Genforeningen: En lang novelle

By Unna Hvid

"Genforeningen" er Andreas Jensens fortælling om tiden fra han i 1889 bliver vandrelærer i Sønderjylland for at tage kampen op mod fortyskningen af de dansksindedes børn til glæden og euforien i Genforeningsdagene i sommeren 1920, hvor 'Kedde Kryds' kommer til Dybbøl og Broager og mødes af et begejstret folkeoptog. Men sammen med kongen kommer også en gammel bekendt til byen iklædt rød rideuniform.

Bogen er også en kærlighedshistorie om mødet mellem gårdmandsdatteren, Karen, og den russiske krigsfange, Anton. Men Karen er allerede forlovet med Hans, som kæmper for tyskerne på Vestfronten, og måske er der også andre, som har planer for den lille Karen.

"Genforeningen" fortæller historien om Sønderjyllands genforening med Danmark set fra Broagerland og er delvist baseret på lokalhistoriske beretning og kilder.

"Genforeningen" er en lang novelle. Den kan bruges i forbindelse med historieundervisningen i udskoling og ungdomsuddannelse, hvor fortællingen kan være en trigger til at vække nysgerrighed på de historiske begivenheder.

Novellen kan også bruges i danskundervisningen på ungdomsuddannelser, hvor den fx vil kunne læses perspektiverende til noveller som Thomasine Gyllembourg: Den lille Karen (1830) og Steen Steensen Blicher: Sildig Opvaagnen (1828).

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 25, 2020
• ISBN: 9788743081494

Unna Hvid

Unna Hvid er cand.mag i historie og nordisk sprog og kultur.

Book preview

Af samme forfatter

Moderne Folkefortællinger, 2019

Trolden i Bjerget, (børnebog), 2019

SMÅTING bind 1-3, lyrik, 2019

Tavshedens Børn, 2019

Rim i verdensmål, lyrik, 2018

Skriv din livsfortælling - hvorfor og hvordan, 2018

Voksenundervisning - en håndsrækning..., 2017

Tingene fortæller..., 2019

Skriv dit arbejdsliv! 2019

Indholdsfortegnelse

ET

TO

TRE

FIRE

FEM

SEKS

SYV

OTTE

NI

TI

ELLEVE

FAKTA ELLER FIKTION?

TAK

ET

Jeg har længe tænkt, at jeg ville skrive om nogle hændelser, som skete for en del år siden under den store krig. Det er så mange år siden nu, og de mennesker, som hændelserne berører, er enten døde eller for længst flyttet langt væk til hovedstaden. Det er ikke fordi, jeg føler, jeg har grund til at forklare mig, men det er, som det er med gamle historier – de fylder i en mands tanker, og tærer på hans energi. Gamle historier vil ud, de vil fortælles, også dem som måske hellere skulle forblive ufortalte. Således også denne.

På kirkegården ved Broager Kirke står 165 gravsten med 195 navne og vidner om de fædre, sønner og brødre, vi mistede dengang. Et af disse navne er Hans Zachariassen, lille Karens forlovede. Og sådan tager jeg hul på min fortælling.

Det begyndte alt sammen en marts-eftermiddag, hvor jeg på min vej ud til Smølgård mødte landposten på sin anden ombæring. Jeg var på vej for at spørge lille Karen, om hun kunne tænke sig at tjene som enepige i min butik og husholdning i Broager.

Smølgården var en stor gård med malkekvæg lidt uden for Broager. Den havde et stort folkehold, og Karen havde flere brødre. Alle mandfolkene, Karens brødre og hendes far var dog indkaldt til militærtjeneste, så jeg vidste, at hendes mor godt kunne bruge en ekstra indtægt, og jeg ville gerne hjælpe, hvor jeg kunne. Desuden havde Smølgården fået hele tre russiske krigsfanger som hjælp til arbejdet, så jeg forestillede mig, at gården godt kunne undvære Karen nogle timer hver dag.

Jeg kunne se på vores landpost, at det var et vigtigt brev, han var på vej med, da vi traf på hinanden i porten ind til Smølgården. Hans mine var tung og alvorlig. Jeg tilbød at tage det med og aflevere det for ham, så han kunne spare sin tid og nå hurtigere hjem til det snedkerværksted, han også drev i Broager. Han nølede kun ganske kort, opvejede måske nysgerrigheden mod ubehageligheden og rakte mig så kuverten, som om der var ild i den.

Jeg så på brevet i mine hænder. Det var en officiel kuvert fra Krigsministeriets Zentral- Nachweise-Bureau. Det var adresseret til Karen. Man måtte give tyskerne, at feltposten fungerede upåklageligt, især fra Vestfronten, og de fleste af mændene, jeg kendte, skrev portofrie breve hjem til familien næsten hver dag. Det betød så på den anden side, at folk hurtigt blev bange, hvis bare der gik et par dage, uden man havde fået brev.

Men dette brev var altså et officielt brev, og det kunne næsten kun betyde én ting: at Karens far eller en af hendes brødre var såret eller faldet. Men hvorfor var det adresseret til Karen og ikke moren?

Jeg følte, det var min pligt, som ven af et hus der midlertidigt ikke havde noget mandligt overhoved at berede sorgen for familien. Jeg følte, jeg var nødt til at åbne brevet og læse det, så jeg kunne meddele Karen og