Alle har en historie, V: Læreruddannelsen, Haderslev

By Torbjørn Ydegaard (red.)

I Danmark har børn fra eliten fem gange større chance for at få en mellemlang- eller lang videregående uddannelse sammenlignet med børn fra underklassen. På den måde vrides Danmark stadigt skævere, socialt set.

Skal sammenhængskraften i det danske samfund bevares, og skal vi fortsat have et velfærdssamfund, er det næppe hensigtsmæssigt at øge den sociale ulighed, sådan som det sker i disse år. Og når det gælder valg af uddannelse og chance for at gennemføre en uddannelse uanset dens længde, har både skolen og uddannelsesinstitutionerne en opgave. Den opgave fordrer nogle aktive tilvalg fra skolens og institutionernes side i form af pædagogisk og didaktisk udvikling af indhold og metoder og udvikling af tilgange til elever og skolekultur.

Det er på baggrund at Freedom Writer-pædagogikkens narrative metode byder sig til og kan noget. Tankegangen kan illustreres som følger:
1) Vi lever i nutiden.
2) Vi er historieskabte, dvs. vi har rod i fortiden.
3) Vi er historieskabende, dvs. bestemmende for fremtiden.
Målet er at synliggøre dette. Narrativet er vejen til denne synliggørelse – helt konkret i form af biografiske fortællinger.

Denne bog illustrerer nogle af de metoder, der kan tage si anvendelse for at fremme den individuelle fortælling – der kan medvirke til at gøre skolens tilbud nærværende, relevant og motiverende selv for den skolefremmede elev.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jun 28, 2016
• ISBN: 9788771885187

Torbjørn Ydegaard (red.)

Torbjørn Ydegaard, M.Ed. fra Universitetet i Oslo, Freedom Writer Teacher fra Freedom Writer Foundation, Long Beach, CA. Lektor ved læreruddannelsen UC Syd, Haderslev.

Book preview

Ydegaard

Freedom Writers-pædagogik på Læreruddannelsen

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd barslede i februar 2016 med en rapport om social arv og mobilitet i Danmark¹. Hovedkonklusionen er, at fra 2003 til 2013 er den sociale mobilitet faldet. Hvor det i 2003 var 25% af underklassen børn, der som voksne befandt sig samme sted, er tallet i 2013 steget til 33%. Det er altså blevet markant vanskeligere at rive sig løs af forældrenes sociale position. Analysen viser samtidig, at børn fra eliten – socialklasse 1 og 2 – har 5 gange større chance for at få en mellemlang- eller lang videregående uddannelse sammenlignet med børn fra underklassen. På den måde vrides Danmark stadigt skævere, socialt set.

Nu er det næppe skolens opgave alene at modvirke det, nogle vil anse for samfundsmæssige og samfundsskabte problematikker². Men skal sammenhængskraften i det danske samfund bevares, og skal vi fortsat have et velfærdssamfund, er det næppe hensigtsmæssigt at øge den sociale ulighed, sådan som vi tydeligvis er ved at gøre det i disse år. Og når det gælder valg af uddannelse – og bare det at vælge en uddannelse til i stedet for fra – og chance for at gennemføre en uddannelse uanset dens længde, har både skolen og uddannelsesinstitutionerne en opgave. Den opgave fordrer nogle aktive tilvalg fra skolens og institutionernes side i form af pædagogisk og didaktisk udvikling af indhold og metoder og udvikling af tilgange til elever og skolekultur.

I USA, hvor den sociale ulighed er betydeligt større end i Danmark, dropper 80% af udsatte og sårbare ud af high school. Spørger man de 20%, der gennemfører uddannelsen, siger 82% af dem, at deres skolesucces skyldes engagerede og vedholdende lærere, der ud over det faglige også tilbyder empati og omsorg.

Det svarer til John Hatties konklusioner³. Også han finder, at ikke-instrumentelle tilgange, empati, varme – og vedvarende opfordringer til kritisk tænkning scorer højt på lærernes ’effekt-barometer’.

Den britiske sociolog Anthony Giddens udtrykte behovet for det identitetsskabende narrativ i En Løbsk Verden fra 2000. Heri skriver han bl.a.:

Når traditionen falder væk, og den selvvalgte livsstil får overhånd, går selvet ikke fri. Selvidentiteten skal skabes og genskabes mere aktivt end før. Det er forklaringen på at terapi og psykologisk rådgivning af enhver art er blevet så populært i de vestlige lande. Da Freud grundlagde den moderne psykoanalyse, troede han at han var i færd med at udvikle en videnskabelig neurosebehandling. Det han rent faktisk gjorde, var at konstruere en metode til at forny selvidentiteten i de tidlige stadier af en aftraditionaliseret kultur.

Det er imod den baggrund at Freedom Writer-pædagogikkens narrative metodikker byder sig til og kan noget. Tankegangen kan illustreres som følger: 1) Vi lever i nutiden. 2) Vi er historieskabte, dvs. vi har rod i fortiden. 3) Vi er historieskabende, dvs. bestemmende for fremtiden. Målet er at synliggøre dette. Narrativet er vejen til denne synliggørelse – helt konkret i form af biografiske fortællinger.

I forlængelse heraf kan Axel Honneths arbejde med begrebet ’anerkendelse’ – hentet fra den unge Hegel – også tænkes ind. Her deles menneskets liv i tre sfærer, hver med sine anerkendelses- og krænkelsesformer:

I privatsfæren baseres anerkendelse på det affektive i ethvert mellemmenneskeligt forhold – det handler om kærlighed. Gives denne form for anerkendelse udvikler modtageren selvtillid. Fejler denne aner-kendelsesform, og optræder i stedet fysisk misbrug, voldtægt, nedværdigende behandling og misrøgt er der tale om krænkelsesformer, der medfører omverdensmistillid og social skam.

I den retslige sfære baseres anerkendelsen på generaliserede interesser, der ikke (bør) gøre forskel på individer – det handler om politiske og juridiske rettigheder. Modtagere opbygger selvagtelse. Hvis den retslige anerkendelse svigter og individet udelukkes fra juridiske rettigheder, er der tale om krænkelser, der resulterer i social død.

Den solidariske sfære baseres anerkendelse af individets særlige færdigheder, og anerkendelsen gives som en blanding af noget emotionelt og noget kognitivt. Modtageren opbygger selvværdsættelse. Krænkelser i denne sfære handler om social degradering og tab af kollegial anerkendelse.

¹ Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2016): Den sociale arv er blevet stærkere i Danmark

² Se f.eks. mit bidrag Hannah Arendt and Karl Popper – two interpretations on education i Torbjørn Ydegaard (ed.) (2015): Reflections and Interpretations. BoD

³ John Hattie (2009): Visible learning: 118f

Wall of Early Memories

Det kan være en god idé ikke at kaste sig hovedkulds ud i at skrive lange levnedsforløb. Især når de vordende forfattere er børn og unge mennesker. Begynd hellere i det små, med skriveopgaver der er overskuelige, og som samtidig hjælper skriverne til at se de betydningsbærende historier de selv bærer rundt på. Wall of Early Memories handler om at grave tilbage til et tidligt minde, der har fået blivende værdi. Som f.eks. når jeg husker følelsen af ikke at forstå, hvordan de andre børn i børnehaven den november-morgen i 1963 vidste om mordet på Kennedy, og følelsen af ikke at vide, men dog at vide at det er vigtigt at vide – og at jeg derfor altid lytter til P1 om morgenen.

Jeg kan huske, at jeg havde en rokketand i børnehaven (muligvis den første). Den blødte ned i min makrelmad. Pædagogen tog mig med ud på badeværelset og hev den ud. Det var ikke sjovt.

Jeg husker, at jeg altid gik over til mine bedsteforældre for at spille Yatzy eller Æsel. Jeg elsker stadig at komme hjem og spille en runde med mormor.

3–4 års alderen: jeg står ved siden af en reol. Denne mærkelige ting på reolen begynder pludselig at ringe og tænker meget over hvad det mon kan være (telefon).

Besøg i bogbussen med teater. Fornemmelsen af at forsvinde ind i en forestilling/en bog. Verdner der åbner sig.

Husker en jul omkring den tid, hvor jeg skulle begynde i skole. Ønskede mig kun én ting – en skoletaske. Altså den helt rigtige som var perfekt. Vi holdt jul hjemme og hele familien på 12–15 personer var der. Dagen var uendelig lang. Mine forældre ville gerne følge de traditioner, de havde lært af deres forældre, så derfor trak det ud. Kirke. Mad alt for sent. Jeg lå ’syg’ hele dagen og kunne intet spise. Endelig skulle vi have pakker ved 22-tiden – én ad gangen måtte vi pakke op… Jeg endte med at blive ’rask’ og fik tasken. Episoden har betydet meget for hvordan vi i dag holder jul i min familie med mine egne børn.

I børnehaven stod jeg ofte ved hegnet og ventede på, at min mor hentede mig.

Min lillebror blev født da jeg var 6 år. Min far og jeg blev vækket af politiet – min mor havde mange veer og de kunne ringe os op. Vi blev kørt i politibil med udrykning til sygehuset og vi nåede det i sidste øjeblik.

Jeg husker at sidde i en gruppe af afrikanske kvinder og spise ugali (majsgrød) med fingrene. Vi sad ude i hytten, hvor vores tjenestepige og barnepige sov.

Over en længere periode i børnehaven græd jeg og var meget ulykkelig hver eneste dag, når min far eller mor skulle gå. Den dag i dag får jeg følelsen (dog i mindre grad) og en klump i maven, når jeg skal skilles fra én jeg holder af – hvis adskillelsen varer mere end en dag eller to.

Da jeg var 4 år blev jeg skubbet ned af en trappe og brækkede armen.

Da jeg var 9 år fik jeg mit første kæledyr og det føltes som verdens bedste oplevelse. Jeg græd og var ufattelig lykkelig. Samtidig begyndte jeg at tage ansvar for noget meget vigtigt – et levende væsen.

Jeg havde engang en lærer som sagde at han elskede duften af papir, når han åbnede en bog. Jeg så meget op til ham, så jeg begyndte også at holde af duften af papir. En del år senere fandt jeg ud af at han havde være humoristisk den dag, men oplevelsen af at holde af papir blev stadig i mig, da jeg i de år havde fortalt mig selv hvor dejlig duften af papir var.

Opdagelse af forskellen mellem fantasi og virkelighed. Jeg havde drømt, at jeg kunne flyve og var virkelig overbevist herom. I børnehaven fortalte jeg alle om det, men de troede ikke på det. Så da jeg skulle bevise det, fandt jeg ud af, at der rent faktisk er forskel på fantasi og virkelighed, drøm og realitet. Jeg var dybt skuffet.

Jeg startede tidligt i børnehave (2år) og jeg husker et år efter, jeg var startet, skulle børnehaven slagte høns, fordi naboerne klagede over, at hanerne galede. Mange af børnene syntes, det var synd og ville ikke deltage. Jeg synes, det var super spændende og skulle stå på første række. Det, jeg husker fra episoden, er da pædagogen hugger hovedet af en af hønsene og den spræller som bare pokker. Han slap den, hvorefter den næsten mekanisk kunne løbe et par skridt. Jeg husker hvordan børnene skreg og var bange for den hovedløse høne.

Jeg var meget ked af at gå i børnehave, græd det meste af dagen – alle årene jeg gik i børnehave. Derfor startede jeg et år ’for tidligt’ i skole. Var derfor en af de yngste. Da jeg endelig blev ’skilt’ fra mine forældre gjorde jeg det all-in…1 år som udvekslingsstudent i Australien. Kunne nærmest ikke komme længere væk hjemmefra! Jeg lærte at blive selvstændig – men lærte også at værdsættemine forældres hjælp/input. PS: det var før PC’eren blev hver mands eje, så al kommunikation var med post… ca. 5–7 dage hver vej.

Det stærkeste og meget grusomme minde, jeg har fra min barndom, er engang hvor min biologiske far, som var alkoholiker, havde drukket sig så fuld, at han var væltet i sin lejlighed og havde slået hovedet på den ene af de sorte reoler i stuen. Da min mor, stedfar og jeg kom op i lejligheden stod han i badet og reolerne var væltet. Jeg husker, at min stedfar kørte min far på hospitalet og min mor og jeg vaskede den store røde blodplet af gulvtæppet. Hver gang hun skyllede kluden blev vandet i baljen helt rød og vi måtte skifte vandet mange gange. Da vi var færdige kørte vi ud på skadestuen. Jeg nåede at tegne en tegning til min far, som havde fået forbinding om hovedet, så han lignede en zombie.

En aften spørger min yngste datter mig, om morfar var en dejlig far, sådan som hendes far jo er. Jeg tager mig selv i tøvende at vandre tilbage, mens jeg tøvende svarer, at han arbejdede ret meget. Jeg går ind på børneværelset og tager en lille bog ned fra hylden – Historien om Troldepus. Den her, fortæller jeg min datter, den indlæste min far på bånd – så han ALTID kunne læse godnathistorie for mig, også når han ikke var hjemme. Min datter smiler og har aflæst mit ansigt… Han var en dejlig far, kan jeg se, det er så trist at jeg ikke nåede at møde morfar. Mn fars stemme på bånd var trygt og rart og jeg glemmer aldrig historien om Troldepus.

Da jeg var 4 år, blev min mors lillebror involveret i en trafikulykke (19 år gammel), da han overhalede en traktor i tåget føre. Der kom en modkørende bus, og han blev dræbt på stedet. I dag har jeg svært ved at overhale – måske fordi min mors sorg sidder så dybt i mig. Og fordi jeg kender smerten ved a et familiemedlem omkommer. Tænk hvis det skete for mine børn…

Jeg kan ikke rigtig huske meget fra min early childhood. Derfor har jeg tegnet enkelte figurer, som jeg kan huske det i mit hoved. Men fordi de er blandet med alle de