På besøg: Prosastykker og fotografier fra Mexico

By Arne Juelsgaard

Grøn frodighed langs et vandløb mellem vejen og bjergene. Et gult hus ved en jordvej. En familie opholder sig på en overdækket veranda.
At sidde i en gyngestol på en veranda.
At mærke den grønne kølighed.

Drømmen dukker flimrende op, og den forsvinder flimrende. Mens bussen kører forbi.


Bogens prosastykker er skrevet på baggrund af forfatterens jævnlige rejser og ophold i Mexico. Teksterne er en kærlighedserklæring til Mexico på godt og ondt. Et land han har fået ind under huden. Takket være mexicaneren.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 19, 2014
• ISBN: 9788771454536

Arne Juelsgaard

- Da jeg havde rettet stile i mange år, givet elever anvisninger på at skrive og ikke selv havde skrevet en eneste sætning, besluttede jeg, at det var på tide. Jeg fik værktøjer på skriveværksteder, begyndte at skrive og har altid en skitsebog i nærheden.

Book preview

bred

Indianeren der blev glemt

Mens jeg skriver billeder i dagbogen på cafeen på hjørnet af plazaen i Cuetzalan, bliver jeg opmærksom på ham. Han betragter mig. En indianer fra en af landsbyerne i bjergene. Da jeg fornemmer, at han snakker om mig med manden, der sælger kaffe, kanel, vanilje og jordnødder, er det på tide at lægge blyanten fra sig og sige God Aften.

Han kommer over til mig med tomme hænder og peger på det, der er skrevet i dagbogen.

Rører ved bogstaverne.

Undersøgende.

- Jeg kender mine børnebørn, men jeg kender ikke bogstaverne.

Mens han peger lægger jeg mærke til brede og furede hænder.

- Men De kan få planter til at gro!

- Joh.

Svarer han og remser afgrøder op. Majs og bønner, bananer og avocado, appelsiner og jordnødder, tomater og chili. Der er stolthed i stemmen. Og han fortæller, at jorden er god og regnen tilstrækkelig. Sommetider mere end godt er.

Han er i gang med at gøre rede for, hvor meget jord han ejer, da tre fulde mænd er på vej hen over pladsen. Fulde på den brovtende måde. Ikke som den fulde indianer, der blot falder omkuld og i søvn på en trappe.

Fulde mænd af deres slags tiltrækkes af alenesiddende gringoer, som insekter af lyset fra en lampe. Uden at ænse om man er i gang med noget andet.

Min næstenven er blevet usynlig. Han har et livs oplevelser med, at han alligevel ikke bliver set af den slags mænd. Hvad enten de er fulde eller ej.

Jeg ville helst have forsøgt en tilbagetrækning, men det er for sent.

Mens den første går ind i baren, bliver de to andre stående. En vældig stor mand med gråt overskæg snakker til mig. Jeg forstår stort set ikke et ord. Det forstår han, så han forsøger at sætte sig på en stol ved siden af mig. For at kunne tale indtrængende og forstående til mig. Uden at være i stand til at indse, at det er med stor risiko for, at han vælter alt, han er i nærheden af. En fuld klodset hvalros, der ovenikøbet bliver så fuldemandssentimental og kærlig, at jeg er bange for, at han giver sig til at kysse mig. Den anden er lidt mere elegant kommet ned på en stol.

Jeg forstår mindre og mindre af, hvad der bliver sagt. Et forkert nej og en afvisning kan i løbet af ingen tid forvandle kærligheden til noget i retning af:

- Sådan en højrøvet gringo. Komme her og tro, han er noget.

Der er ingen hjælp at hente.

Den spinkle tjener undskylder, men har ingen autoritet og ville blive blæst omkuld første gang, han åbnede munden. Heller ingen andre skal have noget klinket. Alle følger med i, hvad der sker ved bordet ved siden af dem.

Tilbagetrækningen starter.

- Undskyld! Men jeg er nødt til at gå på toilettet.

Ser mit snit til at betale, mens tjeneren foreslår, at jeg sætter mig ved et andet bord. Til ingen nytte. Hvalrossen ville bare forfølge mig.

Da jeg går, skænker jeg ikke indianeren en tanke. Lægger ikke mærke til, om han stadig befinder sig et sted i nærheden. Det er først senere, det går op for mig, at også jeg glemte ham, der hverken kan læse eller skrive, men ved, hvordan man får planter til at gro.

En kortvarig sødlig smag

Mexicanere er underlige.

Morgenmaden består som det første af en kop kaffe og et stykke sødt brød. Enhver ved da, at man først spiser det lødige, og først derefter kan man forlyste sig med søde sager.

Servitricen er forstående og fleksibel. Hvis jeg vil have det søde til sidst, så kan jeg få det. Jeg kan få det stort set, som jeg vil have det.

To stykker sødt brød bliver sat foran mig, da jeg har spist æg og bønner, tortillaer og drukket appelsinjuicen.

Det ene ser indbydende ud med et karamelliseret sukkerlag. Det andet med lidt strimlet kokos. Jeg vælger det eksotiske og vil aldrig finde ud af, om jeg traf det rigtige valg, eller om jeg traf det forkerte. Valget kan ikke omgøres, selv om smagen af kokos på ingen måde er gennemtrængende. Jeg er lidt skuffet. I morgen er der måske to andre slags pan dulce i brødbakken.

En anden mulighed havde været at spise begge stykker og bruge den erfaring senere. Det ville have været den enkleste løsning, men i det virkelige liv er helgarderinger sjældne.