulent, inden jeg blev skoleleder. Mine sidste 5 år på arbejdsmarkedet var jeg leder af et pædagogisk udviklingscenter og var med til at implementere it i alle kommunens skoler, og det var både et spændende og udfordrende job. Det var først, da jeg gik på pension jeg for alvor begyndte at skrive.

Book preview

19

KAPITEL 1

Jeg husker min barndom som spændende og meget oplevelsesrig, men bestemt ikke problemløs. Forskellen var bare, at vi børn dengang agerede i et problemfelt, hvor vi på ingen måder havde behov for voksenindblanding – vi ville gerne klare det uden deres deltagelse.

Der er derfor heller ikke noget i mine erindringer, der refererer til hverken en lykkelige eller ulykkelig barndom, og der var i den sammenhæng heller ingen katastrofer og uløste problemer, der efterfølgende skulle samles op, for at jeg kunne komme videre i tilværelsen. Alligevel er der en hændelse fra min tidligste barndom, som har sat spor rigtig langt frem i mit liv. Min far var mælkemand, og kørte rundt og solgte mælk, smør og ost hver morgen fra sin fine hestetrukne mælkevogn. Vi boede i en 3-længet gård med åben port ud til hovedgaden. Der var forretning og privatbolig ud til Adelgade og hestestald og små personalelejligheder/værelser i de to andre længer. Min mor passede forretningen, mens min far kørte rundt med hestevognen.

I midten af gården stod der et stort kastanjetræ, og når der om sommeren var meget travlt, hændte det ofte, at jeg blev bundet til træet i midten af gården i et 5 meter langt reb, så jeg både kunne bevæge mig rundt og sidde og lege i sandkassen – og mine forældre vidste, hvor jeg var – troede de.

En dag, jeg tror jeg må have været omkring 3-4 år gammel, besluttede jeg mig for at udforske byen. Jeg fik med møje og besvær bundet knuden op og forsvandt ud gennem porten. Senere har jeg igen og igen fået fortalt, hvor forskrækket og paniske mine forældre reagerede, da de opdagede, at jeg var forsvundet. Politiet nåede også at blive inddraget inden et ældre ægtepar fandt mig siddende på en gangbro hen over bybækken. Jeg mindes tydeligt, at mine forældre var ulykkelige og dybt rystet, og personligt havde jeg det rigtig rart med, at der slet ikke blev skældt ud eller råbt højt. I min indre verdens ydre verden var der født en ny planet: Udlængsel

Jeg følte mig i virkeligheden nok en smule privilegeret også videre i barndommen. Min far skiftede job – mælkeforretningen hang ikke sammen rent økonomisk, og vi flyttede fra den store gård inde i Adelgade. De efterfølgende 8-10 år var lidt turbulente, inden vi flyttede ud på Odensevej i et 2-etagers rækkehus med kælder.

Selvom jeg på ingen måder havde været med inde over de intense boligovervejelser, følte jeg alligevel, at der omkring Odensevej var en fælles samstemmende oplevelse af, at det var her vi skulle bo de næste mange år.

Jeg fik hurtigt en masse legekammerater. Vi var en gruppe på 8-10 børn, der selv satte dagsordenen for vores gøren og laden. Vi byggede store jordhuler ind i den høje banedæmning, som nogle ængstelige forældre imidlertid fik forbudt. Derefter lavede vi en minilandsby med flettede pilehytter på en græsmark bag et kæmpe stort frugtlager, men denne gang spurgte vi om lov først. Direktøren for frugtlageret var meget positiv stemt over for vores planer. Ét år senere rev vi hytterne ned og anlagde i stedet en fodboldbane. Vi oprettede vores egen fodboldklub og byggede et lille klubhus af kassebrædder, vi hentede hos en virksomhed i byen. Vi udfordrede de andre tre kvarterer i byen og inviterede dem til at deltage i en turnering. Det var ikke helt gratis, men vi fik dækket alle vore udgifter ved at sælge saftevand og hjemmebagt kage, som min mor havde lavet.

Da jeg var initiativtageren til stort set alle vores aktiviteter, var jeg også automatisk udnævnt til formand for fodboldklubben Odensevej 1958.

Grundskoleforløbet kørte jeg meget selvstændigt velvidende, at jeg altid kunne regne med mine forældres opbakning. Jeg havde ikke noget imod at lave lektier, nærmest tvært imod. Jeg satte stor pris på at blive fremhævet i klassen som en dygtig og arbejdsom elev. Jeg var meget bevidst om mine evner og min faglige placering i klassen.

Da jeg startede i gymnasiet, begyndte jeg imidlertid at ændre holdning og indstilling til mange ting omkring mig – jeg blev både mere social og politisk bevidst, men også meget fokuseret på mit eget liv, og hvad der skulle ske fremover.

Mit første seriøse oprør går netop tilbage til Odense Katedralskole. Jeg gik i 2.g, og havde valgt at tage en fuld realeksamen, for i det mindste at have en fornuftig afslutning på folkeskolen, som jeg kunne bruge i uddannelsesøjemed, hvis det med gymnasiet skulle vise sig ikke at være noget for Christian Kirkegaard. Jeg var rimelig glad og tilfreds med gymnasiet, men i løbet af 2. g begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad jeg foretog mig, til undervisningen og lærerne. Den almene dannelse, jeg havde søgt i gymnasiet, blev stille og roligt omformet til en uniformeringsparade for en kommende elite: Husk I er blomsten af Danmarks ungdom, fik vi fortalt i tide og utide, hvis der bare var den mindste uro og utilfredshed med forholdene.

Jeg ville gerne være skuespiller eller forfatter. Jeg havde allerede skrevet digte og små skuespil i snart to år og kunne godt lide at male stemninger og dramaer på et lærred af uventede og overraskende ordsammensætninger uden, at jeg for øvrigt bildte mig selv ind, at der var tale om en større kunstnerisk bedrift, men det var spændende og forløsende i mit eget indre sprogatallier, men også en slags selvbestaltet skriftestol, hvor jeg bekendte mine synder og drifter til mit moralske overjeg.

På gymnasiet fandt jeg ingen plads til selvstændige meninger og holdninger til det politiske og kulturelle liv. Hver gang jeg ytrede mig om aktuelle politiske emner var svaret, at jeg bare kunne melde mig ind i en politisk ungdomsorganisation og føre kampen der, men det lå mig meget fjernt, at lade mig indrullere i en bestemt partidisciplin. Samfundet uden for skolen var noget, man skulle tilpasse sig og ikke partout forholde sig kritisk overfor. Jeg følte mig spærret inde. Der var ingen låste døre eller håndjern, og derfor kunne jeg frit gå min vej – og det gjorde jeg eftertrykkeligt, men ikke uden mange svære overvejelser: Jeg kom fra et godt middelklassehjem – vi manglede ikke noget, og der blev aldrig klaget over forholdene. Jeg var enebarn, og derfor var der også store forventninger til min uddannelse og fremtidige karriere – ingen af mine forældre havde taget en realeksamen.

En onsdag i marts kunne jeg bare ikke mere. Jeg gik jeg op i sekretariatet og afleverede alle mine bøger og bad om at blive udskrevet. Sekretæren kunne ikke sådan uden videre godkende mit ønske om at blive meldt ud uden en accept fra mine forældre. Jeg bad hende kigge nærmere på mit cpr.nr. og forholdt hende, at det nok lige var noget, jeg selv bestemte, og det var lige præcis der, min personlige frisættelse tog sin begyndelse – jeg havde nemlig ikke inddraget mine forældre i min beslutning.

På vej hjem fra Odense havde jeg en mærkelig følelse af, at det, der var foregået i dag ligesom, var noget forudbestemt, noget som jeg på en eller anden måde havde oplevet før. Jeg slog dog hurtigt tankerne hen igen. Udmeldelsen havde været en beslutningsproces, som havde strakt sig over 2-3 uger, så oprøret har helt sikkert arbejdet på højtryk i underbevidstheden, og den omstændighed, at jeg ikke ville informere mine forældre før beslutningen var gennemført, kunne sagtens være incitament til, at jeg i drømme havde bearbejdet selve forløbet måske op til flere gange, og derfor kunne det meget vel virke som et deja-vu.

Samme aften fortalte jeg naturligvis mine forældre, at jeg havde meldt mig ud af gymnasiet og afleveret alle mine bøger, og at jeg allerede i morgen ville prøve at finde et job og tjene så mange penge som overhovedet muligt de næste tre måneder. Når jeg havde skrabet tilstrækkelig mange penge sammen, ville jeg pakke min rygsæk, sadle min jernhest (racercyklen) og ride sydpå mod Schweiz og Italien. Hernede ville jeg finde et job og tjene til livets ophold, alt imens jeg vandrede rundt i bjergene, for at finde mit sande jeg: Længe leve Zarathustra!

Først troede mine forældre, at det var dem, der havde fejlet, at de ikke havde engageret sig nok i min skolegang, men efterhånden, som vi fik snakket tingene igennem, fik jeg overbevist dem om, at det ikke var dem, der var noget galt med:

Jeg havde blot oparbejdet en voldsom udlængsel, en lyst og en trang til at udfordre livet på egen hånd, gerne langt væk fra Danmark, og helt uden noget sikkerhedsnet til at samle mig op, hvis det skulle blive lidt svært indimellem – og skulle det gå fuldstændigt galt, kunne jeg jo bare vende hjem igen og starte på en frisk.

Jeg var lige fyldt 19 år (den 21. marts) og havde ingen arbejdserfaring, som jeg kunne referere til.

Jeg skulle ikke aflønnes som arbejdsdreng, men som fuldgyldig arbejdsmand, så helt uden problemer var det bestemt ikke. Alligevel lykkedes det mig allerede på 2.-dagen at finde et arbejde.

Jeg fik et job på en lokalavis. Jeg lærte meget gennem mine samtaler med de to journalister, der var ansat på avisen, selvom jeg var tilknyttet den tekniske og praktiske afdeling, hvor jeg blandt andet skulle støbe blysatser til sætterkasserne, og det var vist nok et job, man ikke måtte sætte en ungarbejder til på grund af de giftige dampe og øvrige sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Når arbejdet i blystøberiet var overstået, skulle jeg ind og assistere bogbinderen med at lave regningsblokke, indbinde årsopgørelser og regnskaber for byens virksomheder m.v. Det var i den sammenhæng, jeg stiftede bekendtskab med avisens to journalister.

Jeg var heller ikke helt sikker på, hvor meget min familiemæssige baggrund havde betydet for jobbet – men nu havde jeg fået det, og nu skulle der tjenes så mange penge som overhovedet muligt. Mine forældre havde også tilbudt at give et bidrag, og det agtede jeg naturligvis ikke at afvise, selv om jeg inderst inde helst selv ville tjene pengene.

Mange af mine aftener gik med at skrive og eksperimentere med sproget. I dramasammenhæng arbejdede jeg meget med den konfronterende umulighed. Jeg havde læst en lille artikel i Fyns Stiftstidende om en tysk soldat, der efter krigens afslutning flygtede fra en fangelejr i Sibirien, som officielt slet ikke fandtes.

15 år senere når han endelig hjem til Neumünster/Schleswig Holstein, men ingen i byen, end ikke hans egen familie vil kendes ved ham, fordi han ikke kunne dokumentere, at han er den, han udgav sig for at være: Den rigtige Karl Cerberus omkom ved Stalingrad for 17 år siden. At Karl trods alle odds alligevel dukker op giver ham ikke ret eller mulighed for at genoptage sit tidligere liv. Da samfundet og omgivelserne ikke vil legitimere, at han lever, tager Karl i desperation sit eget liv. På mig virkede det helt surealistisk, nedslående og utilgiveligt over for en mand, der havde kæmpet så mange år for bare at komme hjem.

Det skete af og til, at jeg lod mig fastholde i ordbilleder, som jeg næsten ikke kunne vride mig løs fra igen. Det var en rejse ind i de hvide områder af sindets digteriske drømmeatlas.

ONTOLOGICA

Tal sagte og dæmpet

i åndsfrihedens hellige katedral

hold afstand mellem ordene

i myldretidens dræbende trafik.

Rigtig mange har kæmpet

for sprogets hemmelige gral

lagt flotte værker på alteret

i religioners slørede grafik.

Tal i tunger og gåder

hvor underbevidsthedens ånder råder

og hold dig langt væk

fra illusionernes rislende bæk.

Vi er blot ubetydelige tegn

i sprogets silende regn

af betydningstunge ord:

Regnorme i en stenet jord.

Søg mod nord til det dansende skær

af blå og grønne magnetiske strømme.

Lad nordlyset vise vej

føre dig fra fjern til nær

i dine allerinderste drømme

se dig ej tilbage, sig aldrig nej.

Kommer du frem til Nordkap

tomhændet med blanke sider

mens midnatssolen over Ishavet stiger

da er en storslået vision for altid tabt.

FUILLETON

Historien gentager sig

trods krig og elendighed

ingen visdom kan hamle op

med ignoranters tåbelige besværgelser

og knitrende maskingevær.

Vejret skifter

men vender altid tilbage

fødsel og død

afløser hinanden i livets gang

tågen hænger tungt

ud over den sumpede eng

mosekonen brygger

og pramdragerne vender fulde hjem

sigtbarheden letter

alle de urolige sjæle pibler frem

af jorden som lemminger

mens tvivlen strangulerer dem

én efter én.

I drømmenes verden

flyver jeg rundt som en fugl

svømmer rundt i luften

som en fisk på hjul.

Efterårets guldbelagte blade

kastes rundt i vinden

uden mål og med

lander på marken og formulder

lander på de våde veje som dødssæbe

under dækkene på de smarte biler.

Årstiderne skifter

tåge bliver til sne

og snart vil vintergækkerne

folde sig ud som et klædebånd

til den sorte vintermuld.

I det store hus ved vejen

fødes et pigebarn så trind og rund

begynder livets gang

i gentagelsens hellige tegn

mens verden står i flammer

jordens indre ryster

oceanerne raser

og voldsomme tyfoner

hærger og smadrer

de forsvarsløse strande og byer.

KAPITEL 2

Efter 3 måneder havde jeg tjent penge nok til at kunne klare mig selv det næste halve års tid – var jeg overbevist om. Jeg forberedte mig derfor på at sige pænt farvel til mine forældre og til Luna, en pige, jeg havde været en del sammen med de sidste 6-7 uger. Vi kendte ikke hinanden fra folkeskolen, da hun og hendes forældre først var flyttet til byen for et halvt år siden. Vi mødtes oppe på biblioteket, faldt i snak og endte med at gå en lang tur sammen. Hun var sådan en kunstnertype, som straks syntes, det var vildt sejt, at jeg havde meldt mig ud af gymnasiet, fordi jeg ville ud at opleve verdenen og være mere mig selv. Der var noget fandenivoldsk over hende, som fascinerede mig dybt og gav genklang i mit eget indre, og på den måde mindede vi meget om hinanden.

Vi fik seks uger sammen - seks uger, hvor vi både intellektuelt og seksuelt udfordrede hinanden. Vi var ikke kærester, men gode venner, der forstod at bruge hinanden både rent empatisk: Ingen store kærlighedserklæringer, men ærlig sex. Luna var en smuk og dejlig oplevelse i vores helt eget anarkistiske følelsesunivers.

Jeg havde sidste år købt en racercykel, fordi jeg gerne ville cykle i skole, når vejret tillod det. Det var en tur på omkring 60 km. frem og tilbage, så jeg var i ganske god form. Da jeg begyndte at arbejde på avisen gennemførte jeg en tidlig morgentur og en aftentur på omkring 20-30 km 3-4 gange om ugen.

En tidlig morgen ringede vækkeuret med et helt andet signal, alt var pakket og parat: 2 saddeltasker og en stor rygsæk. Aftenen i forvejen havde jeg haft den sidste snak med mine forældre og for mindst 17. gang prøvet at forklare, hvad det var for udfordringer, jeg gerne ville ud at møde. Under samtalen gav min far mig en kuvert med 1.500 kr., og på sin egen lidt modvillige facon tilføjet: Når det nu ikke kan være anderledes.

Da jeg satte mig op på cyklen og vinkede farvel, følte jeg mig som en væddeløbssnegl på 2 hjul – alle mine personlige ejendele var pakket op på cyklen og i rygsækken. Jeg havde købt 3 bøger med en oversigt og en kort beskrivelse af vandrehjemmene i hhv. Tyskland, Italien og Schweiz, og havde allerede på forhånd sat kryds ved de mest oplagte på ruten ned til München.

Mine forældre gav endnu engang åbent og ærligt udtryk for, at de ikke helt havde forstået, hvad missionen gik ud på trods de lange snakke. De fattede ganske simpelt ikke, hvorfor jeg ikke bare gjorde gymnasiet færdigt, og så derefter tog ud for at opleve verdenen – nu havde jeg på det nærmeste spildt næsten 2 år. Jeg havde fuld forståelse for deres pointe, men jeg orkede bare ikke hver eneste dag i endnu et helt år at møde op til noget, jeg syntes tangerede det blidt bimlende, ligegyldige og tåbelige.

Da vi tog afsked og krammede inderligt, gik det op for både min far og mor, at jeg havde i sinde at blive væk i meget lang tid. Til deres beroligelse forsikrede jeg dem, at jeg mindst én gang om måneden ville skrive til dem og fortælle, hvad der var sket, og hvor jeg opholdt mig, præcis som vi havde aftalt.

Jeg brugte 8 dage på at nå ned til München.

Undervejs var der ikke levnet meget plads eller tid til sight seeing og spændende oplevelser.

Når jeg om aftenen nåede frem til et vandrehjem, var jeg dødtræt og skide sulten – det handlede udelukkende om mad og søvn. Jeg havde egentlig besluttet at blive i Göttingen en 3-4 dage, men valgte alligevel at køre videre allerede efter den første dag.

I Würzburg diskuterede jeg også med mig selv, om jeg skulle dreje vestover og køre ned mod Ulm eller fortsætte direkte sydpå mod München – jeg valgte det sidste.

Behovet for bare at slappe af og tage omgivelserne i øjesyn var derfor højeste prioritet, da jeg endelig ankom til vandrehjemmet lige ved siden af Karls Platz i München Ludwigs-Vorstadt.

Mens jeg gik rundt i München og bare nød at lege turist, gik det også op for mig, at jeg ikke kunne arbejde hverken i Tyskland eller Italien uden en arbejdstilladelse, og hvordan fik jeg lige den? – at arbejde i Schweiz havde jeg opgivet på forhånd, det var alt for kompliceret.

Jeg var ikke fri for at føle mig en anelse dum og aldeles uforberedt på det, jeg havde planlagt hjemmefra, men ikke i tilstrækkelig grad gennemtænkt. En arbejdstilladelse er en særdeles vigtig detalje, og det burde jeg have tænkt på langt tidligere. I stedet for at gå helt i sort af ærgrelser og selvbebrejdelser, valgte jeg at betragte problemet som min første store udfordring.

Jeg opsøgte et turistinformationskontor inde på Marienplatz am Ratshaus og spurgte, om de kunne være mig behjælpelig med at finde adressen på det danske konsulat. Det viste sig ikke at være det store problem. Damen jeg talte med tog en Stadtplan frem, satte et kryds, der hvor vi befandt os lige nu og lavede en ring rundt om Sendlinger-Tor-Platz kun 4 gader væk fra informationskontoret, og fortalte mig med et stort smil, at Det Kongelige Danske Konsulat havde til huse i nr. 10.

Jeg takkede mange gange og glædede mig over, at jeg ikke skulle til at køre rundt med sporvogne og busser, men kunne gå direkte hen til konsulatet.

Nu, hvor jeg var kommet til München, havde jeg ikke så forfærdelig travlt, så det var først to dage senere, jeg henvendte mig på konsulatet og redegjorde for mine overvejelser, og det udviklede sig til lidt af en irriterende gyserhistorie i flere akter.

For det første skulle min ansøgning om arbejdstilladelse havde været ordnet via den tyske ambassade i Danmark, men for i det hele taget at få en arbejdstilladelse, skulle jeg først have en opholdstilladelse. Nu var jeg imidlertid fanget mellem to forskellige statsforvaltningssystemer, der ikke samarbejdede: Jeg kunne ikke få udstedt en arbejdstilladelse uden at have en opholdstilladelse, og opholdstilladelsen kunne jeg først få, når jeg kunne henvise til en arbejdsgiver, der garanterede mig arbejde i mindst 3 måneder eller en anerkendt tysk Hochschule/universitet, hvor jeg skulle studere mindst et semester?

Jeg var forvirret på et højere plan: Det her var virkelig fra Herodes til Pilatus i flere omgange, men en sød kontorassistent i receptionen havde læst mine frustrationer, og forklarede mig, at hvis jeg kunne finde en arbejdsgiver her i München som ville ansætte mig under de givne betingelser og vilkår, så ville alt gå glat igennem.

Jeg takkede mange gange for oplysningen.

På vej ned ad Sendlinger Strasse købte jeg en avis for at se, hvad der var af ledige stillinger – og jeg blev positivt overrasket.

Klokken var først lige passeret 13, så jeg burde kunne nå et par stykker af de ansættelsesannoncer, der refererede til jobmuligheder i den indre by. Jeg satsede på at få et job som opvasker og rengøringsmand i køkkenet på en stor restaurant. Allerede det første sted, jeg henvendte mig, løb jeg ind i et nyt problem: Med adresse på et vandrehjem, ville de slet ikke ansætte mig.

Jeg skulle med andre ord også ud at søge efter et sted at bo, og gerne et meget billigt sted:

Udfordring nr. 2.

I den avis, jeg havde købt, var der overhovedet ingen annoncer om Værelse til leje, så jeg måtte ud at finde en anden avis. Pludselig virkede det hele totalt uoverskueligt, det var, som om alt kørte i ring, men hvis ringen skulle brydes, var jeg nødt til at starte et sted.

Kioskmanden anbefalede, at jeg købte Münchener Anzeiger, hvis jeg gerne ville leje et værelse i længere tid.

Jeg fandt et værelse ude i Schwabing-Freimann på Dresdener Strasse tæt på en U-Bahnstation.

Det drejede sig om et fremlejemål på højst 6 måneder af et fuldt møbleret værelse, og det passede som fod i hose på min situation, selvom huslejen var en del højere, end jeg først havde forestillet mig – men München var en stor universitetsby, og det bankede naturligvis huslejerne en tand ekstra opad. Jeg kunne først henvende mig efter klokken 17, og det passede mig også udmærket. Prisen var trods alt overkommelig, hvis jeg altså fandt et job inden for de næste 8 dage, ellers ville min medbragte kapital hurtigt svinde ind.

Det var en ung pige, måske et par år ældre end jeg selv, der åbnede døren da jeg ringede på. Hun Præsenterede sig som Ulrike Hartmann. Jeg fortalte at jeg havde set en annonce i avisen, hvor det var muligt at leje et værelse med adgang til køkken og bad i op til et halvt år.

Dernæst fortalte jeg, hvad jeg hed, og hvor jeg kom fra.

Hun bekræftede, at det var ganske rigtigt, og det var her i lejligheden. Hun fortalte også, at der var mange, der havde reflekteret på annoncen, men jeg var den første, der havde henvendt sig personligt. Det var i virkeligheden en 4-værelseslejlighed, der var delt op i tre lejemål. De to andre lejere hed Ellen og Dietmar, men de var begge to på ferie for øjeblikket. I øvrigt var de alle tre studiekammerater og kom fra en lille by Grafing uden for München, og det var Dietmars onkel, der ejede lejligheden. Jeg fik også at vide, at hun, Ulrike, studerede sociologi og grunden til, at hun gerne ville leje værelset ud, var, at hun skulle læse et semester i Berlin og godt kunne bruge en lejeindtægt at udligne med.

Efter en snak på en halv times tid, var alting stort set på plads. Ulrike havde godkendt mig som lejer – også på vegne af de to andre - hun var sikker på, at det nok skulle gå. Jeg kunne flytte ind i næste weekend, og på det tidspunkt skulle Dietmar være tilbage fra Grækenland. Når jeg søgte job, kunne jeg bopælsmæssigt referere til Dresdnerstrasse 34 3. sal.

De havde et fælles kælderrum, hvor jeg kunne stille min cykel. Det var forbudt at stille cykler og barnevogne ude på fortovet ved siden af hovedindgangen.

Jeg betalte DM 350 i depositum uden anden dokumentation end det stykke papir, hvor Ulrike havde skrevet under på at have modtaget pengene. Hun virkede meget troværdig, og personligt havde jeg ingen problemer med at vise tillid til andre mennesker.

Allerede næste eftermiddag havde jeg fået job som køkkenmedhjælper på et smukt og meget traditionelt værtshus, som havde eksisteret siden 1524: Paulaner Im Tal. Tal-gaden var nærmest en direkte forlængelse af Marienplatz, og der var kun 6-7 minutters gang hen til den nærmeste UBahnstation.

Køkkenchefen ringede til det danske konsulat og fik bekræftet, at papirerne var en ren formsag, og jeg kunne i princippet komme hen og hente blanketterne med det samme, hvilket jeg naturligvis agtede at gøre.

Seks dage senere havde jeg første arbejdsdag.

Min adresse var blevet godkendt som fast bopæl, og resten var en ren ekspeditionssag.

Lønnen som rengøringsmand i køkkenet var bestemt ikke noget at råbe hurra for, men jeg havde skabt et solidt udgangspunkt for at komme videre.

KAPITEL 3

Bofællesskabet med Ellen og Dietmar fungerede nærmest perfekt. Jeg var på arbejde fra omkring klokken 12 middag til sent ud på aftenen, så det var stort set kun om morgenen og formiddagen vi mødtes ude i køkkenet. Ellen læste germanistik (tysk) og Dietmar læste til ingeniør på den Tekniske Højskole, så vore samtaleemner var mere på det jordnære og almene plan, og det passede os alle tre ganske udmærket, det var afslappende og behageligt.

Inde på Paulaner Im Tal fik jeg sammen med køkkenchefen efterhånden sat struktur på mine forskellige arbejdsopgaver således, at jeg endda fik tid til overs, hvor jeg kunne hjælpe de tre kokke, når de var virkelig presset. De råbte lidt højt, og kommandoerne var nærmest militæragtige, men når køkkenet lukkede klokken 22, drak vi en øl sammen og genetablerede den gode stemning. De var alle tre meget tilfreds med min arbejdsindsats, og understregede flere gange, at jeg for guds skyld ikke måtte tage det snerrende tonefald personligt, eller for den sags skyld overveje at løbe skrigende bort.

Jeg arbejdede meget med mig selv, og én ting vidste jeg et 100% - jeg skulle ikke være køkkenkuli resten