Studier i klassisk amerikansk litteratur (1923)

By D. H. Lawrence

"Studier i klassisk amerikansk litteratur (1923)" er en samling af litteratur- og samfundskritiske essays, der tager deres udgangspunkt i en række amerikanske forfatterskaber fra det 18. og 19. århundrede. Blandt de behandlede forfattere er Benjamin Franklin, Fenimore Cooper, Edgar Allan Poe, Nathaniel Hawthorne og Herman Melville. Bogen forholder sig til den amerikanske kultur som den afspejles i værkerne, og fremhæver især forskellene mellem amerikansk og europæisk mentalitet, et emne, som ikke mindst i lyset af den seneste politiske udvikling i USA har fået fornyet aktualitet.

Oversætteren, Viggo Hjørnager Pedersen (f. 1941), er dr. phil. og forhenværende lektor i engelsk ved Københavns Universitet. Han har skrevet en række bøger og artikler om litteratur og om oversættelsesvidenskab.

Studier i klassisk amerikansk litteratur er oversat fra Studies in Classic American Literature, udg. 1923 i USA af Thomas Seltzer, og i Storbritannien 1924 af William Heinemann.
Copyright for den danske oversættelse: Viggo Hjørnager Pedersen 2017.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 28, 2017
• ISBN: 9788743004189

D. H. Lawrence

David Herbert Lawrence was born on 11th September 1881 in Eastwood, a small mining village in Nottinghamshire, in the English Midlands. Despite ill health as a child and a comparatively disadvantageous position in society, he became a teacher in 1908, and took up a post in a school in Croydon, south of London. His first novel, The White Peacock, was published in 1911, and from then until his death he wrote feverishly, producing poetry, novels, essays, plays travel books and short stories, while travelling around the world, settling for periods in Italy, New Mexico and Mexico. He married Frieda Weekley in 1914 and died of tuberculosis in 1930.

Book preview

tidspunkt.

1. Stedets ånd

Vi betragter gerne de gamle amerikanske klassikere som børnebøger. Men det er meget barnagtigt af os. Den gamle amerikanske ordkunst rummer noget fremmedartet, der ene og alene hører hjemme på det amerikanske kontinent. Men vi går naturligvis glip af dette, så længe vi insisterer på at læse disse bøger som fortællinger for børn.

Man kan ikke lade være at tænke på, hvad dannede romere fra det tredje og fjerde eller senere århundreder læste ind i de mærkelige ytringer fra Lucrets eller Apulejus eller Tertulian, Augustinus eller Athanasius. Den uhyggelige stemme fra det iberiske Spanien, det sære gamle Karthago, Libyens og Nordafrikas lidenskab; du kan være sikker på, at de rigtige gamle romere aldrig rigtig hørte dem. De læste de gamle latinske holdninger ind i dem, ligesom vi læser de gamle europæiske holdninger ind i Poe og Hawthorne.

Det er vanskeligt at høre en ny stemme, lige så vanskeligt som det er at lytte til et sprog, man ikke kender. Vi hører bare ikke efter. Der er en ny stemme i de gamle amerikanske klassikere. Verden har nægtet at høre den, og har vrøvlet løs om historier for børn.

Hvorfor? – Af frygt. Verden frygter en ny erfaring mere end noget andet. For en ny erfaring fordriver så mange gamle erfaringer. Og det er ligesom at bruge muskler, der måske aldrig har været brugt før, eller som gennem lang tid er blevet stive af forsømmelse. Det gør forfærdelig ondt.

Verden frygter ikke en ny idé. Den kan putte en hvilken som helst ny idé i den rigtige kasse. Men den kan ikke passe en virkelig ny erfaring ind i sit system. Den kan bare undvige den. Verden er god til at undvige, og amerikanerne er de bedste, for de undviger deres egen sjæl.

Der er en ny følelse i de gamle amerikanske bøger, langt mere end i de moderne amerikanske bøger, der er næsten blottet for enhver form for følelse, og er stolte af det. Der er en følelse af noget ’anderledes’ i de gamle amerikanske klassikere. Det er skiftet fra den gamle psyke til noget nyt, en forskydning. Og forskydninger gør ondt. Det her gør ondt. Så vi prøver at forbinde det, som en finger, vi har skåret os i. Binde en klud om det.

Og der er noget, der skærer. Skærer de gamle følelser og den gamle bevidsthed væk. Spørg mig ikke, hvad der bliver tilbage.

Ordets kunst er den eneste sandhed. En kunstner er som oftest en forbandet løgnhals, men hans kunst vil sige dig sandheden her og nu, hvis den er kunst. Bort med de evige sandheder. Sandheden lever fra dag til dag, og den vidunderlige Platon fra i går er mestendels sludder i dag.

De gamle amerikanske kunstnere var håbløse løgnhalse. Men de var kunstnere på trods af sig selv. Hvilket er mere, end man kan sige om de fleste nulevende udøvere af kunsten.

Og når man læser The Scarlet Letter (Det flammende bogstav), kan man selv bestemme, om man vil acceptere det, den sukkersøde, blåøjede lille engel til Hawthorne har at berette om sig selv, falsk som alle små engle er, eller om man vil læse den uafviselige sandhed i hans ordkunst.

Det sære ved ordets kunst er, at den snakker så skrækkeligt udenom, jeg mener, den fortæller de forfærdeligste løgne. Formentlig fordi vi alle sammen hele tiden lyver for os selv. Og ud af et mønster af løgne væver kunsten så sandheden. Som Dostojevskij, der stiller sig an som en slags Jesus, men som hele tiden afslører sig selv som et skrækkeligt lille bæst.

Det er sandt, at kunsten er en slags trick. Men Gud ske tak for den, vi kan godt gennemskue tricket, hvis vi vil. Kunsten har to store funktioner. For det første giver den en følelsesmæssig erfaring. Og dernæst bliver den en kilde til praktisk sandhed, hvis vi har det mod, vore følelser kræver. Vi har haft disse følelser, til vi var ved at brække os. Men vi har aldrig vovet at grave den virkelige sandhed ud af dem, den sandhed, der angår os, hvad enten den angår vore børnebørn eller ej.

Kunstneren begynder normalt med at ville udpege en morale som pynt for sin fortælling, eller det plejede han i hvert fald at gøre. Men fortællingen peger som regel den anden vej. Der er to diametralt modsatte moraler, kunstnerens og fortællingens. Tro aldrig på kunstneren, tro på fortællingen. Kritikerens vigtigste arbejde er at redde historien fra den kunstner, der skabte den.

Nu ved vi, hvad vi skal beskæftige os med i denne undersøgelse: at redde den amerikanske fortælling fra den amerikanske kunstner.

Lad os først se på denne amerikanske kunstner. Hvordan kom han i det hele taget til Amerika? Hvorfor er han ikke stadig europæer, som hans fader før ham?

Hør nu på mig, hør ikke på ham. Han vil fortælle dig den løgn, du forventer. Hvilket delvis er din egen skyld, fordi du forventer den.

Han kom ikke for at finde frihed til at tilbede Gud på sin egen måde. I England var der større religionsfrihed i år 1700 end i Amerika. Den var vundet af de englændere, der ønskede frihed, og derfor blev hjemme og sloges for den. Og fik den. Religionsfrihed? Læs New Englands historie gennem de første hundrede år, det eksisterede.

Frihed i det hele taget? Frihedens land! Skulle dette være frihedens land? Hvis jeg siger noget, der mishager den frie pøbel, så vil de lynche mig – det er min frihed. Fri? Jeg har aldrig været i noget land, hvor den enkelte nærer en så panisk rædsel for sine medborgere. Fordi de, som jeg har sagt, er frie til at lynche ham, i samme øjeblik han viser, at han ikke er en af dem.

Nej, hvis du er så glad for sandheden om dronning Victoria, hvad så med den om dig selv?

De der Pilgrimsfædre og de, der fulgte efter, kom aldeles ikke for at finde frihed til deres religionsudøvelse. Hvad var det, de opbyggede, da de kom hertil? Vil du kalde det frihed?

De kom ikke efter frihed. Og hvis de gjorde, svigtede de sig selv på det jammerligste.

Nuvel, hvad kom de så for? Af mangfoldige grunde. Måske mindst af alt på jagt efter frihed, dvs. positiv frihed.

De kom hovedsagelig for at slippe bort – det enkleste af alle motiver. For at slippe bort. Bort fra hvad?

I det lange løb, bort fra sig selv. Bort fra alt. Det er grunden til, at de fleste er kommet til Amerika og stadig kommer. For at komme bort fra alt, hvad de er og har været.

Vær fra nu af uden herrer.

Hvilket er udmærket, men det er ikke frihed. Snarere det modsatte. En håbløs form for tvang. Der er aldrig frihed, før man finder noget, man virkeligt og positivt ønsker at være. Og folk i Amerika har altid råbt op om det, de ikke er. Naturligvis medmindre de er millionærer, fuldt udviklede eller på vej til det.

Og der er trods alt noget positivt ved bevægelsen. Hele den kæmpemæssige flod af menneskeliv, der er flydt over Atlanten i skibe fra Europa til Amerika, har ikke blot bevæget sig på en tidevandsbølge af afsky for Europa og for det snærende ved den europæiske livsform. Afskyen er og bliver den vigtigste drivkraft for udvandring, tror jeg. Men der var en vis grund selv til afskyen.

Det ser ud til, at mennesket af og til får en vanvittig trang til at slippe bort fra enhver kontrol. I Europa var det den gamle kristendom, der var den virkelige herre. Kirken og det virkelige aristokrati påtog sig ansvaret for at virkeliggøre de kristne idealer; lidt uregelmæssigt, måske, men ikke desto mindre tog de ansvaret.

Herredømme, kongedømme og faderlig autoritet fik deres magt ødelagt på Renæssancens tid.

Og det var netop på dette tidspunkt, at den store flugt af udvandrere over Atlanten begyndte. Hvad flygtede de fra? Var de i færd med at bryde autoritetens bånd og undslippe til et nyt og mere fuldkomment fravær af autoritet? Måske. Men der var mere på spil.

Det kan være meget godt med frihed, men menneskene kan ikke leve uden herrer. Der er altid en herre. Og menneskene lever enten i glad lydighed mod den herre, de tror på, eller i gnavende opposition til den herre, de vil underminere. I Amerika har det været denne opposition, der har været den afgørende faktor. Det er det, der har givet Yankee’en hans stimulans. Det er kun den fortsatte tilkomst af flere servile europæere, der har givet Amerika en lydig arbejderklasse. Den sande lydighed overlever aldrig første generation.

Men den gamle herre sidder ovre i Europa. Som en forældreskikkelse. Et sted dybt i enhver amerikaner lurer der et oprør mod Europas gamle faderværdighed. Og dog er der ingen amerikaner, der føler, at han helt er undsluppet fra dette herredømme. Heraf den langsomme, ulmende tålmodighed i den amerikanske opposition. Den langsomme, ulmende, ætsende lydighed over for den gamle herre, Europa, hos den modvillige undersåt; og den ubønhørlige modstand.

Hvad I så ellers er, vær uden herrer.

Ca Ca Caliban

Get a new master, be a new man.

Man kan sige, at republikkerne Liberia og Haiti bebos af undvegne slaver. Liberia er sandeligt frit, som navnet siger!

Skal vi se på Amerika på samme måde? En stor republik af undvegne slaver. Når man tænker på horderne fra Østeuropa, kan man godt sige ja til det. Men det tør man ikke sige om Pilgrimsfædrene og den store gamle masse af idealistiske amerikanere, eller de moderne amerikanere, der er plaget af deres tanker. En kæmpe republik af undvegne slaver. Pas på, Amerika! Og et mindretal af alvorlige, selvplagende mennesker.

De herreløse.

Ca Ca Caliban

Get a new master, be a new man.

Hvad kom Pilgrimsfædrene så efter, da de så rædselsvækkende drog over det sortladne hav? Åh, det var en mørk ånd. En mørk venden sig bort fra Europa, fra Europas gamle autoritet, fra konger og biskopper og paver. Og mere end det. Mere, når man ser nærmere på det. De var mørke, magtfulde mænd, og de ønskede noget nyt. Ingen konger, måske heller ingen biskopper. Ikke engang en almægtig Gud. Men heller ikke mere af denne nye ’humanisme’, der fulgte efter Renæssancen. Ikke noget af denne nye frihed, der skulle komme til at tage sig så kønt ud i Europa. Noget barskere, bestemt ikke noget let og afslappet.

Amerika har aldrig været afslappet, og det er det heller ikke i dag. Amerikanerne har altid til en vis grad været anspændte. Deres frihed kommer af ren vilje, ren anspændelse, en frihed, der består af DU SKAL IKKE. Kun er det første bud DU SKAL IKKE FORDRISTE DIG TIL AT VÆRE HERRE. Heraf demokratiet.

Vi er uden herrer. Det er, hvad den amerikanske ørn skriger. Det er en dameørn.

Spanierne afviste friheden i Europa efter Renæssancen. Og spanierne opfyldte det meste af Amerika. Yankee’erne afviste den også, afviste humanismen i Europa efter Renæssancen. Først og fremmest hadede de herrer. Men dybere nede hadede de den europæiske letflydende humor. På bunden af den amerikanske sjæl har der altid været en mørk spænding, og det er det samme på bunden af den spansk-amerikanske sjæl. Og denne mørke spænding hadede og hader den gamle europæiske spontaneitet, og ser den med tilfredshed falde sammen.

Hvert kontinent har sin egen store stedets ånd. Ethvert folk er vendt mod et særligt sted, som er hjemmet, hjemlandet. Forskellige steder på jorden har forskellige udstrømninger af liv, forskellige vibrationer, forskellige kemiske udladninger, en anderledes polaritet med andre stjerner – kald det, hvad du vil. Men stedets ånd er en virkelighed af afgørende betydning. Nildalen frembragte ikke blot Ægyptens korn, men dets skrækindjagende religioner. Kina frembringer kineserne og vil vedblive hermed. Kineserne i San Francisco vil med tiden ophøre med at være kinesere, for Amerika er den store smeltedigel.

Der var en voldsom polaritet i Italien, i byen Rom. Men den synes at være død. For selv steder dør. Øen Storbritannien havde sin egen vidunderlige magnetisme eller polaritet, som skabte det britiske folk. I øjeblikket ser denne polaritet ud til at være ved at bryde sammen. Kan England dø? Og hvad hvis England dør?

Folk er langt mindre frie, end de tror, langt mindre. Og de frieste er måske mindst frie.

Folk er frie, når de befinder sig i et levende hjemland, ikke når de strejfer om og river sig løs. Folk er frie, når de adlyder en dyb, indre stemme, der forkynder en religiøs tro. Så de adlyder indefra. Folk er frie, når de tilhører et levende, organisk troende samfund og har travlt med at opfylde et uopfyldt, måske endda uerkendt formål. Ikke når de flygter til Det Vilde Vesten eller sådan noget. De mindst frie sjæle drager vestpå og skråler på frihed. Folk er friest, når de er mindst opmærksomme på frihed. Skrålet er og har altid været en raslen med lænkerne.

Folk er ikke frie, når de kan gøre, lige hvad de vil. Så snart man kan gøre, lige hvad man vil, er der ikke noget, man har lyst til at gøre. Folk er kun frie, når de gør, hvad deres dybeste selv ønsker.

Og det gælder om at nå ned til det dybeste selv. Der skal virkelig dykkes.

For det dybeste selv ligger langt, langt nede, og det bevidste selv er en genstridig abekat. Men der er én ting, man kan være sikker på: Hvis man vil være fri, må man opgive illusionen om at gøre, hvad man har lyst til, og søge, hvad DET ønsker gjort.

Men før man kan gøre, hvad DET ønsker, må man først bryde fortryllelsen fra det gamle herredømme, det gamle DET.

Det var måske på Renæssancens tid, da kongedømme og faderværdighed faldt, at Europa gled ind i en meget farlig halv sandhed: troen på frihed og lighed. Måske følte de mænd, der drog til Amerika, dette og afviste derfor hele den gamle verden. Forsøgte at overgå Europa. Frihed har indtil nu for amerikanerne betydet løsrivelse fra alt herredømme. Den sande frihed vil først begynde, når amerikanerne opdager DET og måske forsøger at opfylde det. For det drejer sig om menneskets dybeste hele selv, ikke idealistisk halvhed.

Så det er grunden til, at Pilgrimsfædrene kom til Amerika; og det er grunden til, at vi kommer. Drevet af DET. Vi kan ikke se, at usynlige vinde bærer os, som de bærer sværme af græshopper, at en usynlig magnetisme bringer os dertil, som den bringer trækfuglene til det mål, de ikke kender på forhånd. Men sådan er det. Vi er ikke så vidunderligt frie til at vælge og beslutte, som vi tror. DET vælger for os og beslutter for os. Naturligvis medmindre vi bare er undvegne slaver, vulgært sikre på vores masseproducerede skæbne. Men hvis vi er levende mennesker i kontakt med kilden, driver DET os og beslutter for os. Vi er kun frie, så længe vi adlyder. Når vi vil den anden vej og mener, at vi vil gøre, hvad vi har lyst til, flygter vi bare på må og få som Orestes forfulgt af eumeniderne.

Og når den store dag gryr, når amerikanerne omsider har opdaget Amerika og deres egen helhed, vil der stadig være et stort antal bortløbne slaver at regne med, de, der ikke har nogen selvsikre, masseproducerede skæbner.

Hvem vil vinde i Amerika, de bortløbne slaver eller de nye, hele mennesker?

Den sande dag er endnu ikke begyndt i Amerika. Eller i det mindste er solen ikke stået op. Det vil sige, at i den progressive amerikanske bevidsthed har der kun været et dominerende ønske, at slippe af med det gamle. Slippe af med herrerne og ophøje folkets vilje. Skønt folkets vilje ikke er andet end et fantasifoster og ophøjelsen ikke er meget værd. Så i folkeviljens navn, skaf jer af med herrerne. Når I har skaffet jer af med dem, er alt, hvad I har tilbage, selve udtrykket ’folkets vilje’. Så standser man op og tænker sig om og prøver at genvinde sin egen helhed.

Så meget for det bevidste amerikanske motiv, og for demokratiet herovre. Demokratiet i Amerika er bare det redskab, hvormed Europas gamle herre, den europæiske ånd, undermineres. Når Europa er ødelagt, som det er muligt, at det bliver, vil det amerikanske demokrati fordampe og Amerika begynde.

Indtil nu har den amerikanske bevidsthed været ubelyst af den rigtige sol. Den har været demokratiets negative ideal. Men under og i modsætning til dette åbenlyse ideal findes de første antydninger og afsløringer af DET. DET, den hele amerikanske sjæl.

Man er nødt til at trække de demokratiske og idealistiske klæder af det, der siges i Amerika, og se så meget som muligt af den mørke krop af DET nedenunder.

Henceforth be masterless.

Henceforth be mastered.

(Vær fra nu af uden herrer –

Vær fra nu af underkastet en herre)

2. Benjamin Franklin

Den idé, at mennesket kan gøres fuldkomment! Åh himmel, hvor er den dog trist! Lad os gøre Ford-bilen fuldkommen! Hvilken mand er det, der skal gøres fuldkommen? Jeg er mange mænd. Hvilken af dem er det, du vil fuldkommengøre? Jeg er ikke et stykke mekanik.

Uddannelse! Hvilket af de forskellige mig’er vil du uddanne, og hvilke har du tænkt dig at undertrykke?

Under alle omstændigheder, så udfordrer jeg dig. Jeg udfordrer dig, oh samfund, til at uddanne mig eller undertrykke mig i overensstemmelse med dine forlorne standarder.

Den ideelle mand! Og hvem er det, om jeg må spørge? Benjamin Franklin eller Abraham Lincoln? Den ideelle mand! Roosevelt eller Porfirio Díaz?

Der er andre mænd i mig ud over det tålmodige fæ, der sidder her i sin tweedjakke. Hvad foretager jeg mig, når jeg spiller et tålmodigt fæ i en tweedjakke? Hvem taler jeg til? Hvem er du på den anden side af denne tålmodighed?

Hvem er du? Hvor mange selv’er har du? Og hvilket af dem ønsker du at være?

Skal Yale uddanne det selv, som er i dit mørke indre, eller skal Harvard?

Det ideelle selv! Åh, men jeg har et mærkeligt og flygtigt selv, der er lukket ude og tuder som en ulv eller coyote under de ideelle vinduer. Ser du hans røde øjne i mørket? Det er det selv, der er ved at få sin ret.

Ideen om at gøre mennesket fuldkomment, åh Gud! Når hver mand, så længe han er i live, i sig selv er en mængde mænd i konflikt med hinanden. Hvem af dem vil du vælge at gøre fuldkommen på bekostning af alle de andre?

Det vil gamle daddy Franklin fortælle dig. Han vil konstruere ham for dig: Mønsteramerikaneren. Åh, Franklin var den første ægte amerikaner. Han vidste, hvad han ville, den smarte, lille mand.