Vrensted Historier - Bind 10

By Books on Demand

FOLK MED tilknytning til landsbyen Vrensted eller med interesse for at søge mere viden om byens fortid har nærmest fået en guldmine af minder at grave dybere ned i - et mammut sag med lokalhistorie på 10 bøger fyldt med flere hundrede artikler. Historierne er fordelt på godt 5000 sider.
De 10 bind fortæller ikke den komplette historie om Vrensted sogns udvikling. Langtfra. Men værket er en rigtig god begyndelse for slægtninge, slægtsforskere og andre, som vil søge inspiration til at grave mere i sognets fortid.
Det er ret enestående, at en landsby får samlet så meget let tilgængeligt lokalhistorisk stof i et værk, og at mange på forhånd betalte for at få tilsendt et sæt. Det første oplag af Vrensted Historier er distribueret ud, og bindene er blevet så godt modtaget, at 2. oplag allerede er sendt til trykning, da en større gruppe medlemmer fortrød, at de ikke meldte sig som købere af sættet i første ombæring.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 24, 2023
• ISBN: 9788743085942

Book preview

Vrensted i Vendsyssel et godt sted

at bo, tæt ved skov og strand

Bind 10 – Indholdsfortegnelse

Forord

0 - Bevaring af Vrensteds historie

1 - Emma Mariager Jensen

2 - Vrensted har mange historier i ærmet

3 - Vagabond Avisen er min hobby

4 - Blind mor med to små børn

5 - 50års jubilæum i Vrensted Filialen af Løkken Spks.

6 - Ajlebeholderen, der blev indviet med salmesang

7 - At blive konfirmeret er at få et livsgrundlag

8 - Ny skoleinspektør i 1974 ved Vrensted Skole

9 - Banko-plader 12 stk.- tak, rekord

10 - Begyndte som huleboer - endte som Stor Farmer

11 - Lotterioverskud til blinde i Vendsyssel

12 - Børnenes Jord

13 - Den Østre købmand lukker

14 - Digte af Niels Jægerum

15 - Ny Blindekonsulent i Nordjylland –Else Aaris Hansen

16 - Erindringer fra Østerheden

17 - Fisker Anders og Andre

18 - Jubilæumsgave til Vrensted fra Sparekassen

19 - Følger politisk arv op

20 - Lærer og meget mere – Ingrid Andresen

21 - Jane og Hans hjælper altid

22 - Jens Andresen – skoleinspekt.n er også Banko opråb.

23 - Længst muligt i egnet bolig

24 - Nekrologer m.m.

25 - Ny købmand overtager efter købmand Simonsen

26 - Olesminde

27 - Otto Mikkelsen – Vrensteds tidligere præst

28 - Studietur til Rumænsk landbrug

29 - PV – Marked solgt til ung købmand

30 - Sidste bus er kørt i privat regi

31 - Skolelæreren i Børglum

32 - Grænsebog til skoleelever

33 - Små historier – 21 stk.

34 - Nyt lokalt Vindmølle-Laug starter op

35 - 90årig kører stadig bil

36 - Tidselbak Mureren

37 - En tilkendegivelse

38 - Tut Peters Ole bliver flyttemand og marskandiser

39 - Ung Energisk landmand

40 - Vagabond-vitser støtter begravelser

41 - Et højskolesamarbejde med Vraa Højskole-dens hist.

42 - Præstens kone runder 70 år

43 - Helga Pallesen – En ældre studerende på ung udd.

44 - Historien om 2 kendte Vrensted gårde

45 - Om mit liv – af fhv. læge Jøren Schierup

46 - Knud Holst i Vrensted v/afsløringen af hans buste.

47 - Tanker efter en ildebrand

48 - Volvo Svend -er viden kendt- kom i udenl.Bilmagasin

49 - Sagen P.plads Forsamlingshuset / Svend Andersen

50 - Kirsten Schierup Freund fortæller om sit liv som læge og forsker

Forord

Dette bogprojekt skal være med til at bevare

Vrensteds historie for eftertiden

Gennem de seneste 5-6 år har jeg indsamlet materiale til en samling historier om og med personer m.m. fra Vrensted. Mange lokale personer der tidligere har skrevet og fortalt historier til andre lokalhistoriske bøger, dem har jeg hos hver enkelt fået tilladelse til at måtte medtage i denne store samling af Vrensted Historier.

Stor tak til alle de personer – alle nævnt ingen glemt - der har medvirket til, at det har kunne lade sig gøre at få samlet så meget materiale om Vrensted.

Tak for lån af de fine udklipsbøger, med artikler, billeder m.m. jeg har haft til låns og som også har givet inspiration til nye historier.

Til hver enkelt forfatter til historier med levnedsbeskrivelser, fortællinger, billeder m.m. jeg har fået stillet til rådighed skal også lyde en tak, samt til familie til afdøde personer som ligeledes har været så positive og stillet materiale til rådighed.

Det har været en stor og spændende opgave at få samlet materiale til historierne, og det har givet mig et nyt kendskab om mangt og meget, som jeg ikke tidligere har haft om Vrensted. Mødt så mange spændende personer, som har fortalt så meget, jeg ikke før har vidst om både ejendomme og personer på Øster Hede, Kongsengene, Bådstedhede, Åsendrup og Vrensted By.

Det er mit håb, at denne samling af mange forskellige historier, korte som lange, må blive til glæde for læserne.

Tak for lån af billederne, der er fundet hos mange private

Lærer Madsens Jens Otto, årgang 1946.

0 - Bevaring af noget af Vrensteds historie

En tidligere politiker har engang sagt: Det er en ringe slægt, der ikke har slægtsminder, og det er en ringe slægt, der ikke efterlader sig sådanne. Men den mand og den slægt er endnu ringere, som ikke vil værne om sine minder, så de kan gå videre til børn og børnebørn, slægt efter slægt.

Hvis den nuværende slægt viser viljen til at ville værne om sine minder, vil det være til uvurderlig glæde for kommende generationer.

Under denne synsvinkel bør man først og fremmest vurdere, selv om det selvfølgelig også gerne skulle være til glæde for den nulevende slægt. Hvad glæde har jeg egentlig af at huske på, at vor tid med alle dens nok så tekniske fremskridt bygger på fortiden, og at alt – også en selv – er et produkt af denne fortid. Rigsarkivar Johan Hvidtfeld har engang sagt: Vil mennesket forstå sig selv og prøve at få rede på forudsætningerne for de mange forskellige, ofte modstridende evner og tilbøjeligheder, som findes hos den enkelte, må han søge tilbage i slægtens fortid for at finde forklaringen. – Det slægtshistoriske arbejde er derfor ikke bare et samleri, der kun egner sig for folk med god tid. – Det er i virkeligheden et udslag af menneskets trang til at prøve at finde ud af hvad der er gået forud for ens egen tid.

Slægtsfortællinger og oplysninger er en samling minder om ens forfædre, og minder fra egen tid, som kan hjælpe en til at finde et ståsted.

Ovenstående har været drivkraften for mig i mit arbejde på, dels at skrive og dels at indsamle historier fra Vrensted med fortællinger fra vor tid, til vores efterkommere.

Jens Otto Madsen

1 - Emma Mariager Jensen, tidligere Søengene, Bådstedhede, Vrensted, samlede gennem årene på lokale avisudklip og det er med tiden blevet til mange udfyldte udklipsbøger. Dem har jeg, af hendes børn, fået lov til at se igennem og bruge af og benytte for at kunne anvende materialet i bogen Vrensted Historier – bind 10.

Emma Mariager Jensen, f. 1908 d. 2006

Emma Jensen er født på Gjøl, men da hendes mor døde, da Emma var 2 år, kom hun i pleje hos Marinus Thomsen i Vrensted. Som ung tjente hun på omegnens gårde, og i 1931 blev hun gift med Aage, og parret overtog Aages fødehjem på Søengen i Vrensted. Da Aage døde i 1978, flyttede Emma ind til Vrensted, hvor hun har haft et aktivt og godt liv.

Mange jern i ilden har Emma Jensen altid haft. Da hun endnu var landmandskone, hjalp hun også ude.

Hendes hænder nåede også at sy tøj til sine 10 børn. Aktiv var hun også i sin pensionisttilværelse. Hun tog del i pensionistforeningens arrangementer og udflugter, og hver mandag gik turen til Havgården i Løkken, hvor hun skulle prøve alt nyt inden for håndarbejde. Hendes hænder var altid travle, og hun fik syet fødselsdagsdug til alle sine oldebørn, 23 ialt, naturligvis med deres navne på.

Som det udadvendte og livsglade menneske Emma Jensen var, fejrede hun sine store fødselsdage på behørig vis. Alle 88 efterkommere mødtes med hende i Vrensted Forsamlingshus, og de blev alle foreviget på et samlet portræt. 130 gæster deltog i hendes 90 års fødselsdagsfest, så det er ikke noget at sige til, at den ældre dame var stolt af sin familie.

Stor TAK til alle Emmas børn.

Jens Otto

2 - Vrensted har mange historier i ærmet

Af Poul Christoffersen

Journalist og tidligere Vrensted-dreng

FOLK MED tilknytning til landsbyen Vrensted eller med interesse for at søge mere viden om byens fortid har nærmest fået en guldmine af minder at grave dybere ned i- et mammut sag med lokalhistorie på syv bøger fyldt med flere hundrede artikler. Historierne er fordelt på godt 4500 sider.

Man bliver helt svedig blot ved tanken om at gennemgrave alle de sider lokalhistorie. Foreløbig har jeg skimmet bøgerne og herunder også fundet sjove historier, som minder om min egen barndom på 1950'erne samme sted.

Flokkedes om fjernsynet

Således fortæller en af mine tidligere klassekammerater, Christian Larsen, om dengang fjernsynet var en nyhed på Bådstedhede. I den sydlige del af heden var der kun to steder, der havde investeret i fjernsyn - hos

Stadsvold og hos de tre søskende Ertmann, Else og Agner. Her flokkedes børnene for at kigge tv.

- I flere år var det Stadsvold, der måtte lægge fjernsyn til, og det kunne godt blive sent, inden vi havde fået nok og gik hjem. Holger Stadsvolds mor beværtede os med både sodavand, kaffe og kage, så vi havde ikke travlt med at komme hjem, fortæller Christian Larsen.

Da Holger Stadsvolds mor døde måtte børnene finde et andet sted og se fjernsyn. Det blev hos Ertmann, Else og Agnes, og det var en anderledes oplevelse.

- De tre søskende var nu meget gæstfrie, men at drikke ved det samme bord som en kat og lignede havde gået på, det var vi ikke meget for, fortsætter Christian Larsen.

Børnene kunne stadig ikke få nok af at kigge tv, og de overhørte flere opfordringer fra værterne, at tiden nu var til, at de skulle hjem og i seng. Da børnene således blev hængende foran fjernsynet, skete der noget andet. Alt lys gik ud, og børnene fik at vide, der var gået en sikring. Så trissede de hjemad.

Når vi ikke ville høre, hvad der blev sagt, måtte vi tage konsekvenserne, slutter Christian Larsen.

Løse skud

En anden fortælling fra samme tidsperiode, som er sjov i erindringens lys, kunne være endt helt galt.

Ved barber Romedahl vakte det en gang stor opstandelse, at et projektil sad fast ved et kældervindue til forretningen og det udløste forskellige teorier.

To drenge havde haft til hensigt at give præriens bedste mand Davy Crockett kamp til stregen med at skyde efter lyset på et stearinlys og det skete med små runde riffelkugler fra en gammel salonriffel. Det foregik i en lade bag Romedahls forretning uden den ønskede effekt.

Men de havde også fundet et par lange riffelpatroner, hvoraf den ene blev puttet i riflen. Patronen røg gennem en ladeport, men efterlod kun et lille hul i porten. Og lyset brændte stadig. De to drenge hjalp selvfølgelig med til at opklare mysteriet uden at fortælle, hvad de havde haft gang i.

Den ene af drengene Arne Søndergaard Jensen løfter sløret for den farlige drengeleg i første bind af Vrensted Historier.

Egnens hjemmeside

Grundlaget for den store bogsamling af historier om

Vrensted er skabt af Jens Otto Madsen, ældste søn af tidligere førstelærer Elith Madsen på Vrensted Skole.

Jens Otto Madsen oprettede for nogle år siden egen hjemmeside, og via hans ihærdighed blev hjemmesiden et forum for et voksende antal beretninger fra personer, som kom med minder, skildringer osv., der rækker ca. 100 år tilbage.

Jens Otto Madsen stiftede også en lukket Facebook gruppe Go'e gamle Vrensted, hvor der næsten dagligt er nye opslag fra stifteren eller andre fra gruppen. Gruppen tæller i dag over 1200 medlemmer, der har eller har haft en eller anden tilknytning til Vrensted.

Fokus på mordsag

De syv bind indeholder ikke blot personlige beretninger. Den ihærdige ildsjæl havde før udgivelsen af den store lokalhistoriske samling fået tilladelser til at inkludere en længere række historier, som tidligere har været offentliggjort i andre sammenhænge.

En af dem er den spektakulære mordsag fra Bækgaard, som fandt sted i 1850. Den har tidligere været bragt på Kriminalhistorie.dk på baggrund af et større forskningsarbejde af slægtsforsker Leif Sepstrup, Herning. Det var om et mord på bestilling fra gårdejeren på Bækgaard, fordi han ville af med sin kone efter mange års ulykkeligt ægteskab.

Lokal kendis

I et så omfattende værk på godt 4500 sider kommer man ikke uden om at berette om en af de mest kendte personer Anders Olesen, som blev født i Vrensted i 1853.

Anders Olesen blev sagfører og gennem sit virke skabte han sit eget kongerige i Hammer Bakker. Nogle gange med ufine metoder. Men Anders Olesen glemte aldrig sin fødeby, og han finansierede flere byggerier i Vrensted. Herunder Ane Marie Hus til minde om sin mor, og det hus trækker tråde til nutiden, hvor ildsjæle har samlet penge ind til fremtidigt projekt for husets anvendelse.

En samling af historier drejer sig om de negative og positive sider af Anders Olesens virke og om Ane Maries Hus. De fylder en del i bind et.

Andet oplag på vej

Det er ret enestående, at en landsby får samlet så meget let tilgængeligt lokalhistorisk stof i et værk, og at mange medlemmer af Go’e gamle Vrensted på forhånd betalte for at få tilsendt et sæt. Det første oplag af Vrensted Historier er distribueret ud, og bindene er blevet så godt modtaget, at 2. oplag allerede er sendt til trykning, da en større gruppe medlemmer fortrød, at de ikke meldte sig som købere af sættet i første ombæring.

Samtidig har bestyrelsen bag det nye Ane Maries Hus fået foræret et sæt, så det vil være tilgængeligt for andre, når huset en gang i fremtiden åbner med nye funktioner.

De 10 bind fortæller ikke den komplette historie om Vrensted sogns udvikling. Langtfra. Men værket er en rigtig god begyndelse for slægtninge, slægtsforskere og andre, som vil søge inspiration til at grave mere i sognets fortid.

Plus nr. 9 og nr. 10

Alle bøger kan nu købes/bestilles i alle landets Boghandler og på Nettet.

Desuden udgives alle bøger som E-Bøger som kan læses på Computer, Ipad og tablet til kr. 25-30 kr. pr. bog.

3 - Vagabond Avisen er min hobby

Marts 1994:

Det er dagens højdepunkt, når avisbudene stopper dagens aviser ind gennem min brevsprække, siger 86årige Harry Jørgensen, Vrensted, som abonnerer på Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Tidende.

De bliver sammen med alle de lokale ugeaviser læst særdeles grundigt. Jeg har været avisnarkoman hele mit liv. Jeg læste, da jeg var 7 år og begyndte at læse Vendsyssel Folkeblad. Og uanset, hvad jeg har lavet og hvor jeg har været, har jeg fulgt med i aviserne og selv skrevet ivrigt.

I 1987 besluttede jeg at udgive Vagabond Avisen, og den er blevet min store hobby. Ikke mindst efter, jeg nu sidder i kørestol efter et uheld for 15 mdr. siden. Og man tror ham gerne. Hvor man kigger rundt i den lille stue, hvor Harry både sover, spiser og arbejder, ser man aviser, udklip, billeder og papirer. Intet bliver smidt ud, før det er blevet grundigt studeret og vurderet. Kan det bruges i Vagabond Avisen nu? Skal det arkiveres til en senere lejlighed eller kræver det måske et læserbrev i dagspressen? For Harry blander sig også gerne i debatten og har altid gjort det.

Men der er aldrig nogen, som svarer på mine indlæg. Ved du hvorfor? Det er da fordi, jeg har ret, lyder det triumferende fra den gamle kæmpe, som i sine velmagtsdage var rundt i lokalsamfundet som meddeler til bl.a. Aalborg Stiftstidende i mange år og aktivt politisk interesseret. Han begyndte som Venstremand og via et par afstikkere til et par andre partier kom han i Fremskridtspartiet, hvor han er æresmedlem. Et diplom over skrivebordet er beviset.

På spisebordet, på skab og reoler ligger dynger af papirer. Umiddelbart ser det ganske uoverskueligt ud for den fremmede. Men tag ikke fejl. Harry har system i sine stakke. I arkiverne har han og sønnen Kristian samlet flere tusinde udklip fra aviser og ugeblade om vagabonder, tivoli, cirkus og omsorgsarbejde blandt samfundets udstødte. Og for nylig fik man yderligere et flot tilskud, idet en pensioneret bibliotekar fra Fyn har samlet og sendt 1500 udklip til Vagabond Avisens arkiv.

Vagabond-ven

Hvorfor udgive Vagabond Avisen?

Jeg har oplevet mangt og meget i livet og truffet mange mennesker. Jeg har haft mange jobs. Bl.a. været hotelkarl i Løkken og arbejdet rundt på herregårdene i Hjørring og Vrå. Min gode ven og nabo, forfatteren Knud Holst foreslog adskillige gange, at jeg skulle skrive en bog om alt det, jeg kunne fortælle, når vi fik os en øl.

Det ville dog blive for kostbart for mig. Men det inspirerede mig til at udgive et lille månedsblad. Det kunne jeg overkomme økonomisk.

Vagabond Avisen skulle den naturligvis hedde, fordi jeg har mange venner og bekendte blandt vagabonderne, som færdes på landevejene. Og fra markedspladserne, hvor jeg også selv kom meget, havde jeg masser af billeder og gode historier, som kunne bringes. Men der skulle selvfølgelig også være småberetninger om politikere og andet godtfolk, som har besøgt mig og som jeg regner for mine venner.

Nr. 1 kom i februar 1987 og siden er det blevet til 1532 numre. Originalmaterialet er omhyggeligt arkiveret i plastik- lommer og sat i ringbind, som står stablet op i en krog. Kigger man i nogle tilfældigt valgte numre, opdager man, at Harry har levet fint op til sin redaktionelle målsætning. Der er billeder, vittigheder, små autentiske beretninger fra det farende folks verden. Men der er også udklip fra aviserne om emner, som har optaget redaktøren af den beskedne Vagabond Avis, som blot var et A4-ark.

Foræringspris

Vagabond Avisen kommer ikke i noget stort oplag. I dag, hvor sønnen Kristian har overtaget redigeringen, men stadig med hovedvægten lagt på Vagabondstof både aktuelt som arkivmateriale, er den udvidet til over det dobbelte og koster 5 kr. Men Harry solgte sin avis rundt om på markedspladserne for 2 kr.

Ja, de kunne såmænd selv bestemme prisen, siger Harry lunt. - Mange blev givet væk. Af og til kommer nogen her forbi og får et nummer, men det er ikke så tit mere, forklarer Harry. - Det er jo en ren hobby for mig. Skattevæsenet kan ikke gøre vrøvl. Men en dyr hobby, vil jeg sige: Avisabonnementer, udgifter til materialer, togrejser osv. Jeg får også kun råd til det ved at undvære alt andet, som andre normalt bruger penge til, understreger han. Jeg vil ikke høre radio, og da det gamle fjernsyn gik i stykker, var det for dyrt at reparere.

Tiden går godt for mig, nå jeg læser aviserne og klipper og skiver lidt til min lille avis. For jeg laver så meget jeg kan. Bedstefar Avisen kalder jeg den side, jeg nu laver. Og tiden skal jo gå med noget. Siden mit uheld kommer jeg ikke så meget omkring mere. Jeg hører også dårligt. Men jeg har det fint her og klager ikke. Og slet ikke over den offentlige omsorg.

Mageløs fest

Ingen tvivl om, at Harry er en både påhitsom, engageret og farverig person. Og alle pengene er da trods alt heller ikke gået til bladudgivelse. Da han blev 80år lejede han byens forsamlingshus, averterede i de lokale aviser, at alle også vagabonder var velkomne. De skulle blot selv medbringe madpakke.

Og der kom vagabonder fra hele landet. Men der var skam også mange andre. Bl.a. kom Glistrup, og pastor Ingelise Wagner var der. Der kom 150 mennesker og der blev skrevet vidt og bredt om, at man aldrig havde set magen til fest, mindes Harry sin store dag 14. april for snart 7 år siden.

I dag kommer her ikke så mange mere, siger Harry lidt vemodigt. - Nogle er døde. Jeg har været til mange begravelser.

Måske er det min egen skyld? Harry bliver eftertænksom: - Men jeg er ikke bitter, kun taknemmelig for dem, der kommer. Og så har jeg heldigvis dagens højdepunkt: Aviserne og mit arbejde med Vagabond Avisen.

4 - Else Hansen (tidligere Aaris Jensen, opvokset på Bådstedhede, Vrensted)

Blind mor med to små børn i praktisk og lykkeligt familieliv.

Har lært at bruge andres øjne og sin egen forestillingsevne parret med praktisk sans og fingerspidsfølelse.

August 1974

Else Hansen her med sine to børn på skødet

Enighedsvej 74, Frederikshavn, nyere villa i hvide kalksandsten, mosaikrude i gavlen, nyanlagt have, bil i indkørslen, legende børn.

Den to-tonede dørklokke overdøver et øjeblik børnene, og da døren står åben i den varme sommereftermiddag, bliver der sagt kom inden for.

Der er hyggeligt inden døre, velafstemte farver godt indrettet og møbleret med sans for hygge og kvalitet. Det har min kone stået for, siger lærer Mogens Hansen, og den forklaring har man jo før hørt i så mange hjem. Her skal den blot have den tilføjelse, at omsorgskonsulent, fru Else Hansen har været blind fra sit sjette år.

Else Hansen, 31 år og blind mor med to små børn, er omsorgskonsulent inden for Dansk Blindesamfunds nordjyske kreds. Hun har gennemgået blindeinstituttets skole og derefter uddannet sig på telefonskolen. Senere husholdningsskole og derefter arbejdet i erhvervslivet i seks år. Senere har hun taget voksenpædagogisk grundkursus, og siden april 1968 har hun været omsorgskonsulent for blinde. Konsulenttjenesten må holdes inden for en bevillingsramme på 50 dage om året og byder dog på mange interessante opgaver, men denne artikel fortæller om de praktiske problemer og de menneskelige glæder i en familie med to voksne og to børn, når mor er blind.

Siden har hun lært sig at bruge andres øjne og sin egen forestillingsevne. Den er til gengæld også udviklet så stærkt, at hun ikke blot selv vælger alt tøj, men også vælger tapeter og gardiner, idet hun lader et par veninder og sin mand se og beskrive tingene for sig, hvorefter hun sammenholder beskrivelserne og med stor sikkerhed foretager sit valg. Hendes tilværelse har formet sig som alle andres med et normalt familieliv, men også her med den tilføjelse, at det er på vilkår, der ofte har krævet en stærk vilje og en personlig indsats.

Prøv og se den her, mor

Det ses ikke umiddelbart. Børnene hænger ved deres mor og stiller nøjagtig samme krav til hende, som andre børn gør til deres mødre. Prøv at se den her, mor, siger Ulla på 4 år og holder genstanden hen til moderens hænder, så hun kan føle. Sådan noget finder børn hurtigt ud af, siger Mogens Hansen, der har taget sig af den otte måneder gamle Uffe, mens hans kone laver kaffe.

Else Hansen står selv for husholdningen og tager sig selv af vask og andet praktisk med få undtagelser, de har da aldrig sultet endnu, siger hun. Nej, vi kan da altid finde en dåse røde pølser, hvis det går galt, driller hendes mand. Du har nu aldrig manglet noget, og der er ingen fare for, at du lider i stilhed replicerer hun, mens han forsøger at finde på et eller andet, men opgiver igen.

Heller ikke tonen adskiller sig fra hverdagskost i andre hjem. Mogens Hansen roser sin kone for hendes dygtighed, når hun ikke hører på det, og driller, når hun er til stede.

Den tidlige blindhed medførte, at Else Hansen, der stammer fra Vrenstedegnen, straks kom i skole på blindeinstituttet på Refnes, og efter de normale syv års skolegang her, fortsatte hun skolegangen på Dansk Blindeinstitut i København. Som speciel uddannelse valgte hun telefonskolen, der også omfatter ophold i praktik, og hun var således en tid på Titan.

Så fandt jeg på, at jeg ville på husholdningsskole, fortæller Else Hansen, og det var sundt efter at have været så lang tid i noget, man trods alt må kalde et beskyttet miljø, fordi det hele er indstillet på, at eleverne var blinde. Jeg kom på husholdningsskole og var den eneste blinde blandt 47 seende elever, og det var sundt.

Da jeg var færdig med uddannelsen, søgte jeg stilling og kom til Jørgen V. Johansens automobilforretning her i Frederikshavn, hvor jeg var i seks år.

Det var der, hun fangede mig, indskyder Mogens Hansen. Han har lært automekanikerfaget, før han tog sin læreruddannelse og er nu lærer på Hånbækskolen.

Det var selvfølgelig lettere at klare hjem og husholdning, da vi kun var to, fortæller Else Hansen, men jeg er glad for børn, selv om jeg må indrømme, at for en blind er det forbundet med visse vanskeligheder at passe dem. Man kan sagtens udføre arbejdet, når man har system i tingene. Jeg har heller ikke noget imod lidt rod, når der også er system i det, men jeg mangler kontrol med arbejdet. Jeg kan føle mig frem til meget, men jeg kan jo ikke se, om tøjet f.eks. er helt rent, når jeg har vasket det.

Jeg har haft konehjælp et par gange om ugen til rengøring og ting, som man skal kunne se til. Nu har vi netop fået en vældig sød ung pige til at hjælpe med børnene, for der er visse ting, det kan være svært med, når man ikke kan føre kontrol med synet.

For eksempel at give Uffe skemad i munden og ikke i panden, driller Mogens Hansen.

Nej, det kan jeg sagtens, når jeg er alene med ham. Det kan kun gå galt, når I andre forstyrrer, siger hun. Jeg er meget mere bange for, om Ulla f.eks. kan finde på at løbe ud på gaden i trafikken, når jeg ikke kan kontrollere noget, selv om hun på den anden side altid er flink til at hjælpe mig.

Hun var rørende, da vi havde fået Uffe. Det var nogen tid før jul, og så var jeg blevet vant til i min mands juleferie, at han kom og skiftede drengen, når bleen var rigtig fyldt op. Selv om jeg tog mere praktisk på det med det andet end med det første barn, så kneb det alligevel med visse ting, da min mand begyndte på skolen igen efter ferien, men så styrtede Ulla til hjælp, og trods sine kun fire år, så kunne hun hjælpe mig.

Kan ikke se men føle børnenes ansigter

Personligt tror jeg heller ikke, at børn lider under, at deres mor er blind, tilføjer Else Hansen og røber samtidig, at hun har spekuleret over problemet.

Men børn er ligefremme og naturlige og tager realistisk på tingene. Ulla hjælper sin mor, hvor det kan være naturligt at gøre det, men når legetøjet skal ryddes op på børneværelset om aftenen, er hun ikke anderledes end andre børn. Hvis hun er træt, gider hun ikke gøre det alene: Du skal hjælpe mor, ellers vil jeg ikke hjælpe dig en anden gang.

Altså man har et lille praktisk problem i familien der ved, at mor er blind. Det kan kræve, at man sommetider er hjælpsom på visse områder - og så må man vel også kunne lave en handel om hjælp, når man selv er blevet træt i hele sin fireårige krop.

Hjælpsomhed, som bør findes i alle familier, og så en smule ekstra omtanke, det er hvad der kræves. Ikke noget med at sætte tingene forkerte steder, så mor ikke kan finde dem eller måske kan falde over dem.

Men jeg vil ikke have, at børnene skal være bundet til at hjælpe mig på flere områder end nødvendigt, siger Else Hansen. Jeg fik min første førerhund i 1963, og den havde jeg megen glæde af, men da Ulla var omkring et par år, måtte vi af med hunden. Den var ikke særlig børnevenlig og knurrede ad hende. Jeg overvejede, om jeg skulle lade være med at få en ny førerhund, for i mange år kunne jeg jo nok regne med at kunne få følgeskab af et barn, når jeg skulle til købmand og ud at handle i det hele taget.

Så besluttede jeg alligevel, at jeg ville have en ny førerhund, for børnene skulle ikke føle det som tvang og nødvendighed at gå med til købmanden, og vores ny hund er både rolig og venlig.

Det jeg savner mest ved at være blind, er det at kunne se børnenes ansigtsudtryk. Det kan også være upraktisk ikke at kunne se det. Nu har de kighoste for øjeblikket, og hvis de så får et hosteanfald, når jeg er alene hjemme med dem, så mangler jeg den kontrol, der ligger i at kunne se ansigtet – især den mindstes. Men også her hjælper Ulla mig, hvis det er galt med Uffe. Rent følelsesmæssigt må jeg jo kompensere for det ikke at kunne se mine børn ved i stedet at kunne føle dem. Især mens de er helt små, har jeg vel mere legemlig kontakt med dem, end andre mødre måske har, men jeg må jo føle deres ansigter og kæle lidt for dem.

5 - Løkken Sparekasse

Vrensted filial

50års jubilæum juni 1997

Løkken Sparekasse markerede i mandags at det var 50 år si den, man oprettede filial i Vrensted. At det var en god og fremsynet idé, man dengang fik, fremgik af sparekassedirektør Poul Johnsens tale:

"Jeg vil gerne ønske Vrensted-filialen et stort tillykke med 50års jubilæet.

En begivenhed som bør fejres på behørig vis. Derfor har der lydt nogle knald i dagens løb, og det er såmænd champagnepropperne, der giver lyd i dagens anledning.

Selve starten på filialen har jeg fundet i bestyrelsesprotokollen fra 4.2.1947 og jeg citerer nu punkt 5 fra dette møde:

Fra Vrensted Borgerforening er der fremkommet et andragende om at få oprettet en filial af sparekassen i Vrensted.

Andragendet har følgende ordlyd:

Til bestyrelsen Sparekassen for Løkken og Omegn

Efter en hertil bestyrelsen for Vrensted Borgerforening modtaget anmodning fra forretningsfolk i Vrensted om at forsøge oprettet et filialkontor fra en eller anden pengeinstitution, og da man må gå ud fra, at Vrensted hører under Løkkens opland, tillader bestyrelsen for Borgerforeningen sig hermed at tilsende denne anmodning desangående til den ærede bestyrelse for sparekassen og håber, at denne vil tage velvilligt imod sagen.

Som det jo også er den ærede bestyrelse bekendt bliver så godt som alle betalinger som folk foretager betalt med checks. Landmanden modtager checks for svin og kvæg og må af den grund selv betale med check, som så har til følge at forretningsfolk ingen kontante penge har at betale med og må da henvende sig til pengeinstitutionerne for at få vekslet, hvilket kræver forøget arbejde samt omkostninger for forretningslivet.

Egnet lokale til brug for filialen kan eventuelt stilles til rådighed for sparekassen to gange ugentligt.

For Vrensted Borgerforening. -Carl Christensen.

Andragendet er anbefalet og underskrevet af 25 næringsdrivende i Vrensted. Og protokollen fortsætter:

Det vedtoges at lade sagen fremme og at overlade det fornødne i den anledning til direktionen.

Kontoret kan formentlig åbnes omkring den 1. maj.

"På bestyrelsesmødet 30.5.1947, eller godt 3 måneder efter, står der skrevet i protokollen:

Det vedtoges at påbegynde filialen i Vrensted torsdag, den 12. juni. Andelsmejeriet Lykkens Prøve, Vrensted, har stillet et lokale til rådighed, hvor der indtil videre er kontor dag hver torsdag fra kl. 9.30 til 11.30.

Alt er skrevet af direktør Carl Enevoldsen med sirlig håndskrift.

Det var fortiden, men også samtidigt indledningen til fremtiden og et godt finansielt samarbejde med Vrensted by og omegn. Filialen fremstår i dag med alt den moderne teknologi, som en filial i fremdrift har behov for. Hver gang vi foretager investeringer på dette område, så tænker vi helt pr. automatik på Vrensted-filialen.

Personalet med Anette Taagaard i spidsen glæder sig altid til filialdagene her i byen. Jeg har lidt på fornemmelsen, at der kan være lidt konkurrence blandt medarbejdere om at komme på Vrensted-holdet, fordi det er et interessant sted at komme. Her får man jo lov til det hele, også vores elever boltrer sig her under uddannelsen. Af sparekassens 25 ansatte

har alle været i direkte kundekontakt i filialens 50årige historie. Personligt er jeg meget glad for Vrensted-filialen, som er en bæredygtig enhed i den samlede sparekasse.

Og det kan jeg jo kun tilskrive kunderne, som med loyalitet og interesse har deres gang her i huset.

Hvis vi måler på markedsandelen i filialerne, så skilter Vrensted med den bedste markedsandel, og den ligger så fint at over 90% af byen er kunder i sparekassen.

Det er vi selvfølgelig glade for og det styrker os i troen på, at gode samarbejde vil fortsætte i mange år fremover.

6 - Ajlebeholderen, der blev indviet med salmesang!

1985 af Harry Jørgensen, Vrensted

I Stenum, hvor man interesserer sig meget for lokalhistorie og tilmed har gravet den store sten, der gav landsbyen navn, op af jorden og stillet den op ved siden af centralskolen har man noget, som man vist ikke har magen til andre steder i landet, nemlig en ajlebeholder, der er blevet indviet med salmesang!

Ajlebeholderen findes ved gården Løkkenvej 270 og er nu, grundet tidernes udvikling, ikke længere i brug til sit oprindelige formål, idet kostalden står tom, og det til gården hørende jordareal er lejet ud.

Om den ikke helt almindelige indvielse af ajlebeholderen fortæller gårdens ejer, Niels Albertsen, der under en af sine mange cykelture rundt i Vendsyssel for nylig aflagde et besøg hos mig i Vrensted:

Det var i året 1904, da min far, Hagbard Albertsen - nogle få år efter, at han havde overtaget gården efter min bedstefar Niels Albertsen, efter hvem jeg er opkaldt, besluttede sig til som en modernisering af sit landbrug at lade ajlebeholderen opføre.

I ældre tid var der jo i Stenum -i lighed med, hvad der dengang var i de fleste landsbysogne adskillige originaler, der travede rundt og ikke opførte sig, som folk ellers gør i almindelighed.

En af disse var en ældre mand, der blev kaldt for Kren Rønk. Hvad hans rigtige navn var, er der vist ingen, der kan huske. Kun enkelte ældre mennesker kan huske, at han eksisterede, og hans grav er sløjfet for mangfoldige år siden.

Kren Rønk havde tilholdssted på Tømmerby Fattiggård, der nedbrændte, vistnok i 1913, men om sommeren opholdt han sig en stor del af tiden på et uopdyrket hedeareal kaldet Højene, beliggende op mod vejsvinget vest for Tolstrup Kirke. Her havde Kren Rønk gravet nogle jordhuler ud i et par høje, som arealet er navngivet efter, og han overnattede ofte i dem.

Et par dage før opførelsen af ajlebeholderen var tilendebragt, kom Kren Rønk en dag forbi min fars gård, i hvilken min søster og jeg nu bor, og nysgerrig, som han var, spurgte han efter, hvad sådan en stor rund beholder skulle anvendes til.

Han fandt ud af, at der måtte være en vældig god akustik i den og spurgte, om han når den var færdigbygget, og inden den blev taget i brug til det, den var