Forfald

By Connie Friis-Holst

Freelancejournalisten Caroline Hennessy venter på at skulle i retten og vidne mod Nouras drabsmænd. Ventetiden bruger hun bl.a. på at lede efter Nouras barndomsveninde Sofie. Det viser sig at være mere vanskeligt end som så, for Sofie er tilsyneladende forsvundet fra jordens overflade. Derfor bliver Caroline glad, da Thomas Lauritsen, betjent ved Københavns Politi, tilbyder at hjælpe hende med lede efter Sofie i sin fritid. Denne eftersøgning bringer dem vidt omkring, og Thomas må gang på gang konstatere, at Caroline er egenrådig og ofte går sine helt egne veje.

Carolines veninder, Tina og Helle, kommer på uanmeldt besøg fra Aalborg, og det viser sig at blive en skæbnesvanger beslutning, da de vælger at tilbringe den første aften i det københavnske natteliv. Endnu en gang træder Thomas til, og det går mere og mere op for Caroline, at han er alt andet en den regelrette og halvkedelige betjent, som hun først antager ham for at være. En serievoldtægtsforbryder er på spil, og han trækker spor i retning af både Tina og Sofie. Men hvor er Sofie? Vil det lykkes Caroline at finde hende, eller kommer hun endnu en gang for sent?

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 21, 2017
• ISBN: 9788771889192

Connie Friis-Holst

Connie Friis-Holst, f. 1967, arbejder til dagligt som administrativ assistent i medico industrien, er indehaver af PowerPoint Design og forfatter i fritiden. Det er ikke kun manuskriptdelen af en roman, der har forfatterens interesse - det er hele skriveprocessen, med alt hvad det indebærer af utallige timers research, design af bogomslag osv. For at få så realistisk en beskrivelse af hovedpersonernes karakterer som muligt, har forfatteren haft sparring med en psykolog undervejs i tilblivelsen af, I ly af mørket.

Book preview

Epilog

Kapitel 1

Gennem en tåge hørte hun den dumpe lyd af en næve, der hamrede på døren. For hvert bank blev personen derude mere og mere utålmodig, det var tydeligt at høre. Hånden hamrede mod træet en sidste gang, så lød der et spark på karmen og en uforståelig mumlen. Lyden fortonede sig, og der blev helt stille. Hun havde trukket tæppet op over hovedet, så hun var dækket helt til. Angsten havde fået tag i hende, så snart hun hørte, at der var nogen udenfor. Længe lå hun musestille. Hun var så skræmt, at hun ikke turde røre sig. Tæppet stank og det kradsede, men det beskyttede hende mod omverdenen lige nu og her. Der blev varmt, og hun løftede en flig, så hun kunne trække frisk luft ned i lungerne. Ubevidst havde hun holdt vejret, og nu larmede den bankende puls så højt i hendes ører, at der skulle en del til, før hun ville opdage lyden af fodtrin, hvis vedkommende kom tilbage. Hun var tør i munden og halsen. Vidste at der ingenting var indenfor rækkevidde at væde svælget med. Angsten havde ikke tænkt sig at slippe taget i hende lige med det samme. Musklerne værkede af at ligge i samme anspændte stilling. På vagt. Altid på vagt. Et eller andet sted i nærheden kunne hun høre en kvinde råbe ad en, der hed Tommy. Det var den samme kvindestemme, som hun hørte hver eneste dag. Altid kommanderende og højrøstet. Hun hørte også en hund gø langt borte. Herinde var der dunkelt, og luften var dårlig. Indelukket. Her lugtede af forfald. Også på det menneskelige plan. Hun var gået i forfald. Hun følte, at hun lå her og rådnede op. Hun trængte til et bad. Det var mange dage siden sidst. Håret var uglet og fedtet. Hovedbunden kløede, men hun orkede ikke at tage sig af det. Igen hørte hun nogen passere udenfor døren, og tæppet trak hun op, så det atter lukkede helt tæt. Hjertet hamrede i brystet på hende, og små svedperler piblede frem på panden. Håret begyndte at klæbe i nakken. Så blev der stille igen, bortset fra lyde, der kom længere borte fra, og som hun ikke behøvede at forholde sig til. Kunne hun dog bare rejse sig og tage en tår at drikke. Det dunkede i hovedet, fordi hun var dehydreret. Det var den slags hovedpine, som kun rigeligt vand kunne kurere. Hun forsøgte at strække benene ud, og derefter hele kroppen. Tæppet gled af, og hun famlede med hænderne for at trække det op om sig igen. Feberen rasede i hendes krop, og hun lå her helt alene. Anspændtheden tappede hende for kræfter, og hun døsede hen. Drømte sig tilbage.

Solen skinnede og græsset kildrede på de bare arme. Blikket fulgte de hvide skyer, der i fantasifulde formationer drev over den blå himmel. Hun legede den samme leg, som da hun var helt lille. Forestillede sig skyerne som dyr, ansigter og andre dagligdags ting. Hendes fantasi fejlede ingenting. Det var midt i juli måned, og hun havde sommerferie. Det var lange dovne solrige dage, og hun nød at kunne sove længe. Noget brød stilheden, og hun løftede hovedet en anelse fra græsset, holdt hånden skyggende over øjnene og så sin far tage plæneklipperen ud fra udhuset. Han trillede den hen ad havegangen i retning mod hende. Så Frøken Solskin! Vil De være så venlig at forføje Dem til andre græsgange, spøgte han. Hun sukkede højlydt. Nu lå hun lige så godt, og så skulle der slås græs. Men hellere forlade græsplænen end at blive sat til at slå den, så hun smuttede ind på sit værelse uden at brokke sig. Plæneklipperen overdøvede alle andre lyde. Det var umuligt at høre lyden fra Tv’et, så hun satte øretelefonerne i sin Discman, smed sig på sengen og hørte noget musik. Hun var åbenbart faldet i søvn, for hun vågnede ved, at den ene høretelefon var røget ud, og den anden trykkede ubehageligt ind i øret, på den side hun lå. Fortumlet satte hun sig op. Så hørte hun dem. Forældrene. De skændtes. Ikke som de plejede. Småskænderier som alle har, og som går hurtigt over igen. Dette skænderi var anderledes. De råbte ikke højt, det var ikke derfor. Det var mere indædt og ondt. Beskyldninger blev slynget fra den ene mod den anden. Hun kunne ikke holde ud at høre det, så hun holdt sig for ørerne. Tænkte de slet ikke på, at hun kunne høre dem? Hun tog hænderne fra ørerne og rejste sig fra sengen. Så åbnede hun døren ud til gangen på klem. Hvad har hun, som jeg ikke har? hørte hun sin mor snerre. Faren sagde ingenting. Så svar mig dog? Hun kunne næsten fornemme hendes far vende øjne mod moren. Stille trådte hun ud i gangen. Forældrene var i køkkenet, og døren var åben, men de ænsede hende ikke. Hun tog tøvende et par skridt frem. Hvis hun gik ud i køkkenet, så ville de helt sikkert holde op, ville de ikke? Hun havde aldrig oplevet forældrene blive rigtige uvenner. De småskændtes og så endte det altid med, at den ene af dem kom til at grine, hvorefter de begge grinede, holdt om hinanden og så var det overstået. Det var på sådan en måde et skænderi skulle klares og overstås. Ikke med onde øjne og vrede indædte stemmer, som gav hende ondt i maven. Hun trådte endnu et skridt frem, og hendes far fik øje på hende. Han blev helt febrilsk: Gud er du her? Vi troede ikke, at du var hjemme. Han kiggede nervøst på hendes mor. Tryglende som for at få hende til at tie stille. Morens øjne lynede mod ham, så vendte hun sig om mod køkkenvasken. Hendes ryg var afvisende. Hele hendes krop afspejlede indestængt vrede, og det var godt, at det var kartofler, der var i vasken og ikke glas og porcelæn, for så hårdhændet som hun gik til værks, ville skrøbeligere ting være gået itu. Hun mere anede end fornemmede at moren græd, som hun stod der med ryggen til. Faren forlod køkkenet, og selv stod hun underligt fortabt midt på gulvet. Hvorfor var hendes mor så vred? Hvad var der sket? Kan du ikke tage vasketøj ned fra stativet i stedet for at stå der! vrissede hendes mor med grødet stemme, og uden at kigge på hende. Hun gjorde, som hun blev bedt om helt uden det sædvanlige brok over at skulle hjælpe til.

Aftensmåltidet blev rædselsfuldt at komme igennem. De plejede at sidde og sludre om stort og småt, om hvad dagen havde bragt dem hver især, men denne aften sad begge forældre og stirrede fortabte ned i hver deres tallerken. Hun forsøgte et par gange at bryde den tykke mur af tavshed, men det faldt til jorden, og stemningen blev mere og mere trykket. Maden voksede i munden på hende, og gråden stak i halsen. Hun kneb øjnene sammen for at forhindre en vildfaren tåre i at løbe. Hun ville ikke sidde her og flæbe som en lille unge, når hun ikke anede, hvad der foregik. Det eneste hun vidste, var, at der var noget rivende galt. Forældrene havde aldrig nogensinde opført sig sådan tidligere, og hun kunne bare mærke, at noget frygteligt var på færde, men ikke hvad det var. Det skulle hun finde ud af meget snart.

Aftenen tilbragte hun på sit værelse til tonerne af bl.a. Lifehouse’s sang Hanging by a moment, hvor hun lod sig føre med af Jason Wades lidt melankolske stemme. Den passede perfekt til hendes sindstilstand. Hun ønskede brændende at Noura, hendes bedste veninde, kunne være hos hende. Noura kunne hun fortælle alt, men Noura måtte ikke omgås danske veninder udenfor skolen. Sommerferien syntes med ét ufattelig lang, og som hun lå der på sengen, kunne hun næsten ikke overskue, at der var fire uger til, at hun skulle se veninden igen. Bevares, hun havde andre veninder, men ingen der var så nære som Noura. Ingen som hun havde lyst til at dele dette familieanliggende med. Hvor var voksne indimellem utroligt dumme og tarvelige!

Næste formiddag stod hun op til et helt stille hus. Hun åbnede forsigtigt døren til soveværelset på klem. Moren lå derinde. Hun skubbede døren helt op til det dunkle rum. Der lugtede surt og indelukket. Gardinerne lukkede kun en lille smule dagslys ind. Ved siden af moren var lagenet glat og urørt. Der havde kun ligget én person i sengen den nat. Farens dyne og hovedpude var væk. Hun gik rundt om sengen og skubbede blidt til morens skulder under dynen. Kaldte lavmælt på hende. Det var vanskeligt at se morens ansigtstræk i halvmørket, men de ophovnede øjenomgivelser lod sig ikke skjule. Der stod en dunst af alkohol omkring hende. Hun havde drukket? Det var aldrig sket før. Jo, hvis hun havde været til fest, eller de havde haft gæster en fredag eller lørdag aften, men ikke når hun var alene. Hun skubbede endnu en gang til den sovende skikkelse, men det var nyttesløst. Stille, og med en følelse af kedafdethed indeni, gik hun ud af soveværelset og trak døren i efter sig. Hvor var faren? Inde i stuen var der tomt, men på sofaen lå der en dyne og hovedpude pænt lagt sammen i den ene ende. Han havde altså sovet på sofaen den nat. Hvad betød det i det store billede? Havde han gjort det før, uden at hun havde vidst noget om det? Ude i køkkenet herskede der kaos fra aftenen i forvejen. Der var hverken ryddet op eller vasket af efter aftensmåltidet. Hun satte sig ved spisebordet og hvilede hagen i hænderne. Hvad var det der foregik i hendes lille familie? Ville det nogensinde blive som før? Og hvor var hendes far?

Selvom hun kun var tretten år, så besluttede hun sig for, at hun ville gøre, hvad hun kunne for at genoprette familiefreden. Hun ville anstrenge sig for ikke at være sur og på tværs og kritisere alt, hvad forældrene sagde og gjorde. Beslutsomt rejste hun sig og gik i gang med at rydde op i køkkenet og tage opvasken. Det var vidst aldrig sket tidligere under andet end stor protest. Hun håbede, at hendes mor ville blive rigtig glad, og at indsatsen ville give hende smilet tilbage i øjnene.

Halvanden time senere kom hendes mor sjoskende ud i køkkenet iført en gammel forvasket og hullet T-shirt. Håret var i uorden, og hun så med ét meget gammel ud. Det virkede ikke, som om hun lagde mærke til, at hendes datter, helt af sig selv, havde forvandlet kaos til orden i køkkenet. Moren mumlede bare et rustent go’morgen, tog elkedlen og fyldte vand i den.

Hun stod fortabt og bed sig i læben. Hvorfor bemærkede hendes mor slet ikke, at hun havde gjort sig umage for at hjælpe. Moren ænsede nærmest ikke hendes tilstedeværelse.

Vredt vendte hun sig om og marcherede ind på sit værelse, smækkede døren hårdere i end tiltænkt, og smed sig på sengen. Hun greb ud efter sin bamse, som fra sin faste plads på sengen, havde passet på hende hver eneste nat, siden hun var en lille baby. Hun holdt bamsen tæt ind til sig. Tårerne fik frit løb. Noget var helt ravruskende forkert, hun vidste bare ikke hvad.

Der gik to hele dage. Faren havde der ikke været livstegn fra, og de par gange hun havde spurgt moren, hvor han var, trak hun bare på skuldrene og mumlede: Aner det ikke, og jeg er også fuldstændig ligeglad. Hun virkede bare på ingen måde ligeglad. To aftener i træk, havde hendes mor åbnet en flaske hvidvin. Moren så herrens ud. Sjusket og uvasket. Hun tænkte, at hvis hendes far havde set moren sådan, så var der ikke noget at sige til, at han blev væk.

På tredje dagen dukkede han op. Lige pludselig fandt hun ham stående i køkkenet.

Hvor har du været? spurgte hun og knugede sig ind til ham. Han måtte sørge for, at alt blev, som det havde været indtil for nogle dage siden.

Lidt rundt omkring, svarede han svævende.

Vil du ikke nok blive far? Jeg kan ikke lide, at I er uvenner. Kan du ikke sige undskyld til mor, så I bliver gode venner igen? Hun tryglede ham, og han vidste det.

Lille skat! Han kyssede hende på hovedet og strøg hende blidt over ryggen. Det er ikke så enkelt. Han sukkede. Det er faktisk ret kompliceret.

Hun trak sig væk, og kiggede trodsigt på ham.

"Tænker I slet ikke på, hvordan jeg har det? Hvordan tror du, det er at være her, når ens mor drikker vin hver aften, når hun ikke går i bad, og det hele flyder! Hun bemærker slet ikke, om jeg er her eller ej. Kan du ikke tage mig med? Jeg vil ikke være her mere." Hendes kinder blussede, og hun var lige ved at græde igen.

Jeg kan ikke tage dig med min skat. Ikke lige nu. Han satte sig ved spisebordet og begravede ansigtet i hænderne.

Jeg har mødt en anden kvinde. Det er derfor, din mor er så ked af det. Jeg er også ked af det, for det var aldrig min mening, at det skulle blive sådan her. Følelser er bare ikke noget, man selv er herre over. Jeg er virkelig ked af det min skat, men din mor og jeg skal … Han holdt en pause, trak vejret dybt og sagde: Vi skal skilles.

Skilles! Det lød nærmest som en eksplosion inde i hendes hoved, da han sagde det. Det værste ord i verden. Skilles! Det var da kun de andres forældre, der blev skilt, ikke hendes mor og far. Hun kendte ingen, der kunne grine sammen som de to. Det måtte da betyde noget. Hun måtte da betyde noget for dem! Men det var tydeligvis ikke nok. Ikke nok til, at faren ville blive hos dem. Nu havde han så skiftet moren ud med en anden kvinde. Hun besluttede sig på stedet for at hade hende den nye. Lige meget hvor sød hun var. Lige meget hvor forelsket hendes far var i denne dame, så ville hun hade hende. Dem begge to faktisk. Hendes far havde ødelagt hendes sommerferie. Hendes liv. Morens liv. Han var tarvelig. Hun kiggede rasende på ham og råbte, som en teenager kan gøre det:

Jeg HADER dig! Gå med dig! Jeg vil aldrig se dig mere! og så løb hun ind på sit værelse, smækkede døren i, låste den og smed sig på maven på sengen. Et øjeblik efter hørte hun dørhåndtaget blive trykket ned. Hendes far stod udenfor og bankede forsigtigt på, mens han sagte kaldte på hende. Han forsøgte et par gange, men da der ingen reaktion kom inde fra værelset, gav han op. Hun hørte ham rumstere lidt, og så blev yderdøren lukket i. Han var gået. Hun havde lyst til at løbe efter ham. Sige, at hun ikke mente, alt det grimme hun havde sagt. Men hun gjorde det ikke. Hun blev liggende.

Der gik et par uger, så måtte hun pakke sine ting på værelset ned i flyttekasser. Moren lignede noget katten havde slæbt ind. Det meste af tiden var hun halvfuld, men hun formåede da at stå for flytningen trods alt. De talte ikke rigtig sammen. Hver gang hun forsøgte at få en samtale i gang med moren, så blev hun spist af med et: Jeg orker ikke at tale om det lige nu. Bare lad mig være i fred, så går det over. Hun opbyggede i løbet af nogle få uger en hårdhed, som skulle forfølge hende mange år fremover. Du er helt alene nu. Du kan kun stole på dig selv, messede hun inde i sit hoved. Om og om igen. Inden flyttebilen hentede det sidste læs, skrev hun et brev til Noura. Forklarede at hun var nødt til at flytte med moren, opgav sin nye adresse og afleverede det til en skolekammerat, der lovede højt og helligt og på Ama’r halshug at aflevere det til Noura den første skoledag efter sommerferien.

Hun stod og betragtede sit barndomshjem. Her blev hun født for tretten år siden, og hun havde troet, at hun skulle bo her, indtil hun flyttede hjemmefra. Nogle dumme voksne havde bestemt det anderledes, så nu stod hun her og frøs i solskinnet. Det strammede til i halsen, men det var slut med at græde. Hun var ikke et lille barn mere. Beslutsomt bed hun tænderne sammen, vendte ryggen til det der havde været omdrejningspunktet i hendes opvækst, og satte sig ind på bagsædet af bilen. Foran hende sad hendes mor. Lidt mere soigneret end de sidste par uger, men skilsmissen havde taget hårdt på hende. Hun var ældet voldsomt på ganske kort tid. Ansigtet havde en usund kulør, og de ophovnede øjne skjulte hun bag et par solbriller.

Det hamrede på døren igen, og hun vågnede af sin døs. Kroppen rystede, og der hvor der var bar hud, glinsede små svedperler. Hun havde fået en gang influenza, men det gik jo over i løbet af et par dage. Det andet var værre. Abstinenserne. Hun håbede på, at personen der nu stak en nøgle i døren havde noget med til hende, der kunne dulme smerterne i kroppen og i hovedet.

Han ruskede hende hårdt, og lod sig dumpe ned på kanten af briksen, hvor hun lå. Tæppet strammede ubehageligt om hendes krop, fordi han havde sat sig på det. Uden at åbne øjnene forsøgte hun at trække tæppet til sig.

Jeg har dope med, var det første, han sagde, på svensk med en drævende skånsk dialekt og slog sig på brystlommen. Hun åbnede øjnene på klem og missede mod den smule dagslys, der sivede ind mellem de halvt lukkede persienner. Hun brød sig ikke om hans brovtende og hårdhændede facon, men han var hendes redningsmand her og nu. Han trak tæppet af hende, blottede hendes udmagrede krop, åbnede bæltespændet i sine bukser og trak lynlåsen ned. Det vendte sig i hende, ved tanken om det der nu skulle ske, men han var jo ikke værre end alle de andre mænd, der tvang sig adgang til hendes krop. Hans ånde stank af sprut og hvidløg, og de daggamle skægstubbe kradsede den tynde hud på hendes kinder. Han gjorde sig ingen umage med først at smøre hende med den tube creme, der stod på taburetten ved siden af briksen. Han trængte bare ind, og hun følte, at hendes underliv blev skåret op med glasskår. Noget for noget, sagde hun igen og igen til sig selv. Han mumlede uforståelige ting i hendes øre, mens han pumpede løs. Et øjeblik efter spændtes hans krop, og i en sidste krampetrækning fyldte han hende med sin klæbrige sæd. Smerten fortog sig, da han trak sig ud. Han rakte ud efter et tøjstykke på gulvet, tørrede sig og smilede sjofelt til hende. Et hul er et hul! Husk det tøs. Så rejste han sig og rakte ud efter sin cowboyjakke. Op af lommen trak hans hendes belønning.

Hun satte sig møjsommeligt op, rakte ud efter den røde gummislange på taburetten, spændte den omkring sin magre overarm, mens han gjorde hendes fix klar.

Jeg mister mange penge på dig, hver dag du ligger her, sagde han vrissent og pegede på hende med en beskidt finger. Så stak han nålen ind i en knapt synlig blodåre, og hun mærkede suset øjeblikkeligt. Glemt var alle de mænd, der havde været gennem hendes korte liv. Glemt var de frygtelige abstinenser. Glemt var den lyshårede Sofie med de store blå øjne. Lige nu var hun i himlen, og dette her var hendes liv.

Kapitel 2

Caroline vågnede med et sæt. Telefonens vækkeur lød hidsigt fra natbordet. Hun rakte hånden ud for at slukke den. Drømmen hun befandt sig i sad stadig i hele kroppen. Hun havde drømt om Noura. Drømt at hun var Noura, og vågnede med en tristhedsfølelse indeni. Følelsen fulgte hende på vej ud under bruseren. Hun forsøgte, at skylle drømmen af krop og sind med det varme vand, men det lykkedes ikke rigtig.

Ude i køkkenet lavede hun en kop Nescafé, satte sig ved det lille spisebord og prøvede at samle tankerne lidt. Hun skulle møde inde på Politigården og tale med en politiassistent klokken ti. Retssagen mod Nouras svigerfamilie skulle snart begynde, og der var lige et par sidste ting, som skulle afklares, da hun havde haft en væsentlig rolle i de sidste måneder af Nouras liv.

En af formiddagsaviserne havde bragt et godt billede af Noura, og det havde Caroline klippet ud og gemt. Nu tog hun det frem og betragtede den gudesmukke unge kvinde, der havde måtte lade livet, fordi hun var blevet for dansk og ikke rettede sig efter familiens normer og retningslinjer for en god muslimsk kvinde. Noura ville altid have en plads i hendes hjerte. Selvom de aldrig havde mødtes ansigt til ansigt, så havde deres mange telefonsamtaler alligevel skabt et bånd mellem dem. Et bånd der brat blevet revet over, da Caroline en sen aften i 22 Nyhederne så, at man havde fundet liget af Noura i Utterslev Mose, og politiet bad offentligheden om hjælp. Caroline havde de informationer, som politiet manglede, da hun havde dokumenteret alle telefonsamtalerne. Det var helt tilfældigt, at det blev hende, Noura havde ringet og fortalt sin historie til. Carolines telefonnummer, var som det eneste nummer med et