Gudernes vrede: Om guder, helte og konger i græsk mytologi

By Erling Agergaard

De fantasifulde myter om de lunefulde græske guder har gennem alle tider glædet og fornøjet os. De har udfordret os, og de har inspireret os. Men myterne har også mødt os i en søgen efter livets hemmeligheder og i en søgen efter at forstå os selv. Myterne har givet os en tilværelsesforklaring. På den måde blev de til en evig inspiration til vores psykologi, filosofi, politik samt poesi. Ikke for ingenting har alle disse begreber rod i det gamle, græske sprog.

De græske guder og helte har aldrig sluppet os. Dels indgår de en fantasifuld og kraftfuld fortælleverden, som altid vil overleve. Dels møder vi dem stadig overalt i nutidens Grækenland. På gadeplan, i navne på hoteller og restauranter, på stjernehimlen, og ikke mindst pryder de i deres skønhed museer over hele verden.

Denne bog indeholder nogle af de bedste og mest uforglemmelige, måske hårrejsende, fortællinger fra den græske mytologi. Endvidere er den et leksikon for den, der søger viden om en både antik og aktuel mytisk verden. Derfor er denne bog velegnet til inspirerende og underholdende læsning derhjemme, ligesom den i høj er velegnet til at tage med i kufferten på den næste rejse til Grækenland.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 25, 2020
• ISBN: 9788743063759

Erling Agergaard

Født 1951. Fortæller, forfatter, foredragsholder og rejseleder, tidligere højskolelærer. Er efter over 40 rejser til Grækenlands øer og fastland glad for med denne bog at give en gave tilbage til landet med den fascinerende historie.

Book preview

Frygt gudernes vrede mere end verdens hårde dom (Tragediedigteren Aischylos i Orestien)

... vreden, den fæle, som voldte Archaierne tusinde kvaler. (Indledningen til Homers Iliaden)

... når de døde, var det, som om de blev overmandet af søvn. De dvælede i ro og fred på deres jord med mange gode ting, rige på fåreflokke og elsket at guderne. (Hesoid om livet i Arkadien)

Efterhånden som årene går, bliver sande historier og faktiske begivenheder behandlet som myter. Tilhørerne mister deres tro på virkeligheden. (Victoria Hislop: Postkort fra Grækenland)

If I am a poet the air of Greece has made me one (Lord Byron, død i Grækenland, 1824)

AF SAMME FORFATTER

Forsvar for Judas, 2003

Bogen om trolde, en kulturhistorie for voksne, 2009

Sankt Georg og dragen, 2010

Dragen og ridderen, 2010 (børnebog)

Dragen og ridderen, lydbog – CD og bog, 2011

Trolde er onde, dumme og grimme, 2011 (børnebog)

Guder og andre mennesker, fortællinger fra den græske mytologi, 2013

Farlig rejse til Paris, (børne-og ungdomsbog, 2013, Digital lydbog, 2014)

Sankt Kjeld af Viborg, En dansk helgen og hans samtid, 2015

Danmarks helgener, 2018 (Lydbog 2018, punktskrift 2018, e-bog 2019)

INDHOLDSFORTEGNELSE

HERAS VREDE, TONEN SLÅS AN

FORORD

I BEGYNDELSEN

DEN LÆNKEDE PROMETHEUS ELLER PANDORAS ÆSKE

DEN GRIMME HEFAISTOS

ARTEMIS OG APOLLON

DIONYSOS ′ DOBBELTFØDSEL

EDDERKOPPEPIGEN ARAKNE

SISYFOS

DANAIDERNES KAR

KONGEN OG DRONNINGEN AF UNDERVERDENEN

NARCIS OG EKKO

KONGEN HAR ÆSELØRER

FAETON, SOLENS SØN

IKAROS ′ FLYVETUR

AMOR OG PSYKE

EUROPA FORFØRT

OTOS OG EFIALTES

APOLLON OG DAFNE

NATTERGALEN OG SVALEN

BAUKIS OG FILEMON

EFTERSKRIFT

EN FORTEGNELSE OVER FORTÆLLINGERNES GUDER, KONGER, HELTE, DIGTERE SAMT VISSE LOKALITETER

GRÆSK-ROMERSK ORDBOG

LITTERATUR

SFINXENS GÅDE

DIVERSE KORTMATERIALER

HERAS VREDE, TONEN SLÅS AN

Hera var aldeles rasende. Hun stampede i jorden af arrigskab. Hun gik frem og tilbage i sit sovegemak, alt imens hun ulmede af hidsighed og ikke mindst jalousi. Hver gang hun vendte sig om, fik enten gulvet eller møblerne endnu et spark. Det var hende umuligt at samle sine tanker, så hidsig var hun. Hun var på det nærmeste ved at koge over i vrede.

Nok engang havde hendes ægtemage, Zeus, bedraget hende. Og nok engang var Zeus faldet for en eller anden tøjtes skønhed og charme!

Denne gang var det Alkmene, der havde bedåret Zeus, og så var hun endda en gift kone. Godt nok en meget smuk og ung gift kone! Det måtte hun med skam indrømme.

– Det skal blive løgn, fnyste Hera. Jeg må have hævn. Jeg må kæmpe for at få min mand til også at se min skønhed. Men hvordan gør jeg det?

Hun tænkte og tænkte, men hendes vrede forhindrede hende i at tænke bare én logisk og fornuftig tanke, hvis man da kan forsvare, at der kan ligge en fornuftig tanke i hævnen.

Det gjorde hende yderligere rasende, at den frække elskerinde nu også ventede Zeus´ barn. Zeus pralede endda. Havde han ikke højt proklameret, at det barn, han ventede med Alkmene, en dag skulle blive verdens stærkeste dreng? Og når han blev voksen, skulle han blive konge og herske over mennesker og dyr. Og så skulle knægten oven i købet hedde Herakles.

– Det er ikke til at holde ud! Fnyste hun.

Hun måtte erkende, at det nok blev lidt for vanskeligt at revse sin gemal, Zeus, for han var nu engang overgud. Det gav ham ubegrænsede handlemuligheder. Så måtte hun hellere sørge for at gøre det svært for drengen; måske var hun endda i stand til at forhindre, at han overhovedet blev født.

Det sidste viste sig at være vanskeligere, end hun troede. Hun magtede lige at udsætte nedkomsten, for det gav hende muligheder for at udtænke skumle planer for at komme Herakles til livs, når han blev født.

Alkmene nedkom en tid efter med den kønne og muskuløse dreng, Herakles. Hera bestemte sig for at anbringe to giftige slanger i vuggen hos ham. Som sagt så gjort. En eftermiddag, mens drengen lå og sov i sin vugge, så Hera sit snit til at liste to store slanger ned under drengens dyne. Men han vågnede op med et sæt, og da han blev klar over, at han ikke var alene i vuggen, tog han om de to slanger, hvorpå han med sine små, men stærke hænder, kvalte de listige krybdyr.

Hera ville ikke erkende sit nederlag. Hun bestemte sig for, at alverdens galskab skulle ramme drengen.

Sådan kunne mange af bogens mytiske fortællinger tage sit udgangspunkt. Hvilket de da ofte gør. Det problematiske ligger i det element, at på sin vis har Hera ret til at vise sin arrigskab og hævntørst, men dernæst kan der så være tvivl om, at hun i virkeligheden vækker læserens sympati. Det må siges, at Hera går for vidt i sin søgen efter hævn på et uskyldigt barn, og hvad så med Zeus?

Selvfølgelig er han på det ægteskabelige plan en stymper, også fordi han gang på gang går fri for videre tiltale, i øvrigt ligesom sine brødre. Mange har sat sig for at udarbejde diverse kataloger over Zeus´ mange udskejelser og elskerinder, men det må siges at være en ligeså stor forsyndelse overfor en gud af Zeus´ format som at stemple ham som en skrækkelig ægtemand. Gør man det, bliver det svært bagefter at anskue eller vægte hans øvrige guddommelige sider af positiv art så som hans rolige og kølige overblik. Hans myndighed. Hans evner til at skabe harmoni. Hans beskyttertrang. Hans gæstfrihed. Hans asylpolitik. Hans evner til at skabe retfærdige love. Det må alt andet lige give ham visse særrettigheder, - måske lige på nær utroskab? Hvilket er et emne, som efter sigende kan læses om med fascination!

FORORD

Sorg og vrede, paradokser og fornuft, kærlighed og fødsel, svig og løgn, moral og umoral, jalousi og gavmildhed, fest og fantasi, smerte og død. Der er ingen tvivl om, at de græske myter spiller på alle strenge. Det må så undre, at vi så frit og afslørende fik lov til af guderne at fortælle om deres liv og eskapader og i særdeleshed om deres nidkærhed overfor menneskene, som de i bund og grund var afhængige af.

Zeus følte sig som den store alfader, men han måtte indrømme, at han ikke kunne styre alt, end ikke med tordenkilen i hånden. Hans ønske var at være for mennesket, men i virkeligheden måtte mennesket hele tiden forholde sig til guderne. Med mådehold og respekt, ellers blev det fatalt, som det blev for Prometheus, da han narrede guderne og stjal ilden til os, eller for kong Minos, der nægtede at ofre en særlig tyr til Poseidon.

Myterne beskriver kampen for livet. De blev til i al deres underfundighed, for selv om de udgør billederne af vores tilblivelseshistorie og af vores tilværelseshistorie og ikke mindst billederne, som har gemt sig i vort sind, har guderne også skænket os humoren og latteren.

Guderne vogtede over os mennesker, men de vogtede så sandelig også over hinanden som søskende i deres værste rivegilde. Ofte beskrives de som legesyge, men samtidigt kunne de godt se, når deres kolleger gik for vidt i tyranni og rivalisering, men de havde det ofte svært med at anskue sig selv. Min forrige mytesamling hed ikke for ingenting Guder og andre mennesker.

For mennesker skaber også guden i sit billede! Og det gør vi gerne i så stor udstrækning, at vi risikerer at glemme, at det er en gud, vi har med at gøre.

Selv om guderne skabte os som dødelige væsener, - der måtte da være en forskel på dem og os -, blev vores forgængelighed og skrøbelighed også ment som en kærlig gave til os. Det er ikke blot meningen, at også døden kan være en befrielse, for livet består ikke i at bekæmpe døden, men i at indse, at livet er karakteriseret ved sin død. Og det opløftende i denne skabelsestanke er også, at vi alle sammen er guds børn! Selv om skæbnen ofte synes uretfærdig, for evnen til at skelne er også en gudsgave. Myterne beskriver de grundlæggende tankemønstre i os. Myterne er afgørende for den sjælelige sundhed. Mister vi vores myte, ser vi kun en meningsløs verden. Mennesket finder ikke sin betydning ved at give afkald på eller opløse myten, for hvor myten eksisterer, ses det tydeligt, at mennesket ikke bare møder men også overvinder tilværelsens modgang og problemer, hvad enten de består af skyldfølelse, mindreværd, rodløshed og forvirring. Derfor er myterne ikke skrøner. Endelig skal det påpeges, at den ekstra sandhedsværdi de opnår, ligger i det forhold, at de langt fra alle ender godt.

Stort set alle folkeslag har haft deres myter, hvad enten disse har givet et folk forklaringen på, hvor de kom fra og hvorfor, eller de har givet forklaringen på tilværelsens positive og negative tilskikkelser. Indianerne i Nord- og Sydamerika brugte stammens fortælling til at holde sammen på stammen. Kelterne, nordboerne, romerne, afrikanerne, eskimoerne, babylonierne, kanaanæerne, de asiatiske urfolk og så videre og så videre har ligeledes gjort brug af de mytologiske beretninger for at forstå sig selv.

Men blandt alle disse mange mytologier skal der ikke herske tvivl om, at den græske mytologi blev den mest kendte og den mest fremherskende. Nogle hævder, at Grækenland blev myternes oprindelsesland, navnlig fordi de her er så rigt facetterede og så fantasifulde i deres fortællekraft. Ikke for ingenting er udtrykkene myte og mytologi græsk. Ordet mytologi er sammensat at mytos og logos, et fortællende og forklarende udsagn eller faktum ræsonneret gennem ordet.

De gamle grækeres rige fantasi kombineret med deres behov for at tolke tilværelsens og naturens fænomener og ubegribelige sammenhænge, har givet os en uvurderlig skat af fortællinger. Grækerne var ikke tilfredse med en primitiv forklaring. De søgte en vis form for sammenhængskraft, moralsk vejledning og ikke mindst orden i uordenen. I modsætning til mange andre mytologier, søgte grækerne at forestille sig deres guder som smukke væsener. De gjorde dem genkendelige ved at afbilde dem som mennesker i både kunsten og i fortællingens forestillinger. De eneste forskelle på guder og mennesker var stort set, at guderne havde overmenneskelige kræfter, samt at de ejede evigt liv og evnen til at kunne forvandle. På det menneskelige plan sås det, at gudernes liv var præget af forelskelser, brunst, incest, rivaliseringer, intriger, hævn og favoriseringer og ikke mindst vrede. I denne samling af græske myter skulle det gerne fremgå, at netop denne vrede blev bærende elementer i det indbyrdes styrkeforhold guderne imellem, guder og mennesker imellem, samt at vreden ofte satte gang i både positive og negative processer.

Derfor er beretningerne i denne bog ikke en kronologisk gennemgang af gudernes historie fra skabelse til undergang. Den bog er skrevet mange gange. Her er det nærmere tanken at påvise den store fortællekraft, livlig og fantasifuld, som blev så karakteristisk for det antikke Grækenland. Gengivelserne af myterne skal være til berigelse for nutidsmennesket, og ikke mindst skal de være en forklaring på, hvorfor de har overlevet, og hvorfor de stadig taler til os. De græske myter er overlevet i ordet, for på samme måde som med eksempelvis sagn, folkeeventyr og folkeviser blev de først nedskrevet adskillige år efter deres tilblivelse. Dette viser deres universelle styrke.

Selv om grækerne for længst har forladt de gamle, olympiske guder og skiftet til en nyere religion, den kristne ortodokse kirke, ses det tydeligt, at de gamle guder ikke gav slip på deres folk, grækerne, eller os andre for den sags skyld. I filosofien, i psykologien og navnlig i vore talemåder støder vi gang på gang på termer fra den gamle græske mytologi. Dette har ingen andre mytologier på nogen måder levet op til. For flere psykiske sygdomme eller komplekser ses det, at der kom en Ødipus eller en Elektra ind i billedet; ikke for ingenting er begreberne og fagene psykologi og filosofi hentet fra det græske sprog. I vores sprogbrug taler vi stadig om at begå hybris, når vi udfordrer skæbnen eller taler over os. Så venter vi blot på Nemesis. Når et arbejde synes for omsonst, kalder vi det et Sisyfosarbejde, eller at fylde Danaidernes kar. Panfløjter eksisterer endnu i dag. Kerberos har givet navn til alarmer og til flere sikkerhedssystemer til beskyttelse af blandt andet kommunikation. Ved forelskelser siges det, at der er amoriner i luften. Pegasus gav navn til en engelske faldskærmsdivision, en bro i Frankrig og til en generel digterisk inspiration. Egennavnet Adonis bruges om personer, der synes at brillere i deres egen skønhed, måske anvendes det endda som skældsord. Om nutidsbørns historieundervisning siges det, at den mangler kronologi. Hvert fjerde år afholdes der Olympiade. Måske leder enkelte stadig efter Ungdommens kilde, for ikke at nævne Atlantis, som stadig er en gåde. En klog person kan betragtes som et orakel. Hvis en fest udvikler sig negativt, kalder nogle den bakkantisk, hvis da ikke den ender i