Vrensted Historier - Bind 5: En lokalhistorisk samling med fortællinger

By Books on Demand

FOLK MED tilknytning til landsbyen Vrensted eller med interesse for at søge mere viden om byens fortid har nærmest fået en guldmine af minder at grave dybere ned i - et mammut sag med lokalhistorie på 9 bøger fyldt med flere hundrede artikler. Historierne er fordelt på godt 5000 sider.
De 9 bind fortæller ikke den komplette historie om Vrensted sogns udvikling. Langtfra. Men værket er en rigtig god begyndelse for slægtninge, slægtsforskere og andre, som vil søge inspiration til at grave mere i sognets fortid.
Det er ret enestående, at en landsby får samlet så meget let tilgængeligt lokalhistorisk stof i et værk, og at mange på forhånd betalte for at få tilsendt et sæt. Det første oplag af Vrensted Historier er distribueret ud, og bindene er blevet så godt modtaget, at 2. oplag allerede er sendt til trykning, da en større gruppe medlemmer fortrød, at de ikke meldte sig som købere af sættet i første ombæring.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 26, 2022
• ISBN: 9788743085355

Book preview

Bind 5 – Indholdsfortegnelse

0. Forord

00. Bevaring af historien

01. Vrensted har mange historier i ærmet

1. Min barndoms vandhuller – Olufs Arne

2. Min fars 50års fødselsdag

3. Min Livshistorie – Palle Nielsen fra Kæret vest for Bagterp

4. Min skolegang i Vrensted Byskole

5. Mit liv på de store verdenshave

6. Motorflyver og svæveflyver nødlander på Bådstedhede

7. Murer Evald fik en lærestreg – 14 dage i Brummen

9. Musikken i min barndom – Åse Hyldgaard

10. Mælketur fra Bådstedhede

11. Niels Chr. Gade, skomager, ringer og graver

12. Niels Chr. Søndergaard – oplevelser

13. Niels Jensen jordemorNiels – tur til Amerika

14. Niels Jægerum – hans digte

15. Niels Østergaard – Borgernes vagthund

16. NOSTALGI

17. Ny vejtromle og garage ved sognegrænsen

18. Nytårsløjer – Balubakrigerne på Bådstedhede

19. Ole Grunbaum – provoen fra København

20. Ole Stevns – Provstens søn fortæller

21. Om Vrensted Ungdomsforening

22. Om Vrensteds gårde fortælles

23. Pluk af minder fra min barndom i Åsendrup

24. PostElse – fryseElse – lysElse kaldtes Else Nielsen

25. Poul Plesner – opvokset i Vrensted blev klitplantør i Hune

26. Povl Stevns fortæller om et Fæstemål

27. Povl Søndergaard en Ildsjæl

28. Et Børnehjemsprojekt i Syd Afrika

29. Pyt Jens og Kristine på Kongsengene

30. På visitkort med Harry

31. Rejsen til USA i 1938 – Birgitte Hyldgaard Pedersen

32. Retssagen endte med forlig – om en hest

33. Rivejernet – opført i Forsamlingshuset

34. Rutebil gennem Vrensted. Løkken-Brønderslev

35. Sct. Hansaften 2018 ved Jagthytten

36. Skolen og de største gårde i Åsendrup

37. Skomageren i Vrensted

38. Slægtshistorien om Møllebyggeren fra Vrensted

39. Smedegaard – Johanne og Peter Korsbæk

40. Smedens Kirsten – Erindringer

41. Smidt ud af Rutebilen – En 80årig mand.

42. Små fortællinger

43. Stednavnet Vrensted

44. Stine Møller –Hun er ikke så ringe endda

45. TelefonCentral i Vrensted på Vingevej

46. Thyge og Sigrid fra Nyhavn

47. Tilbageblik om barndommens jul – Ejnar Pedersen

48. To brødre forlod Danmarks trange vilkår

49. To Vrensted piger vil drive Badehotel

50. Toget – Posten – Stationem i Vrensted

51. Traveture omkring Vrensted – Elin Schierup

52. Tre generationer på Kærgård

53. Tømrermester i Vrensted

54. Ud at tjene på Toftegaard

55. Ung dame på 90

56. Ungdomserindringer

57. Ungdomsklub

Forord

Dette bogprojekt skal være med til at bevare

Vrensteds historie for eftertiden

Gennem de seneste 5-6 år har jeg indsamlet materiale til en samling historier om og med personer m.m. fra Vrensted. Mange lokale personer der tidligere har skrevet og fortalt historier til andre lokalhistoriske bøger, dem har jeg hos hver enkelt fået tilladelse til at måtte medtage i denne store samling af Vrensted Historier.

Stor tak til alle de personer – alle nævnt ingen glemt - der har medvirket til, at det har kunne lade sig gøre at få samlet så meget materiale om Vrensted.

Tak for lån af de fine udklipsbøger, med artikler, billeder m.m. jeg har haft til låns og som også har givet inspiration til nye historier.

Til hver enkelt forfatter til historier med levnedsbeskrivelser, fortællinger, billeder m.m. jeg har fået stillet til rådighed skal også lyde en tak, samt til familie til afdøde personer som ligeledes har været så positive og stillet materiale til rådighed.

Det har været en stor og spændende opgave at få samlet materiale til historierne, og det har givet mig et nyt kendskab om mangt og meget, som jeg ikke tidligere har haft om Vrensted. Mødt så mange spændende personer, som har fortalt så meget, jeg ikke før har vidst om både ejendomme og personer på Øster Hede, Kongsengene, Bådstedhede, Åsendrup og Vrensted By.

Det er mit håb, at denne samling af mange forskellige historier, korte som lange, må blive til glæde for læserne.

Tak for lån af billederne, der er fundet hos mange private

Lærer Madsens Jens Otto, årgang 1946.

00 - Bevaring af noget af Vrensteds historie

En tidligere politiker har engang sagt: Det er en ringe slægt, der ikke har slægtsminder, og det er en ringe slægt, der ikke efterlader sig sådanne. Men den mand og den slægt er endnu ringere, som ikke vil værne om sine minder, så de kan gå videre til børn og børnebørn, slægt efter slægt.

Hvis den nuværende slægt viser viljen til at ville værne om sine minder, vil det være til uvurderlig glæde for kommende generationer.

Under denne synsvinkel bør man først og fremmest vurdere, selv om det selvfølgelig også gerne skulle være til glæde for den nulevende slægt. Hvad glæde har jeg egentlig af at huske på, at vor tid med alle dens nok så tekniske fremskridt bygger på fortiden, og at alt – også en selv – er et produkt af denne fortid. Rigsarkivar Johan Hvidtfeld har engang sagt: Vil mennesket forstå sig selv og prøve at få rede på forudsætningerne for de mange forskellige, ofte modstridende evner og tilbøjeligheder, som findes hos den enkelte, må han søge tilbage i slægtens fortid for at finde forklaringen. – Det slægtshistoriske arbejde er derfor ikke bare et samleri, der kun egner sig for folk med god tid. – Det er i virkeligheden et udslag af menneskets trang til at prøve at finde ud af hvad der er gået forud for ens egen tid.

Slægtsfortællinger og oplysninger er en samling minder om ens forfædre, og minder fra egen tid, som kan hjælpe en til at finde et ståsted.

Ovenstående har været drivkraften for mig i mit arbejde på, dels at skrive og dels at indsamle historier fra Vrensted med fortællinger fra vor tid, til vores efterkommere.

Jens Otto Madsen

01 - Vrensted har mange historier i ærmet

Af Poul Christoffersen

Journalist og tidligere Vrensted-dreng

FOLK MED tilknytning til landsbyen Vrensted eller med interesse for at søge mere viden om byens fortid har nærmest fået en guldmine af minder at grave dybere ned i- et mammut sag med lokalhistorie på syv bøger fyldt med flere hundrede artikler. Historierne er fordelt på godt 4500 sider.

Man bliver helt svedig blot ved tanken om at gennemgrave alle de sider lokalhistorie. Foreløbig har jeg skimmet bøgerne og herunder også fundet sjove historier, som minder om min egen barndom på 1950'erne samme sted.

Flokkedes om fjernsynet

Således fortæller en af mine tidligere klassekammerater, Christian Larsen, om dengang fjernsynet var en nyhed på Bådstedhede. I den sydlige del af heden var der kun to steder, der havde investeret i fjernsyn - hos

Stadsvold og hos de tre søskende Ertmann, Else og Agner. Her flokkedes børnene for at kigge tv.

- I flere år var det Stadsvold, der måtte lægge fjernsyn til, og det kunne godt blive sent, inden vi havde fået nok og gik hjem. Holger Stadsvolds mor beværtede os med både sodavand, kaffe og kage, så vi havde ikke travlt med at komme hjem, fortæller Christian Larsen.

Da Holger Stadsvolds mor døde måtte børnene finde et andet sted og se fjernsyn. Det blev hos Ertmann, Else og Agnes, og det var en anderledes oplevelse.

- De tre søskende var nu meget gæstfrie, men at drikke ved det samme bord som en kat og lignede havde gået på, det var vi ikke meget for, fortsætter Christian Larsen.

Børnene kunne stadig ikke få nok af at kigge tv, og de overhørte flere opfordringer fra værterne, at tiden nu var til, at de skulle hjem og i seng. Da børnene således blev hængende foran fjernsynet, skete der noget andet. Alt lys gik ud, og børnene fik at vide, der var gået en sikring. Så trissede de hjemad.

Når vi ikke ville høre, hvad der blev sagt, måtte vi tage konsekvenserne, slutter Christian Larsen.

Løse skud

En anden fortælling fra samme tidsperiode, som er sjov i erindringens lys, kunne være endt helt galt.

Ved barber Romedahl vakte det en gang stor opstandelse, at et projektil sad fast ved et kældervindue til forretningen og det udløste forskellige teorier.

To drenge havde haft til hensigt at give præriens bedste mand Davy Crockett kamp til stregen med at skyde efter lyset på et stearinlys og det skete med små runde riffelkugler fra en gammel salonriffel. Det foregik i en lade bag Romedahls forretning uden den ønskede effekt.

Men de havde også fundet et par lange riffelpatroner, hvoraf den ene blev puttet i riflen. Patronen røg gennem en ladeport, men efterlod kun et lille hul i porten. Og lyset brændte stadig. De to drenge hjalp selvfølgelig med til at opklare mysteriet uden at fortælle, hvad de havde haft gang i.

Den ene af drengene Arne Søndergaard Jensen løfter sløret for den farlige drengeleg i første bind af Vrensted Historier.

Egnens hjemmeside

Grundlaget for den store bogsamling af historier om

Vrensted er skabt af Jens Otto Madsen, ældste søn af tidligere førstelærer Elith Madsen på Vrensted Skole.

Jens Otto Madsen oprettede for nogle år siden egen hjemmeside, og via hans ihærdighed blev hjemmesiden et forum for et voksende antal beretninger fra personer, som kom med minder, skildringer osv., der rækker ca. 100 år tilbage.

Jens Otto Madsen stiftede også en lukket Facebook gruppe Go'e gamle Vrensted, hvor der næsten dagligt er nye opslag fra stifteren eller andre fra gruppen. Gruppen tæller i dag over 1200 medlemmer, der har eller har haft en eller anden tilknytning til Vrensted.

Fokus på mordsag

De syv bind indeholder ikke blot personlige beretninger. Den ihærdige ildsjæl havde før udgivelsen af den store lokalhistoriske samling fået tilladelser til at inkludere en længere række historier, som tidligere har været offentliggjort i andre sammenhænge.

En af dem er den spektakulære mordsag fra Bækgaard, som fandt sted i 1850. Den har tidligere været bragt på Kriminalhistorie.dk på baggrund af et større forskningsarbejde af slægtsforsker Leif Sepstrup, Herning. Det var om et mord på bestilling fra gårdejeren på Bækgaard, fordi han ville af med sin kone efter mange års ulykkeligt ægteskab.

Lokal kendis

I et så omfattende værk på godt 4500 sider kommer man ikke uden om at berette om en af de mest kendte personer Anders Olesen, som blev født i Vrensted i 1853.

Anders Olesen blev sagfører og gennem sit virke skabte han sit eget kongerige i Hammer Bakker. Nogle gange med ufine metoder. Men Anders Olesen glemte aldrig sin fødeby, og han finansierede flere byggerier i Vrensted. Herunder Ane Marie Hus til minde om sin mor, og det hus trækker tråde til nutiden, hvor ildsjæle har samlet penge ind til fremtidigt projekt for husets anvendelse.

En samling af historier drejer sig om de negative og positive sider af Anders Olesens virke og om Ane Maries Hus. De fylder en del i bind et.

Andet oplag på vej

Det er ret enestående, at en landsby får samlet så meget let tilgængeligt lokalhistorisk stof i et værk, og at mange medlemmer af Go’e gamle Vrensted på forhånd betalte for at få tilsendt et sæt. Det første oplag af Vrensted Historier er distribueret ud, og bindene er blevet så godt modtaget, at 2. oplag allerede er sendt til trykning, da en større gruppe medlemmer fortrød, at de ikke meldte sig som købere af sættet i første ombæring.

Samtidig har bestyrelsen bag det nye Ane Maries Hus fået foræret et sæt, så det vil være tilgængeligt for andre, når huset en gang i fremtiden åbner med nye funktioner.

De 8 bind fortæller ikke den komplette historie om Vrensted sogns udvikling. Langtfra. Men værket er en rigtig god begyndelse for slægtninge, slægtsforskere og andre, som vil søge inspiration til at grave mere i sognets fortid.

1 - Min Barndoms vandhuller

Arne Søndergaard Jensen

En fortælling af Vrensted drengen, Arne Søndergaard Jensen, der er søn af Maren og fhv. møbelsnedker og kunstner Oluf Jensen, Vrensted.

Min barndoms vandhuller

Arne er født i Vrensted den 4. september 1939. Folkeskolen, to år i Løkken private realskole. Uddannet møbelsnedker hos Oluf Jensen i Vrensted 1959. Rønshoved Højskole 1961-62 Arbejdet i 25 år som bygningssnedker i Løkken, Pedel ved ældrecentret Havgården i Løkken 1987 og nu aktiv Pensionist i Løkke MiniBy

Nordjyllands amt giver tilladelse til at oprette kunstig sø… En overskrift som denne, har de senere år været ret almindelig i de nordjyske aviser, og der er også gået mode i at genskabe udtørrede søer og vandhuller.

Kunstige søer kan sikkert være til stor gavn både for dyre- og plantelivet og sikkert også til stor glæde for de mennesker, der skal færdes omkring dem til daglig. Men for mig klinger ordet kunstige søer af noget forkert. Især når man hører til den generation, der kan huske tilbage til tiden, da der stadig var naturlige vandhuller og småsøer spredt rundt omkring på markerne.

Min baggrund for disse betragtninger er min barndom og opvækst i Vrensted. Jer er taknemlig for, at det blev mig forundt at vokse op i et landsbymiljø, som det var i Vrensted dengang i 4oerne. Nu om dage hører man så meget om naturskoler, skovbørnehaver og lignende. Det landsbymiljø som jeg voksede op i dengang, rummede alt det, som man forsøger at efterligne i dag. Et par forstående forældre gjorde, at vi fik frie hænder til at udforske naturen omkring os, dog selvfølgelig altid med den løftede pegefinger, at vi ikke måtte ødelægge andres ejendom. Der skal dog for god orden skyld nævnes, at vi absolut ikke var en flok dydsmønstre, der aldrig kunne finde på at lave noget, der var forbudt for børn.

Men tilbage til vandhullerne. Jeg vil ikke påstå, at jeg har rede på alle de vandhuller, der var i Vrensted og omegn, så derfor vil jeg holde mig til dem, jeg husker og specielt dem, vi brugte som lege steder.

En af de små damme, som jeg først kommer i tanke om, lå vest for Bådstedhedevej, lige overfor præstegården. Det var jo nok den første dam, vi som små drenge vovede os hen til. Der fik vi vores første oplevelser som fiskere og jægere. Byttet bestod for det meste af haletudser og hundestejler, men det var også en yndet leg at rode rundt med både frøer og tudser, som der var mange af. Det kunne tydeligt høres af deres kvækken, når man kom forbi om aftenen. Dammens kanter eller brinker var altid nedtrådte og plørede af de kreaturer, der gik på marken, så det var sikkert, at når vi legede der, så var vi godt svinet til, når vi kom hjem. Dengang var der ikke nogen der havde vaskemaskiner, så der var en større opgave at holde en familie i rent tøj.

Så var der Kirkedammen, men det var ikke et sted, vi legede så meget, da den for det meste var indhegnet og næsten altid blev blev bevogtet af nogle meget aggressive svaner. Dog var det et yndet sted at være om vinteren, når der var is, men det vender jeg tilbage til. Der var også et par vandhuller på markerne langs vejen til Ingstrup, men det var ikke så meget der, vi legede undtagen om vinteren. Som i alle andre hjem, hvor der var børn, fik vi selvfølgelig altid formaning om at passe på, når vi legede rundt omkring. Det skete også, at vi gik de steder hen, som vi helst ikke ville fortælle vore forældre om. Et af de rigtig farlige steder var ved Tilsiggravene. De ligger nogle hundrede meter øst for Munkebrovej, og er gamle tørvegrave, som blev benyttet af de omkringliggende gårde. Jeg husker nu ikke, at vi så nogt til tørvegravning dernede. Det var ophørt og stedet var tilgroet.

Det var altid med en vis spænding vi nærmede os stedet. Det var helt sikkert, at der lettede en eller anden form for vildt – fasaner eller ænder var der mange af dengang. Stedet var svært tilgængeligt. Der var tæt bevokset hele vejen rundt med stejle brinker de fleste steder. Vi havde mange fantasier om, hvad der gemte sig under den mørke vandoverflade. Det var i hvert fald helt sikkert, at der var helt bujløs, og at det garanteret var jæjjer, der var lisså stuer som hæænspææl. Dem fik vi nu aldrig at se, så de forblev, hvor de var og levede videre i fantasien. Det var muligt at komme dertil ad den vej, der går mod øst lige overfor Rykindvej. Men vi foretrak næsten altid at gå over markerne, fordi det var kortere, men også fordi det var mere spændende at gå den vej. Det havde også den fordel, at når vi, efter en lang eftermiddags leg, begav os hjemad, kunne vi være meget sultne. Så var der ikke noget, der kunne hamle op med en kålrabi, der lige var trukket op af jorden. Hvis vi ikke lige havde en kniv ved hånden, fik roen bare et par gode slag ned i en sten, så den næsten var smadret. Det var en saftig spise, som både slukkede tørsten og mættede.

Dengang var det en helt anden form for landbrug, end det er i dag. Markerne var meget mindre, og de forskellige afgrøder var blandet på en helt anden måde mellem hinanden. Det var først nogle år senere, at man begyndte at sprøjte markerne med alverdens forskellige kemikalier. Så der var et rigt dyreliv at iagttage når vi krydsede markerne. Vi så altid harer. Det var også helt sikkert, at vi stødte på små flokke af agerhøns, og det skyldtes sandsynligvis, at der var meget bedre livsbetingelser for dem. Biller og andre insekter, der er fødegrundlag for dyrene har igennem årene været hårdt trængt af de moderne sprøjtemidler.

Den større vildtmængde bevirkede selvfølgelig, at der var mange, der gik på jagt, og at der tit blev nedlagt mere vildt end jægerne selv kunne fortære. Når vi som børn var med i Brugsen i jagtsæsonen, lå der altid mange harer på gulvet foran disken, de fleste med et stykke brunt indpakningspapir bundet om hovedet med et stykke selvbindergarn. Det var før, dybfryseren blev opfundet, så det var for jægern en god mulighed for at få byttet afsat, så det ikke gik til spilde, og salget gav sikkert også lidt til patroner samt andre daglige fornødenheder. Det var til gengæld meget sjældent, vi så råvildt. Vi betragtede det som en sensation, når en af os havde set et rådyr. Der skulle ikke gå så mange år inden, det blev et mere almindeligt syn på de her kanter.

På vej ud til Præstens Skov krydsede vi de fleste gange hen over markerne. Midt på Koldkjærs marker var der også et lille vandhul, som havde stor betydning for os, især om vinteren. Dengang var der en vej ud til Præstens Skov, som blev meget benyttet af Vrenstedboerne, når de havde lyst til at gå en tur i skoven. Vejen er desværre blevet sløjfet, så de, som vil på skovtur, må gå den noget længere tur omkring Holmens Skov.

Jeg husker meget tydeligt min fars vrede, da det gik op for ham, at den almindelige skovvej var blevet pløjet op.

Langs den sydlige side af Præstens Skov, som egentlig hedder Thøgerslund, var der en lille langstrakt dam. Den var delvis tilgroet, men jeg kan huske, at det var et sted, hvor der altid var et eller andet spændende, enten det så var småfisk eller dyr. Vandet i dammen havde den specielle gulbrune okkerfarve, som man ser i grøfter og vandhuller i den del af Vrensted. Min far kaldte altid dammen for badedammen, så den har sikkert haft en betydning for hans generation af Vrensted børn. Da jeg var dreng i Vrensted i slutningen af fyrrerne, havde vi også en badedam. Selv om vi jo boede tæt ved havet benyttede vi det ikke til dagligt.

En tur til havet var dengang en begivenhed, som vi kunne se hen til i mange dage. Så vi fandt på en eller anden måde ud af, at vi kunne bade i en lille mergelgrav som vi kalde Helledies mergelgrav. Den findes stadig, men jeg tror ikke der er nogen, der kunne finde på at bade i den, som vi gjorde. Når vi ankom til vores badedam en varm sommerdag, kunne vandet i overfladen virke meget varmt, da det var helt stillestiåde og varmet op af solen. Men efter den første maveplasker blev det iskolde bundvand hurtigt blandet op med det varme overfladevand, og så var der en helt anden temperatur.

Ved den østre ende af mergelgraven var der tydeligt spor af den opkørsel, der havde været brugt af hestevognene. Jeg forestiller mig, at man dengang læssede vognene nede i mergelgraven, og trak dem op med hestene. Der er jo også den mulighed, at mergelen blev kørt op på en trillebør og siden læsset på vognen oppe på marken. Når vi havde badet et stykke tid, var opkørslen så glat, som var den smurt ind i brun sæbe. Så var det en yndet sport at komme løbende i fuld fart og glide på den bare ende ud i vandet så langt som muligt. Ved den nordlige brink var der en, som havde anbragt en solid pæl på tykkelse med en telefonpæl. Fra pælen kunne vi springe på hovedet i vandet, og så svømme hujsvømning til vi kunne bunde igen. Der blev brugt mange timer på at bade og lege ved mergelgraven, og det var jo ikke helt ufarligt.

Lidt længere ude ad vejen til Kongsengene gik der en markvej op til Sundsted gårdene. Vest for gårdene var der en stor dam, som vi tit legede ved, når vi af og til besøgte Niels Elmer. Hans far, Valdemar Helledie, ejede den nordligste af Sundsted gårdene. Valdemar var et rart og venligst menneske som jeg satte stor pris på, så jeg kom tit på Sundsted. Som ung mand var jeg en vinter på højskole, og i en dansktime skulle vi beskrive et menneske, som vi beundrede, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville skrive om Valdemar Helledie.

Engang havde vi fået en skør ide om, at vi ville prøve at tørlægge dammen vest for Niels Jensens, som havde den anden af Sundsted gårdene. Vi fik ved fælles hjælp gravet en kanal til en nærliggende grøft samt et lille hul, som skulle bruges som hyttefad til alle de fisk, der var i dammen. Fantasien fejlede ikke noget, så vi lagde store planer – godt hjulpet af Valdemar. Og der var mange fisk i dammen. Valdemar fik os lokket med på, at det nok var en god ide at tælle dem, så vi sled og slæbte i mudder og vand til knæene og samlede karusser op med hænderne og flyttede dem over i hyttefadet. Hvordan fiskeriet endte, kan jeg ikke huske, heller ikke hvor mange vi fik samlet, men jeg har en svag erindring om min mors reaktion, da vi fuldstændig tilsølede vendte hjem fra den dags fiskeri.

Af alle vandhuller og vådområder i Vrensted er der dog et sted, som langt overgår alle de andre på enhver tænkelig måde – Ingstrup Sø. Selve søen og de tilstødende engarealer rummede meget store naturværdier, som er tabt for altid. Vi kom der på alle årstider. Alligevel er det svært at sammensætte et tydeligt billede af søen. Som helt små var vi der sammen vore forældre, når de cyklede ture ud til Søengene. Senere kom vi der på egen hånd, f.eks. når vi besøgte skolekammerater der boede på Bådstedhede. Det skete også, at vi der var der med de forskellige karle fra gårdene i Vrensted. Mange af gårdene havde efter gammel skik ret til jord på de områder, hvor der kunne bjerges hø, så der var ofte livlig trafik af hestevogne på vej til Søengene. Desuden blev engene brugt til græsning for alle de kreaturer, der ikke indgik i den daglige produktion. Om foråret blev der tit gennet store flokke af kvier gennem Vrensted, så de kunne tilbringe hele sommeren i engene. Når vi kom ad vejen forbi Holmens skov og nåede ned til Bruswæj kunne vi se hele det store engområde med søen over mod Ingstrupsiden. Engene ned mod søen var inddelt i lange marker, der var adskilt af grøfter til afvanding. Desuden var markerne indhegnet af pigtråd, som var den tids mest benyttede form for hegnstråd. Længere nede mod søen blev grøfterne bredere, og selve engen var fyldt med græstuer, hvor kreaturerne gik og svuppede rundt, når de var nede for at drikke vand. Jeg husker selve søen som meget langstrakt med en tæt høj væg af tagrør over mod Ingstrup siden. Søbredden på Vrensted siden gik mere ud i et med engene, så der var ikke nogen særlig markeret overgang mellem eng og sø. Selve søen havde sin begyndelse i den nordvestlige ende som udvidelse af Tjællergråben. Mod syd havde den sit afløb i Tjenbæk, som havde forbindelse helt ud til Ryå.

På Vrensted siden kunne vi sagtens vade rundt i søen et stykke ud, men hvis vi skulle helt over til rørskoven, skulle der en båd til, og dem var der en del af. De lå fortøjret ved en hegnspæl – som regel med kæde og hængelås. Det var ikke noget problem at rykke pælen op, når vi skulle låne båden. Jeg mener at det især var en båd, der tilhørte Kræn Thamsen, som vi havde held til at benytte en gang imellem. Den blev selvfølgelig brugt af ham selv til fiskeri og til jagt, som der var rigtig meget af i og omkring søen. På vej ned over engene til søen var det helt sikkert, at vi i sommertiden blev fulgt af stærkt ophidsede viber. De fløj tæt ned over hovedet af alle, der kom for nær deres reder eller unger. Fuglelivet ved søen var et kapitel for sig. Der var en mangfoldighed af forskellige fugle. Om sommeren var der altid viber. En anden karakteristisk fugl, som jeg husker meget tydeligt var dobbeltbekkasinen. Ikke så meget for fuglens udseende, jeg ved knap nok, hvordan den ser ud, men for dens helt specielle lyd, når den i høj fart dykkede fra stor højde. På vej ned kan den med halefjerene frembringer en lyd, som jeg ikke kan beskrive. Rørskovene gav også nattely for enorme stæreflokke.

Ingstrup Sø

Jeg kan tydeligt se for mig, når de store stæreflokke kom flyvende hen over Vrensted. Det var som en stor, bølgende, mørk sky, der bevægede sig hen over markerne. Jeg ved ikke noget om, hvor langt fra de de kom for at overnatte, men der kom rigtig mange flokke. Når vi opholdt os ved søen, skete det ofte, at stærene pludselig lettede, som om de var blevet forskrækket over et eller andet. Lyden, når tusinder af stære pludselig gik på vingerne, kunne minde om et brusende tog eller noget i den retning. Selvfølgelig var der en masse forskellige arter ved et sådant spisekammer. Blandt andet var der terner. Der gik mange historier om folk, der havde samlet store mængder af terneæg, som de hjembragte til brug i husholdningen. Det forlød også, at nogle af æggene blev solgt til egnens bagere. Det skete også af og til, at vi fandt en forladt rede, hvor de æg, der eventuelt