Jul i købmandsgården

By Sophie Breum

Dansk juleklassiker med alle behørige ingredienser. Følg folkelivet og juletravlheden i den gamle købmandsgård i de hektiske dage op til jul. Der er masser af klejner, julehygge og et ungt pars forviklinger - men alt ender selvfølgelig godt.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 11, 2022
• ISBN: 9788743045663

Sophie Breum

Sophie Margrethe Juliane Breum (født 28. september 1870 i Odense, død 2. september 1935 i Kerteminde) var en dansk forfatter. Sophie Breum er især husket for sin roman Jul i Købmandsgaarden fra 1917, der året efter hendes død blev bearbejdet til teaterstykke i to akter og i 1951 blev filmatiseret under titlen Fra den gamle Købmandsgaard. Sophie Breums forældre var købmand Ignatz Florian Sebastian Breum og Anna Marie Henriette Rasmussen. Sophie drømte allerede som barn om at blive forfatter. Som datter af velhavende forældre fik hun sin skoleuddannelse på byens bedste privatskole. Efterfølgende rejste hun til København og fik privat undervisning i litteratur, filosofi og kunst, samtidig med at hun fulgte kurser på Borups Højskole. Da hun vendte hjem til Odense, blev hun lærer på sin gamle privatskole og skrev samtidigt artikler til diverse aviser og blade som f.eks. Fyens Tidende, Illustreret Tidende og Husmoderens Blad. En tro på muligheden for at gøre karriere som forfatter fik hun af litteraturkritikeren Vilhelm Andersen, der efter at have læst hendes artikler i 1898, opmuntrede hende dertil. Hun debuterede som skønlitterær forfatter i 1900 med novellesamlingen Hyld og Humle.

Book preview

Sophie Breum

JUL I KØBMANDSGÅRDEN

Omslagstegning af F. Kraul

---

Revideret 2022 efter 5. udgave 1917

Denne udgave © imprimatur 2022

Forlag: BoD (Books on Demand) - Hellerup, Danmark

ISBN 9788743045663

---

Fru Kelbjerg sad ved eftermiddagskaffen i sin mands stue. Foran hende var der stillet en gammeldags rund sølvkagebakke på fod med friskbagte småkager.

I vindueskarmen stod Kelbjergs hastigt tømte kop skævt på underkoppen. Der var så juletravlt i købmandsgården, at han ikke havde givet sig tid til at sætte sig.

Også hun havde travlt, men før hun gik til sit, måtte hun have læst telegrammerne i avisen.

Kokkepigen kom i døren med opsmøgede ærmer: »Andrea er ved frøkenens værelse. Kan jeg ta’ kopperne.«

»Værsgo.«

Pigen samlede sammen på den røde kinesiske bakke.

»Tænk, Madsine, min mand siger, at nu er der tale om blokade og endnu vanskeligere forhold for skibsfarten.«

»Det er da osse helt tovli i verdensrommet me’ den krig,« udbrød Madsine iltert. »Men derfor vil jeg nu’tte ha’ jø’eka’erne brændt!« og dermed var hun ude af døren.

Madsine havde såmænd ret. Det gjaldt om, at hver passede sine hjemlige, tilvante pligter, så længe vi fik lov.

Hun satte sig igen til at læse.

Så tog hun brillerne i venstre hånd, den højre med avisen støttede mod bordet, og betaget af de tanker, som det læste havde vakt i hende, sad hun længe urørlig . . .

Vi små almindelige mennesker — og så dette verdens­uvejr, der tvinger os til at ane livets egentlige vælde i godt og ondt!

Stuepigen bragte fru Kelbjerg en pakke, og hun gik ind med den i dagligstuen.

Ved at se de mange pakker og tøjbunker på borde og stole, føler hun dybt glæden ved at kunne give og ved at have mennesker at give til.

Det er jo ikke, som da hun var ung kone og skulle sørge for mindst femten unge, som boede under deres tag. Tiden har ført med sig, at folkene nu bor i pensionater, men hun og hendes mand står dem alligevel så nær, at de kan finde på gaver til dem.

Og pludselig er hun ved de tider, da hendes mand overtog forretningen efter faderens død, og da det på grund af uberegnelige uheld var gået tilbage for det gamle firma.

Hvor de allesammen arbejdede!

Hun kan endnu fornemme nattens stilhed efter dagens larm, når hun sad med sit sytøj ved samme lampe, som lyste ned over hans flittige hånd, der efter dagens slid i butik og på kornlofter førte bøgerne.

Engang imellem må hun tale til ham om de tider, men nævner hun hans urokkelige flid og redelighed, da glemmer han aldrig at minde hende om, at hendes husmoderdygtighed, rent praktisk set, var et vigtigt hjul i maskineriet.

Fru Kelbjergs blik faldt på brevet, som hun i morges fik fra ungdomsveninden i København, og som hun i dagens travlhed kun lige havde fået løbet igennem.

Hun satte sig ved skrivebordet og tog de tætskrevne ark ud.

Her var det, det kønne sted, som hun også i morges var rørt over. I anledning af en afslået indbydelse til en Norges­tur skrev veninden:

»Jeg er jo nu engang sådan indrettet, at jeg i disse tider har en skræk for at tage ud af landet. Danmark er for mig som moderens kjoleflig for barnet i uvejr, det eneste sted, hvor jeg tør være.«

Hvor meget hun end anstrengte sig for at skjule sit varme hjerte, hun kunne ikke! tænkte fru Kelbjerg med tårer i øjnene.

Også om Ida udtalte hun sig i brevet ganske uforbeholdent. Hun forstod ikke dette med, at Ida og kandidat Brun så køligt kunne overveje og beslutte at lære hinanden nøjere at kende, før de forlovede sig.

»Skulle jeg nogensinde have indladt