Arne Hartelius: Lærer, natur- sang og fugleelsker

By Jens Erik Villadsen

Vi er i året 1953, og stedet er Klosterhede Plantage ved Lemvig.
Midt i skoven ligger der en lille skole, og hertil kommer en nyuddannet lærer fra København, Arne Hartelius. Han er vokset op i det milde Nordsjælland, og kontrasten til den ensomt beliggende skole midt i ingenting er kolossal.

Nu er vi i året 2020, og Arne bor stadig på skolen i skoven. Skolen blev dog nedlagt for 60 år siden, men han har fået lov at blive boende.
Om årene mellem de to årstal har han fortalt til Jens Erik Villadsen, og de er nu beskrevet i denne bog.

Det er historien om den store kærlighed til naturen, især fuglene, som Arne har observeret og talt op månedsvis i alle årene - ja helt fra han var fem år.
Det er også historien om, hvordan skolegangen var i en lille landsbyskole i 1950-erne.
Vi får eksempler på, hvordan han oplevede den vestjyske kultur og humor.
I mange år var han kirkesanger i to af egnens kirker, og sangen dyrker han stadig ved at samle folk, der deler hans passion.

Alt i alt en fortælling om et menneske midt i den vestjyske skov, som lever af og med naturen.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jun 30, 2020
• ISBN: 9788743018339

Jens Erik Villadsen

Jens Erik Villadsen er lokalhistoriker, med speciale i kulturelle strømninger i 18- og 1900-tallets Vestjylland. Det være sig kampen mellem grundtvigianer og missionsfolk. Det er også de livsvilkår tyende og børn havde på landet, og hvordan det har ændret sig efter 2. verdenskrig. Det er hvilke muligheder de forskellige samfundslag havde for uddannelse. Alt dette bliver formidlet i foredrag, videofortællinger og i en del bogudgivelser efterhånden.

Book preview

Den unge mand fra Nordsjælland,

der i 1953 kom til Risbæk skole i Klosterheden som lærer

og stadig bor i den nedlagte skole her i 2020

Redigering – Layout - Udgivet

Jens Erik Villadsen – Vestjyder.dk

I samarbejde med

Arne Hartelius og Annette Bagger

Forsidebillede:

Arne Hartelius fotograferet 2007 på østsiden af Stensbæk Sø

Forrest i billedet ses:

Klokke-Ensian

(Gentiána pneumonánthe L.)

Indhold

Forord

Mit barndomshjem

Den dag i mit liv, hvor jeg tog vest på

Beredt til døden altid vær!

Mit nye hjem

Hvordan skolegangen forløb dengang

Vi indfører hverdagsundervisning

Individuel undervisning i dansk og regning

Købmandsbutikken

Maleklub

Et uventet besøg

Vi køber filmapparat

Hjerl Hede gøres levende

Der lugtes pors fra den nære hede

Fuglene ved foderstedet

Anderledes

Sørine

Asterix - vores tamme allike

Fra mine besøg og samtaler med Arne Hartelius gennem fire år fra 2016-20 - Af Jens Erik Villadsen

Det første møde

Livssyn

Krigens tid

Spejder

Rundt i haven

Endnu en tur rundt i haven

Vestjyder

Klosterheden

Sangen forener

Min lærer, Arne Hartelius - Af Annette Bagger

Forord

Jeg er kørt forbi Risbæk skole al den tid, jeg kan huske, og i al den tid har Arne Hartelius boet der, nemlig siden han i 1953 kom som lærer til skolen. Skolen blev imidlertid nedlagt i 1960, da der blev bygget ny centralskole i Lomborg. Her fulgte Hartelius med som lærer. På den tid byggede man også tjenesteboliger til skolens lærere. Og det var meningen, at Hartelius skulle have haft en sådan bolig. Men da han spurgte Lomborg-Rom sogneråd, om han måtte blive boende i Risbæk skole, som så kunne være hans tjenestebolig, sagde man omgående ja. Sådan har det været siden - også efter pensionsalderen – selv om man ikke der har ret til en tjenestebolig.

Arne, som jeg kalder ham herefter, er meget optaget af fugle, tæller dem ved sit fodersted hver måned og fører statistikker, hvilket han har gjort ALLE årene i skoven.

I 2017 fik han Lemvig kommunes naturpris. En stor ære, som jeg mener er helt fortjent.

De første fortællinger her i bogen har Arne selv skrevet, og herefter kommer der nogle interviews fra mine besøg.

Annette Bagger fortæller levende om sin gamle lærer fra Lomborg Centralskole.

Jens Erik Villadsen – marts 2020

Mit barndomshjem

Jeg er født på Maria Bebudelsesdag 1931 i en lille landsby, der ligger syv km. vest for Helsingør og hedder Gurre.

Det var der Kong Valdemar Atterdag havde et slot, som han var så glad for, at han – ifølge sagnet – skal have sagt: Lad Gud beholde sit himmerige, har jeg blot Gurre!

Barndomshjemmet var et husmandsbrug på kun syv tønder land. Men selv om der var trange forhold sammenlignet med nutidens velstand, så erindrer jeg ikke, at vi led nød. Vi havde et par køer, en hest, en so, kaniner og mange høns, samt 12 bistader. Dertil en stor frugthave, hvor der især var æbletræer og nøddebuske. På markerne dyrkede vi havre. Dog også byg og rug. Der var græsarealer, hvor køerne stod tøjret. De fik vand og blev flyttet et par gange om dagen. Om natten havde vi dem i stalden. Som vinterføde for de store dyr avlede vi roer. Det var en afgrøde, som krævede megen arbejdskraft, både mens roerne var små, men især i oktober, hvor vi tog dem op og lagrede dem i roekule til vinterfodring. Endelig var der kartoffelageren. Den forsynede os med menneskeføde til næsten hver dag året rundt.

Vi var fire søskende, hvoraf jeg er den yngste.

Efter afslutningen af 2. verdenskrig 1945 blev der stor mangel på lærere i den danske folkeskole. Dette medførte, at staten bevilgede ret god økonomisk støtte til denne uddannelse, og på den baggrund blev der råd til, at jeg kunne komme på KFUMs Seminarium i København og blive uddannet til skolelærer.

Her står vi, mere eller mindre i arbejdstøjet. Min ældste bror er ikke med. Han var allerede gift og bosat i Helsingør.

Mit barndomshjem, et statshusmandsbrug, som min far havde hjulpet til med at bygge. Hertil flyttede mine forældre og søskende i foråret 1923.

Mine forældre i søndagstøjet år 1953. Nu har mit barndomshjem fået navn.

Den dag i mit liv, hvor jeg tog vest på

Det er juni 1953. Jeg er blevet 22 år og mine studieår er slut. Det er tid at vælge embede. Fordi jeg er specialuddannet i Jeppe Aakjærs digtning, vælger jeg at søge stilling i det vestjyske. Snart kommer der svarbrev fra skolekommisionsformand Christian Maarupgaard i Lomborg, at jeg er valgt.

Normalt ville en lærer se sit nye embede an, før han bestemte sig. Det havde jeg ikke råd til. Jeg tjente til det daglige brød som ferieafløser ved postvæsenet, så det blev pr. telefon, at jeg sagde ja tak og spurgte, hvornår jeg skulle komme. Du skal bare komme, når du kan! lød svaret fra Chr. Maarupgaard. Ja, men hvornår slutter børnenes sommerferie? spurgte jeg og fik svaret: Den slutter når du kommer! Det lød dejligt i mine ører, både at blive tiltalt med du og selv at måtte vælge starttidspunkt. Jeg var vant til mere bureaukrati her østen for Storebælt.

Nu følger et detaljeret referat af den længste dag i mit liv: torsdag den 6. august 1953, som nær var blevet mit jordiske livs næstsidste.

Jeg stod op samme tid som solen. Det var en time tidligere end nu, for dengang brugte vi ikke sommertid. Jeg tog afsked med mine forældre, fik en kuffert i højre hånd, en rullemadras under venstre arm og spadserede så