I ly af mørket

By Connie Friis-Holst

Justitsministeriet anslår at omkring 100.000 danskere årligt udsættes for stalking. I en tredjedel af tilfældene kender offer og gerningsmand ikke hinanden i forvejen.

I "I ly af mørket" mødes hovedpersonerne, Marie og Rikard, helt tilfældigt, og hun kan ikke i sin vildeste fantasi forestille sig de vidtrækkende konsekvenser dette møde får, for hende selv og hendes nærmeste. Efterfølgende opstår der forskellige hændelser på næsten daglig basis. Hændelser som Marie i begyndelsen antager beror på tilfældigheder, men det skal snart vise sig at chikanen er yderst tilrettelagt.

Rikard er vokset op hos sin enlige mor i et strengt religiøst hjem, hvor der foregår andet end bønner og gudfrygtighed bag de lukkede døre. I Rikards forstyrrede sind og i troen på, at det er Gud, der sætter dagsordenen, skyr han ingen midler, for at Marie skal blive hans.

Da Marie på ingen måde gengælder Rikards følelser, snarere tværtimod, begynder han, i ren og skær frustration, at udøve systematisk chikane. Da chikanen ikke har den ønskede effekt, ser han ser sig derfor nødsaget til at inddrage Maries knapt 13-årige søn, Jesper, som målet der skal hellige midlet. Vejen til en mors hjerte går jo som bekendt gennem hendes børn.

Læseren får indsigt i det enorme psykiske pres, Marie udsættes for. Hvordan det påvirker hende selv og hendes omgivelser, og ikke mindst hvordan det er, at skulle fungere i en hverdag med en stalker. Samtidig får man også et indblik i stalkeren, Rikard, der voldsomt præget af sin opvækst, er stærkt karakterafvigende. Dette kommer især til udtryk i de modbydelige ting, han udsætter Marie og andre mennesker for, uden at føle den mindste smule dårlige samvittighed eller empati.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 10, 2021
• ISBN: 9788743083382

Connie Friis-Holst

Connie Friis-Holst, f. 1967, arbejder til dagligt som administrativ assistent i medico industrien, er indehaver af PowerPoint Design og forfatter i fritiden. Det er ikke kun manuskriptdelen af en roman, der har forfatterens interesse - det er hele skriveprocessen, med alt hvad det indebærer af utallige timers research, design af bogomslag osv. For at få så realistisk en beskrivelse af hovedpersonernes karakterer som muligt, har forfatteren haft sparring med en psykolog undervejs i tilblivelsen af, I ly af mørket.

Book preview

lidt.

Kapitel 1

Marie løftede cyklen ud af cykelstativet, mens vinden og regnen piskede hende i ansigtet. Hun surrede remmen på tasken godt rundt om cykelkurven foran på styret. Hun havde én gang prøvet at få stjålet sin taske, da hun holdt for rødt lys, og en ung gut på fortovet hev den op af kurven og stak af. Af skade bliver man klog, men sjældent rig, hedder det sig, og det havde været både besværligt og dyrt for hende, så efter den dag, surrede hun altid tasken fast. Mobiltelefonen ringede i jakkelommen, og hun tog den op. Det var Jesper, hendes meget snart 13-årige søn.

Hvor er mine cykelnøgler? lød hans ophidsede stemme. Jeg har kigget alle steder, men de er der ikke!

Hey hey! Tag det roligt unge mand! Hun og kiggede på klokken. Hun var selv lidt sent på den, men satte cyklen tilbage i stativet, tog tasken over skulderen og gik ind i opgangen igen. Jeg kommer op og hjælper dig med at finde dem!

Jespers verden ramlede sammen, når der skete sådanne forstyrrelser af hans morgenrutiner. Han stod i døren, da hun kom op ad trappen til anden sal. Marie sparkede skoene af, trak ham ind til sig og ruskede ham blidt.

Jeg skal nok hjælpe dig, så fald lige lidt ned, okay?

Han nikkede. Hun fandt hans nøgler i lommen på den jakke, som hun havde bedt ham lægge til vask aftenen før, og som hun havde glemt at bede ham tømme lommerne på. Marie rakte dem triumferende i vejret, da hun kom ud i gangen.

Dagen er reddet! Hun smilede og rakte nøglerne til ham.

Hans drengede smil smeltede hendes hjerte, og hun fik lov til at give ham et hurtigt knus. Så længe de var alene, og ingen andre overværede det, så måtte hun stadig godt give ham kram. Inden længe så var dét også et overstået kapitel, det var hun godt klar over.

Husk at du skal til tandlæge i dag, formanede hun for gud ved hvilken gang den morgen.

Jesper himlede med øjnene og undlod at svare. Marie løftede hånden til hilsen og smuttede ud ad døren igen. Små svedperler piblede frem i hårgrænsen, og hun åbnede de øverste knapper i frakken, mens hun for anden gang på få minutter skyndte sig ned til cyklen.

Første borger på turen var Fru Hansen i Dannebrogsgade. Marie var kommet hos den ældre, let demente, kvinde i lidt over tre år og kendte hendes rutiner på rygraden.

Ligesom derhjemme med Jesper, så var der også her en fast struktur. Marie parkerede sin cykel og låste den. Hun bankede på, med de aftalte tre korte bank, før hun låste sig ind i Fru Hansens lejlighed.

Åh, er det Dem! Fru Hansens ansigt lyste begejstret op. Jeg synes, at det er frygtelig lang tid siden sidst!

Marie viklede sig ud af sit spraglede tørklæde og kørte fingrene gennem de røde krøller.

"Jamen, det er da også frygtelig længe siden," medgav hun smilende, trods det at hun kom der hver eneste dag. Med overtøjet over armen gik hun hen og strøg Fru Hansen over kinden. Det klare blik i øjnene vidnede om, at dagen i dag var en god dag, hvor hun kunne huske mange ting.

Jeg går lige ud og sætter kaffe over, og så smører jeg en ostemad til Dem.

Fru Hansen smilede og takkede.

Vil De med ud i køkkenet? spurgte Marie. Fru Hansen var dårligt gående, men Marie var af den overbevisning, at det var sundt at røre sig, og usundt at sidde i en lænestol hele dagen, uanset alder og helbred. Hun hjalp kvinden op og sørgede for, at hun fik ordentligt fat i begge håndtag på rollatoren, inden hun begyndte at gå med usikre skridt. Det tog sin tid, men det var der ikke noget at gøre ved. Marie hadede det knappe tidsrum, hun havde til rådighed hos borgerne, og gjorde alt hvad hun kunne for at få mest ud af den, uden at stresse sig selv og de ældre.

Hun kiggede på armbåndsuret og konstaterede, at hun var et kvarter forsinket. Et kvarter fordelt på det meste af en arbejdsdag var okay. Nogle dage var det mere, fordi der skete uforudsete ting, der ikke var taget højde for i tidsplanen. Hvor ville det være skønt, hvis man kunne have sit eget private alderdomshjem, tænkte hun, mens hun cyklede afsted til den næste på ruten. Et sted hvor der var tid og overskud til dem, der havde været med til at bygge velfærdssamfundet op. Marie bremsede hårdt, da lysreguleringen skiftede til rød. Dagdrømmeriet stoppede lige så brat, og hendes fokus var igen på trafikken. Varm og forpustet låste hun sig ind hos den 82-årige Kurt Møller.

Det er mig, Marie! Undskyld at jeg kommer lidt sent, råbte hun, mens hun krængede jakke og fodtøj af på samme tid.

Inde i stuen sad Møller i sin kørestol med tv’et tændt. Hans klare blik flyttede sig, fra udsendelsen på skærmen og et smil bredte sig over hans ansigt. Marie holdt af alle sine borgere, men Møller havde en ganske særlig plads i hendes hjerte. Det var ikke fordi, han havde gjort noget bemærkelsesværdigt for at opnå den status, det var bare hele hans væsen, der skabte en rigtig god kemi mellem dem.

Hvor er jeg glad for at se dig min pige, smilede han og rettede sig lidt op. Modsat mange af Maries borgere, så var Møller helt frisk i hovedet, og han interesserede sig levende for alt omkring sig. Det kunne godt være lidt trægt at besøge den ene demente borger efter den anden, men hun holdt alligevel af hver og en med alle deres særheder.

Marie gav Møller et kram og hjalp ham med at få en ekstra trøje på.

Blodet løber ikke så hurtigt i årene mere, konstaterede han med et glimt i øjet. Havde det gjort det, så havde jeg giftet mig med dig!

De grinede begge to. Hun stoppede op et kort sekund. Det var lige præcis én af de ting, hun holdt af ved at komme i Møllers hjem. Der var megen latter. At komme her som det sidste sted på ruten fik bare alle dagens små genvordigheder til at forsvinde. Glemt var trafikken og den knappe tid hos hver enkelt borger, hvor hun ofte følte dårlig samvittighed, når hun gik derfra.

Møller var med tiden blevet en reservebedstefar, og Jesper kiggede ikke så sjældent forbi efter skole til et spil kort. Det hændte også, at Marie og Jesper tilbragte en fredag eller lørdag aften i Møllers selskab. Hun forsøgte, så vidt muligt, ikke at gøre forskel på nogen af de tildelte borgere, men det var svært for hende ikke lige at sætte en maskine tøj over for ham eller gøre noget andet praktisk, hvis hun alligevel var på besøg.

Du skal have handlet ind i dag, kan jeg se! Marie tog indkøbssedlen på køkkenbordet, kiggede en ekstra gang i køleskabet, tjekkede på badeværelset om der manglede sæbe, toiletpapir, barberskum osv. Møller havde trillet kørestolen ud i gangen, så han kunne følge med.

Kan jeg få dig til at købe en flaske rødvin? Kim kommer forbi om et par timer, og han har dagens ret med til os.Møllers øjne strålede.

Kim var hans eneste barnebarn, og de havde et tæt forhold til hinanden. Marie havde endnu ikke mødt ham, men hun kunne forstå, at han var lige så flink som sin farfar. En sympatisk fyr omkring hendes egen alder.

Jeg skriver rødvin på sedlen. Marie skyndte sig at kradse det ned på det i forvejen tætskrevne stykke papir. Jeg må hellere se at komme afsted.

Møller trillede tilbage til stuen og fandt sin tegnebog frem fra skuffen i chatollet.

Kør forsigtigt, formanede han, lige inden døren lukkede sig bag hende.

Det var begyndt at blæse op og regntunge skyer kom ind fra vest. Marie vurderede, at hun godt kunne nå i SuperBrugsen i Matthæusgade og tilbage igen, inden det begyndte at regne.

Inde i supermarkedet herskede der ro inden dagens fyraftensrykind. Tidsplanen ville holde, tænkte hun, mens indkøbskurven blev fyldt op. Foran hylden med rødvin, blev hun i tvivl om, hvilken slags hun skulle købe. Efter at have kastet et hurtigt blik på de første otte til ti flasker, tog hun beslutsomt en chilensk vin ned fra hylden og lagde den forsigtigt øverst i kurven. Hun manglede kun en plade mørk chokolade, så var hun færdig.

I næste øjeblik indtraf katastrofen. Marie havde lidt for meget fart på, på hjørnet af hyldesektionen, og stødte frontalt ind i en fyr, der i samme øjeblik drejede om hjørnet i hendes retning. Rødvinen, der lå øverst i kurven landede med et brag på gulvet og smadredes i tusind stykker. Vinen sprøjtede op ad hende selv, op ad manden foran hende, og op ad reolen med chokolade. Fyren så chokeret ud, men havde dog åndsnærværelse nok til at gribe ud efter Maries arm, da hun var ved at miste balancen. Hendes taske havde kurs mod gulvet, og inden den landede i glasskår og rødvin, ændrede den kurs, og alt indholdet væltede ud. Marie så overrasket og chokeret ud på en og samme tid, og så begyndte latteren at boble i brystkassen på hende. Hun gjorde en kraftanstrengelse for at kvæle den. Manden begyndte febrilsk at samle hendes ting op, og hun satte sig på hug og hjalp til, mens hun undskyldte indtil flere gange. Han tog hendes sygesikringskort op, kastede et blik på det og rakte det til hende.

Marie?

Ja, det er mig! Og endnu en gang undskyld for at jeg brasede ind i dig! Hun så ham, gennem hans stærke briller, ind i øjnene og kunne ikke holde latteren tilbage. Det var ligesom om, det eksploderede inde i hende, og tårerne begyndte at trille, mens hun af al magt forsøgte at kvæle latteren.

Undskyld, nærmest hulkede hun. Fyren så lamslået på hende, men efter et par sekunder forsvandt vantroen i hans ansigt og blev afløst af overraskelse.

Marie trak vejret dybt et par gange, rejste sig op og blev alvorlig igen.

Jeg finder lige en medarbejder!

Hun nåede kun at gå nogle få meter, så kom en ungarbejder mod hende med kost, fejebakke og en spand.

Jeg er frygtelig ked af det, begyndte hun og slog ud med armene.

Det skal du ikke tænke på, sagde den unge mand. Jeg skal nok ordne det. Er du kommet noget til?

Nej, der er heldigvis kun sket materiel skade! Hun tænkte, at det var godt, at hun ikke skulle rundt til flere borgere den dag, sådan som hun stank af rødvin. Hun vendte sig om, og gik tilbage til uheldet, og så at fyren, hun var stødt ind i, var væk. Hvordan havde han egentlig set ud? Spinkel, ikke særlig høj og med briller! Han havde ikke gjort noget større indtryk på hende, og væk var han i hvert fald.

Jeg skal nok hjælpe dig med at vaske af, tilbød hun, men medarbejderen rystede venligt på hovedet.

Det skal du ikke tænke på! Vi har uheld her i butikken næsten hver eneste dag. Det er lige så ofte os selv, der får tabt noget på gulvet så…! Han lod resten af sætningen hænge i luften, mens han fandt en ny flaske rødvin til hende.

Marie takkede ham mange gange og mindede flovt sig selv om, at det godt kunne være, at hun skulle vente nogle dage med at handle der igen. Indkøbskurven stod placeret udenfor området med rødvin og glasskår. Øverst i den lå hendes taske. Hun åbnede den, og de ting der var røget på gulvet var lagt tilbage på plads. Hun kiggede efter fyren endnu en gang, men han var pist væk. Ungarbejderen smilede til hende, da hun endnu en gang undskyldte, og så gik hun op til kassen og betalte. Udenfor, ved cyklen, ramte rødvinsdunsten rigtigt hendes næsebor, og hun begyndte at grine igen. Folk troede sikkert, at hun var plørefuld, men det kunne hun ikke tage sig af.

Kapitel 2

Rikards krop sitrede, da han kort efter stod ude på gaden. Tøjet stank af rødvin, men pyt med det, det kunne vaskes. Marie, Marie, Marie, sang det indeni ham. Han skråede over gaden og begav sig nogle få meter ned ad Sundevedsgade, hvor han stoppede op og trak sig ind mod gadedøren ved siden af pizzeriaet. Her kunne han stå nogenlunde skjult og holde øje med, når hun kom ud fra supermarkedet. Det varede en evighed, syntes han, og da hun endelig trådte ud, gav det et gib i ham. Hun var så ulig alt det, han ellers havde af forestillinger om kvinder. Ikke at han havde nogen større erfaring med dem, hvis man lige så bort fra moren, og hun havde for sit vedkommende helt bevidst formået at farve hans opfattelse af det modsatte køn. Kvinder var kun ude på at føre ham direkte i Helvede og fordærve hans sind. Han havde derfor holdt sig på mere end behørig afstand af dem. Med enkelte undtagelser. Men med hende Marie var det noget ganske andet. Hun gav ham en sær fornemmelse indeni, og noget der mindede om et uvejr begyndte at rase i hans krop. Han havde aldrig oplevet noget lignende. Et kort øjeblik strejfede det ham, om det kunne være Djævlens værk? Hendes perlende latter inde i supermarkedet havde rørt noget hidtil ukendt i ham. Hun lyste op med det røde krøllede hår, der vistnok havde dets helt egen dagsorden. Det kulørte spraglede tøj i glade farver var højst sandsynligt ikke noget man fandt i designbutikkerne. Nogle ville mene, at hun lignede et fastelavnsris, mens andre ville smile og tænke, at var der nogen, der kunne bære de farver og mønstre, så måtte det være hende. Marie blandede prikker og striber, som hun havde lyst til. Han havde kun ganske flygtigt set hende i øjnene, men mente bestemt, at de var blågrønne, og så havde hun en lille opstoppernæse, der gav ansigtet et mildt udtryk. Hun lignede ikke en, der kunne se rigtig vred ud. Han betragtede hende, mens hun satte posen med varer i cykelkurven, baksede cyklen fri af stativet og de andre cykler, og hun forsigtigt steg op på den og forsvandt ned ad Matthæusgade. For enhver anden i hans situation ville det have givet anledning til at spekulere over, hvordan pokker det skulle lykkes at få hende at se igen, men det bekymrede ham slet ikke. Han havde holdt hendes sygesikringskort i hånden længe nok til, at han både kendte hendes fulde navn, cpr-nummer, og dermed hendes fødselsdag, som for øvrigt var ugen efter, samt hendes adresse. Han roste sig selv for at have haft åndsnærværelse nok til at fotografere oplysningerne med mobilen, mens hun et øjeblik havde været fraværende for at finde en medarbejder. Der var ikke mere at gøre for ham i døråbningen. Marie var væk, så han vendte sig opløftet om og gik hjem. Inden han nåede opgangen i Tøndergade, begyndte de første tunge regndråber at falde.

Rikards bolig var en lille toværelses andelslejlighed på tredje sal, som han havde købt efter morens pludselige død. Selvom barndomshjemmet trængte til en kærlig hånd, havde han fået en rigtig god pris for det, og nogle af pengene havde han brugt på denne lejlighed. Moren havde lært ham sparsommelighed, og det bar hans hjem også præg af. Det han havde brugt penge på, var teknik. Voldsomt mange penge faktisk. Han mente selv, at det skyldtes fraværet af tekniske apparater i hans barndomshjem, på grund af den skræk og afsky moren havde haft over for alt det utugtige værk, som hun kaldte det. Det førte alt for meget usømmelighed med sig, det hørte man jo dagligt i radioen.

Han var rastløs og også en smule ukomfortabel med denne nye Marie-situation. Noget uvant foregik i hans krop. Noget han ikke havde kontrol over. Det havde altid været vigtigt for hans mor, at der var kontrol over tingene. Det skræmte ham, at tankerne kørte i ring omkring denne vildt fremmede kvinde. Af gammel vane lagde han sig på knæ foran sengen og bad. Eller det var nok mere en form for syndsforladelse hos moren end en egentlig bøn, han fremsagde med øjnene hårdt knebet i. Efter hendes død var han kommet i tvivl om, hvorvidt det var hende eller Herren, han skulle rette sin bøn mod?

Næste dag efter fyraften tog han direkte hjem og hentede sin cykel op af kælderen. Den trængte til luft i dækkene og måske et par nye slanger, så han trak den til den nærmeste cykelsmed på Enghavevej. Under normale omstændigheder, ville han ikke have brugt penge på den slags, men det var vigtigt, at han kunne komme rundt på cykel i stedet for altid at skulle gå. Cykelsmeden kiggede undersøgende på ham, da han forsøgte at prutte prisen ned.

To nye slanger koster 200 kroner, og det er prisen. Skal jeg skifte dem, så koster det 175 kroner oveni! Ellers er du velkommen til at gøre det selv!

Han stod ubeslutsom et øjeblik, så nikkede han kort til manden i kedeldragten.

Jamen, så gør jeg det selv! Han betalte og forlod ærgerligt butikken med de to nye slanger. Hjemme i kælderen vendte han cyklen på hovedet og gik i gang med at tage dækkene af. Det var ikke let, for han havde ikke det rette værktøj, og lyset blev ved med at gå ud, så han løb i pendulfart mellem lyskontakten og cyklen. Endelig langt om længe lykkedes det ham at blive færdig, og cyklen var klar til brug.

En plan var ved at tage form i hans hoved. Han var nødt til at se Marie igen, og han var sikker på, at hun ville blive begejstret. Dagene på arbejdet sneglede sig afsted, så han brugte tiden på at fantasere om, hvordan forskellige scenarier kunne udspille sig. Der var især ét, som han nok hældte mest til, og da weekenden var ovre, var han så forberedt, som han kunne blive.

Mandagen blev den længste i flere år, til trods for at han havde taget tidligere fri, og klokken nåede knapt nok at blive 14.30, så var han ude af døren med kurs mod Valby Station. Med hjertet galoperende i halsen og lunger der var ved at sprænges, løb han for at nå toget. Da han ankom til stationen, var det selvfølgelig forsinket. Der havde været en personpåkørsel i Høje Taastrup. Han bed indædt tænderne sammen. Bandeord tog han helst ikke i sin mund, men han tænkte dem i stedet for. Hvis ikke han sagde dem højt, så gjaldt de ikke, men han var ikke helt sikker på, at kirken var af samme overbevisning. Efter tre kvarter kunne han endelig komme med toget, og han cyklede i høj fart hjem. På vejen stoppede han forpustet op ved blomsterhandleren på Enghavevej og købte en dyr buket langstilkede røde roser, og et lille kort til at stikke ned i buketten. Herefter