Fannis verden

By Vibeke Lasson

Vibeke Lasson er født i Jersie og tog realeksamen fra Roskilde Katedralskole. Derefter au pair i Cambridge 1961/62. Efter afbrudt sygeplejestudium giftede hun sig i 1963 med Cand. Psych. Steen Mogens Lauge Lasson. I 1968 oprettede de sammen den senere lands - og internationalt anerkendte fynske institution: Udby Behandlingshjem, hvor hun blev landets yngste forstanderhustru og husholdningsleder. Her skabte Vibeke Lasson begrebet "Pædagogisk husfaglighed", som hun senere, gennem mange artikler, omformulerede til: "Hverdagslivets kunst". Hendes synspunkter bredte sig internationalt. Sideløbende med sit arbejde uddannede hun sig som indendørsarkitekt.

Sammen med sin mand lod hun sig engagere i international børneforsorg: FICE, NGO til UNESCO. I
mere end 20 år var hun medlem af den danske FICE bestyrelse og i en periode både vicepræsident og præsident. Vibeke Lasson var i alle årene en flittig redaktør af "FICE INFORMATION", og tillige korrespondent for det amerikanske "Journal of Emotionel and Behavioral Problems" og det engelske "Childrens Website". Vibeke Lasson blev også en aktiv og anerkendt avis kronikør ved Fyns Stiftstidende og Morgenposten, hvor hun skrev om sine synspunkter på børn og unges opvækstvilkår, og sine tanker om menneskers vilkår på denne jord. Sammen med sin mand har hun i 1996 udgivet bogen: "De vanskelige børn – Familierne og institutionerne".

Vibeke Lasson er omtalt i bogen "Who is Who in the World" og tillige hædret af den israelske børneforsorg med 18 træer i hendes navn i "The Jerusalem Peace Forest". Hun har været medlem af Advisory Board for Child Care in Cumbria, England fra 2005 til 2015.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 15, 2015
• ISBN: 9788771707908

Vibeke Lasson

Vibeke Lasson er født i Jersie og tog realeksamen fra Roskilde Katedralskole. Derefter au pair i Cambridge 1961/62. Efter afbrudt sygeplejestudium giftede hun sig i 1963 med Cand. Psych. Steen Mogens Lauge Lasson. I 1968 oprettede de sammen den senere lands - og internationalt anerkendte fynske institution: Udby Behandlingshjem, hvor hun blev landets yngste forstanderhustru og husholdningsleder. Her skabte Vibeke Lasson begrebet "Pædagogisk husfaglighed", som hun senere, gennem mange artikler, omformulerede til: "Hverdagslivets kunst". Hendes synspunkter bredte sig internationalt. Sideløbende med sit arbejde uddannede hun sig som indendørsarkitekt. Sammen med sin mand lod hun sig engagere i international børneforsorg: FICE, NGO til UNESCO. I mere end 20 år var hun medlem af den danske FICE bestyrelse og i en periode både vicepræsident og præsident. Vibeke Lasson var i alle årene en flittig redaktør af "FICE INFORMATION", og tillige korrespondent for det amerikanske "Journal of Emotionel and Behavioral Problems" og det engelske "Childrens Website". Vibeke Lasson blev også en aktiv og anerkendt avis kronikør ved Fyns Stiftstidende og Morgenposten, hvor hun skrev om sine synspunkter på børn og unges opvækstvilkår, og sine tanker om menneskers vilkår på denne jord. Sammen med sin mand har hun i 1996 udgivet bogen: "De vanskelige børn – Familierne og institutionerne". Vibeke Lasson er omtalt i bogen "Who is Who in the World" og tillige hædret af den israelske børneforsorg med 18 træer i hendes navn i "The Jerusalem Peace Forest". Hun har været medlem af Advisory Board for Child Care in Cumbria, England fra 2005 til 2015.

Book preview

pension.

I. del

Landsbyen

INDHOLDSFORTEGNELSE

Kapitel

1. De første år

2. Søndagsskole

3. Forsamlingshuset

4. Folkedans

5. Kirke og kirkegang

6. Det brænder - det brænder

7. Julen før skoletiden

8. Emmende vaskehus

9. Forår

10. Togrejse til Jylland

11. Udflugt til mosen

12. Sommer med moster

13. Sognefogedgården

14. Hus modernisering

15. Mormors have

16. En mand i stuen

17. Landsbyskolen

18. Familieforøgelse

19. Helbred i barndommen

20. Barndommens ferier

21. Produktionsomstilling

Kapitel 1

De første år

Det er endelig blevet sommer efter en kold juli måned. Sådan mindes Fanni ikke barndommen, som jo ofte står i et helt specielt lys hos det enkelte menneske.

En lykkelig barndom, en ulykkelig barndom, en sorgløs tid, en mørk tid, en tid hvor dagene flød over i hinanden, en tid hvor de enkelte begivenheder eller dage til tider skilte sig ud. En skolegang som ætsede sig ind på nethinden til evig erindring. For nogen erindres barndommen som udefinerbare oplevelser, der løber sammen i en helhedsoplevelse.

For Fanni står barndomslandsbyen i dag i hendes hukommelse som en blanding af den stjerneformede landsby hun lærte om i historietimerne, og den type landsbyer som Morten Koch filmene skildrer, og som cirka et halvt århundrede efter deres indspilning har opnået anerkendelse på grund af filmenes detaljer, med deres mange personligheder og disses dagligdag. Det er sådanne hverdagsoplevelser fra så længe siden, Fanni husker tilbage på. Det er Fanni's verden, som jeg vil fortælle om.

Fanni's forældre var ikke landmænd, husmænd eller arbejdere. Morfar havde den eneste industri-virksomhed i landsbyen. Antallet af de ansatte svingede gennem årene mellem 10 og 30 uddannede håndværkere og arbejdsmænd.

Det var nærmest et tilfælde, at præcis den landsby skulle komme til at danne ramme om Fanni's lykkelige barndom.

Hendes slægt var, som de fleste danskeres på den tid, runden af gode bondeslægter. Morfar blev uddannet tømrer og forsøgte uden held lykken mange gange, før han faldt til ro i landsbyen med en lille fabrik. Efter et liv med mange fallitter købte han et mindre snedkeri, som imidlertid brændte hurtigt efter erhvervelsen. De nærmere omstændigheder kender Fanni ikke. Morfar var endnu engang uheldig, han havde ellers fået en god idé. Denne gang ville han fabrikere isskabe, som skulle vise sig at blive starten på et, for ham og Margrethe økonomisk stabilt liv.

De sidste penge gik op i flammer og morfar solgte sin idé til Krystalisværket i København, der igen var en nicheproducent under Carlsberg bryggeriet.

Et nyt maskinsnedkeri med blikkenslager- og malerværksted blev bygget. For første gang i sit ægteskab med Margrethe, Fanni's elskelige mormor og gudmoder, kunne de som midaldrende realisere deres livs drømme. De 3 døtre var blevet voksne og giftefærdige og isskabene gik som varmt brød. Det var før de elektriske køleskabes tid. Et isskab blev, som navnet antyder, holdt koldt ved hjælp af en blok is. Så for at have et isskab skulle man have mulighed for et hente eller få bragt en isblok ca. 2 gange ugentligt. Blokken blev lagt i en zinkkasse på en zinkbakke i skabet, hvis indervæg også var af zink. Derfor havde morfars fabrik et blikkenslagerværksted hvor Poul styrede med gemytlig hånd. På malerværkstedet malede Jørgensen med store sving, han havde før været fast ansat maler på Storstrømsbroen, og var derfor uvant med finere penselarbejde, sagde morfar altid. Snedkerværkstedet var naturligt det største og opdelt i 2 afdelinger. En med moderne maskiner, båndsav, høvle og fræse maskiner og en afdeling til samling af skabene med en stor pudsemaskine hvor sandpapiret kørte rundt i et bånd og emnerne kunne holdes ned på båndet medens sandpapiret for rundt og derved sleb træet glat før det skulle males.

Blandt de ansatte på fabrikken, som snedkeriet altid kaldtes, husker Fanni lærlingen Jens, som med hjælp fra Poul på blikkenslagerværkstedet svejsede en et hjuls cirkus cykel. Jens skulle bruge den til de voksnes fastelavnsfest i landsbyen. Den var så høj, at han kunne hvile sig mod balkonen i forsamlingshuset, når han ikke demonstrerede sine kunster. Tiden inden fastelavn det år var sjovt, for Jens skulle jo lære at cykle på et hjuleren. Først øvede han sig på en lav et hjuler i frokostpausen, men da han mestrede dette syntes Poul, at der skulle svejses en længere cykel. Dette gav anledning til en masse sjov på fabrikken i den periode, fornemmede Fanni. Men det var ikke velset, at børnene kom på fabrikken i arbejdstiden eller gik ned til Rampen ved vejen, hvor svendene i den varme periode foretrak at holde deres pauser frem for i den tilrøgede frokoststue med den lille kakkelovn. Meincke var en lidt forfinet snedkertype som boede til leje i et af fabrikkens 4 små huse på Nemo vej ude ved stranden. Meincke blev senere værkfører, da Fanni's far overtog ledelsen af fabrikken. Han kom fra den dansk sindede del af tyske Sønderjylland. Endelig var der snedker Knud, som lavede smukke teaktræsmøbler blandt andet til moster Mary. Knud lavede også prototyper med far, inspirationen hertil blev hentet fra datidens højt anerkendte forretning Den Permanente på Vesterbrogade i København, hvor velhavende amerikanske turister fra de store cruiseskibe købte danske arkitektmøbler. En møbelfabrikation kom det dog aldrig til på snedkeriet.

Fanni's mor rejste hjemmefra som 15årig efter endt mellemskoleeksamen med højeste karakter og deraf følgende udmærkelse. Hun havde ikke lyst til at fortsætte skolegangen, selvom der blev tilbudt friplads af rektor. Hun skammede sig over den relative fattigdom, hun kom fra sammenlignet med de andre på privatskolen i Faxe. Fanni's mor havde altid elsket at tegne påklædningsdukker og udstyre dem med fint tøj.

I København flyttede hun ind på et værelse med sin ældre søster, der på det tidspunkt efter endt realeksamen arbejdede i en smørrebrødsforretning. Fanni's mor kom på en systue, men hendes talent for at tegne og tilskære stof førte hurtigt til avancementer, der ikke var helt i harmoni med hendes alder. Stort ansvar blev lagt på den unge kvinde. I 30. ernes Danmark var det, blandt det bedrestillede borgerskab, in at kunne kreere sin egen garderobe suppleret med en god skrædder.

Da der altid havde været et godt sammenhold i familien, tog Fanni's mor ofte hjem til sine forældre på weekendbesøg i landsbyen. I weekenden var der overskud til de fornøjelser den lange arbejdsdag i storbyen ikke levnede tid til.

Landsbyen havde et forsamlingshus, hvor der året rundt afholdtes fester for beboerne med fællesspisning og bal til spillemand Arnes orkester. Orkestret bestod af Arne på klaver og gårdmand Larsen på violin. Arne kunne også svinge en harmonika og sågar blæse Oh mein papa på trompet. Til et sådant forsamlingshus bal mødte Fanni's mor sin store kærlighed.

Rødkærgård

Vagns farmor

Vagn kom fra en familie med 7 børn i det indremissionske Tvis udenfor Holstebro på Rødkærgård.

Vagn havde kun gået i skole hver anden dag til han var 11 år, så måtte han ud og tjene. Herefter blev der kun tid til undervisning i vinterhalvåret. En ganske normal opvækstform i begyndelsen af århundredet. Han havde fået en moralsk og streng opdragelse, hvor gaver til fødselsdage og højtider var et ukendt begreb. Fanni's bedstemor havde fået skødet på parrets gård af svigerforældrene, som øjensynlig ikke turde overlade dette i sønnen Mortens varetægt.

Vagn besluttede med 2 af sine brødre at udforske den østlige del af fædrelandet, så de drog til Sjælland og han blev karl på en gård i landsbyen Jersie.

Fanni's Farmor, Marianne Stokholm, født Risum, som ung

Efter sigende var Fanni's far en meget charmerende mand, hvilket billeder fra disse år da også bekræfter.

Da forældrenes forelskelse naturligt ligger før Fanni's tid, ved hun bare at de blev forlovede, at hendes morfar lod faderen uddanne til maskinsnedker, og tog ham ind i firmaet som værkfører.

Vagn nr. 2.2. række tv. Med halstørklæde

Morfar købte nabohuset til sine pensionistår langt ud i fremtiden, og Fanni's forældre fik det i leje og satte det i stand efter hendes mors ideer, som havde udviklet sig væk fra den gængse landsbysmag i takt med at hun som designer og underviser havde stiftet bekendtskab med en række spændende hjem i København. De må have brugt alle deres sparepenge på kvalitetsting til hjemmet, da indboet holdt deres tid ud. Endvidere fik de til deres bryllup smukke antikviteter fra moderens Københavnerforbindelser. Disse gaver bidrog også til at gøre det lille hjem anderledes end landsbygårdenes indretning med et spisebord midt i rummet, og en ottoman eller enkel lænestol til husherren.

I Fanni's hjem havde far snedkereret et næsten sort plankebord med tilhørende polstret vinkelbænk, en armstol for den anden bordende og 3 almindelige spisestuestole på langsiden. Endvidere et højt hjørneskab i samme stil. I den fine stue der blev opvarmet i weekenderne, var der foran kaminen et cretonne polstret Chesterfield sofa arrangement, en ditto betrukket ottoman, et egetræsplankebord med Rosenborgstole, en egetræskiste med fladskæringer fra 1647 og plan top samt egetræsreoler. Bordeaux gardiner med stilkapper og undergardiner, jo det var sandelig forskelligt fra landsbyens andre huse.

Esther Pedersen og Vagn Stokholm

23. juni 1940

Med sin første graviditet sluttede Fanni's mor som udearbejdende i takt med tidens borgerlige normer til en families fundament. Og storebror Peter kom nøjagtig 9 måneder efter brylluppet, som blev holdt i al stilhed en tidlig Sankt Hans aftens morgen. Tyskerne havde besat Danmark i april, så der var ikke anledning til stor festivitas, desuden var morfar flad på det tidspunkt, da hans yngste datter var blevet hastegift kort før, og fabrikken netop genopbygget. Produktionen havde under byggeriet været forlagt til Driftebrogård nord for Køge.

Hvad er det første et barn husker fra barndommen, og hvor kommer erindringsbilleder ind og hjælper på hukommelsen? Er det hjemmets nære rammer, eller den ømhed og kærlighed man modtager? Det kan være svært at sige. Fanni's tidligste erindringer placerede hun i forhold til, at hun sidder på pottestolen i køkkenet og piller i 2 sår på sit ene ben. Mor siger det er kopper, og det forstår Fanni ikke, for kopper drikker man da af. Da hun fik sårene, havde mor en diskussion med lægen, der ville ridse hende på armen. Det ville mor ikke have, for hvis det blev lige så lange ar som hendes egne, ville det ikke pynte på en ung piges arme, så Fanni fik sine kopper på låret. Men selvom mor sagde, at man ikke måtte pille i sårene, så var det nu fristende at pille skorpen af!

Husets varmegivere, en kakkelovn i hverdagsstuen og en kamin i den fine stue knytter sig til samme periodes erindringer sammen med komfuropvarmet vand til aftenvask på køkkenbordet, før hun sammen med sin 2 år ældre bror Peter skulle i seng på det uopvarmede børneværelse. Det kolde værelse var ikke noget problem, for far varmede 2 mursten i kakkelovnen, og de blev pakket i en avis og lagt i benenden af sengen. Dynen blev varmet over en stol foran kakkelovnen, og så blev man båret op i seng indpakket i dynen i fars arme og puttet ned til den varme mursten. Sengene var de for den tid praktiske udtrækssenge, der kunne vokse med børnene. Dynerne faldt, med deres hønsefjers stopning, godt til om kroppen, flonelsnatkjolen var lun, og det var trygt at ligge tæt ved siden af sin storebroder.

En af disse tidlige vintre skete der en mindre katastrofe. Det havde frosset så meget, at mors syltetøj og henkogte frugt gik til. Glassene revnede simpelthen. De stod i et uopvarmet værelse i et gammelt søjleskab fra forrige århundrede, som mor havde arvet af, en for Fanni ukendt, moster Lisbeth i København. En anden katastrofe indtraf også i disse år, hvor sukkeret stadig var rationeret efter 2. verdenskrig. Mor havde samlet sukker med henblik på syltning. Hvorfor hun havde gemt sukkeret i ovnen, vidste Fanni ikke. Men en dag havde hun tændt op i komfuret og glemt alt om sukkerbeholdningen. Ingen vidste nærmere om sukkerets herkomst, men det lå i luften, at hun havde handlet sig til det. Mor åbnede ovnlågen og fik det smeltede, brændende varme sukker over sin arm. Det var en smertelig oplevelse for hende på mere end en måde. Dengang smurte man vaseline på brandsår. Mors var stort og Fanni husker, at hun havde mange s smerter, men ingen overgik tabet af sukkeret. På søndage blev der fyret op i kaminen i den fine stue. Det var fest. Peter og Fanni sad i en af de store, dybe stole med far og han læste for dem, medens mor stoppede og reparerede tøj. Børnene var heldige, at hun var så ferm på fingrene, i disse år hvor det var svært og dyrt at skaffe materialer. Meget tøj skulle jo sys om, og ikke alle mødre slap lige heldigt fra den proces. Men mor havde sin uddannelse at trække på, så hun sad altid ved Singer trædesymaskinen i ledige stunder og mange nætter, for hun syede til hele familien. Også kusiner og fætter ude på Driftebrogård nød godt af hendes kunnen.

Fanni og Peter Stokholm

Fars oplæsninger prentede sig ind i fantasien og blev taget med i seng. Kaptajn Grant's børn og H. C Andersen var spændende og gav gode drømme. Men værre var det med Grim's eventyr, som kunne give slemme natlige mareridt i en livlig barnefantasi, specielt når den lakerede træ finering på skabs og skunk dørene i børneværelset havde de mest utrolige knastformationer, der lignede troldeansigter. Bag døren var den tomme Skunk - eller var den mon tom? Når vinden hylede, omsattes de mange lyde hurtigt i Fanni's livlige fantasi. Hun havde jo kigget op på øverste loft, da far løftede hende, og der stod noget, - men hvad, kunne hun ikke se.

Ind imellem fik Fanni mareridt og måtte ind til far og mor. Fanni har hele livet drømt meget og hører til dem, der husker sine drømme. Så alene rædslen fra foregående nats drømme var nok til atter at sætte fantasien i gang, når hun skulle sove igen.

Gruppebillede af frihedskæmpere, Vagn Stokholm nr. 5 stående fra venstre,

Ejnar Sørensen øverst alene.

Fra disse tidlige år husker Fanni, at hun og Peter fik lov til at gå til brødudsalget, hvor spillemand Arne boede i den anden ende af huset, og købe friskt franskbrød søndag morgen. Det var spændende at begive sig ud i den store verden med sin varme næve i Peters trygge hånd. Fanni var en lille buttet pige, der oftest var glad, hvilket sås på hendes hoppende gang. Hun var lyshåret, og det voksede med årene til lange fletninger. Peter havde mørkt glat hår, som lå vandkæmmet, gerne under en lille rund hjemmestrikket hue. Begge gik i overalls og med hjemmestrikkede stribede bluser i festlige farver, som ugifte moster Mary, der nu havde uddannet sig til hjemmesygeplejerske, og boede i København, havde strikket af ophyldede gamle tøjer.

Kapitel 2

Søndagsskole

Lige overfor det lille brødudsalg voksede en masse træer vildt. Her førte en vej op ad bakken, og for enden af denne lå den gamle præstegård fra syttenhundrede tallet. Det var rigtigt spændende, da Fanni og Peter begyndte at gå i søndagsskole i konfirmandstuen deroppe hos præstefruen, fru Otzen. For at komme ind i konfirmandstuen skulle man af en lang mørk gang til den ligeså dunkle stue, der blev opvarmet med en høj sort kakkelovn. Her sad børnene, på bænke uden ryglæn, og fik fortalt spændende historier fra biblen, samtidig med at de lærte de første bibelske børnesange.

Fanni sad og kiggede på de andre børn fra landsbyen og oplandet. Almindeligvis mødte hun ikke mange af dem, men her kunne hun sidde og sammenligne deres påklædning og fletningernes tykkelse. Nogle piger havde fletningerne op over hovedet med en sløjfe ved hvert øre, andre havde dem hængende i en bue ved hvert øre, andre havde dem i frikadeller, men de fleste havde dem ned af ryggen, alle pyntet med en sløjfe fordi det var søndag. Børnene havde hjemmestrikkede trøjer og bluser på, og alt tøj var hjemme- og omsyet, da det endnu var kort efter anden verdenskrig og der var mangel på materialer.

Hver sommer inviterede fru Otzen alle børnene en søndag eftermiddag i præstegårdshaven til jordbærsaft og kage. Specielt jordbærsaften var Fanni helt vild med, for det fik hun aldrig der hjemme. Mor lavede ribs og rabarbersaft, men ren jordbærsaft smagte altså bedre! I den gamle præstegårdshave blev der leget en leg, hvor man parvis gik på de uendelige grus gange i haven mellem alle træerne og buskene. Ingen anden have var så stor, - man kunne næsten fare vild. En hel verden for sig, hvor man blev alene med sin partner indtil man mødte et andet par og skulle svare rigtig på spørgsmål for at kunne skifte partner og fortsætte rundt i haven.

Alt i præstegården var så anderledes og gammelt, ja selv fru Otzen, der var en meget tynd, elskelig dame med opsat gråt hår og mørke brune kjoler med hjemmehæklet sjal ligesom oldemors. En sølvbroche holdt sjalet på plads, så hun kunne spille på stueorglet.

Senere blev søndagsskolen flyttet til missionshuset, der ikke var nær så spændende som den gamle dystre præstegård.

Fru Otzen var den venligste og mildeste kone man kunne møde, men lidt forvirret og vist også upraktisk ifølge de voksnes udsagn. Hun og Otzen havde 4 børn, men det var jo bagateller i forhold til en familie med 12. Det blev hurtigt kendt, at hun, da hun fik en ny barnevogn til et af sine børn, gav den væk til familien Sørensen hvor der kom 1 barn om året til de havde 12.

Jeg kan da nemt klare mig med min gamle vognlød det tørt fra hende,

De har meget mere brug for en ny vogn.

Engang da Fanni besøgte sine kusiner og fætter i København, var hun med dem i søndagsskole på Nyboder skole. Der fik børnene farvede billeder med Jesus og hans mor Maria. Fanni syntes godt de også kunne dele sådanne nogen billeder ud i hendes søndagsskole!

Stueorgelet som fru Otzen spillede på når de skulle synge, kendte Fanni godt fra sin farbroder Anders med den tandløse tante Anna. De boede ude på heden ved Tvis, hvor man kom til ad en vej med græs i midten. Hos onkel Anders blev der altid holdt andagt inden familien skulle bryde op, og tante Anna sad aldrig med til bords. Far og mor syntes vist det var for religiøst, men Fanni og Peter tog det som en spændende oplevelse.

Senere blev søndagsskolens aktivitet som nævnt lagt i nye rammer i Missionshuset, der frem til begyndelsen af århundredet havde fungeret som landsbyskole, og som senere i Fanni's folkeskoleperiode igen blev inddraget til de store skoleklasser grundet pladsmangel i det hidtidige to-klasse system for de 7 skoleår. Det var, da de store børneårgange fra krigen begyndte at trænge sig på.

Med søndagsskolens fysiske flytning kom en ny person ind i billedet. En af landsbyens store gårdmænd Jørgensen, som han altid hed i Fanni's familie, delte nu jobbet med fru Otzen.

Jørgensens kone havde øjensynlig besluttet, at Jørgensen disse 2 dage om måneden skulle være børnepasser for deres egne 4 børn, for søndagsskolens yngste elever dukkede nemlig op med Jørgensen. Det kunne være særdeles svært for ham at holde Anders og William tavse, når fru Otzen omgjorde dagens tekst til børnesprog. Men hun var tålmodig og kendte godt til drenges udskejelser. Alle i landsbyen vidste jo, at hendes sønner havde været så uartige i toget til Roskilde, dengang de gik på Katedralskolen, at de var blevet sat af toget i Havdrup, - kun en station fremme. Dette gav anledning til lidt skadefryd i landsbyen, hvor den barske Jantelov herskede.

Fru Otzens mand var Provst, og da Fanni's mor havde valgt Fanni's noget besynderlige navne, ud fra navne på veninder hun havde beundret i sin barndom, havde provsten ikke fået rigtig fat i stavemåden, - eller kendte han måske til en forbudt bog i England? I hver tilfælde havde han skrevet Fanni og ikke det normale Fanny. Otzen var ikke til sinds at lave en ny dåbsattest.

Den ene staveform kan vel være lige så god som den anden! konkluderede han, og dermed var den sag uddebatteret, for han var en højt respekteret mand man ikke modsagde.

At gå i søndagsskole betød, at man hørte til den bedre del af landsbyen. Det var børnene sikkert lige glade med, for dem var der 2 indlysende fordele, som talte i søndagsskolens favør: For det første den tidligere nævnte sommer komsammen, der senere udvikledes til en sommerudflugt med en nabo søndags skole. For det andet, at søndagsskolebørnene hvert år kom til en ekstra juletræsfest i landsbyen 5. juledag. 3. juledag var der juletræsfest i forsamlingshuset for alle landsbyens børn. De to fester var, udover den traditionelle godtepose meget forskellige, men Fanni syntes at søndagsskolens nemt kunne konkurrere, for der legede de

tju, ja tju det skal du have, for du stjal min bedste ven.

Og så var der en dreng Jørgen fra nabosøndagsskolen, som var så køn. Jørgens forældre var indremissionske, og så måtte man ikke danse, derfor kom han aldrig til landsbyens juletræsfest. Hans familie boede mellem kommunens 2 landsbyer på egnens største gård. Men hvor var man heldig, hvis man kom til at gå med Jørgen i hånden 5. juledag.

En tredje og allerbedste ting ved søndagsskolen var, da børnene blev større, sommerlejren. De første år lå lejren mellem Køge og St. Heddinge. Senere blev det en lejr på Faxe Fed. Her deltog Jørgen også, da hans far var en af arrangørerne. - Og man kunne være heldig at være på hold med ham i terræn lege, til kartoffel skrælning eller når der skulle opføres sketchs på forældredagen. Børnene var hjemmefra i 5 dage, - på lejr med bål og sjov. Da Fanni blev stor teenager deltog hun som lejrtante. En helt anden situation, hvor hun som 16årig oplevede, at ikke alle missionærer kan stå for unge piger, når månens lysstribe rammer vandet og de voksne tager et fuldmåne bad. - Jo, Hans Kirk skrev ikke Fiskerne uden grund.

For nu at gøre drømmeprinsen Jørgen færdig, skulle FDF spejderne en gang bruge en pige til et teaterstykke og Fanni var heldig. Sikkert aldeles talentløs spillede hun Leonora Kristine, i en til lejligheden af hendes mor fint syet kjole. Hun skulle her spille sammen med Jørgen der så meget ridderlig ud i sit flotte kostume, og andet husker Fanni ikke fra stykket. Peter blev venner med Jørgen, da han begyndte på Roskilde Katedralskole. Jørgen kom i den Private Realskole, og de fulgtes i toget. Derfor kom Jørgen af og til hjemme hos dem. Han var en meget charmerende, høflig og smilende dreng, hvis venlighed Fanni naturligvis tolkede, specielt son vendt mod hende.

Kapitel 3

Forsamlingshus

Skulle familien ud i landsbyen, hed det altid ned i byen, for den lå i et hul med alle gårdene samlet omkring branddammen. Markerne spredte sig i en vifte udenom, helt klassisk ifølge historiebøgerne og med en eng ved stranden samt et lod i mosen til hver gård, hvor studene græssede om sommeren. Det skete at en stud sank i et mosehul, og så var der stor ståhej for at få den reddet. Der var skudt enkelte husmandssteder op ude på markerne, men de fik først betydning senere, da Fanni kom i skole. Nogle børn havde hele 4–5 kilometer til skole. Det var langt for en lille 1. klasser med egen befordring til fods eller på cykler, der som regel var enten for små eller for store til børnene.

Landsbyen havde alt, hvad der behøvedes til dagligdagen.

Først og mest spændende var vel smedjen, som endnu på dette tidspunkt var vigtig for landmændene, når de skulle have repareret landbrugsmaskinerne eller skoet hestene. Kunne og turde Fanni liste sig lidt tættere på smedjen, var det en utrolig oplevelse at se smeden arbejde. Han stod jo der mørk, snavset og krumbøjet ved essen, - flammerne lyste, og når hestene skulle skos skældte han bravt ud på dem, medens han holdt hestens ben mellem sine knæ for at komme den gloende hestesko på. Det sydede og røg omkring ham og hesten, og tænk - han slog søm ind i hestens fod! Fanni kunne næsten mærke det på sig selv, og en rystelse for gennem hende ved hvert slag. Men da hun var opdraget til at holde sig på den lige vej, turde hun altså næsten ikke standse, når hun en sjælden gang skulle forbi smeden. Ofte ledte hun efter en mulighed for et påskud. Men ak nej, at færdes der, var forbeholdt børnene nede i landsbyen.

Det gamle brødudsalg lukkede, og overfor smedjen åbnede et andet som også solgte benzin. Det var et yndigt gammelt hus med den smukkeste have i landsbyen. Et aldrende ægtepar og deres ugifte voksne datter Karen boede i huset. Manden havde haft nogen vognmandskørsel, og der var 2 store garager bag huset. Beboerne var altid nette og sirlige i tøjet, kvinderne lidt gammeldags med hæklede sjal over skulderen og knude i nakken ligesom oldemor i Faxe. Datter Karen overtog, da forældrene døde. Brødudsalget fik sit brød fra den nærliggende stationsby, Havdrup. Udsalget var meget lille, der kunne stå 1–2 kunder i butikken ad gangen, og sortimentet var heller ikke stort. Franskbrød i to størrelser, rugbrød, et par tørkager og wienerbrødsstænger eller - kringler. De solgte også slik, cigaretter og senere is, så med en køkkenhave og en hønsegård kunne det nok lige løbe rundt. Når Fanni og Peter hentede franskbrød søndag morgen, fik de sommetider lov til at købe en 10 øres chokolade frø. På dage hvor de ikke havde penge til det gav brødudsalgsdamen Karen dem en flødekaramel. Vild luksus var det. Det var eneste slik ugen igennem. Peter og Fanni gik 2 forskellige veje til og fra brødudsalget, ned igennem byen forbi Schnack's gård og smedjen på udturen, - over håndboldbanen hjem, men den kunne være problematisk hen på sommeren, da stien til banen næsten blev tilgroet af brændenælder fra den ene side, og da der gik køer på Helges mark på den anden side af den elektriske tråd, turde de ikke smutte under tråden væk fra nælderne. Da de jo ellers ikke kom den vej, var den lidt fristende, for der lå nogle meget fattige rodehuse hvor blandt andet smeden boede, og det var spændende at kigge og fantasere om, hvordan man havde det indenfor.

Videre rundt i landsbyens centrum lå forsamlingshuset. Her havde også sognerådet sæde og kommunekassereren sit kontor. Dette var byens hus. Her samledes alle til årets fester, og om vinteren blev der spillet badminton af de voksne, undervist i gymnastik og folkedans. Den årlige dilettantforestilling løb af stablen om foråret tillige med gymnastikopvisningen og folkedansafslutningen. Familiefester og begravelser var også begivenheder der samlede hele landsbyen i dette hus.

Fanni og Peter startede som absolut lilleputter til gymnastik hos Martha og lærte at gå på balance bænk med en firkantet pude med korn på hovedet. Øvelsen var også god for at holde ryggen ret. De slog kolbøtter på den lange måtte og gulvet lugtede af sur gulvklud, når de skulle ligge på det. Mormor spillede badminton med nogle damer her, det så Fanni aldrig, men hun syntes det lød spændende, for hendes mor deltog aldrig i nogen motionsformer. Hun havde altid gang i husmoderlige jobs derhjemme.

Gymnastikopvisningen hen på foråret var festlig. Alle gymnaster samledes ude i den lille stue ved køkkenet. Alt tøjet lå hulter til bulter i rummet, på bordet, bænkene eller hang på søm på væggen. Man stillede op til indmarch, - de mindste først efter fanebæreren. Så gik alle hold ind akkompagneret af Arnes klaver og en trompet eller violin. Der blev hilst med fanen og sunget en sang. Fanni beundrede fanebæreren, at han kunne hilse med det tunge flag, for naturligvis havde hun sneget til at prøve at løfte på fanen ude i den lille stue. Da landsbyen senere fik en gymnast med til Olympiaden i Helsingfors, blev han automatisk fanebærer. Det var en ære at bære den tunge fane ind og hilse med den medens alle gymnaster stod ret og sang: Der er et yndigt land. Olympiadeungersvenden fortsatte med at være fanebærer indtil en yndig ung sønderjysk pige kom i huset hos sognefogeden, - så overtog hun på uforklarlig måde det ærefulde hverv.

Men Fanni blev fanebærer for pigeholdets indmarch til et sommerstævne i Fårevejle. Hun var færdigudvokset som elleveårig, - en sund og kraftig bygget pige der kunne holde fanen op mod den friske vind, der blæste ind over gymnastiktribunen ved Fårevejle vig. Men det var svært, for vinden krævede at man brugte alle sine kræfter. Gymnastik var en sport for alle familier, fattige og velbjergede, og her var det ikke nødvendigvis sidstnævnte kategori, der var dygtigst.

Gymnastikopvisning 1950. Fanni th. for fanebæreren

Når børnene havde været inde og give opvisning, sloges de om at sidde på redskaberne der stod i et hjørne af salen, herfra havde man godt udsyn og kunne skubbe til sidemanden for, om muligt at tilkæmpe sig en bedre plads. Man havde også mulighed for at skulle flytte sig og stå ved siden af andre børn, når karlene eller drengene skulle bruge redskaberne til deres flotte spring.

Det var svært for de forfængelige mødre at få sønnernes hår til at sidde under springene, og et år strakte alle mødre hals, for Jørgen og Niels, æggemandens sønner, som var dygtige springere, kunne udfolde alle deres talenter, og håret sad tilbagestrøget på sin plads hele tiden. Ved næste drengefødselsdag hos Peter spurgte mor dem, hvordan deres hår havde kunnet blive siddende, og de afslørede at hemmeligheden var husblas. Dette var, efter det hjemmestrikkede drengehårbånd med et kryds over hovedet og en ring rundt om var gået af mode. Fra den dag sad håret perfekt hos Peter til gymnastikopvisningerne. Ak ja, også drenge må lide under forfængelige mødre. Det viste sig i øvrigt at være en svær proces at vaske husblassen ud af håret, Peter følte sig næsten som en skoldet gris!

Der var altid nogle blandt de unge piger Fanni beundrede, og længslen efter at blive voksen kunne trænge sig på, uden hun egentlig gjorde sig klart, hvad det indebar.

Ikke karleholdet, men mændene var sjove at se på i deres lange underbukser. De sang højt og rungende "I alle de riger og lande" når de svingede ind på gulvet i energisk tempo. Ikke alle var lige smidige eller slanke mere. Deodoranten var absolut ikke opfundet ude på landet, så de naturlige dufte sammen med os og lugt fra de 2 kakkelovne på langsiderne i forsamlingshuset, blandede sig med duften fra sure gulvklude og spredte en helt speciel odør. Når de voksne mænd, hvoraf en del var kraftige gårdmænd, udfoldede sig i bedste kaptajn Jespersen stil med hoppeøvelser på gulv, gungrede det i hele salen, og mindre aktive landsbybeboere smilede ufint over aktørernes anstrengelser. Den evigt gældende jantelov kom også her til fuld blomstring!

Mændenes øvelser var i sig selv sjove at se på, der skete noget, og den enkelte var ambitiøs i sine udfoldelser. I takt kunne de i hvert tilfælde hoppe med alle deres svulmende kilo.

Forsamlingshuset havde en balkon langs de tre sider. Her kunne man sidde med kaffe eller øl og vand og se ned. Der var traditioner for, hvor de enkelte sad disse aftener. Sladdermadammerne, som alle var udover den tid hvor de, om nogensinde, havde nogen form for tiltrækningskraft på et dansegulv, havde deres faste plads for enden, så de havde et fint overblik med alt, hvad der skete i salen, og intet undgik deres opmærksomhed heroppefra. Alle afvigelser fra den fastlagte landsbyetikette blev endevendt igen de næste dage over kaffen, ved havelågen eller i Brugsen.

Til det altid efterfølgende bal efter en opvisning eller dilettant forestilling, havde børnene gulvet første danse time, hvor musikken hovedsalig var folkedansmusik, som børnene havde lært at danse til i vinterens løb. mange voksne trak ind skænkestuen bag balkonen for at drikke kaffe. Kaffen blev hejst op med en håndtrukken elevator fra køkkenet, og forsamlingshusbestyrerens kone klarede med skarp tunge de mange bestillinger ned til køkkenet. Der var servering både på balkonen og inde i de to skænkestuer. I stuerne, som var møbleret med borde og bænke samt et enkelt billede på væggen og en gul pære med glasskærm over, grupperedes faste kortspilshold hurtigt. Det var landsbyens kortspillere på nær en lidt speciel gruppe som fandt omklædningsrummet mere attraktivt. Og bare ventede på at gymnasterne skulle blive færdige med omklædningen.

I køkkenet herskede kogekonen med fast og kyndig hånd sådan en aften. Man kunne købe lagkage og wienerbrød til kaffen, eller rullepølse, spegepølse og ost, samt pølse med brød. Fanni's forældre købte aldrig kage, for der var ikke propert nok efter mors mening. Og kiggede man ind i køkkenet nedenunder, hvor den store kobberkaffemaskine stod på komfuret, var det vist rigtigt nok, - for sikke et rod. Køkkenet var næppe 3x3m, og her skulle der vaskes op, koges kaffe på den nævnte maskine, anrettes det spiselige, varmes pølser og koges suppe i gruekedlen til natmad. Nedkølingsmuligheder fandtes ikke, og alle drikkevarer stod udenfor for at være lidt svale ved servering. Alligevel var det fest, hvis far flottede sig og man fik en sodavand til deling og en enkelt gang en rød pølse. Fodermesterens børn fil altid røde pølser, og far Sørensen så pærestolt ud, når han forelsket svingede sin kone der som nævnt nåede at lægge krop til 12 børn. Hun havde altid, ved disse lejligheder, klædt alle drenge i samme mønster skjorte og døtrene i ens kjoler. Sørensen kunne ikke lade være med at prale lidt med, hvor mange meter stof der gik til, når mutter skulle sy tøj til børnene.

Nu var det lille omklædningsrum fyldt med rygende og øldrikkende kort-spillere af en mere tvivlsom slags, og luften var ikke til at skære i. Nogle af disse aftener husker Fanni, at der opstod tumult ved køkkenindgangen. En af spillerne havde vel oplevet sig snydt eller havde tabt mere end godt var i kortspillet. Alt i alt var der en social opdeling sideløbende med fællesoplevelser på disse aftener. Den lokale betjent kiggede indenfor. Nu syntes far og mor det var tid at hente tøjet i kældergarderoben ved siden af de noget ildelugtende toiletter.

Fanni og Peter hørte altid sætningen:

Godt vi kom hjem med børnene før--.

Det var svært at få at vide hvad før hvad betød. Børnene hørte lidt, gættede lidt, men alt i alt måtte fantasien tages til hjælp.

Men en enkelt gang nåede de at opleve, hvad der kunne ligge i sætningen. Nogle karle fra nabolandsbyen kom forbi, og der opstod håndgemæng ved indgangen. Det var det nærmeste Fanni kom på voldsepisoder i sin barndom, så var det altså spændende, når der kom en ind som havde tabt en tand og blødte ud af munden. Fremover blev der strengere kontrol med adgangsbilletter, der nu skulle