Mit liv med ASKOVGÅRDEN 1943 – 2012: - EN SOCIAL ORGANISATION I DANMARK

By Per I. Hensen

Askovgården er en social organisation, startet 1943 af Mira og Niels Henrik Arnfred, midt under 2. verdenskrig på Nørrebro i København. Askovgårdens koncept er udsprunget af engelske ideologier samlet i den såkaldte "settlements ide" fra 1884 i London. "Settlements ideen" blev grundlaget for en verdensomspændende bevægelse inden for det sociale arbejde. I Danmark udspringer Askovgården af erfaringer fra kristeligt studenter Settlement på Vesterbro og højskolebevægelsens ideer stammende fra Grundtvig og Askov højskole. Organisationen udvikler sig til en stor spiller inden for de sociale, undervisnings- og sundhedsmæssige områder. Det bliver en NGO organisation, som nationalt og internationalt er toneangivende på flere områder. Askovgårdens historie bliver skrevet af Per I. Hensen, som i cirka 45 år var administrerende direktør for organisationen. Historien strækker sig fra Askovgårdens start i 1943 til Per I. Hensens pensionering i 2012. Bogen rummer således en beskrivelse af en væsentlig dansk NGO organisation, samt en beskrivelse af den lange periodes historiske hændelser nationalt og internationalt. En række nøglepersoner fra den lange periode interviewes og giver deres beskrivelse af tiden og hændelserne, som spænder over Nørrebro i København, dansk NGO og internationalt arbejde.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 27, 2015
• ISBN: 9788771454925

Per I. Hensen

Cand.mag - cand.psych. 1972 forstander, Askovgården, Korsgade 60, 2200  København N. Maj 1995 - okt 1996. Udviklingschef i socialforvaltningen, Storstrøms Amt. Nov 1996 - april 1997 Projektleder for NY START. Et samarbejde mellem Socialministeriet og Det Kriminalpræventive Råd. Maj 1997 - 2012 . Forstander og senere administrereende direktør, Askovgården.

Book preview

INDHOLDSFORTEGNELSE

Forfatterens forord

Settlementsidéen

Askovgården og verden 1943 – 1953

Vi grunder et Askov-Settlement i København, Niels Henrik Arnfred.

Askovgårdens første år, 1944

Korridorejendomme – spekulationsbyggeri.

Steen Eiler Rasmussen: Medens der ventes paa Sanering, 1952.

Askovgården erhverver Korsgade 60, 1953.

Afrunding af Askovgårdens første tiår

Askovgården og verden 1954 – 1964

Askovgården åbner fritidshjem, 1955.

Arnfreds fratræder. Magnilds bliver nyt forstanderpar, 1958.

Vort nabolag - opgør med Nørrebros beværtninger

De forsømte - the bitter cry of outcast Nørrebro

Os nok

Beretning om klubarbejdet

Granhaga erhverves

Enlige mødre

Afrunding af andet tiår af Askovgården

Askovgården og verden 1965 – 1975

Sanering – nu eller aldrig, Knud Magnild.

Politisk Uanstændighed, Knud Magnild.

Granhaga indvies, 2. juni 1966.

Askovgården – 25 års jubilæum, 1968.

Rids af Askovgårdens tilblivelseshistorie, Knud Magnild.

Jubilæumsbog: Nørrebro – i går, i dag, i morgen.

Hvad rager de døde os…, Knud Magnild.

Hvad vil vi?, Palle Jørgensen.

Interview med Anne Lise Kragh Sørensen, sekretær/afdelingsleder.

Solidaritet – Sanering, Knud Magnild.

Husmandssted Nørreskovhus, Lejre, erhverves.

Det vil vi også!, Palle Jørgensen.

De unge – vi andre, Knud Magnild.

Magnilds fratræder – Hensens bliver nyt forstanderpar, 1970–71.

Start af dagcenter for ældre.

Kirsten og Knud Magnilds Fond stiftes.

Slumstormere, Per I. Hensen.

Mit liv på Nørrebro – Kim Kofoed, Folkets Hus.

Integrering og koordinering, Per I. Hensen.

Stengade 30 – start af Al-Aktivitetshus.

Blågårdskontakten etableres.

Daginstitutionernes roller i samfundet, Per I. Hensen.

Arbejdsløshedsprojektet i Stengade 30, Torben Vossbein.

Indlæg ved Jesper Langebæk, formand for Bydelsrådet.

Danmarks første dagcenter for sindslidende.

Askovgården og verden 1976 – 1986

Byggeren ryddes af Kbhs Kommune, 3. maj 1980.

BZ og politi på Nørrebro.

Demokratisk psykiatri.

Interview med Pelle Jarmer, socialborgmester, Kbh.

Beretning ved Claus Kuhre, Askovgårdens Ungdomsklub.

Køb af Rantzausgade 5.

Projekt Miljøklubberne startes.

Fond donerer Åboulevarden 40.

Askovgården 1983 – 40 års jubilæum.

Bog: Psyko-sociale problemer, distriktspsykiatri…

Beretning ved Hans Christian Albrechtsen, politiinspektør.

EAPN – European Anti Powerty Network.

Settlementsbevægelsen – 100 års jubilæum.

Nørrebrogruppen – etablering af Arbejdermuseet.

Videofilm: Ungdommen på Nørrebro 1945–1985.

Socialt Udviklingscenter starter 1986.

Interview med socialdirektør Paul Hviid Kristensen.

Askovgårdens Psyko-sociale Aktiviteter, ASPA, starter.

DR producerer Aben fra Askovia.

Brohusgade 10–10A erhverves til netværksboliger.

Start af Center for Social Udvikling.

Start af Projekt Væksthus

Askovgården og verden 1987 – 1997

Første Kulturkonference for psykisk udviklingshæmmede.

Askbladet udgives af Askovgårdens dagcenter.

Tilbud målrettet Unge midt imellem.

Interview med Linda Thorlund, Skoleinstitutionens leder.

Rapport om Socialt gruppearbejde i Mødreklubben..

Askovgårdens egen tænketank.

Bog: Distriktspsykiatri – hvad nu?

International Federation for Setttlements… IFS.

Interview med Trine Juul, timelønnet i Ungdomsklubben.

Kapelvej 55 erhverves.

Canadisk kognitivt program introduceres i danske fængsler.

Psykologisk Rådgivning

Samarbejde med Sæby Kommune

Samarbejde med 4 sydsjællandske kommuner

Askovgården 1993 – 50 års jubilæum.

International IFS konference på Askovgården.

Interview med Lars Rand Jensen, Ungdomsringen.

Bog: Opsøgende arbejde som metode.

Bog: Socialt arbejde med sindslidende.

DASK, Dæmp afmagten start kontakten.

Nyt projekt: Ung i Parken.

Bog: Sammen er vi bedst, skurvognsgruppen.

Storstrøms Amt versus Askovgården.

Kognitivt læringsprogram Ny start.

Behandlingsindsats omkring selvmord.

Interview med Poul Nissen, Århus Universitet.

Bog: Pårørende og alkohol.

Projekt Ny Start i forsvaret.

Familieværkstedet starter.

DAMP/ADHD projekt

Behandlingscenter for voldelige mænd.

Interview med Ulla Bredahl Hvidkjær, sekretær, afd.leder.

Dialog med Vold, DMV.

Beskæftigelseskonsortiet Settlementerne

International Erfaringsudveksling om vold i familien.

Køb af erhvervsejendom på Hjortholmsvej (MIR).

Overtagelse af Gaderummet.

Fusion med Rabarberlandet.

Quasi-experimentel forskningsdesign.

Computer Clubhouse Ydre Nørrebro.

Zwischennutzung projekt på den gamle KTK grund.

Imagine Nørrebro 2009–2013.

Samarbejde med Novo.

Interview med Anette Christensen, ASPA.

Socialventures@2200

Ridder af Dannebrogsordenen.

Interview med Yvonne Pedersen, ASPA.

Askovgårdens Beskæftigelses Indsats, ABI.

Hot Spot på Nørrebro

MIRA – Askovgårdens intranet.

Interview med Kristina Bodenhoff, leder af ASPA.

The Baltic Sea Cooperation regarding integration of youths.

Øresundsprojektet, udsatte unges integration I uddannelse..

Interview med Birte Kofoed, Mødreklubben – Fritidshjemmet.

Curriculum Vitae

Referencer

FORFATTERENS FORORD

Livets tilfældigheder kan skabe en hel livsbane for mennesker. Banaliteter, måske, men sådan blev det i vores tilfælde.

Min hustru, Tove, blev frivillig medarbejder på noget som hed Askovgården i 1968. Det daværende forstanderpar, Kirsten og Knud Magnild, var særdeles gode til at engagere mennesker. Tove og jeg kom fra Odense. Tove underviste i Helle Godtveds gymnastik på instituttet på Vodroffsvej og jeg læste til cand.mag. på Københavns Universitet. Tove kom hjem og fortalte, at Askovgården var et spændende sted på Nørrebro og at hun var inviteret til en weekend på Askovgårdens koloni i Sverige, som hed Granhaga. Her skulle en masse frivillige studerende have en weekend med sjov og dialog. Jeg måtte godt komme med. Vi deltog og da vi kom hjem, var Tove i fuld gang med igangsætning af en mødrebørne legestue, som i øvrigt senere blev til børnehave. Jeg blev frivillig klubleder i en klub for drenge i alderen 10 år. Kirsten og Knud var virkelig gode til at engagere mennesker i en god sags tjeneste. Sådan startede vores liv i Askovgården i 1968.

Per og Tove fra de tidlige år på Askovgården.

Ved udgangen af 2012 sluttede Tove og jeg vores arbejde i Askovgården og blev pensionerede. I Askovgården blev det besluttet, at jeg måtte skrive Askovgårdens historie fra midten af anden verdenskrig til tolv år ind i det nye årtusinde. Det er en periode, som er spændende set også fra et socialpolitisk perspektiv, hvor mange ting forandrer sig i Danmark inden for socialpolitikken.

Det er ligeledes interessant at se udviklingen af statens og kommunernes handleområder i forhold til markedet og civilsamfundet og i forhold til det frivillige sociale arbejde og udviklingen af NGO (Non Government Organization) begrebet. Endelig kan det være interessant at se udviklingen af en social organisation igennem 60 år med tre forstanderpar.

Jeg har tænkt mig at samle Askovgårdens historie i tiår, hvor jeg vil starte med at give en kort beskrivelse af væsentlige verdens hændelser, hændelser i Danmark og København, for at give nogle rammer for Askovgårdens liv på det tidspunkt. Der vil inden for tiåret være interview med personer, som har været i Askovgården eller i Askovgårdens nærhed og jeg vil selvfølgelig komme med den viden, som vi har igennem mere end 40 års arbejde i Askovgården, fra 1968 til 2013. Jeg vil støtte mig til årsberetninger, som blev udarbejdet hvert år i Askovgården indtil 1992 og til masser af skriftligt materiale, som ligger i mit eget arkiv. Min uddannelse som cand.mag i dansk og senere cand.psych. vil forhåbentligt hjælpe til med at behandle kildemateriale på en seriøs måde.

En kæmpe tak til alle de medarbejdere, som igennem tiden har viet deres liv og arbejde til Askovgården. Uden deres utrættelige engagement og ånd ville Askovgården ikke havde været den organisation, som vi efterlader. Også en tak til alle de samarbejdspartnere, som igennem årene har troet på Askovgårdens arbejde. Endelig en tak til alle de mennesker, som har valgt at bruge Askovgårdens mange forskellige aktiviteter og tilbud. I har sandelig været med til at udvikle organisationen med en masse idéer og tanker.

En tak til Åge Knak for udarbejdelse af en stor del af billedmaterialet. Det har været meget spændende at samarbejde med Åge. Også en tak til Lars P. Pedersen, min ven og store støtte til at få en del af billedmaterialet fotograferet og redigeret til bogen. En tak til Gitte Ahrenkiel for et forbilledligt samarbejde vedr. bogens tilblivelse.

En tak til alle de, som har villet lade sig interviewe og endelig en tak til Tove, min hustru og kollega. Vi har stået hinanden bi i alle årene og sandelig også haft et familieliv med to dejlige børn, Camilla og Andreas, som skal have tak for deres overbærenhed med deres forældres store engagement, der nok har kunnet tære på familiekoncentrationen. Børnene er dog kommet godt i vej med egen familie og søde børn.

Per I. Hensen, december 2013.

Fra venstre: Knud Magnild, Niels Henrik Arnfred og Per I. Hensen

Den 1. oktober 1953 erhvervede Askovgården Korsgade 60. Prisen var 120.000,00 kr. Der havde været et meget stort forarbejde for at finde en egnet ejendom. Askovgårdens folk havde gennemtrawlet Indre Nørrebro og set på 380 ejendomme som potentiale lokaliteter for Askovgården.

INDLEDNING

Settlementsidéen

Askovgården blev startet i 1943 af elever fra Askov Højskole med basis i SETTLEMENTSIDÉEN. Mira og Niels Henrik Arnfred var initiativtagere til at starte et nyt settlement på Nørrebro i København.

Settlementsidéen stammer fra London, verdens første industriby, hvor man, siden dampmaskinens opfindelse, havde udviklet en stor fabriksproduktion. East End var det store arbejderkvarter. Universitetslærere i Oxford og Cambridge, samt flere præster i London så de store problemer, som var kommet i kølvandet på industrialiseringens start: Fattige landarbejdere, som drog ind til byen for at få arbejde i de nye fabrikker uden uddannelse, tilbydende håndens kraft. Universitetslærerne og præsterne så også de dårlige levevilkår og boligerne, som var små og dårligt indrettede til de mange arbejdere.

Det var, fra begyndelsen, hvad vi i dag kalder slum, dvs. små boliger på cirka 25 kvm uden sanitære fornødenheder. Universitetslærerne så det sociale liv, som var præget af fattigdom og få udfoldelsesmuligheder for den enkelte og familierne. Arbejderne var underlagt andres beslutninger om løn og liv.

I 1883 udkom et anonymt manifest: The Bitter Cry of Outcast London, som beskrev de forfærdelige tilstande i de nye arbejderkvarterer. Canon Barnett havde været præst i White Chapel Perish igennem flere år og i forlængelse af det anonyme manifest, gjorde han og hans hustru Henrietta opmærksom på de store problemer og manglende muligheder, som arbejderbefolkningen havde i London.

Karl Marx havde ikke forgæves siddet i England og skrevet Das Kapital i 1857. Foto: Wikipedia. Public Domain

Henrietta og Canon havde valgt dette sogn, som var kendt som sognet beboet af kriminelle, selv om de havde fået tilbudt et mere roligt og pænt sogn i London. Canon og Henrietta havde stærke relationer til Oxford University og opfordrede akademikere til at drage ind i arbejderkvarteret East End og slå sig ned, to settle down, og støtte arbejderne med at formulere krav til fabriksejere og politikere. Det var egentligt et politisk initiativ fra civilsamfundet mod staten.

De to ønskede, at den kommende samfundselite skulle bo nogle år som studerende i dette arbejderkvarter for at få bedre kendskab til samfundet og dets borgere. Canons slogan var: to learn as much as to teach, to receive as much as to give.

Karl Marx havde ikke forgæves siddet i England og skrevet Das Kapital i 1857. Karl Marx døde i 1883 og i 1884 blev The Fabian Society grundlagt i England. Det var en socialistisk tænketank, som ønskede evolution og ikke revolution. Deres motto var: Educate, Agitate, Organise. Senere var The Fabian Society aktiv i forhold til grundlæggelsen af Labour. I dag findes The Fabian Societys arkiv på London School of Economics.

Barnett var selv inspireret af de socialistiske tanker og kaldte sig for en kristen socialist.

Canon Barnett mente, at forskellige reformatorer med forskellig baggrund, som kristne socialister, sociale idealister og sociale reformatorer, var startere af settlementsidéen.

Toynbee Hall ca. 1902. Kilde: The World Today Magazine April 1902.

Den kendte historiker Arnold Toynbee var medvirkende til starten af det første settlement i East End, i London, Toynbee Hall, i 1884. Toynbee Hall ligger stadig i East End på Commercial Road og fungerer som et settlement. Idéen var jo at tiltrække unge, som senere ville blive nøglepersoner i samfundet. Clement Atlee, senere engelsk statsminister, og William Beveridge, senere økonom og social reformist, var således unge, der boede og arbejdede i Toynbee Hall og tydeligt fik stor indsigt i dele af samfundet, som de ellers ikke havde haft mulighed for at lære at kende. Hvert år holdes der Beveridge Lectures i Toynbee Hall. I 2013 var emnet diskussion om den engelske velfærd stat inspireret af The Beveridge Rapport. Rapporten udkom i 1942 og omhandlende bl.a. social forsikring for arbejderne, men i det hele taget diskuteredes muligheden for at opbygge en velfærdsstat. Denne rapport blev en af grundstenene til opbygningen af den engelske velfærdsstat, som blev vedtaget i 1945 af den nyvalgte Labour regering. Beveridge var en af fædrene til den engelske velfærdsstat.

I det hele taget, så har Toynbee Hall været et midtpunkt for settlementsbevægelsen med flere spændende konferencer. I 1984 var det hundredåret for starten af det første settlement, Toynbee Hall. Der var en stor Verdenskonference, der startede med en mindehøjtidelighed i Westminster Abbey, hvor den engelske Dronningemoder deltog, sammen med andre repræsentanter for Kongehuset. I Westminster Abbey er der en mindeplade for Canon Barnett. Lord Profumo var den royale koordinator ved mindehøjtideligheden og samtidig formand for Toynbee Hall. I øvrigt var det den Profumo, som blev bortvist fra den kongelige kreds, da han havde haft et forhold til den berømte fotomodel Christine Keeler. John Profumo var igen kommet ind i den royale varme ved fejringen af hundredåret for settlementsbevægelsens start.

Tove og jeg deltog i konferencen. Jeg sad i den internationale bestyrelse på den tid og havde været aktiv i mange år. Tove og jeg blev udvalgt, sammen med otte andre, til at mødes med Dronningemoderen efter højtideligheden i Westminster Abbey. Det foregik i et meget historisk rum i Westminster Abbey, hvor en af de engelske konger i øvrigt døde, fortalte Ærkebiskoppen af Canterbury, som også var til stede. Vi blev præsenteret efter tur for Dronningemoderen, som var glad for at se repræsentanter fra København, hvor hun jo havde særdeles gode relationer til Dronning Ingrid, sagde hun. Det var i øvrigt et must, at Tove bar hat ved mødet med Dronningemoderen. En anden lille historie ved denne eksklusive reception var en samtale mellem Dronningemoderens hofdame og Tove. Hofdamen spurgte Tove, hvad hun arbejdede med. Tove svarede, at hun var leder af Askovgårdens arbejde med psykiatriske patienter, hvorpå hofdamen replicerede: Oh, that must be awfull. Tove svarede ikke.

Efter denne lille omvej, så tilbage til Settlementsidéen, som var, at akademikere solidariserede sig med industriarbejdere i kampen for et bedre socialt liv for arbejderne og deres familier. Fabriksejerne og staten var dialogparterne. Det var således en dialog imellem staten – markedet – civilsamfundet. Arnold Toynbee var ligeledes inspireret af socialismen, men ønskede mere en reformpolitik, hvor man gennem lovgivning tog hensyn til arbejdernes tarv. Han troede på evolution i stedet for på revolution.

I Toynbee Hall er der et billede, hvor Lenin holder et politisk foredrag for Dock-arbejderne fra talerstolen i The Lecture Hall. Jeg har selv stået på den samme talerstol og holdt et oplæg om de Skandinaviske settlements. Fra Oxford University kom idéerne om, at akademikerne skulle slå sig ned i arbejderkvartererne og være solidariske med arbejderne for at rydde op i de forfærdelige tilstande, som havde udviklet sig i arbejderkvartererne med kriminalitet – druk – vold.

En anden interessant ting ved settlementsidéen var, at universitetsverdenen og produktionsverdenen fik en relation til de nye settlements. Canon Barnett skrev i sit manifest, at The great work of our time is to connect centres of learning with centres of industry (Barnett, 1883).

Både Arnold Toynbee og Canon Barnett mente, at de sociale problemer udspringer i manglen på uddannelse, som er det basale for et godt samfund.

Konkluderende kan man sige, at settlementsidéen baserer sig på akademikernes indignation over den nye arbejderklasses vilkår i samfundet. Indignationen bygger på kristne, humanistiske og socialistiske principper. I 1800-tallets England fremkom de socialistiske ideologier, som blev optaget af både arbejdere og akademikere i diskussionen om et bedre samfund for alle. For settlementet er undervisning og uddannelse vejen til et bedre liv, men i en solidaritet mellem hånden og ånden, mellem arbejderen og akademikeren.

I 1888 besøgte den amerikanske sociale reformator Jane Adams Toynbee Hall og i 1901 startede hun det første settlement i USA, Chicago, Hull House. I 1931 fik Jane Adams Nobels Fredspris. Hun var akademiker og politiker og arbejdede for bedre sociale muligheder for arbejderne i Chicago.

I slutningen af det nittende århundrede og begyndelsen af det tyvende århundrede opstod de første settlements i Skandinavien:

1890 i Helsingfors.

1898 i Oslo.

1911 i København.

1912 i Stockholm.

De skandinaviske settlements voksede ud af forskellige ideologier:

Religionen repræsenteret ved Folkekirken, som allerede havde et socialt arbejde for mennesker i marginaliserede positioner.

Socialismen repræsenteret ved Socialdemokratiet, der kæmpede for industriarbejderen som offer for den industrialiserede ideologi og kæmpede for at omvælte klassesamfundet.

Humanistiske tanker om mennesket i samfundet.

Settlementhusene blev et mødested, hvor man søgte at skabe en modvægt mod de dårlige forhold, som herskede i arbejderkvartererne. Det var baseret på indignation og havde et politisk perspektiv. Aktiviteterne lagde vægt på sociale og undervisningsmæssige færdigheder.

Staten oprettede ligeledes institutioner på denne tid med ansatte, medens studerende fra universiteterne var de frivillige, som påtog sig arbejdet i settlementhusene i Skandinavien tro mod settlementsidéen.

Statens institutioner var baseret i lovene, som Folketinget vedtog i forhold til sociale, sundheds- og undervisningsmæssige aspekter, i denne sammenhæng.

Settlementhusene var baseret på forskellige ideologier, som føromtalt, og havde sit ståsted i civilsamfundet og i lokalområdet.

Den sociologiske tredeling af samfundet i staten, dvs. det offentlige – markedet – civilsamfundet var et godt billede på den tid, idet Staten med de politiske partier og Folketinget styrede samfundet ved lovgivning – markedet var produktionen og dets ejere, samt arbejderne i produktionen, som skabte samfundets økonomi – civilsamfundet var borgernes og familiernes private liv.

Dette er de historiske perspektiver, som Askovgården bygger på og denne baggrund er særdeles levende og påvirkende det daglige arbejde i Askovgården i 2012. Stadig diskuterer vi velfærdssamfundets struktur i forhold til den aktuelle verdensorden og undervisning – læring – behandling er væsentligt for at give ressourcer til svage og marginaliserede grupper i samfundet, så de kan blive aktive medlevende borgere, som kan give deres påvirkning til samfundets bedste.

I Danmark er de frivillige i settlementerne ofte studerende fra universitetet og andre læreanstalter, så læring er en væsentlig faktor i dialogen. I Finland har der været en tæt relation til produktionen, især papirindustrien, medens Danmark og Sverige har ikke haft denne relation.

Settlementstanken og udførelsen er således en evolutionær, humanistisk bevægelse, der er fokuseret på handling, som giver forvandling, sagt af aktivisterne i Danmark, og ikke en revolutionær bevægelse, som ønsker at omstyrte det eksisterende samfund, men at ændre ved at støtte de marginaliserede i samfundet til at blive aktive samfundsborgere.

ASKOVGÅRDEN OG VERDEN 1943 – 1953

Lidt historie vil starte hvert tiår, så det er muligt at se, hvilken tid Askovgården startede i og hvilken verden den skulle agere i samspil med.

I 1943 var Københavns indbyggertal 700.465 borgere. Faktisk flere indbyggere end i dag i 2013. Overborgmester i København er Viggo Christensen, Socialdemokratiet, i 1943.

Kong Christian X og Dronning Alexandrine var Kongepar i denne periode.

I begyndelsen af 1943 var der en samarbejdspolitik med den tyske rigsbefuldmægtigede Dr. Best og den danske regering, men samtidig begyndte det at gå tilbage for Tyskland på Rusland-fronten og i Afrika. Den danske sabotage startede og tog hurtigt til.

Der indførtes undtagelsestilstand i Danmark den 29. august 1943. Grunden var en øget modstand og sabotage. Den 30. august 1943 indgav ministeriet Scavenius sin afsked til Kongen og derefter blev landet styret af departementscheferne. Det var en højest usikker periode i Danmark, da man ikke vidste, hvordan tyskerne ville reagere på den manglende samarbejdsvilje fra politikere og den stigende sabotage. Den danske hær blev afvæbnet.

I 1943 oprettedes Schalburgkorpset, der skulle drive sabotage for tyskerne mod danske firmaer som gengældelse for frihedskæmpernes sabotage. Hovedkvarteret var i Frimurerlogen på Blegdamsvej.

Natten mellem 1. og 2. oktober 1943 skete razziaen mod de danske jøder, som skulle sendes i koncentrationslejre i Tyskland.

16. september 1943 stiftedes Danmarks Frihedsråd, som var en samling af de forskellige modstandsgrupper med forskellige politiske observanser. Frihedsrådet blev Danmarks faktiske regering i resten af krigen, selv om der var en styring af landet gennem departementscheferne og deres embedsmænd, så samarbejdede Frihedsrådet hemmeligt med embedsmændene.

Folkehøjskolerne har 100 års jubilæum i 1944. Den første folkehøjskole startede i Rødding i 1843 med det formål at være et lærdomssted med en almenuddannelse uden eksamen, ikke en fagskole, men et sted, hvor ungdommen kunne udvide sine kundskaber og åndelige horisont. Askov Højskole blev Nordens største folkehøjskole og med de mest prominente lærekræfter.

Grundtvig og Kolds skoletanker er grundlaget for de danske folkehøjskoler og når jeg beskriver Grundtvig og Kold, så skyldes det, at Askovgården udspringer fra Askov Højskole og derfor har rod i højskolebevægelsen. Grundtvigs tanker har betydet meget for mig i mit virke i Askovgården, hvor det levende ord som den kommunikative vej mellem to mennesker til at oprette social kontakt blev en ledetråd for mig.

I Grundtvigs pædagogiske filosofi bliver samtale og vekselvirkning helt centrale kategorier. Gang på gang fremhæver han betydningen af en levende vekselvirkning, for eksempel mellem lærer og elev, mellem fortid og nutid, mellem hånd og mund. Vekselvirkningen mellem hånd og mund bliver Grundtvigs standardeksempel på et generelt princip, som i poetisk form lyder: Hånd og mund - det er det hele, men indbyrdes de som dele, vekselvirke underlig. Grundtvig rejser til England i 1830erne, hvor han besøger universitetskollegier. Havde han rejst nogle år senere, så ville han have stiftet bekendtskab med settlementsidéen og vekselvirkningen mellem hånden og ånden, mellem industriarbejderen og universitetsstudenten. Han ville også have hørt om, at undervisning – læring var den bedste vej til lighed i samfundet, og at de bemidlede og ikke-bemidlede skulle have et mødested, nemlig i settlementet, så samfundet kunne udvikle sig demokratisk.

N.F.S. Grundtvig. Foto: Wikipedia. Public Domain.

Hænderne og håndfølelsen spiller en helt afgørende rolle i Grundtvigs antropologi, psykologi og pædagogik. I det uhyre vigtige skift «Om mennesket i Verden» fra 1817 peger han på, at der er hånden til forskel mellem mennesker og dyr. At dyret ikke har legemets evne til selvbevidsthed, hænger nemlig sammen med, at intet dyr har en forlab - et hånd-tag - som mennesket. Hos intet dyr har man fundet et redskab for følelsens sans, der kan gøre håndens tjeneste. At kunne mærke verden og udskille sin egen krop som et objektivt element i denne verden er nemlig den psykofysiologiske forudsætning for sproget og jeg-dannelsen. Med hånden lærer vi at skelne det legemlige fra det u-legemlige, det kendte fra det ukendte, det virkelige fra det uvirkelige. Det sker ved, at vi hele tiden efterprøver vores omgivelser og fører indtrykkene tilbage til legemet. Alt sammen ud fra den devise, at hvad der er håndgribeligt, det er så virkeligt tilstede som legemet selv.

Men hånden står i et intimt forhold til munden, dvs. sproget, bevidstheden og refleksionslivet. Fra det elementære forhold, at gribe, er der en forbindelse til det mere bevidste (selv-)forhold, at begribe. Hånden, der mærker og erkender sin egen legemlighed udvider gradvist sit refleksive tag omkring legemet. For Grundtvig er der en nærmest mirakuløs forbindelse mellem at gribe og begribe, mellem krop og sprog, mellem hånd og mund. Hånd og mund hænger sammen på en måde, så den ene ikke kan være den anden foruden. Men der er også tale om et niveauskifte fra håndens griben til sprogets begriben. Hvad hånden sanser og føler, er tale uden ord, der venter på at blive artikuleret i ord. Ifølge Grundtvig beror sprogets kraft og mening imidlertid på konkrete sanselige erfaringer. Ordet kan kun begribe, hvis det er knyttet til håndens griben, ordet kan kun være levende, hvis det er knyttet til det sanselige, kødelige og organiske liv i venlig vekselvirkning. Fra håndens griben til sprogets begriben sker der en bevidsthedsmæssig opstigning. Ordet er det vigtigste medium til at begribe verden, idet sproget har den højeste grad af bevidsthed knyttet til sig, nemlig selvbevidsthed. Og selvbevidsthed er for Grundtvig kernen i kroppens artikulation med ånden.

Kresten Kold. Kilde: Wikipedia. Public Domain

Kold levede fra 1816 til 1870 - altså samtidig med Grundtvig. Han skrev ikke tilnærmelsesvis så meget som Grundtvig. Faktisk skrev han kun én bog om sine skoletanker - Om Børneskolen - men til gengæld en bog, der stadig er meget provokerende og kan være til stor inspiration for moderne lærervirksomhed. Var Kold ikke skribent, var han til gengæld skolemand i praksis og var meget inspireret af Grundtvigs tanker.

Kold blev grundlæggeren af friskolebevægelsen i Danmark og var faktisk også den første, der oprettede en efterskole - og hans højskole, som også var en af de allertidligste i Danmark, blev en model for højskolebevægelsen siden hen.

Danmark er et industri- og landbrugssamfund i 1940erne. Med en dansk befolkning på 3.844.300 personer er 1.2855.300 ansatte i håndværk og industri. 967.300 ansat i landbrug, 484.600 i handel og banker.

En arbejder tjente årligt 2.372,00 kr. - en læge tjente årligt 10.635,00 kr. i 1944.

Der var rationering af sukker, kaffe, te, kakao, margarine, smør, rug- og franskbrød, gryn, da Tyskland brugte Danmark som spisekammer og den internationale eksport var næsten lammet.

I sommeren 1944 gik det stærkt fremad for de allierede styrker overalt og den amerikanske general Dwight D. Eisenhower sendte et radiobudskab til alle besatte områder i Europa, at befrielsens time er nær. Dette satte fart på sabotage og modstand mod tyskerne i Danmark, men skabte også reaktioner fra tyskerne.

I juni 1944 var konflikten mellem den tyske besættelsesmagt og det danske folk så skærpet, at danskerne besluttede sig for en folkestrejke. Otte mand fra Hvidstengruppen blev henrettet som følge af de store gnidninger. Dette satte bl.a. København på den anden ende og den totale folkestrejke blev en realitet.

På Nørrebrogade og i Istedgade blev der væltet biler og sporvogne og bygget barrikader.

Barrikader på Nørrebro under folkestrejken, 1944. Kilde: Frihedsmuseets fotoarkiv via Wikipedia.

Folkestrejken varede fra 26. juni til 5. juli 1944. El og vand m.m. var afbrudt. Borgerne på Nørrebro hentede vand til husholdningen i Ladegårdsåen, som løb, hvor nu Åboulevard ligger. En passant, så løber Ladegårdsåen stadig under Åboulevard. Københavns Kommune og Nørrebros Lokaludvalg har nu i 2013 planer om at blotlægge åen igen.

19. september 1944 arresterede tyskerne det danske politi ved en overraskelsesrazzia over hele landet. Ca. 2000 politifolk blev sendt til tyske koncentrationslejre, men cirka 8000 politibetjente gik under jorden, som det hed dengang, dvs. at de skjulte sig og søgte til Sverige eller deltog i modstandskampen.

Der var nu ingen Ordensmagt i Danmark. Der oprettedes private vagtværn mod tyve og banditter.

Der var mangel på alt i Danmark under 2. verdenskrig, da tyskerne brugte Danmark som leverandør af fødevarer og industriprodukter til den tyske okkupation af Europa. Danmark var de tyske troppers spisekammer.

På Nørrebro Teater spillede man mange forskellige operetter fra 1943 til 1945, eksempelvis Tre valse af Oskar Strauss. Carl Th. Drejers film Vredens Dag har stor succes.

4. maj 1945 er Danmarks Befrielsesdag.

Vilh. Buhl, statsminister, (socialdemokrat) danner en samlingsregering, 5. maj 1945, efter Danmarks befrielse.

30. oktober 1945 blev der valgt en regering med Knud Kristensen, Venstre, som statsminister. Overborgmester i Københavns Kommune H.P. Sørensen, 1945.

Fra 1945 til 1949 var der gang i dansk økonomi, som i 1949 var på fuld omgangshøjde med produktionen fra før krigen. Det gælder industri – landbrug – skibstonnage. Dette var også takket være støtte fra de allierede, som tilførte stor økonomisk støtte til Europa, så man kunne komme på fode efter den ødelæggende krig.

November 1947 bliver Hans Hedtoft statsminister for en socialdemokratisk regering.

1947 bryder forhandlingerne sammen mellem vinderne af 2. verdenskrig med Rusland på den ene side og USA, England og Frankrig på den anden side. Tyskland deles i Østtyskland, hvor Rusland stod for administrationen, og Vesttyskland, hvor de tre andre lande delte området mellem sig.

Kong Christian X døde i april 1947 og Frederik 9. blev udråbt til konge.

1948 gennemførtes en storstilet støtteaktion fra USA til Europa for at genopbygge det sønderbombede kontinent. Det var European Recovery Program også kaldt Marshall-Planen efter den daværende amerikanske udenrigsminister, som stod for planens gennemførelse. Det var en kæmpe økonomisk håndsrækning til Europæisk økonomi og vækst.

Russerne blokerer adgangen for de allierede til Berlin. En af følgerne bliver etableringen af det nordatlantiske samarbejde: NATO.

1950 blev venstremanden Erik Eriksen ny statsminister.

1953 forsvandt de sidste rationeringsmærker, som havde været gældende i den største del af krigen og efterkrigstiden grundet stor mangel på en række fødevarer, m.m..

1953 fik Danmark en ny Grundlov, hvor Landstinget blev afskaffet, så Danmark nu havde Folketinget. Samtidigt blev en ny Tronfølgelov vedtaget, så prinsesse Margrethe kunne blive dronning efter sin fars død.

1953 dannede Hans Hedtoft ny socialdemokratisk regering.

Det er interessant, at der ikke er ret meget omtale af sociale områder og om sociale problemer i de referencer, som jeg har brugt indtil nu. Det eneste, som omtales er Socialreformen af 1933, der blev udarbejdet af socialminister K.K. Steincke, i den socialdemokratiske regering ledet af Stauning.

Reformen blev en del af Kanslergadeforliget. Cirka 55 love samledes i meget færre love, hvor Lov om offentlig forsorg var den mest vidtrækkende.

I sidstnævnte lov blev der skelnet mellem tre former for hjælp:

Særhjælp til særligt ramte borgere.

Kommunehjælp eller socialhjælp til borgere med opstået nød.

Fattighjælp til borgere, som var helt marginaliserede.

K.K. Steincke. Foto: Wikipedia. Public Domain.

K.K. Steincke, der var jurist, havde været ansat i Frederiksberg Kommunes forsørgelsesvæsen og havde skrevet nogle bøger: Almisser og Rettigheder, 1913, og Fremtidens Forsørgelsesvæsen, 1920–21. Begge bøger afspejlede en humanistisk socialpolitisk strategi, som blev banebrydende for tankerne om velfærdsstaten. I det almindelige danske omdømme nævnte man nu tre faktorer, hvor Danmark kunne være stolte over indretninger i samfundet i forhold til udlandet: Højskolebevægelsen – Andelsbevægelsen – Den sociale Lovgivning.

Dette var en historisk oversigt, som kan give nogle fornemmelser for den nationale og internationale situation i den periode, hvor Askovgården startede.

I julen 1945 skriver Niels Henrik en julehilsen, hvor der er en artikel med titlen Tillid. Den videregives her, da det omfatter den lille og den store verden efter 2. verdenskrig:

HILSEN FRA ASKOVGAARDEN

JULEN 1945

Tillid.

Vi har lært meget af nutidens mærkelige forhold og har sikkert endnu en del tilbage at lære. Under besættelse og ufrihed var det især frihedens værdi, som rigtig gik op for os. Da tyskerne blandede sig i alting, lærte vi at paaskønne retten til selv at ordne vore sager. Men jeg kunde tænke mig, at det i den kommende tid, hvor samarbejde paa saa at sige alle omraader er uafviselig nødvendigt for at faa opbygget en tryggere fremtid, at det da vil blive tillidens værdi, som særligt falder i øjnene.

Det er saa indlysende for os alle, naar vi i aviserne læser om de storpolitiske drøftelser, at det, som det nu først og fremmest gælder om, er, at stormagterne kan samarbejde i indbyrdes tillid; for hvis det ikke sker, saa er vi ikke naaet en smule videre i retning af verdensfred, end vi var for denne krig begyndte.

Men ogsaa her hjemme i vort eget land er det nødvendigt med tillid mellem de forskellige grupper i folket, der ganske vist tildels har forskellige ønsker om udviklingen af en del forhold, men som dog nødvendigvis maa samarbejde, hvis der overhovedet skal blive tale om nogen udvikling i god betydning.

Og fører vi linien endnu et stykke videre i den samme retning — ude fra den store verden og ind imod de forhold, den enkelte af os er i mere direkte berøring med — saa kommer vi til vort eget forhold overfor de mennesker, vi i vort arbejde og vort hjem skal samarbejde med og leve sammen med. Der veed enhver af egen erfaring, at et saadant samarbejde og samliv er nærmest uudholdeligt og umuligt, hvis der ikke i det mindste i nogen grad hersker et tillidsforhold.

Men en nødvendig forudsætning for tillid er kendskab, hvis det da ikke skal være en blind tillid, der i længden ikke er meget værd. Men — ubegribeligt nok — er det, som om det kniber baade for stormagter og befolkningsgrupper at forstaa dette. Den ene part ønsker og kræver, at den anden skal vise ham tillid, men vil maaske samtidig ikke selv gøre noget for at ophæve den isolation, som hindrer et virkeligt kendskab, der jo ikke kan undværes, naar et tillidsforhold skal skabes.

Noget af det største og værdifuldeste, som skete i det danske folk under den tyske besættelse, var netop, at en hel mængde skranker mellem mennesker fra de forskelligste kredse faldt væk ved nærmere bekendtskab, saa den tillid kunde opstaa, der var saa absolut nødvendig i modstanden mod tyskerne.

Som alt andet værdifuldt er et tillidsforhold lettere at ødelægge end at opbygge — især i de tilfælde, hvor det indbyrdes kendskab er spinkelt. Men noget af det, vi gerne vil naa med vort arbejde i Askovgaarden, er, at være med til at styrke tilliden mellem forskellige kredse af vort folk — ikke mindst mellem by og land, hvor den modarbejdes af saa mange forhold.

I virkeligheden er vi lykkeligt stillet her i Danmark med hensyn til mulighederne for at skabe indbyrdes tillid: dels er vi alle af een stamme, og dels er de sociale forskelle — trods alt — ikke saa store, som de er i mange andre lande. Det har jo ogsaa vist sig, at andelsbevægelsen (kooperationen), der i saa høj grad forudsætter indbyrdes tillid, har gode betingelser for at trives her i Danmark. Saa naar vi har disse muligheder, gælder det om ogsaa at udnytte dem.

Det sidste led i den række af forhold, jeg har været inde paa, hvor tilliden har afgørende Betydning, er den enkeltes forhold til Gud.

Vi er alt for mange, der ganske vist »tror paa« — d. v. s.: anser det for sandt — at den almægtige Gud er til og holder af os, saadan som han har ladet os det vide gennem sin søn; men den viden fører ikke — som det vilde være naturligt — til et virkeligt tillidsforhold til Gud; og naar det ikke sker, maa grunden vist være, at vi ikke benytter den lejlighed, enhver af os har, til at lære Gud rigtigt at kende.

Selv om kendskab er en nødvendig forudsætning for et tillidsforhold, er det jo ikke tilstrækkeligt — det kræves ogsaa, at ingen af parterne skuffer tilliden, eller, naar det alligevel sker, at den, der skuffede, faar tilgivelse for det. Forholdet mellem vor himmelske far og os er ejendommeligt derved, at den ene part, som aldrig skuffer tilliden, derimod selv bestandig er parat til at tilgive os, naar vi gør det. Den gave er saa stor og vidunderlig, at det er ubegribeligt og rent ud sagt: taabeligt af os, at vi ikke er ivrigere efter at tage imod den i sin fulde udstrækning.

N. H. Arnfred.

ASKOVGÅRDEN 1943 – 1944

Danmark er besat af tyske soldater siden 1940 og Anden Verdenskrig buldrer frem ude i den øvrige verden.

I Kristeligt Studenter Settlement, på Vesterbro, er der, i 1943, en gruppe af elever fra Askov Højskole, som udfører et frivilligt socialt arbejde, samtidig med, at de studerer. København var på den tid Danmarks eneste store lærdomsby med Københavns Universitet – Polyteknisk Læreanstalt (nu Danmarks Tekniske Universitet) – Landbohøjskolen og en række kendte seminarier (f.eks. Zahles Seminarium), hvor tidens ungdom valfartede til, således også unge, der havde været på et ophold på Askov Højskole. I 1943 var der er større gruppe af tidligere Askovelever med Mira og Niels Henrik Arnfred i spidsen som udførte frivilligt socialt arbejde på Vesterbro, hvor der var flere settlements: Saxoly og Saxogården, samt et settlement i Indre By omkring Sct. Pauls Kirken ved Nyboder. Askoveleverne havde fundet en identitet i storbyen og syntes, at højskolen var alt for ukendt med dens gode værdier, hvilende på Grundtvigs tanker om læring for livet og det levende ord som højskolens bærende princip.

En dag, da Niels Henrik spiste morgenmad med familien Krabbe, forstanderpar i Studentersettlementet, kom man til at tale om, at der snart var en større gruppe af tidligere Askovelever, som udførte frivilligt socialt arbejde i Studentersettlementet, hvorfor fru Krabbe udbrød: Ja, I er jo snart så mange, at I kan starte et settlement selv. Dette var medvirkende til, at Niels Henriks og Miras tanker blev afklaret om at starte et settlement.

Mira og Niels Henrik Arnfred. Kilde: Årsberetning 2000

Mira og Niels Henrik mente, at der manglede et settlement på Nørrebro, hvorfor de begyndte at planlægge at slå sig ned med et settlement på Nørrebro. Ingeborg Trier, som havde været i studentersettlementet, havde netop startet klubarbejde på Nørrebro og var således forløberen for Askovgården. Ingeborg Trier fandt lokaler i baggården, Slotsgade 5, hos DSU ungdomshjem, hvor de kunne låne lokaler om eftermiddagen.

I bedste settlements tradition skrev Niels Henrik et manifest, som skulle forklare motiverne for at grundlægge et nyt settlement.

Vi grunder et Askov-Settlement i København

"Hvem er vi?, hvad er et settlement?, og hvad har Askov med sådan noget at gøre? – Det er de berettigede spørgsmål, som de fleste vil stille ved synet af denne overskrift. Jeg skal forsøge at besvare dem kort og dog nogenlunde fyldestgørende.

Vi er en flok tidligere Askovelever, der nu bor i København og som er optaget af, hvilke muligheder vi har for at modvirke den sociale og menneskelige nød i storbyen, som er ganske overvældende, når man først har fået øjnene op for den.

Og et settlement er – korrekt udtrykt – et sted, der skulde give os mulighed for et møde mellem os og de mennesker, som trænger til vor hjælp.

Idet vi tager Kristeligt Studenter Settlement i Saxogade som det nærmeste forbillede, tænker vi os – i hvert fald i begyndelsen – især at arbejde med klubber med 10–20 medlemmer i hver, der skal samles hver uge et par timer ad gangen og fornøje sig på bedste måde efter medlemmernes alder og ledernes evner. Det lyder jo ikke af så meget og er det på en måde heller ikke, men dog synes det at kunne få betydning for de enkelte klubmedlemmer. Jeg vil ikke indlade mig på en nærmere redegørelse for, hvori denne betydning kan bestå, men henvise til en artikel af Kristeligt Studenter Settlements leder, sekretær Otto Krabbe i Dansk Udsyn, der – meget bedre end jeg formår det – skildrer problemer i konfirmationsalderen for en ung, som kommer ud af skolen og ikke kommer i lære, og hvilket holdepunkt sådan klub kan være, når hele hans eller hendes tilværelse forandres radikalt. En udførlig beskrivelse af, hvordan sådan et arbejde kan gribes an, har jeg søgt i en artikel i Højskolebladet om Studentersettlementet.

Men hvorfor skal Askovelever da lave deres eget settlement i stedet for blot at melde sig som medarbejdere og bidragydere f.eks. til Studentersettlementet? – Først og fremmest fordi der er brug for det – og endda hårdt brug for det – og dernæst, fordi Kristeligt Studenter Settlement jo i forvejen har sin særlige kreds, som det henvender sig til, nemlig akademikerne, og de fleste askovelever er uden for denne kreds. Men vi askovelever danner i os selv kreds, der i forvejen vel har et større indbyrdes fællesskab end akademikerne, og som, hvis vi vil slutte op om en sådan opgave og føle os ansvarlige for den, kan give en uvurderlig, ja simpelthen nødvendig støtte til dens gennemførelse.

Under det forberedende arbejde, der hidtil er udført, har der vist sig så stor interesse for planerne og iver efter at komme i gang, så det synes ikke at skulle blive noget problem at skaffe medarbejdere, men derimod et så meget større problem at skaffe rammer, der er store nok til, at alle kan komme i gang. Og det er i tillid til, at vi vil møde lige så stor forståelse for sagen ud over landet, som den vi allerede har mødt her i København, at vi henvender os til alle gamle askovelever om støtte.

Med hensyn til, hvor langt vi er fremme med forberedelsen, kan jeg meddele, at vi har holdt stiftende generalforsamling den 12. dec. 1943, hvor det vedtoges, at settlementet skulde oprettes og bære navnet Askovgården, og hvor der blev valgt en bestyrelse med følgende medlemmer: Statskonsulent Johs. Novrup, afdelingschef Jens Rosenkjær, pastor Poul Garde, cand.mag. N.H. Arnfred (1931–1932 og 35–36), lærerinde frk. Ingeborg Trier (1931–32), husholdningsstuderende frk. Karen Eskildsen (1942–43) og stud.polit. Gunnar Hjelholt (1942–43). På grund af julen har styrelsen endnu ikke kunnet samles, men det forventes, at Johs. Novrup bliver formand.

Valget af pastor Poul Garde, som ikke forud har haft nogen tilknytning til Askov, er bl.a. et udtryk for, at vi ikke vil udelukke nogen for medarbejderskab, som i øvrigt på naturlig måde kan samarbejde med os. Pastor Garde er gammel settlementsmand, idet han i sin tid har været medarbejder i Studentersettlementet og trofast har fulgt det arbejde, og dertil kommer, at han nu er sognepræst på Nørrebro (i Bethlehelms Sogn), og det er netop på Nørrebro, at vi har tænkt os at tage fat. For resten har Ingeborg Trier allerede en klub i gang i Slotsgade på Nørrebro, men det er endnu ikke helt afgjort, om det bliver den, der skal danne basis for Askovgårdens videre vækst eller vi begynder forfra et helt andet sted.

Blandt det, som har foresvævet mig, når jeg har tænkt på Askovgårdens fremtid, vil jeg lige nævne et håb om, at det må lykkes os at skaffe feriepladser til nogle af vore børn hos venner rundt om i landet. Ganske vist gør Københavns kommunelærere et stort og påskønnelsesværdigt arbejde for at få trængende skolebørn ud i sommerferien; men uden at forklejne det, kan man jo nok sige, at dette efterhånden er en stor institution med en stor institutions ulemper, bl.a. manglende personlig tilknytning i forvejen mellem ferieværterne og deres gæster. Der vilde vi altså gerne medvirke til, at der kom en lidt bredere forbindelse i stand. Men jeg må med det samme sige, at jeg ikke kan love, at vore vil være lige så nemme og pæne at have med at gøre, som dem lærerne sender ud. Det er nemlig sådan, at netop på grund af den mangelfulde kontakt med ferieværterne tør skolerne kun sende børn ud, som de er nogenlunde sikre på vil opføre sig helt tilfredsstillende, og det betyder, at mange af dem, som i grunden trænger mest, slet ikke kommer ud – eller kun kommer på et kort lejrophold.

Angående formen, hvorunder man kan yde Askovgården økonomisk støtte, ser vi gerne, at man tegner sig som årsbidragyder med et fast beløb på f.eks. 10 kr. årligt, som da vil blive opkrævet gennem postvæsenet. Men de, der foretrækker at sende mere lejlighedsvise gaver, er selvfølgelig velkomne dertil."

Niels Henrik Arnfred, forstander Askovgården.

I slutningen af 1943, efter etableringen af Askovgården i Slotsgade 5, mener Ingeborg Trier, at det er for lidt at låne DSUs lokaler et par eftermiddage men kan ikke få flere dage uden at leje lokalerne i nogle yderligere eftermiddage, hvad Ingeborg Trier så gør for egne penge.

Hun indbyder husmødre fra nabolaget til at komme og sy deres tøj om. Det var der stor brug for her i krigens tid, da der var mangel på alt. Hun gik rundt i kvarteret og delte løbesedler rundt om tilbuddet. I forbindelse med dette var der en hale af nysgerrige børn med rundt, som hun så inviterede til at komme til den nye Askovgård i Slotsgade.

Askovgårdens første år, i 1944.

BERETNING OM ASKOVGAARDENS FØRSTE AAR

Naar vi nu fra Askovgaarden udsender den første, egentlige aarsberetning om arbejdet, er det med en fornemmelse af, at det ikke fuldtud er lykkedes os at yde, hvad vi gerne vilde, og endvidere med den bevidsthed, at et settlementsarbejde er vanskeligt at skildre saadan, at de, der ikke har førstehaandskendskab til lignende arbejde, faar et virkeligt indtryk af, hvad der foregaar, og hvilken betydning det kan have for medlemmerne. Men vi haaber dog, at de, der har vist en saa storslaaet beredvillighed til at yde arbejdet støtte, ikke vil føle sig alt for skuffede af det indtryk, som denne beretning giver dem af vort arbejde.

Ved den stiftende generalforsamling d. 12. december 1943 var der enighed om, at et arbejde burde tages op, og der blev ved den lejlighed vedtaget et sæt foreløbige love, som skulde gælde godt et aarstid, indtil man paa grundlag af erfaringer fra arbejdet kunde udarbejde de love, der skal gælde fremefter. Dernæst blev den styrelse valgt, hvis sammensætning er anført andet steds i beretningen.

Allerede inden den stiftende generalforsamling havde lærerinde, frk. Ingeborg Trier — inspireret af det forberedende arbejde for oprettelsen af et Askov-settlement — faaet en børneklub i gang, som samledes en gang ugentligt i D. s. U.-ungdomshjemmets lokaler i Slotsgade 5 o. g. paa Nørrebro under navnet »Slotsgades drenge- og pigeklub«. Den havde medlemmer i alle aldre fra 4 til 14 aar og kom ved senere opdelinger til at danne grundlaget for flere af Askovgaardens klubber, hvoraf de fleste kom i gang i løbet af foraaret, medens en enkelt ny kom til efter sommerferien.

„Store. Bjørn".

Ved aarets slutning var der 6 klubber i gang, deraf 3 drengeklubber: »Store Bjørn« med 10 medlemmer paa 11—13 aar, »Ørnen« med 10 medlemmer paa 9—12 aar og »Gutterne« med 12 medlemmer paa 7—9 aar — og 3 pigeklubber: »Bikuben« med 27 medlemmer paa 6—10 aar, »Lærken« med 13 medlemmer, paa 8—11 aar og »Myretuen« med 8 medlemmer paa 12—15 aar, — altsaa ialt 32 drenge og 48 piger.

Pigeklubberne synes at være de letteste at holde sammen paa og sætte i arbejde. Det er helt utroligt, hvad de ihærdige klubledere har kunnet skrabe sammen af materialer til pigerne at sy af — men ogsaa ler og papir har været flittigt brugt — ikke mindst er der frembragt straalende farveklip-billeder.

Drengene er ofte lidt mere fordringsfulde m. h. t. værktøj (eller er det lederne, der ikke er saa hitte-paasomme?), og det gør deres ønsker vanskeligere at efterkomme under beskedne lokaleforhold; men ogsaa de kan faa en del tid til at gaa godt med ler og papir. — Ellers tyer vi til forskellige spil og lege; og naar man er heldig at finde en historie, som interesserer dem, kan de være meget glade for oplæsning. Der bliver sunget ikke saa lidt paa nogle af klubberne, men ogsaa paa det omraade er pigerne bedre »med« end drengene.

„Bikuben" arbejder.

Og sidst, men ikke mindst, har børnene spillet komedie. Et par af klubberne slog sig sammen om at opføre nogle smaastykker for deres forældre og børnene fra de andre klubber, og omend resultatet var langt fra det fuldkomne, saa har det sikkert været til stor fornøjelse for de deltagende klubber.

I de egentlige sommermaaneder ligger klubarbejdet stille, men om foraaret og efteraaret har nogle af klubberne i rig udstrækning benyttet de efterhaanden stærkt indskrænkede muligheder for at komme ud: paa skovtur, i parker eller paa besøg hos en af klublederne.

Det første aar er særlig betydningsfuldt derved, at da grundlægges mange af de traditioner, som senere faar betydning i klubbens liv. Her tænker jeg bl. a. paa den skik, at hver klub holder sin egen julefest, Den skik er — som saa meget andet — direkte overført fra Kristeligt Studenter-Settlement, hvor den har vist sig at have overordentlig stor værdi for klubberne.

Efier Komedien.

At vi ikke allerede har mere udprægede ungdomsklubber skyldes to ting. For det første mener vi, at den bedste vej — ja, for mennesker uden ganske særlige evner maaske den eneste vej — til at faa stabile ungdomsklubber er, at begynde med dem som børneklubber. Det er der i hvert fald erfaringer for andre steder fra. Og for det andet har vi ikke kunnet faa lokaler om aftenen i den udstrækning, det vilde have været nødvendigt, hvis vi trods alt vilde have forsøgt at springe lige ud i ungdomsarbejdet.

Kvarteret omkring det omtalte D. s. U.-ungclomshjem i Slotsgade, hvor vore klubber stadig holder til, ligner meget — paa godt og ondt — det kvarter, der omgiver Kristeligt Studenter-Settlement i Saxogade, saa Askovgaardens geografiske beliggenhed kan vist ikke være helt forkert.

Lokalerne udgør stueetagen i en to-etagers bygning (vel fra 1860’erne), der ligger frit i gaarden, men omgivet af høj bebyggelse. Den ligger parallelt med Slotsgade og er delt omtrent midt igennem paa langs. Den østlige halvdel udgør een lang stue (5 fag vinduer), hvor der dog kan skilles en ende fra til forstue ved hjælp af en sammenfoldelig væg. I den vestlige del findes foruden gang og kokken en mindre stue, som staar i forbindelse med den store stue gennem to skydedøre. Lokalerne er møbleret med lette stole, korte, lette bænke og smaa borde, der ved hjælp af plader, som sættes imellem, kan blive til store, sammenhængende borde. Ialt kan der skaffes kaffebordsplads til et halvt hundrede mennesker. Den store stue rummer kakkelovnen (som i parentes bemærket er absolut uegnet til tørvesmuld), og der findes desuden et klaver, som vi ofte har haft glæde af til sang. I den lille stue findes langs endevæggen en række faste skabe, hvoraf Askovgaarden raader over eet.

„Ørnen" paa Rotur.

Lokalerne er ikke særlig smukke eller hyggelige, men dog ganske praktiske og velegnede til samlingslokaler for voksne; men til børn er de kun brugelige — ikke mere — saa vi ser med længsel hen til, at det skal blive muligt for os at faa vore egne lokaler.

Sidste sommer allerede havde vi den glæde at kunne skaffe 3 børn fra vore klubber landophold i ferien, medens 2 kom med paa Kvisteligt Studenter-Settlements sommerlejr. Det betyder naturligvis ikke, at det kun var 5 af de ialt 70 børn, som kom ud, men formodentlig nok, at der kom 5 ud, som ellers ikke var kommet af sted.

I begyndelsen af december dristede vi os til at indbyde til vort første forældremøde. Vi benyttede da lejligheden til at lave en lille udstilling af nogle af de ting, børnene havde lavet i anledning af julen. Forældremødet var vist den begivenhed i aarets løb, som vi medarbejdere imødesaa med størst spænding. Men skønt Jens Rosenkjærs navn prangede paa indbydelsen, var tilslutningen ikke større, end at vi selv udgjorde godt halvdelen af forsamlingen. Imidlertid fik vi — trods programændring — med fru Novrups bistand en aften, som vist baade vore gæster og vi selv var glade for; saa det lykkes vel ad aare at oparbejde et forældremøde med noget større tilslutning.

Medarbejderne havde den glæde at blive indbudt til Kristeligt Studenter-Settlements »medarbejderdag«, der holdes hvert aar den første søndag i februar som et heldagsmøde, hvortil ogsaa medarbejderne ved Saxogaarden og Saxoly (to andre settlementer i Saxogade) plejer at blive indbudt. Det er godt at faa lejlighed til at deltage i noget saadant, især saa længe vi selv endnu er faa og ret ukendte, saaledes at vi vilde have vanskeligt ved at faa fat i de »store kanoner«, som kommer beredvilligt, naar opfordringen udgaar fra K. S. S.

Denne Beretning er det naturlige sted at udtale den tak, vi skylder alle dem, der har vist vort arbejde interesse og hjulpet os med penge eller andre gaver — f. eks. i anledning af vore julefester — eller som har vist gæstfribed over for medarbejderne og vore klubber eller ved at tage enkelte af børnene i ferien. Og vi siger tak til dem, der har ydet eller tilsagt os hjælp i form af underholdning og arbejde med lovforslag, revision m. m.

For Askovguardens medarbejdere og styrelse

N. H. Arnfred.

BARNET I STORBYEN

Skal Børnene opdrages kollektivt i Institutioner, eller skal de gives tilbage til Hjemmene?

Det er et af de store Problemer, der knytter sig til Storbyen.

Den nulevende Slægt faar ret at mærke, hvilken ulyksalig Opfindelse denne Storby er, hvilken Byrde man dermed har lagt paa Samfundene Verden over.

Socialt, hygiejnisk, moralsk, pædagogisk, forsyningsmæssigt, krigsteknisk — ja, i næsten alle Henseender betyder de store Byer en Besværliggørelse og direkte Fare for det sunde menneskelige Liv. Det er, som om de kvæler alt naturligt og oprindeligt, umuliggør et normalt Samliv mellem Mennesker, forpester Samfølelse og Omsorgsfølelse.

Men de vokser stadig og nye opstaar; og Mennesker er stolte af de store Byer og slider med at gøre dem endnu større.

Sociologerne er ved at blive betænkelige og bryder deres Hoveder med Forbedringsplaner.

Man er for Tiden inde paa den Udvej at opdele Storbyen i Smaabyer, mindre Byomraader med hver sit Centrum for Kulturliv, Opdragelse, Vareforsyning etc. Man vil ad den Vej søge at genskabe Fællesskabsfornemmelsen, Hjemstavnsfølelsen kan vi godt kalde det, hos Storbyborgeren.

Der arbejdes med interessante Projekter paa den Linie, og det bliver spændende at se Resultaterne. Paa Forhaand kan Opgaven synes kunstig og umulig.

Sporgsmaalet er, om der i Storbyen overhovedet er Jordbund for et saadant Tilknytningsforhold, om det ikke forudsætter en Pligtfølelse og — paa en Maade — Pietetsfølelse og Offervillighed, som ikke kan forudsættes at være til Stede hos de mange.

Med de trafikale Muligbeder, der findes, og som kan forventes at komme, vil det blive umaadelig svært at »holde Folk hjemme«, holde dem til deres egen Cirkel.

Den tekniske Udvikling er i Pagt med Centraliseringen, som den muliggør i næsten ubegrænset Grad (jfr. London), og den bliver en haard Modstander for Spredningsbestræbelserue — ikke mindst i et kommende fattigt Samfund, hvor der vanskeligt vil blive Rand til at se bort fra de Besparelser, en fuld Udnyttelse af de tekniske Muligheder betyder. Hvis man saa endda kunde give sig lidt god Tid til Genopbygningen af Verdens Storbyer, som nu ligger i Grus, saa var Udsigten til en hensigtsmæssig Form bedre — men det hverken kan eller vil man formodentlig.

I alle de Planer, der arbejdes med, spiller Hensynet til Storbyens Børneproblem en stor Rolle. Hvad skal man stille op med de arme Børn i alle Aldre, hvis Boligforhold er yderst slette, og hvis Mødre iøvrigt har Arbejde uden for Hjemmet?

Man skal bygge Vuggestuer, Børnehaver, Skoler og Fritidshjem, hvor de under forsvarlig, uddannet Ledelse kan tilbringe deres Dag. Dette er jo ikke noget nyt, det skal blot udbygges til langt større Dimensioner, end det har i Dag.

Karakteristisk er, at man gaar ud fra, at Mødrene skal arbejde uden for Hjemmet. Det er en Nødvendighed for Hjemmets Økonomi og for mange Mødre, som ikke kan finde Arbejde nok i Pasningen af 1 Barn og en 2-Værclses Lejlighed.

Det skæbnesvangre er imidlertid, at Udearbejde i de fleste Tilfælde er ensbetydende med Heldagsarbejde.

For at kunne have et saadant Arbejde maa Moderen Kl. 7 om Morgenen bringe sil Barn til Børnehaven og Kl. 17 hente det hjem igen. Men det er jo ikke et Liv for hverken Mor eller Barn.

Hvor skulde