Vejen: Biografi

By Jens Michael Høy

En levnedsbeskrivelse af mennesket Olufs udvikling fra barn til voksen. Ethvert menneskes vej i livet er unik. Som et fingeraftryk i historien. På godt og ondt. Oluf bliver kastet rundt på tilfældighedernes hav fra den dag, han bliver undfanget, og må igen og igen spørge sig selv: - Hvad er meningen? Til sidst forstår han, at der ingen mening er og falder til ro i al tings tidløse eksistens.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 15, 2021
• ISBN: 9788743084075

Jens Michael Høy

Jens Michael Høy er uddannet tandlæge, men har sin store interesse i det skrevne ord. Han har udgivet flere bøger om sine rejser rundt omkring i verden isprængt filosofiske betragtninger om livet, som det former sig for det moderne menneske i dag.

Book preview

Fiktion som blomsten her er ikke er den virkelige blomst.

Forfatteren

Mit navn er Oluf Fløite.

Jeg er født.

Gu er jeg så.

Selvom mange gerne vil påstå det modsatte! (Mine fjender.)

Jeg sidder nemlig her.

Splitter-ravende levende, med hver pore, hver celle i bevægelse, hvert hår i drift, hvert øje fæstnet på den hvide skærm, som jomfrueligt modtager de af mig indtrykkede tegn. De er tegn på mit liv. Tegn på, at det leves lige nu, hvor jeg sidder med udsigt til de sneklædte fjelde på Grønlands østkyst i byen Angmagssalik.

Jeg sidder ikke særlig mageligt, for mac’en er anbragt for lavt, og puden under min ende er hård, men det er den bedste løsning, og jeg klager ikke!

Jeg kommer langsom i trance og begynder at skrive det, jeg skal.

Jeg har besluttet, at denne gang skal det hele med.

Jeg begynder med begyndelsen (er der overhovedet en begyndelse? Jeg tvivler!) Nå, men for at sætte en ramme for denne historie, vælger jeg at berette kronologisk fra mit liv og vil så, efterhånden som begivenhederne dukker op, nedfælde disse erindringsbilleder til beskuelse for enhver, der måtte være interesseret.

Kort og godt.

Århus (af alle steder!) var min fødeby. Åh Århus, hjem til Århus!

Min lille mor var skuespiller i den by en gang for længe siden. Der mødte hun en pæn mand på en bar en aften efter teatertid. Han var kontorchef i det Berlingske hus og en beleven herre, som snart snoede den smukke unge skuespillerinde om sit liderlige lem til stor fortrydelse for det kommende barn, der kort efter fødslen måtte se sig selv som faderløs, idet kontorchefen havde kone og børn hjemme i villaen og ikke fandt det nødvendigt at gøre mere ud af den lille affære end et månedligt beløb på 50 kr.

Mor modtog bistand fra skuespillerforbundet, og røde kors hjalp med tøj og en lille vugge, og så drog vi begge til København, hvor der var større chance for arbejde. Hun fandt en ét værelses lejlighed i Rådmandsgade på Nørrebro og fik job som telefonistinde ved KTAS. Skuespillerjobbet måtte hun opgive, da hun havde dårligt knæ efter en tenniskamp med kontorchefen, hvor hun var faldet og havde knust knæskallen.

Der var krig. Rationeringsmærker og knaphed. Lejligheden lå i en grå lejekaserne omgivet af larmende fabrikker, der vulkaniserede gummi, som stank. Det eneste lyspunkt var min bedstemors besøg. Hun kom med en trækvogn og tog mig med i fælledparken for at se på ænder, der gnaskede brødstumper. Det var skægt at se fuglene slås om maden, og her lærte jeg tidligt, hvad alt drejer sig om i denne brutale verden.

Men det var ikke kamp det hele. Det var også glæde. I høj sol med blå himmel og frisk luft på et tæppe, bedstemor bredte ud i det grønne græs under de store træer på Staunings plæne.

Hjemme lavede min mor krigsmad. Suppe kogt på erstatningsterninger og grød af gammelt rugbrød som hun kaldte øllebrød endskønt der ikke var en skid øl i, men det smagte godt og jeg var ikke kræsen.

Mine erindringer fra den tid er sparsomme. Meget af det, jeg husker, er ting, jeg har fået fortalt. Dog står nætterne under luftalarmen, hvor vi allesammen måtte gå i ly, ganske klart for mig. Den ophidsede og nervøse stemning med høje råb om at skynde sig med at komme i beskyttelsesrummet, og sirenernes lyd og jorden der skælvede under de nærliggende bombenedslag.

En anden ting, jeg husker tydeligt, er en dag, jeg står foran døren til køkkentrappen og i ruden ser mit eget spejlbillede. Jeg er lige fyldt 5 år, og idet jeg ser personen derinde, dukker tanken om alder op i mig. Med eet føler jeg mig gammel. 5 år, tænker jeg. Det er MEGET gammel!

En gang under krigen skulle bedstemor komme på besøg. Jeg sad i vindueskarmen og kiggede ned på gaden for at se, om hun dukkede op. Med eet blev der luftalarm. Folk løb i kældre og bunkers for at søge ly. Bedstemor kom gående, og jeg kunne se, at hun var rådvild. Lige inden jeg løb i kælderen sammen med min mor, så jeg den gamle dame krybe op i en stor container, som stod ved kantstenen. Her sad hun, mens alarmen lød. Det var først efter flere timer, da den var ophørt, at hun kunne løfte låget og komme fri til stor lettelse for os.

Befrielsen tilbragte jeg sammen med min mor oppe på 4. Sal i Sorøgade 12 på Østerbro hos bedstefar og bedstemor. På taget overfor køkkenvinduerne lå frihedskæmpere og schalburgfolk og skød mod hinanden, så kuglerne fløj gennem ruderne og vi måtte kravle på alle fire henover gulvet, når vi skulle på toilettet.

Atombomben blev detoneret. Jeg sad ved den gamle Kemp og Lauritsen radio og hørte speakerens alvorlige stemme bringe budskabet. På et sekund var 30.000 mennesker omkommet og angsten krøb i rummet. Jeg spurgte min bedstefar, om vi kunne mærke det i Danmark og blev beroliget med, at det var alt, alt for langt væk.

Men et eller andet sted mærkede jeg det alligevel.

Min bedstefar elskede jeg. Han var tidligere operasanger og sangpædagog og havde elever hele dagen. Om

eftermiddagen og indimellem, når en af eleverne udeblev, legede han med mig. Han klippede og klistrede papfigurer og lavede masker til at have på og optræde med. Han sad ved det store spisebord med sine noder, som han renskrev. På bordet stod et syltetøjsglas til at spytte i og et stort askebæger, der var fyldt med cigarstumper. Luften var tyk af tobaksrøg, som jeg nød duften af allerede den gang. En gang imellem skulle han ud og tisse i det lille badeværelse, og så gik jeg med ham og følte mig som en rigtig mand, når jeg stod der og tissede ned i kummen sammen med ham.

Mens min mor var på turné, eller hvor hun nu var, boede jeg oppe hos bedstefar og bedstemor. Bedstefar var for gammel til at gå ned ad alle trapperne. Han kom kun ud to gange om året. Den ene var juleaften, når de var inviteret til min onkel i Ordrup; den anden, når han skulle til møde på fabrikken. Han var medejer af en cigarfabrik, og jeg var stolt, når jeg så mit navn udenpå cigarkasserne. Jeg fik de tomme til at lege med. Dem havde jeg i et skab under vinduet. Det var mit univers. Jeg tog dem ud og byggede med dem, eller samlede sten og garntrisser og søm i dem og holdt orden i alle ting i det skab.

Om morgenen i vintertiden var bedstemor tidligt oppe for at fyre i lejlighedens kakkelovne. Jeg lå i dagligstuen på sofaen og gemte mig under dynen, for det var koldt. Kakkelovnen gik ud hen på natten med de tørv, man fyrede med den gang, og så faldt temperaturen, indtil den blev tændt op igen ved 6-tiden.

Det knasede og rumlede, når ilden tog fat, og lidt efter buldrede det hyggeligt i det høje rør med kronen øverst, mens lugten af brændt træ bredte sig i stuen. En halv time efter var der varmt, og jeg kunne stå op og gå over til bordet, hvor der stod the og tvebakker. Dem lagde jeg ned i den varme mælkethe og fik en herlig grød, som jeg slubrede op med theskeen. Bagefter tilbage i sofaen og bladre i gamle billedbøger.

Nede i stueetagen boede viceværtens søn Åge. Han var min legekammerat. En bleg lyshåret fyr med hvide øjenvipper og noget underlig betændelse mellem øjenhårene. Han havde et blik som en mus, og jeg husker, at der lugtede af kål og gammelt sengetøj i deres lejlighed. Hans mor var en kraftig dame med overskæg og dyb stemme, og altid en lille smule vred på Åge.

Vi havde fundet nogle værdiløse italienske aluminium mønter, min bedstefar havde liggende, og så, at de havde nøjagtig samme størrelse som en 25-øre. Dem brugte vi i bagerens automat til indkøb af wienerbrød og kager. En dag opdagede min bedstemor det. Hun blev mærkeligt nok ikke vred, men bad mig blot om at lade være og lovede ikke at sige noget til bageren. Åge derimod fik tæv af sin far, da han opdagede alle kagerne på værelset og blev klar over, hvordan tingene hang sammen.

Åges far var kulmand og kom hjem hver aften farvet helt sort. Så skulle han først i bad, og når han kom ud fra badet, så jeg hans lyserøde hud på kroppen så mærkeligt forskellig fra ansigtets og halsens brune kulør. Han havde et underligt pæreformet hoved med lang krum næse og dybe furer. Han smilede aldrig, og Åge var meget bange for ham.

Jeg brød mig ikke om at komme nede hos dem, men opholdt mig helst oppe ved bedstemor.

Når hun gik i køkkenet og lavede mad, fløjtede hun. Det kunne bedstemor, - og så røg hun pibe! Hun havde håret lige som en mand. Kort og glat tilbage. Det var helt hvidt. Hun var ikke ret høj, spinkel og gik i sutter. Jeg tussede efter hende og snakkede om løst og fast og kunne godt lide den fredelige atmosfære, hun udstrålede.

Min mor var anderledes. Hun skulle altid noget. Havde altid travlt. Bedstefar brød sig heller ikke ret meget om hende. Han sagde ligeud, at hun var tosset! Hun kom farende ind i stuen og skulle omfavne og kysse og havde altid noget med til mig, som jeg skulle se. Bagefter skulle jeg vise, hvor stor jeg var blevet. Vise et eller andet, jeg kunne. Så fór hun ud ad døren lige så hurtigt, hun var kommet, og der var atter fredeligt og stille hos de to gamle mennesker.

Om sommeren var vi i Rørvig. Bedstemor, mor og jeg. Vi boede hos en gårdejer og spiste jordbær med fløde og stegt rødspætte og gik i vandet, når vejret var til det. Her traf jeg min første forelskelse. Hun var lille, lys og spinkel, og vi holdt hinanden i hånden, mens vi gik ud i de store bølger. Bagefter legede vi i sandet og lod os synke ned med tæerne og grinede og lod som om, vi ingen fødder havde.

Når jeg ikke var i Sorøgade, boede jeg alene sammen med min mor i den lille lejlighed. Det var ikke altid, at hun kunne få noget at lave som skuespillerinde, og så måtte hun arbejde på telefonhuset. Asta eller Eva eller en anden central blev betjent af hende om natten. Jeg måtte ligge alene hjemme, mens hun var på arbejde, og det var jeg ikke glad for.

Det var mørkt udenfor, og jeg blev uhyggelig til mode. Især hvis der var torsdagskoncert i radioen. Så lå jeg og lyttede til den tungsindige musik og blev selv tungsindig og lidt bange. Alting blev underlig ladet med uro og spændinger, og selv om jeg krøb helt ned under dynen, hjalp det ikke. Jeg følte, at der måske var røvere i værelset og lå vågen længe og ventede på, at min mor skulle komme hjem igen.

Når hun var ude om dagen, kunne jeg lide at eksperimentere med ting, som jeg ellers ikke måtte. F.eks. kunne jeg finde på at lege med gas! Jeg tændte for selve gashanen og morede mig med at se, hvor lang flamme jeg kunne få til at stikke ud over gasbordet! Så med ét blev jeg rigtig bange, da selve gashanen begyndte at brænde ovenpå. Jeg kunne ikke styre ilden og løb ned på gaden og hen til en tilfældig mand og fik ham til at komme med op og slukke for gassen. Da min mor kom hjem, havde jeg forfærdelig dårlig samvittighed og røde kinder, men hun opdagede ikke noget.

Nede i gården legede de store drenge, og dem var jeg bange for. De drillede mig tit, fordi jeg var spinkel af bygning og gik mine egne veje. Jeg har mange gange måttet søge ly inde i den mørke kælder, når de var efter mig. De fik mig nu aldrig, for på en eller anden måde var de alligevel lidt bange for mig. Jeg råbte nemlig til dem, at de skulle passe på, for jeg ville krybe ind i mig selv og blive usynlig, og så ville jeg komme efter dem!

Lis boede en etage nedenunder min mor og jeg. Hun havde ingen forældre, men boede hos en tante. Hende legede jeg meget med. Hun kom op og besøgte mig, eller jeg var nede hos hende. Vi byttede glansbilleder eller legede far og mor og børn med hendes dukker. Det var hyggeligt, og det bedste jeg vidste.

Hver jul kom der en gave fra min far. En stor én. Enten en kran eller et tog eller noget andet kostbart. Men ellers så jeg ikke noget til ham. - Jo, lige med undtagelse af een eneste gang, hvor han kom og hentede mig i sin bil,