I en nisse's fodspor

By Hanne Bredahl

Den 1. december oplevede jeg noget fantastisk, nemlig at blive så lille, at jeg kunne komme med ned i Nissebo, der ligger under skovløberhuset. Nisserne har fortalt, at der ikke er ret mange mennesker, der har prøvet at leve som nisse, men jeg har læst, at H.C. Andersen og Brdr. Grimm har prøvet det.

Nisserne og jeg havde i fællesskab aftalt, at jeg skulle komme den 30. november om eftermiddagen og spise hos dem, og i løbet af natten ville forvandlingen ske. Jeg gik med åbent sind ind til eksperimentet, det til trods for, jeg ingen anelse havde om de tekniske detaljer vedrørende det at gøre mig ca. 15 cm høj. Skal jeg være helt ærlig, så troede jeg ikke helt på det, men jeg havde indvilget i at prøve forsøget og leve som nisse i 14 dage, og det ville jeg meget gerne. Det er en del nemmere at være i nissestørrelse, når meget af deres arbejde og liv foregår i huler under jorden.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 20, 2013
• ISBN: 9788771149630

Book preview

mig.

I en nisse’s fodspor.

En morgen først i november måned lå der et brev i min postkasse. Ikke noget almindeligt brev, for det var skrevet på birkebark, og skriften var meget lille, så jeg måtte ind i huset for at finde et forstørrelsesglas. Det hjalp ikke meget, jo lidt, skriften blev større, men jeg kunne ikke tyde det. Jeg gik det meste af dagen og funderede over, hvem der kunne hjælpe, for jeg havde ingen anelse om, hvem der havde sendt mig brevet, ej heller hvad der stod i det.

Så jeg gik en tur i skoven, noget jeg gør hver dag, fordi jeg kan lide det. Det er så livsgivende at komme ud i naturen, man får motion og frisk luft. Normalt renser jeg mit hoved, når jeg går en tur, og vil kun tænke på det at gå, men i dag tumlede jeg med, hvem der havde sendt mig brevet, og pludselig slog det mig, hvem jeg kunne få til at tyde det.

For flere år siden havde jeg den glæde at møde en speciel mand på en af mine gåture.

Hunden og jeg gik på en sti, som førte ned til en stille skovsø, hvor der altid var så fredeligt. Mens vi gik derned, kunne jeg på lang afstand se en person stå helt stille med højre hånd rakt skråt op i luften. Der var en handske eller klud om hånden.

Vi stoppede op, og jeg satte mig på en træstub, da jeg fik fornemmelsen af, at det ville forstyrre, hvis jeg kom nærmere. Min hund stod stille, også meget optaget af manden.

Jeg var spændt på at se, hvad det kunne udarte sig til. Pludselig kom der en stor fugl. Jeg tror, det var en ørn at dømme ud fra det store vingefang. Den landede på mandens handske, hvorefter den fik noget mad.

Hunden og jeg blev, hvor vi var, dels for ikke at forstyrre, dels for ikke at gå glip af noget. I grunden var jeg lidt flov over at sidde og nærmest glo på de to, men for at undskylde mig selv, så var det ret fantastisk at se på manden og den store fugl.

Jeg har engang set en falkoner på TV og syntes, det var meget spændende at se, hvordan de arbejdede med de store fugle.

Her sad jeg på første række og gloede uhæmmet, grebet af den stemning og den ro, der omsluttede dette optrin. Tænk, at se et menneske, der i den grad så ud til at hvile i sig selv og samtidig udstråle ro og værdighed.

Min hund havde lagt sig, og jeg kunne mærke, at min vejrtrækning blev dyb og rolig. Jeg havde fået en rigtig god jordforbindelse, var til stede i nuet og fyldt med glæde over det, jeg var vidne til.

Efter en tid vendte manden sig om og gik i retning af os tilskuere med fuglen på den ene skulder. Ud fra hans hud at dømme, den var lidt mørk, lignede han en indianer. Han havde et langt, stort hår og havde skindtøj på. Han gik med rolige skridt og stoppede foran hunden. Den gør ikke noget, sagde jeg. Hunden sad og logrede med halen og var så glad, så i grunden var det en fjollet bemærkning, jeg kom med, enhver kunne da se, at det var en god hund. Manden gav hånd og sagde: Det ved jeg godt, mit navn er White Light. Jeg tog hans hånd og sagde mit navn.

Jeg havde mange spørgsmål til manden, men lod være og sagde i stedet: Det var så flot at se på dig og ørnen. Jeg blev helt betaget og tillod mig at sidde og kigge på jer. Arbejder du som falkoner?

White Light satte sig ved siden af mig og sagde: Jeg er indianer og lever som sådan i pagt med naturen.

Ørnen her og jeg fandt hinanden for nogle år siden, og hver gang jeg går tur i skoven, kommer den. Ørne har et fantastisk syn. Ved du, hvordan den kan kende mig? Jeg har hørt, at ørne kan kende et menneske på pupillerne på op til et par kilometers afstand. Det er korrekt, sagde White Light. Vi sad og snakkede længe, hvor White Light fortalte om sit liv og spurgte til mit. Vi fandt ud af, at den spirituelle tilgang til livet havde vi begge. Siden har vi snakket sammen mange gange, når vi har truffet hinanden i skoven, hvor han boede.

Så jeg tog ud til White Light for at høre, om han kunne hjælpe mig. White Light lever efter de traditioner og ritualer, der sidder dybt i ham fra hans opvækst i Cherokee stammen i Oklahoma. White Light er shaman. Mangen en gang har jeg lyttet til hans visdomsord og iagttaget den respekt, han har for naturen. Indianere er meget rige i ånden og det er naturligt for dem at leve på den måde. De erkender, at det er muligt at trække på visdom fra tidligere liv og få viden og hjælp fra afdøde. Desuden har White Light en utrolig behagelig stemme.

Han tog brevet, holdt det mellem sine hænder, sang, med ansigtet vendt