Min mors dagbog

By Jan Birch

Min mor har fået Levy Body Demens. Derfor lavede vi nogle samtaler, som vi optog på bånd.
Det var mit ønske, at mor skulle fortælle frit fra leveren om sit almindelige liv. Jeg skulle lytte og være til stede. Hvis jeg så anede, at mor ville åbne skodderne for sine indre tanker, håbede jeg, at min fortrolige tilstedeværelse og enkelte spørgsmål kunne inspirere hende til at løsne helt op. Det var mit inderste ønske.
Ulykkelig skænderier, selvmordsforsøg, min bror Peters selvmord. Tiden efter fars død. Hendes søgen efter et nyt liv, en ny kæreste og senere ny mand. Hvorfor var vi ikke mere for hinanden i familien? Skyld, ansvar. Ingen næstekærlighed. Hvorfor blev hendes liv, som det blev?
En regndråbe kan falde på en frodig mark og give næring til nyt liv, eller den kan falde på en kold sten. Mors dråbe har givet os et dejligt liv på godt og ondt. Der er ingen tvivl om, at vi er mærket af det liv, vores forældre har haft. Og de af deres forældres liv. Men kender og forstår vi, hvilket liv de har haft? Har de haft forståelse, anerkendelse og kærlighed til hinanden ide valg og beslutninger de har truffet? Har vi?
Vore samtaler giver et lille indblik i hendes liv. Ordene er hendes egne. Hendes tanker viste sig i hendes blik, også når hun lukkede sine øjne. Der skjuler sig også noget bag hendes fortællinger.
Kunne vi så bare forstå historien og lære af den, for tænk hvis…

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 23, 2015
• ISBN: 9788771701807

Jan Birch

Jan Birch, f. 1953, oprindelig uddannet skolelærer og senere selvstændig ejendomsmægler igennem 25 år. Født og opvokset i Skive, politisk aktiv igennem mange år, men meldte sig sidste år ud af Socialdemokraterne af politiske grunde. Bor nu i Aarhus

Book preview

Indholdsfortegnelse

Titelside

Indledning

Lidt fra familie stamtræet

Indledende samtale om familieoplysninger.

Samtale 28. januar 2015: Barndom

Samtale 11. februar 2015: Søskende

Samtale 18. februar 2015: Billeder

Samtale 25. februar 2015: Porshøjvej 42.

Samtale 4. marts 2015: Lidt snak om livet.

Samtale 11. marts 2015: Det er svært.

Samtale 18. marts 2015: Livet, børn og døden

Samtale 25. marts 2015: Valg i livet.

Samtale 15. april 2015: lidt til sidst.

Det var så de samtaler.

Kolofon

Min moders dagbog

Henny Augusta Birch

Alle rettigheder forbeholdes.

Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er forbudt uden min skriftlige tilladelse ifølge dansk lov om ophavsret

Indledning

Nogle måneder før vores første session med båndoptagelser af besøgene hos mor fik hun stillet diagnosen Levy Body Demens. Sygdommen udvikler sig gradvist med ændringer i opmærksomheden eller bevidsthedstilstanden. Tidligt i sygdomsforløbet ses tilfælde af minutter til timers varighed, hvor de sygdomsramte kan virke fjern, uklar eller endog konfus.

Sygdomsforløbene for personer med Levy Body Demens patienter varierer med hensyn til symptomer og varighed. Det er aldrig muligt at forudsige noget sikkert om, hvordan sygdomsforløbet vil være hos den enkelte. De fleste forløb strækker sig over en periode på 6 – 10 år. Det er min opfattelse, at mor ikke er så langt i forløbet endnu, men alligevel er hun selv bevidst om de forandringer, der sker. Det er den erkendelse, som er det værste moment ved sygdommen. Korttidshukommelsen bliver dårligere, senere sker det også for begivenheder længere tilbage i tiden. Jeg vidste, at hendes koncentration vil blive svækket med tiden, og at der ville opstå problemer for hende med at overskue og planlægge komplicerede opgaver. Der var kun små spor af dette symptom i begyndelsen.

Et andet kendetegn for sygdommen er, at den demente tænker og reagerer langsomt og mor kan derfor ind i mellem fremstå dårligere intellektuelt fungerende, end hun egentlig er. Hun overraskede mig flere gange med klarsyn og udførlige erindringer.

Synsopfattelsen bliver også svækket. Måden at bearbejde synsindtryk på svækkes. Selvom synet ofte er helt normalt, kan den demente have svært ved at opfatte formen på genstande og lokalisere dem. Derfor ser jeg mor gribe forkert ud efter ting og håndtere redskaber på en akavet måde. Modsat havde mor nu ikke noget problem med at genkende personerne på de utallige billeder, vi så sammen.

Hendes bevægelser er blevet langsommere, finmotorikken dårligere og hendes gang små trippende med tendens til at falde forover. Talen vil senere blive lavere og langsommere og ansigtsmimikken mindskes. Jeg har endnu ikke oplevet, at hun har rystelser i hænder og arme som ved Parkinsons sygdom.

I perioder, specielt om natten ser mor syner (hallucinationer). Disse er som regel livlige og detaljerede, fx i form af mennesker, som opholder sig omkring mor uden at tale direkte til hende. Synerne opstår på grund af degenerering af områder i hjernen, der har med bearbejdning af synsindtryk at gøre. De er ikke udtryk for egentlig sindssygdom og er sjældent generende for personen. Men mor har i sene nattetimer snakket med både Peter, Gerd og mig uden, at vi har været til stede. Peter kunne naturlig vis ikke være der fysisk.

Ideen til mit eller rettede vores, mors og mit projekt dukkede op på hjemturen fra mit første besøg på friplejehjemmet Blåbærhaven i Klejtrup. Det var en skræmmende og tankevækkende oplevelse, men også positiv i den forstand at personalet virkede særdeles kompetent til opgaven med at passe min mor. Men mødet med andre plejepatienter, der var hårdere ramt af sygdommen, åbenbarede en helt ny verden for mig, som jeg ikke havde forstillet mig.

Det var blandt andet denne faktor, der gjorde, at jeg traf en beslutning om at skrive hendes livs fortælling, så længe hun erindrede om sit liv. Jeg ville fremskynde vores møder og helst optage vores snakke på bånd, så jeg senere kunne samle mig omkring skrivearbejdet. Det vigtigste er timerne på plejehjemmet, hvor jeg lytter til hendes ord, stiller de rigtige spørgsmål og sammen med hende reflektere over hendes oplevelser i livet. Jeg havde med projektet også det håb, at hun måske ville bevare sin friske natur i en længere periode, end hvis vi ikke havde vores hyggesnakke.

Da jeg spurgte, om hun var frisk på opgaven, virkede hun overraskende glad og positiv. Det