Nålebinding: Fortidens teknik i nutidens modeller - The technique from the past in designs of today

By Marianne Overby

Arkæologien og etnologien har været med mig de seneste år. Derfor er min påstand at Nålebindingsteknikken er lige så gammel som vævning, der kunne udvikles fra det tidspunkt hvor mennesker blev fastboende som agedyrkere og kvægavlere. De første fåreracer behøvedes ikke at blive klippet, da de selv fældede ulden, som vi kender det fra moskusokser på Grønland. I dag kender vi bl.a. til Soay-fåret fra de Ydre Hebrider og Mongoliet.

At Nålebinding må være brugt af mennesker gennem mere end 100.000 år kan nu ikke være en umulig tanke, dersom der stadig bliver fremstillet bæreposer, fiskenet og andet i fx plante-materiale. Teknikken er blevet og bliver brugt jorden rundt, efterhånden som mennesker har befolket de enkelte kontinenter. Specialiseringen er dog først og fremmed nødvendiggjort af klimaet i Norden, i Skandinavien og de Baltiske områder, samt den vestlige del af Rusland. For at forgængeligt materiale som uld, pileflet og træting skal kunne overleve i flere tusind år, må der være optimale forhold, der gør, at disse ting ikke nedbrydes.



The Archaeology and Ethnology has been with me for the last couple of years. My allegation is therefore: The technique of Nålebinding is just as old as weaving, which could be developed from the time where human beings became permanent settlers taking care of agriculture and livestock. The oldest race of sheep is the Soay from Outer Hebrides Islands in the Atlantic Sea west of Scotland and another race still living in Mongolia. These old races throw their wool just like the Muskox in Greenland.

Nålebinding must have been used by man for more than 100.000 years, as they had the need to carry and keep various things - and furthermore you can find the technique still in use all over the world. Often it is various kinds of grasses and lianas. The special use here in the Northern Europe was necessary due to the cold climate.

Unfortunately items made out of perishable materials cannot last for long as metals. This is why only a few things have survived. Archaeologists know that only 5% of all kinds of utensils have survived since the Iron Age. But still finds can provide knowledge of what kind of live humans have had for several millenniums.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jul 25, 2014
• ISBN: 9788771459593

Book preview

Indhold

Min historie med Nålebinding

Forord

Oprindeligt forord af Egon H. Hansen

Egon H. Hansens levnedsbeskrivelse

Nålebindingen i historisk sammenhæng. Egon H. Hansen

Sting-type-sammenligning

Definition og beskrivelse. Egon H. Hansen

Hvordan koden læses

Typebetegnelse

Nem begyndelse af arbejdet – Marianne Overby

Det praktiske arbejde – Egon Hansen

Min måde at arbejde på, Marianne Overby

Stingbeskrivelse

Øgning af garnet

Sammenkædning med foregående række

Ud – indtagninger

At afslutte et arbejde

Opbygning af fast stingrække

Frem og tilbage

Håndspundet garn

Nålen

Garner

Prøve 1

Prøve nr. 2

Oversættelse

Forkortelser

Tips

Babyluffer uden tommel

Babyluffe uden tommel

Babysko

Oval hue med rullekant

Sko størrelse 38–40

Vanter

Barnevante, ca 3 år.

Sko med kant, rød/ brun meleret

Hue – barn

Barnehue hjelmformet, 40cm

Hjelmformet hue, orange

Hjælm / Helmet – baby, 42cm

Sjal /shawl

Rundsyet trøje

Barnespencer

Damevante, Ladys mitten

Damevante, tynd

Barnevante, childs mitten, 6 – 8 år

Strømper, str. 38-40-44

Baskerhue, voksen

Barnestøvle

Hue i det mest simple sting – Languette

Hat med skygge

Hue

Tofarvede tykke strømper

Aaslevanten

Dalbyvante, str. 8/9

Clutch

Clutch med strop

Moebiusring

Efterskrift

Litteratur

Min historie med Nålebinding

1979 Vikingemarked på Moesgård Strand.

Her købte jeg min første nål og lærte lidt nålbinding og har nu for ca 7 år siden taget teknikken op igen, da jeg fik mulighed for at læse Egon’s oplæg til nålbindingsbogen.

Jeg havde været på Middelalder-marked og kom igen i gang med at nålebinde uden større succes, men jeg havde igennem mange år haft kontakt med en kvinde, som viste sig at være Egon H. Hansens datter. Uden at vide det viste jeg hende mine nye nålebundne arbejder, og så fortalte hun, at det var hendes far, der havde udforsket også dette område i forbindelse med hans arbejde på Moesgård Museum.

Dengang i begyndelsen af 1980-erne, blev der afholdt adskillige kurser og studiekredse i de gamle teknikker, som jeg desværre ikke kunne komme ud til.

Så meget desto mere undrer det mig, at de der kom, der ikke har arbejdet videre med hvad de nåede frem til.

De arbejder, jeg indtil nu har set, er fremstillet af de samme 2 – 3 stingvariationer. Desuden ser det ud, som om, der kun kan arbejdes i tykt garn.

Jeg genskabte en vante fra Dalby, Sverige og kan se at det garn jeg har valgt er alt for tykt, hvilket ikke undrer mig, da også sokker syes op i et sting og en garntykkelse, der gør dem ubehagelige at gå med.

Mange fund i det nordlige Skandinavien er hårsigter, men også en del vanter, der også var fremstille af dyre-hår. De var nemlig praktiske, når fiskerne var ude at røgte liner og garn. Man blev godt nok våd om hænderne, men vandet blev jo ikke hængende i hårene, så det var muligt at holde varmen. Desuden var oversiden påsyet skind.

Der er også fundet tåvarmere og snesko, syet i ko- og hestehår.

Man ved fra nyere tid at nålbinding var et levebrød som alle andre håndværk. Det er her, vi skal finde forklaringen på at nålbinding uddøde, da de, der kunne teknikken, ikke ville give deres viden videre.

Nålbundne vanter, der var rigt udsmykkede blev fremstillet/købt for at gives væk som kostbare gaver til f. eks andre landes overhoveder.

Pigerne syede et par til deres trolovede og hans forlover, for at vise hvor dygtig hun var.

Det vides, at den hellige Bernardo degli Uberti, St. Trinita, Firenze i slutning af 1200-tallet havde et par. Pave Boniface VIII, d. 1303 blev begravet med et par på sine hænder.

Et citat fra Odd Nordlands bog: Primitive Scandinavian Textiles, 1961, om en familie i Furstvatnet, Korgen. Nordnorge:

Jeg husker min mor berette om min bedstemor, f. 1842, fremstillede nålbundne arbejder på bestilling fra nær og fjern. Vanter, korte og lange strømper, sier. Vanter og strømper var meget efterspurgt af kuske og ryttere, og strømperne var ofte så lange, at de kunne trækkes helt op over låret. I årene før 2-den Verdenskrig fremstillede min mor og jeg en hel del arbejder i nålebinding, og for det meste var det på bestilling: især vanter og strømper, men også andre ting som sjælevarmere, huer og endda kapper. Mange af drengene havde deres egne sjælevarmere med, da de tog til Finmarken for at værne om neutraliteten. De kunne holde dem varme i de kolde vinternætter.

Mange kunne nålbinding; men kun få var specialister, hvor håndværket var gået i arv fra mor til datter gennem flere generationer.

Et citat fra Finland lyder:Han som bærer strikkede vanter har en udygtig kone. ( ON )

Formålet var at bruge de garnender, der blev til overs efter at et stykke tøj blev taget af væven. Disse garnender kunne bruges til at opsy f.eks vanter, huer, sokker. Ofte spandt man garnender i den længde og tykkelse, det var behageligt at arbejde med og filtede enderne sammen, efterhånden som der var behov for det.

I dag behøver vi ikke at begrænse os til bare huer, vanter og hyggesko. Det er muligt at fremstille nutidige ting som tasker, halstørklæder og endog større beklædningsgenstande som veste og trøjer.

I nålebinding er der mere end 500 stingvariationer. De smalle er ca 1cm i bredden til de bredeste på 4–5cm.

Garnet der bruges, må helst være uld eller mest uld, men også bomuld og, silke fungerer godt –kunststofgarner er ikke til at arbejde med.

Tynde mohairgarner giver en fantastisk lethed i f. eks sjaler, og i selv tyndt uldgarn vil en vante blive meget varm.

Det en form for håndarbejde der er nem at sidde og arbejde med, da der bruges 2– 3m lange garnender.

Fordelen ved nålbinding, er at arbejdet forbliver formfast.

En norsk dame, der var på besøg i Danmark sammen med sine døtre opdagede, at jeg stod og nålebandt på et marked. Hun kendte teknikken, men kunne ikke rigtig huske den. Hun havde for nogle år siden været i Sverige og mødt denne gamle samekone i Östersund, Nordsverige, der altid havde fortalt sine elever, når hun underviste i håndarbejde:

Man tænker så gode tanker når man arbejder med noget varigt.

Gruk

Glem aldrig de 3

T. T. T.

Slid og vid

Ting Ta’r Tid

Forord

Der skulle altså gå mere end 30 år før jeg ved en tilfældighed fik viden om og lov til at læse dette oplæg. Det er også gået mere end 30 år siden, jeg første gang stiftede bekendtskab med nålbinding og erfarede, at de foreliggende informationer var vanskeligt tilgængelige.

I de nyeste bøger som Märta Brodéns og Helga Steffenses mangler der væsentlige informationer. I bøgerne fra litteraturlisten er illustrationer ofte spejlvendt og på hovedet, ofte begge dele.

Her i Egon H. Hansens materiale fik jeg mulighed for nemt og overskueligt at vælge hvilken variation jeg ville bruge til et givent arbejde og ikke mindst øvelsen i arbejdet med teknikken.

Der er en del oplysninger at finde på internettet, men man er ikke begyndt på at drage sammeligninger og eksperimentere med sting variationerne. Derfor er denne bog unique til først og fremmest at lære at nålbinde og efterfølgende eksperimentere, så nålebundne arbejder også kan bruges i det 21. årh.

Alle vejledninger og opskrifter er gennemarbejdet med anvisning på hvilke garntyper, der kan bruges til de forskellige arbejder.

Desuden viste det sig at forarbejdet til denne bog også var oversat til engelsk, hvilket giver mulighed for, at personer uden danskkundskab vil kunne få lige så stor glæde af at læse og bruge denne viden. I denne forbindelse har jeg bearbejdet materialet, så enhver, der kan engelsk, kan bruge denne information ligeså godt som dansklæsende.

Marianne Overby

Hadsten 2012.

Kopi af Aaslevanten – MO

Oprindeligt forord af Egon H. Hansen

Da vi tog Nålebinding med i vor undervisningsprogram, tilrettelagde vi dette ud fra Margrethe Halds Olddanske Tekstiler 1950, hvis klare og instruktive analyser blev grundlaget for vor undervisning.

Vore elevers ønsker, om endnu flere spændende strukturer til deres fremstilling af sko, vanter, handsker, trøjer, huer og tørklæder, tvang os til en grundigere vurdering af de muligheder, teknikken indebar.

Variationsmulighderne indenfor nålbindingen er mangfoldige, og teknikken er – med en kyndig instruktør – letlært, men vi fandt en påfaldende mangel på brugbare beskrivelsesmetoder.

Margrethe Halds opdeling var ganske klar, så længe det gjaldt hovedtyperne I, II, III osv., men underopdelingen i a, b, c, virkede ikke logisk.

Odd Nordlands beskrivelsessystem i Primitive Scandinavian Textiles 1961 var heller ikke velegnet, da det kun var dækkende for symmetrisk opbyggede sting. Envidere markerede det kun det antal tråde, der krydsedes under stingets opbygning og meddelte ikke, om krydsningerne skete over eller under trådene. Dette bevirkede, at hver beskrivelse dækker to muligheder: det, man forsøgte at beskrive, samt en vrang eller en spejlvendt version af samme.

Herudover var stingets forbindelse med den forrige stingrække ikke klart beskrevet, og også denne