Efter Juliane: En slægtskrønike

By Anne-Marie Smed

Slægtskrønikken "Efter Juliane" er delvis fiktion, men samtidig erindringer og overleveringer gennem min egen slægt, gennem mere end 100 år. Mange af personerne har levet, ligesom flere af episoderne er sket i virkeligheden. Jeg har selv navne og ansigter på størstedelen af personerne i bogen.

Således begynder bogen med brylluppet mellem Juliane Piil og Anders Hedeboe, en septemberdag i 1880 - mine oldeforældre. Lokationen er et lille landsogn i Himmerland, hvor det unge par begynder deres liv på "Lille Bækgaard" som bliver 3. generationers fødehjem.
Efterhånden bevæger personeren sig ud i verden, hvilket får sine konsekvenser, ligesom 2.Verdenskrig også spiller en rolle.

Bogen er præget af datidens normer og skikke, samt enkelte passager med egnens dialekt .
Bogen følger dagligagen, slægtens gang, deres glæder og sorger for det mest med "Lille Bækgaard" som udgangspunkt.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 20, 2023
• ISBN: 9788743068334

Anne-Marie Smed

Jeg har altid både læst og skrevet meget og efter jeg blev pensionist, efter et langt liv i den pædagogiske verden, gik jeg igang med et omfattende arbejde med at slægtsforske, samtidig med at jeg færdiggjorde bogen "SKYGGELAND". Bogen er en roman, som udspringer af virkelige oplevelser. I april 2019 fik jeg udgivet min første bog, "BARNDOMMENS LAND", som er en erindringsbog om min barndomstid og slægt. Jeg har, som sagt altid været fanget af læse og skrivelyst og derudover har kreativitet, såsom foto, både portræt og natur, altid været en yndet hobby, ligesom maleri, altid har fyldt meget. Indenfor alt dette er jeg autodidakt og har altid gået mine egne veje. Privat er jeg lykkelig gift og mor til to voksne børn.

Book preview

Indhold

Om forfatteren

Forord

Første del

Kapitel 1

Kapitel 2

Kapitel 3

Kapitel 4

Kapitel 5

Kapitel 6

Kapitel 7

Kapitel 8

Kapitel 9

Kapitel 10

Kapitel 11

Kapitel 12

Kapitel 13

Kapitel 14

Kapitel 15

Kapitel 16

Kapitel 17

Kapitel 18

Kapitel 19

Anden del

Kapitel 20

Kapitel 21

Kapitel 22

Kapitel 23

Kapitel 24

Kapitel 25

Kapitel 26

Kapitel 27

Kapitel 28

Kapitel 29

Kapitel 30

Kapitel 31

Kapitel 32

Kapitel 33

Kapitel 34

Kapitel 35

Kapitel 36

Kapitel 37

Kapitel 38

Kapitel 39

Kapitel 40

Kapitel 41

Kapitel 42

Kapitel 43

Kapitel 44

Kapitel 45

Tredje del

Kapitel 46

Kapitel 47

Kapitel 48

Kapitel 49

Kapitel 50

Kapitel 51

Kapitel 52

Kapitel 53

Kapitel 54

Kapitel 55

Kapitel 56

Fjerde del

Kapitel 57

Kapitel 58

Kapitel 59

Kapitel 60

Kapitel 61

Kapitel 62

Femte del

Kapitel 63

Kapitel 64

Kapitel 65

Kapitel 66

Kapitel 67

Kapitel 68

Epilog

Om forfatteren

Jeg er født en forårsdag i 1953, og har haft en ganske almindelig og tryg barndom og ungdom i en lille landsby i Himmerland. Efter mange år med et arbejde i den pædagogiske sektor, nyder jeg nu pensionistlivet sammen med min mand og vores to voksne børn.

Jeg har altid følt mig tiltrukket af det skrevne ord og fra barnsben var pennen, papiret og stilehæftet, mine spændende venner. At lære at læse var en revolution for mig og det var som en ny verden åbnede sig, og siden da har jeg både læst og lyttet til utallige bøger. Senere i livet begav jeg mig ud i at skrive dagbøger og erindringer, mm. Altså er jeg autodidakt på forfatter området.

Vinteren 2018 var jeg, langt om længe færdig med min erindringsbog, Barndommens Land, hvori jeg beskriver utallige barndomsminder fra min fødeby og genfortællinger fra min fars store fortællerevne og derudover beskriver jeg, vores gamle forgrenede slægt. Bogen blev udgivet i april 2019 og blev til stor glæde for en stor skare.

Sommeren 2020 fik jeg udgivet min anden bog, Skyggeland som også tager sit udgangspunkt fra den virkelige verden og kommer smertelig tæt på et ungt menneske, der er ved at segne under mobningens tunge åg.

Nu håber jeg min tredje bog, Efter Juliane, også må blive taget godt imod og fange læserens lyst til at tage tilbage til en svunden tid.

Anne-Marie Smed

Forord

Efter lang tids arbejde med at lave en gennemgribende slægtsbog, forenede jeg lysten til at skrive erindringsbogen, Barndommens Land, henholdsvis over min slægt på begge mine forældres side, samt over mennesker gennem min barndom i min fødeby i Himmerland. Bogen blev rigt krydret med mange af min fars fortællinger og blev virkelig godt modtaget. Gennem bogens tilblivelse, stod det mig dog mere og mere klart, at jeg var en del begrænset af hensynet til både nulevende, samt efterkommere af flere af de omtalte personer der optrådte i bogen, hvilket godt kunne ærgre mig, da der var flere episoder, som ville være virkelig spændende at beskrive, så ideen til at skrive en bog, som en roman opstod, og jeg forfulgte ideen og nu med den færdige titel - Efter Juliane

Enhver slægt er unik og har bidraget eftertiden med et væld af store og små begivenheder, store og små sorger og mange glæder samt hemmeligheder, som i fordums tider ikke tålte dagens lys, men som i dag kan være med til at kaste et nyt lys over forfædrenes gøren og laden, som mange kan nikke genkendende til. Derfor har jeg ladet mange af min slægt, fra begge mine forældres side, optræde i bogen i delvis ægte, eller omskrevne roller, sammen med mange opdigtede personer, som jeg dog Identificere med flere personer og hændelser, som jeg har kendt eller er blevet bekendt med, gennem overleveringer.

Den første Juliane og hendes korte liv, er således min egen oldemor, der blev gift i 1880 i et lille landsogn i Himmerland, hvor også jeg blev født som fjerde led i slægten. Den sidste Juliane er inspireret af min fynske mormor, der som ganske ung fik plads i et herskabshjem i Altona nær Hamburg.

Derudover ved jeg, bla. af egen erfaring, at den slags bøger er utrolig populære i netop den aldersgruppe der nyder at se tilbage på livet, enten med en bog i hånden eller med en lydbog i øret.

Anne-Marie Smed

Første del

Kapitel 1

Solen strålede fra en klar blå septemberhimmel, denne dag i 1880, og gjorde alt så tydeligt og skarpt. Gennem det kuperede terræn snoede den støvede grusvej sig opad mod kirken i Bæk, hvorfra man i et stykke tid, havde hørt kirkeklokkens kimen i anledning af brylluppet mellem 20 årige Juliane Piil fra Piilegaarden og den 5 år ældre Anders Hedeboe fra nabogården, Bækgaard. De to unge var næsten vokset op sammen, havde leget sammen som børn, sammen med de øvrige søskende. Det havde altid stået om en selvfølgelig hed, at det måtte blive de to! Forældrene, Ane og Peder Piil og Anders forældre, Martine og Bertel Hedeboe havde aldrig skyndet de unge til at blive ægtefolk, selvom det stadig var ret almindeligt. Begge hold forældre sad i gode kår på hver deres gård, dog var Bækgaard vel nok både den største og mest velansete, og man undredes da heller ikke, da beslutningen om de unges giftermål var blevet bestemt, da der blev iværksat en udstykning fra Bækgaard, ude ved de vestre stykker. Her blev opført en pæn lille gård, som ikke manglede noget, men heller ikke var overstilt! Lille Bækgaard blev det naturlige navn.

Udover de to Bækgaarde, som de omtaltes på egnen, lå yderligere den ældgamle Abildgaard der havde haft generation efter generation som ejere, men eftersom Nanny og Gustav var barnløse, efter at have, ikke mindre end samtlige fire børn til at ligge på kirkegården, også så var højt oppe i årene, at der ikke så ud til at være håb om at denne gamle gård kunne drives videre, når det gamle ægtepar ville lægge op. Som smidt lidt skødesløst langs vejen, dukkede et par mindre husmandssteder og et par indsidder huse op. Skrædderens skæve bindingsværkshus, hvor stråtaget, flere steder, næsten nåede ned til syldstenen, havde for længst givet navn til det første stykke af bakken op mod kirken, Skrædderbakken, ellers betegnedes denne bakke, naturligt nok, Kirkebakken og herfra gik Smedestien, en buklet grusvej, der endte ved smedjen, den lange lave længe, hvor Smed Nørregaard, med det voluminøse overskæg, dagligt svang den tunge forhammer og hvorfra lyden af ambolten sang ud over sognet, og hvor samtlige heste fra både Bæk og Sandet sogne, samt endda fra Røj sogn, kendte og respekterede Smed Nørregaard. Fortsatte man op forbi kirken, kom man over sognegrænsen til Sandet, hvor præstegården lå som den første bebyggelse og dernæst den fælles sogneskole. Ligesom i Bæk, lå også her en del gårde og husmandssteder.

Lige på sognegrænsen - ingen kunne rigtig blive enige om, i hvilket sogn, Blækhuset hørte til, da bakkerne og vejen undertiden havde ændret sig lidt hist og her. Blækhuset blev det kaldt, fordi det var firkantet og taget havde en karakteristisk facon med valmede gavle og var egentlig fattighuset, der som regel var fyldt med mere eller mindre sølle og forsmåede mennesker der ikke mere kunne forsørge sig selv.

Nogle af dem var dog stadig aktive i det lille samfund og kunne gå til hånde med forskelligt, så som, Fatter, der i sin tid havde sejlet på de Syv Have, efter sin egen opfattelse og ham var der ofte bud efter i høst eller andre mere eller mindre travle perioder hos bønderne. Meget kunne han ikke få fra hånden, men en hjælp blev det til og han tjente en lille skilling.

Udover Fatter var Bette Maren én af de fattiglemmer, der var eftertragtet til at hjælpe til ved gilder - ja også i andre henseender, og lige netop denne smukke september dag, var der skikket bud oppe fra Piilegaarden efter Bette Maren til at hjælpe til ved Juliane og Anders bryllup. De havde også været med ved forberedelserne, der jo havde stået på en tid. Der havde været slagtning af både gris, kalv og såmænd da også en af de små stude, havde måtte lade livet. Det lune sensommervejr havde bekymret kvinderne, da det var svært at holde spyfluerne væk, så de havde hjulpet hinanden med at sy gamle lagner og andet aflagt linned, omkring kødstykkerne. Bages skulle der også og her havde de selv stået for at si en del af det nytærskede korn, så det kunne anvendes til sigtebrød.

Det var faktisk et slid at forberede sådan en fest og især slagtning af de større dyr og her måtte både Anders og broderen Svend Hedeboe, tage over, med hjælp fra forkarlen på Piilegaarden. Svend var naturligvis selvskreven til at skulle overtage fødegården, Bækgaard. Det havde været på tale den senere tid, om det snart var på tide, at lade Svend og hans kone, Else komme til og derfor få lavet et aftægtshus til forældrene, Martine og Bertel Hedebo. Nu var den yngste søn også sat i veje, og Bertel havde immervæk passeret de 65 år og det var vel almindeligt at lægge op, selvom han stadig var en aktiv og rørig mand. Ja, han kunne jo stadig gøre nytte hos sønnerne.

På Piilegaarden, savnede de en voksen søn derhjemme. Her var den eneste søn, Jacob indkaldt som soldat, og når de nåede maj, havde han udtjent sin lange værnepligt og med sine treogtyve år var han velbygget og stærk karl, der snart var rede til at overtage hjemmet. Han havde endnu ikke valgt sig en kone, men der var jo nok tid at tage af og han skulle sagtens finde et passende parti. Jacob havde fået udgang, for at komme hjem til søsterens bryllup og så kom han sikkert heller ikke hjem inden maj.

Imedens summede det af travlhed i køkken, bryggers, stuerne, ja over hele Piilegaarden ude som inde. Der havde snart været flere gilder, da alle fra gildeslaget også skulle have deres eget gilde, lige som andre forgilder var overstået.

Nu kunne man begynde at se det ene hestekøretøj følge efter hinanden, op mod den lille middelalder kirke. Begge sogne var rigt repræsenterede og stadstøjet var kommet ud af skabe og kister. De forspændte heste havde det fineste seletøj på, som gården nu kunne præstere, ligesom det var stadskøretøjerne der var kommet ud fra vognportenes inderste hjørne. Karlene havde travlt og måtte se bort fra at holde fri denne søndag, men ingen var i tvivl om at der var rigeligt med god mad og den hjemmebryggede øl, så de havde såmænd en hel festdag ud af det og havde ikke de store tanker om, at der var en arbejdsdag fra tidlig morgen, næste dag. Enkelte steder var høsten endnu ikke i hus, men vejret så ud til at være med dem, så det skulle nok nåes! Sådan en begivenhed som sådan et bryllup var, ville alle gerne yde bidrage til og det var jo næsten en hele ære at hjælpe til med at spænde til og fra, for da slet ikke at tale om at få ære af at være kusk!

Støvet var ved at lægge sig efter alle køretøjerne og nu sås blot en enkelt charabanc, sort og skinnende, med de to røde forspændt. Karlen Aage, havde holdt et vågent øje med Bette Niels, der var dreng på Piilegaarden. Niels havde slidt sig både træt og sveddryppende over at pudse hestene med halmvisken, til de stod skinnede og blanke! Bette Niels var nu også helt stolt over at se de to prægtige dyr stå der med deres blanke, fuksrøde skind, som de rystede forsigtigt, når en flue havde den fortrædelighed at lande på den røde flanke. Det var som om hestene selv var bevidste om hvor smukke de tog sig ud og forstod endda at knejse ekstra med nakken og da dagens brud, Juliane Marie Piil, med hjælp af sin far, Peder Piils fremstrakte hånd, steg op i charabancen og tog plads på det mosgrønne fløjlsbetrukne sæde, trippede de ud af gårdsleddet til lyden af de jernbeslåede hjuls skuren på stenbroen.

Juliane sad så stille i en tilstand af både forventning og nervøsitet. Det var jo en glædens dag og hun var så tryg ved Anders, der var den eneste ene for hende, intet ondt kunne nå hende, når bare hun havde Anders! Selvfølgelig var hun da spændt på den nye fremtid, hvor hun nu skulle være husmor og hun og Anders skulle bygge deres fælles hjem op og hvor deres fælles børn skulle vokse op. Ved tanken om børn, røg Julianes hånd automatisk op til panden, som for at mærke efter om den virkelig var så hed, som hun følte. Hendes tanke om at den gode Gud måtte have holdt sin hånd over hende, for skulle hun være helt ærlig, havde det ikke været helt umuligt at hun, som flere andre, var blevet nødt til at have brylluppet fremskyndet, for flere var de gange, hvor hun og Anders havde glemt omverdenen, når de havde fundet hinandens favn bag diget nede i kæret. Juliane gyste ved tanken, samtidig med at hun følte sig let om hjertet ved denne tanke. Hun havde nok givet en lille lyd fra sig, for Peder vente straks ansigtet mod sin datter og spurgte om hun havde det godt og Juliane så straks et lille vemodigt strejf i sin fars mørke øjne. Et kort øjeblik hvilede deres øjne i hinandens og deres tanker var de samme - Peders øjne var mørkebrune, næste sorte, som de var i flere af faderens slægt og Juliane havde arvet sin fars brun øjne.Det hele skal nok gå og du får en god og stabil mand i Anders forsikrede Peder og tog sin datters hånd og beholdt den i sin på resten af turen. Juliane lod sin hånde hvile tungt i sin fars og lod tanker gå tilbage til barndommen hvor fars hånd var indbegrebet af tryghed og støtte. Og sådan sad de to resten af vejen op til kirken, hvor Peder måtte rømme sig et par gange og stryge sig over sit grå skæg, inden han tog sin datter under albuen og de to gik stille op gennem kirkerummet. Stolestaden knirkede og gav sig lidt, da Peder satte sig tilrette ved siden af Anders far, Bertel Hedeboe og de to mænd så diskret på hinanden med et lille nik. De to naboer havde jo dyrket deres jorde, side om side i mange år og der havde ikke været mange skæve ord imellem de to, ligesom konerne, Ane og Martine havde haft og havde stadig megen glæde af hinanden - ja børnene havde jo også delt flere år af opvæksten sammen og alle havde de bevaret kontakten når det lod sig gøre. Længst væk var Anders ældste søster, Sørine og hendes mand, Otto Torp, der nu havde slået sig ned som købmandspar helt ned i Tønder. Dem så familien ikke så tit, men de formåede at holde en god brevveksling. Værst var det for Martine, der ikke kunne følge så meget med i de to børnebørn, Svend og Jens, færden.

I dag var alle dog samlet fra fjern og nær og én af de største glæder for Juliane var besøget af hendes kære kusine Thea, der var datter af moster Ingeborg og onkel Carl. De havde haft et lille husmandsbrug nærmere Aalborg og de havde ikke haft så stor forbindelse med den øvrige familie. Det havde ikke ligefrem været velset, at Ingeborg havde giftet sig noget under sin stand. Men hun og Carl stod fast og trodsede Ingeborgs far, og forholdet blev aldrig helt godt, hvilket pinte både Morten og hans kone Juliane, da tuberkulosen tog Ingeborg og før da, havde hun måtte lægge to drenge i graven. Ane havde altid haft et stort hjerte for sin søster og trodsede da også sin far, ved at tage lille Thea under sine vinger i et par år efter søsterens død. Drengen, Morten, var noget ældre og nær konfirmationen og blev hos faderen til han kom ud at tjene. Senere havde Carl fået en husbestyrerinde og endnu et par stykker havde fulgt efter, og senere var Thea kommet tilbage til dette hjem igen. De to piger, Thea og Juliane, havde altid haft et helt særligt nært forhold til hinanden, og så snart de kunne skrive var der altid puttet små breve sammen med de breve, som Ane så flittigt skrev, ligesom det blev til mange ferier på Piilegaarden og efterhånden som de voksede til, blev de hinandens betroede. Thea var blevet tidligt voksen og efter den sidste husbestyrerinde var rejst, blev det Thea hos faderend tog over.

Årene gik, og nu var dette hjem opløst, faderen var flyttet til Fyn og havde bosat sig hos sønnen Morten og dennes kone Martha. De havde et godt stille liv og havde et par tvillingedrenge, som nød godt af at have deres bedstefar boende. Denne lille familie havde ikke set sig i stand til at komme til bryllup, men havde sendt en lille gave med Thea.

Nu var Thea i en alder af sytten år rejst til selve København for at uddanne sig til sygeplejerske, så nu var der for alvor lang tid imellem de så hinanden, med derimod var brevvekslingen øget kraftigt og postvognen syntes alt for langsom og sjælden! Nu var Thea hjemme i anledning af Julianes bryllup og hvem andre end hun skulle pynte bruden. Deres fælles gamle bedstemor havde, lige før sin død, overdraget sit smukke bryllupssmykke til sin ældste datter, Ane, som i dag, havde videregivet det til sin ældste datter, Juliane, og hæftede Thea smykket på brystet af den smukke, sorte silkekjole havde Juliane højtideligt betroet Thea, at denne broche måtte hun låne, den dag hun skulle stå brud. Nu stod de så der, dagens unge brudepar, foran alteret. Julianes spinkle skikkelse i den blanke silkekjole, som syersken, Jomfru Junker, havde syet. Under det hvide silkeslør anede man Julianes mørke hår, der var flettet og lagt som en rosenkrans om hovedet. Juliane havde ønsket sig en brudekrans af de gylden gule og cremehvide buketroser hjemme fra Piilegaardens have og der var også blevet til smuk lille buket. Ved sin side stod Anders, høj og stadig med ungdommens lidt ranglede skikkelse. Hans stride hår var som altid viltert og lod sig ikke sådan tæmme. Derimod lå hans mørke overskæg som en smuk svungen pude på overlæben. Af og til skottede han nedad mod sin brud, der gengældte det varme blik.

Peder og Bertel sad så ranke og var så tilpas med dette giftermål, at de næsten knejsede lige så stolte som kørehestene gjorde på denne brudefærd. Som om disse tanker fandt vej over på de øverste stolestader på kvinderækken, drejede de to mødre, Ane og Martine, hovederne en kende, og kastede et blik over mod deres mænd. I dagens anledning havde de begge deres fine perlebroderede hovedlin på, hvorunder det sirligt satte hår tittede frem. Begges hår grånede og Martines vel nok lidt mere end Anes. Martine var den ældste af de to, og var også ved at være noget kraftig, medens Ane altid havde været spinkel og væver og Juliane antog sin mors kropsbygning. Den ældste, sønnen, Jacob, var en tro kopi af den høje ranke Peder Piil! Efternølerne, tvillingerne Karen og Asta var stadig under udvikling, med deres tretten år, men syntes mest at slægte moderen på.

Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt - så bliver da tro håb og kærlighed disse tre, men størst af af alt er kærligheden - Sådan sluttede Pastor Jessen sin bryllupstale til Juliane og Anders, med dette citat fra Paulus Første Brev til Korinterne. Ingen kunne nære tvivl om disse to unge menneskers hengivenhed til hinanden, da de atter lod blikket hvile i hinandens, inden de atter satte sig - nu side om side som rette ægtefolk.

Flere var nu alligevel ved at synes de gik lidt for vidt i deres åbenlyse glæde for hinanden! Der var da trods alt noget der ikke behøvedes at være så åbenlys! Men måske der var nye tider på vej!

Den stærke sol slog dem i møde, da de trådte ud af kirken hvor svalerne kvidrede lystigt, når de søgte op under tagets små gemmesteder. Der blev nærmeste slået ring om brudeparret og alle var ivrige efter at lykønske. Karen og Asta hoppede helt kåde omkring deres storsøster, som de syntes helt og aldeles forandret og på en måde, helt ophøjet i dag! Ane tyssede på dem og måtte hviskende minde dem om at de var ved Guds Hus og både præst og degn var blandt dem - hun nåede ikke lige at få med, at de snart skulle til at gå til præst, så de skulle til at tænke lidt over deres opførsel!

I dag havde pigerne fået lov at sætte deres lange fletninger op i rosenkrans ligesom Juliane - Åh, hvor var det smukt og tænk, at måtte få håret sat som selveste bruden! Ak ja, tænkte Ane, det kunne ikke vare længe inde de to var konfirmerede og måtte ud og tjene - hun jog denne tanke på flugt, i dag var det hendes store piges dag!

Hrmmm, hrmm... rømmede Peder sig Nu er der vist tid for at komme til vogns og komme hjemad mod Piilegaarden, hvor bordet står dækket og maden venter. Snart var vogntoget atter i bevægelse, denne gang nedad den støvede grusvej mod Piilegaarden, hvor alle havde travlt. Karlene havde gjort plads til alle hestene og både ekstra foder og vand var parat. Efterhånden som køretøjerne gjorde deres indtog og hestene blev spændt fra og rystede sig så det gungrede i kroppene på dem, lagde støvet sig og de fleste nød at strække benene. Mændene gik en tur om bag stald og lade, mens kvinderne højlydt beundrede haven der bugnede af georginer og samtlige af sensommerens blomsterflor. Midt på den lille græsplæne, var et bed omkranset af en lav buksbomhæk og her i midten var der blevet rejst en flagstang, hvorfra Dannebrog vajede så stille i den lette brise. Tænk engang lo Juliane, Det var først på hjemturen, jeg lagde mærke til dem der flagede! Hoo, hoo buldrede Bertel. Det var også først da mor kom stikkende med flaget, at a kom i tanker om det! Bertel skottede skælmsk til Martine der morede sig sammen med de omkringstående over denne pudsighed. Det var kun enkelte gårde der havde flag og flagstang, og det var lidt af en storhed og tillige så skønt at kunne hejse Dannebrog. Sørine og Otto Torp, nød ekstra meget synet af det danske flag til tops. Otto havde flere i sin sønderjyske familie der ikke havde overlevet krigen, deriblandt hans to brødre var faldet og det havde præget familien i mange år. Otto lagde en hånd på hovederne af de yngste, drengene, Svend og Jens, mens de så op mod den blå himmel. Sørine betragtede sin mand og drengene og hun frydede sig over at være hjemme på sin fødeegn for en lille stund. Hun var også så lykkelig for at gense, ikke alene sine forældre, som hun måtte erkende, alderen var ved at falde på, men også sine søskende, der nu alle var gift og ved at stifte familie. Broderen Elias og hans kone Inger, var her med de tre drenge, Bertel, Holger og Niels og det var da tydeligt at en ny lille arving var på vej. Der blev da også skrømtet om, at nu måtte der da komme en pige! Ja ha! grinede Elias, Ellers kommer hun nok næste gang igen!" Og det var tydeligt, at en let rødme skød op i Ingers kinder. Det var lige godt for galt af hendes kære ægtemand at vove sig ud i den salgs udtalelser!

Lillesøster Edel var blevet gift med Agner Damsbo sidste forår og efter svigerfaderens pludselige død om vinteren, havde de nu overtaget Damsbo over i Sandet Sogn. Svigermoderen havde fået den øverste stue og hun forsynede både nære og fjerne slægtninge med udstyr fra både rok og strikkepinde. Edel havde fortalt, at oppe i hendes stue stod en lille fin kiste med udstyr til den næste generation som vel snart måtte vise sig på Damsbo. Der var flere der i smug lod blikket dvæle lidt ved Edels kjoleliv, men hun syntes lige så slank som ved brylluppet sidste år. Det huede ikke rigtig nogen af dem og da slet ikke den gamle fru Damsbo!

Edels mand, Agner stod og snakkede med sin svoger, den ældste af Hedboe børnene, Svend, om det generationsskifte, der var på tale, efter at faderen, Bertel Hedeboe, havde udstykket til Juliane og Anders, var det måske rykket en kende tættere på. Børnene imellem havde da også snakket lidt om, at faderen ikke var så udholdende, som han havde været, så måske der snart skulle til at drøftes et generationsskifte. Både Bertel og Martine havde sat sig fast på, at de ville bygge sig et lille aftægtshus nede ved skovbrynet, så var der ikke så langt, hverken op til gården eller til Lille Bækgaard. De havde heller ikke lagt skjul på, at ønsket om at kunne række børnene en hjælpende hånd og ligeså at kunne fornøje sig med, forhåbentlig, flere børnebørn, var et stort ønske. Ja, nu måtte tiden vise hvad der efterhånden skulle tages fat på.

Ane havde stukket hovedet ind i bryggerset for at få vished for hvornår der kunne bydes til bords. Det var trukket lidt ud, men ingen ænsede det i det skønne vejr - tvært imod! Alle synes at nyde den lune dag, der nu snart gik på hæld og køligheden ville komme som lange svale arme nede fra kæret. Otillie,kogekones rødmossede ansigt skimtedes lige bag Anes ryg, da hun lukke bryggersdøren bag sig og gik hen mod Peder der stod sammen med Bertel, fordybet i snak, ovre ved vognporten. Ane rørte ved Peders arm, for at få ham til at kalde gæsterne sammen.

Gennem de tre stuer var der dækket op til de mange bryllupsgæster og snakken gik lystigt. Gennem stuerne gik Thorvald Spillemand med sin violin og spillede underholdende. De to piger Maren og Gerda havde travlt med serveringen og begge havde røde pletter på kinderne og deres runde arme glinsede af rødme efter aftenens travlhed og dampen fra køkken og bryggers. Mads Eggert fra Røj, var skaffer, hvilket han ofte var ved store gilder. Til daglig svang han fadene på Røj Kro og forstod at bevare overblikket. Over gryderne på komfur og ildsted herskede kogekonen Otillie med det fyldige rødmossede ansigt omkranset at et kobberrødt hår og overarme der var en beslagsmed værdig, og havde god hjælp af Bette Maren, der også havde haft et langt liv med masser af arbejde på gårdene, såvel i køkken som i mark, bag sig. Når først Maren kom i sving, var hun tilbage i sin ungdoms iver og hun syntes utrættelig. Des mere travlhed des mere fik de fra hånden og først dagen efter mærkede de trætheden. Maren havde endda været behjælpelig ved slagtning af både lam, kalv og fjerkræet til gildet. Bertel og Peder så man tørre sveden af panden i tide og utide, de så frem til at kunne komme fra bordet og få smidt jakken. Selv de to gamle mennesker, Nanny og Gustav holdt snakketøjet i gang. Jo, humøret var højt og det var en dejlig bryllupsfest!

Stille havde Juliane listet sin hånd ind i Anders og af og til sendte de stjålne blikke til hinanden. Tænk engang, at de nu var ægtefolk og havde fremtiden sammen, foran sig. Juliane følte en varm glæde gennemstrømme sig. Hun kiggede raden rundt af alle de glade gæster og glædede sig endnu engang over gensynet med familien fra nær og fjern - samtidig gik tankerne tilbage til bedsteforældrene der nu alle lå oppe på kirkegården, den sidste der blev stedt til hvile var den noget stramme og bestemte farmor, Jacobe, der var sovet stille ind i sin seng på Piilegaarden, lige op mod påsken, året efter Juliane var blevet konfirmeret og havde da tjent ovre på Krag-Mølle. Jacobe havde overvåget al gøren og laden her på gården, men det var ligesom blevet en vane og ingen tog sig så meget af det, som årene gik. Det havde ikke været så sjovt at være Ane, da hun som ung kom til gården som ny kone. Men det var såmænd Ane, der blev sin gamle svigermors fortrolige, da alderen faldt på hende og hun var blevet enke efter den rolige og gemytlige Philip Hedeboe, der var en meget afholdt og respekteret mand. Jacobe var dog blevet mildere, efterhånden som flokken af børnebørn kom til og hun fik da også oplært alle pigebørnene i at behandle ulden lige fra kartning og til fremstilling af alt der hørte sig til det udstyr en dygtig pige skulle have i sin brudekiste! Hun havde da også lært Ane at væve og det var blevet til flere smukke duge og sengelinned.

Mere mild havde mormoderen, Juliane været. Åh, hvor det var skønt at tilbringe en søndag hjemme hos mormor og morfar på Grønnegaarden, der lå lige op til sogneskellet. Gården ejedes stadig af tante Hedvig og onkel Mads, hos hvem de to gamle bedsteforældre havde nydt en god og stille alderdom og de havde endda fulgt hinanden i døden med små to måneders mellemrum. På gården var det, den ugifte søn, Julianes fætter, Niels, der havde overtaget driften og her blev Hedvig og Mads sikket boende livet ud. Karen og Asta var ved se lidt trætte ud. De havde sandelig også levet med i alt, dagen lang og også under alle de lange forberedelser til brylluppet. De var efterhånden et par dygtige piger og var flinke til at hjælpe til. De lignede hinanden og var nok ikke så interesserede i landbrug og hvad der ellers medførte at bo på en gård, men næste forår skulle de konfirmeres og skulle i plads, hvis da ikke den ene af dem kunne tjene derhjemme og den anden måske nede på Bækgaard - nu kom bekymringerne om de to små søstre atter ind over Juliane.

Hun sad stille og lyttede til snak og latter og fangede igen og igen velkendte øjne, et smil et nik og gang på gang blev der vekslet små bemærkninger og lykønskninger. Med ét lød violinspillet ekstra højt og ledsaget af træskotramp og skramlen med stole og bænke. Thorvald Spillemand kom nu, fulgt af to andre spillemænd og gjorde tegn til at brudeparret skulle rejse sig og føre gæsterne med over i laden, der var pyntet op og hvor dansen nu skulle trædes.

Juliane blev fulgt af sine to søstre og af Thea der slog følge med Jacob og derefter kom Anders, fulgt af sine to brødre Elias og Svend. Flere holdt et vågent øje med dem selvom de var fætter og kusine, kunne der måske tænkes et par ud af dem - men nej, det var som om Thea ikke rigtig passede som gårdmandskone og hun var jo heller ikke fyldt de atten år endnu. Jacob var med sine treogtyve år parat til at finde sig en fremtidig kone til Piilegaarden. Jo, der var mange tanker i gang på sådan en dag!

Da brudeparret havde trådt den første dans, gik det slag i slag, og da pligtdansene var overstået, fandt Juliane og Anders atter ind i hinandens arme. Anders dansede som lå det ham bare i blodet og Juliane fulgte hans takt og følte næsten hun svævede. Ved siden af dansede Thea med Asta og Karen og de morede sig hjerteligt over denne trekant. Ane og Peder var som unge igen og Juliane fangede det ømme blik mellem forældrene og hun mærkede en varm glæde over forældrenes kærlighed. Hun rakte sig på tå og hviskede til Anders, hvad hun lige havde set. Han trak hende ind til sig og hviskede tilbage Prøv så lige og se de to der han gav et umærkeligt kast med hovedet i retning af Martine og Bertel og Juliane måtte kvæle en spontan latter, da hun så Bertels store næve fast plantet på Martines omfangsrige bag.

Thorvald og de to andre, Ib og Helge, spillede det bedste de havde lært! Sveden sprang og de slog takt med fødderne og ind imellem stemte de i med deres, rimeligt, gode sangstemmer. Der hørtes træskoklapren, når pigerne kom svingende med øl og snaps, over stenbroen og ofte måtte de finde sig et klap bag i af nogle af de løsslupne karle og såmænd også af nogle af de mere satte gårdmænd - de våde vare satte jo unægteligt deres spor!

Da Juliane og Anders atter havde danset og Anders fandt sammen med både sine brødre og svogre, og Julianes bror Jacob, fandt Juliane og Thea en stille krog, hvor de, side om side, leende lod sig falde ned. De to mindedes deres barndom og de skønne oplevelser de havde haft på Piilegaarden med sommerdagene nede ved bækken eller oppe ved skoven, alt sammen stod så klart for dem begge og aldrig havde de været i tvivl om at de altid ville være der for hinanden. Endnu engang forsikrede Juliane, Thea om, at når det blev hendes tur til at stå brud, skulle hun, Thea, bære den smukke broche, der havde tilhørt deres fælles bedstemor. Åhh, men Juliane, det kommer da til at vare mange år endnu! Lo Thea. Jeg har jo ikke engang en kæreste! De satte panderne sammen og lo, ligesom de gjorde i barndommen, når de havde hemmeligheder for. De fik snakket lidt mere og blev enige om, at når Juliane og Anders fik deres førte barn, skulle Thea være Gudmor - det stod fast og de gav hinanden hånd derpå. Nanny og Gustav kom for at sige godnat og Nanny understregede at de godt vidste, at det jo var reglen, at brudeparret skulle være de første der gik, men Gustav var ved at være træt, så de måtte hellere bryde op. A er da æ træt! påstod Gustav, og lånte Nanny øjne. Juliane og Anders forsikrede at de forstod dem så godt og vidste jo også, at de havde et stykke at gå. Da de sammen med begge hold forældre stod ude i porten og så efter de to gamle, der nu rokkede af sted i den mørke aften, blev de enige om at de også måtte se at komme af sted hjem til deres nye hjem - Lille Bækgaard.

Kapitel 2

Juliane afførte sig sit malketøj og vaskede sig hurtigt, inden hun stillede davren an ved det hvidskurede bord i deres nye pæne køkken. Gennem vinduet skimtede hun Andres der nu var færdig med at røgte til morgen og lige bag ham, kom Mikkel, som de havde lånt hos Bertel, til at hjælpe med at få roerne op. Mikkel var overe fra Røj og nylig konfirmeret og en flink dreng, der var helt stolt over at arbejde på sådan et helt nyt sted! Efteråret var rigtig sat ind og der havde været noget pløret de sidste dage og nogle gange havde Juliane da stillet det store trækar an nede i laden, så både Anders og Mikkel kunne tage sig et bad efter endt arbejde. Anders mente, at der snart kunne sætte ind med nattefrost, så de måtte se at blive færdige med roerne og det fik Mikkel til at rette sig op og føle at han også havde et ansvar for at dette arbejde blev gjort færdigt.

Juliane havde lige fået grødfadet og den nykogte mælk på bordet, da Anders med Mikkel i hælene kom ind og de tre satte sig og kunne nyde maden, mens daggryet lysnede omgivelserne op. Som de sad der, kunne Juliane gang på gang lade blikket vandre det lille køkken rundt - det gjorde hun hver eneste dag og ikke bare køkkenet, men hele deres nye, lille hjem, som endnu ikke havde spor af dagligdagens færden. Både hun og Anders var Bertel og Martine så taknemmelige for den storhed de havde vist ved at bygge dette sted til dem og til Peder og Ane, for de seks køer, den drægtige so og den lille brune, hesten, som Peder selv havde lagt til. Både Ane og Martine havde været så hjælpsomme med at få syet trækgardinerne, så hjemmet kunne stå pænt og præsentabelt til de to unge. Anders fulgte Julianes øjne rundt og fangede dem et øjeblik og sendte hende ét af sine velkendte smil, der nåede de venlige grå grønne øjne.

Da de var færdige, skubbede Anders skamlen tilbage og straks gjorde Mikkel det samme og de to forkyndte, at de ville de gå ud i roerne og de var sikre på at de ville blive færdige inden aften. Du skal ikke komme med derud i dag sagde Anders til Juliane - Du har sikkert noget at gøre herinde føjede han til. Juliane følte sig og glad og vidste, at hun ville flotte sig og bage et par brød og en søsterkage. Jo, hun nød at sin husmodergerning, og nød at være hustru og madmoder. Hun blev så varm og taknemmelig, når hun tænkte på fremtiden sammen med Anders. Hun bøjede sig og pustede lyset ud og blev lidt ærgerlig over, at hun havde overset det, og ikke havde fået det slukket straks det var blevet lyst. Det var jo med at spare hvor spares kunne. Hun havde jo været så flittig med at få støbt en hel del lys, men alligevel skulle der da ikke brændes lys unødigt! Inden hun begyndte at bage, måtte hun lige op i stuerne. Bertel havde trumfet igennem, at de fik to stuer! Det skulle der til, påstod han! Når de nu alligevel var ved at bygge! Et ekstra lille kammer var der også blevet til oppe ved den pæne gang. Jo, det var nu rart, hvis der skulle komme overnattende gæster, måske fra Sønderjylland, mente både Bertel og Martine. Den første Juliane tænkte på i den forbindelse, var nu Thea. Hvor ville det være dejligt, om hun kunne komme engang i det nye år! Juliane stod midt i den øverste stue, hvor hendes smukke dragkiste stod side om side med brudekisten. Begge var fyldt med smukt linned og ikke at forglemme dugene, som bedstemor havde vævet og ej heller de mange aftner, hvor Juliane havde siddet og broderet sine initialer på det hele. Hun morede sig lidt, når hun tænkte på, at nu var det tvillingerne der var i gang med nål og tråd. De var jo de sidste børn derhjemme på Piilegaarden og til foråret skulle de konfirmeres og den ene af dem skulle da ud at tjene om den anden kunne tjene derhjemme et års tid kunne sagtens ske. Endnu var der jo ikke så meget at se til her hos Juliane og Anders, at de havde brug for en pige, det var mere en stor dreng, Anders havde brug for i ny og næ. Juliane vidste også at forældrene var lidt vemodige ved denne tanke, men det var jo nu engang livets gang. Hun tænkte også på de to små søskende der var døde som spæde. Moderen havde fortalt om det, da Juliane og Jacob blev store nok til at få det at vide. De små grave var nu helt væk oppe på kirkegården, men Juliane huskede stedet og gik ofte forbi, når hun var deroppe og ordne på bedsteforældrenes grave.

Juliane strøg nænsomt hen over det fine og sirlige håndarbejde og så frem til at hun, når vinteren kom, måtte have gang i spinderokken, så hun kunne supplere med endnu mere og mon da ikke også der kunne komme tider, hvor der skulle sys små skjorter og småt linned - helt automatisk strøg hun hånden hen over maven og et lille smil krusede om hendes mund. Hun lukke kisten og lagde den, nu tørre, brudekrans på låget og gik tilbage til køkkenet for at bage, som hun havde bestemt sig for.

Ved middagstid, som de her på egnen kaldte unden, kom Anders og Mikkel skramlende ind i bryggerset. De lagde ikke skjul på, at de kunne dufte Julianes bagværk og gjorde et helt nummer ud af det og de blev da også lovet en skive søsterkage til kaffen. Jeg kunne nu godt bruge nogle høns - eller i hvert fald nogle æg! lo Juliane. Jeg skulle bruge tre, men måtte nøjes med det ene der var tilbage Det måtte Anders lige tænke på, selvfølgelig skulle Juliane have høns, selvom det ikke lige var den bedste årstid for æglæggere, men han skulle snart en tur over til Elias, som han havde købt to får af, men de skulle gerne gå lidt længere hos vædderen. Han vidste jo at Inger havde mange høns og han havde da allerede snakket med hende om at få nogle stykker, så måske han skulle tage den lille brune og ride til Røj efter nogle høns. Elias og Inger havde sidste år overtaget Ingers hjem, Dalgaard, efter moderens død og den gamle kunne ikke klare gården alene. Nu var der rigtig liv på gården og Marius nød at hjælpe til og nød at være omgivet at de tre børnebørn og snart kom den fjerde til. Nå Mikkel, skal vi to ikke gå ud og få de sidste roer i kulen Anders skubbede kaffekoppen ind på bordet og Mikkel var parat, dog knap så meget som til morgen, knægten var ved at være træt, men gav ikke sådan op og Anders havde da også lagt en daler fra til ham når de havde spist til aften og dette arbejde var til ende bragt.

Den oppegående sol syntes bleg, men glitrede i den lette rimfrost. Landskabet var ved at ændre karakter til den kommende vinter og hvor var det smukt at skue! På vandpytterne glimtede et spejl af tynd is og luften var så ren, så man følte at kunne drikke den! Det var søndag og Juliane og Anders stod og betragtede landskabet der lå strakt ud foran dem. Det var en speciel tid for dem, dette sted var jo en helt ny epoke, ingen havde boet der før og alt blev set med nye øjne hver dag og nye oplevelser - deres hjem fremover. Nattefrosten fik de gyldne blade til at drysse ned til en raslende lyd og Anders gjorde opmærksom på at de kunne skimte bækken - når alle blade var væk, ville de kunne se den klart hele vinterhalvåret. I dag glinsede den som sølv i morgen solen.

I vinter vil jeg snedkerere en bænk der skal stå lige her oppe i skovbrynet, her kan vi sidde og nyde solnedgangen sagde Anders og lagde armen om skuldrene af Juliane. Ja! smilede hun Her vil der komme mange ting, som vi både skal have gjort og mange ting vi ønsker os - godt vi har årene for os! Når blot vi må få det godt og få mange år sammen her... hun lagde hovedet ind mod Anders skulder.

Kirkeklokken lød så klare i denne morgenstund, da den kaldte sognet til gudstjeneste og Juliane og Anders vandrede side og side ad grusvejen op mod kirken. Efter gudstjenesten skulle de samles ovre på Bækgaard til kirkekaffe. Svend og Elses ældste, Martine, var kommet op til Lille Bækgaard og bedt Juliane og Anders om at komme. Straks de var inde i kirken, så Juliane både forældrene og tvillingerne. De to var jo selvskrevne i kirken hver søndag, nu hvor de gik til præst. Juliane tænkte, at det var lidt underligt, at hun kom her sammen med sin mand og ikke, som gennem alle årene, sammen med sine forældre. Juliane og Anders skiltes på midtergangen og gik til hver deres side. Asta så straks til siden da Anders satte sig og så hurtigt at fletningerne daskede om kinderne, så hun bagud og fik øje på Juliane. Juliane så, at Asta straks gjorde både moderen og Karen opmærksom på hendes tilstedeværelse og Ane tyssede på pigerne ved at lægge fingeren på læben. Det samme gjorde Juliane, da de atter vendte sig og sendte hende så glade smil. Ud af øjenkrogen så Juliane også sin far, der sad lige foran Anders. Efter gudstjenesten fik de alle hilst på hinanden udenfor kirken og tvillingerne kunne næsten ikke slippe Juliane og de forsikrede hende om, at de savnede hende sådan! De blev enige om, at Karen og Asta kunne komme en eftermiddag efter skole, i næste uge, så kunne de tage noget uld med, så de sammen kunne karte lidt.

Eftermiddagen hos Martine og Bertel var gemytlig og Martine havde disket op med både søsterkage og fint hvedebrød og nykærnet smør. Snakken gik om fremtiden som aftægtsfolk og om hvornår de mon skulle få bygget et lille hus. Svend, Else og børnene havde jo trods alt boet i det lille aftægtshus, der egentlig hørte til Abildgaard, men lå nærmere Bækgaard. Ak ja, de to gamle på Abildgaard - hvad skal der da blive dem... sukkede Martine. Nanny og Gustav var nær de firs og gik og tumlede med det hele selv. Det var faktisk kun de nærmeste naboer de havde kontakt med. Martine gik altid over med lidt flæsk og anden slagtemad, når de havde slagtet og lidt brød, når hun havde bagt. Juliane vidste at også hendes mor havde været omkring Abildgaard med nogle strikkede hoser til dem. Juliane selv havde været ved deres dør med en kurv æbler og da kunne hun da godt se, at det var begrænset hvor meget Nanny fik fra hånden derinde og ligeså Gustav ude. De to gamle havde ikke villet flytte over det lille hus - nej, de ville blive på den gård, hvor Nanny var født og hvor de havde haft deres lange liv sammen. Ja, ja - ork, ja da, det forstår én jo så godt! medgav Bertel og bakkede lidt ekstra på den lange pibe. Han søgte Martines blik, men hun var optaget af at se på sine hænder. De var jo begge klar over at de snart måtte lægge op og lade Svend og Else komme til. Som om Martine havde siddet og taget en beslutning, så hun pludselig op og med klar røst forkyndte hun Men sikkert er det, at vi ikke vil over i det gamle hus! Vi vil altså have os et nyt! -Æ oss? Hun så spørgende på Bertel. Svend rømmede sig og greb chancen for at få taget hul på emnet og de fik da snakket en del om det forestående og om det måske var en god ide´at få bygget til foråret.

Inger strøg hånden ned over sin trinde mave og stønnede lidt. Det var snart tid for hende at føde sit og Elias fjerde barn. Med ved bordet sad de tre børn, Bertel, Holger og lille Niels, foruden Svend og Elses tre børn, Martine, Olga og Peter. Inger havde haft nemme fødsler og derfor tænkte hun nu at høre, om ikke hun kunne få Juliane til at være der, når det blev tid for den bette at arrivere. Juliane blev både glad og lidt stolt over at blive spurgt og betænkte sig da heller ikke på at sige ja! Ja, for det bliver jo også din tur inden længe spøgte Elias. Juliane mærkede varmen i kinderne og tog sig i at tænke - bare det snart blev hendes tur. Hun mærkede Anders iagttog hende et øjeblik.

Kapitel 3

Juliane rettede sin spinkle krop langsomt op og gned sig over lænden. Hun lod blikket glide over det lille stykke have, hvor hun havde haft travlt med at sætte både tulipan og påskelilje løg. Hun kunne se ryggen af Anders, der ivrigt stampede jorden fast om de buksbom planter han var ved at være færdig med at plante om havestykket. En rundkreds omkring den lille lind, havde han også plantet. Jo, her skulle nok blive en hyggelig lille have og når foråret kom, skulle der både sås sommerblomster og plantes stauder og lægges georgineknolde! Juliane skulle nok sørge for at få en have fyldt med strålende farver! I lækrogen mod sydøst, havde hun plantet det stykke af den cremehvide rose, som Asta var kommet med, forleden dag. Anders rettede sin lange ryg og grinede over at de begge var helt krumryggede af at gå og grave. De stod tæt sammen og indåndede duften af muld og græstørv og mærkede hvor hurtigt det mørknede og aftenkøligheden smøg sig om dem. Det var som om naturen lukkede ned for denne dag og med ét hørtes ikke en eneste fuglestemme og aftenen lukkede sig om tyst om Lille Bækgaard.

Da de havde spist satte de sig med tællepråsen mellem sig - Anders med almanakken og Juliane lod rokkens hjul snurre medens de begge nød denne stille stund inden det blev tid for at finde sammen i alkovens mørke.

Juliane var i færd med at si den nymalkede varme mælk over i lerskålen, og så frem til endnu en portion fløde der senere kunne skummes og snart skulle der laves smør. Anders havde lovet at se efter en kærne, næste gang han skulle på marked. Det var kærnen der stod øverst på listen, men hvor ville Juliane også gerne have en rigtig olielampe så der kunne blive mere lys i det tiltagende mørke nu hvor mørket faldt på tidligere og tidligere. Hun lagde noget ekstra lyngris på ilden og gned sin hænder foran den blussende ild. Snart ville Anders dukke op og hun skyndte sig at koge vand til kaffen og sætte grød og mælk på bordet.

Morgengryet tog til og det blev tydeligt at frosten havde haft mere fat denne nat. Der var små isblomster forneden på ruderne og på vandtruget var der et tyndt lag is. Med ét fik Anders øje på en rytter der hastigt nærmede sig og straks hørtes hestens hove mod den frosne grusvej op mod indkørslen. Jamen det er jo karlen over fra Røj - fra Elias! Udbrød Anders. Ved næste øjekast så han hest og rytter derude på gårdspladsen, omgivet af dampen fra den varme heste, der efter ridtet stampede og skrabede i stenbroen. Da Anders gik mod døren, opdagede han, at Juliane allerede var ved at komme nogle ting i sin kurv og drejede rundt om sig selv, for at nå så meget som muligt for det var jo klart, hvad karlens ærinde var! Inger skulle føde! Karlen forklarede stødvist, at forkarlen var kørt efter jordemoderen, og mon ikke nok Anders kunne spænde den lille brune for og køre Juliane over på Dalgaard.

Juliane holdt næsten vejret, da hun trådte over den høje dørtærskel ind til den fødende Inger. Inger var lidt bleg og havde svedperler på overlæben, men sendte Juliane et smil, som for at sige, at alt var som det skulle være. De snakkede lidt om hvad der forventedes af Juliane og hvad hun skulle gøre. Inger havde lagt rent linned frem og stillet servantestellet frem, blot skulle Juliane koge vand. Julianes blik faldt på det lille fine svøb, der lå sammen med linnedet og det gik rigtig op hende, hvad der skulle ske.

De to store børn var i skole og skulle gå over til Ingers søster Lene, når de fik fri. Den mindste, Niels, havde Elias taget med til forældrene på Bækgaard, da han kørte efter jordemoderen. Nu kom der atter en ve´ skyldende hen over Inger og Juliane var der skyndsomt med en fugtig klud til at lægge over Ingers svedige pande. Juliane blik søgte utålmodigt ud af vinduet og hun blev lettet, da hun fik øje på hestevognen med både Elias og jordemoderen.

Selvom det var fjerde gang Elias skulle være far, afspejlede hans ansigt alligevel en vis spænding og nervøsitet og Juliane var glad for at hun havde lavet kaffe og sat frem i køkkenet, så den vordende far kunne styrke sig lidt.

Juliane tog sig selv i at gispe sammen med Inger og jordemoderen kunne ikke dy sig for at trække lidt på smilebåndet. Juliane beundrede jordemoderen for sit professionelle arbejde og sin svigerinde for sin styrke og udholdenhed, selvom hun våndede sig i smerte, var det tydeligt, at hun vidste af at bruge sin styrke!

Elias! - Juliane lænede sig ud ad døren og råbte på sin svoger og øjeblikket efter stak Elias hovedet ud af stalddøren og Juliane