Træet ved søen

By Michael Holm Nielsen

Historien om Jens og hans magiske træ, sætter alle på en alvorlig prøve.
Op igennem hans voksenliv, må han stå på mål for at styre sin nysgerrighed og de mange prøvelser træet stiller.
Træet afslører undervejs nogle af sine hemmeligheder, og som belønning giver det mulighed for at rejse i tiden, men intet går efter planen.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 3, 2024
• ISBN: 9788743086185

Michael Holm Nielsen

Michael Holm Nielsen f. 1973 Opvokset i Odense med interesse for det nære mellem mennesker, hverdagen og naturen. Har tidligere udgivet bogen: Du, min yndlingsblomst og skrevet flere lyriske strofer. Besøg: michaelsverden.dk

Book preview

Kapitel 1

I regnen går en dreng, han har været her før. Sommetider står han stille, lige her hvor jeg bor. Jeg har tit haft lyst til at tale med ham. Der er noget trist over ham, han er ofte ked af det. Sommetider tror jeg, han er ved at springe i søen for at drukne sig. Han er ikke så gammel, måske 16 år, han har en blå hjemmehæklet trøje på og gule bukser. Hans hår minder ikke om mit, jeg har grene og hans er tyndt og mørkebrunt. Næste gang jeg ser ham, vil jeg måske fortælle ham en hemmelighed, der kan muntre lidt op, men kun hvis han er ked af det.

Tiden gik og vejret skiftede fra efterår til vinter, men vi kunne holde varmen min familie og jeg. Drengen lå i sin seng en søndag morgen og så ud af vinduet. Sneen lagde sig som en dyne uden for og duggen løb langsomt ned af ruden. Der var et lille smil om munden, han tænkte på at lege ude i sneen. Det kriblede i fingrene og tæerne, begge fødder vippede frem og tilbage under dynen. Energien steg til hovedet og begejstringen fik fart. Planen var lagt.

Jeeenss, råbte stemmen ned fra køkkenet, kan du så komme ned og hjælpe til. Det var hans mor, som havde brug for hjælp. Hun var svagsynet og trak på hans resurser.

Du bliver nødt til at hjælpe mere til herhjemme, der er vasketøj og rengøring, det laver ikke sig selv, sagde Jens mor. Ja mor, jeg skal nok, svarede Jens.

Hans far var gået bort, dvs. at han levede endnu, men havde forladt Jens og hans mor til fordel for en anden dame. Jens var nu manden i huset, mente hans mor. Jens savnede sin far og havde svært ved at forstå det valg som hans far havde truffet. Han havde forladt sin søn og hans mor.

Ofte gav det mindreværdskomplekser. Det føltes som om, at han ikke var god nok. Når det hele ramlede, gik Jens ned til søen og tænkte på at ende det hele, bare springe i. Han havde hørt om en, der havde taget noget sovemedicin og drukket en hel flaske sprut og så bare var svømmet ud, indtil kræfterne slap op.

Tankerne om den historie kørte indimellem rundt inden i hovedet på Jens. Hvordan skulle han ende livet og hvordan kunne han komme lettest herfra? Jeg fik det hele med, for når den lille dreng stod ved min fod, vidste jeg, hvordan han havde det. Ofte talte han højt og forbandede sin far langt væk, men jeg kunne høre, at han indenunder sin vrede, savnede ham inderligt meget.

Kapitel 2

Jens var på vej ud for at lege i sneen, efter de endte gøremål, var det tid til at bygge en snemand. Han brugte hele eftermiddagen på at bygge den og blev ganske tilfreds. Først et par kartofler som øjne og så en gulerod, munden blev lavet af en lille gren, som havde et skævt smil, det passede så fint til Jens humør den dag.

Du skal have et navn og jeg må tage et billede af dig, tænkte Jens. Jens skyndte sig ind for at hente sit kamera, imens han tænkte på, hvad hans snemand skulle hedde. Min far hedder Ole, så du skal hedde Bole, men du får et sværd, for du skal være stærkere end ham. Du skal kunne forsvare dig imod en ond mand, som bare går sin vej og efterlader sin søn og min mor. Dumme svin, tænkte Jens, imens tankerne skiftede over i sørgmodighed og afsavn.

Hans snemand blev lidt kedelig at se på, stoltheden kunne ikke opretholdes længe, efter han fik taget et billede.

Klik og følelsen blev trist og sørgmodig. Menneskene har det med at gøre hinanden fortræd, de træder på hinanden i et væk og undskylder med stress og jag. Hans største ønske var, at se far og mor sammen igen, at leve som de gjorde førhen.

Han så gerne, at far skrottede hende prinsessen, som han ikke kunne lide. Kontakten var minimal og ofte med et kort visit. Det endte altid med, at Jens gik ned til søen og sad op af det gamle træ og kiggede ud over vandet. Nogle gange var det tårer der kom ud og andre gange var det vrede, som en storm der rusker i toppen af træet.

Det kildede sådan i træets hårtop, men det gik hurtigt over, den erfaring havde træet fået med de mennesker, det havde mødt på sin vej. De kom selvfølgelig til træet, men efterlod deres historie, nogle gange skar de i barken, det kunne være et hjerte eller et bogstav, det samme gjorde Jens en dag.

Kapitel 3

Han skrev Bole, men jeg ændrede det da han gik, til hans fars navn Ole, for det var ham han savnede allermest. Da Jens kom tilbage, blev han noget forskrækket, da han så navnet Ole.

Jamen det kan da ikke passe, jeg skrev da Bole, som navnet på min snemand.

Jens forsøgte flere gange, men jeg blev ved med at ændre det, indtil han forsøgte at skære meget dybt. Jeg rømmede på mig og baskede med mine grene, som en storm der var på vej. Det fik Jens til at løbe hjem for en stund.

"En gang for længe siden, slog der et lyn ned i mig og det gav en flænge, så jeg troede at skovfogeden ville fælde mig, men jeg fik lov at blive stående. Barken havde snoet sig om mit sår og lavet en hule på bagsiden. De andre træer, altså min familie som stod lige ved siden af mig, havde skygget for mig og på den måde var skaden ikke så slem. Der var plads til et helt menneske og der var tit nogle der legede gemme ved at kravle ind i mig. Jeg havde det perfekte gemmested. Vand var der nok af og jeg fungerede rigtig fint.

Mange dyr havde prøvet lykken, men jeg havde gjort mig hård og undgik forrådnelse. Der var spætten, som hjalp med at fjerne orme og særligt mange egern, som ledte efter forråd.

Vi var en stor familie og havde brug for hinanden. Det at jeg stod så tæt ved søen gav mig uanede mængder vand og under jorden gav jeg det videre til andre tørstige fæller med lange rødder. Selv fiskene suttede ind imellem på mine tæer og det føltes så dejligt. I skal forestille jer, at nogle af mine rødder lå blottet ude under vandet, derfor var de også gemmesteder for fisk og smådyr.

En dag kom to kærestefolk gående med hinanden i hånden, jeg ved ikke hvorfor de lige skulle stoppe her hvor jeg stod, måske var det pga. udsigten eller det at man kunne læne sig op af mig og se ud over vandet. Det blev til mange kys og løfter, som selv et træ kan have svært ved at holde. Jeg er din for evigt, sagde pigen og drengen smilede med dyb ro i øjnene, og sagde jeg elsker også dig og vil være hos dig for altid. Pludselig tog han den velkendte lommekniv frem, den med træskaft og begyndte at skære i mig. Det gjorde ikke noget, så længe det bare var min bark der blev fjernet en smule af. Det var ligesom at mennesket havde givet mig, et tattoo.

Mennesket har givet mig et tattoo skænket med kærlighed. Hver gang på min fødselsdag smider jeg noget af min bark, men kærligheden både står og forgår. Sommetider vender de tilbage med nåle og ridser så det kilder. Slutter med et kys til solsortens triller, tænder lys eller puster ud, mærker deres ønske, prøver at holde på deres navne så længe jeg kan.

En anden dag kom pigen tilbage, grædende og med våde øjne, talte hun om sit for evigt. Hun lagde hånden på mig og længtes efter sin tabte kærlighed. Hun satte sig ned, med ryggen op ad mig og så ud over vandet og sagde, Hvordan kunne du gøre det? Jeg kunne mærke hendes historie og det løb koldt ned af min stamme og helt ud i rødderne. Jeg startede en blæst i min krone og fik hende til at føle kulden. Det var egentlig meningen at, hun så skulle vælge at gå hjem, men hun gik ud i vandet. Sådan endte hun sit liv og der går ikke en dag, uden jeg ønsker, at hun ville havde gjort noget andet.

En anden gang kom en flok gæster her i skoven og de havde travlt med at holde om mig, alle sammen. Kram et træ var deres dagsorden og det føltes nu dejligt. Jeg kunne ikke lade være med at holde af menneskene.

De slog lejr og overnattede i et telt, lige ved side af min familie og jeg gjorde det bedste jeg kunne for at behage. Vi lokkede fugle til og fik nogle dejlige dage. Mit lille skjulested blev brugt flittigt til gemmeleg.

En af gæsterne fortalte om en pige som endte sine dage hernede ved søen og jeg kunne mærke en sørgmodig samhørighed gennem mine fæller rundt om i skoven. De fleste træer havde stået i flere hundrede år, hvor Nordmannsgran, Rød træ, Cedertræ og Tuja, kom til i midten af 1800-tallet, men vi var lige gode venner af den grund.

Jeg selv er et bøgetræ og næsten femten meter højt, mine rødder strækker sig meget langt ud i skovbunden.

Kapitel 4

Drengen Jens kom bedrøvet forbi en dag og jeg kunne mærke på hans skridt i skovbunden, at han var meget ked af det. Han talte til sig selv om sin far og om alt det de kunne lave sammen, men gav udtryk for alvorligt svigt. Han var virkelig ked af det og som han sad og græd op af min stamme, prøvede jeg at skabe kontakt, ved at kalde på fugle og andre smådyr i skoven, men det virkede kun kortvarigt. Han smilede og rejste sig op og sagde, I er de eneste virkelige venner, selvom de ikke kunne svare tilbage. Han satte sig forsigtigt ned ved bredden lige foran mig og lagde benene ned i vandet. Langsomt lod han kroppen falde ned og hovedet var under, men tittede op. Jeg var klar over at der måtte gøres noget.

Han svømmede ud i det sorte vand og jeg kunne se at kræfterne var sluppet hurtigt op. Da han gik under løftede jeg en af mine rødder, så de gav ham fodfæste. Hans enes sko kunne lige akkurat stå med spidsen på min rod og da det er svært at vænne sig til ikke at trække vejret, kom hovedet op. Jeg kunne se, at han var forskrækket, for han kunne jo ikke vide, hvad jeg havde gjort.

Han gik på mine rødder ind på land og forbandede sig selv i et væk. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham og han var bange, måske mest over sin egen reaktion og handling. Han frøs som en lille hundehvalp og sad og græd på bredden. Han blev ligeså langsomt klar over, at der var noget, der havde holdt hånden over ham. Nogen der ville ham det godt og som ikke syntes at selvmord var nogen løsning.

Som han sad her lige foran mig, lagde jeg nænsomt en gren rundt om ham, med mine bløde blade. Han blev helt stille og de mørke tanker blev afløst af dyb forbavselse.

Min gode ven, sagde jeg til drengen, din handling gør ikke nytte eller gavn for nogen, tænk på dem du efterlader og sårer dybt, ved at give op og vælge, ikke at være her mere. Han vendte sig om og så på mig. Jeg ved godt at jeg havde brudt alle skovens regler og kontakten med mennesket burde være minimal, men jeg kunne ikke lade være. Du kan tale, sagde Jens. Ja for din skyld taler jeg gerne, jeg kan mærke din smerte og afsavn, men selvmord er ingen løsning.

Din energi strømmer inden i mig, er vi ens vi to? spurgte drengen. Lige nu er vi, svarede jeg. Et hvidt lys var rundt om os og vi var ophøjet til en hellig samhørighed, som alle kan finde frem, hvis de går helt ind og mærker efter.

Efter en rum tid begyndte vi at tale sammen. Jens kom ned til mig hver dag.

Nogle gange flere gange om dagen, mange gange for at sige, godmorgen eller godnat. Om aftenen havde han en lommelygte med de første par gange, men jeg åbnede indimellem kronen i min top og lod måneskinnet lyse ned i skovbunden. God aften Jens, sagde jeg Godaften træ," svarede Jens. Jens fortalte om de forhindringer han havde og jeg lyttede, min familie kunne også høre med. Jens var oppe at køre over vores venskab og vi blev rigtig gode venner.

Kapitel 5

Vores venskab startede i foråret og Jens fik det bedre og bedre som tiden gik. Jeg fortalte ham historier, om de forelskede par der kom forbi og om børn der legede i skoven. Der var mange opmuntrende fortællinger og dem fortalte jeg flest af. Jeg prøvede at give Jens noget der kunne dulme hans mismod og fornemmelse for svigt.

En af historierne var et par, som nyforelsket kom forbi og med hinanden i hånden så ud over søen, hvor jeg stod. De var betagede af min særlige plads, som så mange andre og ofte følte jeg min matrikel ganske overrendt. De talte om, hvor glade de var for hinanden og deres evige kærlighed. En dag kom de og kvinden var gravid. De så hinanden i øjnene og der var dybde i. Over tid lærte jeg dem at kende. Deres lille ny, var nu en anden størrelse, men kærligheden var stabil og dybden uigennemtrængelig. Der var intet, der kunne skille dem ad. Barnet nød godt af sine forældres opmærksomhed og venskab.

Barnets kærlighed stod proportionelt med forældrenes dybde. De var tætte, lige som os her i skoven, som når vores blade rør ved hinanden og rødderne deler væske. Selvfølgelig havde de konflikter som alle andre, men når bølgerne kunne stige, blev der overbærende lavvande imellem dem. De fandt ud af at kærligheden havde taget bolig i dem for altid.

En dag efter flere sæsoner, var deres søn blevet stor og havde en pige med. Han ville vise hende mit skønne sted og det faldt i god smag. De havde den samme dybde, særligt drengen, der nu var blevet mand spejlede sig i kvinden.

Jens lyttede til min historie om familien og jeg kunne se, at der var nogle uoverensstemmelser inde i ham. Der kan du bare se, sagde Jens til mig, måske havde han mere kærlighed til kvinden, end hun havde til ham. En dyb kløft og divergens sad i Jens. Han var jo skilsmissebarn og jeg havde et nyt projekt, som var at hjælpe Jens. Jeg må godt nok indrømme, at det er længe siden jeg har set de yngre par, men hans forældre kommer jævnligt forbi. Deres kærlighed holder.

Kapitel 6

Foråret blev til sommer og efteråret trådte i karakter. Jens kom engang imellem, men ikke så ofte. Når Jens kommer forbi næste gang, vil jeg fortælle ham, at det yngste par ikke er sammen mere og hvorfor.

De andre træer forsøgte at kommunikerer rundt på egnen. Vi savner ham din ven, sagde de. De var enige om, at træets mission var god, men man kunne jo ikke styre alt. Jens kom forbi en vintermorgen, bedrøvet. Jeg har brug for dig, sagde Jens. Jamen Jens dog, jeg har også brug for dig, hvor har du været? svarede jeg. Jo det skal jeg fortælle dig, jeg har haft en kæreste, men det gik forbi, sagde Jens. Hvorfor tog du så ikke hende med herned? spurgte jeg. Det turde jeg ikke, svarede Jens. Det kan jeg godt forstå, men Jens, du må fortælle om hvad der gik galt," sagde jeg, med rolig stemme.

Jens fortalte at han ønskede at se havets blå i hendes øjne, men bildte sig selv for meget ind. Jeg kunne mærke at vi ikke passede sammen, sagde Jens. Hvordan det? spurgte jeg. Jo hun var forelsket i mig, men jeg følte hele tiden mistillid og troede ikke på hende. svarede Jens. Jamen gav hun ikke udtryk for det? spurgte jeg. Jo, men det koksede indimellem i mit hoved. Jeg synes måske, at det var for godt til at være sandt, sagde Jens. Halløj Jens, du kan da ikke lade sådan en dejlig kvinde gå, sagde Jeg. Jamen problemet er bare sådan, at jeg fortalte hende om mine følelser og derefter blev hun så ked af det, at vi gik hver til sit. sagde Jens. Uha! Jens, svarede jeg, det mindede om en pige jeg engang ikke kunne hjælpe. Tror du det kan ske? spurgte Jens. Ja det er sket før, svarede jeg. Åh nej," sagde Jens.

Jeg beroligede Jens, men syntes at han skulle straffes lidt for sit kaos. Jeg tænkte, at det måske kunne gøre, at han ville huske det til en anden gang, hvis han skulle møde kærligheden. Derfor afslørede jeg lidt af min hemmelighed, efter jeg fortalte hvordan det var gået med bruddet for det umage unge par.

Kapitel 7

Jeg fortalte Jens, at på min bagside er en hul indgang og den kan man bruge til at heles med. Jens stod stille og lyttede. Jeg fortalte ham lidt om min hemmelighed og han blev nysgerrig. Ja gå du bare om og se, du må gerne gå ind, sagde jeg. De andre træer rømmede sig lidt og trak i deres rødder. Jeg havde ikke planer om at indvie ham i hele min hemmelighed, før han havde fået lidt mere info.

Jens gik om bag ved og ind i min hule stamme. Ja nu står du inden i mig, sagde jeg og Jens svarede, Nej hvor hyggeligt, kan du så hjælpe mig med min ulykkelige kærlighed, spurgte Jens. Nej Jens, svarede jeg, ikke før du har løst et par opgaver for mig. Nå hvad er det så? spurgte Jens, med rungende stemme. Det lyder sjovt herinde. sagde Jens. Ja det kilder sådan i min mave når der er besøg, svarede jeg. Jamen du har da ingen mave, du er jo et træ? udbrød Jens. Ja, svarede jeg, men det kalder vi det bare.

Ok Jens, hør nu godt efter, sagde jeg. Du skal have fat i din far og du