Mine bedstemødre og deres uægte børn. Et tidsbillede

By Birgitte Hammer

Bogen er en skildring af to unge kvinder og deres såkaldt uægte børn, der fødes omkring udbruddet af Første verdenskrig.
Min farmor og min mormor tilhørte videt forskellige miljøer med hver deres værdisæt i datiden Danmark, og det fik en afgørende indflydelse på deres børns muligheder i tilværelsen.
Det ene barn, en lille dreng, blev sat i pleje og oplevede to plejefamilier, inden hans bedsteforældre tog ham til sig som deres egen, da han var tre år. At de var bedsteforældre og ikke hans forældre opdagede han først som trettenårig, da de døde.
Det andet barn, en lille pige, blev opdraget som "familiens barn" og fik alle muligheder for et godt liv.

Min mormor og min farmor tørnede sammen, da mine forældre blev forlovet i slutningen af 1930'erne – med højspændt drama til følge.
Bogen er samtidig et tidsbillede på samfund, levevis og politik i de to kvinders levetid.

• Language: Dansk
• Publisher: Saxo Publish
• Release date: Apr 22, 2024
• ISBN: 9788771968224

Book preview

Mine bedstemødre og deres uægte børn

MINE BEDSTEMØDRE OG DERES UÆGTE BØRN

ET TIDSBILLEDE

BIRGITTE HAMMER

Copyright: Birgitte Hammer 2022

---

Grafisk layout: John Lyck

---

ISBN: 9788771437614

---

Kopiering af denne bog må kun finde sted

med forudgående accept fra forfatteren eller på institutioner,

der har indgået en aftale med Copy-Dan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

AF SAMME FORFATTER:

Sophia – den glemte dronning 2015

Gertrud – den forsvundne dronning 2022

Dronning Beringera af Danmark 2022

FORORD

Mine bedstemødres historier har fængslet mig så længe, jeg kan huske. Deres baggrund og indbyrdes forhold har haft stor betydning for mig.

I hele min barndom og ungdom var jeg meget tæt på min mormor, Ella Johanne, og kender derfor hende bedst.

Min farmor, Rosa, var jeg aldrig tæt på. Fra jeg var fem år gammel, så jeg hende kun få gange om året, og hun døde, da jeg var femten.

Jeg har som direkte efterkommer af begge visse ansigtstræk fælles med hver af dem via det genetiske arvemateriale.

Kan mentale processer også være arvelige?

Det tror jeg, og jeg tror derfor, at i min indlevelse i deres livsbetingelser og de begivenheder, jeg kender til – og dem, jeg forestiller mig - vil mine tanker til en vis grad afspejle deres.

Der findes naturligvis ikke én sandhed om mine bedstemødre, og det billede, jeg havde af dem, har for begges vedkommende ændret sig i løbet af skriveprocessen.

Bogen er et tidsbillede. Beretningen om Ella Johannes og Rosas liv som børn, unge og voksne er samtidig en subjektiv beretning om tiden i Danmark fra 1890’erne frem til 1960’erne – en tid, hvor alt forandredes, og mine bedstemødres verden, både på det nationale og det internationale plan, gik i skred flere gange.

ROSA

Min farmor, Rosa Eleonora Jørgine Hansen, blev født i Nakskov den 3. december 1892, som datter af Bernhard og Johanne Hansen.

Bernhard var skomager i Nakskov og senere i København og Lyngby. Hans far er på hans dåbsattest opført som skomager, så jeg går ud fra, at han har lært håndværket hjemme. Men derudover ved jeg intet om mine tipoldeforældre og øvrige familie.

Rosa er det ældste barn. Derefter kom med nogle års mellemrum tre drenge - Engelhard, Svend og John, der døde, før han fyldte et år. I 1905 fødtes Karen som Johanne og Bernhards sidste barn.

På et tidspunkt mellem 1892 og 1895, hvor Engelhard bliver født, flytter familien til København. Bernhard arbejder som selvstændig skomager i Brobergs­gade på Christians­havn. Brobergsgade lå op ad den store kaserne og det militærområde, der i dag udgør Christiania.

Det har ikke været et billigt sted at bosætte sig og have sit værksted, så familien har tilhørt den velstillede gruppe af selvstændige håndværksmestre, en del af det såkaldte bedre borgerskab. Bernhard har formentlig haft flere svende og et antal lærlinge ansat, og måske har der været en butik tilknyttet værkstedet. En butik, hvor man kunne købe nye sko, fremstillet på stedet.

Rosa gik i skole i Dronningensgades Friskole, en velestimeret, dyr privatskole på Christians­havn.

Samme år, som hun kom i skole, trådte en ny skolelov i kraft. Den nye lov bestemte, at faget Dansk skulle være det vigtigste fag på samtlige klassetrin.

Der var ikke ændret ved undervisningsforpligtelsen. Alle elever skulle gå syv år i skole – eller undervises i hjemmet med regelmæssige prøver på den lokale skole.

Rosa kunne godt lide at gå i skole. Skrivning var hendes yndlingsfag.

Mange elever syntes, det var enormt svært at skrive med pen og rigtigt blæk. De lavede blækklatter på papiret, på bordet og på deres tøj. Men Rosa mestrede skrivningens kunst.

Ved skolestarten fik hun et flot tornyster, der kunne spændes på ryggen, til at have sine skolebøger i. I tornystret var der også plads til penalhuset, som rummede blyanter, pen og penneskaft, viskelæder og en lineal.

Plads til en mellemmad indpakket i brunt pergamentpapir var der også.

---

Omkring 1907 flytter skomagermesterfamilien til Kongens Lyngby, hvor nedenstående fotografi er taget.

---

Fra venstre viser fotografiet Svend, Bernhard med Karen, Johanne og Engelhard. Karen er ca. 4 år gammel, og Engelhard er iført sit konfirmationstøj, så fotografiet må være fra omkring 1909.

Rosa er ikke med på fotografiet – hun har allerede på dette tidspunkt som 16- 17 årig haft arbejde som pige i huset hos en anden familie.

---

Tilsammen fremstår Bernhard og Johanne som det faste fundament i tilværelsen for deres børn.

Skomagerfamilien udviser på alle fotografier bevidsthed om eget værd.

Bernhard var familiens overhoved. Derom var ingen tvivl. Det fremgår klart af de udsagn, hans egne børn og de børnebørn, der har kendt ham, fremkommer med. På de fotografier, vi har af familien, fremtræder Bernhard som en alvorlig, adstadig mand; han sidder i centrum af billedet.

Men det samme gør faktisk Johanne.

Meget i familiens historie taler for, at der er tale om to stærke personligheder – vidt forskellige, men helt enige om at leve op til normerne om, at faren i alle forhold skal være den ansvarlige og derfor ledende og bestemmende.

Moren underordner sig farens beslutninger og modtager til gengæld hans beskyttelse og sin og børnenes forsørgelse. Samtidig får hun mulighed for et vist frirum, fordi hun ikke er tvunget til at træffe de afgørende, til tider yderst vanskelige, beslutninger. Intet tyder dog på, at Johanne benyttede sig af det frirum, hun havde i sit ægteskab med Bernhard. Men Rosa benyttede sig til gengæld af det i sit ægteskab senere.

På familiefotografiet er alle pænt og nobelt klædt på. Bernhard i jakkesæt, vest og med hvide flipper på skjorten. Skjorteflipperne var aftagelige og kunne vaskes separat, så skjorten kunne bruges i flere dage uden at blive vasket.

Johanne er iført en ankellang kjole af mørkt stof. Men hendes hat er bemærkelsesværdig! Fyldt med kunstige blomster og bånd i forskellige farver. Og en perlehalskæde! Johanne har virkelig pyntet sig til fotograferingen og sidder stolt med et lille smil i mundvigene.

Karen har en pæn frakke med hvid krave på og sandelig også en lille pigehat.

Svend er som den eneste klædt på, som han til daglig vil være det i skolen.

Familien Hansen havde råd til at have mere end ét sæt tøj ad gangen pr. person.

I mange familier havde voksne og børn kun ét sæt tøj. Det gjaldt arbejderne – på landet og i byerne, og for de mandlige arbejdere ville det være utroligt uhensigtsmæssigt med hvide flipper. Deres flipper var mørke – og gruppen af mænd, der arbejdede manuelt, kaldtes i en amerikansk datidig samfundsanalyse for Blue Collar People. Omkring 1909 kunne den arbejdende del af befolkningen opdeles i en manuelt arbejdende Blue Collar-gruppe og en ikke- manuelt arbejdende, uddannet White Collar-gruppe.

Bernhard har arbejdet manuelt som skomager, men han har været selvstændig og dermed kunnet sikre sig bedre – og renere – arbejdsforhold end fabriks- og landarbejderne.

Annonce på forsiden af Ekstrabladet anno 1908

---

ROSA og Arnold blev forelskede i hinanden.

I begyndelsen var det kun øjekast og smil, der lynede imellem dem, men en dag satte Arnold ord på – og han fortsatte med at bruge ord, hver gang de to unge mødtes.

En smuk kjole!

Løsere bundet hår fremhævede hendes kønne smil! De smukkeste øjne!

---

Rosa var 18 år og Arnold nogle år ældre.

Arnold var søn af smeden i Virum. Han boede hjemme og arbejdede sammen med sin far i smedjen, som han på længere sigt skulle overtage.

Rosa havde en plads i huset hos en velhavende lægefamilie i Kongens Lyngby og var kun hjemme søndag eftermiddag. Ikke desto mindre skete det næsten hver gang, hun gik turen fra lægefamilien til skomagermesterens hus, at de to unge mødte hinanden; Arnold kom gående netop på den vej, som Rosa fulgte for at komme hjem.

Efter sommerskovturen, arrangeret af præsten og hans hustru for byens og omegnens unge, trak han hende med sig, og hun lod sig viljeløst føre af sted. Bag kirkestalden fortalte han hende, at han håbede, det skulle være de to. Hans store, blå øjne gennemborede hendes mørkebrune og ramte et punkt dybt inde i hendes sjæl.

Hun forsøgte at nikke, men var ikke helt sikker på, at det lykkedes.

Så lagde Arnold en finger under hendes hage, bøjede sig frem og kyssede hende. Det skete meget hurtigt; hun var helt uforberedt og drejede hovedet, så kysset ramte hendes ene mundvig og kind.

Han ville vist gerne have prøvet igen, men lydene fra de andre unge trængte sig på, og de trak sig skyndsomt væk fra hinanden.

Da Rosa senere gik tilbage til lægefamilien, føltes hendes knæ næsten helt bløde, men de havde ikke problemer med at bære hende. Hun svævede nærmest af sted. Hun kunne stadig mærke den berøring fra Arnolds læber, der skulle være blevet til et kys, og håbede inderligt, at han ville forsøge igen.

Det gjorde han heldigvis, og allerede ved andet forsøg lykkedes det.

Rosa havde aldrig oplevet noget, der var så dejligt som Arnolds kys! Hans læber var vidunderlige, bløde, men også insisterende. Arnold var i hendes tanker hele tiden, og hun forsøgte at forestille sig, at han om ikke længe ville spørge hende, om han måtte gå til hendes forældre og bede om hendes hånd i ægteskab.

Men smeden var ikke medlem af Indre Mission, og der var ingen tvivl om, at det kunne volde problemer. Men måske … Hvis Arnold selv kunne blive optaget i Menigheden …..Ville han mon ikke prøve det? For hendes skyld søge optagelse?

Alle vidste, at Arnold var far til et barn, som købmandens ældste datter havde født året før. Købmanden havde krævet, at Arnold giftede sig med hende, men Arnold ville ikke. Rygtet, der fortalte, at pigen selv var ude om det, løb rundt i Virum og Kongens Lyngby, og Rosa kunne ikke undgå at føle medlidenhed med den stakkels pige.

Det var nok til, at Menigheden kunne sige et blankt nej til at optage Arnold.

Ægteskabeligt samvær før den kirkelige vielse var på det strengeste forbudt!

Når hun ikke traf Arnold i forbindelse med sine hjemmebesøg, meldte foruroligende tanker sig omgående. Han havde igen fundet sammen med købmandens datter og ville nu giftes med hende!. Han var rejst et andet sted hen for at søge arbejde, og hun ville aldrig mere se ham!

Men ugen efter stod han igen et sted på vejen og ventede på hende, så de ligesom helt tilfældigt kunne følges. Hun turde ikke spørge ham, hvorfor han ikke havde været der ugen før, for så kunne han jo tro, at hun var let at få fat i.

Nytårsaften kunne alle for sig selv formulere ønsker for det kommende år. År 1912 skulle blive et godt år! Det bedste nogensinde!

Rosa ønskede sig at blive forlovet med Arnold! Hun ønskede, at hendes forældre ville blive glade over at få Arnold til svigersøn, og smedens ville le højt af begejstring over at få netop hende ind i deres familie. Hun erkendte, at det første ønske nok ikke ville gå i opfyldelse, så hun ændrede det lidt: Hendes far og mor ville kunne lide Arnold, når de havde lært ham at kende.

Men hun så ikke noget til Arnold, mens hun var hjemme over jul og nytår.

Hun havde håbet at møde ham lige efter nytårsaften på sin vej fra hjemmet tilbage til lægehuset, men hendes far havde kørt vognen frem, mens hun tog afsked med sin mor og sine søskende. Det var pænt af ham at køre hende tilbage, så hun ikke skulle blive våd af den smeltede sne, der drev hen over veje og marker, men hun ville hellere have trodset elementerne i håb om at møde Arnold. Måske ville han have fortalt hende om sine ønsker for 1912?

Den følgende søndag eftermiddag stod Arnold og ventede på hende ved bådfartens anlægssted. Han frøs, så tænderne klaprede i munden på ham, mens han forsøgte at bede hende gå en tur med ham. Hun kom til at le. Af lettelse over at se ham igen og af lettelse over, at han ville gå en tur med hende.

Det kan jeg ikke, fik hun svaret, min moster og onkel er på besøg, og min far har sagt, at jeg skal skynde mig hjem.

Hendes hjerte slog to slag over, da hun vovede at sige, at han jo kunne følges med hende, når hun gik tilbage til lægefamilien.

Jeg ser dig så sjældent, Rosa. Alt for sjældent! Men jeg er der i aften.

Samme aften rakte Rosa Arnold en gave, viklet ind i et stykke linned. Han lukkede op og så et fotografi af hende. Arnold blev så overrasket, at Rosa måtte le, da hun sagde, at nu kunne han bare se på hende, når som helst han havde lyst til det. Men det var nok bedst, at han ikke viste fotografiet til andre.

---

Præsten og hans hustru inviterede i marts de unge til jævndøgnssamvær. De skulle mødes i menighedshuset bag kirken søndag eftermiddag, og alle blev opfordret til at medbringe en kage.

Johanne havde bagt den æblekage, som Rosa holdt så meget af, og under samværet holdt hun øje med, hvem der spiste af den. Til sin glæde så hun Arnold udvælge sig netop denne kage, så snart det blev hans tur. Et stort stykke kage – og så et smil direkte ind i hendes øjne.

Hun svimlede et øjeblik, mens smilet gled hele vejen ned gennem hende.

Efter kagespisningen satte præsten lege i gang, og alle morede sig. Så foreslog præstefruen, at man skulle lege skjul udenfor, mens hun selv og et par piger ryddede bordene af vejen. Hun udnævnte smilende præsten til at tælle til 100 og derefter finde alle deltagerne.

Rosa smuttede i sin frakke og ville gå ud sammen med de andre, men hun mærkede Arnolds hånd på sin arm. Kirkestalden, hviskede hans blå, glitrende øjne.

Kirkestalden var mørk, og præstens to heste rørte på sig, da hun forsigtigt åbnede den ene store dør. Døren knirkede, og et øjeblik havde hun lyst til at løbe ud igen og gemme sig et andet sted.

Men så stod Arnold foran hende. Hvordan havde han nået at komme før hende? Hun glemte omgående tanken, for han lagde armene omkring hende og kyssede hende.

Pludselig hørte de leende stemmer nærme sig, og Arnold tog hende i hånden og trak hende hastigt med sig ind i mørket. Han fandt frem til stigen, der førte op til høloftet og hviskede, at hun skulle gå op først, så ville han være lige bag hende og sikre, at hun ikke kunne falde ned.

Uden at ville det trådte hun op på det første trin og så det næste og det næste …

Arnold var tæt på hende, så hun var ikke bange. Langsomt kunne hun igen skimte noget – der var et stort hul i den ene ende af høloftet.

Begge var kommet op i høet, og Arnold trak stigen op. Knap havde han løftet den de første meter, før begge dørene blev slået op, og to piger kom løbende ind, mens de talte højt til hinanden.

De to heste blev urolige og stampede i gulvet; kæderne raslede. Pigerne lo og snakkede så højt, at de ikke hørte stigen blive trukket helt op og forsigtigt lagt ned. Ingen kunne ane, at der var nogen oppe i høet.

Rosa satte sig stille ned. Arnold kastede sig ned ved siden af hende og trak hende ned til sig.

Lig helt stille, så ingen opdager os. Han flyttede sig lidt, så han lå endnu tættere på hende.

Du er den smukkeste af alle pigerne, og du er min! hviskede han lige ind i hendes øre. Vi to skal holde sammen, vi skal giftes, og vi skal have børn – mange børn, der alle skal have dine smukke øjne. Vi bliver meget lykkelige og skal være sammen resten af vores liv!

Han lød så overbevisende – og hun stolede på ham. Også selv om han ville være endnu tættere på hende.

Hun veg lidt tilbage, men Arnold hviskede og hviskede: Der ville ikke ske noget ved det. Alle gjorde det hele tiden. Hun skulle slet ikke være bange. Det kunne gøre ganske lidt ondt den første gang, man gjorde det sammen, men lige bagefter ville hun opleve, at det var det vidunderligste i hele verden. Og hun og han hørte jo sammen og elskede hinanden.

Hvad talte han om? Rosa var så optaget af at lytte til Arnolds stemme, at tankerne jog rundt i ring i hendes hoved.

Arnold tav et øjeblik, for nu var pigerne nede på staldgulvet blevet fundet af præsten, og deres stemmer og latter forlod stalden og fjernede sig.

Arnold hævede sig op på armene, så lige ind i hendes øjne og sagde klart og tydeligt: Rosa, jeg elsker dig.

Alle hendes drømme var gået i opfyldelse på én gang. Det her var det bedste, der nogensinde var sket for hende. Hvis Arnold gerne ville være helt tæt sammen med hende, ville hun det samme. Og det ville jo være vidunderligt, sagde Arnold.

Det var ikke spor vidunderligt!

Lydene udefra fik hende til igen og igen at fare sammen. Kom der nogen?

Høet stak hele tiden, og den støvede lugt fik hende til at nyse – og så gjorde det ondt, rigtigt ondt. Arnold væltede tungt, tilsyneladende sanseløst, rundt oven på hende, mens han stønnede højt.

Med et sæt havde han hænderne oppe under hendes kjole og skørter og rev bændlerne i hendes undertøj i stykker. Hun mærkede en negl kradse hende hårdt på låret, mens Arnold løftede sig op og trak hendes underbenklæder ned.

Hun forsøgte at sige, at hun alligevel ikke ville, men han hørte hende ikke. Så prøvede hun at sætte sig op, men et kraftigt skub fik hende til at ligge helt stille.

Hun begyndte at græde, og Arnold trøstede hende: Det havde aldrig før været så dejligt for ham! Hun skulle ikke være bekymret. Han ville fortælle sine forældre, at de havde aftalt at gifte sig og bede sin far følge med til skomagermesteren for at fri til hende. De ville blive det lykkeligste par i hele verden!

Hun tørrede sine tårer og bragte sit tøj i orden. Det var jo det, hun ønskede sig allermest: At blive gift med Arnold.

Han skyndede på hende, men det var svært at fæstne undertøjet, så det