Vigga Morgenstiernes Dagbog

By Lars Røn

Vigga Morgenstierne begynder at skrive dagbog, da livet bliver vanskeligt for hende.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 25, 2021
• ISBN: 9788743083931

Lars Røn

Lars Røn er født, og lever indtil der ikke længere er liv i ham ...

Book preview

< 1 >

Kære Dagbog. Er det ikke sådan man skriver? Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle til at føre dagbog, eller hvad det hedder. Det er sådan noget du-der 2 kunne finde på, hende som altid sidder på sit værelse om aftenen, og græder. Det lyder som en slags mærkelig musik, der godt kunne flyde ud af et svagt oplyst øde telt midt under en endnu ødere ørkennat.

Åh jeg ved ikke, hvor meget jeg tør skrive på dine hvide sider? Jeg kender dig jo ikke endnu. Tænk hvis nogen læser det? Jeg ville dø af skam. Men livet er blevet så ledt, og jeg aner ikke hvem jeg ellers skal sige det grimme til. Alle er imod mig, selv Tiger, min gamle bamse, der bare sidder og stirrer som om han er helt tom, når jeg prøver at fortælle ham noget. Jeg plejede ellers at snakke med Tiger om alt, men han er så gammel nu, og kan ikke huske fra knurhår til pote. Og desuden er det totalt pattet at betro sig til en bamse.

Nå, men for et par dage siden kommer jeg ind i klassen, og mærker lige efter, om der er nogen, der er havnet i rød zone, for det giver altid sådan et sjovt lille gys lige midt i maven. Der var ingen, og det plejer der heller ikke. De fleste holder ikke mere end et par uger, hvis først de er blevet røde, og jeg har aldrig set nogen rykke bare op i gul igen.

Jeg går hen til de andre gulder, som jeg altid gør, og sørger for at have mit gode smil på, det som laver små stjerner i kanten. De siger hej som de plejer, og siger det, som os der går sammen, nu plejer at sige til til hinanden, mens vi viser vores bedste grimasser og udtryk, men jeg kan mærke, at der er noget galt. Det er så ledt. Jeg smiler alt hvad jeg kan, mens jeg mærker, som jeg aldrig har mærket før. Jeg laver en af mine bedste gyldne håndbevægelser, og slår en total overskudslatter op, men min mave siger, at jeg er blevet grøn. GRØN!?? Hvis det så bare var turkis, for det er min yndlingsfarve, og nærmest mere værd end guld.

Næsten stod og gloede lige på mig med sine store øjne, som jeg aldrig er helt sikker på hvad foregår bag. Mine kinder brænder, som om jeg er faldet i søvn på stranden en af de dage hvor solen skinner ned over sandet så det bliver alt for varmt. Hele klassen stirrer, selv Irse der ellers aldrig hæver blikket. Det er jeg sikker på, at de gør. Heldigvis kommer fru Rea ind, og så skal vi have vangsk.

I frikvarteret spurgte Felix ikke engang, om der var noget i vejen, selv om jeg sukkede ham masser af signaler. Han fjollede bare rundt med de andre i anden overklasse, som han plejer. Nogen gange spørger jeg mig selv, om det overhovedet kan betale sig at være fast med den dreng, for selv om han er køn som en håndtaske, og har langt og krøllet hår i den der farve som det der metal man laver statuer af, og alle andre er vilde med ham og især misundelige og kredser om ham som krager der vil napse en rosin, så kan han ikke finde ud af noget som helst, og slet ikke tie stille med det, som jeg siger, han ikke skal sige noget om til andre og jeg skal hele tiden få hans hænder til at holde op med at pille ved steder de ikke har noget at gøre på mig. Men vi er godt nok flotte sammen.

Da jeg endelig kommer hjem, er jeg så fra den, at jeg prøver at tage min blokfløjte frem. Det er meget længe siden jeg sidst har spillet, og mundstykket føles underligt på læberne. Jeg prøver at spille noget af det svære van Wammlex som jeg var så god til engang, men bliver hurtigt forpustet. Det lyder som en solsort, der kun har en tone at synge om vinter. Åh, Dagbog, jeg har lyst til at skrive nogle rigtig grimme ord, men dine sider er så hvide. Jeg er en blokfløjte nogen blæser alt for hårdt i, så det hviner i hjernen og sprøjter hagen til med tyndt spyt.

Selv om det at skrive det, måske gør det virkeligt, så er jeg nødt til at få den snurrende frygt som holder mig vågen nu ud. Hvad nu hvis jeg ikke bliver INVITERET?! Jeg har aldrig prøvet at tænke sådan før, og det er lige som at komme til at sluge et bolche der er alt for stort til halsen, eller løfte noget tungt, som en du-der lige så godt kunne have taget. Åh, det er en for frygtelig tanke, men nu står den der. Jeg falder aldrig i søvn igen.

< 2 >

Kære Dagbog. Havmågen er der igen. Lige udenfor mit vindue. Den dykker og stiger højt på himlen, som om blæsten er bølger, den flyder på. Nogle gange står den stille, eller glider rundt i bløde buer, eller også hakker den sig stejlt op, for så at styrte næsten lodret ned, så det suger i min mave.

Tænk at være så fri. Den har ikke brug for penge, undskyld, midler, Solveig retter mig hele tiden: Det hedder ikke penge, det hedder midler Vigga, lad nu være med at være så billig Vigga, vadr vadr vadr! bliver hun ved, og nyt og nogen at gå med. Den kan bare flyve hvor den vil. Men måske driller mågerne hinanden med hvor godt de flyver. Det er ikke til at vide, for jeg er ikke en måge. Jeg er bare en stakkels pige.

Åh, hvor jeg elsker mit værelse. Det er mit bedste sted i verden. Det er som at være en prinsesse i et tårnhøjt over alle andre, og under mig glider den stille kystvej som en sort å, og ovre på den anden side begynder skoven, som jeg HADER for den er våd og snavset og fyldt med dyr med snavs på der ikke laver andet end at krible rundt i snavs og søle der er fyldt med snavsede dyr. Men længere ude glimter havet heldigvis altid.

Ej, hvor ser mit hår bare dyrt ud i dag. Jeg elsker den måde, det kildrer mine kinder, når jeg svinger med det. Og jeg kan godt lide hvordan de andre ser på mig, når jeg gør det, og når jeg lægger hovedet bagover, og lader fingrene glide igennem det. Nogen gange børster jeg det midt i fællesen. Så står der altid nogen og glor, som om de tager bad i lyset fra mit hår. Det har jeg ikke noget imod. Der er nok til alle.

Jeg er altså