Vakuumbørnene: Min karriere hos sekten

By Eckhart Oehlens

Kælderen? "Vil de lægge en skole nede i en kælder?" tænkte jeg for mig selv, mens bestyrelsesformanden viste mig hen til trappen. "Her mangler jo stadig at blive lavet en del." undskyldte han på vej ned. "Men vi er i fuld gang og satser på at være klar til august!"

Jeg var stødt på jobopslaget i DLF-medlemsbladet. "Vil du være med til at starte en ny skole op?" stod der som overskrift. Det lignede et opslag til en helt almindelig skole, men det skulle vise sig, at det langt fra var det.
I realiteten var der tale om et hjemmeundervisningscenter, som en gruppe forældre fra et kristent trossamfund havde valgt at oprette.

Det er først og fremmest et unikt indblik i et moderne parallelsamfund, men også en beskrivelse af en alternativ karriere inden for undervisningsverdnen.

Børnene er blevet taget ud af folkeskolen af flere specifikke grunde: Deres forældre ville beskytte dem mod deres jævnaldrendes dårlige sprog, påklædning og umoralske adfærd samt folkeskolens ukritiske brug af internettet, lærebøger med emner som kærlighed, sex og evolutionsteori.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 31, 2019
• ISBN: 9788743099949

Eckhart Oehlens

Født i 1977 i Hillerød. Har arbejdet i undervisningssektoren siden 2003 og dokumenteret Københavns byudvikling siden 2007. Har udgivet guidebogen 'Copenhagen Differently' i 2020, som giver en alternativ beskrivelse af byen.

Book preview

Vakuumbørnene

Min karriere hos sekten

Af Eckhart Oehlens

Indholdsfortegnelse

Forord

Forhistorien

Del I: Skolen i kælderen

Kap. 1: Første skoledag

Kap. 2: Den første time

Kap. 3: Pause i hulen

Kap. 4: Frikvartererne

Kap. 5: Skal – skal ikke

Kap. 6: Faglighed i et spændingsfelt

Kap. 7: En stor familie

Kap. 8: Ud i det blå

Kap. 9: Danskerne og briterne

Kap. 10: Projektopgaven

Kap. 11: Nye ansigter

Kap. 12: Tingene spidser til

Kap. 13: Leder nr. to

Kap. 14: Et godt parløb

Kap. 15: Internetmiseren

Kap. 16: Virksomheden ovenpå

Del II: Op i lyset

Kap. 1: Fantastiske forhold

Kap. 2: Fremtidsplaner

Kap. 3: Jobopslag i utide

Kap. 4: Leder nr. 3

Kap. 5: Planlægning i Glostrup

Kap. 6: Farvel til kælderen

Kap. 7: Den svenske forbindelse

Kap. 8: Død over Sean

Kap. 9: Paulines iagttagelser

Kap. 10: Omvæltninger på vej

Kap. 11: Den nye boss

Kap. 12: Den rette ansøger

Kap. 13: Dannelsesrejserne til England

Kap. 14: Den nedlagte børnehave

Del III: Paradiset i nord

Kap. 1: En ny start

Kap. 2: Et nyt kuld

Kap. 3: Med Christian på sidelinjen

Kap. 4: Dolly the Sheep

Kap. 5: Ask kontra Sean

Kap. 6: Den nye engelsklærer

Kap. 7: Knold og Tot folder sig ud

Kap. 8: UU-konsulenterne

Kap. 9: Turen går til Skotland

Kap. 10: Lærere kan erstattes

Kap. 11: Svenskerne på besøg

Kap. 12: Endelig en efteruddannelse

Kap. 13: - Scots work harder

Kap. 14: Den nye leder

Kap. 15: Farvel med manér

Forord

Følgende erindringer omhandler min tid som ansat hos et kristent trossamfund i perioden 2005-2013. De er nedskrevet fra sommeren 2014 til sommeren 2017 og tager udgangspunkt i en episode på min efterfølgende arbejdsplads i folkeskolen, som på sin vis blev anslaget til påbegyndelsen af denne bog: Episoden er nedskrevet som prologen til hele fortællingen, men er udeladt af denne bog.

Optrinet, om man vil, drejede sig om en lille gruppe tosprogede elever, som diskuterede deres syn på ægteskabet og den i deres øjne store forskel på danske og muslimske normer. Elever med en muslimsk baggrund omtalte sig selv og deres familier som mere religiøse end deres kristne klassekammerater. De var – lige som mange medlemmer af folkekirken – tilsyneladende ikke bekendt med de knapt så højt profilerede, men yderst fundamentalistiske, små kristne trossamfund, som har opbygget og lever i såkaldte parallelsamfund inden for rammerne af et reguleret og oplyst demokrati som det danske. Vestlige eller ikke-vestlige er deres livsanskuelser dybt religiøst forankrede.

Denne fortælling giver et indblik i et lille, kristent trossamfund. At kalde det en sekt er måske kontroversielt, men det vil jeg lade op til læseren selv at vurdere.

Bogen er opdelt i tre overordnede dele, som foregår på hver sin lokation. Hvert kapitel er et slags nedslag i mine erindringer og behandler som oftest et bestemt emne eller fremhæver specifikke episoder. Jeg har forsøgt at fastholde en nogenlunde kronologisk opbygning.

De omtalte personer er anonymiserede, med undtagelse af myndighedspersoner. Erindringerne bygger – med få undtagelser – hverken på dagbogsoptegnelser eller lignende og fremstår, som jeg har erindret dem. Selv om jeg har tilstræbt at tegne et ærligt, nuanceret og respektfuldt billede af alle involverede, vil der muligvis være situationer, som af visse involverede vil være opfattet anderledes.

Eckhart Oehlens, maj 2019

Forhistorien

(2005)

Broen

Jeg kendte i forvejen området sporadisk. Bussen passerer allerede Vestvolden før Husum og fortsætter, efter en afstikker til Husum Torv, videre gennem et villaområde forbi den lyseblå station.

Kort tid efter kører den ind i Rødovre Kommune, og Vestvolden kommer igen til syne med et grønt bånd af træer og buske, som bussen kører langs med. Vejen bliver langsomt bredere, hastighedstavlerne viser 60, og vejen bugter sig det sidste stykke op til Slotsherrensvej, hvor jeg skal af.

Vejkrydset ligger på et mindre bakkedrag med etageejendomme på den ene side og et grønt område på den anden. Fra busstoppestedet ved jeg med det samme, hvor jeg skal hen: Over en lille græseng og ind på gang- og cykelstien, som nærmest ligger gemt omgivet af en allé.

Det er maj måned og træerne danner nærmest en baldakin af lysegrønne blade, og jeg føler en blanding af forventningsglæde og nervøsitet, mens jeg suger træernes friske og håbefulde forårsflora til mig.

Jeg leder efter en sti på højre hånd, som skal føre over først Vestvolden og dernæst motorvejen. Alt går som planlagt: Stien kommer til syne efter et par minutters gang, Vestvolden rummer en stilhed, der et øjeblik får mig til at glemme, at man befinder sig midt i et større byområde og tæt på en susende motorvej.

Oppe på motorvejsbroen rammes jeg af den fugtige sommervarme, og det irriterer mig, at det skal være godt vejr, når jeg skal til jobsamtale. Jeg sveder meget let, og frygter for at skulle sidde foran fremmede mennesker med sveddråber på panden.

Fra broen er der en fin udsigt over erhvervsområdet, og jeg tænker flygtigt, at denne passage måske bliver symbolsk for mig. Skal det lykkes mig at komme videre efter bogstavelig talt at have brændt broerne bag mig?

Det var mig selv, der havde valgt at sige op. Jeg havde ikke engang et nyt job klar, da jeg sendte min opsigelse til først kommunen og siden hen til skolelederen. Jeg måtte bare væk, langt væk. Starte på en frisk, et nyt sted, hvor jeg ville blive anerkendt som den kompetente og loyale underviser, som jeg mente jeg var.

Jeg var stødt på jobopslaget i DLF-medlemsbladet. ’Vil du være med til at starte en ny skole op?’, stod der som overskrift i opslaget. Ud over det var der nævnt, at man efterspurgte undervisere til 5.-10. klassetrin, og at det var en lille privatskole. Jeg husker ikke, om der stod noget med fagene, men de må jo have efterspurgt alle relevante fag for klassetrinene, og overbygningen var jo lige mig: Engelsk, tysk, samfundsfag og matematik var mine linjefag. Kontaktadressen var ovenikøbet i Hellerup, så jeg fik hurtigt den forhåbning, at dette måske var lige netop det, jeg havde håbet på for at få mig en frisk start. Ikke noget med at skulle pendle over på den anden side af byen for at komme på arbejde.

Min motivation alene kunne have været nok for at komme i betragtning til stillingerne, men mon ikke det var mine linjefag, der gjorde udslaget, da jeg kort tid efter at have sendt min ansøgning blev ringet op af en myndig og midaldrende mandsstemme. Jeg husker det som var det i går:

En kort, formel præsentation, lidt ros til min ansøgning og så ellers en invitation til en jobsamtale – som så mange andre oplever dét at blive indkaldt til en jobsamtale – men der gik ikke lang tid, før jeg fandt ud af, at dette ikke var en almindelig samtale til et almindeligt skolejob.

På trods af et flydende dansk gik det hurtigt op for mig, at denne nyudnævnte bestyrelsesformand ikke repræsenterede et almindeligt dansk syn på det at ansætte folk.

- Må jeg lige spørge dig om en ting? Er du kristen?

Lød det fra den dybe og myndige stemme i røret.

Jeg nåede kun at være paf i et øjeblik. Det eneste, jeg nåede at tænke på, var, at manden her var min potentielle arbejdsgiver, så mine overvejelser var ikke i nærheden af, at sådan et spørgsmål slet ikke var lovligt at stille en jobansøger.

- Øh, ja, sagde jeg rimelig resolut. For det var jo dét,

jeg var: Døbt, konfirmeret og opvokset med lidt bibellæsning i folkeskolen, gymnasiet og på seminariet. Det var jo ikke sådan, at jeg praktiserede det dagligt, men jeg var medlem af folkekirken. Som de fleste danskere går jeg ikke i kirke hver søndag… og så slog det mig, at jeg jo lige så godt kunne være ærlig og udlevere endnu en privat oplysning om mig selv:

- Jeg bor sammen med min kæ… forlovede.

- Nåeh, sagde han interesseret, så er der måske en lille ny på vej…?

Igen overraskede han mig fuldstændig, og jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle svare.

- Øh, neeej, sagde jeg afvigende.

- Det er jo ikke fordi jeg skal blande mig, sagde han.

Jeg skulle bare sikre mig at du ikke er ateist eller sådan noget.

Faktum er, at jeg dengang og stadigvæk ikke tror på Gud, som han fremstår i Bibelen. Men jeg valgte at tie.

Efter telefonsamtalen fik jeg overbragt den glade nyhed til min kæreste, og hun syntes, ligesom jeg, at det var noget underligt noget at spørge ind til min tro, men det var jo en kristen friskole, jeg skulle til jobsamtale hos, og de måtte jo selv bestemme, hvem de ville ansætte. Jeg mente bestemt, jeg ville være den rette til jobbet. Jeg var opdraget med kristne værdier, jeg var fagligt dygtig og engageret i at lære fra mig.

Jeg husker, at det var sent på eftermiddagen. Solen skinnede ind i lejligheden, vi var på vej ud for at købe ind, og jeg havde store forhåbninger om at komme videre med min karriere.

På den anden side af broen er der en stille tilkørselsvej parallelt med motorvejen. På den nærmeste side, langs med motorvejen, ligger en række mindre virksomheder, mens der på den modsatte side er toetages rækkehuse. Jeg fortsætter et stykke mod venstre, før jeg kommer til en sidevej, og kun et kort stykke ned ad denne står jeg ud for adressen, hvor jobsamtalen skal finde sted.

Der er en lille forplads med plads til 3-4 biler foran en énetages bygning med røde mursten og hvide vindues- og dørrammer. Hovedindgangen er længst til venstre, og på muren til højre for døren er opsat et skilt med et firmalogo på et danskklingende navn.

Jeg trykker på dørtelefonen og meddeler formelt mit ærinde. Låsemekanismen summer, og jeg går indenfor i en lillebitte entré. Foran er der et toilet, og til højre en døråbning ind til et rummeligt og lyst forrum. Jeg går tværs gennem rummet, direkte hen til en skranke, hvor der sidder en ung og repræsentabel kvinde, en piccoline tænker jeg, som smilende tager imod mig. Hun beder mig vente et øjeblik og forlader kortvarigt forrummet via en korridor til venstre for skranken. Det øjeblik, hun er væk, benytter jeg til at se mig om i rummet.

Der er ikke meget inventar, men rummet virker nyistandsat og særdeles indbydende, og rundt omkring på væggene hænger diverse badeværelsesudstyr: For det meste håndklædeholdere, så man ikke er i tvivl om, hvad virksomheden gør sig i. Et øjeblik bliver jeg i tvivl, om jeg er gået forkert.

Piccolinen kommer dog hurtigt tilbage fra korridoren, afbryder min tankestrøm og beder mig gå ind ad samme vej, mens hun sætter sig tilbage ved skranken.

Jeg går først igennem et lille gennemgangsrum med en kopimaskine og nogle skabe med kontorartikler. Lige før en ny korridor bemærker jeg et lamineret skilt på væggen med påskriften: Alle samtaler i dag på dansk.

Ad den næste korridor skal jeg til højre, og på venstre hånd ligger lokalet, hvor samtalerne skal finde sted.

Jeg træder indenfor i noget, der mest af alt minder om et konferencerum. Et rektangulært bord i midten af lokalet, omgivet af tre mænd i lyse skjorter og pæne, sorte bukser samt en ældre kvinde med hvidt, halvlangt hår – en rigtig hyggelig bedstemortype.

Bestyrelsesformanden fører an og introducerer mig for resten af flokken omkring bordet. Jeg genkender hans stemme, men synes overhovedet ikke han ser ud, som jeg havde forestillet mig: Han er i sluttrediverne og ikke i halvtredserne, som jeg havde forestillet mig.

Og så kommer det første chok: Efter præsentationen går han i gang med på flydende engelsk at informere mig om, at eftersom hovedparten af de tilstedeværende ikke taler dansk, vil resten af jobsamtalen foregå på engelsk. Om jeg er okay med det? Selvfølgelig er jeg det, lader jeg ham forstå, mens klappen går mere eller mindre ned. Jeg føler mig som er jeg til en eksamen: Ikke nok med at jeg skal sidde over for fire fremmede mennesker, som skal afgøre min karrieremæssige skæbne, så skal de høre og bedømme mine engelske kommunikationsevner.

Jeg husker kun brudstykker fra samtalen: Jeg kom aldrig i gang med det flydende sprog, som jeg vidste, jeg kunne byde på. De havde alle sammen engelsk som deres modersmål, og jeg kæmpede med at finde de rigtige gloser og udtryk. Fik sagt ’learn’ i stedet for ’teach’ og ’support for’ i stedet for ’provide for’. Pinligt af en uddannet engelsklærer.

Jeg fik en kort baggrundsbriefing på skolens oprettelse: At de var en gruppe forældre med kristen baggrund, som havde valgt at tage deres børn ud af folkeskolen efter 4. klasse pga. omgangstonen. De ville gerne beskytte deres børn imod det, de kaldte umoralsk adfærd, samvær mellem kønnene, mediernes påvirkning osv.

Jeg fik vist en A4-side med farvefotos af de ni elever. De så alle meget pæne og britiske ud. Den ældre dame med det hvide hår ville høre, hvordan jeg havde tænkt mig at undervise på så mange forskellige niveauer på samme tid, og jeg svarede at man jo kunne benytte forskellige bogsystemer sideløbende.

Til sidst takkede bestyrelsesformanden af, jeg gav hånd til alle omkring bordet, og så stod den ellers på en rundvisning på den måske kommende arbejdsplads.

Den ombyggede kælder

Bestyrelsesformanden førte mig tilbage ad korridoren, gennem kopirummet, og lige før forrummet ned ad en trappe til kælderen. Kælderen? Vil de lægge en skole nede i en kælder? tænkte jeg for mig selv.

- Her mangler jo stadig at blive lavet en del, undskyldte han på vej ned, men vi er i fuld gang og satser på at være klar til august.

Han havde ret: Det var ét stort byggerod nede i kælderen, men der var da til at gå rundt: Trappen førte ned til en ganske rummelig fordelingsgang og ligefor lå ’det store klasseværelse’. Vi gik indenfor, og jeg blev overrasket over hvor lyst der var, takket være et stort vindue, som strakte sig i hele rummets længde fra terrænniveau og op til loftet. En dør til venstre for vinduespartiet ledte ud til en lille gårdhave med en hyggelig beplantning. Jeg måtte straks ytre min tilfredshed til bestyrelsesformanden, og vi var enige om, at rummet var rigelig stort til blot fem elever.

Rundvisningen fortsatte ud af rummet og til venstre ad en lang gang uden andet end kunstig belysning: På venstre hånd lå så ’det lille klasseværelse’, ca. halvt så stort som det første rum, men dog med et stort vindue ud til førnævnte gårdhave. Her skulle kun være plads til tre elever, men hvor skulle læreren sidde? tænkte jeg.

I tilknytning til rummet lå et tredje rum, og bestyrelsesformanden afslørede, at her ville de oprette et naturfagsrum, idet det tidligere havde fungeret som bryggers/omklædningsrum. Her skulle der virkelig trylles for at få gjort den vision til virkelighed, for intet i rummet mindede endnu om et undervisningslokale. Det eneste, det rummede, var en lang vask langs den ene væg samt brusekabiner for enden.

Videre ud i korridoren, og vi gik ned for enden, hvor der var en dør til venstre: Her skulle der være opholdsrum for eleverne, et såkaldt fritidsrum.

Rummet kunne have ligget hvor som helst på Jordkloden, for det eneste dagslys, der kom ind i rummet, var fra et smalt vindue lige under loftet i forbindelse med en kælderrist. Jeg studsede lidt over rummet, for selvom det umiddelbart virkede stort og lyst, tænkte jeg på de manglende flugtveje i tilfælde af brand.

Det sidste rum, som lå for enden af korridoren, var også kun udstyret med et kældervindue og -rist, og der var betydeligt mørkere end i det forrige rum.

- Her er det meningen, lærerværelset skal være, forklarede bestyrelsesformanden.

Min begejstring fra klasseværelserne, som var dalet lidt ved synet af omklædningsrummet og fritidsrummet, var nu helt i bund: Det kan godt være, at der ikke skal være så mange lærere ansat, når skolen en gang bliver en realitet, men det hér, det kan man ikke byde folk at arbejde i, tænkte jeg.

Nok ville jeg gerne væk fra et stort, larmende folkeskolelærerværelse, men at skulle holde sine pauser i et lille kælderrum på omtrent seks kvadratmeter med meget lidt dagslys – det var ikke lige dét, jeg havde forestillet mig.

Og det blev værre endnu: Lige til højre for lærerværelset lå der et toilet med to båse, men var det tiltænkt lærerne? Nej. Det var elevernes, og ovenikøbet pigernes. Drengenes toilet skulle vi tilbage ad korridoren for at få et kig på. Døren derindtil lå i den lille fordelingsgang, hvor trappen til stueetagen lå. Ganske rummeligt, med to båse og to håndvaske. Og lærernes toiletbehov? Det var der ikke blevet tænkt på.

I modsatte ende af fordelingsgangen, modsat det store klasselokale, lå der endnu et rum, størrelsesmæssigt mellem det store og lille klasseværelse. Her skulle der være fjernundervisning fra England.

Lige uden for rummet var der en lille korridor, som førte hen til det sidste rum, som skolen skulle råde over: Elevernes frokostrum. Her ville der blive opsat et stort, aflangt bord, samt køleskab og komfur.

Jeg måtte jo afslutningsvis sige, at jeg var imponeret over de store planer for stedet. Jeg tænkte på elevernes vegne, ikke så meget på mine egne. Otte elever ville have rigelig med plads hernede, men som arbejdsplads tvivlede jeg en del.

Vi tog høfligt og formelt afsked. Jeg ville høre fra dem, når de var færdige med alle jobsamtalerne, og når de havde besluttet sig.

For enden af frokostrummet var der en dør, som via en udendørs betontrappe førte ud i det fri og direkte op til parkeringspladsen, hvor jeg var ankommet, og jeg bemærkede, at indgangsdøren til receptionen lå lige til venstre for. Jeg forlod stedet vel vidende, at det at skulle undervise blot otte elever ville være luksus, men samtidig at skulle arbejde i en kælder trak gevaldigt ned. Jeg var derfor fast besluttet på at skulle hjem og skrive nogle flere ansøgninger.

Skæbnens ironi

Når der sker noget afgørende i éns liv, plejer de fleste at kunne huske tid og sted, sågar den eksakte situation. Sådan var det også for mig:

Min kæreste og jeg var I Asnæs for at se på en hundehvalp, og jeg husker præcis hvor vi stod, og hvad vi foretog os: Vi var i haven hos hundeejeren, da jeg blev ringet op af bestyrelsesformanden.

- Goddag, det er Christian. Vi i bestyrelsen har vurderet alle ansøgerne, og vi er blevet enige om at tilbyde dig ansættelse hos os.

Jeg blev øjeblikkelig fyldt med stor glæde, men den varede kun få sekunder:

- Vi har valgt at ansætte i alt tre deltidslærere ud over skolelederen, og til at starte med kan vi kun tilbyde dig arbejde én dag om ugen. Jeg var målløs. Følte mig i den grad røvrendt. Hvem kunne leve af at arbejde én dag om ugen? Og jeg havde opsagt mit tidligere fuldtidsjob. Vidste de overhovedet dét?

- Er det i orden med dig? spurgte han.

Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke afviste det sølle jobtilbud med det samme, men måske var det begrundet i, at jeg ingen, absolut ingen, anden indkomst havde på daværende tidspunkt. Og min kæreste var fortsat studerende.

Jeg havde lyst til at give Christian og hans nye projekt fingeren, men takkede alligevel ja til jobbet og tænkte, at jeg kunne bruge de resterende ugedage på at sende en masse ansøgninger af sted.

Således kom jeg den samme sommer vidt omkring til samtaler på så forskellige skoler som Ishøj Privatskole, Sorø Borgerskole og Roholmskolen i Albertslund.

Ishøj lå i cykelafstand, så jeg tog gennem den idylliske Ishøj Landsby og videre sydpå. Før motorvejen ligger der et erhvervsområde, og på den anden side et større parcelhuskvarter med fine stisystemer.

Jeg havde ikke cyklet særlig langt, før jeg på afstand skimtede en gruppe unge mennesker på stien. Tættere på kunne jeg se, at det var både danske og nydanske drenge, og da jeg nærmede mig, bemærkede jeg, hvordan et par af dem så mig an. En flygtig tanke om Ishøjs ry strøg igennem hovedet på mig, og jeg blev et øjeblik bange for, at jeg ville blive passet op af gruppen, men de lod mig passere.

Selve privatskolen lå i et naturområde ud til Køge Bugt, og til selve samtalen tog skolelederen og formanden for skolebestyrelsen imod mig.

Lederen præsenterede sig, men lod mig vide, at han altid blev kaldt sit efternavn. Spøjst at fortælle en ansøger, tænkte jeg.

Formanden introducerede sig ved at nævne, at det hele var sket så hurtigt, og at de måtte afbryde deres ferie for at nå at gennemføre ansættelsessamtalerne i tide inden det nye skoleår. Jeg tænkte, at det måtte ansøgerne jo også gøre.

Det handlede meget om, hvordan jeg var som person, og jeg følte ikke rigtig, jeg fik vist, hvad jeg kunne tilbyde dem som lærer. Men skolens størrelse og placering tiltrak mig, så jeg håbede lige indtil afslaget, at jeg ville blive tilbudt jobbet. Når alt kommer til alt, er forældrene på en privatskole nok endnu mere krævende end dem på en folkeskole nord for København.

Det passede mig derfor bedre, at mit næste stop blev på en Albertslundskole. Her er det nok snarere eleverne end forældrene, der er krævende, tænkte jeg og mødte op til min næste samtale med en god fornemmelse.

Her var der en god stemning, og jeg følte, at jeg fik solgt mig selv meget bedre end tidligere. Jeg fik at vide, at det var en specialklasse, jeg skulle forholde mig til, men det skræmte mig på ingen måde, og jeg fik nævnt, hvor god jeg er til at interagere med unge mennesker, hvor meget jeg holder af at lave udendørsaktiviteter og tænke kreativt.

Lederen, som var meget reel, måtte dog understrege over for mig, at det af og til kunne gå hen og blive fysisk krævende at have med sådan en gruppe drenge at gøre. Om det var det, der blev udslagsgivende, ved jeg ikke. Jeg er ikke så god til at huske begrundelser for et afslag.

Det var også midt i juli, at jeg faldt over et jobopslag i Folkeskolebladet over en folkeskole i Sorø. Her havde de også mistet et par lærere op til sommerferien, og det tiltalte mig, at jeg ifølge opslaget ville få gode muligheder for at tilpasse et skema efter egne ønsker.

Jeg fik hurtigt sendt en ansøgning af sted, og blev inviteret til jobsamtale umiddelbart efter. Jeg blev faktisk ringet op af skolelederen på vej ud fra en anden jobsamtale, så jeg følte virkelig på det tidspunkt, at det kørte på skinner for mig. Togturen til Sorø kostede over 80 kr. og jeg måtte gå et godt stykke vej fra stationen til skolen, som lå i hovedgaden i Sorø – en lang, smuk allé.

Til denne samtale manglede der ikke spørgelystne repræsentanter for ledelse, lærere og forældre. Lederen måtte med det første kaste bomben og sige det som det var: Jeg var tiltænkt en rolle i et 1.-klasses team. - Hvad siger du til det?

Jeg sagde, at selv om jeg var vant til at undervise de ældre elever, mente jeg, at det kunne være sjovt at undervise de yngste.

I virkeligheden var jeg chokeret over at være blevet taget så grundigt i røven. Alle ved bordet havde set mit cv og kunne se, at det råbte og skreg til himlen, at jeg var udskolingslærer.

- Men nu er det jo ikke nok, at du synes, det kunne være sjovt, afbrød en af forældrerepræsentanterne. Hvad kan du byde ind med i et 1.-klasses team? ville han vide.

Jeg var rådvild og ville egentlig bare væk derfra. Resten af samtalen forløb i god ro og orden, men set i bakspejlet, skulle jeg have delagtiggjort ansættelsesudvalget i præcis, hvad jeg følte om den behandling, de have givet mig, og forladt lokalet med det samme.

Det hele endte sågar med en rundvisning af en lærer på skolen, og jeg vidste jo hele vejen rundt, at denne skole ville jeg aldrig mere sætte mine ben på.

Det var ikke fair af dem. Jeg havde brugt over 80 kr. på en togbillet, og i toget på vej hjem tænkte jeg igen og igen på et af spørgsmålene fra samtalen, mens det sjællandske landskab passerede forbi: Et af bestyrelsesmedlemmerne ville vide, hvordan jeg dagligt havde tænkt mig at komme frem, når jeg boede i Høje Taastrup og ikke havde bil. - Jeg vil selvfølgelig tage toget, havde jeg prompte sagt, men det havde ikke virket til at overbevise vedkommende, og jeg må være ærlig og sige, at jeg bestemt heller ikke havde følt mig særlig overbevist af dem.

Det skulle altså ikke lykkes mig over sommeren at finde mig et nyt fuldtidsjob, så jeg begyndte stille og roligt at sætte mig op til et-dags-jobbet på den lille privatskole.

Egentlig gjorde det ikke noget, at det var Rødovre og ikke Hellerup, som først antaget, for min kæreste og jeg planlagde at flytte til den københavnske vestegn hen over sommeren. Måske ville mit nye arbejde ligefrem blive i cykelafstand til vores nye hjem…

Del I:

Skolen i kælderen

(2005-2008)

1. Første skoledag

Der manglede stadig en del at få gjort færdigt til det nye skoleår, så skolestarten blev udskudt til 15. august, men så var alt også klar til den store indvielse: Sammen med resten af lærerstaben mødte jeg op til første skoledag en time før det skulle gå løs, og allerede på afstand kunne man fornemme, at her skulle noget særligt til at ske: Den lille parkeringsplads foran skolen var fyldt op med biler, og selv ude på tilkørselsvejen – såvel før som efter matriklen – holdt parkerede biler.

Det var bestyrelsesformanden, som tog imod og fulgte mig direkte hen til konferencerummet. Her var hele lærerstaben og bestyrelsen samlet omkring det store bord, og jeg hilste for første gang på mine nye kolleger: Skolelederen var en midaldrende herre med gråt hår og skæg, og det blev understreget hvor stort et arbejde, han havde lagt i at få skolen oprettet, såvel administrativt som erfaringsmæssigt.

Der var en stor, lyshåret mand i sluttrediverne, som skulle undervise matematik og naturfag, samt en ung fyr, som skulle tage sig af såvel dansk som tysk. Han var stadig i gang med lærerstudiet.

Engelsk skulle den aldrende lærer fra trossamfundet stå for, ud fra en britisk læseplan, for sådan ville forældrene gerne have det. Skolelederen skulle også undervise en del timer, for det administrative arbejde blev ikke betragtet som særlig omfattende pga. skolens størrelse og lave elevtal.

Jeg undrede mig over, at den unge fyr var blevet foretrukket frem for mig, for jeg kunne jo også undervise tysk og havde trods alt et par års undervisningserfaring. Til gengæld beroligede det mig at erfare, at kun lederen var ansat på fuld tid. De tre andre lærere var kun ansat til at undervise henholdsvis to og tre dage om ugen.

Skolelederen kom med nogle praktiske oplysninger, bestyrelsesformanden understregede hvilke forventninger, der var til os som undervisere, og så gik turen ellers ned i kælderen for at inspicere den splinternye skole.

Alt så fremragende ud: Væggene var nymalede, et helt nyt gråt filtgulvtæppe var lagt ud i hele kælderetagen, og dørene havde hver fået sin egen, kulørte pastelfarve. De hvide vægge havde bestyrelsesformanden selv malet, mens børnene havde fået lov til at vælge dørenes farver. Det sidste var han ikke så imponeret over, men jeg syntes at det var et frisk pust i en ellers farveneutral kælder. En del lysstofrør i loftet medførte rigeligt med kunstigt lys i den underjordiske etage.

De to klasseværelser havde fået opsat whiteboards og der var aflagte, men dog stadig pæne, borde og stole klar til eleverne. Det var inventar, som var blevet kasseret af en folkeskole i en