Som dreng strikkede jeg fodboldstrømper

By Albert Steen-Hansen

En barndomserindring, der skildrer drengen Alberts opvækst på en mindre landejendom på Nordlangeland, hvor han tidligt deltog i arbejdet på gården og i fiskeriet på Langelandsbæltet. Der berettes tillige om glade fodbold- og feriedage, men også om en plagsom skolegang og alvorlige hændelser som brand, mistede fingre og levende skydeskive ...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 26, 2018
• ISBN: 9788771706857

Albert Steen-Hansen

Albert Steen-Hansen er pensioneret folkeskolelærer. I mange år har han været dybt engageret i det naturbevarende arbejde. Hans interesse for naturen har gennem et langt liv med naturfotografering som det bærende skabt grundlag for mange foredrag og film om naturen. Albert Steen-Hansen har rejst i mange lande for at se på fugle og har skrevet flere rejserapporter, som findes på hans hjemmeside: www.natur-vesthimmerland.dk

Book preview

Indholdsfortegnelse

Her lå mit barndomshjem

Venstrehåndsarbejde

Kirsebærtræet

Gården og breve til min mor

Høstarbejde

Markarbejde

Roedyrkning

Staldarbejde

Vi lærte salmevers og katekismus

Fodbold og søndagsskole - to modsætninger

Mine dage på Bakkegården

Musse og Chang mine belgiske venner

Dage med hjulet

Leg og anden underholdning

Julen derhjemme hos moder engang

Fange i mergelgraven

Værkstedet og fiskeri

Deutschland kaput…

Vores råderum

Handel, handelsfolk og andet godtfolk

Feriedage på Ærø

På tærsklen til de voksnes rækker

Efterskrift

Køb af ejendom på Langeland

Mors sygdomsforløb og død

Fars sidste år og hans begravelse

Brevudveksling mellem mor og far september-oktober 1935

Henvisninger

Brev1

Brev 2

Brev 3

Brev 4

Brev 5

Brev 6

Brev 7

Brev 8

Fotografier

Her lå mit barndomshjem

Hvor den skærvebelagte vej mellem Hundstrups Banke og Oles Banke tog en drejning på 90 grader, og man derved næsten vendte front mod Langelandsbæltet, lå mit barndomshjem. Søg ikke efter de to stednavne på kortet. De er begge af lokal oprindelse, men var ikke desto mindre som sådanne pejlemærker for min færden i alle mine drengeår. Uanset om jeg gik fra skole eller cyklede med varer fra købmanden Karl Kontant i Store Snøde, så var jeg næsten hjemme, når jeg befandt mig på Hundstrups Banke. Udsynet herfra over Langelandsbæltet i øst, det bakkede terræn med Snøde Kirkes markante hvide tårn i vest og den lidet anede gavl af gårdens stuehus svigtede aldrig. Det var et holdepunkt, et fikspunkt, som gav tryghed. Sådan var det ikke med Oles Banke. Den var nemlig stedet, hvor kampene mellem by og land bølgede frem og tilbage, når vi knægte fra Hesselbjerg stødte sammen med de sejrssikre knægte fra Store Snøde, bistået af de rige gårdmandssønner.

Mit barndomshjem-en trelænget gård på hjørnet af Hesselbjergvej. Bemærk, at den hvide låge er

lukket. Der blev passet på børnene. På gårdspladsen ses det store moreltræ og i haven syd for

verandaen de gode æbletræer med tidligt modne skovfogedæbler. Længerne skinner nykalkede.

Venstrehåndsarbejde

På den bølgede moræneflade i ly bag de markante bakker med de klingende navne: Klakkebjerg, Ravnehøj og Øksenhøj og med de svimlende tinder på mellem 20 og 25 meter over havet blev der i slutningen af 1920’erne opført en trelænget ejendom, som mine forældre købte kort før deres bryllup i november 1933. Begge kom de fra Ærø, hvor det dengang var svært at erhverve sig en gård. Dels var der ikke mange til salg, dels var de gårde, der kunne købes, for dyre. Men på den anden side af sundet lå Langeland imidlertid og fristede med billige ejendomme. 25.000,- kr. for en trelænget gård på 10 tønder land. Det var prisen.

Det var hertil min mor, dengang kun 18 år og gravid med min storesøster, blev bortført, som hun sagde, når hun i bitre stunder længtes hjem til Ærø. Efter hendes eget udsagn havde far lovet, at de nok skulle vende tilbage til Ærø senere i livet. Det skete ikke. Det plagede min mor, som aldrig faldt til på Langeland.

Hvornår jeg første gang fornemmede gården og dens omgivelser, fortoner sig i erindringen, men mit første møde med landbruget, dyrene og ikke mindst maskinerne blev meget dramatisk. En oktoberdag i 1938, ca. halvanden måned efter min et års fødselsdag, var min far godt i gang med at tærske korn. Et arbejde, som mine søskende og jeg senere nølende tog del i. Dels var det som regel koldt, da det jo foregik om vinteren, dels var det støvende og kløede ubehageligt. Den pressede halm blev skubbet ud på gårdspladsen, hvor vi stablede bundterne op i højde med tagrenderne. Det var tungt arbejde, men det var også en god legeplads og et fint skjulested i pauserne. De fyldte kornsække, som godt kunne veje op til 200 pund, tog min far sig af. Først, da jeg var omkring 13 – 14 år gammel, gav jeg mig, dum som jeg var, i kast med at flytte de alt for tunge og fyldte sække fra tærskeværket for derefter at sætte nye sække på.

Den dag i oktober tærskede far alene. Det gjorde, at han både skulle lægge negene i værket, tage halmbundterne fra og holde øje med kornsækkene. På et tidspunkt kom mor ind i laden med mig på armen og opdagede, at en af sækkene var ved at løbe over. Intetanende satte hun mig på de fyldte sække, kun et par meter fra halmpresseren og gik derpå hen for at løfte op i sækken. Men de snurrende kamhjul og kædetrækket bag det beskyttende netværk, der ikke var tættere, end at en lille hånd kunne passere, må have været for fristende et syn.

Hvorfor det blev venstre hånd, det gik ud over, ved jeg ikke. Og jeg er heller ikke klar over, hvornår jeg blev bevidst om, at både min lillefinger og min pegefinger var blevet berøvet de to ydersted led. Til alt held var tommeltotten uskadt, men både langfingerens og ringfingerens sener og muskler var så ødelagte, at jeg aldrig blev i stand til at rette fingrene ud.

Det må have været et chok for min mor, da hun midt i larmen fra tærskeværket pludselig hørte mig græde. Ikke et sekund må hun havde været i tvivl om, hvad der var sket. Kun kunne hun håbe, at jeg blot havde fået nogle små skrammer, og at det mere var på grund af forskrækkelse, jeg græd. Men til sin store fortvivlelse så hun, at det værste var sket.

Hvad gør man i sådan en situation? Skal man lede efter stumperne? Og hvis man finder dem, kan de så overhovedet sys på igen? Det kunne de vel næppe med den ekspertise, man rådede over i 30’erne. Hvordan får vi drengen på sygehuset? Telefon var der ikke på gården. Måske havde den større nabogård – Bakkegården – telefon? Jeg ved det ikke. Men på sygehuset kom jeg. En svag erindring om fars og mors besøg under mit ophold skyldes vel nok, at det er blevet mig fortalt senere. Af frygt for, at jeg ville med hjem, hvis far og mor kom helt ind på stuen, blev de bedt om kun forsigtigt at åbne døren, så de kunne se mig på afstand. Det må have berørt dem begge dybt. Men som allerede antydet, så har jeg i mit indre gemt et billede af deres ansigter, som de tonede frem i lyset fra en dør på klem ind til stuen, hvor jeg tilbragte mange dage.

Tabet af fingrene kom ikke til at genere mig synderligt i arbejdet på gården i de kommende år, bortset fra de mange gange, hvor jeg stødte lillefingeren til blods. Der var bogstavelig talt næsten ingen beskyttende hud på det yderste af knoglen. Sådan var det heldigvis ikke med pegefingeren. Men i kolde vinterdage frøs stumperne meget, og tit oplevede jeg smerter i de led, som ikke var mere. Det må være det, vi i dag kalder fantomsmerter.

Mit handicap trådte først tydeligt frem, da jeg på seminariet skulle spille klaver. Man kunne på den tid i 60’erne ikke forlade lærerstudiet uden at have modtaget undervisning i sang og musik. Violinspil var en umulighed. Men klaveret kunne jeg godt klare. Jeg drev det dog aldrig til at kunne spille til morgensang eller påtage mig sangundervisning i skolen. Min spillelærer – en lidt ældre kvinde, meget sød og forstående – gjorde ellers, hvad hun kunne. Bekymret, som hun var for mig inden eksamen, tog hun mig i hånden, da vi et par dage før prøven kørte sammen i bybus ud til kollegiet i Esbjerg. Jeg fik mg minus.

Inden min seminarietid havde jeg imidlertid haft en glansperiode som harmonikaspiller. Ja, jeg drev det faktisk så vidt, at jeg uden skrupler udsatte min storesøster, hendes mand, Erik, og gæsterne ved deres bryllup for min virtuositet. Harmonikaen var også med i bagagen, da jeg halvandet år efter min konfirmation rejste til Glamsbjerg Fri - og Efterskole for at tage præliminæreksamen. Det blev kun til nogle få numre i samlingslokalet nede i kælderen. Det vakte begejstring, men vi var også nøjsomme dengang. Det var jeg også i forhold til den enkle rytme, som min venstre hånd kunne klare.

Så gik det bedre som venstrehåndsentertainer. Jeg kunne og kan stadig more børn og barnlige sjæle ved at trylle med mine stumper. Hvem kan f.eks. få det meste af pegefingeren op i næseboret eller langt ind i øret? Og hvem kan ved hjælp af højrehånds tommeltot fjerne yderste led af venstre hånds pegefinger og som ingen ting sætte det på igen? Ikke mange! Vel? Det er da noget.

Slet så kry var jeg ikke, når jeg skulle danse med pigerne. Jeg var omsværmet, men var hunderæd for deres reaktion, når jeg ved de indledende dansetrin rakte dem min venstre hånd. Var det en forklædt krøbling, der havde budt op til dans?

En af mine tegninger fra 1957. Motivet er fiktivt

Kirsebærtræet

På gårdspladsens sydøstlige hjørne stod et vidunderligt kirsebærtræ. Ja, sådan kaldte vi det, skønt det bar de mest velsmagende moreller. Træet havde en formidabel grokraft og kastede hvert år mange kirsebær af sig, og det gav en lille kærkommen ekstra indtægt i sæsonen. For mig var dette træ en del af noget bestandigt, noget uforanderligt. Det fulgte naturligvis årstidernes skiften, og år efter år gentog rytmen sig, indtil en dag, hvor det ikke var mere, og illusionerne om det evigt bestående brast. Forgiftet af møddingvand, mente mine forældre Men da var jeg forlængst flyttet hjemmefra.

Træet blev mit første klatretræ. Ja, egentlig længe før jeg var i stand til at klatre i træer, fik jeg bogstavelig talt et meget bundet forhold til kirsebærtræet. Selv om gårdspladsen var lukket ud til offentlig vej med to store havelåger, blev jeg undertiden af mine forældre bundet til træet i en lang snor. Vel nok en udvej, som moderne forældre og psykologer ikke ville godtage i dag, men det virkede, når en ustyrlig unge i korte øjeblikke var uden opsyn. Jeg kunne sikkert så let som ingenting have kravlet over lågerne.

Utallige timer er gået med forskellige lege under træets krone. Her gyngede vi og legede med hulkøer. Fra tagnedløbet havde far lavet en rende, så regnvandet kunne løbe væk fra huset og ud i vejsiden. I denne lille flod sejlede vi med pindebåde og byggede små havne. Det var også her vi bag hækken lå på lur for at se reaktionen på de børn, vi kunne narre til at opsamle en tilsyneladende tabt genstand, som vi imidlertid havde forsynet med en meget tynd tråd. Når vi trak i snoren, lige inden hånden tog fat om gevinsten, blev vi selvfølgelig afsløret, men det betød mindre. Nummeret havde virket.

Vi havde andre kirsebærtræer. Specielt husker jeg et træ, som voksede i haven nord for huset. Det bar de største moreller, jeg nogensinde havde og har set, og som den dag i dag er en sjældenhed på torvedage. Desværre tålte bærrene ikke regn. Jeg havde på fornemmelsen, at bærrene revnede, blot der trak regnskyer op i horisonten. Men det tog ikke den sødmefulde smag fra dem. I træets blomstringstid, som fandt sted i begyndelsen af maj, står blomstringen den 5. maj 1945 skarpt i erindringen. Min travle mor stod i køkkenet og strøg ved åbent vindue ud til haven og lyttede til frihedsbudskabet over radioen. Hvordan vejret var, husker jeg ikke, men den dag i dag har jeg en forestilling om, at solen skinnede, og fuglene sang. Og jeg forstod selvfølgelig som otteårig, at de tårer, som trillede ned ad mors kinder og faldt som små, varme regndråber på strygebrættet, var glædestårer. Den majdag blomstrede træet som ingen sinde.

Det gjorde det store træ på gårdspladsen sikkert også. Om bærhøsten blev ekstra god det år, ved jeg ikke, men der har sikkert været et lige så stort arbejde med at bjærge høsten det år, som i de tidligere og som i årene fremover. Alle søskende var mere eller mindre engagerede i