Familiesommerhuset

By Maja Thostrup Blaase

Justina, der er 10 år, har med sin familie et sommerhus, hvor de er hver sommerferie. Det er super hyggeligt at være samlet med familien, selv om der ikke sker så meget.

I dag møder Justina kun to børn. Tager med Harbak fra Vandgranen på eventyr, og så bliver oldemor godt nok også væk.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jun 19, 2015
• ISBN: 9788771706741

Maja Thostrup Blaase

Er født i 1966, og mor til tre. Rejser jævnligt rundt i verden med sin familie, synger i kor og har et familiesommerhus. Er nysgerrig af natur mht. at prøve nyt. Derfor måtte en børnebog skrives, og det blev til "Familiesommerhuset".

Book preview

der.

Kapitel 1

Jeg ligger helt stille og vil ikke åbne øjnene. Jeg vil bare ligge og mærke sommermorgenluften, der kommer ind af det åbne vindue, og lytte til bedstefar, som lige nu er i gang med at hælde vand i elkedlen.

Om lidt vil jeg høre en sydende lyd. Det er vandet, der begynder at koge i kedlen. Jeg vil også kunne dufte kaffepulver. Jeg ved det. For jeg har hørt og oplevet det mindst 1000 gange før. Jeg ved, at bedstefar er ved at ordne morgenbordet til os alle sammen. Til os alle 12.

Jeg kan mærke, at det begynder at boble inden i mig. Først er det bare en lille smule bobleri inde i maven, men så bliver det mere og mere. Pludselig begynder det også at boble i mine arme og ben. Ja helt ned i tæerne.

Jeg ved det, jeg ved det. Om lidt kommer det også til hovedet. Det er fordi, jeg er glad, og jeg ved, at når boblerne først kommer til hovedet, så kan jeg ikke ligge stille mere. Men jeg kæmper imod, gør jeg. Jeg skal ligge helt stille og nyde det hele. For det er det bedste, jeg ved. Det bedste i hele verden er at være i sommerhuset med hele familien.

Åh nej, nu dufter der af krydderbollerne, som bliver varmet inde i ovnen. Nu kan jeg snart ikke mere. Jeg kan mærke, at jeg begynder at smile. Men jeg kniber øjnene sammen og koncentrerer mig om at lytte til solsorten, der fløjter ude i haven. Jeg skal ligge helt stille, nyde det hele og stoppe med at smile.

Men jeg kan ikke. Nu smiler jeg så meget, at jeg kan mærke smilet helt oppe ved øjnene. Nu kan jeg ikke mere. Jeg bliver nødt til at åbne øjnene.

Hele mig er glad. Ligeså snart jeg har åbnet øjnene, kan jeg ikke ligge stille mere. Jeg sparker dynen af, hopper ud på gulvet, løber ud til bedstefar og giver ham et kæmpe kram. Bedstefar krammer mig igen, og siger: Godmorgen Tumle.

Alle i min familie kalder mig Tumle. Det har de gjort lige siden, jeg var helt lille. For da jeg var lille og ikke rigtig kunne gå endnu, der tumlede jeg afsted, når der var noget, jeg ville hen til.

Mor og far siger, at de altid kunne se på mig, når der var noget, jeg ville hen til. Først kiggede jeg på det, jeg ville hen til, så begyndte jeg at smile, og så tumlede jeg afsted. De siger, at det er en blanding mellem at kravle og gå, når man tumler. Når jeg først havde sat mig for, at jeg ville hen til noget, så kunne intet forhindre mig i at nå derhen. Hvis de spærrede vejen for mig, tumlede jeg udenom. Hvis de løftede mig op, blev jeg sur, og når de satte mig ned igen, tumlede jeg videre til det, jeg ville hen til.

Både mor og far elsker at fortælle om den første gang, jeg tumlede. Det var en dag, hvor min storebror Julius lige var kommet hjem fra børnehave. Det regnende, og Julius regntøj var helt mudderet. Far, der havde hentet ham den dag, var i gang med at tage hans mudrede gummistøvler af. Lige pludselig var jeg kommet tumlende med et stort smil og havde krammet Julius. Jeg var blevet ligeså mudret som ham. Det havde set så sjovt ud, at far havde krammet både Julius og mig.

Mor tog den dag hendes yndlingsbillede af os. Far, Julius og jeg. Far og Julius i mudret regntøj og jeg med mudder i ansigt, hår og tøj. På billedet ser vi alle tre ud som om, at vi har det mægtig sjovt, og jeg