Hævn, healing og Hovlykke

By Agnethe Søndergaard Sørensen

Novellesamlingen "Hævn, healing og Hovlykke" rummer ti nedslag i femten helt almindelige danskeres hverdag. Historierne giver et præcist og ofte vittigt signalement af den måde, vi mennesker opfatter os selv og hinanden på. Fra skiftende synsvinkler blotlægger novellerne den sære blanding af kærlighed og jalousi, vi udsætter vores næreste og kæreste for - i jagten på anerkendelse og accept. Men bogen tager ikke kun vore menneskelige svagheder under kærlig behandling. Den tegner også konturerne af fællesskaber, der presser individet ind i umagelige roller og et samfund, som begunstiger det overfladiske. Novellerne peger på symptomerne: En befolkning der balancerer på afgrunden i kampen for at finde mening med en skæbne, som ikke just er et det glansbillede alle forventer.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 14, 2019
• ISBN: 9788743036036

Agnethe Søndergaard Sørensen

Agnethe Søndergaard Sørensen har med studier i psykologi, filosofi og teologi søgt indsigt i menneskes motiver for at vælge som de gør i livet. Hun hævder dog, at hun har fået størst indsigt gennem erfaringen fra hverdagen med familie, kolleger studiekammerater og venner. Ved at tale med folk og lytte til deres overvejelser og motiver, har hun lært at alle mennesker er interessante og bærer rundt på kimen til mange spændende fortællinger. Det, at spørge til folks motiver og søge at leve sig ind i deres situation, er en uudtømmelig kilde til inspiration for Agnethes skriverier.

Book preview

Til Jonatan, det mest fantastiske

menneske jeg kender

Tak til Metakvinderne: Maria, Helene, Helle &

Katharina, som har været mig en uvurderlig hjælp i

skriveprocessen

Indholdsfortegnelse

Healeren og prutteren – Gerda og Pippa

Den stressramte – Gitte

Hævneren – Nete og Gitte

Smertebetvingeren – Ib, Hundini og snart Malene

Principrytteren – Holger

Selvhjælperen – Ase

Bekymringsmanden – Pippa og Søren

Mors dreng – Bella og Niller

Ubuden gæst ved frokostbordet

Hovlykkepiger med spark i

Healeren og prutteren –

Gerda og Pippa

Det var så det, tænkte Gerda, nu er jeg certificeret healer. Reiki-healer, vel at mærke. Hun sad i S-toget sydover, på vej til Ølby Station, og studerede sit certifikat. Det var et kraftigt stykke papir, og hun måtte passe på ikke at få bukket det eller krøllet det. Hun ville have det indrammet og hængt op i sin klinik. Papiret havde en mørkeblå ramme, der indhegnede det hele. Øverst var der en lille, aflang guldramme med to tegn på kinesisk under hinanden. Det betød Reiki, og nedenunder stod hendes navn, Gerda Bakkha Bukara. Jo, de havde stavet hendes navn rigtigt. Det var vigtigt for Gerda. Hun var jo ikke numerolog for ingenting. Yes, hun var internationalt anerkendt Reiki-healer nu. Nu skulle hun bare gøre det kendt, så hun kunne få klienter at praktisere på. De havde udvekslet adresser på kurset, og de kunne kontakte hinanden, hvis de manglede nogen at øve sig på. Gerda vidste godt, hvem hun ville ringe til. I hvert fald ikke det kvindemenneske, hun havde fået tildelt som partner på kurset. Hun hed Alice. Gud, hvor var hun fumlende og inkompetent. Gerda forstod ikke, hvorfor hun næsten altid fik tabere som makkere. Det havde hun også fået i folkeskolen. Hun ville hellere være sammen med de dygtige. Dem, hun kunne lære noget af og arbejde godt sammen med. Ikke sådan nogle, som hun skulle være støttepædagog for og forklare det hele igen, inden de kunne komme i gang med at øve sig. Hun så, at de nærmede sig stationen. Hun baksede forsigtigt certifikatet tilbage i A4-kuverten og belavede sig på at stå af og gå de små 20 minutter hjem til sit rækkehus i Pipkvarteret. Godt, at det ikke regnede. Hun var rimeligt irriteret over, at det var ét fedt, om hun stod af på Ølby Station eller fortsatte helt til Køge Station. Ligegyldigt hvad tog det næsten lige lang tid. Hun sukkede og steg af toget og begyndte at gå hjemad. Der kommer en dag, hvor jeg får råd til en bil – og så er jeg ud over de problemer, tænkte hun. Hun gik hjemad med raske skridt. Her kommer Køges bedste Reiki healer, tænkte hun og smilede ubevidst. Nej, om igen: Her kommer Sjællands bedste Reiki-healer, clairvoyant og numerolog! Parat til at hjælpe verden!

Pippa var nede. Hun tænkte: Hvad laver jeg her? Hvorfor var det nu, det var, at jeg drømte om at gøre dette her? Caminoen, min bare røv! Hvem der dog bare havde købt en chartertur til Tenerife eller Kreta. Men pilgrimsvandring i Spanien havde lydt så spændende, da de talte om det inde på arbejdet. Der var desuden dét med maven. Hun havde i den senere tid haft mavekneb, oppustethed og rumlen i maven. Næsten hver eneste fucking dag, især efter at hun havde spist. Hun havde forestillet sig, at når hun tog til Spanien for at vandre, og kun spiste meget lidt hver dag, så ville hun tabe sig, og oppustetheden forsvinde. Men næh, nej, nu var det værre, for her skulle man smile og være høflig over for de andre pilgrimme, som man skulle dele køjesenge med på herberget. Det var 6-mandsstuer, hvis det var fint. Ofte var der mange flere køjesenge i en sovesal. Der var altid nogen, som snorkede. Hun var godt nok overrasket over, hvor mange forskellige lyde de snorkende kunne lave. Nå, men nu gik hun her på vej ud af Pamplona mod dagens mål: Puente la Reina. Det var små 24 kilometer, og det skulle hun nok kunne klare. Hvis bare ikke det var for hendes betonlægge og vablerne – og maveproblemerne oveni. Hun havde godt nok ikke ondt i maven lige nu, men det var så pinligt. Der havde været otte køjer i værelset i herberget i nat. De syv andre køjer var besat af tyskere. Faktisk havde der været mange tyskere i dette herberg. Selv værterne dér var tyskere, og Pippa havde følt sig lidt alene, når hun nu ikke kunne tysk. Hun var blevet halvirriteret på dem. Hun havde tænkt: Hvis jeg hører ordet genau én gang til, så smadrer jeg en tysker. Nu kom det pinlige: Hun havde været i seng kl. 21. I god tid inden lyset blev slukket kl. 22. Flere andre var i køjerne, men nogle stod og småsnakkede. Én sad og rodede sine ting igennem på sin køje. En anden lå og læste. Pludselig, uden varsel, pruttede hun højlydt. Hun holdt op med at trække vejret og mærkede, at hun blev helt varm. Hun lå musestille i et stykke tid og lod, som om hun sov. Der var ingen, der sagde noget eller gjorde noget, der kunne tyde på, at de havde hørt det. Men det måtte de da have gjort. Imens hun lå der og brændte af varme i soveposen, måtte hun være faldet hen, for pludselig vågnede hun ved, at hun pruttede igen. Lyset var stadigvæk ikke blevet slukket, og hun lå bare der og håbede, at de andre ville tro, at pruttelydene kom fra en anden køje. Måske kunne de slet ikke kunne regne ud, hvor lyden kom fra, ønsketænkte hun. Hun havde aldrig prøvet noget lignende. Hun kunne mærke, at prutten kom ud af hende, og høre det, men begge gange havde der overhovedet ikke været noget forvarsel. Hun havde ikke kunnet nå at knibe sammen. Åh, hvilken en skam. Og som om det ikke var slemt nok, vågnede hun to gange i løbet af natten ved, at hun pruttede højlydt igen. Selvfølgelig lige en nat, hvor der ikke var nogen snorkelyde i rummet, som kunne have kamufleret en prut. Der var stille i rummet. Alle sov tilsyneladende med lydløs og helt rolig vejrtrækning. Det var godt nok tarveligt. Disse prutter kom fuldstændigt bag på hende. Hun havde ikke kunnet gøre noget for at forhindre dem. Det var godt nok svært at skulle stå op i morges og se de folk i øjnene. Hun havde lyst til at blive liggende og lade, som om hun sov, indtil de andre havde pakket deres rygsække og var skredet. Men det kunne hun ikke, for så fik hun jo ikke noget morgenmad. Hun måtte bide i det sure æble og stå op. Det var skide flovt, men ingen lod sig mærke med noget. To af de unge tyskere konverserede venligt med hende på engelsk til morgenmaden. De havde garanteret hørt prutteriet, var hun sikker på. Hvis de havde gættet, at lydene kom fra hende, var de utroligt tolerante og diskrete omkring det. Gudskelov. Hun følte sig dobbeltflov, fordi hun selv havde været intolerant dagen før og havde haft lyst til at smadre en tysker. Nu gik hun her og havde nedtur, samtidigt med at hun skammede sig over sig selv. Hun skammede sig både over sin intolerance og over sin manglede evne til at nyde, at hun havde ferie og var pilgrim på Caminoen. Og hun skammede sig over, at hun var prutteren Pippa.

Mund-til-øre-metoden var den bedste måde at skaffe klienter til klinikken, vidste Gerda. Hun sad i den magelige stol og så over på den matchende lænestol, der stod på den anden side af det lille bord. Lænestolene var kongeblå, og begge havde en lyseblå pude samt en matchende plaid, så man kunne gøre sig det bekvemt, imens man talte sammen. Hun lod fornøjet blikket vandre rundt i sin klinik. Klinikken var et værelse i rækkehuset, som hun havde sat i stand til at modtage klienter. Der var krogen med lænestolene til samtale. Pc’en stod på en hylde, således at hun lige kunne dreje sig en smule og taste klientinformationer på den. Hun kunne tage den ned i skødet, når hun skulle bruge den til længerevarende numerologisk analyse. Der var også en briks, som hun nu ville få endnu mere brug for til healing. Der var øer af duftlys på bordet og i vindueskarmen. I reolen var der fagbøger og nips. På væggene hang hendes certifikater i glas og ramme. Hun havde fem, når man talte det fra Reiki-kurset med. Fra ghettoblasteren lød der stressaf-musik. Gerda var godt tilfreds med sin klinik, og hun havde allerede flere faste kunder. Ikke nok til at leve af det, men det skulle nok komme. Der var mange folk, der var ulykkelige og følte, at de levede i en fastlåst situation. Gerda kunne hjælpe dem med at komme videre. Hvad man sender ud, får man tilbage, tænkte hun. Det gjaldt om at få skiftet energierne og lytte til den hjælp, som universet gav én. At lytte til de ånder, som var med én, og komme af med dem, der modarbejdede én. At få styr på sin energi og hjælpe den til at flyde frit. Det var hun kanal for, og hun vidste ofte, hvad folk havde brug for at høre. Hos hende fik de det lille skub fremad, som de behøvede for at kaste deres dårlige karma af sig og starte på en frisk med gode energier. Nå, jeg må hellere gå i gang, tænkte Gerda og begyndte at ringe til sine bekendte og til folk, som hun havde behandlet før. Hun ville spørge til deres almene tilstand og tilbyde dem healing til en meget favorabel introduktionspris. Bagefter ville hun gennemgå sit netværk på nettet, Facebook og mail med henblik på at sprede budskabet. På den måde kunne hun komme i gang som healer. Alice fra Reiki-kurset havde sagt, at Gerda virkelig havde gjort en forskel for hende, da de øvede sig på hinanden. Gerdas healing havde forbedret Alices oppustede mave. Hun havde sagt, at hun næsten ikke var oppustet i et helt døgn efter. Den succeshistorie skrev hun ned og uploadede. Man skulle ikke sætte sit lys under en skæppe.

Hold nu kæft! Nu regner det. Det pisser ned! Hvad skal jeg egentlig her? Vade rundt som en vadeko i sin ferie. Pippa var vred og fuld af selvmedlidenhed. Efter at hun havde gået igennem et stort grønt område, hvor der var mure og rester af et gammelt citadel, gik hun nu i et mere moderne boligkvarter. Boligkvarteret havde flere steder forretninger i gadeplan. Hendes øje fangede en mand, der stod på en meget høj og spinkel stige. Han var ved at skrabe noget laset reklametekst i falmede farver af, der var opklæbet øverst på butiksvinduet hele vejen hen over facaden. Pippa måtte holde regnhætten lidt tilbage fra ansigtet for at kunne studere foretagende. Hun observerede, at der heldigvis stod en dame ved foden af stigen. Det var godt, for den stige så ret usikker ud. Nå, men hun måtte vel også hellere se, hvor hun gik. Det skulle lige være hendes held, at hun trådte i en hundelort eller gik ind i en lygtepæl. Hun fortsatte hen ad det brede fortov. På grund af regnen kiggede hun ned. Der var nogle, der råbte. Hun drejede rundt og kiggede sig tilbage. Manden på stigen og kvinden ved foden af stigen gestikulerede begge og pegede ned ad en sidegade lige ud for deres butik. Pippa gik tilbage og sagde Gracias!, da hun gik forbi dem og ned ad den anviste vej. Et øjebliks uopmærksomhed, og så var hun gået forkert. Typisk hendes held, tænkte hun. Prutteren Pippa skal sandelig ikke spille i lotteriet, for det ville alligevel ende med varm luft. Efter at have passeret en rundkørsel var hun ude af byen. Hun var lige med ét ude på landet. Det regnede stadigvæk, men nu kun i spredt fægtning. Åh, nu begyndte maven at gøre knuder igen. Der var luft, der rumlede rundt og nogle gange ville ud. Når det skete, måtte hun se sig tilbage, om der var andre pilgrimme bagved hende, inden hun slap en vind. Det var anstrengende, det her. Hun gad ikke mere, hun ville bare hjem. Da hun sidst på eftermiddagen nåede frem til Puente la Reina, gik hun ind i det første det bedste herberg, hun kom til, og betalte for en overnatning inklusiv morgenmad. Hun småfrøs og gad ikke at gå i bad eller vaske strømper og underbukser. Hun hængte sit regntøj og coveret til rygsækken op på køjen og lagde sig i den tildelte underkøje. Der var et stik lige ved siden af sengen, og hun satte sin mobil til lade op, imens hun lå og søgte efter flybilletter på nettet. Det viste sig, at hun kunne få et fly hjem fra Barcelona for omkring 860 kroner. Det var en overkommelig pris. Hun undersøgte bus- og togtider for at finde ud af, hvor hurtigt hun kunne komme til Barcelona fra Puente la Reina. Hun fik det hele til at passe sammen, og tre dage efter var hun hjemme igen. Hun elskede at komme hjem. Ude godt, men hjemme bedst, som man sagde. Hun elskede at se sit navneskilt på brevsprækken i døren ind til lejligheden. Der stod: P Lysager. Hun hed Pippa Lysager – og det blev til Plysager. Det var sødt og opmuntrende. Lidt ligesom Peter Plys og sol over engen inkluderet i ét ord. Ingen kunne have et venligere eller mildere navn, syntes hun. Pippa bestilte tid til lægen. Hun havde stadigvæk fem dage tilbage af sin ferie, så hun kunne nå et par småting og alligevel have tid til at slappe af på divaneseren og se Netflix-serier. Til helvede med Caminoen. Det varede længe, før hun ville hoppe på den galej igen. Det hele ville være perfekt, hvis det ikke var for den mave.

Sikke en afskyelig start Gerda havde fået på sin karriere som healer. Hendes første klient havde været en mand på 67 år, som havde problemer med iskiasnerven. Det påstod han i hvert fald. Han havde lydt skuffet over, at han ikke skulle klæde sig af for at blive healet. De havde diskuteret det, men da hun gerne ville have nye klienter, havde de til sidst indgået et kompromis. Klienten havde ligget på briksen i sit undertøj. Hans undertøj var af den gammeldags type. Det var hvidt og med gylp i underbukserne. Hun havde startet op som normalt, men han havde hurtigt fået hende til at koncentrere sin healende kraft nederst på ryggen og på balderne af ham. Hun kunne godt mærke en stærk varme udgå fra sine hænder, da hun holdt dem over ham. Der var helt klart ubalancer i den nedre region på manden. Hun fokuserede sin energi og samlede sig om at være en åben kanal for den healende kraft. Derfor gik der et stykke tid, før hun registrerede, hvor uroligt han lå. Hans balder kom op og rørte hendes hænder og ned igen. Lårmusklerne sitrede, og han vred sig på briksen. Gør det ondt? spurgte hun. Nej, det er helt rigtigt! Jeg kan mærke varmen! henåndede han, imens hans krop blev mere og mere urolig. Prøv at trække vejret dybt, og koncentrer dig om at ligge stille! sagde Gerda. Din uro og muskelspændingerne i låret blokerer for energibanerne! Okay! fik han frem under en hektisk udånding. Han fortsatte alligevel med at karte rundt og støde balderne op mod hendes hænder. Gerda fik den tanke, at det var samlejebevægelser, og hun følte en pludselig afsky. Hun tog mod til sig og fjernede sig fra briksen og sagde: Vi stopper her! Jeg tror, at energiblokeringerne i din krop er for kraftige til, at healingen kan virke…. Du bør måske opsøge en læge med din iskiasnerve! Gerda gik hen mod døren og åbnede den. Hun meddelte, at hun ville gå ud og vaske hænder, og at han kunne tage sit tøj på imens. De kunne afregne, når han var påklædt igen, tænkte hun, idet hun nærmest flygtede ud på toilettet, hvor hun tændte for vandhanen. Hun begyndte langsomt at vaske hænder og prøvede at fokusere på hændernes dans om hinanden og lugten af lavendelsæbe. Det var bare umuligt at koncentrere sig, fordi vrede, skam og krænkelse blandede sig i en følelsesstorm i hendes mave, bryst og hoved. Hun kiggede sig selv i øjnene i spejlet. I det samme hørte hun et dybt brøl inde fra klinikken. Hun bemærkede, at hendes skamfulde udtryk i ansigtet momentant blev erstattet af vrede. Hun fór ind i klinikken, hvor manden stadigvæk stod i sit undertøj. Da hun stod foran manden, viftede han triumferende med en af disse urinprøveglas, som kunne købes på apoteket. Næsten 10 milliliter! råbte han begejstret. Så meget kommer der sjældent ud! Åh, hvor var det godt! Han stak glasset hen mod hendes ansigt, for at hun selv kunne aflæse væskestanden. Der var helt tydeligt sperm i glasset, og hun trak sig lidt tilbage og råbte af vrede: UD! Ud af min klinik – din perverse stodder – inden jeg ringer til politiet! Hun samlede hans tøj op og marcherede foran ham ud til hoveddøren. Hun smed af al kraft tøjet ud. Det landede i spredt uorden på havegangen. Manden, der stadigvæk havde uringlasset i hånden, vandrede iklædt undertøj ud på havegangen. Gerda smækkede døren og låste den. Hun gik ud i køkkenet og betragtede ham igennem vinduet. Han klædte sig skyndsomt på ude i forhaven. Da han havde fået tøjet på, tog han uringlasset med sæden og beundrede det igen, hvorefter han stak det i inderlommen på frakken og gik. Det svin, tænkte Gerda og gik ind i klinikken for at rydde op. Hun havde slet ikke fået honorar – og godt det samme, for det ville være som om, at han havde betalt hende for at blive tilfredsstillet. Dumme svin, tænkte hun, imens hun tog lagen og tæppe af briksen. Alt skulle vaskes og gøres rent med det samme, besluttede hun. Da var det, som om vreden forlod hende. Hun gik hen og satte sig stift ned i sin fine, blå lænestol. Med ét sank hun sammen og begyndte at græde. Hun hulkede, så kroppen trak sig sammen i voldsomme kramper. Da gråden langt om længe stilnede af, var hun helt udmattet og måtte gå ind i seng og lægge sig. Det var lang tid siden, at hun havde grædt. Hun kunne i hvert fald ikke huske, at hun nogensinde havde grædt så meget. Godt, at hun ikke havde aftaler med andre klienter i dag, tænkte hun, for det ville hun ikke have haft energi til. Hun gled over i søvnen, ind i glemslens tåger, og sov ti timer i træk.

Venteværelset i Lægehuset var fyldt med patienter. Okay, der var også en seks-syv læger, der praktiserede i Lægehuset, men alligevel. Fra hun havde bestilt tid til lægen, til hun sad her, var der gået fjorten forbandede dage, hvor hun havde lidt. Hun havde været plaget både af maveproblemerne og af tanken om, at det kunne være kræft. Klinikdamen kaldte folk ind med jævne mellemrum, og hun havde ikke siddet der særligt længe, før hun hørte sit eget navn: Pippa Lysager til Christian Lindéll! Hun rejste sig og gik ned ad gangen til lægens konsultation. Pippa havde ikke været hos ham før. Hun havde haft den samme læge, siden hun var barn, og ham havde hun været superglad for og tryg ved. Nu var han gået på pension. Den nye læge, som hun havde fået, havde hun ikke engang selv valgt, for man kunne ikke vælge læge i Køge. Langt de fleste læger havde lukket for tilgang, fandt hun ud af, da hun stod overfor at skulle vælge en ny læge. Derfor havde Pippa måttet tage den nye læge, som havde overtaget praksisen i Lægehuset efter den pensionerede læge. Hun anede ikke, hvad hun gik ind til. Måske var han okay, tænkte hun. Hun skulle bare lige vænne sig til ham. Det viste sig, at han var en idiot. Han havde affejet hendes symptomer, og da han kiggede på hendes oppustede mave, havde han sagt, at hun nok bare havde taget lidt på. Hun kunne jo heller ikke forvente at ligne en helt ung pige, når hun nærmede sig de tredive. Pippa var 27 år og syntes bestemt, at hun stadigvæk måtte være i kategorien unge kvinder. Hvad var det for noget lort, han lukkede ud? Han kiggede dårligt på hende og foretog ingen undersøgelser, hvordan kunne han så bare sige, at hendes maveproblemer skyldes alderen, der trykkede? Og alderdomsfedme! Lægen havde dog ordineret nogle blodprøver. Dem kunne hun få foretaget med det samme af en sygeplejerske i et tilstødende rum. Derefter skulle hun vente en uge på at få svar på de prøver. Hun var ikke blevet klogere eller mere rolig i forhold til, hvad hun fejlede. I ugen, der gik, sagde hun ikke noget til sine kolleger i børnehaven om sine problemer. Hun led i stilhed, for hun ville lige vente og se, hvad de forpulede blodprøver sagde. Der var ingen grund til at gøre kollegerne urolige på hendes vegne. Ydmygelsen over lægens ord om hendes alder og vægtøgning brændte stadigvæk i hende. Sådan en idiot. Hun ville i hvert fald ikke betro ham noget, for han virkede ikke som en læge, der interesserede sig for mennesker. Han var én af de her læger, der kun interesserede sig for kroppen som en maskine. Og hun led stadigvæk af luft og rumlen i maven og mavekneb, der pludselig kom og gik. Hun ringede til lægen efter en uge, men sygeplejersken meddelte hende i telefonen, at hun ikke fejlede noget. Alle prøver så normale ud. Måske var det noget, hun havde spist? Sygeplejersken tilbød hende, at hun kunne få en tid til en samtale om kost, motion og diæter. Både med henblik på vægttab og med henblik på at kortlægge eventuelle former for fødevareintolerans. Pippa afslog fornærmet dette. Hold nu kæft, lægen, det dumme svin, havde sagt til sygeplejersken, at patienten nok bare vejede lidt for meget. Gu’ gjorde hun ej! I øvrigt ragede det ikke dem! Pippa ville prøve at finde ud af det uden deres hjælp. For de var ikke til nogen hjælp. De var den slags folk, der sparkede til dem, der lå ned. Sådan nogle