Tilfældige Noveller

By Nic Sorensen

En skøn forsamling fabulerende røverhistorier om alt fra engle til giftmordere. Slå dig løs i en mosaik af grådighed og afmagt, fæle gys og robust ironi som lader symboler, antydninger og meningsfusk tilbage i støvet. Blandingen af horror og satire er presset ned i en kortfattet, eftertænksom form vedrørende eksistensens mangfoldighed, som puster nyt liv i disse historier fra nullerne.

• Language: Dansk
• Publisher: El Guapo Publishing
• Release date: May 19, 2011
• ISBN: 9781458085252

Nic Sorensen

Nic Sorensen (f. 1974) er opvokset i Himmerland. Han droppede ud af universitetet for at bruge det meste af sin tid på at læse og skrive vild prosa. Efter højskoleophold, skrivekurser og dannelsesrejser til USA og Kina blev en streng smedet, en kurs fornemmet. Nic Sorensen debuterede med den kronolistiske roman "Et Godt Menneske" (2011).

Book preview

Tilfældige Noveller

By Nic Sorensen

SMASHWORDS EDITION

*

PUBLISHED BY: Nic Sorensen on Smashwords

Tilfældige Noveller

Copyright © 2011 & 2015 by Nic Sorensen

Alle rettigheder forbeholdes. Enhver mekanisk, elektronisk eller anden gengivelse af dele af eller hele dette værk kræver skriftlig tilladelse fra forfatteren i henhold til den danske lov om ophavsret.

Version 2.0

Cover Art af forfatteren

Bogens skrifttype er Baskerville 12 & 14 pkt.

El Guapo

Publishing

ISBN: 9781458085252

*

Smashwords Edition License Notes

This ebook is licensed for your personal enjoyment only. This ebook may not be re- sold or given away to other people. If you would like to share this book with another person, please purchase an additional copy for each person you share it with. If you're reading this book and did not purchase it, or it was not purchased for your use only, then you should return to Smashwords.com and purchase your own copy. Thank you for respecting the author's work. This book is a work of fiction and any resemblance to persons, living or dead, or places, events or locales is purely coincidental. The characters are productions of the author’s imagination and used fictitiously.

Adult Reading Material

***

Tilfældige Noveller

Nic Sorensen

#

Noveller

≈

El Guapo

Publishing

2015

**

Smykket

Yrsa, der efterhånden havde været i den giftfærdige alder længe, gik meget op i Sigmund Freud og havde lært sig et helt sortiment af citater fra psykologens værker, som hun underholdt med ved festlige lejligheder. En dag på vej hjem fra springgymnastik, hvor hun havde forstuvet foden, så hun en slikhalskæde ligge på en bænk ved et busstoppested. De runde pastillers mange flotte farver gjorde hende i et vældigt humør. Hun stillede sportstasken fra sig og holdt beundrende kæden op i lyset fra gadelygten, men nænnede næsten ikke at smage. Desuden kunne en spasmager jo have tisset på den... men hun tog den alligevel på, for hendes stedbror, Albert, skulle nu se hvad hun havde fundet.

Og Albert blev da også ekstatisk over at deres husholdning nu var blevet en lille smule rigere, således at de kom i en tungere beskattet klasse, hvilket var glædeligt og betød at Yrsa nu kunne giftes væk til andre i den klasse. Grundet dette økonomiske skift formanede Albert sin stedsøster om, at hun endelig ikke måtte spise noget af halskæden, for så ville de blive beskattet mindre; og hvis det ikke havde været for hendes hysteriske anfald, ville halskæden befinde sig i et aflåst montre i skabet hvor også sølvtøjet blev opbevaret.

Dagene gik for Yrsa der arbejdede med at forzinke stål hos en rig, kolerisk dværg med hundrede sønner. Når hun gik forbi bygningen, hvor de hundrede sønner boede i små bure, indtil de skulle giftes væk, lyste hun som et juletræ af stolthed over slikhalskæden, og hendes dværgechef påmindede hende om at en af hans sønner måske kunne blive hendes husbond, når nu hende og Albert blev beskattet som de gjorde.

Men Yrsa havde altid haft en sød tand, så når hun ikke fortærede Blommer i Madeira i frokostpausen, kredsede hendes tanker kun om én eneste ting, nemlig at knase bare én af de halvtreds delikate pastiller som slikhalskæden - foruden en elastiksnor - bestod af. En enkelt pastil, helst af de grønne, ville virkelig afrunde alle de tamme Blommer i Madeira, tænkte hun, og tanken ville ikke gå væk. Eller det vil sige den gik væk, når hun genoptog arbejdet, men så snart der var pause og chokoladen og marcipanen og det klæbrige gule frugtfyld lå trygt i mavesækken, vendte tanken tilbage. Og igen og igen og igen. Til sidste vågnede hun op om natten badet i sved og savlede efter bare at gå løs på kædens sukkerregnbue. Men det ville betyde, at hun og Albert røg en hel klasse ned og dermed skulle betale mindre i skat, hvilket det var en stor skam. Og det ville de begge blive kede af i længden, ræssonerede hun og dulmede afsavnet med tyggegummi og tivolistænger og kinderæg og lakridsplader. Desuden forelå sandsynligheden for at nogen havde tisset på halskæden, men underligt som det nok lyder, så afskrækkede det slet ikke Yrsa.

Så en dag midt i middagspausens mange Blommer i Madeira, blev fristelsen for meget, og Yrsa bukkede under. Hun flåede halskæden af og gnaskede de knasende sukkerpastiller i sig, indtil hendes tunge blev helt grøn og savl dryppede ned på det fedtede bord, og dværgechefen med de hundrede sønner måbede og kløede sig i skægget af forundring og sagde: Ja, nu er det naturligvis helt udelukket med en af éns sønner til hende Yrsa. Nu skete der en underlig forvandling. For det var ikke nogen almindelig slikhalskæde, som Yrsa havde fundet og båret i de mange tunge uger. Faktisk var halskæden det sidste stykke slik, som en gammel slikmutter i Bloksbjerg havde solgt, før sundhedsmyndighederne lukkede hendes lille biks. Og derfor havde slikmutteren forbandet slikhalskæden efter en ældgammel opskrift, så den der spiste blot en enkelt pastil ville ældes ti år på et sekund. Og da Yrsas grådige mund snildt sluprede hver evig eneste af de halvtreds farvede pastiller i sig, og hun endda suttede elastiksnoren, så ældedes hun fem hundrede år på nogle få sekunder.

Forbandelsen bredte sig fra hendes mætte bryst. I løbet af de næste åndedrag forvandledes hendes ellers livssprudlende ansigt til noget der lignede en kæmpestor, bleg figne. Øjnene sank ind i øjenhulerne og slukkedes, næsen blev kroget og fyldt med vorter, ørerne voksede og hang pludseligt som vådt vasketøj, tænderne krakelerede og faldt ud én efter én, og leverpletterne blussede frem overalt på hendes arme og hænder og kinder. Yrsa begyndte at hoste og sprutte, for kroppen kunne næsten ikke klare forvandlingen. Alle medarbejderne fik med ét frygteligt ondt af hende, og en udsending fra kommunen udstedte en del servitutter i de følgende dage, og Yrsa blev helt undtaget fra at betale skat, og det var en stor skam. Og hun blev naturligvis helt tosset af alt det, og så døde hun en uge senere... men man kan stadig høre hendes spøgelse pludre Freudcitater fra det tandløse skyggehul, når der er godt gang i sommersolhvervsbålets knitren.

De fremmede forældre

Der var noget lidt mærkeligt ved Tom og Lises forældre idag, sagde Bertilda. Hun trak i overfrakken og slukkede lyset på Grøn Stue.

Hvad var det? Fed Ko havde lige slukket computeren for den dag. Hun var parat til at tage på weekend og mente for øvrigt at Bertilda var lidt for mistænksomt anlagt. Noget nervøst hun måtte have et sted fra.

Nej, fortsatte Bertilda i en tone, som personalet ellers kun sjældent brugte overfor hinanden. Jeg er sikker på at der var noget galt. Jamen, først så siger de to personer ikke Tom og Lises navne, men kaldte dem Tim og Lone. Og så var de komplet festligt klædt på.

Der er forældremøde på Kuberstrang Kommuneskole i dag, sagde Fed Ko. De har en ældre datter... måske har de været lidt forvirrede. Fed Ko tog sin jakke fra stumtjeneren, gik ud og låste kontoret. Imens snakkede Bertilda om forældrene. De var mærkelige. Deres hud lignede... det lignede masker de havde på. Og når de snakkede sammen, så var det på fransk. De var også uhøflige overfor mig, og børnene ville ikke med. De sagde selv at det ikke var mor og far. Jeg hørte det selv.

Min kære Berta, det oplever vi jo tit med børnene. Du har været her i fem år snart. Det véd du da godt, Berta.

Jeg er lige glad. Børnene græd, jeg tror der er noget helt galt derhjemme. Hørte du ikke nogle vræl og den måde faren trak afsted med Lise og moren med Tom, og den bil de kørte i var ikke den samme som de plejer at køre i, og de satte afsted med hjulspind, Fed Ko. Kan du ikke forstå min bekymring?

Okay, fint, sagde Fed Ko og greb i bukselommen efter nøglerne igen. Jeg ringer til Tom og Lises forældre og spørger dem om alt er i orden. Hun låste demonstrativt døren til kontoret op igen, spankulerede ind til telefonen med ordene: Men jeg véd de ikke vil kunne lide at vi snager. Det er en længere diskussion, som jeg ikke vil have med dig lige nu."

Bertilda stod og ventede, da hun kom til at tænke på det mest rædsomme ved det hele. Noget så indlysende at hun helt havde glemt at nævne det i argumentationen, for Fed Ko havde været optaget af papirarbejde til forvaltningen hele dagen. Hun havde ikke set eller hørt noget til optrinnet. Tom var kommet hen til morgen med et blåt øje. Da Bertilda spurgte hvor det stammede fra, fortalte han en længere historie som ikke gav mening. Og moren, da hun bandt Toms sko, så var det ikke pæne sløjfer men en dobbelt kællingeknude på hver sko og så afsted. Som en dårlig skuespillerinde, tænkte Bertilda. Telefonen duttede. Hun skulle lige til at fortælle om øjet, da telefonsamtalen begyndte, og Bertilda skrev det ned på et stickon.

TOM HAVDE ET BLÅT ØJE I DAG, SPØRG HVOR DET STAMMER FRA? skrev hun.

Den unge pige i den anden ende hentede Alfred eller Marianne. Det blev Alfred.

Goooooooodag, Alfred. Hej, det er Fed Ko nede fra børnehaven. Véd du hvad vi har haft så travlt idag, at jeg slet ikke fik lejlighed til at snakke med dig. Hvad det drejer sig om? Joe, det er lidt pinligt for mig, for jeg har udelukkende hørt om sagen fra en tredje person. Men det lader til at både Tom og Lise var meget kede af at skulle med hjem idag, og så mente vi at det var på sin plads sådan liiiige at tjekke om alt var allright eller vi skal sætte ekstra resurser af til jeres smålinger hér en uges tid?

Typisk Fed Ko. Hun havde en glimrende forarbejdning af situationen, en meget diplomatisk måde at fremlægge noget, der kunne vise sig egentlig ikke at være særligt morsomt, tænkte Bertilda.

Det næste var lidt underligt. Fed Ko stirrede tomt ud i rummet. Stemmen blev grødet og hun virkede fortumlet. Syge? mumlede hun. Så var det som om hun placerede en form for ansvar og kiggede længe på Bertilda.

I så fald lader det til at vi har fundet problemet, sagde Fed Ko. Ja, det må I meget undskylde. Det skal ikke gentage sig. Ja! Ja, men jeg sørger for problemet lige med det samme. Undskyld forstyrrelsen.

Fed Ko lagde langsomt røret på og sukkede.

Nå, hva’ så? ville Bertilda vide. Hvorfor sagde du ikke noget om det blå øje?

Jeg har lige snakket Tom og Lises far, Alfred, sagde hun. Og der var jo ikke noget blåt øje, vel Berta? For hverken Tom eller Lise har været her idag, vel Berta? Alfred sagde at... ja, nu er jeg ikke børnelæge, men de har ligget med feber siden i nat. Han stod og kiggede på dem, mens vi snakkede. Og det beviser bare hvad jeg har mistænkt hele tiden, at der er noget galt med dig, Bertilda Jørgensen. Alle dine historier er tankespind, og nu hallucinerer du også.

Bertilda Jørgensen følte sig trængt op i en krog. Hun brød ud i tårer: "Det passer ikke. Det passer ikke. De var her begge hér til morgen, og Tom var blevet slået eller noget, han