Dukkemageren: Og 8 andre skræmmende noveller

By Kim Michael Schrewelius

"Dukkemageren" er en novellesamling på 9 noveller, der tager udgangspunkt i gyset. Der er retfærdighed, og menneskers til tider syge handlinger.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 14, 2020
• ISBN: 9788743017622

Kim Michael Schrewelius

Kim er opvokset på københavnske vestegn. Han har ville skrive siden han var 14. Han fik ret tidlig stukket i hovedet, at talentet var der, men talent gør det ikke alene. At skrive en bog på knapt 300 sider, kræver et enormt arbejde. Specielt når man sidder alene med det.

Book preview

TUSIND TAK

Tak til dig Trine, for din evige støtte når jeg mest har haft brug for det, og ikke troede på mig selv. Tak for din kærlighed, din varme. Jeg kan ikke ret meget uden dig. Jeg elsker dig ufattelig højt.

Sidste år mistede jeg en god og personlig ven. En kvinde der sloges mod kræften, og tabte. Jeg sender hendes mand og hendes datter alle mine tanker. Joye Spigelhauer lærte mig utroligt meget om mennesker.

Joye var også troende, så jeg er sikker på at hun sidder på en sky og smiler til os. Jeg kan ikke sige andet end, vi ses en dag Joye.

Jeg vil også rette en stor tak til en god ven, der gav mig en flot og fornem udtalelse efter en førstehåndslæsning af mit manuskript. Tak til Michael Sørensen, som viste mig hvor jeg kunne blive bedre, og jeg kan sikkert blive bedre endnu.

Selvfølgelig skal der også rettes en tak til en dygtig kunstner, der med sin lette og sikre hånd kan fodre mig med idéer. Tusind tak Clara, for en fantastisk inspirerende tegning.

Indhold:

Dukkemageren

Lægen fra Sorgdrupgaard

Isla Del Diablo

Skal der være en grund

Skygger i skyggen

Særtog

De skulle skrabes ned

Dæmoner & Had

Nok

Forfatterens hilsen

I don’t have nightmares

I give them all to you

Stephen King

Dukkemageren

Anton så Emilie i øjnene, og kyssede hende på kinden. Han lænede sig ind over hende og plantede sin pande mod hendes. Han kørte hovedet fra side til side.

- Vi ses i aften, hviskede han og nød det sekund han håbede ville vare forevig.

Han vendte sig og gik mod døren. Fra inderlommen fandt han sine solbriller frem. Anton begyndte at grine. Han grinede højt, og vendte sig igen mod Emilie.

- Jeg ved det godt. Jeg ved hvad du vil sige. Skal du nu have solbrillerne på igen?

Han nikkede og tog dem på. De var store og meget mørke.

- Ja jeg skal. Jeg kan bedst lide det sådan.

Anton rakte tunge ad sin søster, og forsvandt ud af døren. Det var deres leg. Deres indbyrdes humørfyldte dagligdagstone. Det ville vare timer før solen gik ned over Stuttgart. Solbrillerne var velvalgte og ikke uden nytte.

Anton tog gerne forbi butikken, også efter lukketid. For at se at ingen brød ind. Det var sket flere gange. Porcelænsdukker kunne have en høj værdi, for de rigtige samlere hvis dukkerne var sjældne og smukke. Han havde på det seneste fået sat et stålgitter op foran vinduet. Det havde givet resultat. Ingen smadrede vinduer og ingen røverier. Gitteret havde været dyrt, og det var tungt at sætte op hver aften og tage ned igen hver morgen, men det var alle pengene værd. Hvad der var sparet var tjent. Det var familiens motto. Det havde deres far printet ind i hovederne på Anton og Emilie da de overtog butikken fra deres forældre.

Faren havde i mange år haft et ekstra job, som vagt ved byens store fodboldstadion, Mercedes-Benz Arena på Mercedesstrasse, for at få det til at hænge sammen økonomisk. Deres mor syede små kjoler til dukkerne i butikken. Eller reparerede dukkerne hvis de var slidte. I weekenden tog familien på tur rundt på markeder, for at lede efter gamle dukker, der kunne samles og sælges i butikken. De holdt sig meget for sig selv, familien. Blandede sig sjældent med andre. De blev dog kendt for at være høflige overfor alle de mødte, og talte pænt til alle. Nogen omtalte dem som værende den høflige familie, sådan lidt for sjov. Det var kun moren og børnene der oplevede farens voldsomme temperament. Ind imellem gik det over gevind, men efterfølgende fik de altid at vide, at de skulle tilgive ham. Der var ikke nogen vej frem eller tilbage. Tilgiv, eller temperamentet blussede op igen. De tilgav hver gang. Sådan gik det år efter år.

Timerne var gået og solbrillerne var gledet ned i lommen igen. Butikken lå i en butiksrig gade, lige nede under en kraftig gadelampe og var godt oplyst. Anton smilede veltilfreds. Han ruskede i stålgitteret, det sad godt fast. En ældre kvinde gik forbi ham, og Anton bukkede og hilste høfligt. Hun smilede og hilste tilbage. Hun genkendte ham. Dukkemagerens lille dreng, der var blevet voksen.

Vilma var ikke bare en køn pige. Hun var inderligt indtagende, på en måde så selv de smukkeste blomster måtte bukke i ærbødighed når hun passerede dem. Det lange lyse hår, hendes glatte ansigt og de klare blå øjne. Blandet med en atletisk figur, hvor der ikke sad et eneste gram forkert. Nogen ville mene, at det var uretfærdigt, for Vilma gjorde ikke noget for at komme til at se så godt ud. Men hun havde gode gener, fra en mor der havde dyrket gymnastik fra en ung alder, og en far der engang havde spillet bundesligafodbold.

Vilma smilede til månen da hun trådte ud på gaden. Veninderne stod klar til at tage imod hende. Håret var sat og tøjstilen var lårkort og høje hæle. Der blev grinet og pjattet hen ad gaden, mens et sæt øjne fulgte dem på vej.

Natten blev lidt ældre og diskoteket var fyldt til bristepunktet. Der lød en bragende lyd fra de store højtalere i loftet, ca. hvert andet sekund som en del af den technomusik alle de unge dansede til. Der var lysshow der blinkede på livet løs, så ingen kunne rigtig orientere sig. Vilma dansede alt det hun havde lært i vuggende bevægelser sammen med et hav af andre unge. Ingen vidste rigtig hvem der dansede med hvem.

I løbet af natten skiftedes pigerne til at gå ud og nette sig. Vilma var ingen undtagelse blandt alle de unge. Hun var ikke anderledes end alle andre, hun var bare kønnere.

Det hele var som det plejede, indtil hun stod foran spejlet og bemærkede den voksne kvinde ved siden af hende. Hun passede ligesom ikke ind i billedet. Et kort øjeblik efter var der kun de to tilbage ude ved toiletterne. I nogle sekunder var det stadig som det plejer, indtil Vilma mærkede et stik i låret. Pludselig gik lyset ud for hende. Hun nåede at se den voksne kvinde stirre grænseløst ondt på hende.

Anton sad stille foran sine forældre. Stilheden og respekten herskede ved bordet. Selv efter alle de år, sad de stadig samlet stille og roligt med faren for enden af bordet. Hænderne var foldet til en lille bøn inden frokosten. Da bønnen var sagt, kiggede Anton på sin far med bedene øjne.

- Ja far. Jeg gør alt hvad jeg kan for butikken og dine dukker. Jeg ville ønske at du en dag havde lyst til at komme forbi og se hvad jeg har opnået. Emilie syr utroligt meget fint tøj til dem alle sammen. Mor har været forbi et par gange på det sidste. Det ved du. Men det skal selvfølgelig være når du har tid og lyst.

Anton bukkede hovedet og knyttede næverne under bordet. Han frygtede det værste. Han kunne ikke vide sig sikker. Måske ville det ende med en kraftig irettesættelse. Men det var ikke sikkert at faren ville nøjes med det. Det kunne også udarte sig til en dissideret lussing. Moren sagde ikke noget. Det gjorde hun aldrig.

Anton var, og havde altid været, bange for sin far. Selv med sin voksne alder var han mindre i både sind og størrelse end ham. Anton lukkede sine øjne. Han gjorde alt hvad han kunne for at vise sin dybe respekt og ikke virke skræmt, selv om han rystede fra inderst til yderst. Han ville skjule det for alt i verden, men hans øjne var fugtige den aften da han satte sig foran Emilie. Han nikkede hen til hende.

- Vær du glad for at du ikke var hjemme ved middagstid. Far var sur. Jeg gør alt hvad jeg kan, det er bare aldrig godt nok. Og ja, jeg fortalte ham at vi passer godt på butikken, og at du syr på livet løs på alle de smukkeste kjoler.

Anton så op på sin søster. Han fik øje på hendes tænder, som om hun grinede.

- Det er ikke sjovt. Tænk hvis jeg fortalte ham at jeg ikke har været til kor i flere uger? Han ville blive sindssyg og slå mig igen.

Senere ud på natten vågnede Vilma. Hun var bange. Hun begyndte straks at græde. Noget af det første hun opdagede var, at hun lå ned og var fastspændt. Hun sprællede, men det hjalp ikke. Hun var forsvarligt spændt fast med læderremme om håndled og ankler, og et større bælte om livet. Hun havde ikke noget for munden, og begyndte at skrige så højt hun kunne. Hun håbede at nogen ville kunne høre det, og komme hende til undsætning. Men det eneste hun oplevede, var at skrigene gav genlyd. Det nærmest rungede, som om hun lå inde i en stor hal. Fra det mørkeste hjørne dukkede en skikkelse op. Det mindede om en voksen kvinde.

Anton kunne allerede høre sin far råbe inden han gik ud af døren. Han sukkede.

- Ja far jeg skal nok huske at købe sukker.

Han vendte sig og så hen mod moren. Han himlede med øjnene, og det turde han også kun når faren ikke så det. Moren sagde ikke noget. Hun smilede lidt til ham. Anton så hende i øjnene.

- Du kom sent hjem i går. Var der så meget at gøre?

Moren behøvede ikke at svare. Anton vidste besked. Der var altid rigeligt at gøre, når man gik ud hos fremmede og gjorde rent i de riges hjem, og kun tjente en skilling.

Det var desværre nødvendigt. Familien havde ikke meget at gøre godt med. Butikken gav ikke det store overskud, og faren var holdt op med at arbejde.

Mira havde lige rundet de tyve. Hun var slank og sportstrænet, og sad på sin racercykel på vej hjem fra træning. Badet havde gjort godt. Hun havde været blandt de sidste under bruseren. To unge piger og en voksen kvinde der stod og stirrede på hende havde gjort hende selskab.

Solen var ved at gå ned over Stuttgart. Et par lavthængende skyer sneg sig op på siden af den, mens månen gjorde sin entre. Der var stille og fredfyldt på den lille villavej, da Mira kom cyklende hjem. Der stod de sædvanlige biler parkeret. Dem der altid kunne berette om hvem der var hjemme, og hvem der var kørt på weekend eller ferie. Området var primært beboet af folk, der enten allerede var gået på pension eller skulle til det. Hendes familie var en af undtagelserne.

Den grønne folkevogn, der havde en hel del år på bagen, stod der som en selvfølge. Det var Müllers bil. Det kære ældre ægtepar, der levede af trofast kærlighed og kildevand til hinanden. De havde ingen børn og kun hinanden at passe på. Den sølvgrå Mercedes, der tilhørte direktør Spiegelhauer, der ejede et af byens største huse, fordi manden var et computergeni, og havde bygget et stort firma op fra bunden. Den sølvgrå Mercedes var bare èn af hans biler. Konen og datteren Lida, havde tilsvarende store biler. Længere henne ad gaden stod der en lille lyseblå Citroen. Mira genkendte den og smilede. Den tilhørte Emmas mor. Emma var hendes gode veninde op gennem skoleårene. De havde fulgtes ad gennem tykt og tyndt, indtil Emma fik den idé at hun ville til Spanien og studere sprog.

Det var kun til sidst, at det gik op for Mira, at der holdt en mørk varevogn lige foran hendes hus. Hun kendte den ikke. Det var hverken farens, eller brorens vogn. Det kunne have været Manfreds vogn. Han var selvstændig tømrer, men hans vogne så anderledes ud. Manfred var en god storebror, på flere områder. Han havde altid passet på hende, og kom ofte med gaver. Han passede sit arbejde, men var sjældent hjemme. Derfor kunne Mira heller ikke få det til at passe med at, det var en af hans biler. Hendes far kørte, og havde altid kørt i Audi. Ikke en af de dyreste. Det skulle bare være Audi. Han var konservativ hvad det angik.

Mira ville trække cyklen forbi den mørke varevogn, og sætte den ind i carporten. I det samme gik sidedøren op. Mira nåede ikke at tænke så mange tanker, før en voksen kvinde trådte ud af vognen. Mira genkendte hende hurtigt. Kvinden der havde stået og stirret på hende under bruseren. Det havde virket besynderligt fordi de andre havde været nøgne i badet, men denne kvinde havde badedragt på. Mere nåede Mira ikke at tænke på. Så blev lyset slukket. Hun så det ikke komme. Som lyn fra en klar himmel løftede kvinden armen. Noget der var hårdt som jern ramte Mira i tindingen. Hun strøg til jorden med det samme. Kvinden slæbte den unge pige ind i varevognen, og lukkede døren indefra.

Anton sad og redte sin mors hår. Han sad bagved hende og havde lagt en hånd på hendes skuldre på en trøstende måde.

- Jeg forstår det bare ikke mor. Han skælder dig ud, til trods for at du arbejder hårdt hver dag. Du kommer sent hjem hver aften. Du virker træt og slidt. Du har ondt i ryggen, og det ender med at Emilie og jeg skal se dig svinde hen. Hvad skal det ende med, mor? Kan du virkelig ikke sige nej, bare en gang imellem? Hvor meget skal du gøre for ham, mor?

Anton var vitterlig bekymret. Han elskede sin mor så højt, at hvis jorden gik under betød det ikke noget, så længe han kunne være ved hendes side.

Senere den aften, få minutter før midnatstimen, sad broren hos sin søster. Han skjulte sit ansigt, mens han hviskede alle sine bekymringer til hende. Antons kærlighed var ikke mindre til sin søster. Hun var hans et og alt. Men ikke på en måde der kunne og skulle misforstås. Hun var den støttepille han havde i livet. Den han altid kunne læne sig op ad, når det hele blev svært. Hvis faren havde været efter ham igen, med bæltet i hånden. Emilie var den, der altid havde, kunnet få faren ned igen. Få ham til at indse, at Anton bare var en usikker størrelse, uden selvtillid og den styrke som faren havde.

Men faren havde aldrig ville acceptere det. Anton var en mand som ham selv. Han måtte kunne klare de klø han selv havde måtte modtage som barn.

Et øde sted fyldt med store rum og vægge skabt af beton, kom Mira til sig selv. Hun lå på en briks, og var spændt fast med læderremme. Hun sprællede som en fisk, der var landet på dækket. Men lige lidt hjalp det. Hun skreg og råbte alt hvad hun kunne, men det eneste hun oplevede var, at det rungede for hendes ører. Det smertede i hovedet på hende og hun følte sig klistret ned langs kinden. Hun forsøgte at orientere sig i mørket. Det var stort set umuligt. På afstand kunne hun høre fodtrin komme nærmere. Hun råbte igen. Et stærkt spotlight blev tændt lige i hovedet på hende. Hun blev blændet med det samme. Hun måtte