Pappi og Djævlemærket: Sommerfuglens kalden

By Jannie Halle

I starten af 1800-tallet vokser den 13 årige Pappi op i et lille samfund af nybyggere i Amerika.


Hun er født med et stort, rødt, sommerfugleformet modermærke på den ene kind. Det bliver hendes skæbne på godt og ondt. Er hun mærket af Djævelen eller Guderne?

Følg Pappis kamp på liv og død. En fortælling med magi, frygt, glæde og spirende ungdoms kærlighed.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 14, 2022
• ISBN: 9788743038399

Jannie Halle

Jannie Halle (f. 1965), Alternativ behandler og forfatter. Hun Bor tæt ved Aalborg med sin mand, i nærheden af deres 2 døtre og deres familier. Hun har altid haft en forfatter gemt i maven og debuterer i 2022 med: "Sommerfuglens kalden" Bind 1 af serien: "Pappi og Djævlemærket".

Book preview

KAPITEL 1

Hun sad i vindueskarmen og iagttog månen og det sølvlignende lys, som strømmede fra den i gavmilde mængder. Der var fuldmåne og som altid kunne hun ikke sove, når den lyste så klart og vidunderligt – næsten magisk. Mr. Jones lå mageligt i hendes skød og nød de blide kærtegn. Den var en lille, hvidpelset størrelse, med et pjusket udseende og et udpræget, arrigt temperament, der ofte viste sig ved så voldsom gøen, at hele dens lille krop, dirrede i takt med hver eneste utilfredse tilkendegivelse. Hun så kærligt på ham og bøjede sig, så hun kunne plante et kys, på den kolde snude. Det var de færreste, der delte hendes ubetingede begejstring for den lille uldtot, men den var hendes bedste ven. Faktisk hendes eneste.

Folkene i landsbyen så på hende med en blanding af medlidenhed, frygt og foragt. Da hun var yngre og i barnlig uvidenhed beskrev hvordan månen drillede og dragede hende om natten, eller fortalte om hvordan hun var sikker på, at blomsterne på marken talte til hende om deres helbredende egenskaber, begyndte alle at se på hende med bestyrtelse i blikket. Mødre ville genne deres små børn i en anden retning, når de tilfældigt passerede forbi hinanden. De måtte ikke lege med det mærkværdige og tilmed misdannede barn. De større børn ville i bedste fald ignorere hende, men de fleste grinede bag hendes ryg og kaldte hende modbydelige øgenavne. Landsbytossen var et af dem. Djævlens horeunge et andet. De havde ligefrem en indbyrdes leg, hvor de efterlignede hendes tosserier. Det udløste masser af latter og styrkede deres fællesskab i enighed om, at den mærkelige pige var sær. Godt, de ikke var som hende!

Endnu værre var den ene gang, hvor hun havde sagt til to af landsbyens piger, at hun var sikker på, alle mennesker havde flere liv og dermed blev født mange gange. Det snakkede hun aldrig om mere! De havde smidt kurvene med æblerne, de netop havde plukket og var løbet skrigende hjem. Samme aften havde deres forældre, med oprevne, tangerende til skingre stemmer, fortalt hendes far og mor, hvordan deres forfærdelige datter skabte rædsel for deres små pigebørn, når hun med vilje fortalte løgnagtige usandheder, der nærmede sig Guds bespottelse. Pappi havde med vantro, tårevædet øjne bedt om tilgivelse, mens hun råbte undskyld, hver gang slagene haglede over hende, selv om hun ikke anede, hvad forbrydelsen var. Lige lidt hjalp det. Faderens ubønhørlige hånd havde ramt igen og igen, så han var sikker på at efterlade tilstrækkelig med blå mærker, på hendes lille, rystende krop. Landsbyens borgere måtte ikke tvivle på, han kunne effektuere det, han så ivrigt prædikede om hver eneste søndag. Til sidst havde han efterladt hende på køkkengulvet, tårevædet og våd efter at have tisset i bukserne af skræk. Hun havde kun været 6 år, men hun havde forstået budskabet – tydeligt. Det vilde udtryk i faderens ansigt, ville hun aldrig glemme. Ej heller moderen, der stod i døren til soveværelset, med armene over kors og bare betragtede det hele. Den store gryde med småsimrende æblegrød over ildstedet havde efterladt en sur/sødlig duft, der normalt pirrede hendes næsebor, men efter denne aften, havde den liflige duft forandret sig til en stank, hun kun med nød og næppe udholdt. Det havde sat en effektiv stopper for den slags udtalelser. Nu delte hun aldrig sine tanker med andre end Mr. Jones. Det var meget hemmelige tanker og dem kunne ingen bestemme over, sagde hun til sig selv med en trodsighed, der til tider skinnede igennem, uden et eneste ord.

Hun blev kaldt Pappi – en forkortelse for Pappilon, som hendes far mente betød sommerfugl på et helt andet sprog. Hun blev født en varm sommerdag i 1811 og senere døbt Sharon, opkaldt efter sin farmor, der var gået bort, kort tid før hun blev født Men hendes far ville ikke have navnet besudlet af datterens dæmoniske væsen, som han følte sig fuldstændig sikker på, var en realitet. Så derfor tilnavnet Pappi. Hun var født med et rødt mærke på den højre kind, der strakte sig fra underkanten af øjet og helt ned til næseroden. Mærket lignede en sommerfugl. Djævlens værk, mente faderen. Aldrig havde han set så grimt et barn og det faktum, at moderen ikke havde kunnet gå efterfølgende graviditeter til ende, var endnu et tegn på, at djævlen havde en finger med i spillet. Faderen bebrejdede moderen at have givet liv til sådan en skabning. Den ene gang efter den anden, beskyldte han hende for at have undfanget Pappi med en anden mand. En vantro mand. Han selv kunne umuligt dele kød og blod med det barn!

Hvor Pappi dog hadede det mærke. Hadede at alle så på hende med afsky. Hadede at være datter af en præst, som forsøgte at drive djævlen ud af hendes krop på mange forskellige, afskyelige, smertefulde og fornedrende måder. Hun skulle f.eks. gå uden overtøj en hel vinter, selv om det var den koldeste i mands minde. Det skulle nok drive djævlen ud, mente hendes far. Det eneste der skete den vinter var, at hun fik så voldsom en lungebetændelse, at det næsten tog livet af hende. En anden af djævleuddrivelserne gik ud på faste. Det var den metode, præsten mente var mest effektiv. I dagevis levede hun udelukkende af vand – og hun skulle blive ved med at faste, indtil hun til sidst besvimede. Det var grunden til, at Pappi var sygelig tynd. Hendes, i forvejen store lysegrønne øjne, fyldte unaturligt meget i det lille, magre ansigt og ribbenene taltes tydeligt på både for- og bagside. Det lange naturkrøllede kobberfarvede hår, syntes at være den mest dominerende del, af hendes fremtoning. Det faldt i kaskader omkring den arrede, mishandlede skikkelse, og nåede et godt stykke under hoftehøjde.

Ikke en eneste af djævleuddrivelserne virkede efter hensigten. Den røde sommerfugl blev stædigt siddende hvor den var. Og for hvert eneste mislykket forsøg, blev faderens raseri og intensitet i djævleuddrivelserne mere og mere voldsom. Hun forsøgte at gøre sig så usynlig som mulig. Så aldrig direkte på nogen i landsbyen og slet ikke på sin far - og tog aldrig til genmæle, selv om den ene modbydelige bemærkning efter den anden blev slynget efter hende. Hun lod sig heller ikke mærke med sin frygt. Ej heller, at hun følte et kæmpe svigt fra sin mor. Ikke engang hun, lod til at bryde sig om hende. Nej, Pappi gik med bøjet hoved og lod folk tro, det som de helst ville. Det der var blevet til sandheden for dem. Men hvad de ikke så, var pigen bag den tillærte, næsten selvudslettende maske. HUN holdt hovedet højt og følte næsten medlidenhed med deres sørgelige uvidenhed. Hun kendte den rigtige sandhed.

Tårerne strømmede ned over kinderne. Hun græd musestille. Kun om natten, når ingen andre så og hørte, slap hun følelserne fri, når selv den stolte, vidende Pappi ikke kunne klare presset. Mor og far måtte især ikke høre, hun græd. Velopdragede piger sad ikke i vindueskarmen og skabte sig midt om natten. I øvrigt havde hun heller ikke noget at græde over, mente de. Hun skulle være taknemmelige for, at sådan en som hende, var født i et kristent hjem og så ovenikøbet være beriget med en far som præst. Det var den eneste grund til, at djævelen ikke allerede havde fået så meget magt over hende, at endnu flere ulykker havde ramt hende, familien og landsbyen. Det var sandheden, de så indgående troede på og levede efter.

Hun kom til at tænke på sin elskede bedstefar, som var gået bort sidste vinter. Hán forstod hende. Når de var helt alene kneb han hende blidt i kinden med sommerfuglen og hviskede med et glimt i øjet:

En dag, min pige, vil du blive set for hvem du er, og din sommerfugl vil sprede sine vinger og flyve afsted – helt op i lyset til alle de andre sommerfugle.

Så lo de, og snuppede endnu en småkage fra den dåse, mor havde sat på den øverste hylde, kun til helt særlige lejligheder. Bedstefar sørgede altid for at sætte låget forsvarligt fast igen og placerede dåsen, præcis hvor den skulle stå. Hemmeligheden om småkagerne havde været så vidunderlig at dele.

Det var ham, som havde lært hende om urternes lægende egenskaber.

Se Pappi – disse urter hedder padderokker. Du kan kende dem ved, at de har stængler, der sidder på hele planten. Hvis du blander dem med døvnælde, dem med de hvide blomster jeg viste dig i går, så har du et fremragende middel mod sår.

På samme måde havde han fortalt hende, at hyld kunne holde forkølelse fra døren om vinteren og at kamille og Læge oksetunge kunne lindre hoste – og at Bark fra piletræer kunne modvirke smerter. Bedstefar var for længst holdt op med at tale om sin viden i landsbyen. Også han var anderledes, men han havde opnået respekt, pga hans fremragende egenskaber, som planteavler. Han var nytænkende og havde intuitiv fornemmelse for, hvilke afgrøder, der ville give mest afkast, næste år. På den måde spillede hans ord en stor rolle, for om landsbyens folk gik i seng med tomme eller fyldte maver.

Igen og igen advarede han Pappi om, ikke at dele sine tanker og ideer med andre.

Det kan være farligt for dig, min pige. Lov mig, at du aldrig mere fortæller om månen eller blomsterne

havde han sagt – og det lovede hun. Det var deres helt særlige hemmelighed.

Bedstefar fortalte også om verdenen på den anden side. At sjæle aldrig kunne dø og at der fandtes flere liv for hvert menneske. Det var den største hemmelighed af dem alle. Pappi havde elsket deres lange gåture, langt væk fra alle andre.

Hvor hun dog savnede ham! Han var en helt vidunderlig bedstefar. En af dem med kloge og kærlige øjne. En der lyttede og forstod. Hans ord havde vægt, også når han talte med hendes forældre. Han var hendes beskytter, hendes lærer. Han var hendes et og alt.

Med en irriteret bevægelse tørrede hun kinderne med bagsiden af sine hænder.

Igen iagttog hun månen, sukkede og foldede så sine hænder. Hun bad sin bøn. Den der kun var hendes. Endnu en af hemmelighederne.

DEN FORBUDTE BØN:

Kære Gud.

Jeg beder dig passe på alle dem jeg kender, dem jeg

har kendt og dem jeg kommer til at kende.

Jeg beder dig om styrke til at holde fast i det jeg ved

er sandheden.

Jeg beder dig give mig styrke til at skjule, hvad jeg

ved at de andre ikke ved.

Jeg beder dig - giv min sommerfugl vinger, så jeg

kan flyve.

Lydløst listede hun, bærende på Mr. Jones, tilbage til sengen. Han rørte på sig og slikkede hende kærligt på hagen.

Under dynen med dig Hviskede hun – og faldt endelig i en drømmeløs søvn, med armene om sin ven.

KAPITEL 2

Næste morgen var det søndag. Moderen var tidligt oppe og i fuld gang med at lave grød og skære brød til morgenmaden.

Skynd dig, at få noget at spise sagde mor.

Vi skal være i kirke om en time og du ved jo godt, at du skal vaskes inden

Pappi satte sig og betragtede tallerkenen med den dampende majsgrød, sødet med blomsterhonning. Duften kildede næseborene, men udløste ikke en naturlig lyst til at smage, som hos andre mennesker. Ganske langsomt fyldte hun skeen og pustede på grøden. Hun spiste langsom og småt. Efter så mange og voldsomme faste perioder kunne hendes mave ikke indeholde store mængder mad. Egentlig kunne hun sagtens undvære mad, hvis ikke lige det var fordi, hun så til sidst ville dø af underernæring. Maven havde efterhånden vænnet sig så meget til den knugende fornemmelse af sult, at det var blevet det normale. Efter hver faste, fulgte der en pinefuld periode, hvor selv ganske små måltider kunne være for meget for den udhungrede mavesæk. Det havde hun lært på den hårde måde, ved efterfølgende voldsomme opkastninger, som hendes far tolkede, som en besked fra Gud om, at det var det helt rigtige de gjorde, når de forlangte faste af deres misdannede datter.

Pappi vidste alt om, at hun skulle vaskes inden gudstjenesterne. Det var en tilbagevendende begivenhed hver søndag. Selv om hun nu var 13 år, insisterede moderen stadig på at skrubbe hende fra top til tå, med den hjemmelavede, lavendelduftende sæbe, som efterlod huden brændende og svidende i en skarlagensrød nuance. Pappi kneb øjnene sammen i smerte og ydmygelse, mens den forbudte bøn gentog sig i hendes indre, indtil den næsten rituelle forestilling fik ende.

Derefter blev håret flettet i to tykke, lange, kobberfarvede fletninger, alt imens hendes mor med irriterede, hårde bevægelser bedyrede, at et uheld sjældent kom alene. Det var ikke velset med et hår med så mange ustyrlige krøller og da slet ikke et hår i den farve. Havde den røde nuance dog bare været den fine, sarte, næsten lyse nuance, i stedet for den flammende, dybe røde. Hvordan kunne det dog ske, at hun havde født et barn med så mange fejl! Men kjolen! Den var til gengæld ren og pletfri. Ankellang og lyseblå, med en krave så hvid, at ens tanker blev henledt på nyfalden sne. Kysen var ligeledes lyseblå med en bred skærm og hvide bånd, der blev bundet under hagen med en meget nøjagtig sløjfe.

Jeg kan i det mindste sørge for, at hendes tøj er lydefrit, havde hun sagt til Pappis far, da hun endnu engang blev bebrejdet at have født sådan en datter.

Når vi kommer ind i kirken, så sætter du dig helt inderst i højre side og løfter kun hovedet efter velsignelsen er blevet sagt

Ja, mor Svarede Pappi og tænkte, at det var den samme samtale, eller nærmere enetale, hver eneste søndag. Ikke at den var nødvendig, men moderen havde et nærmest panisk ansigtsudtryk, alt imens hun gentog sig selv, instruerende og formanende om, hvorledes hun skulle sidde og opføre sig. Der skulle snakkes mindst muligt om deres uperfekte familie. Skampletten på landsbyen. Det var deres redning, at faderen var præst, og at han hver eneste søndag bedyrede, at hvis bare hele landsbyen troede og bad nok, så ville skampletten forsvinde. Det ville være et tegn fra Gud om, at landsbyen var rettroende mennesker. Af samme grund var det svært at gøre sig usynlig i kirken. Alle holdt nøje øje med, om bønnerne havde båret frugt siden sidste søndag. Men sommerfuglemærket sad rødt, lysende og uændret på Pappis kind, den ene søndag efter den anden. Mest af alt handlede de tilbagevendende prædikener om, at få forbandelsen, og dermed mærket, til at forsvinde. Stort set alle ubehageligheder blev sat i forbindelse med Pappi. For eksempel det år, hvor høsten slog fejl. Eller året, hvor samhandlen med indianerne var slået fejl og der efterfølgende var spottet truende indianere i området. Efter sådanne begivenheder, skulle der udrenses ekstra godt. Det betød endnu længere faste perioder for Pappi, endnu voldsommere afvaskninger og endnu flere timer i kirken med blikket rettet mod korset, overvåget af hendes far. Hun skulle bede om nåde, så landsbyen igen blev sikker.

Pappi troede ikke på Gud. I hvert fald ikke den, faderen så fanatisk tilbad. Den Gud var straffende. Den Gud gjorde ondt. Hendes Gud var lys og håb. Så i de endeløse timer, hun blev tvunget til at spendere på knæ foran korset, drev hendes tanker helt andre veje. Meget, meget forbudte veje. Hun tænkte på bedstefar og alle hemmelighederne. På alle de farverige blomster på markerne, der indeholdt så mange spændende kvaliteter og på det mest spændende: Livet på den anden side.

Hver eneste søndag identisk med den foregående. Alligevel havde Pappi ondt i maven, inden de skulle afsted. Hænderne var våde af sved og hjertet hamrede så voldsomt i brystet, at hun af og til skottede ned over kjolen. Tænk hvis det kunne ses uden på! Det måtte ikke ske. Den svaghed ville hun ikke vise. Den forbudte bøn, lød i hendes indre. Ordene beroligede hende og efter mange års læring, tog hun den ligegyldige, ydmyge ansigtsmaske på, som hele landsbyen forbandt hende med. Hun gjorde sig klar.

KAPITEL 3

Smedens sønner sad ved morgenbordet og spiste brød med rigeligt smør og honning. Når moderen ikke så det, sparkede den ældste sin irriterende lillebror over skinnebenet, i forsøg på at få den evige talestrøm til at stoppe. Lillebroderen enten talte, råbte, sang eller skreg højlydt fra morgen til aften. Faderen brummede, at de begge skulle holde op. Alt var som det plejede. Til dagligt hjalp Benjamin sin far på smedeværkstedet eller med hestene, så slap han for den irriterende unge. Men i dag var det søndag – dagen hvor alt arbejde blev sat på pause. Han drømte om sit eget smedeværksted en dag. Drømte om, hvordan han kunne lave hestesko, knive og forskellige beslag ved hjælp af ambolt og hammer. At kunne skabe og at kunne gøre en forskel for landsbyen. Han drømte om et liv, hvor han mest af alt, i ro og mag, kunne arbejde og være blandt hestene uden forstyrrelser. Benjamin var stor af sin alder. 15 år, men allerede på størrelse med en vel voksen mand. Hans mor plejede, med stolthed i stemmen, at sige, det ville ende med, han fik overarme på størrelse med et ungt ahorntræ. Han var gyldenbrun