Poetisk Parloir - Aarbog 2015: Post- og Transhumanisme: Naar Mennesket 'lego' Livets Byggesten – hvorledes blive da dets Ego?

By - le Berthélaine

"Aarbog 2015" er anden del i triaden af "Aarbog 2014", 15 og 16, der trefold belyser den kommende posthumanitet. Den fjerne nære fremtid mennesket "begynder at 'lego' Livets Byggesten", altså den frie leg med gener, biotech og psykotrop farmaka, for at skabe det forbedrede, optimerede, lykkeligere menneske: HOMO-version-II.

2015 Temaer:
(i) (a) Gives en menneskelig essens? (b) Freud und »das Unheimliche« (c) Blodets baand og genetik .
(ii) hiint kommende overmenneskes moralske forhold til det oprindelige, ringere, bedagede menneske.

Men, når denne leg for alvor fænger an, når vi manipulerer med gudskaberens værk eller Darwins evolution - hvad er vi da egentlig i færd med? Og implicit, hvad risikerer vi? er de spørgsmål Aarbog 2015 tager livtag med i ulige vinkler af litteratur, kunst, film, filosofi og videnskab.
Slig kartografi bringer "Centrale post- og transhumanistiske temaer til overfladen… Dybe problemstillinger som: Hvad vil det egentlig sige at være menneske versus det ikke at være menneske? Gives der en essens? en fast, absolut og uoverskridelig kerne, eller er homo en plastisk, dynamisk størrelse?"
Det dykker vi ned i via H.C. Andersens eventyr »Den lille Havfrue« (1837). Hiin skønmø skifter nemlig gestalt, væsen og væren - som de hippe transhumanister i den fjerne nære fremtid, når de hoppe til HOMO-version-II, ad libido, ad libitum.
"Den lille havfrue forbliver verliebt, verliert und verlockt i menneskehed og prinds, og forført - i en aura af »Hvo ikke vover, ikke vinder« - opsøger hun havhexen, datidens trolddomskraft ud i biotech og genetik. En handel indgås, og den uberørte jomfru bliver nu modificeret, transskriberet og translateret om til et væsen med to ben, to støtter - ergo et menneske, »i jagten på det bedrede liv, lykken og længslers fylde.«"
Nuvel, den posthumanistiske æra synes at svinge mellem utopi og dystopi; således oscillerer eventyret mellem lykke og ulykke. Det bringer stof til eftertanke. - Og endvidere, uhygge. Derfor sonderer Aarbogen psykologiens skakt-og-skatkammer med Freuds afhandling »Das Unheimliche« (1919). For der gives almindelig hyggelig uhygge, og så dyb, pur uhygge. Og spørgsmålet pikker os, pukker, hvilken indlejrer den vordende posthumanistiske epoke?
- Den tråd vi trævle. »Og nogen eller noget skal dø!« siger De! Enig. Ja, der er tilstrækkeligt fynd at fange, at fænge, i fundet af fremtiden; dén vi sammen udgrunde, De og jeg Lieber Leser. Om De tør! Atter løbe med - ud i existensens potentielle 'functio laesa'.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 2, 2016
• ISBN: 9788771709735

- le Berthélaine

le Berthélaine, Danish writer, critic and artist. Scholar educated at the universities of Aarhus, Odense and Copenhagen, Denmark. le Berthélaine has conducted extensive studies in the fields of medical science and the humanities, and he has degrees in health science and the liberal arts of aesthetics, literature and philosophy. This cross-disciplinary fusion characterizes the poet`s sharp pen and inciting style. Fields of interests and core competences: - Medical Science - Literature - Aesthetics - Philosophy - the body-and-soul issue - Existentialism - Post and transhumanism - Reality and realities - Moral and ethics

Book preview

http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=hvo

En indføring i post- og transhumanisme

Når temaet er post- og transhumanisme, er vi i den begunstigede situation at kunne tage afsæt i to af landets kunstneriske berømtheder. – For såvel H.C. Andersen (1805–75), hvem jeg i særdeleshed højagter, som Bjørn Nørgaard (f. 1947), hvem jeg i særdeleshed er kommet at ringeagte, tager henholdsvis ubevist og bevidst livtag med de post- og transhumanistiske problematikker.

Fairy tales from Hans Christian Andersen; (1914) Garden City, N.Y.

Inspireret af sagn om havfruer og undersøiske riger, udgiver H.C. Andersen i 1837 eventyret Den lille Havfrue; i 1909 overværer brygger Carl Jacobsen Det Kongelige Teaters ballet herover og forelsker sig i figuren; i 1913 afslører billedhugger Edvard Eriksens følgeligt sin skulptur den lille Havfrue på Langelinje, kommissioneret af bryggermæcenen og inspireret af ballerinaen Ellen Price, som i sin tid dansede hovedrollen; ad åre sidder yndigheden og bliver turismes andagt, såre andægtig; i 1964 decapiteret², senere amputeret og pink maltrakteret; ideligt og ublu affotograferet af den rejsende københavner-grif³ – „Se! her var jeg!" reklamerer fotoet; i albummet i binding af papir og pergament; over skærmen i Flickr og selvfremstillingens flak. – Det er eventyrets og kunstens utak.

Unidentified couple posing in front of the Mermaid sculpture, Copenhagen, Denmark… revealing the joys and trials of the heyday of cruising.

Hvad værst være? Monstro år 2000, hvor Bjørn Nørgaard skaber sin lidet skønne parafrase Den genmodificerede havfrue – en frikassé⁴.i,ii

– „Ja, skriv gerne, det skrev kritikeren."

Og atter slår foreliggende belysning ud i sine to modpoler: Utopi og dystopi – ihukommelse af Poetisk Parloir – Aarbog 2014.

Dystopien: Menneskehedens og kunstens fortabelse

Nuvel, fortrydeligt kan overgå kunsten, og der er oceaner imellem den klassiske skønhed Eriksen skulpterede, til de skavanker Nørgaard nikker os – i en skalle.

I sin æstetik og skønhedsideal knytter Den lille havfrue (1913) an til 1800-tallets kunstakademiske tradition. – Dengang kunst endnu var behagelig, fornøjelig, endsige frydefuld for øjet at underfunde sig med. Men med det tidlige tyvende årh.s experimenterende avantgarder – i form af futurisme, expressionisme, surrealisme og dadaisme – måtte denne æstetik vige eller i hvert fald vinkles. Man kunne dog stadig tale om det smukke eller skønne i et futuristisk eller expressionistisk værk, skønhed var endnu et legitimt ord i kunstens vokabularium, om end det skønne havde andre kilder end de traditionelle – motivkredse skiftede fremdeles fra betagende naturtro landskaber, mytologiens ophøjede helte og kvindens sunde former – til futurismens højhastige teknikfetich og expressionismens nøgne oprindelighed i grelle farvers pragt. Alt tilsammen udtrykkende nye tider, nye skikke.

Men op gennem seklet kuldsejler kunsten – qua skønvirke – totalt; det skønne bliver helt og holdent 'maudit'⁵ banalt og trivielt – og paletten må vige for provo, happening og postmodernismens finurligheder. Kort sagt, kunst som Nørgaard nakker os på.

Se blot, hvorledes Den genetisk modificerede havfrue (2000) bukker under, med nakken, ikke blot for genetikkens kontingente⁶ uhyrligheder, som Nørgaard tydeligvis vil 'provo' om… men også, pointerer jeg, for den hæslige allel⁷ æstetik, der er gået vrangen, planken ud på Langelinje.…

Så når den nye havtingest sidder med knækket nakkesøjle, da betegner det mere end blot fremtidens værkbrudne genetisk modificerede menneske, som Nørgaard bevidst tematiserer; skulpturstørrelsen symboliserer i lige høj grad en mistet æstetik – skønhedens; og bronzederivatet gestalter derved på paradoksal vis en implicit egenkritik af Nørgaards frembringelse og kompost-modernismens fortrædelighed. – Mandens genre.

Anno 2015 sidder de to versioner fortsat på samme kaj med nogle hundred meters afstand mellem sig, hiin ene med anstand i længsel skuende, den anden stækket i en stakket kunstforståelse. Hvilken, der er den recessive? Hvilken, der er den dominante? Kun tiden vil vise. – To alleler kæmper altid om at blive fænotypen, altså vinderen, for samme genlocus.

Utopien: Menneskehedens og kunstens forherligelse

Nuvel, fortrylleligt kan overgå kunsten, og på bunden af oceaner og romantikkens mystik lever skønjomfruer og klassiske drømme, som H.C. Andersen eventyrer os – i fortællingers arketype, for barn som voksen, der endnu have sit barnehjerte i behold.

Tematisk, ved eventyrets fokus på væsen og væren, knytter Den lille Havfrue implicit an til de post- og transhumanistiske problematikker. – Hvorledes da?… Jo, for det første skelnes der biologisk mellem det at være menneske og ikke-menneske, en sondring der opstår eftersom det at være menneske, tilskrives en essens⁸, dvs. konstituerende egenskaber og karakteristika, der netop betegner det humane (ex. prinsens to ben) og derved afgrænser dette fra det non-humane (ex. havfruens 'fiskehale').

Hør her hvordan havfruen sich verliebt und verliert im verlockend Menschheit.⁹

iii

En prindsesse forelsker sig i en prinds; det turde være muligt…? Dog påmaner bedstemoderen det unge hjerte, at det bliver en ulykkelig kærlighed, for der er væsens¹⁰ forskelle, biologiske.

– Og for det andet er menneske og havvæsen essentielt forskellig, når det kommer til sjælen.

Nixe [havfrue], Franz Hein. (1904)

Måske, beretter bedstemoderen… der er én mulighed for denne forherligelse.

∫       „Jeg vilde give alle mine tre hundrede Aar, jeg har at