Erindringer fra Helvedes Forhave

By Per Brølling

Erindringer fra Helvedes Forhave er fortællingen om forfatterens opvækst. Det er fortællingen om hans forældres alt for tidlige død, og om de uheld, der altid har forfulgt familien.
Det er fortællingen om hans ophold på Børnehjemmet Solgården, et hjem hvor den egenrådige forstander regerede med hård hånd, og kun fordi Luthersk Mission dækkede over ham undgik han at blive dømt for pædofoli. Han fortæller om den vold og de voldtægter, der blev begået af ældre beboere. Han fortæller om sin skoletid på Tarm Kommuneskole, og om hans tid på Gymnasiet.
Det er en fortælling om brug og misbrug af hash og andre euforiserende stoffer, om hans tid som flipper og slumstormer i Holstebro, og om hans tid i Aalborg, hvor han tog en bibliotekaruddannelse, men aldrig kom ind på arbejdsmarkedet.
Efter han holdt op med de euforiserende stoffer, blev han løber og blev Danmarksmester i 24 timers løb og kom på landsholdet

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 1, 2024
• ISBN: 9788743086598

Per Brølling

Per Brølling er kendt i ultraløbskredse. Han har været Dansk Mester og landsholdsløber i 24 timers løb, og har haft mange gode resultater. Han er indehaver det velrenomerede ultraløbs magasin Marathonx.com.

Book preview

Indholdsfortegnelse

KAPITEL 1: BARNDOMSHJEMMET

Kapitel 2: Solgården

Krybet

Luthersk Missionsforening

Dagligdagen på Solgården

De Voksne

Efterskolen

Tilbage på Solgaarden

Beboerne

Kapitel 3

Kapitel 4

Kapitel 5

VGT

Kapitel 6

Kapitel 7

KAPITEL 1

BARNDOMSHJEMMET

Det er det mærkeligste, hvad man husker og ikke husker. Hvad årene har sorteret fra, og som Glemslens flod har vasket væk, og hvad den har ladt tilbage.

Hvor starter det, og hvor slutter det? For mig startede det i Vester Nebel. Vester Nebel ved Kolding. En lille by, som kun de færreste har hørt om, og endnu færre ved, hvor ligger. Der så jeg dagens lys for første gang i april måned 1955. Jeg er den yngste ud af en børneflok på 5. Det er ikke meget jeg husker derfra.

Jeg erindrer tydeligt at min storebror Johnny en tidlig morgen kom ind og sagde at far havde kastet blod op. Det var en kold vintermorgen, og isen havde dannet isblomster på det utætte vindue. Det var et fattigt hjem, og vi 4 søskende lå samlet i sengen. Far måtte som så mange gange før og efter lade sig indlægge.

Vi var ovre at besøge ham på Rigshospitalet, hvor han tilbragte meget af sin tid, og vi boede hos noget familie i Roskilde. Vi var ved stranden, og jeg husker, at jeg kom til at tabe en sodavand, en rød sodavand, så den gik i stykker. Det var som om, at hele at hele min verden brast sammen. Jeg græd, men min søster sagde det ingenting gjorde, og jeg fik en ny. Jeg husker, at vi var ude på Roskilde Ringen for at se motorløb, men selve besøget på Rigshospitalet husker jeg af en eller anden grund ikke. Derefter husker jeg en solskinseftermiddag på gårdspladsen ved det lille husmandssted i Vester Nebel. Det var måske min 4 års fødselsdag. Der havde været gæster fra nabogårdene, og børnene blev hentet. Jeg sad alene ud i solen og følelsen af ensomhed vældede op i mig, som en forudanelse om tiden der ville komme, da min mor kom og bar mig ind til aftensmaden. Jeg legede noget med nabosønnen Poul Erik. Vi legede bl.a at vi var på arbejde i en grusgrav, og min mor havde smurt madpakker, som vi havde med på arbejdet. Poul Erik kunne allerede hjælpe sin far i marken ved at køre traktor, da han var 4 år.

Jeg husker jeg om aftenerne gik rundt og legede med en cykelkæde, mens jeg befandt mig i drømmenes verden. Drømmenes verden, som jeg også senere kom til at tilbringe megen tid i. Jeg elskede at sidde oppe om aftenen og høre far fortælle. Det var en vanskelig tid, hvor folk på landet, på de små gårde og husmandssteder, blev nødt til samtidig at have arbejde på fabrikkerne inde i byerne. Jeg husker at han fortalte om pengeombytningen, der nær havde ruineret ham og flere andre. Han havde handlet lidt med tyskerne, ind imellem havde han solgt en hest eller en gris til dem, ikke meget, og ikke nok til at der kom repressalier. Hans brødre kom også af og til på besøg. De arbejdede i brunkulslejrene, hvilket var et hårdt arbejde.

En dag gik jeg sammen med min far ude i marken, og det regnede på nabo gårdenes mark, men regnen nåede ikke over til os. Tit tænker jeg, at sådan som tingene udviklede sig, at det var mærkeligt, at det ikke var omvendt. En dag var jeg med min bror Johnny i Vester Nebel for at handle ind. Jeg sad bag på hans cykel. Nede ad den stejle bakke, lige før en stærk trafikeret vej, røg kæden af cyklen, og han måtte køre i grøften for at undgå, at vi kørte ud på vejen, vi kom heldigvis ikke til skade.

Jeg erindrer svagt, meget svagt at jeg gik rundt i hønsehuset, og fægtede med en kæp. Jeg ramte et hvepsebo, og slog det ned. Jeg blev stukket, og et af stikkene var nær ved øjet. Det er temmelig sikkert grunden til at jeg kan blive helt panisk bare ved synet af en hveps. Så kom dagen, ikke den store lykkelige dag vi alle drømmer om, men dagen hvor alting ændres. Jeg sad på gårdspladsen og legede sammen med naboens datter Ella, rødhårede Ella. På hjørnet mellem stuehus og stald så vi røgen stige op af det stråtagsbelagte tag. Vi gik ind i stuen, hvor mine forældre og søskende sad og drak kaffe. Det var en af de dage, hvor de ikke fandt det nødvendigt at gå i skole, men syntes der var vigtigere ting at foretage sig i hjemmet. Min store søster Bente, der var tjenestepige i Egtved, havde fri,og var cyklet hjem.

Det brænder, sagde vi. Sludder sagde de, og vi blev gennet ud. Røgen blev ved med at stige op, og lidt efter gik vi ind igen, og sagde at det brændte. Vi blev igen gennet ud, og dette gentog sig et par gange. Til sidst blev min store søster træt af det, og gik med os ud, og så, at det ikke bare var vores fantasi, der var løbet løbsk Der var ingen telefon i huset, så min storebror blev sendt af sted for at tilkalde brandvæsenet, mens de øvrige begyndte at slukke branden og redde, hvad der reddes kunne. Min mor blev siddende som en statuette i en af stolene, og ænsede ikke ilden, men befandt sig i sin egen verden, som om hun nægtede at se kendsgerningerne i øjnene, og først i sidste øjeblik blev hun reddet ud af den brændende bygning, kort før taget styrtede sammen. Da brandvæsenet omsider dukkede op, var det hele brændt ned til grunden. Brandårsagen blev aldrig helt opklaret, men det skyldtes sikkert, at der var sølvpapir på sikringerne. Når en sikring sprang blev den viklet ind i sølvpapir, det var billigere end at købe nye sikringer. Så fungerede den igen. Jeg græd som det barn jeg var, da vi så brandtomten, og fik øje på min forkullede cykelkæde, der lå på sin plads ved resterne af kaminen. En kort tid måtte vi bo hos nogle bekendte, der boede i nærheden, før vi fandt et nyt sted at bo.

Det nye sted lå ikke langt derfra Dybvadbro. Vi boede ved en sø Dons sø, ved dens bred voksede der siv og dunhammere. Ikke langt derfra var der en anden lang sø, hvor der var mange svaner. På gårdspladsen var der et kæmpe kastanjetræ, og på dens udkant voksede der brombærbuske. På skråningerne, der stødte ned til huset, var der dyrket korn.

Hvad jeg husker derfra?

Vi plukkede brombær, og mor lavede syltetøj deraf. Jeg var ved at lære at køre på cykel, men væltede ned i nogle brændenælder. Dette gentog sig et par gange, og det varede nogle år, før jeg igen prøvede at lære det. Vi samlede mågeæg, og vi badede ovre i den lange sø. Jeg fik en solskoldning, og da vi kom hjem, blev jeg smurt ind i margarine, der tog den værste smerte. Jeg lærte tidligt klokken, og jeg lærte at læse. Jeg er blevet fortalt, at da jeg var 4 år gammel, læste jeg højt op fra aviserne. Jeg havde lært at læse ved at læse de lærebøger som min søster havde med fra skolen. Selvom jeg selv kunne læse, var noget af det bedste, jeg vidste, at få min far til at læse højt op for mig. Det var ikke så tit, at kræfterne tillod det.

Vi havde en hund, en dobberman, der hed Bella, tror jeg En dag blev den kørt over. Den havde kun et lille sår på bagpartiet, og jeg kunne ikke forstå, at den kunne dø af så lille et sår. Den havde selvfølgelig fået indre kvæstelser. Jeg husker, at min mor og min storesøster pakkede pakker, som min onkel og svoger skulle have under deres ferieophold i Horsens, mens radioen spillede Åh Marie med Four Jacks. Vores nabo opdrættede krebs, og var leverandør til Kongehuset. Engang da deres datter var ovre for at lege med mig, stjal hun mine farvelader, som jeg aldrig så igen. Jeg så heldigvis heller aldrig pigebarnet igen.

En sen sommeraften, fik vi øje på en prop ude i vandet, så der var en fisk, der havde sprunget linen, så min storebror Johnny svømmede ud og hentede den. På krogen var der en stor ål, som vi spiste den næste dag.

Jeg mindes den glæde jeg havde ved at grave i jorden, vende jorden og se regnormene, og se solsortene komme og tage dem.

Alle mine søskende røg, så det ville jeg også. Jeg fik tobak af min bror, eller var det min far. Det var ganske vist ikke meget, jeg røg, og først mange år senere begyndte jeg igen. Der er nogen, der måske vil tænke, at det er lidt tidligt at begynde at ryge. Sådan så min far ikke på det. Det fortælles, at han efter endt hushandel hos advokaten, blev tilbudt en cigar. Han havde min søster Bente med, der dengang var 5-6 år, og han syntes, at det var mærkeligt, at hun ikke også fik tilbudt en cigar.

Jeg drak kaffe, masser af kaffe, noget jeg kun drak i mine barneår. Engang var der en der puttede sur mælk i, og fra den dag var jeg færdig med både at drikke både kaffe og mælk. Det er meget sjældent, at jeg har drukket mælk, andet end på havregryn og andet end Irish Coffee.

Jeg husker en nytårsaften, hvor mine brødre havde været ude at fejre det, mens jeg sad hjemme sammen med min mor.

De kommer ind i bryggerset, og min bror Jacob smider et kanonslag, et blåt lyn, der eksploderer indendørs.

Et øredøvende brag lyder, et brag, der kunne gøre selv husspøgelset forskrækket.

Hus spøgelset. Jeg havde næsten glemt hus spøgelset. Ikke at jeg havde set det, men jeg havde hørt bankelyde. De fleste andre havde set det. Det havde set et hvidt skær, og min far sagde, det havde sagt, at det altid ville forfølge os.

Jeg husker, at vi nogle gange fik besøg af min mors bror Andreas. Han kom kørende på sin motorcykel med sidevogn. Han er den eneste jeg har set af min mors familie. Har altid troet, at de holdt sig fra os, fordi de var havde penge, mens vi ingen havde.

Jeg har senere fået fortalt at min mormor var indlagt på psykiatrisk afdeling på Middellfart sygehus, hvor hun døde. Det kan have været en af grundene til, at jeg aldrig har set dem. Så kom endnu nogle sorgens dage. Min mor havde følt sig dårlig tilpas, så hun tog ind til sygehuset i Kolding for at lade sig undersøge. De beholdt hende, for hun var næsten ædt op indefra af kræft, og få uger efter døde hun. Vi