Det der bare måtte siges...: I al sin ufuldkommenhed.

By Else Ø. Andersen

»Der er en revne, en revne i alting. Det er sådan lyset kommer ind« Leonard Cohen.
Sårbarheden har kvaliteter i sig, som det menneskelige øje har svært ved at se. Gud ser det! Han bruger det uperfekte og skrøbelige, og sådan kommer den guddommelige herlighed til syne i verden.

Del 1 indeholder en personlig fortælling om en barndom på landet, om vovemod i ungdommen og et voksenliv med mange udfordringer. Dilemmaer og personlig udvikling kommer bl.a. til udtrykt gennem breve og dagsbogsnotater.

Del 2 blev skrevet under et ferieophold i byen Torrox i Andalusien, Spanien. Her udspilles en dramatisk virkelighed, krydret med detaljerede beskrivelser af tanker, drømme, og oplevelser.

Del 3 er en personlig fortælling, om det der ramte familien, da vores ældste søn begik selvmord. Med udgivelsen af bogen håber jeg, at historien må være med til at åbne, så mennesker kan se hinanden i øjnene, og tale om alt det skrøbelige og tabubelagte. Det perfekte findes ikke, der er skår i alting. Men vores sammenbrud og skår er ikke meningsløse, de kan bruges i al sin ufuldkommenhed i kærlighedens tjeneste.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jun 8, 2018
• ISBN: 9788743006237

Else Ø. Andersen

Mit navn er Else Ø. Andersen. Jeg er uddannet ergoterapeut og Familie-og Psykoterapeut. Jeg har en passion for andre mennesker, og er aktiv i forenings- og hverdagslivet hvor jeg bor. Som et kreativt menneske skriver og maler jeg. Desuden laver kunst af genbrugting.

Book preview

Indholdsfortegnelse

Forord

Der er en revne, en revne i alting. Det er sådan lyset kommer ind (Leonard Cohen)

DEL 1

Bryllup oktober 1974

Barndom

Sorg og dyrenes betydning

Fremtidsdrømme

Århus

En helt særlig Juleaften:

Nye muligheder

Brev efter turen til Australien

Konflikt

Sorg og biblioteket

Ord der aldrig blev sagt

Jeg var gået hjemmefra

2008 blev et begivenhedsrigt år

Hans og Grethe

En privat samtale

Torvet

Gode venner

DEL 2

Spanien

Morgen på tagterrassen

Køretur

Stemningsbillede fra torvet

Hundene i nabohuset

En dejlig dag

En anden dag

Døren gik op

Døren gik op igen

Gæsterne rejser hjem

Sidste dag i Spanien

Mail til præsten

DEL 3

Brevveksling med Frank på mails i perioden 2009 til 2013

Sommerhilsen

Tilstands rapport 03-08-2010:

En skøn dag

Tak for sidst

Fernisering

Finn B. Andersen der fylder 60 år d. 10 maj 2011

Tak for din tillid

Arbejde i kirken

Kirken

Urimeligt pres

Kan jeg gøre for det?

Skriv

Murene mellem os

Brev til mine børn

Dag bogsnotater tirsdag 12/2-13

Svar på min bøn

Sidste livstegn fra Frank: FFF

Store bekymringer for Frank

Opringning fra lægen

Bekymring- ingen bevægelser på kontoen

Frygteligt! Den værste tanke blev virkelighed

Selvmord udløste bombealarm

De pårørende er underrettet.

Kaere Britta

Begravelsestale i kirken ved Peter:

Psykiatrisk Hospital

Møde med P3

Gittes taleret:

Mail til søskende

Vedrørende Frank Østergärd Andersen

Laegenerne på hospitalet og medicin:

Og så her, hvor kæden virkeligt hopper af for mig:

Tro

Vores dilemma

Jeg ringer til Franks praktiserende læge

Dialogmøde

Julen 2014

Julen 2015

Julen 2016

Julen 2017

Selvmord

Der er brug for nye behandlingsmuligheder til psykisk syge!

Bogliste

Ordliste:

Forord.

Der er en revne, en revne i alting. Det er sådan lyset kommer ind (Leonard Cohen)

Sårbarheden har kvaliteter i sig, som det menneskelige øje har svært ved at se. Gud ser det! – han bruger det u-perfekte og skrøbelige, og sådan kommer den guddommelige herlighed til syne i verden.

Mit håb og ønske er: På trods af alle revner og skår - lad lyset slippe ind!

"Af mørke skal lys skinne frem,« han (Kristus) har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores" (Bibelcitat 2. Kor.4,7)

Lad os tale om det.

DEL 1. Livet består af så meget. Her er min fortælling om en barndom på landet, og om mit vovemod i ungdommen. Mit voksenliv blev med mange udfordringer. Meget vil utvivlsomt være genkendelig læsning, for den der lever i en relation med andre som par eller familie. Noget blev dramatisk og følelser kom i spil: glæde, sorg, vrede, angst, savn, længsler, og håb om forandring.

Jeg har valgt at krydre min historie med stemningsbeskrivelser, både fra naturen og fra hverdagen. Dilemmaer og personlig udvikling kommer til udtrykt gennem breve og dagsbogsnotater. Indimellem har jeg plantet hjælpsomme citater fra forskelligt litteratur, ord som jeg har fået stor gavn af.

DEL 2. blev skrevet under et ferieophold i byen Torrox i Andalusien Spanien i 2008. Her udspilles en dramatisk virkelighed, krydret med detaljerede beskrivelser af tanker, drømme, og oplevelser. Hvad øjnene så og ørene hørte dengang kom på skrift.

I DEL 3. har jeg har valgt at tale personligt om det der ramte mig og min familie, da vores ældste søn begik selvmord i 2013. Nogen gange overgår virkeligheden fantasien, og det gør ondt. Jeg har fortalt historien via mails, som jeg har sendt eller modtaget, og der er kun enkelte tilføjelser ind imellem, for at hjælpe læseren på vej. Jeg håber, at historien må være med til at åbne, så vi kan se hinanden i øjnene, og tale om alt det skrøbelige og tabubelagte.

Det der bare måtte siges...

DEL 1

Bryllup oktober 1974.

Jeg trak den hvide kjole over hovedet. Der var ingen til at hjælpe mig, kun far der ventede, på jeg skulle blive færdig. Tør du? spurgte han, da jeg stod foran spejlet, rettede på håret, og hæftede de hvide stofblomster fast ved ørene. Synes du ikke det ville være lidt sent, at sige det nu, hvis jeg ikke turde? Mit spørgsmål blev svaret på hans. Faktisk var det gået bedre end forventet. Ikke nu! Jeg havde ikke tid til de tanker nu! Hvad havde jeg egentligt forestillet mig? jeg måtte jo indrømme, at jeg både havde handlet overilet og været enormt naiv, da jeg begyndte mit kæresteri, med ham jeg nu ville give mit evige Ja. Men nu så det alligevel ud til at ende godt, og der var ingen vej tilbage. Ikke fordi jeg var gravid, som nogle familiemedlemmer forestillede sig. Vi ville bare kunne dyrke sex uden fordømmelse og konflikt. Det var min mening og værdi, at så måtte vi gifte os.

Det var far, der skulle være min chauffør til kirken, og føre mig op af kirkegulvet, og give mig væk. Han var ingen stolt mand den dag. Jeg vidste det. Og hans spørgsmål afslørede det. Kun i stærk tro på, at jeg ikke ville stå alene med det her - turde jeg. En erfaring og stærke oplevelser havde jeg allerede, at der altid var hjælp at hente hos den levende Gud. Hvis jeg ikke havde haft den overbevisning, havde jeg aldrig turde. Jeg sagde det ikke højt, nøjes med at tænke det. Far skulle ikke af mig få serveret en eneste kugle at skyde med.

Det kunne ikke være anderledes. Jeg havde besluttet, at det skulle være ham - eller ingen - nogensinde. Mit Ja skulle komme til at lyde tydeligt og klart i dag.

Far var ikke blevet spurgt, hvad han synes om mit valg, og han havde på ingen måde fået ret eller medbestemmelse over mig på dette område. Jeg var overbevist om, at det var endt helt anderledes, hvis han havde bestemt. Så havde han fundet en eller anden bondeknold, som han nu synes værdig, som ægtefælle til mig, som fjerde datter. En der helt sikkert havde den samme passion som ham – at arbejde med dyr og landbrug. Ham jeg havde fundet var helt anderledes. Han sagde ikke så meget – spændende hvad han rummede. Han var sjov og kunne drille på den sødeste måde. Og så var det ikke arbejde det hele med ham. Han var 3 år ældre end mig, og jeg synes han var meget smuk.

Måske var far i virkeligheden, også en slags medskyldig i mit valg, uden at vide det, og uden jeg selv havde været bevidst om det. Var det måske ikke ham, der havde lært mig, at kærlighed og arbejde for andre ikke kunne skilles ad? At intet i livet var vigtigere end arbejde og at tjene. Du gav mig O Herre en lod af din jord. At det var hele livets idé og mening? Se det gro. Arbejde var en dyd – ja endda en hellig dyd. Intet var nogensinde vigtigere for ham. Hele fars liv beviste det. Sådan så han på livet, det var hans tilgang og mening med tilværelsen. Jeg vidste, at han i sit hjerte takkede Gud, fordi han fik givet muligheden, ved at tjene sin skaber, med at arbejde med markerne og køerne, og ved at få andre til at arbejde med, på sine ideer og projekter.

Også mor vidste altid, hvordan hun skulle gøre sig nyttig, og hun delte helt fars syn på det.

Men lige nu sad hun altså i kirken, som var smukt pynter med efterårets højrøde hyben, og ventede på, at klokkerne skulle begynde at ringe, den tunge kirkedør gå op, bryllupsmarchen begynde, og jeg som hvid brud træde ind af døren. Finn, min kommende ægtemand, var der allerede.

Mor havde holdt sin mening for sig selv, nok forstået på far, at han ikke mente det var en passende livsledsager, jeg havde fundet. Allerede ved forlovelsen 27 maj, hvor mine bedsteforældre havde fejret deres guldbryllup, havde mor sagt tillykke, men far havde ikke kunnet få sig selv til at sige noget. Han var tavs og undvigende.

På en smuk oktoberdag overgav han sig alligevel, kørte mig de 700 meter til kirken, og førte mig op ad kirkegulvet, til den mand jeg elskede, og havde besluttet at ville redde - og tjene - og leve sammen med i medgang og modgang – til døden engang skulle skille os ad. Finns liv var i det øjeblik vigtigere end mit eget.

Barndom.

Når jeg så på de tyve år, jeg allerede havde levet, måtte jeg indrømme, at der var meget at være taknemlig for.

Det havde ikke været arbejde og besvær det hele. Jeg havde en gave - medfødt eller tidligt tillært - en glæde over naturens skønhed, som den foldede sig ud på gården, både med blomsterne i haven, og den overflod af æbler, pærer, blommer, stikkelsbær, kirsebær, ærter, jordbær og nye kartofler – alt sammen mors fortjeneste. Hun kunne, om nogen, få det til at gro og udvikles, og hun glædede sig virkeligt, over det hun fik at se. At der også var meget pligt hindrede ikke, at arbejdet gav god mening. Plukning af ribs og solbær, henkogning af pærer og blommer og syltning af løg og agurker til pickles. Skulle hun nyde solens varme eller sidde lidt i skyggen, brugte hun sin fantasi, og gjorde sig nyttig samtidigt. Måske var det stikkelsbærgrenene, ribs eller solbær der skulle plukkes, så blev buskene samtidigt beskåret - og det blev muligt at sidde ned og nyde dobbelt, arbejde og hvile - nyttigt at hente afkastet hjem i samme nu, ved de afskårne grene.

Den kærlighed jeg fornemmede mor havde til blomsterne, var til at blive misundelig over. Tænk hvis mors interesse for mit liv var ligeså stor, som den var for blomsterne, eller hvis hun synes, mit navn var ligeså smukt som blomsternes. Eller tænk, hvis jeg kunne få lov at sidde lidt på hendes skød, i stedet for at Dino skulle have lov at ligge og fede den. Kattene var søde nok, men mors kærlighed og plads på knæene var mere til kattene end til børnene - og det var til at blive misundelig over.

Jeg savnede, at høre og mærke fra mor, at jeg var som en dejlig blomst eller et smukt dyr, med et særligt betydningsfuldt navn. Eller endnu bedre – få en fornemmelse af, at jeg var elsket uden betingelser. Uden jeg skulle gøre noget først, for at få kærligheden.

Hvad betød jeg?

Jeg lærte tidligt, at være sikkert hos mig selv, og skulle ikke betro mig, hverken til far eller mor - eller mine søskende – jeg skulle ikke være til grin. Men det kunne betale sig, og faldt i god jord, når jeg var sød, hjælpsom og positiv, den strategi fandt jeg tidligt hjælpsom.

Og grøntsagerne voksede godt, i den fede fynske jord. Der var billige råvarer, og der kunne høstes en stor del af året, ligesom der altid var mange omkring spisebordet til at nyde goderne. Om efteråret kunne mor sidde med æbler eller pærer i en balje i sit skød, for at skrælle dem og gøre klar til henkogning, eller til en skøn æblekage eller til dessert en søndag. Så blev frugterne måske serveret med andre henkogte bær, og med råcreme til. Det blev det et kongeligt måltid. Jeg elskede, når der blev serveret råcreme til, især når der var henkogte pærer.

Altid arbejde - altid virksom. Næsten. Mor kunne godt tage sig en slapper. Når middagsmaden var spist, og mens tallerknerne stadigt stod på bordet, og den brune sovs langsomt tørrede ind, og de omsværmende fluer sugede resterne i sig, blev blyanten og dagens avis fundet frem. Stadig siddende ved bordet, og avisens side opslået på dagens kryds og tværs. Her blev mors tanker bundet en tid. Med en kat hvilende i skødet, gemt under avisen, hånden med blyanten støttende under hovedet – et blund til blyanten ramte avisen eller gulvet med en skarp lyd, så var hun vågen igen. Det var så den hvile, hun fik den dag. Men et powernap var netop ikke at foragte.

På andre dage, om sommeren, nød hun en time i skyggen i hængekøjen, under æbletræet. Far havde en særlig evne til at sluge sin mad og vælte ind på sofaen: Pude – tæppe! var kommandoen - vi tjenende ånder var der med tingene - vips lå han der og snorkede, med en avis over hovedet, til at holde fluerne væk fra ansigtet.

Arbejdet på gården.

Mest huskede jeg det daglige slid. Det var altid arbejde der skulle udføres, både for børn, karle og medhjælpere. Det krævede sit at drive landbrug. Og familiens Høvding levede i sin egen verden. I fars verden blev arbejdet planlagt over middagsmaden. Her blev dagens øvrige opgaver delt ud, til hvem der nu måtte være, til at tage fat igen når middagspausen var slut. Sådan var det for det arbejdende folk, og for os børn, hvis vi havde fri fra skole, eller det var ferietid. Mor var der selvfølgelig, og gjorde hvad far med rette kunne forvente. Hun stod hver dag med maden færdig, præcis når rådhusklokkerne ringede kl. 12. Ingen grund til spildtid på grund af unøjagtigheder. Så var der mad på bordet, og inden sidste kartoffelstykke, havde nået fars mave, var han allerede faldet i søvn på sofaen i stuen. Nyhederne havde han fået gennem radioavisen. Og ve’ den, der nu forstyrrede! Alle gjorde, hvad de skulle i forhold til ham.

Og os børn? Så høvdingen os? Ja, når vi lavede for meget larm i middagspausen, hvis der var for meget kævl, mundhuggeri og surhed mellem os.

Jeg kender Ingen som far der var ekspert i at styre med øjnene. Han formåede med stor præcision at fortælle, hvad der var galt, og hvad han forventede. Ro og stilhed og ingen overflødige ord. Hvis budskabet ikke blev forstået, ved at se eller stirre på den skyldige, kunne et par på kassen måske hjælpe lidt på forståelsen – sådan var fars pædagogik. Han så os også, når arbejdsopgaverne skulle fordeles. Da blev det tydeligt, om vi var der eller ej, så vidste han godt, hvor mange børn han havde at gøre godt med.

Søn- og helligdage var anderledes. På højtidsdage blev der kun arbejdet med det som var nødvendigt. Køerne blev malket og dyrene fodret, men markarbejdet og alt andet slidsomt måtte vente, også selv om det fx var fint vejr til at så korn eller roer en påskedag. Så hørte jeg naboernes travlhed og larmede maskiner køre forbi gården, ud til deres marker, mens vi i familien hyggede os med kaffe og kage. Der var også kirken, som jeg og mine søskende meget gerne måtte deltage i. det var mest sammen med mor, men der skulle helst være en repræsentant fra familien i kirken hver søndag. Jeg blev ikke tvunget til at gå i kirke, kun kraftigt opfordret til at gå med, og begge min forældre var gode til at synge, og det beundrede jeg.

Nedbrydning og opbygning.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor far valgte at bygge en ny stald nøjagtigt der, hvor moreltræet, og verdens bedste pæretræ voksede, men sådan blev det! far havde altid - i sin egen verden - gang i nytænkning og projekter. Det kunne være, han blev betalt for at nedbryde en bygning, for derefter at genbruge materialerne til noget nyt – fx. en ny stald til ungkreaturer, lige der hvor de før nævnte træer stod!

Et sådant nedbrydningsarbejde førte til mere arbejde for os. Her kunne dog tjenes 10 øre, for hver mursten, der blev renset for gammelt cement. Det var uden beskyttelsesbriller, og gav røde øjne at rense mursten.

Det var nu ikke kun gode minder, jeg havde med moreltræet, men det kunne aldrig, i min verden, retfærdiggøre, at disse fantastiske træer blev fældet. Når de bedste bær sad allerlængst, og yderst på de tynde grene, var der altid en risiko, ved at forsøge at få fat i dem. Det medførte engang et styrt for mig, da netop den gren knækkede, hvor jeg sad, og jeg fik skrabet huden af min venstre arm, uden dog at komme alvorligt til skade. I huset fandt jeg - som det eneste brugbare - et elastikbind, som jeg pakkede om den skadede arm. Men der var nogle, der havde set og hørt, at jeg var styrtet ned; hørt mig vræle – og jeg blev leet af, både den dag, og ved enhver lejlighed senere, og kaldt: styrtdykkeren. Og jeg synes overhovedet ikke, det var sjovt, når andre morede sig, på min bekostning! Især min morbror Ole var god til at mobbe, selv om jeg elskede ham, som en skøn storebror. Mor var ekspert i at aflede opmærksomheden, hvis jeg havde slået mig – Pyt med det – Det bløder ikke engang – og Så du hvad katten gjorde...? eller Se lige den fugl eller blomst jeg fik lært ikke at mærke, det var ikke ok at vise, eller være i smerte eller sorg – måske kunne jeg, på en sundere måde have lært at tåle den, i stedet for afledningen fra virkeligheden.

Medhjælperne.

Der var altid plads på gåden, til en person der ville arbejde. Det gjaldt både for den store knægt i landsbyen, der var skoletræt - måske fordi han var ordblind, eller han kom fra en fattig familie. Det kunne nemlig medføre, at han fik mange tæsk af lærerne, på min lokale skole. Der var ikke megen forståelse, for den arme elev, der af en eller anden grund, ikke kunne følge med, og ingen så, hvad der var brug for, for problembarnet. Så blev det tabte vundet ind ved muskelkraft, det der manglede af boglig viden, og lidt spænding med maskiner og traktorkørsel, var en super gevinst. Leif var en af dem. Han var anderledes, end sin lillebror Kurt, der blev kaldt Tøse Kurt, fordi han både legede med dukker og piger, og ikke brød sig om larmende maskiner eller brølende køer. Leif havde muskler, han var let at snakke med, og jeg ville have elsket, at være en dreng som ham - tænk hvis min far havde brugt de samme gloser om mig, som han brugte om Leif. Han var både stærk, smart og klog og havde sådan et dejligt væsen, og han var bare så rar. Det hørte jeg tit far og mor talte om. Jeg synes også bedre om min far, når Leif var i nærheden. De to havde en forståelse for hinanden, der gjorde stemningen let.

Også mange underlige mænd fik gennem tiden en tjans på gården. Hvad betød et stift knæ eller en ikke for høj IQ, hvis der var villighed til at bruge sig selv, i de mange opgaver, der dagligt skulle løses? Og hvis de altså ikke skulle have for meget i løn for det! De samme ungkarle og underlige mænd kunne, i et snedigt øjeblik, komme fysisk, og ubehageligt tæt på - enten mig - eller på en af mine søstre. Det fik hverken far eller mor nogen fornemmelse af. Og tvivlen, om jeg blev troet, hvis jeg fortalte det, afholdt mig fra at sige noget til dem.

At det var en tjeneste at gøre for Gud, at disse unge knægte, eller underlige mænd, kunne arbejde og bo på gården, herskede der ingen tvivl om. Så var der ikke tid til at gå og pjatte rundt og lave ballade, i stedet kunne de gøre nytte. Kost, og nogle gange logi, var en del af lønnen.

Også for børnene var det sådan. Lediggang blev betragtet som roden til alt ondt. Jeg mærkede et sug i maven af misundelse, når jeg tænkte på, hvordan veninderne kunne fortælle. De havde måske været på ferie, i tivoli eller bare ved stranden, sammen med deres forældre. Mange var helt uforstående overfor alle de pligter, der hørte med til livet på gården. Og det var ikke sjovt at blive kaldt Else ko-røgter

Løn for arbejdet gjaldt ikke for husets egne børn. Tanken, om det ikke var at udnytte andre en smule, kom på et tidspunkt. Ikke mindst, når jeg tænkte på tiden omkring den første, når jeg overhørte at de der arbejdede ikke altid var helt enige med far i timetallet, der var blevet arbejdet, og størrelsen på den løn der blev udbetalt.

Jeg husker ikke, at hverken jeg selv eller mine søskende nogensinde har været på listen, over de der havde gjort sig fortjent, til at få udbetalt løn for arbejdet. Det var selvfølgeligt, at husets egne børn gav en hjælpende hånd med, hvad enten det var i den tidligste sommer med roe hakning, eller sidst på sommeren i høsttiden, med korn neg der skulle køres hjem og tærskes, eller halm der skulle stables under loftbjælkerne på det drønvarme loft over stalden, eller der skulle samles roer – eller det allerværste: samles sten på marken. Det sidste var det allerværste, det gav ingen mening for mig, at samle sten, og det var hårdt arbejde. Og arbejdet i stalden var der på alle årstider, det var ikke sæsonbetonet.

Jeg husker desværre heller ikke noget godt fællesskab om arbejdet, havde i stedet fornemmelsen af, at far var i en anden mere betydningsfuld verden, hvor jeg kun kunne få plads, hvis jeg lydigt og uden brok eller dumme spørgsmål gjorde, hvad jeg fik besked på. Og skynd dig nu lidt! Du skal bare gøre, hvad der bliver sagt! Og den passive protest og vrede der kunne ligge i langsommelighed. Hvis jeg ikke lige kunne finde min jakke og gummistøvler, blev det ikke hverken opfattet eller på nogen måde accepteret. Jeg oplevede, hvor ensomt det kunne føles, at blive sat i arbejde, for herefter at skulle passe mig selv med det. Og ikke engang billig arbejdskraft var vi som børn – nej, vi var gratis!

Men også følelsen af usikkerhed, når far fx. gik rækken igennem, hvor de små spirende roe planter var blevet udtyndet. For måske fandt han for mange steder, hvor 2 små planter stod snoet omkring hinanden, eller der var for mange tomme meter, hvor planterne var blevet hakket om. Eller var det måske såmaskinen der havde svigtet, og havde været tilstoppet netop her? Når jeg så far komme gående på den måde, skete det ofte, at der netop på det tidspunkt blev for store mellemrum mellem planterne. Jeg følte lettelse, når far igen gik sin vej. Jeg blev usikker af hans kontrol, var alligevel ikke så sikker hos mig selv. Når han gik tilbage, for at passe traktoren med radrenseren og kørte frem og tilbage, med en af karlene som hjælper, var det mere trygt, han var igen på synlig afstand.

Men det sjoveste var undtagelsen. Det kunne ske, at melderne voksede sig så store, og stænglerne blev så tykke, at det ikke længere var muligt, at fjerne dem med roehakken. Så kunne far gå foran i en række og blokhakke, og en flok af børn og karle kunne kravle bagefter og håndluge, så de små roe planter kunne få luft til at vokse. Det var sjovt, og blev en kamp om hurtighed - at overhale hinanden og komme forrest igen. Der kunne på den måde, for et kort øjeblik, være leg i arbejdet.

Men løn for arbejdet fik kun de hjælpere, der kom udefra. Børnene og mor var en selvfølgelig del af bedriften, og intet var vigtigere eller mere betydningsfuldt end bedriften. Det bar lønnen i sig selv, at være del af den. Skulle der udbetales nogen form for løn til dem hørte alting jo op.

Identitet.

Jeg oplevede, at ville du være betydningsfuld og have værdi – måtte du arbejde. Det lå i selve arbejdet - identiteten i at være et menneske, lå skjult der. Din betydningsfuldhed var kun der, hvor du ydede et stykke arbejde for andre. Din gøren var vigtigst – ikke din væren.

Mor var god til at være der for andre. Udover, at hun lavede virkeligt dejligt velsmagende mad, og var fantastisk til at udnytte alle råvarer af egen avl, bagte hun oceaner af kage. Og 2 retter mad var der altid. Suppe, grød, eller vælling. Rabarber og jordbær – opfindsomheden var stor, selvom hun ofte sukkede og spurgte: hvad skal jeg dog finde på i dag?

Det var også hende, der fik de små kalve til at leve, og nogle gange til at overleve. Når en kalv fik dårlig mave, blev der kogt den ene grydefuld havresuppe efter den anden til dem, og hun havde stor tålmodighed, med at få dem på ret køl igen. Og hun holdt os med tøj, hun syede fx ens kjoler til os 4, da vi var små.

Året før jeg begyndte i skole, fik jeg en lillebror, og 2 år senere kom der også en lillesøster. Vi var nu 6 børn, så der var nok at hjælpe med.

Når far eller familien skulle I byen.

Og far kom altid ind fra stalden eller marken i sidste øjeblik, hvis han skulle i byen, eller hvis hele familien skulle af sted. Når far trådte ind af døren begyndte han: " hvor er min skjorte, hvor er mit slips? Hvem pudser mine sko? Er der ikke et rent lommetørklæde? Else – kan du ikke lige finde et? Og hu’ hej havde han sat alle i sving med at tjene sig. Det eneste han selv var ansvarlig for, var at blive vasket og klædt på – og så ud af døren.

Modernisering.

Der skete også forbedringer i stuehuset over tid. Det gamle komfur med messingstangen, der blev pudses hver lørdag, og hvor der blev fyret med brænde, blev udskiftet med gaskomfur. Brændekassen blev overflødig, og skiftet ud med velfungerende skabe. Det var et tab for mig, at brændekassen forsvandt. Den var sådan et godt gemmested, synes jeg. De var nemlig muligt, selv at vippe den tilbage, så den næsten var, som et lukket skab. Her kunne jeg sidde i mørke, og gennem en sprække se og høre, hvad det foregik i køkkenet. Altså kun når den ikke var fyldt op med træ til komfuret. Det vigtigste var dog at lytte, at høre godt efter, om der blev sagt nogle hemmeligheder, eller allerhelst håbede jeg, at der blev sagt noget godt – om mig. Også den rådne bordplade af træ blev skiftet, og der var ikke længere så mange sølvkræ, der skjulte sig i revner og sprækker. Der blev også lavet toilet med træk og slip, i stedet for lokummet i baggården. Senere blev der indlagt varme, så der var radiatorer i alle rum. Dejligt!

Kakkelovnene blev overflødige, og sengevarmeren kom på loftet. Der var ikke længere tunge dyner med fjer, der skulle varmes over sengevarmeren, med det glødende kul, der var i den.

Men en fuldautomatisk vaskemaskine eller en røremaskine oplevede jeg aldrig mor fik, selvom jeg ofte hørte på mors drøm. Den slags maskiner kunne ikke trækkes fra regnskabet på bedriften – eller var det fordi ønskerne ikke blev udtalt tydeligt nok til høvdingen, der kunne have skaffet disse goder, og kunne have gjort mors liv lidt lettere?

Mor kendte ikke de samme argumenter, som far brugte, når han gerne ville have en ny traktor, mejetærsker eller en anden maskine, der kunne afhjælpe hans arbejdsbyrde. Det var jo til bedriften, så det kunne trækkes fra i skat. Og der blev bygget om og indført udmugningsanlæg og hængebane, så trillebøren blev helt overflødig i stalden. Udover en stor lettelse i arbejdet til dagligt, blev hængebanen også et sjovt legetøj, for mig og mine yngste søskende, en tid.

Der var også en tid hvor køkkenvasken var stoppet. Det viste sig, at det var en større operation, der skulle udføres. Rørene i jorden var brudt sammen, og derfor skulle der graves op og lægges nye rør. Men hvilke argumenter brugte mor, for at få far til at få ordnet dette problem? Han måtte da kunne se, hvordan hun slæbte vand ud i haven, og hældte det