Forsvundet: En Pia Holm Krimi

By Gittemie Eriksen

En dreng på tur med sin børnehave finder en indtørret arm i et moseområde på Falster. Snart dukker der lignende fund op fra flere moseområder og de viser sig at være af nyere dato. Hvert fund ser ud til at være en hel søskendeflok. Retsmediciner Pia Holm og politikommissær Lars Andersen står foran en stor opgave med at finde en gerningsmand, for hvem det er lykkedes at skjule sine gentagne gerninger i over tres år. Og meget tyder på, at han stadig er på spil. Kan de nå at forhindre endnu et massemord på en hel børneflok? Samtidig har Pia Holm sine egne udfordringer at kæmpe med. Spøgelserne fra fortiden hjemsøger hende og kræver hendes opmærksomhed ...

"Forsvundet" er tredje bind i krimiserien om retsmedicineren Pia Holm og politikommissær Lars Andersen. Der er desuden udkommet adskillige noveller med samme personer.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 18, 2016
• ISBN: 9788771706710

Gittemie Eriksen

Gittemie Eriksen har udgivet en serie krimier med retsmedicineren Pia Holm i hovedrollen, foruden flere spændingsnoveller, en børnebog og en bog om at være forfatter. Gittemie er cand.scient. og har desuden læst lægevidenskab i fem år.

Book preview

tak

Prolog

November 1957

Vinteren var kommet tidligt i år. Den første sne havde allerede lagt sig som et hvidt lagen over det mønske landskab og gjort det svært at færdes på de små veje. Frosten var endnu ikke gået i jorden, men sæsonen var slut for denne gang. Nu kunne de blot håbe på frost nok til at bugten ville fryse til, så de kunne stange ål. Det kneb allerede med at få forrådet til at slå til.

Konen havde ellers virket som et godt parti. Han havde hørt, at hun havde fået en god sum for sin afdøde mands ulykke, men hun havde brugt dem til at betale for huset, så der var ikke meget tilbage. Hun var heldigvis en attraktiv kvinde. Det var ikke til at se, at hun havde båret seks børn og nu bar det syvende. Han var sikker på, at hun var den rette kvinde til at føre hans slægt videre. Nu ville han hjælpe hende med at få mere tid til deres sønner.

De var så tillidsfulde, de små. Han havde taget sig af de store først. De havde ellers aftalt at sende dem til Jylland. Hans kones afdøde mand havde en søster og svoger på en stor gård, der godt kunne bruge noget mere arbejdskraft. De havde talt om det flere gange, og selv om Gerda godt kunne se, at det kunne blive bedre for alle, ville hun først ikke være med til det. Nu, hvor de ventede nummer to, var hun dog blevet mere medgørlig. I sidste uge havde hun endelig sat sig ned og skrevet til svogeren. Spurgt om de stadig manglede den ekstra hjælp, de havde skrevet om i sommers. Fortalt hvor gamle børnene nu var, og at de selvfølgelig selv betalte transporten derover. Det ville være en engangsinvestering. En udgift til et bedre liv for dem alle.

Men i morges, efter hun var taget hen til præstens for at hjælpe i køkkenet, var posten kommet med et brev. Han havde straks åbnet det, da han så det var fra Jylland. Svogeren afslog. De havde fået den hjælp, de havde behov for. Det havde været svært nok at få hende overtalt til at sende børnene til den fjerne familie; det ville være umuligt at få hende med på at finde et andet sted at sende dem hen. Hun elskede dem og ønskede at beskytte dem, måske endda ekstra meget, fordi de havde mistet deres far. Og netop derfor måtte de væk. De havde Karl nu. Han skulle være hendes fokus, ikke de fem andre. Derfor måtte han gøre det. For sin søns skyld. Da tanken først havde forplantet sig i ham, havde det ikke været svært at føre den ud i livet. Han ville køre dem et sted hen, hvor ingen ville finde dem. Han havde endnu ikke besluttet sig for, hvor det skulle være.

Hans kone ville blive knust, det vidste han, men hun ville snart få andet at bekymre sig om. Der var ikke mere end en måned til den næste kom. Det var nu, det skulle være, ingen tvivl om det.

Han hang rebet tilbage i skuret, hvor han havde fundet det og lukkede lågen. I det han satte sig ind bag rattet på sin ladvogn, hørte han lyden af en cykel fra vejen. Han steg ud og skulede til sin last - håbede han havde fået dækket dem med den alt for hullede presenning.

Goddav. Nå, du var måske på vej til bonden? Postmanden smilede og rakte ham et brev.

Han overvejede et kort øjeblik at sende posten tidligere på pension, men følte sig overbevist om, at han ikke havde set noget.

Ja, undskyld jeg sådan kommer to gange på en dag, men det her havde forputtet sig mellem Olsens post.

Mange tak, svarede han og lagde det i jakkelommen uden at studere det nærmere. Jamen, hav en god dag. Han nikkede til postmanden og håbede han kørte. Det gjorde han ikke. Posten lænede sig op ad sin cykel.

Nå, Gerda er oppe og hjælpe til på præstegården?

Ja, du mødte hende måske? Han skulede til sin last og trak lidt i hjørnet af presenningen

Ja, lige før jeg var her tidligere i dag. De skal måske have fest deroppe?

Jeg kan ikke huske, hvad der skulle foregå, men mon dog ikke.

Ja, hvad mon det kan være? Posten så ud til at have god tid.

Der er da ingen af døtrene der har fødselsdag på denne årstid, skulle man tro. Men det kan selvfølgelig også være noget andet. Postmanden lyste op, da han fortsatte. Tror du, det ligefrem kan være en trolovelse?

Nej, det er de da ikke gamle nok til. Præsten havde fire døtre på fjorten, elleve og tvillinger på syv.

Nej. Nej, det har du jo nok ret i, men det sker jo immervæk i de bedste familier.

Det tror jeg ikke, vi skal være bange for. Præstefruen opdragede pigerne med fast hånd. De var velopdragne.

Nej. Nej, vi må jo vente og se. Jamen god dag til dig. Posten lettede på kasketten, steg op på cyklen og cyklede videre.

Han åndede lettet op, tjekkede presenningen hele vejen rundt en ekstra gang, før han kastede sig ind i bilen. Han tog en dyb indånding og startede bilen. Håbede der ikke ville opstå flere uventede hindringer. Han kendte et godt sted. Der kom sjældent nogen. Han kendte kun til det, fordi han havde været med i modstandsbevægelsen sammen med sin far. De havde haft skydeøvelser derude, men nu lå det øde hen. Det var et godt sted.

1.

2015

Åh, det er ikke så ringe det her, sukkede Karen-Marie og smed benene op på bænken. Det var en usædvanlig varm vinter. Selv om kalenderen påstod, at det var sidst i januar, virkede det mere som en kølig forårsdag.

De slanke stammer stod som stakit langs mosens bred og spejlede sig i det blikstille vand, hvis overflade kun blev brudt af enkelte totter af siv og græs. Karen-Marie kunne godt forestille sig, at folk i gamle dage havde set det som troldes hår. Med lidt god fantasi kunne det godt ligne parykker af vildtvoksende groft hår. Hvis det ikke var, fordi hun sad så godt, så ville hun rejse sig og samle børnene. Fortælle dem en historie om trolde i mosen. Men børnene klarede fint at lege selv, så der var ingen grund til at forstyrre dem.

Vil du have mere kaffe? Susan rakte termoflasken hen mod hende.

Ja tak, svarede Karen-Marie og hældte en sjat kaffe oven i den lunkne rest, der var i hendes kop. Hvordan går det med at få delt tingene?

Susan havde ligget i skilsmisseforhandlinger det sidste halve år. Det var nærmest blevet til en føljeton, Karen-Marie skulle opdateres i, hver gang de var alene. Karen-Marie havde selv været samme tur igennem for fem år siden; dog uden den store dramatik. Jakob og hende var blevet enige om, at de var vokset fra hinanden og havde i ro og fred delt ejendelene imellem sig. Men der havde heller ikke været utroskab og djævelske svigermødre inde over bodelingen. De havde en velfungerende syv-syv ordning, som de var enige om sikkert ville falde bort, når børnene blev så store, at de selv ville bestemme. De havde valgt at bo tæt på hinanden. Jakob havde beholdt huset og hun var flyttet i en lejlighed en gade længere henne. Der var gået næsten to år, før Jakob havde fundet en anden og yderligere et halvt år, før der var kommet en mand i hendes liv. Det var hendes indtryk, at det gerne komplicerede tingene, når den ene part fik en ny kæreste, allerede inden skilsmissen var faldet på plads. Der kom straks sårede følelser ind over, der let udviklede sig til had, sådan som det var sket i Susans tilfælde.

Ad helvede til, sukkede Susan. Jespers mor er begyndt at blande sig.

Ja, så skal det da gå galt. Susans svigermor lød som prototypen på en svigermor fra vittighedstegningerne, tænkte Karen-Marie, når hun hørte Susan berette fra det skilsmisseliv, der efterhånden havde udviklet sig til en græsk tragedie af den slags, hvor alle tabte slaget. Til trods for at hun altid havde misundt kollegaen hendes klassiske skønhed - hun lignede en dansk sommerdrøm - så var der ikke meget at misunde hende over nu. Hvad hjalp skønhed, hvis manden fandt en anden omtrent samtidig med at de første rynker viste sig i det ellers kønne ansigt?

Hun mener, at han har krav på skænken, fordi den har været i deres familie i generationer.

Nå, har den det?

Ja. Men det er jo sagen uvedkommende. Han havde den med ind i ægteskabet, så den er en del af boet.

Du lyder som en advokat. Boet, vrængede Karen-Marie og lo.

Men kunne der ikke være en vis rimelighed i, at han så fik den skænk?

Absolut ikke! Det er det mest værdifulde møbel. Næh du, den får han ikke. Slet ikke når hans mor siger det.

Ja, det lød, som om hendes snart eksmand havde en temmelig stærk moderbinding. Ville Andy mon også få det? Lige nu var far den eneste der duede, men måske ville det snart ændre sig? Karen-Marie sukkede og tømte sin kaffekop.

Jeg tror altså, vi bliver nødt til at få Maltes forældre ind til en snak. Drengen trives jo tydeligvis ikke, sagde Susan.

Hvad mener du? Karen-Marie rynkede panden og så over mod Malte, der havde fundet en tyk kæp at rende rundt med. Malte var en af dem, hun betegnede som ’gode børn’. Et barn der hvilede i sig selv og ikke konstant krævede opmærksomhed; hverken fra de voksne eller fra andre børn. Det eneste tidspunkt, der var konflikter med Malte på, var når pædagogerne syntes, de skulle bestemme, hvem eller hvad han skulle lege med. Susan var en af den slags pædagoger, der ikke mente børnene havde godt af at beskæftige sig selv for længe ad gangen. Nogle af de rigtig slemme tilhængere til den form for pædagogik mente ligefrem, at børnene kunne tage skade af det og blive tilbagestående eller i det mindste gå i stå i deres udvikling, hvis de ikke blev aktiveret. De havde endda haft et foredrag om det på pædagogisk dag. Karen-Marie var ikke enig med oplægsholderen og mente ikke man kunne skære alle børn over en kam. Oplægsholderens erfaring stammede fra arbejdet med ressourcesvage børn. Han mente, at han, på baggrund af disse erfaringer, kunne drage paralleller til almindeligt velfungerende børn. Susan og flere af de andre fra Solsikken havde syntes, det var pinligt, at Karen-Marie var blevet ved med at stille spørgsmålstegn ved hans konklusioner. Men hun kunne jo ikke bare sidde stiltiende og høre på, hvordan oplægsholderen nærmest ville begå overgreb mod børnenes frie fantasi. Og når alt kom til alt, var det så ikke dét, samfundet havde brug for mere af? Industrisamfundet var jo så godt som dødt, kun fantasi og kreativitet kunne redde den skrantende velfærd.

Det havde været en hård tid efter foredraget. Flere at hendes kollegaer havde nærmest frosset hende ude. Så slem havde Susan heldigvis ikke været. Da det så aller sortest ud, havde Karen-Marie ligefrem overvejet at opsige sin stilling og begynde at male. Hun havde tænkt grundigt over det dengang og forestillet sig, hvordan hun kunne supplere indtægten med at undervise børn i maling og tegning. Da en kollega kort tid efter var blevet fyret, var luften dog gået ud af den ballon, og kollegaerne havde igen behandlet hende med den sædvanlige blanding af nysgerrighed og ligegyldighed.

Han leger ikke med de andre børn.

Nej, ikke lige nu. Han er optaget af sin kæp. Malte var den tredje i den fire drenge store søskendeflok, der gik i børnehaven. Karen-Marie havde også passet hans to ældre brødre. Malte mindede mest om den ældste, der også var en kreativ enspændertype, mens den næst ældste havde været mere socialt anlagt. Susan havde ikke været i Solsikken så længe som hun, så hun kendte kun de to mellemste.

Det er det jeg mener. Det er da ikke normalt.

Nåh, det ved jeg nu ikke. Det er vel ikke det værste, han kan lave. Malte! Malte! kaldte hun og rejste sig fra bænken. Hvad er det, du har fundet?

Malte bevægede sig langsomt tættere på, mens han vendte og drejede sin kæp.

Må jeg se din kæp? spurgte Karen-Marie.

Det er ikke en kæp, svarede Malte.

Er det ikke?

Nej, det er en zombiearm.

Karen-Marie lo, mens Susan rejste sig op fra bænken og gik hen til Malte, der legede på den åbne plads, der blev kaldt Torvet.. Lån mig lige den der, Malte.

Nej, det er min, jeg fandt den, svarede han og vendte ryggen til.

Giv mig den, nu! insisterede Susan.

Hey, rolig nu, forsøgte Karen-Marie. Lad ham dog have sin kæp.

Det er ikke en kæp, hviskede Susan. Det er en arm.

Ja, men så lad ham dog have den zombiearm i fred, sagde Karen-Marie og satte sig på hug for at trøste Malte. Det er en fin zombiearm, sagde hun og aede kæppen. Men den føltes ikke som træ. Hendes krop stivnede. Hun trak tingesten ud af hænderne på Malte og smed den fra sig på bordet mellem madpakkepapir, kaffekopper og æbleskrog. Susan, ring til politiet. Den lignede en zombiearm lidt for godt.

Susan famlede i sin Fjålråven rygsæk efter mobilen og tastede med rystende hænder politiets nummer.

2.

De fleste af børnene var samlet omkring de blåt blinkende politibiler, der nærmest holdt oven i hinanden på den lille parkeringsplads og fyldte hele vejen ud til Lyngvejen lige uden for højmoseområdet. To pædagoger stod sammen med dem, mens den tredje pædagog sad med en dreng på skødet på en bænk et stykke inde i moseområdet.

Politikommissær Lars Andersen satte sig ned på hug foran pædagogen og barnet. Han var kørt fra et møde og direkte ud til Horreby Lyng, da chefsekretæren tyve minutter tidligere havde trukket ham ud fra månedens ledermøde. Politichefen, Uffe Hansen, havde ellers bedt Lars om at blive efter mødet, fordi han havde noget, han skulle tale med ham om. Nu måtte han vente med at få sin nysgerrighed styret. Et muligt ligfund kom naturligvis før alt andet. Sådan var de blevet opdraget på politiskolen. Det sad dybt i enhver betjents dna.

Lars ville gætte pædagogen til at være sidst i trediverne, selv om han før havde taget fejl og gættet en kvinde ældre, end hun var, når hun havde farvet sit år hennarødt. Bortset fra det røde hår, var hun ikke en kvinde, han ville lægge mærke til, hvis han havde set hende i byen, men hun havde venlige øjne og et behageligt håndtryk.

Hej, jeg hedder Lars og er politimand. Var det dig der fandt armen? Han søgte drengens blå øjne, der akkurat tittede ud under den blåstribede strikhue.

Pædagogen nikkede. Han kaldte den en zombiearm, ikke sandt, Malte? Hun rettede på hans hue og smilede til Lars. Ryger, tænkte Lars, da han så hendes tænder, der havde samme gule farve, som plastik der havde stået i solen.

Vil du vise mig, hvor du fandt zombiearmen? Lars rejste sig op og rakte hånden frem mod drengen. Mon ikke det ville vise sig, at det blot var et enligt fund. Mosen var jo gammel, så vidt han havde hørt. Havde vel været offersted i Jernalderen. Som en anden marksten var den vel kommet op til overfladen på grund af jordlagenes bevægelse. Hvis det virkelig var en arm. Den lignede godt nok, men den var også noget runken og indtørret, så det kunne sagtens vise sig, at det blot var en kæp, sådan som pædagogerne først havde troet.

Drengen nikkede og hoppede ned fra pædagogens skød uden at tage imod Lars’ hånd. Med målbevidste skridt gik han mod et område med lave, tynde træer, der stod nøgne i den ellers lune januarvind. Drengen, der var omtrent halvt så høj som Lars, gik mellem tørveudgravningerne, som der stod vand i. Lars skulle formane sig selv om ikke at råbe pas på, selv om det var det, han havde allermest lyst til. Den svampede tørv gyngede under hans vægt, da han sprang hen over en udgravning for at gribe fat i drengen, der så ud til at være ved at skvatte ned i et hul, hans grå Trigger vinterstøvler ikke ville kunne få ham tørskoet ud af.

Pas på, du, sagde Lars og trak drengen hen til sig.

Dér! sagde drengen og pegede i kanten af en gammel tørveudgravning.

Lars løftede drengen hen til pædagogen, der var fulgt efter dem. Han tog en pind og stak i den fugtige tørv, hvor drengen havde peget, og blev straks belønnet med et læderagtigt barneansigt. Det lignede en fusion mellem en grotesk vellignende fastelavnsmaske og den Tollundmand, han engang havde set på Silkeborg Museum. Rundviseren på museet havde fortalt, at moseliget var så velbevaret, da man fandt det under en tørveudgravning i senkrigstiden, at man havde indberettet det til politiet som en mordsag.

Få drengen væk herfra! udbrød han og gennede dem væk. Lars fulgte pædagogen og drengen ud til de ventende politibiler og bad Esben om at køre dem alle tilbage til børnehaven.

Alle børnene? spurgte Esben og så udover de femten små poder. Esben Pedersen var leder for de kørende patruljer og bistod afdelingen for personfarlig kriminalitet, når der var behov for det. Esben og Lars havde gjort karriere i politiet parallelt med hinanden. Lars i kriminalpolitiet og Esben i beredskabet.

Ja. Du må ringe efter en taxa om nødvendigt, men få dem væk herfra. Og sørg for krisehjælp.

Jeg vil ha’ min zombiearm med! skreg drengen.

Malte, det kan ikke lade sig gøre. Det var… Politimanden skal bruge den, ikke også, Politimand? spurgte pædagogen.

Lars nikkede.

Jo, jeg bliver nødt til at beholde den. Den hører til her i mosen, men jeg kommer og besøger dig i børnehaven, og så har jeg en lille gave med til dig i stedet for zombiearmen. Drengen kiggede med store øjne op på Lars og nikkede.

Leif, kommer du lige med? Lars vendte ryggen til børnene og vinkede mod Leif, inden han igen gik ad den smattede vej mod tørveudgravningen.

Leif V. Jensen havde været Lars’ assistent, siden Bruno Hansen gik på pension. Leif havde været i afdelingen sammen med Lars og Bruno. Ja, faktisk var han kommet i afdelingen før Lars, men af en eller anden grund havde Lars overhalet ham til posten som kriminalkommissær. En titel der desværre var blevet afskaffet ved politireformen. Lars var for det meste tilfreds med at arbejde sammen med Leif, selv om kollegaen også til tider gik ham på nerverne med sine uendelige smarte bemærkninger. Men han ydede et godt stykke efterforskningsarbejde i afdelingen. Han var ikke den store tænker, men han kunne få noget fra hånden og det kunne Lars godt lide ham for.

Prøv lige at se på det engang.

Det er sgu da et stenalderfund, udbrød Leif, da han satte sig på hug ved det sted, hvor Lars havde set ansigtet. Lars holdt tørven til side, så Leif kunne se.

Ja, er det ikke?

Jo. Den slags er da ikke vores sag, er det?

Nej, jeg tror også, vi skal have fat i en arkæolog. Jeg beder Britt om at finde nummeret til folkene på museet. Lars trak sin mobil frem og ringede til afdelingens sekretær, mens han iagttog, hvordan Leif studerede moseansigtet fra alle vinkler og tog billeder af det med sit mobilkamera. Ja, hej Britt. Du, kan du finde et telefonnummer til mig på en arkæolog på museet?

Hvad skal du med museet? spurgte Britt.

Han kunne høre, hun allerede var i gang med at slå det op på computeren.

Det er ikke et drab af nyere dato det her ude i Horreby Lyng. Vi skal lige have arkæologerne til at se på det. Han klappede sig på lommerne og var ved at blive irriteret over, at han ikke kunne finde sine cigaretter, når nu han havde så stor trang til en smøg, da han kom i tanke om at han ikke længere røg. Det var flere år siden, han var holdt op med at ryge. Fandens også, han kunne ellers godt trænge til en lige nu.

Så kommer I måske snart tilbage? spurgte Britt.

Vi kan ikke forlade findestedet, før museumsfolkene formelt har overtaget sagen. Der kan gå timer endnu. Hvorfor?

Ulven var her bare og spørge efter dig. Noget med at du skyldte ham et møde.

Ja, jeg måtte rende midt i ledermødet, da jeg blev kaldt herud.

Jeg har nummeret her. Jeg sms’er det til dig.

Tak, du er en skat. Lars lagde på og så på Leif. Du må hellere vente med at poste det, til vi er sikre på, at det er et mosefund.

Leif trak på skulderen og lagde sin mobil tilbage i lommen.

3.

For første gang i over seks uger trådte Pia Holm igen ind på sektionsstuen. Lugten var det første, der ramte hende. Det var en sødlig lugt, hun normalt ikke bemærkede, fordi hun gik i den dag ind og dag ud, men nu, hvor hun havde været væk fra den et stykke tid, var den påtrængende. Den lugt, der trængte sig mest på, stammede ikke fra den døde, der lå under lagnet på det rustfrie stålbord, men fra de rengøringsmidler, der blev brugt. Hun havde næsten glemt lugten af det desinficerende middel, der blev brugt til at gøre undersøgelsesbordet rent, eller det, der steriliserede de instrumenter, der blev brugt til obduktionen og som ikke kunne tåle at komme i autoklaven. Autoklaven desinficerede med damp, men ikke alle instrumenter kunne tåle de høje temperaturer. Den sidste lugt, der blandede sig med de andre, blev brugt på hele sygehuset til at vaske gulve og vægge.

Pia havde iført sig hvide bukser, T-shirt med centralvaskeriets logo på brystet og hvid kittel. Ud over dette tog hun et plasticforklæde, som kunne smides ud, når hun var færdig med den mest svinende del. Hun vaskede sine hænder lige så grundigt som en kirurg, hvilket også var årsagen til, at hun hverken gik med ringe eller neglelak og altid holdt sine negle helt kortklippede. Hun trak i et par handsker og nikkede til sin assistent, Sam, der fjernede lagnet fra den afdøde.

Før Pia kunne føre skalpellen mod huden, havde Sam registreret den døde, sørget for han var blevet røntgenfotograferet og fotograferet fra alle vinkler, først i påklædt tilstand og dernæst i afklædt. Alle påklædningsdele var blevet undersøgt og lagt i poser med et nummer på, så de altid kunne findes frem og undersøges igen. Afdøde var dernæst blevet afvasket med et desinficerende middel, der, sammen med de andre kemikalier, skabte en ganske særlig, påtrængende sødlig lugt, som trængte dybt ind i huden og blev hængende i næseborene, så man til sidst blev immun over for lugten. Normalt lagde Pia ikke længere mærke til, at lugten var der. Men nu, hvor hun havde været væk fra arbejdet i et stykke tid, var lugten så kraftig, at hun kæmpede for ikke at kaste op ud over korpusset. Det måtte være sådan, det var at være holdt op med at ryge. Pludselig kunne man lugte, hvor slem lugten var på andre rygere.

Pia tændte diktafonen.

Tirsdag den tyvende januar femten. Obduktion af… Hvad var det, han hed, Sam?

Sam tjekkede armbåndet, der stadig sad om afdødes håndled.

Svend Åge Jensen.

Svend Åge Jensen, gentog Pia. En underernæret ældre herre på enogfirs år. Han afgik ved døden efter indlæggelse på Nykøbing F. Sygehus lørdag aften. Obduktionen foretages af Sam Bamiyan og Pia Holm.

I det nåedesløse lys sprang samtlige detaljer på den godt brugte krop tydeligt frem. De mørke blodansamlinger, rynkerne og den slappe hud. Sam havde vasket liget før obduktionen, og mandens gullige og voksagtige hud virkede ikke længere menneskelig. Det havde altid betydet, at Pia havde svært ved at se de kroppe, der lå på hendes bord, som levende mennesker. Det forhindrede hende dog ikke i at behandle de døde med respekt, sådan som hun havde lært allerede på første semester af sin uddannelse til læge.

Afdøde har en del blodansamlinger eller blå mærker, især på arme og ben. Desuden er der stikmærker på venstre hånd og arm, som må formodes at stamme fra de venflon, han har fået lagt, mens han var indlagt på sygehuset. Giv mig lige forstørrelsesglasset, Sam. Sam vendte sig rundt og fandt det til hende. Pia satte det op til øjnene og studerede flere af de blå mærker nærmere.

Der er umiddelbart intet der tyder på, at afdøde ikke selv har påført sig de adskillige blodansamlinger ved almindelig klodsethed. Afdøde er væsentligt dehydreret, hvilket kan have medført yderligere desorientering og forvirring. Pia trådte et skridt tilbage fra bordet og så over på Sam.

Vil du åbne?

4.

Lars havde svært ved at tage blikket fra fuglereden i nakken på manden, der gik foran ham, og funderede over, hvor længe det mon var siden arkæologen havde redt sig. Anders Saga Fjernstrup lignede mere en biologilærer Lars havde haft på gymnasiet, end den ekspert i oldtid han var. Arkæologens cowboybukser posede ud over skaftet på de grønne gummistøvler, og der var noget lysebrunt smat på ærmet af hans mørkegrønne parkacoat.

Jeg var nede i Femern-Bælt-udgravningen i går, sagde Anders, da han så, at også Leif bemærkede skidtet på hans ærme.

Nå ja, der er I jo selvfølgelig også i gang, sagde Leif.

Hvor var det henne?

Lige her, svarede Lars og tænkte på, hvordan Anders Saga Fjernstrup på én gang var som Pia og alligevel nærmest hendes modsætning. Gående dér med sin store taske fyldt med udstyr til at kortlægge fortidsfund, på samme måde som Pia kom med sin lægetaske fyldt med udstyr til at kortlægge en afdød. Der var dog væsentlig mere elegance over Pia, når hun bukkede sig ned over en afdød, end der var over Anders, da han smed sig på knæene i den fugtige tørv.

Nu skal Anders nok sørge for at den her udgravning bliver en saga blot, klukkede Anders og trak et par handsker op af sin taske.

Lars og Leif så på hinanden og rystede begge på hovedet. Arkæologvitser var ikke for kriminalfolk.

Har I egentlig fundet noget interessant i Femern-Bælt-udgravningerne? spurgte Leif.

Ja, er du tosset mand! Vi har næsten lige fundet en over femethalvt tusinde år gammel flintøkse.

Du mener sådan en som enhver familie har liggende på reolen derhjemme? sagde Leif og så alt andet end imponeret ud.

Nej, nej, en velbevaret skæftet flintøkse. Den er tyndnakket. Anders lagde nogle tynde pinde for at illustrere faconen og bukkede sig så igen ind over mosefundet. Det er yderst sjældent, at vi gør sådan et fund. Den blev fundet sammen med en masse træstager som var…

Hvad er der galt? spurgte Lars og satte sig på hug ved siden af ham. Anders’ ansigtskulør var blevet en anelse blegere, og hvis Lars ikke vidste bedre, ville han tro at arkæologen skulle brække sig.

Det er ikke… Der kom nogle sjove, uforståelige lyde ud af munden på ham, før han igen sagde noget, der gav mening. Det er ikke et oldtidsfund. Det dér er under hundrede år gammelt. Måske endda fra indeværende årtusinde.

Er du sikker? spurgte Lars.

Anders nikkede og rejste sig op. Han vaklede hen og støttede sig op ad et træ.

Hvorfor tror du, det er af nyere dato? Det ligner da den Tollundmand, jeg har set.

Nej. Nej, det gør det bestemt ikke. Ansigtet… Det ansigt, åh, Gud. Han bøjede sig om bag træet og kastede op.

Leif mimede med munden til Lars: Jeg troede ikke arkæologer var så sarte.

Lars rystede på hovedet og ledte i arkæologens taske efter noget vand, men fandt intet. Der var dog nogle vådservietter, som han trak en ud af og rakte Anders.

Er du ok?

Det går bedre nu. Han tørrede sig om munden og i panden.

Grunden til, at det ikke kan være et oldtidsfund eller et såkaldt mosefund, som man plejer at sige, og som du sikkert tror, dette er. Ja. Han så ud, som om han måtte mande sig op for at fortælle dem om sine observationer. Der er for det første alt for meget væske i ansigtet. Der er endnu ikke sket den udtørring, vi ser ved ældre fund. Desuden er huden ikke nær mørk nok til at have ligget så længe i den sure tørv, at der kan være tale om et oldtidsfund eller endda et middelalderfund.

Så hvad siger du? At nogen har begået et mord for nyligt og smidt liget herud i mosen? Anders nikkede og trak handskerne af.

Vi skal have nogle teknikere herud, sagde Lars og rakte Anders sin taske. Er du okay?

Anders nikkede.

Ja. Jeg når at få lidt luft på vej op til bilen. Han nikkede til Lars og Leif og gik mod p-pladsen.

Hvad med Pia? Skal jeg ringe efter hende? spurgte Leif med hænderne dybt begravet i lommerne.

Nej, det gør jeg selv. Lars trak mobilen op ad lommen og valgte Pias nummer.

5.

Pia Holm klaskede det kolde vand i ansigtet og stak munden ind under hanen. Det gjorde godt, men fjernede ikke den ækle smag af genbrugsyoghurt. Hun havde ellers troet, hun ville klare det i dag, men da hun åbnede til mavetarmregionen, var det blevet for meget. Kinderne og hendes tøj talte deres tydelige sprog. Selv om hun burde have taget på, havde hun tabt sig. Det havde efterhånden stået på i tre måneder. Hun burde gå til læge, det havde hendes assistent, Sam, sagt til hende så mange gange, at hun forsøgte at skjule opkastningerne for hende. Hun vidste jo godt, at Sam havde ret. På den anden side, så vidste hun godt, hvad hun fejlede. Det behøvede hun ikke en læges bekræftelse af. Når hun først havde talt med sin læge, blev det hele så virkeligt. Det var hun slet ikke klar til.

Idet hun rakte ud efter papirservietterne gav hendes mobil sig til at spille Pitbull i kittellommen. En aften hun skulle have gjort rent, havde hun moret sig med at finde forskellige ringetoner til alle favoritnumrene på listen, helt sikkert en overspringshandling. Lars havde fået Pitbulls Rain Over Me. Hun tørrede hurtigt hånden og stak den i lommen efter mobilen. Hun overvejede at lade være med at tage den. Havde overhovedet ikke overskud til at tale med ham, selv om det efterhånden var måneder siden.

Pia havde begået en fejl.

Reviews for Forsvundet

[Mathilde · Rating: 5 out of 5 stars]

This is a hard one to read but very good written. Looking forward to more books from this author (luckily there's a lot because I've just found her!)