FRØ: 35 korte historier og 19 illustrationer

By Martin Prehn

Her er (mindst) 35 nye korthistorier og (mindst) 19 illustrationer der spreder sig gennem gys, humor, sci-fi, fantasy og kedelig hverdag.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 21, 2018
• ISBN: 9788743006886

Martin Prehn

Martin Prehn er forfatteren bag bøger som Grå Zoner, Gudernes Tudsmørke, Det morsomme, det makabre og det mystiske m.fl.

Book preview

Kan du lege?

1 En spinder af ord er som et træ.

2 Altid spreder han løgne som blade i vinden i uendelig søgen efter åbne sind at plante frø i og se dem slå rod.

3 Tag dig derfor i akt for spinderen af ord. 4 Lad ikke denne for-fatter så sine tanker i dit hoved, hvor de kan spire og gro.

Tredje Syn, kat 1, varsel 7

indhold:

Tynde sorte streger

Ridder Flammeklinges eventyr

Den ensomme flodhest

Gift

Invitation fra rummet

Laeshoejt.dks guide til gode nathistorier

Den jaloux lampe

Brikker

Ti procent

Strømsvigt

Efter tonen

Mig mig mig

Pres

Dosmerseddel

Værste forlovelse nogensinde

Philippa og Otto

Blende-hjem

Den anden i rækken

Legat

I horisonten

Mand eller muse

Pan

Vægt

Det tredje øje

Flux

De forfærdelige fire

Revy

Drømmehuset

Drømmehuset bliver revet ned

9 dage fra sidste september

Bedre monstre

Siesta i San Miguel

Min verden

Final Countdown

Uret

udhold:

Noter, gæster og tak

illustrationer:

Spinderen af ord

Ikke hypnotiseret

Slut?

På godt og ondt

Ingen billet

En dragetjeneste

Evig kærlighed

WingIttm

Oline og hendes hund

Skovens konge

Rammer

Kan du lege?

Eden

Gjort af granit

Side 2

...

En lille idé

Vindere

Den tiende muse

Tynde Sorte Streger

Hans iskolde hænder dannede knytnæver i lommerne, mens vinterstøvlerne knuste visne blade mod asfalten i lange tilfredsstillende kvas med hvert skridt, han tog.

Albert forsøgte at bore sit hoved ned i frakkens krave som en skildpadde, der gemmer sig fra omverden, men hans ører blev ikke skånet de isnende vindstød. De var nu så frosne, at det føltes, som om man kunne gribe dem om kanten og knække dem af som istapper.

Sikke et billede.

Det blev hængende i hans hjernes frontallap et sekund længere; Følelsesløse stykker frossent hud der med et knikt knækkes af og knuses til blodrøde iskrystaller. Grotesk.

Han tvang sig selv til at sluge det.

En god forfatter skal kunne håndtere den slags. Det var trods alt ham selv, der havde skabt det. Og som altid var det sket, uden at han rigtig lagde mærke til det.

Endelig kom bussen, og da han først kom indenfor, virkede det næsten latterligt at klage over kulden. Tæt pakkede stod de nu, som sardiner. Og dette billede af de stakkels sardiner i dåsen blev mere og mere levende for Albert, som han snappede efter vejret på skift med de andre passagerer. Nogen puffede til ham.

En sardin ville af. Undskyld, vil du gerne lige flytte dig? Skulle det være morsomt? Sardinen fik akavet klemt sig forbi ham på en eller anden måde, og Albert bemærkede dynamikken forandre sig.

Hans øjne gled endnu en gang hen over medpassagererne, og hans forfatterhjerne begyndte påny at lege, som den altid gjorde. Den elskede at lege, og alt var dens legetøj.

Hvis nu bussen pludselig faldt ned i et hul eller væltede ind i en ørken på en eller anden måde, og de skulle overleve sammen, hvordan ville rollerne mon så fordele sig?

Måske var det en psykologisk gyser. Manden ovre ved udgangen så meget beklemt ud ved situationen. Han var en ældre herre, måske sidst i tredserne, og i sit hoved havde Albert skrevet ham som en pensioneret bureaukrat-type – en pedantisk perfektionist med en mild grad af klaustrofobi. Han arbejdede sikkert i en bank.

Når krisen ramte, ville han været den første, der knækkede under presset. Albert kunne se ham svinge med tasken ud efter folk (hvis der altså havde været plads), mens han snerrede trusler af dem, så fråden stod fra mundvigen.

Måske blev den unge dame med mobilen ved siden af også grebet af hysteri og skreg, inden hun flyttede sig så hurtigt, at hun puffede til den gamle dames taske, der væltede ned på gulvet, så et halvt pilleglas og en ladt revolver gled ned af busgangen. Men hvem skulle samle den op? Og hvad nu?

Albert opdagede, at han var nået sit stop.

Kulden udenfor ramte ham dobbelt så hårdt efter den varme bustur. Som en frostjættes iskolde pust direkte i fjæset. Albert kunne næsten se den groteske troldeform om hjørnet, kolosal som et bjerg. Dyb, rumlende latter i vintervinden.

Albert dukkede ind i kiosken. På vejen opsnappede hans hjerne en tilfældig avisoverskrift, og begyndte at lege igen. Kolonisering af Mars?, tænkte den, og straks kunne Albert se raketterne klar med de første ladninger af mennesker på vej mod den røde planet med stolte og måske lidt bekymrede miner. Et par af kunderne herinde kunne måske være blandt de udvalgte?

Men det de ikke vidste var, at alt dette blot var en løgnhistorie for at løse planetens overbefolkningsproblem – de mange raketter ville styre sig direkte ind i solen. Eller noget andet. Måske.

-‘Syv-og-treds kroner, tak.’

Albert vågnede lidt op. Han stod åbenbart forest i køen nu, og pigen bag disken stirrede uimponeret på ham. Han fumlede lidt efter sin pung, flået tilbage til en virkelighed hvor penge - ikke fantasi – var den førende valuta.

Albert stak hende en seddel, fik sine mønter igen og bemærkede hendes modersmærke over hånden. Stakkels pige.

For i virkeligheden var modersmærket en forbandelse. En levende parasit, der gradvist ændrede facon, flyttede sig og voksede, mens det lærte hende at kende. Til sidst ville mærket kunne styre sin vært omkring som sin blinde drone. Og den var ikke alene. Snart var gaderne fyldt med dem.

Albert gik ud til dem med sine varer i en lille stofpose.

Jætterne var færdige med at blæse nu. Det var stadig frostvejr dog, og Alberts ører brokkede sig igen over temperaturskiftet. Han kom nok til at mærke mere til dem senere, lovede de.

Albert var lige ved at støde ind i en ældre herre, der trak en lille hund med sig.

-‘Undskyld’, sagde manden og gik hastigt uden om Albert. Den lille hund sagde ingenting. Albert stirrede efter dem.

Sikke dog en venlig mand, legede hans hjerne. Lidt for venlig, måske?

Ældre, harmløs mand med lille høflig hund, den perfekte facade for en seriemorder. Som han plejer, trasker han gennem parken med sin lille hund, og så snart et lille barn løber over for at klappe hunden, ...klapper fælden!

Albert sank dramatisk en klump, for netop nu kom en lille pige gående mod manden med hunden. Ville hun mon blive det næste offer for hundeluftermorderen?

Nej - for det viste sig, at lille pige på otte år er en endnu bedre facade for en seriemorder. Sjippetovskvæleren havde allerede fjorten liv på sin samvittighed (bortset fra at hun ikke kendte til samvittighed), og skulle manden nu blive det næste?

Albert stirrede ublinkende, idet pigen og manden traskede forbi hinanden og fortsatte i hver deres retning uden at bemærke den anden det mindste. Hunden sagde heller ingenting.

Rent held? Eller gensidig respekt mellem to seriemordere?

Albert begav sig over gaden mod sin opgang, mens hans hjerne drejede på tingene, den så, da en bil bremsede voldsomt op og dyttede af ham. En dame råbte noget af ham derindefra, men ruderne var tæt lukkede, og hun dyttede så meget samtidig, at budskabet forblev ham en gåde.

Albert hoppede ind på fortovet og hørte bilen arrigt brøle ad ham som en vild løve, inden den tordnede ned af gaden og forsvandt. Han kiggede lidt i den anden retning for at se, om der var nogen efter hende. Var det ikke en sirene, han kunne høre langt væk?

Var damen hemmelig spion? Eller havde hun måske lige røvet en bank?

Ved tanken blev Albert igen mindet om virkeligheden og om penge. Måske var det ikke så tosset en idé at røve en bank. Uanset om man blev fanget eller ej, så slap man da for at skulle møde op på arbejde hver eneste dag. Dag ud, dag ind. Så havde man måske tid til at skrive.

Albert slæbte sig op ad trapperne, og bemærkede først underboen, da de stødte sammen. Underboen havde en kasse under armen.

-‘Undskyld mig’, indvendte han og fik kantet sig forbi Albert.

-‘Øeh... ja’, indvendte Albert, men underboen var allerede for langt nede til at høre noget. Desuden havde Albert ikke sagt det særlig højt, for hans tanker var et andet sted.

Hvad er der i kassen?

Underboen var i virkeligheden tryllekunstner og optrådte jævnligt på store scener. De bedste i branchen var nu begyndt at snakke meget om denne nye tryllekunstner og hans utrolige tricks. Tricks selv de ikke kunne gennemskue.

Men selvfølgelig kunne de ikke det. For tricket var, at der ikke var noget trick. Underboen havde simpelthen solgt sin sjæl til djævlen for at lære sand trolddom – alle hans tricks var den ægte vare. Det eneste uægte ved hans show var, at han kaldte det et show. Og i ny og næ blev han nødt til at forklæde sin magi, så den lignede imponerende fupnumre.

Albert sukkede lidt. Sikke et fedt job at have.

Han låste sig ind i sin lejlighed. Mens han sparkede skoene af, fandt en velkendt strøtanke ham endnu en gang; Hvad nu hvis man bare sagde op? Bare tog permanent hjem fra arbejde og levede af sine idéer? Måske kunne han sælge dem? Andre havde trods alt kunne leve af at være forfattere. Hvorfor skulle han ikke også kunne det?

Han tændte computeren, og satte sig til rette foran skærmen. Dette var hans verden, hans tankepalads, hans idéfabrik. Og tusinde afventende ører stod i kø for at høre hans historier fanget i tynde sorte streger.

Den blanke side stirrede på ham, curseren blinkede til ham.

Alberts ører begyndte at brænde.

Ridder Flammeklinges Eventyr

En mand går ind i en bar.

Og så starter historien. Så starter fand’ me alle historierne. Over tredive år har jeg stået her og skænket fad til fire generationer bonderøve og adelsmænd, og hvis der er én person, der kan hævde at have hørt det hele før, så er det mig.

Sally Muddervand, kalder de mig – men kun i venlige toner ellers vanker der. Man fornærmer ikke sin kromutter uden at få krøllet ørerne og lukket barkontoen, og min medicin er ofte det eneste, der hjælper mod en hård verden fuld af krøllede ører.

Mine stamkunder sidder pænt, hvor de plejer med deres vanlige skænk inde for rækkevidde – en varm rom til Vondevelt den ældre gentlemand ved bordet, to store krus humlebryg til brødrene Kløve og Hjort Hegnspæl og en lille rødvin til tøffelmager Immerkærs enkefrue.

Og så kommer en mand ind. Ja han vælter vel nærmest ind og smækker døren efter sig, så ulvehovedet over ildstedet dirrer.

-‘Ridder Flammeklinge’, hilser jeg. –‘Hva’ skal det være?’

-‘Hvad som helst! Jeg må sunde mig efter det syn! ’

Han kæmper sig dramatisk op til disken, og jeg stikker ham en kop brændevin, som han tager sig en ivrig slurk af. Eftersmagen rammer ham prompte, og han får et mere sobert og sammenklemt udtryk på.

-‘Nå, det er velsagtens noget, du har lyst til at snakke om, kunne man forestille sig’, siger jeg.

I min profession er jeg vant til at lægge øre til alt og intet hver dag. Jeg tænker ofte over om historien eller skænken kommer i første række her på Sallys Døve Øre.

-‘Mon ikke! Og måske en dram til dig selv, Sally Muddervand, så du kan sunde dig, efter du har hørt, hvad jeg har oplevet! ’

Jeg takker ikke nej, særligt når det er mig selv, der giver, så jeg bunder hans brændevin for ham og sætter den tomme kop på plads igen.

-‘Sandelig siger jeg’, begynder han. –‘Aldrig nogensinde har jeg, Ridder Flammeklinge, levet gennem noget lignende! Bered jer på at høre om min fantastiske rejse! Og hvert et ord er sandt!’

-‘Er det en drage?’, afbryder Kløve Hegnspæl. –‘Jeg vil vædde på, at det er en drage. Der er mange af dem for tiden.’

-‘Troldmand!’, hævder Hjort. –‘Jeg holder på troldmand.’

-‘Jaja, Lad nu manden komme til orde, så vi kan høre om den drage, brormand.’

Ridder Flammeklinge ignorer deres grin og rømmer sig højlydt.

-‘Jeg var ude for at redde den her prinsesse...’,

-‘Hvad hed hun?’

Kløve er lutter ører, når der er damer med i fortællingen.

-‘Øeh,... prinsesse Godhjerte eller Godteminde... et eller andet... det er ikke så vigtigt.’

-‘Var hun smuk?’

-‘Det er ikke vigtigt. Men ja, selvfølgelig var hun det, hun havde hår af det purreste sølv og var kongens anden-og-derfornæst-smukkeste datter. Nå, men hun fortalte, at der lå en forbandelse over hendes fars kongerige...’

Hele baren sukker uimponeret – også mig selv. Enkefrue Immerkær ryster sågar på hovedet.

-‘Der er altid en forbandelse.’

Hun nipper fornærmet til sin rødvin, mens Ridder Flammeklinge fortsætter ufortrødent.

-‘Jeg red selvfølgelig ud i trylleskoven for at finde ud af, hvad der foregik, og et par venlige feer pegede mig i retning af den gamle hjemsøgte borg ude ved hulkekløften.’

Hjort gaber lidt og stikker i bordet med sin daggert. Historien er ved at blive kedelig. Kun Kløve har stadig et drømmende blik i øjet ved tanken om den smukke prinsesse Godhjerte eller Godteminde, eller hvad hun nu hed.

-‘Og inde i borgen fandt jeg ned i kælderen, hvor en enorm slange bevogtede en kiste af marmor.’

Da vågner Kløve fra sin dagdrøm.

-‘Drage! Jeg sagde det jo!’

-‘Ah. Slanger tæller sgu ikke som det samme, brormand!’

-‘Ridder Flammeklinge, hvor stor var den slange?’

Ridder Flammeklinge går lidt i stå og former en cirkel med armene.

-‘Sådan... cirka.’

-‘Drage!’

Kløve ser meget tilfreds ud, men Hjort er ikke overbevist.

-‘Spyede den ild?’

-‘Jaeh,... det var mere en slags gift. Men det brændte rimelig meget.’

Ridder Flammeklinge viser et par huller i sin kappe frem til ingen store reaktioner. Ja, det ligner da huller fra en kæmpeslanges edder. De er ikke til at tage fejl af.

-‘Det var en slange, ikke en drage, men det er altså ikke så vigtigt!’, insisterer han. –‘Det er først senere, at det utrolige sker. Jeg åbnede kisten...’

-‘Vent. Dræbte du slangen?’

-‘Ja, selvfølgelig. Jeg har hovedet i sækken her.’

-‘Du spilder altså ikke slangeblod i min bar!’, snerrer jeg. Den slags forbandet stads vil jeg ikke se herinde.

-‘Nej nej’, forsikrer han. –‘Magisk sæk, ved du nok. Ægte basilisk skind.’

-‘Jeg håber det fand’me!’

-‘Det vigtige er, at inde i marmorkisten lå der en gammel mand og sov...’

Ved de ord er det Hjorts tur til at afbryde.

-‘Ha! Troldmand! Sagde det jo!’

-‘Han er ikke nødvendigvis troldmand, fordi han sover i en kiste. Det kunne være en vampyr!’

-‘Det er ligemeget!’, udbryder Ridder Flammeklinge højlydt. -‘Det er alt sammen ligemeget! Troldmænd, drager, vampyrer... I hænger jer i ligegyldige detaljer! Hør nu efter!’

-‘Ja ja, Flammeklinge. Du har ret.’

Hjort smækker en mønt på disken.

-‘Hér, jeg giver en øl til vores fortæller. Lad os høre resten af historien.’

Hjort virker til at være i godt humør, nu da der muligvis er en troldmand med, og jeg rækker et krus humlebryg til Ridder Flammeklinge, der finder smilet frem igen. Min medicin gør underværker.

-‘Nuvel, jeg fortsætter... den gamle i kisten vågnede brat og skubbede mig ind i et spejl, som slugte mig ind i en anden verden. Der gik flere timer, inden jeg omsider slap ud.’

-‘Typisk troldmand’, indvender Hjort.

Kløve trækker lidt på skulderen.

-‘Hvad skete der så?’

Ridder Flammeklinge ser lidt distraheret ud.

-‘Tjaeh,... det sædvanlige. Jeg overvandt troldmanden og hævede forbandelsen.’

-‘Og reddede prinsessen?’

-‘Ja, hun havde det vel fint... jeg tog faktisk direkte herover uden at tjekke. Ærligt talt er det alt sammen ikke nær så interessant, som det jeg oplevede inde i spejlet. Der gik som sagt mange timer, før jeg kom ud igen. Og I kan næppe begribe, hvordan den verden derinde fungerede. Det var... ufatteligt.’

-‘Hvad var det?’

Ridder Flammeklinge ser ud til at have svært ved at finde ordene, nu da han endelig er nået til pointen.

-‘Det var en verden af total frihed. Ubegribelig og overvældende frihed. Jeg var tæt på at blive fanget der forevigt.’

Han drikker en hæftig mundfuld øl og ser oprigtigt rystet ud. Jeg har sjældent set vores kække Ridder Flammeklinge så oprørt. Han har trodset det, der er værre end magiske tryllespejl før, tro mig. Og vi har alle sammen hørt om andre verdener.

-‘Hvordan kunne frihed holde dig fanget?’, spørger Hjort.

Ridder Flammeklinge smiler lidt.

-‘Lad mig prøve at forklare... hvordan plejer man at redde dagen?’

Folk tænker sig lidt om, men spørgsmålet er ikke så svært.

-‘Man finder vel et sværd eller noget’, forklarer Kløve. –‘Altså et magisk ét.’

-‘Eller redder en person fra en grufuld skæbne, så man får sine ønsker opfyldt’, indvender Hjort.

-‘Eller også er der en profeti’, brummer enkefrue Immerkær uimponeret. –‘Der er altid en profeti.’

-‘Ikke hér.’

Ridder Flammeklinge ser alvorligt på flokken.

-‘I denne verden hvor jeg tilbragte timer, var der ingen magiske sværd eller ønsker, ingen skæbne eller profeti. Intet var bestemt på forhånd, og alt kunne ske. Alt eller... intet.’

Han lader tanken sive helt ind, mens vi alle stirrer frem for os og prøver at begribe en verden uden formål.

-‘Frihed’, hvisker nogen, og jeg tror vist, det er mig.

Omsider rykker Vondevelt på sig ved bordet og læner sig knagende frem i stolen for at deltage i samtalen.

-‘Hvordan kom du så ud igen, Ridder Flammeklinge? Hvis det ikke var din skæbne?’

-‘Jeg valgte det’, svarede han. –‘Ved at stå i kø.’

-‘Hva-ba’?’

-‘Ja. Stå i kø. Jeg måtte selvfølgelig vælge den rigtige kø, men der var skilte.’

Med et klink taber Vondevelt sit glas, så den sidste sjat rom danner en grumset plet på hans skjorteærme. Selv brødrene Hegnspæl ser chokerede ud.

-‘Hvor lang var køen?’, spørger Vondevelt forsigtigt.

-‘Lang! Det tog timevis! Spændingen var ubegribelig! Alt kunne ske! Eller intet! Gradvist bevægede vi os fremad, mens vi bare ventede og valgte at blive stående.

’Det krævede tålmodighed. Og karakterstyrke. Og en urokkelig tro på, at køen stadig rykkede sig, selv når den så ud til at stå fuldstændig stille! Og i mellemtiden kunne jeg til hver en tid bare vælge at gå væk! Og ingen ville stoppe mig!

’Men selvfølgelig... hvis jeg forlod min plads, ville den blive taget af en anden, og skiftede jeg mening bagefter, var jeg dømt til at vente forfra i køen.’

-‘Men du fik vel et råd af en talende frø eller noget?’, vil Kløve vide. Flammeklinge ryster blot på hovedet.

-‘Hvad med en vis gammel kone? Eller en fugl? Var der ikke i det mindste nogle venlige træer eller en sten med et par runer på? En talende fisk?’

-‘Nix. Ingen fisk. Ingen tegn. Ingen hjælp. Total frihed. Og intet skete i flere timer, mens vi stod der! Milevis af intet, der når som helst kunne afbrydes, mens vi bare stod i kø og ventede på, at det skulle blive vores tur.’

Jeg har fyldt brændevinskoppen, mens Ridder Flammeklinge fortæller. Åbenbart er drikken til mig selv. Mine hænder ryster lidt. Jeg har aldrig hørt om noget lignende.

Enkefrue Immerkær bunder sit eget glas og sender et skarpt blik mod Ridder Flammeklinge. Hun plejer at kunne se, om folk taler sandt.

-‘Hvad var der så for enden af køen, unge mand?’

-‘Mit endelige mål; En dør.’

-‘Du mener vel tre.’

-‘Nej, bare én.’

Jeg kan høre hende gispe en lille smule.

-‘Men der var vel en prøvelse’, forsøger enkefrue Immerkær. –‘Eller måske tre prøvelser?’

-‘Bare en dør.’

-‘Var der ikke en vagt, så?’

-‘Kun en dør.’

-‘Skulle du gætte en gåde?’

-‘Nej, bare åbne den.’

-‘Med et kodeord?’

-‘Bare med hånden.’

Hjort ser lidt beklemt ud.

-‘Altså én dør der førte hjem, og to der førte til den sikre død, ikke?

Rider Flammeklinge kigger på ham og ryster atter venligt på hovedet, indtil den fiser ind.

-‘Én dør. Kun én. Døren jeg valgte at stå i kø til. Som førte mig hjem igen. Efter adskillige timers ventetid i en kø. Omsider hjem igen.’

Ridder Flammeklinge bunder det sidste af sin øl, og smækker kruset på disken som et tilfredsstillende punktum til fortællingen. Han sukker højlydt og lukker øjnene i.

-‘Et øjeblik var jeg bange for, at jeg ville vælge at blive derinde. Måske stille mig over i en anden, kortere kø.

’Ser I, med total frihed, kunne jeg bare lade være med at stå i kø. Bare lade være med at komme tilbage. Lade være med at besejre troldmanden og hæve forbandelsen.’

-‘Og redde prinsessen.’

-‘Ja, Kløve, og redde prinsessen. Jeg valgte at stå i kø i dag. Men hvem ved, om jeg ville have styrken til at klare det igen?’

En tung stilhed daler ned over mine kunder og deres tomme glas. Jeg ved altid, når tiden er inde til undtagelser i min bar.

-‘Husets omgang!’, erklærer jeg. –‘Lad os fejre, at vores brave Ridder Flammeklinge er tilbagevendt fra sin rejse i god behold!’

Der bliver skrålet og skålet, og snart flyder stemmerne harmonisk med øllen igen. Nye fortællinger og sange skal vi høre. Min medicin kurerer alt.

Vondevelt sjosker dog over og vil høre historien igen i løbet af aftenen, og Ridder Flammeklinge må genfortælle, hvad han oplevede inde i spejlet til den ældre gentlemand et par gange, mens brødrene Hegnspæl griner og tøffelmager Immerkærs enkefrue ryster på hovedet.

Allerede nu er min medicin ved at gøre det ukendte og farlige til noget velkendt og behageligt. Og måske har den også fået den gode ridders historie til at lyde mere fantastisk, end den rent faktisk var.

Jeg er sikker på, at hvis Ridder Flammeklinge tænker grundigt efter, så var der en lille trold eller en forhekset svane, der hjalp ham på vej. Og mon ikke der i virkeligheden var tre døre til sidst alligevel? Sådan er verden trods alt skruet sammen – ingen kan løbe fra skæbnen.

Men hans fortælling er da underholdende, og uden overdrivelserne ville den heller ikke være et eventyr.

Det var ikke et spørgsmål om hypnose.

Morten mærkede efter, og han følte sig

overhovedet ikke hypnotiseret. Han var

... nysgerrig. Hvem ville ikke være det?

Den Ensomme Flodhest

Der var en flodhest, der følte sig trist til mode.

Den sad med sit hoved i hænderne, ja klovene velnærmere, og sukkede så dybt, at en spætte hørte det og afbrød sin banken.

-‘Hvad sukker du sådan for?’

-‘Jeg er bare alene’, sukkede flodhesten.

Spætten landede ved dens side.

-‘Det lyder meget ensomt, gør det så.’

Flodhesten sukkede igen.

-‘Nuvel’, sagde spætten. –‘Så lad mig sætte mig lidt her med dig, min ven. Det er trods alt bedre at være to om at være alene.’

Og sammen sad de og stirrede ud over søen og følte ensomheden brede sig. Flodhesten sukkede igen.

Denne gang sukkede spætten med.

Det var nogle gode suk.

Det mente krokodillen, der lige var kravlet op på breden i hvert fald. Krokodiller sætter pris på gode suk. Og gode hvæs. Og nogle gange tårer.

Alligevel så flodhesten så vemodig ud, at krokodillen kunne mærke tristheden