En del af mine erindringer på godt og ondt

By Carlo Jensen

Denne bog er skrevet af min bedstefar Carlo Jensen, og kan med fordel læses af alle der ønsker sig en hyggelig historie om gamle dage.

Bogen fortæller den selvbiografiske historie om hverdagslivet som barn af 1930'ernens bymiljø i den vestjyske by Struer, ved limfjorden.

Teksten er sat i Courier og formateret som oprindelig udført. Enkelte tastefejl er rettet, ellers fremstår bogen som skrevet.

"Det har været omkring 1930, og en bil var et ret sjældent syn i Struer. Jeg husker at smedemester Trudsø, der boede i Smedegade hvor nu biblioteket ligger, havde en Ford. Dengang var nummerpladerne opdelt amtsvis. Alle biler i Ringkøbing Amt, havde således Ø foran nummeret. Trudsøs Ford havde nr. Ø 3. Så noget udbredt fænomen var det ikke. Ældre folk flygtede da også ind i husene, når de så en bil komme kørende."

"Far havde købt en Phillips radio, og, - det var sensationen, -den kørte på strøm, og var med løs højttaler. En Magnavox, verdens bedste, sagde far. Højttaleren sad på en hjørnehylde ovenover radioen. Herfra blev lyden så spredt ud over stuen, og alle kunne sidde hvor de ønskede, og høre med. Selv ude på gaden kunne udsendelserne høres. Det var der faktisk folk, som benyttede sig af. Hver lørdag aften var der en halv times udsendelse med gammel dansemusik. Så lukkede far vinduet op tilgaden, og naboerne kom ud på fortovet, og nød musikken."

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 20, 2022
• ISBN: 9788743021025

Carlo Jensen

Carlo Jensen, født 1926, var kendt i Struer som meget aktiv indenfor lokalsporten og ikke mindst som bydreng, skribent, gymnast, fotograf, osteforhandler og bager m.v.

Book preview

Indholdsfortegnelse

FORORD

DE FØRSTE ERINDRINGER

STORE BADEDAG I TRESERNE

FAMILIEBESØG

VI FLYTTEDE PÅ LANDET

DATIDENS PÆDAGOGIK

FORVENTNINGENS GLÆDE

ARBEJDSKAMPE I TREDIVERNE

EN MØRK PLET

TILBAGE TIL BYEN

HÅRD MODTAGELSE I BYSKOLEN

IKKE MANGE FRITIDSTILBUD

LANGGADE 13 BLEV BARNDOMSHJEMMET

MADS HANKAT

NY LEGEKAMMERAT PÅ 1. SAL

TIDEN SOM BYDRENG

FERIER OG UDFLUGTER

ÆBLESKUD

MINDER FRA DEN GAMLE SKOLE

MORS DØD

FORORD

Min afdøde svoger, Bent Ørum Petersen, malersvend i Glostrup, sagde et par år før han døde, at han havde læst, at man enten skulle skrive en bog, eller plante et træ inden man gik bort.

Det med at skrive en bog opgav han ret hurtigt, og et sted at plante et træ havde han ikke. Men det havde jeg så, ikke den store park ved huset i Park Alle, men plads nok til et træ mere.

En sommeraften i ferien som han tilbragte her, gik vi en tur ad bystien. Her var der træer nok, også unge der tilsyneladende var kommet af sig selv.

Så forstod jeg, hvorfor Bent havde taget en lille håndspade med på aftenturen. Nu skulle der plantes et træ, og han havde ingen skrupler med, at lade kommunen lægge plante til. Han fandt en lille røn, den stod faktisk ret indeklemt, så det var sådan set et lille stykke udtyndningsarbejde han udførte for kommunen.

Den blev så plantet i min have, et sted med god læ, og gode udviklingsmuligheder. Bent havde sat sig et minde. Måske havde havde han en anelse om, at han trods sine kun 52 år, ikke havde så længe tilbage. Han døde to år senere.

Jeg har passet træet med omhu siden, og så længe jeg bor her skal Bents træ også bestå. Netop nu først i september 1995 står træet flot, med sin kraftige krone fyldt med røde bær, til stor glæde for fuglene iøvrigt.

Selv har jeg ikke fået plantet et træ endnu, i hvert fald ikke et der er særligt iøjnefaldende, ikke et som vil være et minde for nogen. Nu vil det heller ikke være særlig smart, at plante et træ her hvor jeg bor. Huset tilhører Arbejdernes Andelsboligforening, så lejere der kommer efter mig, vil sikkert være ret ligeglade med, at jeg skulle have plantet et træ.

Der vil sikkert ske ændringer i haven. Bents træ, er så også i fare. Men familien har da haft glæden af den.

Men så kan jeg skrive en bog. Struer kommune bliver 100 år her i 1995. I den anledning er der blevet skrevet en del om by og egn. Jeg har bidraget med et par småting, hvilket har fået en af mine sønner, Peer, til at opfordre mig til at skrive om min barndom i Struer i trediverne.

Det vil der nok kunne komme en bog ud af. Jeg vil også kunne få en del fornøjelse af at skrive den. Måske vil der også være et par læsere til den.

Peer og jeg har talt en del om projektet, så det er ikke en pludselig indskydelse, at jeg går i gang med at skrive en bog.

Det har cirkuleret i hjernevindingerne en tid. Jeg er undervejs blevet klar over, at jeg ikke kan holde mig til emnet uden at lave sidespring, og trække paraleller til nutiden.

Jeg har altså taget et langt tilløb, - og nu sætter jeg af.

DE FØRSTE ERINDRINGER

Jeg er født den 13. august 1926. Min far var slagteriarbejder, og hed Anders Jensen.

Han kom til Struer kort efter 1. verdenskrigs ophør. Han havde arbejdet i tørvemosen i Stakroge, en lile by, der kom til, at give ham navn resten af hans dage. Efter få år i Struer, var han ikke kendt under andet navn end Stakroge.

Ejeren af tørvemosen i Stakroge, var en landmand i Ølby. Juul Frederiksen hed han. Da tørveproduktionen måtte indstilles efter krigen, havde han endnu fem mand i arbejde. Han satte en ære i, at skaffe dem alle nyt arbejde, og min far fik han anbragt på Struer Andels Svineslagteri, som det hed dengang. Han blev der hele sin tid, indtil pensionsalderen. Det vil sige i 35 år.

På slagteriet havde man folk nok som hed Jensen, så de blev skilt ud med øgenavne, og min far kom altså til at hedde Stakroge. Min mor hed Emilie. Som det dengang var sædvane, i de fleste familier i alt fald, gik hun hjemme og passede mand, hus og efterhånden fire børn. Det var min storebror Jens Kristian, mine to mindre brødre, Viggo og Villy, der var tvillinger, og så altså også mig.

Det havde hun såmænd arbejde nok med. Pengene var små, men hun brugte aldrig mere, end det strengt nødvendige. Det lykkedes far at skaffe en brugt symaskine, mor kunne ikke sy, men med gode venners hjælp fik hun gang i maskinen. I starten måtte vi af og til med hen til en veninde, som hjalp mor med at prøve tøj på os. Så selv om det var hårde tider for arbejdsfolk, led vi ingen nød. På sin vis var vi privilligerede, far havde fast arbejde, prøvede aldrig at være arbejdsløs. Han kunne købe kødvarer på slagteriet til engrospris. Mor syede vores tøj, så vi havde en god og tryg barndom.

Arbejdsløse, dem er der mange af i dag. Det er ikke rart for dem. Hvordan de har det, kan der vel skrives meget om, men egentlig nød lider de ikke. Det gjorde en arbejdsløs i trediverne. Det var meget små satser der blev regnet med, når understøttelsen skulle beregnes. Og så var der det uhyggelige begreb der hed karensdage. Det var de første otte dage i en arbejdsløshedsperiode. Dem fik man ikke noget for, så løsarbejdere var ret så ofte på spanden. Det var nemlig sådan, at efter hver arbejdsperiode, når en mand blev ledig igen, ja, så var der otte nye karensdage. Det var hårdt!

Det kan nok ikke udelukkes, at der dengang var børn der prøvede at gå sultne i seng. Det prøvede vi aldrig, far fik kødkurven fyldt på slagteriet hver fredag, og der var, som han kaldte det, telmer til hele ugen. Men vore dages sundhedsapostle ville nok have slået kors for sig, hvis de havde set indholdet af kurven. Der var ikke sparet på fedtet.

Pålægget bestod af spegepølse og fed leverpostej, og så var der nøgle- og spidsben, samt en masse fed flæsk.

Det blev vi fire børn fedet op med uden iøvrigt, at blive overvægtige. Maden har heller ikke lagt grund til nogen sygdomme. Vi lever alle endnu, og de to mindste, tvillingerne nærmer sig 70 år.

Vi har alle været i arbejde fra 14-16 års alderen, og med ganske få sygedage. For mit vedkommende blev det til ialt tre sygedage. De faldt på een gang i 1943. Det var lungebetændelse, så det stammede nok ikke fra føden. Men det er de eneste dage jeg har været fraværende på grund af sygdom, fra jeg var 14 og til jeg gik på pension som 67-årig.

Bolignød var i høj grad også et begreb man kendte til sidst i tyverne, da far og mor flyttede til Struer. Den første lille lejlighed de fandt, lå i et nu nedrevet hus i Vestergade, det var i en bagbygning. Far har fortalt, at der var et hul i gulvet i soveværelset, så stort at man kunne begrave en hest i det.

Overdrivelse fremmer forståelsen, men et stort hul var det sikkert. Hullet blev fyldt op med sand, og stampet med ler.

Lergulve havde far kendt til på heden, hvor han var opvokset.

Alle vægge blev kalket, og så var lejligheden beboelig.

Samtidig begyndte far så at arbejde på slagteriet, men det var ikke meningen, at de ville blive boende i den lille lejlighed.

De fandt da også hurtigt en anden og bedre.

Men far ville have eget hus, og det fik han. Hvordan det gik til har jeg aldrig fundet ud af, vel var lønnen på slagteriet, efter den tids forhold ret pæn. Men nogen kapital måtte der vel til.

Det første hus han købte var Kirkegade 21. Huset indeholdt tre lejligheder, og så var der røgeri i gården. Mor har godt nok fortalt om, at vi virkelig var fattige dengang, huset tog mange penge. Men far lovede hende, at det med tiden ville blive meget bedre. Der blev sikkert ikke meget til hende selv i de år. Men hun stod last og brast med far, og sammen fik de skabt både gode boligforhold og levevilkår, for dem selv og vi fire børn.

Far havde gået i skole i en stråtækt på heden. Det var ikke meget han fik lært, men regne kunne han, og skrive i hvert fald til husbehov. Vi havde en meget klog lærer, fortalte far os. Det var sådan, at far var mellem de elever der var hjorddrenge. Han var så oppe kl. 5 om morgenen, i marken og flytte får og kalve, så ind og hjælpe til med malkningen. Derefter skulle han skynde sig i skole kl. 8.00.

Han og de andre hjorddrenge faldt så hurtigt i søvn ved bordet, og, - så var det at læreren lod dem sove. - Det var det de trængte mest til, kunne han se og forstå.

Nu var det ikke hjemme han hjalp til, nej, han var skam ude og tjene hos en gårdmand, det startede han med da han var 7 år.

Havde jeg blot lært noget mere i skolen, sagde far ofte, så ville jeg ikke have været slagteriarbejder.

Nu kunne han ikke andet, men faktisk var der lidt af en spekulant i ham. Fast ejendom vil altid holde værdi, sagde han.

Det blev således til flere hushandler. Hver gang han købte hus, satte han det til salg igen med det samme hos ejendomsmægleren.

Mægleren var lidt uforstående overfor det princip. Men som far sagde, kommer der en mand, der vil give den rigtige pris, - så handler vi. Det blev til flere handler.

Men da han købte det første hus i Kirkegade, havde han helt sikkert regnet på lejeindtægter, og sat røgeriet til, at skulle give indtægter, så han vidste helt sikkert hvad han gjorde. Hver aften læste han i avisen hvad kreditforeningen havde at byde på, og talte meget om 4,5 % lån, og flere andre begreber, som jeg ikke forstod.

Men han havde lært, at arbejdsmand kunne man altid blive, skulle man nå videre skulle der kundskaber til. Det indpræntede han os ofte. Skulle det ske, at man en dag ikke kunne finde på noget, at få tiden til at gå med, og spurgte far til råds, var det faste svar, - du kan sætte dig til, at læse din lektie.

Mine første erindringer knytter sig til Kirkegade. Det første jeg husker var lidt dramatisk. Jeg må have været omkring 3-4 år, efter hvad jeg senere har fået fortalt. Stueetagen hvor vi boede, var hævet et par meter over gadehøjde. Ud til gården var der, med indgang til køkkenet bygget en veranda. Der var et rækværk så man ikke skulle falde ned på stenbroen i gården.

Alligevel lykkedes det mig, at falde den vej ned. Jeg havde nok været oppe og kravle på rækværket. Jeg husker ikke selve faldet, eller hvad der skete. Men jeg husker,