Hemmeligheder i kvarteret -1

By Jette Steen

Vi følger en ung kvindelig journalist, som ustandselig bliver inddraget i forskellige oplevelser i barndomskvarteret og videre i livet. På grund af hendes store empati og forståelse for menneskers skæbner fortsætter dette også da hun senere flytter til Sverige. I fortsættelse af denne er romanen "Den onde steddatter" udgivet og i næste bog "Hemmeligheder i kvarteret -2" kan du glæde dig til flere hemmeligheder...
A Young journalist is being involved with some secrets in the neighbourhood.

• Language: Dansk
• Publisher: Jette Steen
• Release date: Feb 7, 2014
• ISBN: 9788793112063

Jette Steen

Film-/ teaterinstruktør, manuskriptforfatter, forfatter. DEBUT-1: Jette Steen vandt ved en manuskriptkonkurrence i 2005 med et teaterstykke(enakter)på et græsrodsteater i Århus. Senere samme år blev stykket genopsat med hende som instruktør i Ridehuset. DEBUT-2: I 2006 fik hun filmstøtte til hendes første kortfilm “Skæbnens vilje” fra Det Danske Videoværksted og Odense Kultursekretariat. Alle deltagere var ulønnede. DEBUT-3: I 2009 udgav hun sin første roman “Karrierepigen” via Books on Demand. Her er en beskrivelse af de kreative ting hun har foretaget sig siden 2005: Maj - 2012:”Bedstemors barselskurv” blev udgivet som E-bog af www.saxo.com April - 2012:Diverse noveller (10 stk.) blev udgivet af www.sourze.se Marts - 2012: ”Trøstegyngen” blev udgivet som E-bog af www.saxo.com ”Syv korte noveller” blev udgivet som E-bog af www.saxo.com Februar - 2012: Diverse noveller (10 stk.) blev udgivet af www.novellesamleren.blogspot.com Januar - 2012: Romanen ”Moral på prøve” blev udgivet af forlaget Ådalen. April – 2011:Kortfilmen “Skæbnens vilje” blev vist i TV på Kanal København. April – 2011:Kortfilmen “Skæbnens vilje” blev vist i TV på Kanal Hovedstaden. Oktober – 2009:Kortfilmen “Skæbnens vilje” blev vist ved ”Filmfestival Curtocircuíto” i Santiago de Compostela i Spanien. September – 2009: Kortfilmen ”Skæbnens vilje” deltog i International konkurrence ved ”The Drama Film Festival in Athen” i Grækenland. Juli – 2009: Kortfilmen ”Skæbnens vilje” deltog i International konkurrence ved “The Cinefiesta Film Festival” i Puerto Rico. 1600 films blev tilmeldt, 85 film blev udvalgt og “Skæbnens vilje” var den eneste film fra Danmark og blev nr. 2 i den genre. Maj – 2009: Kortfilmen “Skæbnens vilje” deltog ved ”The Wild-sound Film Festival” i Toronto, Canada. Romanen ”Karrierepigen” blev udgivet via Books on Demand. Januar – 2009:Kortfilmen “Skæbnens vilje” blev vist ved ”Clermont –Ferrand Film Festival” i Frankrig. Oktober – 2008:Kortfilmen ”Skæbnens vilje” deltog I Nordisk konkurrence sammen med 22 andre nominerede nordiske film ved ”Femmina Film Festival” i Norge. Juni 2008:Kortfilmen “Skæbnens vilje” havde premiere i Cafébiografen i Odense. April – 2008:Produktionen af kortfilmen “Skæbnens vilje” blev færdigmeldt. Medvirkende skuespillere er: Christine Albrechtslund og Mogens Rex. Derudover bestod holdet blandt andet af fotograf Thomas Korsholm og Lyd-lysmester m.m. Alan Ashton. Jette stod selv som både producer, manuskriptforfatter, instruktør, produktionsleder m.m. Oktober – 2005:Opsættelse af enakteren “Skæbnen ville” i Ridehuset i Aarhus, hvor Jette stod for manuskript og instruktion. Maj – 2005:Opsættelse af enakteren “Skæbnen ville” i Katapult i Aarhus, hvor Jette stod som manuskriptforfatter. Erhvervserfaring: IT-programmering, systemplanlægning, systemanalyse, projektledelse og salgs- og afdelingsledelse.

Book preview

Hemmeligheder i kvarteret!

2014

Copyright © Jette Steen

Omslag: Rasmus Steen Rasmussen

1. UDGAVE

ISBN 978-87-93112-06-3

FORORD.

Hemmeligheder i kvarteret indeholder nogle samtidsfortællinger, der tager udgangspunkt i socialrealismen, de menneskelige aspekter og de forandringer, der ustandselig dukker op og påvirker vores tilværelse.

Læs også fortsættelsen til denne bog Den onde steddatter.

Vi følger en ung kvindelig journalists observationer af barndomskvarterets beboere og deres udvikling – en lille gruppe mennesker i et forstadskvarter på godt og ondt.

Hun er af natur nysgerrig og drages af fortællinger om uretfærdigheder, forkælelse, privilegier, snobberi, selvhævdelse og andet tankevækkende, som hun opsnapper på sin vej.

På grund af sin natur indvikles hun hele tiden i nye historier, og derved ser hun mange af livets forskelligheder og får en stor indsigt i de mennesker, der omgiver hende.

Hun har stor empati og indser blandt andet, hvor utroligt svært det kan være at beskytte sig selv og få et godt liv.

Kæmp for alt, hvad du har kært, også når det er rigtig svært

eller "Ingen undgår nedture og skuffelser, men nogen takler dem

bedre end andre eller De bedste ting sker for den, der får det

bedste ud af de ting, der sker" var tidligere nogle af hendes mest

yndede mottoer, som hun ofte benyttede, når hun forsøgte at trøste

nogen.

Efterhånden vakler hun i troen og ændrer sit motto til.

Ingen ved, hvad skæbnen bringer.

KAPITEL 1

Endelig, efter over tre timers rejse fra min lejlighed i Malmø er

jeg fremme og kan se mine forældres hus, der ligger midt i en idyllisk enklave af kædehuse lidt uden for Odense.

Nær skov og sø og dog alligevel så tæt på byen.

De fleste af dem, der bor her, har boet her i det meste af

deres liv, og de har derfor et særdeles godt kendskab til

hinanden.

Mine forældre har boet her, siden jeg var ganske lille, så det må være cirka tredive år siden, de flyttede ind.

I det første hus, nummer et, bor Hans og Lillian.

Hans er mekaniker, og Lillian er ekspeditrice i en osteforretning eller rettere sagt var, for der var vist noget med, at hun blev førtidspensioneret for nogle år siden.

Deres eneste barn, Kasper, er eller var i hvert fald noget af en rod og en slagsbroder.

Jeg husker noget om, at han en gang blev hentet af politiet, fordi han og nogle af hans kammerater havde stjålet bilradioer i området.

Han droppede tidligt ud af skolen og forsøgte sig som tømrerlærling, men blev af en eller anden grund fyret kort tid efter.

Han sad også I fængsel på et tidspunkt, men hvorfor var der vist ingen, der rigtig vidste, idet det hurtigt blev dysset ned.

Men underlig var han og de kammerater, han havde, var ikke ligefrem byens bedste børn.

Jeg hadede det altid, når jeg mødte ham ude i byen, da jeg var yngre.

Det skete kun få gange, men det irriterede mig virkelig, at andre folk troede, at vi kendte hinanden, og når han tiltalte mig på gaden, var det som oftest med alverdens sjofle ord.

Han er sådan en person, som jeg til enhver tid vil gå langt uden om, og så vidt jeg ved, bor han stadig hjemme.

I hus nummer to, altså i nummer tre, bor manufakturhandler Juul og hans kone Mie.

Han kaldes aldrig for andet en Juul og mener selv, at han er den vigtigste person i hele samfundet, idet han har bygget sin virksomhed op med sine egne hænder, som han plejer at sige.

Sandheden er dog nok nærmere den, at han var en af de få, der i en ganske ung alder arvede en utrolig masse penge efter sine forældre, og min far plejer altid med foragt i stemmen at sige. Ja, og så snød og udnyttede han, at den gamle grosserer blev syg og var nødt til at sælge sin virksomhed for en slik, til den første der bød.

Mie har mig bekendt altid været hjemmegående, og udover at passe min barndomsveninde Henriette, dyrkede hun blomsterbinding og gik til gymnastik næsten hver dag.

Jeg følte mig altid meget velkommen i deres hjem og nød at gå med Henriette hjem om eftermiddagen, hvor Mie altid stod parat med kakao og boller.

I det næste hus bor mine forældre.

Min far er revisor og min mor, som i øvrigt lige er gået på efterløn, var tidligere forsikringsassistent i et velanset reassurancekompagni.

I nogle af mine første skoleår var mor på deltid, men ellers var de begge to altid travlt optaget af deres arbejde.

Jeg kan dog ikke sige, at jeg nogensinde har savnet deres opmærksomhed, for som enebarn var jeg det dyrebareste, de havde. Det var jeg aldrig i tvivl om.

I hus nummer fire, altså i nummer syv, adskilt fra vores grund af en gangsti, bor Per og Eva.

De har tre børn, hvoraf tvillingerne Martin og Marian er næsten lige så gamle som mig, mens Jesper er noget yngre.

De flyttede ind samme år som mine forældre, og der var altid et godt sammenhold imellem de to familier.

Eva var en behjertet kvinde, som altid stod til rådighed, hvis nogen manglede hjælp, og Per kunne altid fortælle en masse spændende historier.

De trådte til hos hinanden, hvad enten det var, når børnene skulle passes, eller der skulle bygges rækværk og lignende, men i de seneste år har de to familier ikke talt meget sammen.

Min mor plejer at sige, at det er fordi, Per gik hen og blev vanvittig efter at have siddet i fængsel, vist nok for noget han ikke havde gjort.

I nummer ni bor en enlig ældre mand, Jens. Han er noget af det sødeste og i det sidste hus, ja, jeg ved ikke rigtig, hvem det er, der bor der, idet de først lige er flyttet ind.

Men så vidt jeg husker, så sagde mor, at det var nogle københavnere, og at de holdt sig meget for sig selv.

Hun havde forvildet sig derhen i starten for at byde dem velkommen, og en slatten mand havde vist sig i døren.

Han kom helt ud af balance, da hun rakte ham en kurv med blomster og var lige ved at snuble i sine egne hjemmesko.

Jeg kører lige så stille ind af indkørselen og standser bilen, og mine forældre, som helt sikkert har siddet på lur, har straks opdaget mig og kommer styrtende ud af døren.

Mor rækker armene ud til en kærlig og varm omfavnelse og giver mig et knus, samtidig med at hun studerer mig nøje og fortæller mig, hvor godt jeg ser ud. Da hun slipper mig, kommer min far hen og lægger varmt sine trygge arme omkring mig, og også han giver mig et knus.

Velkommen hjem min pige.

Jeg ser mig omkring og spørger, om det ikke er noget nyt, det der med den lille grønne runddel, midt i indkørselen, og min far beretter stolt om, at det er hans idé.

Han havde set noget lignende i sommers, da de var i Italien og besluttede sig så for, at det skulle de også have.

Imellem de små Bonsailignende planter har han lagt nogle kæmpe sten og sat en smart havelampe op.

Det er flot, synes du ikke?

Han ser spørgende på mig, og jeg svarer prompte, at det synes jeg helt bestemt, selvom jeg ikke normalt er særlig haveinteresseret. Jeg går om bag bilen og åbner bagagerummet, og straks er min far der.

Nu skal jeg.

Han tager min kuffert, og jeg rækker et par poser til min mor, mens jeg selv tager resten og følger efter dem ind i mit barndomshjem.

Kort tid efter sidder vi ved frokostbordet, hvor min mor har disket op med alle mine yndlingsretter, og jeg må skuffe hende med, at jeg er blevet vegetar.

Der er herefter ingen grænser for, hvad hun foreslår, at hun da ellers lige kan gå ud og tilberede, mens jeg gentagne gange fortæller hende, at der er alt rigeligt på bordet til at gøre mig mæt.

Min mor lægger bekymret sin hånd oven på min og siger, at det jo så er vigtigt at få rigtig mange proteiner, og at jeg endelig må sørge for at få rigeligt af dem, igennem de mange ting der er såsom nødder og…

Far, der har siddet og betragtet mig grundigt imens, siger, at det behøver jeg da ellers ikke, så slank som jeg er.

Jeg kan ikke dy mig for at grine og fortælle, at det ikke har noget som helst med det at gøre, og at jeg har styr på det. "Faktisk er der mange af mine venner og kollegaer, der også er vegetarer, og jeg føler mig ikke nær så oppustet mere.

Kan I ikke huske, hvordan jeg ofte har lidt at træg mave og irriteret tyktarm?

Det er helt ovre nu."

Mor sender mig et billigende blik og siger, at hun er helt sikker på, at jeg har styr på det, men at jeg da så endelig må fortælle hende, hvad hun skal servere til aftensmad.

Jeg har taget min egen lille nøddesteg med, og tilbehøret spiser jeg helt ligesom I andre, svarer jeg, og mor ser igen skuffet på mig og gør vrøvl over, at jeg har min egen mad med.

Det hører da ingen steder hjemme, siger hun, mens hun ryster på hovedet.

"Hvordan går det så ellers min pige?

Er der gang i den inde på bladet?"

Min far insisterer på, at jeg fortæller ham alt om, hvad der foregår, og jeg vil ikke skuffe ham, så jeg fortæller vidt og bredt om mit job og min hverdag i Malmø, hvorefter jeg spørger ind til hvilke nyheder, de har.

Det svarer de dog næsten ikke på.

Senere på dagen kører vi en tur til Munkebo, hvor vi gør stop ved kroen for at få en kop eftermiddagskaffe i det dejlige forårsvejr, og resten af dagen forløber i fred og fordragelighed blandet med lidt sladder om familien og minder om gamle dage.

En ny dag gryr, det er onsdag morgen, men først i morgen starter påsken rigtigt.

Jeg sidder og betragter haven fra min seng.

Jeg har godt nok hørt mine forældre stå op, men jeg ved også, at de vil lade mig ligge lidt endnu, hvis det er det, jeg behøver eller har lyst til.

Jeg er normalt også glad for at sove længe, men nu er jeg jo vågen, så jeg synes lige så godt, jeg kan stå op.

Jeg tager et hurtigt brusebad og smutter i et par cowboybukser, inden jeg går nedenunder og spiser min morgenmad og drikker min morgenkaffe.

Mor og far har spist, men mor tager en kop kaffe med og sætter sig ved siden af mig for at holde mig med selskab.

Da jeg er færdig med at spise, tager jeg en kop kaffe med hen og sætter mig i en lænestol, mens mor bærer resterne af morgenmaden ud.

Jeg tager en del af avisen, som ligger på sofabordet og begynder at studere den.

Min far sidder i sofaen med sin del af avisen, og mor går og nusser i køkkenet, da det pludselig ringer på døren.

Kort tid efter kan jeg høre mors glade og forbavsede stemme. "Jamen, er det dig?

Det er vel nok længe siden.

Du må endelig komme ind og hilse på Sus."

En stemme, som jeg genkender, kvidrer.

Ja, jeg hørte, hun var her, så…

Jeg rejser mig for at gå Henriette i møde, og i det samme træder hun ind af stuedøren.

Hun ser oprigtig glad og overrasket ud, mens hun går hen og omfavner mig.

Hej, hvor er det dejligt at se dig.

Jamen i lige måde.

Jeg smiler og bevæger mig hen imod min lænestol igen, mens jeg åbner en arm for at vise hende, at hun skal sætte sig i lænestolen ved siden af, og hun sætter sig og ser med utilsløret beundring på mig.

Ih, hvor er du smart i de der cowboybukser, og hvor ser du altså slank ud, har du ikke tabt dig?

Jeg skraldgriner og siger, at det er typisk for hende, at det er det første, hun spørger om, og pludselig er vi begge ved at flække af grin.

"Hvordan går det i Sverige?

Fortæl, fortæl.

Jeg vil høre alt om det", siger hun, og straks er vi i gang med at udveksle dagligdagens oplevelser.

Efter at have talt sammen i over en time, rejser Henriette sig pludselig op.

"Åh forresten, jeg må hellere se at komme hjem igen.

Det er jo ved at være frokosttid."

Mor kigger ind af døren og spørger, om Henriette ikke har lyst til at blive og spise frokost sammen med os, og Henriette smiler.

Åh, I kender jo min far.

Hun gør sin stemme mørk og bestemt.

Det er spisetid, når det er spisetid.

Både mor og jeg griner højt, og jeg følger Henriette ud, mens vi aftaler, at vi da skal ses igen, imens vi er hjemme på påskeferie.

Jeg ser ud på vejen.

Det er et pragtfuldt vejr.

"Hør mor, må jeg ikke låne din cykel?

Jeg kunne sådan tænke mig at køre en tur."

"Ja, gør du endelig det min pige.

Men først skal vi have en dejlig frokost."

Vi sætter os og spiser, og så snart jeg kan se mit snit til det, smutter jeg ud i garagen og finder cyklen frem.

Jeg kører en tur rundt om søen og sætter mig på en lille faldefærdig træbænk for at ryge en cigaret, mens jeg betragter det stille skvulpende vand og solen, der spejler sig i søen.

Hvor er det smukt, tænker jeg og lukker øjnene et øjeblik, mens jeg læner hovedet tilbage.

Pludselig hører jeg, at det knaser i krattet bagved mig.

Hurtige bevægelser, der nærmer sig.

Jeg vender mig om og ser lige ind i øjnene på en stor, godmodig labrador.

Hejsa, hvem er du?, udbryder jeg, mens jeg ser mig omkring med stor forundring.

Er du her helt alene?, fortsætter jeg, mens jeg klapper det store dyr.

Balder, Balder, er der pludselig en stemme, der råber og